onsdag, februar 28, 2007

Håndværkeren og tudefjæset

Debatten om den ”Den Hemmelige krig” har længe hængt folk ud af halsen, og det er de færreste, der kan overskue indholdet. De få, der stadig magter at have positive holdninger til filmen, lyder mere og mere skingre i deres forsvar af filmens ophavsmand Christoffer Guldbrandsen og de påstande, som filmen fremsætter om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan for mere end fem år siden og især af regeringens efterfølgende håndtering af sagen.

Filmen blev vist for to måneder siden, hvor en noget overstadig statsretsekspert bedømte filmens dokumentation til at være tilstrækkelig til, at han umiddelbart mente, at en rigsret var en mulig udgang på historien. Det var der ikke så mange andre, der kunne se til trods for oppositionen lod det regne med spørgsmål til regeringen. Folkeopinionen generelt, aviserne m.v. synes ikke, at regeringens svar var særlig fyldestgørende, men til gengæld var der hverken "rygende pistoler" eller specielt troværdige vidneudsagn, der kunne bakke filmens hårde anklager op. ”Der er nul”, sagde statsministeren og fik et eller andet sted ret. Filmen blev et spørgsmål om DRs troværdighed. Efter min mening en debat, som i øvrigt hverken DR eller statsministeren kom specielt godt ud af. DR fordi de forsvarede ”Den Hemmelige Krig” udi i det groteske. Statsministeren, fordi han for én gang skyld ikke offentligt kunne styre sin skadefryd over DRs åbenlyse troværdighedsproblemer.

Guldbrandsen er blevet udsat for ”spin” fra regeringens side, lyder det også gerne bl.a. fra Guldbrandsens forsvarere, der gerne fremstiller situationen a la David mod Goliath eller Nixon vs. Woodward & Bernstein. Guldbrandsen er altså den lille terrier-journalist mod staten, systemet og ikke mindst regeringen i form af forsvarsminister Søren Gade og chefen Anders Fogh Rasmussen.

Men nu fortæller både forsvarsministerens pressechef Jacob Winther til journalisternes fagblad ”Jounalistens” seneste nummer 3/2007, hvordan han forberedte sin pressestrategi. Han afkodede hurtigt journalisternes ”vinkel” eller ”motiver” - om man vil – bl.a. ved at optage filmholdets interview med forsvarets egne folk og forsvarsministeren.

"Journalisten" skriver:

Da det blev Søren Gades tur til at give interview den 7. december 2005 – præcis et år inden filmen fik premiere – havde Christoffer Guldbrandsen sendt omkring 15 spørgsmål på forhånd. Men han blottede afgørende dele af sin vinkel ved at blive ved med at stille ministeren de samme to-tre spørgsmål om tilfangetagelse og udlevering af afghanske fanger til de amerikanske tropper i Afghanistan.

- Efter det havde jeg en rimelig god idé om, hvad de var interesseret i,« forklarer Jacob Winther til "Journalisten"

Winther lægger ikke skjul på at filmen var ”enhver spindoktors mareridt”, og han vidste fra ”dag 1 af at denne film ikke blev god for os”.

Den glimrende artikel redegør på fortrinlig vis for et klassisk stykke kommunikationsarbejde, hvor der er blevet samlet informationer ude i marken, og som så er blevet hentet ind. Så er der blevet analyseret frem og tilbage og siden er der lagt en strategi for, hvordan man effektivt i pressen og politisk imødegår de postulater, som regeringens spindoktorer ved, vil komme. De demonstrerer håndværksmæssig kunnen, og det er et fandens flot stykke håndværk, hvis jeg må være så fri. Winther kan - hvis han ikke dummer sig i fremtiden - gå ud i det private og tage et ordentlig honorar efter at have vist sit værd.

Journalisten har skam også talt med Guldbrandsen og hans makker Nils Giversen for at høre deres side af sagen: Her lyder det bla.:

Statsministerens spindoktor a.k.a."Ulven"- Michael Ulveman , som i øvrigt skulle være Guldbrandsens private ven, får mere eller mindre skyld for at have misbrugt oplysninger han har fået, da de to arbejdede sammen bl.a. om forarbejdet til filmprojektet ”Den Hemmelige Krig”. Ulveman skulle endda - før han blev Foghs presserådgiver - have fået udleveret to mapper med researchmateriale til filmen (!)

- Jeg har ikke belæg for at sige, at han har misbrugt sit kendskab til sagen. Men jeg har fortalt om vores interviews med de centrale amerikanske kilder Chris Hogan og Ed Hermann«,siger Christoffer Guldbrandsen til fagbladet.

"Journalisten" skriver videre:

Efter filmens premiere for et inviteret publikum i Grand i København den 4. december 2006 fortsatte overraskelserne.

- Da jeg kommer ud fra biografen, står jeg ved siden af Naser Khader, og hans telefon siger pling-pling. Han tager telefonen og viser mig en sms skrevet af Michael Ulveman, hvor der står noget i retning af: »Flot musik, gode billeder. Synd, der ikke er noget, der klæber til statsministeren. PS: Danske specialstyrker har aldrig flag på.«


De slukørede DR-dokumentarfolk må senere hive lommetørklæderne frem:

- De har brugt alle tricksene fra spindoktorbogen mod os – også mange, som de ikke burde bruge, siger Niels Giversen til "Journalisten".

Ja, det er synd, og Jarls Blog føler bestemt megen medlidenhed med DR-dokumentaristerne.

Engang kunne Guldbrandsen vinkle sine historier, som han ville, uden risiko for at andre efterfølgende kunne gøre så meget ved den én gang fastlagte vinkel. Fx viste han Mogens Lykketofts ”Danse Macabre” i ”Lykketoft finale”. Det var den i øvrigt fremragende film, hvor Guldbrandsen lod S-rådgiveren Morten Boje fremstille som komplet idiot, men samtidig lod sin private ven - bagsidepsykopaten på Ekstra Bladet – manden, der lever af at skrive gennemførte ondskabsfuldheder om folk – fremstå som ”uopdaget spin-stjerne”, der pludselig rådgiver Lykketoft både om budskaber og pressestrategi. Dvs. det hele blev lidt farceagtigt med et budskab om, at nærmest enhver idiot fra gaden kan rådgive en toppolitiker.

Denne gang fik Guldbrandsen altså ikke lov til at løbe om hjørnerne med spinfolkene. De forberedte sig godt og grundigt, og de tørrede ham noget så eftertrykkeligt. Det står han så nu og tuder over. Ja sådan er livet så meningsløst og ondt engang imellem.

NCC-sagen: Jarls Blog på K-forum

Jarls Blog gæsteoptræder i dag på det såkaldte "K-forum", der er et meget brugt website for kommunikationsfolk. Emnet er naturligvis NCC-sagen.

Læs hele indlægget her

mandag, februar 26, 2007

Tal om svigt af værdikamp

Venstres ideologiske agterlanterne Claus Hjort Frederiksen, som ifølge ham selv - deler afgørende værdier med Dansk Folkeparti, kæmper nu for, at den borgerligt-liberale tænketank CEPOS bliver medlem af den højeste økonomiske sagkundskab i Danmark - Det Økonomiske Råd. Forslaget møder dog hård modstand i regeringen hos erhvervsminister Bendt Bendtsen (K).
Berlingske fremstiller det som et "usædvanligt" "offentligt skænderi" mellem to medlemmer af regeringen:

På en avisforside og i flere personlige breve til den konservative partiformand, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har han talt varmt for, at Cepos dermed kunne agere modvægt til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der i dag sidder med i Det Økonomiske Råd. Men i et nyt lovforslag holder Bendt Bendtsen alligevel Cepos ude af Det Økonomiske Råd - til frustration for Claus Hjort Frederiksen.

Bendt Bendtsen afviser dog, at han holder Cepos ude af det gode selskab for at provokere Claus Hjort og Venstre. Nej, Cepos er ikke kommet med, fordi medlemsantallet i Det Økonomiske Råd er blevet reduceret fra 29 til 26 medlemmer.

