Endelig radikal resignation

Så kom det endelig. Det som alle har vidst i flere måneder, og der er taget tilløb til i flere omgange: De radikales leder Marianne Jelved opgiver sit ultimative krav om at blive statsminister. Matematikken har aldrig været til det, og ikke engang de radikales egne vælgerne kunne se det strålende i idéen, at partiet malede sig op i et hjørne. Da partiet i meningsmålingerne havde mistet en pæn del af sin opbakning, og folk i efterhånden lang tid ikke kunne lade være med at grine over de radikales selvovervurdering, ja så skete der noget. Jelveds egne fik hende langt om længe overtalt til at opgive de ultimative krav om statsministerposten samt nogle af de andre politiske ultimative krav blandt andet omkring 24 års-reglen m.v, som partiet står ret alene med. Anyway, Jarls Blog ønsker de radikale velkommen tilbage til den politiske virkelighed.
Nu vil de radikale endda gerne samarbejde med Venstre, som Naser Khader længe har efterlyst. Dog må Anders Fogh Rasmussen (den såkaldte ”farlige” mand) ikke stå i spidsen for partiet. Det kan egentlig undre, for aldrig har Venstre været mere socialdemokratiske end netop nu. Udlændingepolitikken har socialdemokraterne jo accepteret, så det kan ikke være det, som skiller et RV-samarbejde fra et RS-samarbejde. Velfærdspolitikken og skat er også identiske. Men selvfølgelig, det kan jo være Marianne Jelved ikke kan døje Anders Fogh personligt. Men det er et argument, som vælgerne af uransagelige grunde har lidt svært ved at forstå. Manglende personlig kemi er også et ”usagligt argument”, og alle ved, at radikale helst ikke må være (for) usaglige. Det er blandt andet derfor, at man er radikal, forstås.

Jelved har umuliggjort sin fremtid som leder af de radikale. Hendes strategi med, at de radikale gik solo uden S, har lidt fuldstændigt skibbrud, og partiet har kun fået det ud af det, at man har sat en stor del af sin vælgerfremgang over styr. Det vil alle andre steder få konsekvenser, og et lederskifte trænger sig især på, når man også kigger på Marianne Jelveds fødselsdato. Hvis de radikale kunne samle sig om en leder, uden at partiet blev splittet, var det formentlig også sket. Naser Khader har dog gjort det klart, at Jelveds egen kronprinsesse, Margrethe Vestager, der også har et flertal i den radikale folketingsgruppe, ikke bliver leder med hans gode vilje. Det ser derfor ud som om, at Jelved bare fylder pladsen op indtil, at der sker en afklaring mht. den mest populære radikale politiker, Naser Khaders fremtid hos de radikale. Under alle omstændigheder er det et absurd show, som de radikale udsætter sig selv og deres vælgere for. Det er meget få politiske partier – om nogen – der har haft succes med en strategi, hvor der reelt ingen afklaring er af lederforholdet.

I mellemtiden vil Jelved turnere rundt med hendes forslag til skattereform, der vil nedsætte skatten på arbejde, men øge den andre steder. Det er formentlig de færreste, som smider, hvad de har i hænderne for at styrte hen og høre Mariann Jelveds forslag til en ny skattereform. Hverken hende selv, hendes parti eller hendes forslag kender åbenbart deres besøgelsestid.