Claus Hjort som formentlig har plantet hele historien har sågår fået én af sine skødehunde til at bjæffe lidt af den konservative leder:

»Jeg undrer mig over, at en konservativ økonomiminister ikke benytter lejligheden til at give Arbejderbevægelsens Erhvervsråd et modspil. Det er fuldstændig ubegribeligt, at han ikke tager Cepos med. Bendt Bendtsen svigter den borgerlige liberale værdikamp i Danmark,« siger videnskabsordfører Torsten Schack Pedersen (V), der agter at forfølge sagen.

---

Yeah right. Venstrefolkenes hykleri er ikke til at holde ud. Bendt Bendtsen har gjort mere for at fremme borgerlige liberale værdier herunder skattelettelser end de to herrer, som i stedet for at lede landet og slås for liberale værdier bruger mere tid på at få Det Ny Venstre til at ligne Socialdemokratiet mest muligt. Foruden i øvrigt at drive klapjagt og hetzkampagner i offentligheden og internt marginalisere alle frihedstænkende Venstrefolk.

Cepos i DØR er isoleret set en god idé, men sagen handler ikke om tænketanken. Ideén med "Cepos i DØR" udnyttes af Claus Hjort til at profilere sig over for Bendtsen. Det sker i et let gennemskueligt forsøg fra venstremandens side på at fremstå som særligt optaget af liberale idéer.

Nu er det længe siden, at Claus Hjort var optaget af frihedstanker eller at nogen i ædruelig tilstand med kendskab til Venstres politik OG uden at grine har påstået, at beskæftigelsesministeren er liberal i klassisk forstand.

Det er dog andre, som flittigt har pyntet sig med liberalismens gevandter for at blive valgt til det høje ting. Fx burde en Torsten Schack Pedersen skamme sig over sin belæring af Bendtsen. Han, som sidste gang gik til valg med store annoncer i Jyllandsposten med krav om skattesænkninger. "Max. 50 pct. i skat" hed det dengang.

Siden er Schack faldet til patten hos Claus Hjort, hvor den tæmmede tandløse løve eftersnakker beskæftigelseministeren, hvor han kan komme af sted med det i et ynkeligt forsøg på, at der engang skal falde lidt tungere ordførerskaber af. (Rolig nu Torsten, du bliver aldrig minister!)

Jarls blog vil gerne hjælpe med et nyt valgslogan for Torsten Schack, for han kan få svært ved at blive valgt næste gang: Stem på Torsten Schack, så bliver det ved snak!

søndag, februar 25, 2007

En alt for alvorlig sag til spin

Ekstra Bladet i dag fortæller en historie om forholdene i Ritt Bjerregaards København, og det er ikke flatterende læsning.

Ekstra Bladet skriver:

Men allerede kort tid efter, at den tidligere EU-kommissær fejede ind på rådhuset med 60.000 stemmer, begyndte man at murre i krogene. Med SF og R som marionetter og en lille kreds af ivrige, unge, dybt loyale og håndplukkede medarbejdere stod Ritt for topstyring, lukkethed og fordrejning af sandheder, lyder det fra utallige kilder. Mange af kilderne vil være anonyme. De tør ikke andet.

Derimod er karakteristikken af Ritts ’rædselsregime’ enslydende – fra højre til venstre i det politiske landskab. Selv Ritts partifæller er så småt begyndt at lufte utilfredsheden.

Igen og igen lyder det, at overborgmesteren er den første til at stille sig frem i rampelyset og tage æren for andres arbejde, når ting lykkes. Og hvis lokummet brænder, sender hun aben videre til fag-borgmestrene.


Èt er at politiske modstandere beskylder hende for at stjæle æren for politiske forlig og tørre problemerne af på andre. Det er set før hos så mange andre borgmestre. Det er straks sværere for by-dronningen at ignorere den mere konkrete kritik, hvor medarbejdere decideret dumper Rådhusets ledelse i de interne evalueringer.

Ekstra Bladet skriver:

”Kun ti procent erklærer i dag, at de er meget tilfredse med deres arbejde. Til sammenligning dækkede den kategori halvdelen af medarbejderne under den tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) i 2004.

Økonomiforvaltningen har i forvejen været præget af store udskiftninger på grund af ændringer i organisationen. Og den tendens vil fortsætte, fortæller undersøgelsen. Kun 65 procent af medarbejderne regner med, at de er ansat i forvaltningen ved udgangen af året. Et tal, der var oppe på 81 procent for bare to år siden. Mere end hver tredje medarbejder kunne ikke finde på at anbefale et job i økonomiforvaltningen til andre. Under Kramer var det kun hver 12. medarbejder, der havde den holdning.”


Nu er det ikke kun Ritt Bjerregaard, der bør bære ansvaret for det. Den adm. direktør Claus Juhl må et eller andet sted også have et ansvar for, hvordan at forholdene i kommunen øjensynligt på rekordtid har udviklet sig. Han har ikke ligefrem toppet i medarbejderevalueringer, de steder, hvor han tidligere har haft chefansvar.

NCC-sagen eksploderede, da Politiken lørdag for mere end to uger siden bragte historien om korruptionsmistankerne på forsiden. Dengang var Ritt Bjerregaard og andre topsocialdemokrater meget hurtige til at fortælle omverdenen, at de absolut intet havde haft at gøre med, at sagen på uforklarlig vis var vandret fra Rådhuset over Rådhuspladsen til Politikens Hus. Venstres anklager samme dag om, at der var tale om decideret lækage, og at sagen bundede i spin fra Ritt Bjerregaards kontor, blev således blankt afvist:

- Det her har overhovedet ikke noget med spin eller ikke spin at gøre. Det er en sag om mulig kriminalitet, der er overgået til politet, og den er alt for alvorlig til at køre plat politisk argumentation på." udtalte Ritt Bjerregaard dengang til Politiken.

- Jeg synes, at det er helt absurd at komme med disse beskyldninger", sagde gruppeformand for Socialdemokraterne, Jesper Christensen til TV2 Nyhederne.

Ekstra Bladet i dag underbygger dog, at Venstre måske har ret i deres anklager om spin:

Mens han (den mistænkte V-politiker) endnu efterforskes af politiet – og altså ikke er dømt for noget som helst – beretter Ritts unge pressemedarbejdere ihærdigt over for journalister, at V-politikeren to gange tidligere er efterforsket af politiet. Begge gange i sager om læk fra rådhuset i personalespørgsmål. Begge gange henlagde politiet sagerne.

Hvis Ekstra Bladets oplysninger er korrekte, så kan ikke engang Ritt benægte, at det, som hendes embedsmænd har haft gang i, er ”spin”. Hverken mere eller mindre. Ekstra Bladets oplysninger om embedsmændenes aktive rolle går jeg stærkt ud fra, at avisen er i stand til at dokumentere. For avisens oplysninger danner desuden grundlag for, at Venstre kan rette hårde anklager mod kommunale embedsmænd i Ritts kontor for at blande sig med oplysninger til pressen om politiske modstandere. Og tilmed i en meget alvorlig sag, som ifølge Ritt selv ”ikke har noget med spin eller ikke-spin at gøre”, og som er "alt for alvorlig til at køre politisk plat" på.

Ikke desto mindre glæder Ritt Bjerregaard sig sikkert over, at Ekstra Bladets trykkeri ikke har fået så mange aviser ud i dag og dermed fået kolporteret al den dårlige omtale af hende og hendes forvaltning. Men der er også en anden sag, der sætter mediedagsordenen i dag, og som hun yderligere kan varme sig ved:

Politiken - som for 14 dage siden – måske - leverede Ritt "varen" - kan i dag glæde sig over at deres journalister har gravet en anden god og letfattelig historie op af jorden, som TV2 News og flere andre medier har taget fat på.

Politiken har fundet ud af – hvad der længe har været kendt - at økonomien i Københavns kommunes børne-og ungeafdeling sejler. Nu mangler der en halv milliard kr. En for længst fyret og komplet uduelig Enhedsliste-borgmester har haft hovedansvaret, og nu prøver ”man” i stedet at placere hele ansvaret på den forrige valgperiodes økonomiudvalg, hvor alle Ritts politiske modstandere – både til højre og til venstre har siddet med ved bordet. Kun Klaus Bondam og Ritt selv går fri. Det forrige økonomiudvalg kan så passende få skylden for den halve milliard kr. Se det er virkelig et genialt spin.

lørdag, februar 24, 2007

Den der er ren

”Loven om altings sammenblanding” er en klassiker inden for disciplinen krisestyring. I meget korte træk går den ud på, at personer, organisationer eller virksomheder som er endt i pressens kritiske søgelys, og som derfor har mistet troværdighed hurtigt tillægges alle mulige og umulige motiver og handlinger i efterfølgende spekulationer. ”Forbrydelserne” eller personerne har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men i pressens og folkeopinionens bevidsthed smider man det det hele ned i én stor kasse, hvor der står ”problematisk ” uden på. År efter er realiteterne og sagens fakta ligegyldige. Kun sagen og personens navn huskes, og man er således brændemærket.

Loven om altings sammenblandling følger en enkel, men ret barsk Erasmus Montanus-logik: En V-politiker er mistænkt i en korruptionssag. Politikerens arbejdsgiver – et firma - er nævnt i denne sag. En seks år gammel sag viser - måske - "uetiske" metoder. Ergo er firmaets forretningsmetoder konsekvent uetiske.

Den pågældende politiker er ansat i det "uetiske" firma og er "angiveligt" "tiltænkt" en rolle i et seks år gammelt muligvis uetisk, men ikke ulovligt forhold. Ergo er politikeren uetisk, hvilket fint passer med, hvad han mistænkes for.

Alle politikere – nuværende og forhenværende – der er ansat i dette firma er korrupte og/eller uetiske.

PR og lobby-firmaer med tidligere politikere er ”korrupte” eller uetiske.

Folk, der har kendt eller indåndet den samme luft som den mistænkte, men endnu ikke sigtede politiker, er korrupte eller uetiske.

Måske er det en stor rådden konspiration? Måske eksisterer der et hemmeligt netværk, hvor de gør hinanden tjenester og ser igennem fingre med hinandens julenumre?

Måske er det et politisk bestemt råddenskab bestemt af partibogens farve? Politikeren kommer fra et bestemt parti ergo er alle politikere fra dette parti korrupte.

Politikeren er borgerlig. Brixtofte er borgerlig. Måske er alle de borgerlige politikere korrupte?

Fortsæt selv.

Det pågældende firma er skandaliseret og de få kunder, der formentlig er tilbage har måske stillet samarbejdet på stand-by. Jeg ved det ikke – jeg spekulerer.

Synes jeg, at det er i orden, at politikere får penge for at fremme kommercielle interesser under dække af at bidrage til en politisk diskussion? Under ingen omstændigheder. Er det kriminelt? Nej Dumt? Fuldkommen idiotisk! Bliver det opdaget -og skal det undersøges? Helt bestemt!

Men hvad er egentlig sagens hidtidige fakta? Den pågældende V-medlem er endnu ikke sigtet i sagen. Ikke desto mindre er hans chancer for at arbejde i kommunikationsbranchen lig nul. I hvert fald for en meget lang periode.


NCC-sagen kører nu videre i 8-14 dage endnu. Uden tvivl gennemlever de implicerede og deres familier et veritabelt mareridt, som kun få forestiller sig. Man skal have prøvet det, for at have en anelse om, hvordan det er at sidde i den offentlige gabestok med følgesvenden magtesløshed, fordømmelse og /eller tvivlrådighed hos omgivelserne og ikke mindst skammen hos en selv over at have placeret sig selv og andre i en sådan situation.

Dette er ikke et forsvar for folk, der måske har begået noget kriminelt. Det er en henstilling om, at pressen og borgerne lader tvivlen råde om, hvorvidt ex. den meget omtalte V-politiker i virkeligheden er skyld i alt det, som man beskylder ham for. Mange mener at vedkommende har opført sig tåbeligt. Måske, det er trods alt endnu ikke forbudt. Men er der nogen, der endnu har set et klokkeklart bevis på at anklagerne holder vand?

For dem, der har glemt det, så lyder en anden af kommunikationsbranchens kloge sætninger: Der findes kun virksomheder eller personer, som har gennemgået en krise og dem, som vil gennemleve en krise.

Dem der dømmer folk, skal huske at se på sig selv: Er jeg ren? Hvis ja, så synes jeg alligevel, at de skal undlade at kaste sten, for det kunne være, at de retfærdige selv en dag gerne ville nyde godt af en berettiget tvivl med hensyn til, at en sag vitterlig står, som den er beskrevet i pressen.

fredag, februar 23, 2007

I følelsernes vold

Jarls Blog hører ikke til statsministerens største fans, men Anders Fogh Rasmussen har gjort to ting i denne uge, som styrker ham. At Danmark nu stikker halen mellem benene, og rykker tropperne hjem fra Irak, mens tid er, er alle enige om, er en klog indenrigspolitisk disposition. Det var den eneste sag, hvor regeringens politik var i direkte modstrid med vælgerflertallet. Det andet geniale træk handlede om Foghs fremtoning. Den har man åbenbart også arbejdet meget mere med i Prins Jørgens Gaard.

I går så man statsministeren ude på følelsernes overdrev. Han krammede Pia Kjærsgaard i fuld offentlighed. Det er ikke hver dag, at Fogh krammer politikere i fuld offentlighed. Man kan ikke udelukke, at krammeriet var oprigtigt ment, men jeg har min tvivl.

Jeg husker tydeligt, hvor forbløffet Fogh så ud, da Peter Brixtofte krammede ham og gav tilløb til kindkys på et hovedbestyrelsesmøde i Venstre i december 1999. Fogh var i det sekund virkelig på udebane. Han blev stiv som en pind og fik hænderne på Farum-borgmesterens skuldre, så situationen ikke udviklede sig yderligere. Vi andre tilstedeværende troede ikke vores egne øjne. Vi oplevede måske århundredes største hykleri i dansk politik.

Anledningen til denne pludselige hjertelighed mellem de to venstrepolitikere var en ret humoristisk fødselsdagstale til den daværende Farum-borgmester, der for en gang skyld var mødt op til mødet. Naturligvis bevæbnet til tænderne med kasser af rødvin til mødedeltagerne. Vin til møderne var ganske usædvanligt, for normalt afvikles møderne med kaffe og hvide vand. Til nød med en avec. Brixtofte fejrede sig selv i fire dage, hvilket Fogh også bemærkede i sin raffinerede let ironiske tale. Festlighederne var heller ikke gået helt sporløst henover Farum-borgmesterens ansigtskulør, og i mødets pause påtog Carl Holst sig til alles lettelse den opgave at sidde nede i Snapstinget og bælle rødvin resten af aftenen med den stadigt tørstige fødselar. Efter at have set Brixtoftes let gennemskuelige forsøg på at fedte for chefen, var kvalmekvoten overtrukket hos alle deltagerne, der alle kendte til Brixtoftes konsekvente bagtalelser af Fogh igennem 10 år. Nu havde Fogh ryddet bordet, da han vandt sidste del af magtkampen halvandet år forinden, da landsmødedeltagerne vragede Brixtofte som næstformand. Brixtofte levede på Foghs nåde, så længe det varede. Det vidste alle de tilstedeværende V-organisationsfolk og politikere, og det var, hvad alle havde i baghovedet, da de måtte opleve dette optrin, der gav mindelser til antikkens Rom med den oprørske men besejrede republikanske senator, der bøjer sig for triumfatoren og imperatoren Cæsar.

Føleri ligger ikke naturligt for Fogh, men i anledningen af Pia Kjærsgaards runde fødselsdag overvandt kontrolfreaken sig selv og kom ud af rollen som ”Die Mensch-maschine”.

Jeg gad vide, om han har øvet sig? Tager man de kyniske briller på, må man sige, at ”krammeriet” i går politisk set var et glimrende træk. Optrinet bringer Fogh i kontakt med de vælgergrupper, som han og Venstre har sværest ved at holde på: Kvinderne og "svingvælgerne". Denne blogger køber ikke Foghs forsøg på at give den som ”følelsesmenneske”. Han er et politisk dyr, der gør det nødvendige, og så er han en fremragende skuespiller. ”Foghs krammer” var politisk teater, men det var godt politisk teater!

torsdag, februar 22, 2007

Manden mere end bolden

(Opdateret kl. 14.30)

NCC-sagen rummer mange elementer. Der er selve spørgsmålet om påstået korruption eller bestikkelse. Så er der en sideløbende diskussion om, hvorvidt en politiker kan ernære sig som lobbyist. Endelig er der en diskussion om det etiske i, at politikere samler penge ind til deres valgkamp mod at markedsføre private firmaers politiske dagsordener.

Det er faktisk imponerende, hvad aviserne får gravet frem af detaljer om sagen, men det er det langtfra, når det skal sættes sammen i lødig journalistik. De allerfleste danske medier evner dette, men ikke alle.

Berlingske Tidende er et eksempel på en dækning af NCC-sagen, der er kammet over i noget, der minder om kampagnejournalistik. Hvor de andre medier har haft stort set de samme folk til at dække hele sagen, har denne avis haft fem-seks forskellige journalister, som stort set har haft en konsekvent negativ vinkel på de implicerede menneskers ageren i sagen.

Holdningen i Pilestræde er åbenbart: NCC eller Venstrefolk. De skal bare have tæsk!

I mandags var der et grotesk eksempel i Berlingske Tidende på en fuldstændig urimelig stramning af deres historie:

Overskrift: Pind udråbes som bagmand i korruptionssag

Uha uha. Bagmand? Det lyder sandelig slemt.

Så læser man så videre i artiklen i tante Berlingske, og hvad står der min tro så:

Folketingsmedlem Søren Pind (V) var angiveligt »bagland« for den københavnske venstremand, der sættes i forbindelse med korruption på Københavns Rådhus. Det fremgår af byggefirmaet NCCs redegørelse om sagen.

Bagland blev til bagmand.

Har der været fest på redaktionen eller hvad? Tror I, at Berlingskes journalist reagerer og får rettet den åbenlyse fejl på avisens nyhedsite, når man gør ham opmærksom på det? Selvfølgelig ikke. Henvendelsen blev totalt ignoreret.

Måske tænker journalisten: Hvad pokker, det er jo bare en politiker?

Fairness spiller ingen rolle. Det er både underlødigt og uanstændigt.

I dag torsdag skriver Berlingske så, at der er ”Ny mystik om udskældt Venstre-politiker”

Avisen skriver:

”Den korruptionsanmeldte Venstre-politiker på Københavns Rådhus spillede angiveligt en central rolle i en prekær sag om planlagte pengestrømme fra et medicinalfirma til et unavngivent medlem af Københavns Borgerrepræsentation (BR).

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger var V-politikeren, der til daglig arbejder i PR-firmaet Waterfront, tiltænkt en rolle som mellemmand ved direkte eller indirekte via en patientforening at kanalisere penge fra medicinalfirmaet til BR-medlemmet. Som modydelse skulle BR-medlemmet gå aktivt ind i debatten om demenspatienter. Det pågældende medicinalfirma var kunde hos Waterfront og producerer bl.a. medicin, der kan hjælpe demenspatienter.


---

Sagens fakta er, at dette skulle være foregået i 2001 altså for seks år siden. Den pågældende politiker sagde ifølge Berlingske nejtak til tilbuddet. Men hvad er der i den sag, der reelt linker den mistænkte politiker til ”Demensgate”? Intet. Berlingske har ”angiveligt” og ”tiltænkt”. Det er kun antydninger og intet andet. Efter min bedste vurdering ren kampagnejournalistik. Alt hvad der bare smager af urent trav skal linkes til den mistænkte politiker, så er det en historie Berlingske trykker. Sig mig engang. Har I ingen anstændighed?

Berlingske Tidendes dækning af sagen var pinligt ringe i begyndelsen. De første dage skrev avisen af efter dagbladet Politikens kritiske, men gennemgående lødige dækning. Selv alle fejlene gentog man i Pilestræde.

”Hvis man skal læse, hvad der stod i Politiken om sagen i går, så læs Berlingske i dag”, var vi nogle, der jokede de første dage af NCC-sagen.

Nogle påstår, at Ekstra Bladet er et underlødigt formiddagsblad. Det passer simpelthen ikke. I denne sag vinder Berlingske prisen, hvor man benhårdt går efter manden – snarere end bolden.

På ét punkt skal Berlingske have en uendelig stor ros. De har i modsætning til stort set alle øvrige medier endnu ikke offentliggjort den mistænkte V-politikers navn.

Og så oprigtig tak til Berlingske for reklamen for Jarls Blog! Min ringhed står opført på en liste offentliggjort i dag på www.business.dk sammen med en mængde andre tidligere politikere og såkaldte "hang-a-rounds", som i mangel på bedre er gået ind i PR-branchen eller som beskæftiger sig med kommunikation. Nogle af dem er faktisk dygtige mennesker.

Det er dog påfaldende, at kun ét ret stort navn mangler på listen, men her hjælper Jarls Blog gerne Berlingskes journalister:

Niels Lunde. Tidligere folketingskandidat for Venstre bla. i 1990. Tidl. Medlem af Den Danske Forening. Cand.scient.pol. Senere Dansk Arbejdsgiverforening, og nu i en årrække chefredaktør for Berlingske Tidende.

Der er jo tale om en netudgave, så listen kan sagtens opdateres!

onsdag, februar 21, 2007

Hvem pressede hvem?

Nu viser det sig, at NCC har haft flere jern i ilden for at forhindre, at virksomheden stod tilbage med ”aben” - i form af et tocifret milliontab –i forbindelse med det planlagte byggeri ved Teglholmen.

I meget korte træk handler tvisten om, at MAN Diesels virksomhed på Teglholmen støjer, hvilket i sidste ende forhindrer NCC i at bygge på nabogrunden. MAN er ikke interesseret i et boligbyggeri, der vil forhindre dem i at teste støjende dieselmotorer mv.

I dag kan Berlingske - med virksomheden MAN Diesel som kilde - afsløre at NCC i 11. time forsøgte at presse naboen industrivirksomheden MAN Diesel, til at trække deres klage over NCC-byggeriet tilbage. Denne opfordring blev fremsat på et møde mellem NCC og MAN Diesel den 11. december 2006,

Ifølge MAN Diesels adm. direktør, Peter Sunn Pedersen, skete det med udsagn om, at Københavns Kommune under alle omstændigheder stod på NCCs side i den spegede byggesag.

- Vi har været udsat for et kraftigt pres fra NCC, og det virker i det hele taget som om, at NCC er parat til at gøre hvad som helst for at få byggeriet igennem. Få dage inden, Naturklagenævnet skulle afsige kendelse i sagen, kom NCC og sagde, at vi lige så godt kunne trække vores klage tilbage, fordi vi stensikkert ville tabe sagen. Jeg oplevede klart NCCs optræden som et forsøg på at presse os på plads, siger Peter Sunn Pedersen til Berlingske

NNCs kommunikationsdirektør Bo Dybkær afviser at der skulle være tale om pression:

”På de møder, vi har haft med MAN Diesel, har vi forsøgt at hjælpe dem med at løse støjproblemet, så de dermed kunne trække deres klage tilbage. Selvfølgelig har det været i vores interesse, at klagen blev trukket tilbage - det synes jeg, at vi er i vores gode ret til at give udtryk for.”

---

Det er jo en ærlig sag, at virksomheder har forskellige interesser i en sag som denne. Problemet for NCC er bare, at rækken af folk, som ikke synes, at NCC optræder særligt elegant i sagen, vokser hastigt. Når journalister vender stenene, så myldrer det jo åbenbart frem med folk, som har noget dårligt at sige om NCCs ageren i sagsforløbet.

Jeg kan ligesom mange andre ikke gennemskue NCCs motiver for at handle så ”rockeragtigt”, som de har gjort i denne sag. At en erfaren kommunikationsmand som Bo Dybkær ikke - for længst - har sagt fra overfor sin ledelse er mig en endnu større gåde.

NCC har spillet hårdt igennem hele sagen. Når man spiller hårdt, så risikerer man at slå sig. Medierne har det også med at kaste sig over folk, der ”lever ved sværdet”. I mandags satte NCC alt på højkant og gik direkte efter Jesper Schou Hansens strube med deres anklager, som ingen ind til videre kan bekræfte endsige bevise.

Hvis ikke V-politikeren bliver sigtet, så må det vel få nogle konsekvenser for millionkoncernen NCC og de implicerede medarbejdere?

Det kan da ikke ignoreres at en så stor byggekoncern, der rejser så hårde og hidtil udokumenterede anklager overfor en folkevalgt, bare slipper med at sige: Sorry, men vi ”opfattede”, og vi ”følte”, at sagen stod anderledes. Det holdt ikke engang til byretten, så undskyld. Lad os nu bare glemme det!

Retssikkerheden gælder vel også for de folkevalgte, der tjener latterlige 120.000 kr. om året for at bruge al deres fritid på kommunalpolitik.


BLOG - Byggesagen var afgjort

Opdateret Kl. 15.57)

NCCs kostbare byggeplaner på Teglholmen blev allerede aflivet 30. januar. Det bestemte nøglepolitikere og embedsmænd på et møde samme dag. Det skriver Ekstra Bladet i dag med socialdemokraten Winnie Larsen-Jensen som kilde. Socialdemokraten Anne Vang meddelte NCC beslutningen samme dag. Alligevel påstår entreprenørkoncernen i sin redegørelse i går, at den mistænkte Venstrepolitiker efterfølgende bad om bestikkelse.

Anklagerne kommer til trods for, at den pågældende politiker – hvis anklagerne giver mening - skulle kunne vride armen om på fire socialdemokrater og to radikale stemmer herunder Klaus Bondam for at få dem til at ændre deres beslutning. Med andre ord: V-politikeren var ifølge Winnie Larsen-Jensen aldrig afgørende. Hvad skulle hans motiv for afpresning af NCC i så fald være?

En del medier stillede i går op og holdt mikrofonen, mens NCCs kommunikationsdirektør Bo Dybkær på ny, men nu mere direkte anklagede V-politikeren Jesper Schou Hansen for bestikkelse. For få stillede kritiske spørgsmål. I dag kunne de samme medier passende stille Bo Dybkær spørgsmålet: Hvordan NCC kan anklage en politiker, når de i forvejen godt vidste, at sagen var tabt og intet pengebeløb eller tjeneste kunne ændre på, at NCC ikke kan bygge på Teglholmen?

Det er efterhånden meget svært at se, hvad NCCs strategi i sagen er. Panik og desperation beskriver situationen bedst.

---

Ifølge Politiken så har et bookingfirma "Bettson" fastlagt odds for sagens udfald. Man kan således frem til torsdag spille på følgende spørgsmål:

Bliver Venstrepolitikeren Jesper Schou Hansen sigtet, når politiets efterforskning afsluttes i denne uge?

Odds for et ja er 2,55 og for et nej er odds 1,38. Så det er nu, at man skal til lommerne. Jarls Blog vurderer det som en god forretning med rimelig lav risiko at spille på et nej. (Men kom nu ikke tilbage og klag i modsat fald!)

mandag, februar 19, 2007

NCCs sidste kort

(Opdateret mandag kl. 19.44)

NCC fastholder i en redegørelse til medarbejderne, at en navngiven venstrepolitiker har forsøgt at presse penge af entreprenørkoncernen.

NCC skriver i redegørelsen i følge Jyllands Posten:

”NCC fik af Jesper Schou Hansen den opfattelse, at han i Københavns Borgerrepræsentation ville stemme for en ny lokalplan, hvis NCC brugte kommunikationsfirmaet Waterfront hvor Jesper Schou Hansen er ansat og samtidig gennem foreningen Københavns Fremtid betalte penge til Venstres valgkamp i København.”

Videre skriver NCC i redegørelsen:

”Vi oplevede desuden, at Jesper Schou Hansen lod det hænge i luften, at andre virksomheder måske har succes med at opnå politisk tilslutning gennem lignende handlinger”.

NCC erkender, at de "har lært af sagen":

”Men vi har nok lært noget af denne sag allerede. Vi har måske været for naive i kontakten med politikere, for vores folk mødes stort set kun med embedsmænd fra kommunerne. I fremtiden vil vi være meget mere direkte, hvis vi udsættes for noget lignende. Vi vil ikke leve med løse hentydninger, men gå lige til benet og spørge ind til, hvad meningen er,« siger NCCs kommunikationsdirektør Bo Dybkær til avisen.

--

Med redegørelsen spillede NCC – som tidligere forudset af Jarls Blog – sit sidste kort i sagen.

Det er forståeligt, at NCC har brug for at forklare sig overfor de undrende medarbejdere, der formentlig med vantro i vinterferien har oplevet deres ledelse gå planken ud med, hvad der indtil videre mest ligner stærkt injurierende beskyldninger. Beviserne har i hvert fald hidtil ikke imponeret hverken juridiske eksperter eller størstedelen af journalistkorpset. NCC-ledelsens hidtil seneste træk minder i det hele taget om terrænbordsmanøvrer i førerbunken i de sidste dage inden Berlins fald.

Bo Dybkær og Co’s selverkendelse om, at man har været ”naive” kommer noget sent, og det må da være tvivlsomt om han og resten af NCCs inkompetente ledelse i det hele taget får lov til nogensinde igen at forhandle med politikere eller embedsmænd. Forsigtigt tipper jeg på en løbende, men tidlig pensionering til hele ledelsesholdet.

NCCs redegørelse kan måske bruges af venstrepolitikerens advokat som yderligere dokumentation til den sag om bagvaskelse, som han – måske - ender med at føre mod entreprenørkoncernen. I hvert fald siger han her til aften til TV2 Lorry, at han agter at føre en sådan sag mod NCC, hvis politiet ikke rejser tiltale imod ham.
NCC derimod imødeser en sådan sag med "sindsro", siger Bo Dybkær.

søndag, februar 18, 2007

Tal om sammenblanding af interesser

Der er ingen tvivl om, at NCC-sagen bliver en klassiker som case i PR og lobby branchen. Hvordan undgår man som erhvervsvirksomhed at udsætte sig for korruptionsmistanke? Hvordan skal virksomheder og politikere reagere og navnlig ikke reagere? Hvornår er det, at et firma hyrer nye PR-folk ind til at rådgive sig om en tabt sag, fordi ens egen kommunikationsafdeling selv er blevet fedtet for meget ind i sagen, så de har mistet overblikket? Og endelig: Kan man arbejde som lobbyist og politiker på samme tid?

I min bog kan man ikke arbejde som lobbyist i sager, hvor man som politiker er sat til at varetage almenvældets interesser. Det er nu ikke det samme som, at man ikke kan være politiker og lobbyist på samme tid. Men politikeren/lobbyisten har ansvaret for, at alle er klar over, hvornår man har diverse kasketter på. I sager, hvor der er modstridende interesser skal man lade dem passere til andre ordførere. Det tilsiger almindelig sund fornuft.

I går i det udmærkede program ”Jersild og Spin” på DR2 anførte Lotte Hansen – såkaldt Spin-ekspert - og som får penge for at flashe kommunikationsbureauet Advices navn på den reklamefri TV-kanal, at den pågældende Venstrepolitiker havde arbejdet som lobbyist for nogle dækfirmaer samtidig med, at han havde været – hold nu fast – trafikordfører i Københavns Borgerrepræsentationen.

Ærligt talt, så synes jeg, at Lotte Hansen , som hun i øvrigt har for vane, kom med et fortænkt eksempel, som oven i købet er banalt og baseret på grundlæggende manglende indsigt i mandens arbejde - begge steder. Dækfirmaerne ønsker avisomtale af deres produkter og at brande deres navne. Det må derfor være uhyre marginalt, hvad dækfirmaer mister ved, at biltrafikken bliver begrænset, og at der bliver nedlagt parkeringspladser i byen. Hvis man absolut skal være ligeså jomfrunalsk som Lotte Hansen, så vil jeg da påpege det betænkelige i, at hun med sine betragtninger er med til at ødelægge det konkurrerende firmas relation til sine kunder. Læsere af Jarls Blog kan selv konstatere, at det er en bevidst strategi fra Advice at miskreditere en række kommunikationsfirmaer i branchen. Hidtil har det været lidt i dølgsmål og ved særlige lejligheder, men forleden blev Advice-chefen afsløret i at bruge sit eget netværk på K-forum til sin systematiske nedrakning af konkurrerende PR-bureauer. I går kunne man konstatere, at den smart markedsførte Frøken Spin følger chefens parole, når hun er på tv. Jeg synes, det er både skam- og smagløst, og tvivler i øvrigt på, at det er effektivt. For den slags "julenumre" bliver jo opdaget. Respekt giver det i alle tilfælde slet ikke.

Den pågældende sag, hvor Lotte Hansen - og nu i dag også Politikens leder – anlægger som præmis for deres vurdering af sagen, at multinationale dækfirmaer skulle have særlige interesser i Københavns trafikpolitik er så proportionsløs, at det skriger til himlen.

For mere end 10 år siden var jeg assistent for et V-folketingsmedlem, som i modsætning til hovedparten af de store teleselskaber var interesseret i at skrue en telelovgivning sammen, der var fri og som gav små selskaber adgang til det gryende mobilmarked. Det var milliarder af kr., som den sag handlede om, og Danmark endte – efter mange forhandlinger – at få en fri telelovgivning. Undervejs blev det pågældende folketingsmedlem ringet op af en person, som præsenterede sig som det konservative medlem af EU-parlamentet, Christian Rovsing, som bad om at få et møde om sagen. V-politikeren imødeså med interesse mødet med den teknik-interesserede politiker, som for 30-40 år siden var TV-star og gæstekommentator ved amerikanernes månelandinger. På mødet gik det imidlertid op for V-politikeren, at Rovsing ærinde var et ganske andet. Han kom for at tale det svenske teleselskabs TELIAs sag. Med andre ord: politikeren var ikke politiker, men lobbyist. Der var intet formelt i vejen med det, men Rovsing spillede ikke med åbne kort fra start af, og det mente vi var lige en kende for smart. Telia og Rovsing opnåede derved det stik modsatte af deres intention, da ordførerens tillid til dem, selvsagt var forduftet.

fredag, februar 16, 2007

Ingen bukser af det spin

Krudtrøgen er efterhånden ved at lægge sig efter den værste spin-krig i København siden sidste kommunalvalg. Det er så småt tid til at gøre regnskabet over ”døde og sårede” op.

Den "hovedmistænkte" Venstre-politiker er afhørt uden på noget tidspunkt at være sigtet i sagen. Politiet må nødvendigvis bruge den fornødne tid til at vurdere alle ender og kanter i sagen, men de foreløbige juridiske vurderinger går på, at der ikke bliver rejst sigtelse mod nogen.

Medierne har i de sidste dage endevendt Søren Pinds valgkampagnefinansiering. Folk med en lille smule kendskab til valgkampagner ved, at det er sædvanlig praksis i USA, at kandidater selv samler penge ind. Det har de forskellige donorer sagtens kunnet finde ud af – indtil nu. Alle bidragydere til Søren Pinds valgkasse har naturligvis vidst, at der ikke fulgte nogle politiske modydelser med. NCC derimod fik – ifølge Søren Pind - blandet tingene sammen og gjorde efterfølgende en stor sag ud af det. Hvor smart det var, ja det vil snart vise sig. NCC har længe blødt økonomisk, nu er det også troværdigheden, der siver. Jeg havde solgt mine aktier i det firma, hvis jeg havde nogle.

Venstres pæne pengemand Fritz Schur er i dag i Berlingske ude at belære alle om, hvordan man bør opføre sig i pengeindsamlingsregi. Manden med et af de største og tungeste netværk overhovedet i Danmark har øjensynligt længe følt en stigende irritation over konkurrencen fra Pind og andre, som har fundet på at ”hente vand ved de samme kilder”, som han. Mange er stadigvæk forbløffede over, hvor hurtigt og nemt Jens Rohde fik midler til sin valgkampagne ved folketingsvalget i februar 2005. Spekulationer har derfor længe gået på, at det netop var Claus Hjort og Anders Foghs gode ven, Frits Schur, som på en eller anden måde medvirkede til at finansiere Rohdes valgkamp, som efter mit skøn kostede mellem 1,5-2 millioner kr. Men det er spekulationer. Der er ingen, der ved det.

Ritt Bjerregaard må glæde sig over, at den (formodentlig snart tidligere) mistænkte politiker er tilpas vingeskudt, at hans politiske karriere ligger i ruiner. Han har længe været mere end en torn i øjet på hende og Teknik og Miljøborgmesteren Klaus Bondam med kritiske spørgsmål og benhård oppositionspolitik. Flere aviser med den efterhånden organisationsmæssigt dagligt decimerede ”Nyhedsavisen” i spidsen har – efter min mening - ladet sig groft misbruge til at kolportere NCC’s kommunikationschefen Bo Dybkærs spin. Om lidt vasker avisens redaktionschef Simon Andersen rutinemæssigt sine hænder mht, at folks navne med urette er hængt ud, mens han lakonisk meddeler, at det hele er politikernes egen skyld.

Det bliver i øvrigt spændende at følge, i hvor høj grad Ritt Bjerregaard, andre socialdemokrater, spindoktorer og/eller embedsmænd på den ene eller den anden måde har bidraget til den moderne københavnske udgave af Dreyfuss-affæren.

Der findes et fint reklamebureau, der hedder Advice, der ejes og drives af en gammel socialist, der i 1980’erne sad og redigerede et SF-agtigt blad, der gik under navnet ”Politisk Revy”. Denne mand skiftede på et eller andet tidspunkt ”afghanerpelsen” ud med jakkesættet og gik ind i kommunikationsbranchen. Til trods for at han ingen særlig erfaring har om valgkampagner eller politisk kommunikation eller spin, så har han ladet sig udråbe til en eller anden ekspert, som aviserne kan ringe og spørge om valgkampagner, og hvad folk gjorde rigtigt og forkert osv. Han har nu oprettet et i øvrigt genialt og lækkert netværk med 1000 kommunikationsfolk, hvor folk kan blogge m.v.

Advice-manden kan af en eller anden grund ikke lide ungdomspolitikere, der var aktive i 1990’erne. Det var et ”betændt miljø”, hævder han, og bruger sit netværk til at kolportere sin faste overbevisning om, at især Søren Pind skulle have optrådt arrogant og lidt i stil med mafiaen, og at der var en særlig kultur omkring Pind og hans folk, som var "betændt". NCC-sagen er sidste kvist på den stamme, vurderede han i forgårs. Normalt en adfærd, man vil kategorisere som decideret spin om end en lidt klodset og uelegant udgave af det, forstås.

Til trods for, at han ejer det pågældende netværk, generer han sig heller ikke for at rakke ned på konkurrerende konsulentfirmaer og fortælle gamle sladderhistorier om folk, som han måske - måske ikke - har hørt i sin VL-gruppe. Det er sandelig ”stil” over ham, men måske bliver den samme mand nødt til at æde sine ord i sig igen. Måske han skulle tilbyde Bo Dybkær fra NCC et job? Eller Kramers gamle spindoktor Carsten Mai? De socialdemokratiske spindoktorer var jo sådan nogle pæne mennesker forstår jeg, sammenlignet med Venstres "betændte" folk.

P.S. Jeg har aldrig været ansat af Pind som spindoktor, men udelukkende arbejdet ulønnet under kommunal og folketingsvalgkampagner og deltog i øvrigt slet ikke i KV05. Lotte Hansen – det er hende, der taler - ind imellem, at Henrik Qvortrup siger noget begavet i Jersild og Spin, arbejder hos ADVICE. Hun har tidligere hævdet i netop ”Jersild og Spin", at jeg skulle modtage penge for mit arbejde som spindoktor for Søren Pind og Martin Geertsen. Det er, som så meget andet hun siger, helt forkert.

Læs i øvrigt Advice-mandens svar.

onsdag, februar 14, 2007

Tænk på et tal

Ekstra Bladet skriver i dag, at det faktisk var enreprenørkoncernen NCC som forsøgte at købe dvs. bestikke Søren Pind. Den tidl. borgmester i København skulle angiveligt som modydelse påvirke en anden Venstrepolitikers Jesper Schou Hansen beslutning i den for NCC vigtige byggesag på Teglholmen. Schou Hansen har tidligere i pressen været hængt ud som ”hovedmistænkt” i sagen, og er Venstres repræsentant i det relevante Teknik og Miljøudvalg, som åbenbart har for vane at træffe beslutninger imod NCCs interesser.

Ekstra Bladet skriver i dag onsdag:

- at NCC var villig til at betale mindst 8000 kroner, men muligvis et langt højere beløb, hvis Søren Pind ellers 'bed på'. Men Søren Pind betakkede sig og afbrød i stedet al videre kontakt med NCC.
Søren Pind ønsker hverken at af- eller bekræfte Ekstra Bladets oplysninger. NCC har hidtil påstået, at valgkamp-bidrag til politikere var imod firmaets etiske regler


Ikke overraskende har NCC en anden opfattelse af den samme historie. Nyhedsavisen skriver i dag,

Flere kilder oplyser til avisen, at NCC har beskyldt Søren Pind og Jesper Schou Hansen (V), medlem af Københavns Borgerrepræsentation, for at forsøge at presse virksomheden til at bidrage økonomisk til Pinds valgkampagner. NCC oplevede angiveligt, at Venstre kun ville lægge de helt afgørende stemmer til NCC’s planer om at bygge 204 lejligheder i Sydhavnen, hvis virksomheden gav det økonomiske bidrag

Lad os dvæle ved de økonomiske interesser, der er på spil i sagen.

8000 kr. til Søren Pinds valgfond. Det er det beløb, som Søren Pind og den anden Venstrepolitiker – ifølge NCC kilders læk til Nyhedsavisen – skulle have afkrævet NCC for pludselig at ændre deres holdning til Teglholmsprojeket. Et projekt, hvor entreprenørkoncernen står til at tabe et tocifret millionbeløb. 8000 kr. er bestemt mange penge. Bare ikke til at føre valgkamp for. Dette beløb rækker ikke engang til en lille bitte valgannonce i ”Dato”. Men det er så den pris Søren Pind – ifølge Nyhedsavisen og andre indsigtsfulde medier – er villig til at lade sig bestikke med, og risikere hele sin politiske karriere, anseelse m.v. for. Må man have lov til at spørge: Hvad er proportionerne i denne sag? Hvem er det egentlig, som reelt set har et økonomisk motiv i denne sag?

---

Aviserne skriver dagligt om sagen, mens hovedpersonerne tier. I hvert fald offentligt. Medierne må dog få deres historier og kilder og dokumenter et eller andet sted fra. Og der må derfor være to hovedkilder i historien. Den ene kilde er NCC som lægger e-mails mv. frem, som de har modtaget fra den ”hovedmistænkte” venstrepolitiker dvs. Schou Hansen Den anden kilde må være Venstres folk i København, som ligeledes er leveringsdygtig e-mails og breve m.v. fra NCC. Dertil kommer al spinnet og fortolkninger fra parterne osv. undervejs. Andre muligheder eksisterer, men de er nok mest teoretiske.

I dag konkluderer Politiken i en analyse, at sagen kan ende med også at få konsekvenser for socialdemokraterne. Avisen kan jo ikke så godt skrive det, som jeg er overbevist om, at det er Ritts folk enten socialdemokraterne eller embedsmændene, der oprindeligt lækkede hele historien til Politiken i sidste uge, og at den klæber til bydronningen. Alligevel når Politikens analyse frem ad andre veje til noget nær den samme konklusion: At NCCs troværdighed har det svært, og at socialdemokraterne i sidste ende kan stå med en dårlig sag, fordi de tog NCCs påstande om Venstre for gode varer.

Hvis Ekstra Bladets nye oplysninger er korrekte, så kan man sige, at NCC’s troværdighed nærmest falder time for time, og at pendulet – for tiden – svinger i retning af Venstrefolkene.

Det er mig i øvrigt en gåde, hvordan entreprenørkoncernens øverste ledelse oppe i Stockholm kan lade deres folk her i København drive denne sag så vidt. Det er ren spekulation fra min side, men kan man forestille sig, at NCC’s folk i Danmark er så desperate for ikke at miste penge ude på Teglholms projektet, at de har grebet efter, hvad der – måske – viser sig at være et halmstrå? Dvs. at anklage Venstres politikere for forsøg på korruption, og dermed skabe en mulighed for overfor deres chefer at (bort)forklare NCCs elendige økonomiske resultater og kuldsejlede byggeprojekter, fordi den strandede på politisk modstand. Dvs. korrupte politikere i København?

Hvis det forholder sig sådan, bør en koncernledelse så ikke snart gribe ind overfor NCC’s kommunikationschef Bo Dybkær og den øvrige topledelse, som åbenbart fører en efterhånden tabt spinkrig mod Søren Pind og andre folkevalgte Venstre-politikere, og i stedet lade politiet gøre deres arbejde færdige i ro og fred?

mandag, februar 12, 2007

Lækkede Ritt til Politiken?

Hvordan skal man forholde sig, hvis man får mistanke om korruption? Det er egentlig kernen i det drama, der udspiller sig p.t. i København.

Entreprenørkoncernen NCC mener i hvert fald, at de modtog ”underlige signaler”, efter at de henvendte sig til én eller flere politikere i Københavns Borgerrepræsentation, fordi NCC ville påvirke en politisk beslutning angående et byggeprojekt ude på Teglholmen.

Efter NCC’s udsagn var der ”ingen rygende pistol”, men alligevel valgte NCC-ledelsen at gå videre med sagen, fordi en ubehagelig mistanke hos dem var vakt. Det er vel en reaktion, som man et eller andet sted kan forvente af enhver anstændig borger i dette land.

Entreprenørkoncernen forklarer, at de ikke gik direkte til politiet, fordi de ikke havde klokkeklare beviser. Alligevel må man formode, at NCCs mistanke bygger på et eller andet konkret. Entreprenørerne valgte i stedet at gå til socialdemokraternes politiske ordfører Anne Vang. Hun er sammen med 54 andre politikere medlem af borgerrepræsentationen, men hvorfor NCC fandt det logisk at henvende sig til en socialdemokratisk politiker, når én af de angiveligt implicerede, er en venstremand, står ikke lysende klart for mig. Dét skylder de offentligheden en fornuftig forklaring på.

Anne Vang lader fornuftigvis sagen gå videre til Claus Juhl, der er adm. direktør i Københavns Kommune. Ham må vi lige have præsenteret:

Ritt Bjerregaards højre hånd, Claus Juhl, er en tidl. embedsmand fra finansministeriet, som på imponerende rekordtid har præsteret at få skabt betydelig modvilje mod sin person. Fx er en stor del af medarbejderne i økonomiforvaltningen flygtet derfra, og de tiloversblevne dumper deres chef i de interne evalueringer. Juhl skulle også have spillet en lidet glorværdig rolle, da Teknik og Miljøborgmesteren Klaus Bondams daværende administrationschef Mette Lis Andersen skred fra stillingen, fordi hun ville ikke medvirke til at bøje reglerne, så Ritt Bjerregaard kunne få sine billige boliger. Claus Juhl fører sig altså gerne frem i forhold til ledelsen i andre afdelinger, som var han en departementschef i Statsministeriet. Det er dog ikke alle, der finder sig i mandens brutale føren sig frem. Det er faktisk sket ved mindst én lejlighed, at en politisk chef har bedt Juhl forføje sig tilbage til sin egen "hule", efter at han forsøgt at underlægge de andre afdelinger sin vilje. Det er derfor i særklasse utroligt, at Claus Juhl har bidraget til sådan en nærmest entydigt negativ stemning omkring sin person og sit arbejde. Især når man tænker på, at manden kun har siddet i chefstolen i 11 måneder.

Nå tilbage til sagen:
Claus Juhl anmelder – efter samråd med Ritt Bjerregaard – sagen til politiet. Dermed deler begge ansvaret. Ritt Bjerregaard lader åbenbart embedsmanden træffe beslutningen om at anmelde sagen til politiet. Hofsnog Juhl har rutineret dækket sin ryg ved at have truffet beslutningen efter at have orienteret chefen. Endnu er Venstre ikke orienteret om sagen, men det sker onsdag, da Ritt Bjerregaard orienterer Venstres borgmester Martin Geertsen.

Nu kunne politiet i fred og ro undersøge sagen, afhøre de implicerede osv. Men det sker ikke, og snakken og rygterne går selvom sagen endnu endnu ikke er kommet til offentlighedens kendskab. Det sker dog fredag, hvor Ritzau, TV2News med Politiken lørdag som kilde udbasunerer historien. Det er Politiken, der har hele historien og NCCs kommunikationsdirektør Bo Dybkær stiller beredvilligt op til alle medier for at orienteret om NCCs korruptionsmistanke.

Hvem har så lækket historien til Politiken? Venstre? Næppe. Politiet? Utænkeligt. NCC? Ikke hvis de har en kompetent og ansvarlig ledelse, derfor heller ikke sandsynligt, må man da tro. Hvem er der så tilbage, der kender tilstrækkeligt til detaljerne? Svar: Ritt Bjerregaard og socialdemokraterne og kommunens administration. Da de sidsnævnte næppe foretager sig noget uden Ritts medvirken, så er det nærmest usandsynligt at den socialdemokratiske ledelse på Rådhuset ikke har en finger med i spillet, da Politiken kan bringe historien på forsiden lørdag.

Lørdag kan Venstres top gå til modangreb. Gruppeformand Pia Allerslev rykker i felten og affyrer "bredsider" mod S-toppen for spin, mudderkastning og ubegrundet tilsværtning af Venstrefolk. S-toppen sender gruppeformanden Jesper Christensen i byen, der afviser angrebet. Medierne går i selvsving.

Det kommer frem at særligt én person – en Venstre-politiker - skulle være særligt mistænkt. Til trods for, at manden ikke er afhørt, så viser BT og Ekstra Bladet så meget ”respekt” for princippet om, at man er uskyldig, indtil at det modsatte er bevist, så de nævner hans navn i deres omtale af sagen søndag. Mandag følger gratisavisen 24 Timer trop og gør det samme. Det sker til trods for, at offentligheden intet ved om detaljerne, og at NCC for længst har indrømmet, at de ingen konkrete beviser har, ligesåvel som ingen andre heller ikke har fremlagt beviser i sagen. Alligevel har sagen ét konkret resultat:

Den mistænkte Venstremands navn er blevet trukket gennem sølet, uden at han har haft lejlighed til at forsvare sig. Manden er kendt for at være en særdeles hård kritiker af Ritt og Klaus Bondam, så det vil være et politisk resultat i sig selv for socialdemokraterne, at blive af med ham.

Man kan ikke kritisere Ritt Bjerregaard for at overgive sagen til politiet. Det ER politiets opgave at efterforske sagen, hvilket NCC selv skulle kunne have regnet ud fra starten. Men man kan kritisere Ritt Bjerregaard og Co. for – hvad jeg mener, er højst sandsynligt - at have lækket hele historien til Politiken.

Sagen kan udvikle sig i to retninger:

1. Mistanken om korruption viser sig mod min forventning at være velbegrundet – og en sigtelse bliver rejst. Retssystemet tager over.

2. Mistanken er ubegrundet. Til trods for, at det pågældende BR-medlem er pure frikendt har Venstres politiske ledelse og den pågældendes anseelse formodentlig taget skade i et eller andet omfang af sagens omtale i offentligheden. Beskyldningerne flagrer i luften.

I begge tilfælde kan Ritt Bjerregaard trække på skulderen og fortsætte som ingenting. Venstre kan puste sig op, men bydronningen har et kæmpeflertal, og mon ikke det snart bliver business-as-usual? Svinestreger eller ej. Game-set-and-match-Ritt

Politik er i sandhed en ”smuk” branche.


P.S. Til orientering deltog jeg ikke i sidste kommunalvalgkamp dvs. i 2005. Jeg har dog tidligere deltaget i Venstres kampagner ved kommunalvalgene 01, 97 og 93.
Jeg kender flere af Venstres politikere.

fredag, februar 09, 2007

Ved vejs ende for ”Brixen”

I midthalvfemserne som ung medlemssekretær "boede" jeg i "landsbyen Christiansborg" på Slotsholmen. Det var en spændende tid, hvor man også på mit ganske lave niveau kom til at leve sig ind i miljøet og den daglige politiske virak deri. Der var naturligvis de reelle vedvarende politiske konfrontationer mellem oppositionen dvs. især Venstre og de Konservative og SR-regeringen. Indimellem var det dog Venstre mod de Konservative, og sidst i årtiet Konservative mod Konservative!

Oveni alt det, udspillede der sig en mærkeligt usynlig magtkamp mellem to tronprætendenter i Venstre, næstformanden Anders Fogh Rasmussen og bykongen/erhvervsordføreren Peter Brixtofte. Få i folketingsgruppen eller blandt de ansatte var dog i tvivl om, at Fogh ville vinde det slag, den dag, hvor Uffe Ellemann-Jensen måtte gå af som formand. Ingen var heller i tvivl om, hvem Uffe ønskede som efterfølger. Faktisk var der kun en håndfuld, som kunne tænkes at være på Brixtoftes hold. Ikke fordi de synes, at Brixtofte var fantastisk, men fordi deres begejstring for Fogh af den ene eller den anden grund var behersket. ”Brixtofte-tilhængerne” eller snarere et netværk omkring Brixtofte talte - måske maksimalt 15-20 procent – af folketingsgruppen. Dele af netværket hang ud på værtshuset "Parnas" i Den Indre By med den glade Farum-borgmester i spidsen. Netværket bestod af Ivar Hansen, Sv.Aage Jensby, Marian Fischer Boel m.fl. og var primært - efter min vurdering - af social karakter, men man har nok også været fælles om kritikken af Fogh.

Brixtofte gjorde ind imellem underlige ting i sine maniske bestræbelser på at vedligeholde sit i øvrigt store netværk i partiet. Da han blev 50, holdt han naturligvis åbent hus hjemme i Farum. (Her glimrede Foghs tilhængerne ved deres ret demonstrative fravær) Midt i privaten stod hans nye kæreste en smuk stewardesse, som han havde truffet på en flyrejse kun få uger i forvejen. Fru Brixtofte var dermed blevet udskiftet. For de mere konservativt anlagte V-tillidsfolk især i Jylland, så sømmede den facon sig ikke rigtigt. Specielt ikke da han tog stewardessen med til Venstres Landsmøde. Gårdmandsfruerne i partiet troede ikke rigtigt deres egne øjne, da de så parret spankulere rundt. Selvom han droppede forholdet et par måneder efter, og Fru Brixtofte kom tilbage, ja så var skaden ligesom sket. Holdningen hos mange var, at Brixtofte åbenbart traf impulsive og forkerte valg i privatlivet. Det var ikke sådan en person, der efter deres mening, skulle stå i spidsen for landets største borgerlige oppositionsparti.

Brixtofte var ydermere en sjælden gæst på Christiansborg. Han var ofte ”clearet”, hvilket vil sige, at han var fraværende under afstemningerne i salen, formentlig fordi han skulle passe jobbet som borgmester i Farum. Der var dog et udvalgsmøde midt i ugen, som han kom til, og hvor han var med til gruppemødet. Naser Khader er en ren arbejdshest ved siden af Brixtoftes indsats i tinget dengang. Brixtoftes arbejdsiver i folketinget stod dermed i diametral modsætning til Fogh, som knoklede løs som politisk ordfører under Uffe. Det var dengang, hvor den nuværende statsminister ikke kunne være liberal nok og skrev en ideologisk bog. Hvad gjorde Brixtofte? Han skrev en bog, der godt nok var liberal, men lå en kende til venstre for, hvad Venstre stod for i disse år. Bogens tone var meget velfærdsorienteret og handlede især om Farums lyksaligheder og erfaringer. Internt blev Brixtofte stemplet som ”halvrød”. I dag ville hans synspunkter være langt til højre for Venstres nuværende kurs.

Det var ikke kun i ideologiske forskelle og markeringer, at den usynlige ”fløjkamp” viste sig. Der blev dengang talt og skrevet om en såkaldt ”hviskekampagne” mod Fogh. Venstres ledelse var ikke i tvivl om, hvem bagmanden var. Man talte om, at Uffe decideret beordrede Brixtofte til at stoppe rygtesmederiet og intrigerne mod Fogh. I hvert fald forargede det mange i Venstre, da de fik at vide, at Brixtofte skulle være ”bagmanden” til korridorsladderen om Fogh. Det er få, der betvivler, at Foghs og Brixtoftes fjendskab har bund heri.

Brixtofte var altid en glad mand. Der blev hilst og smilet til alle - høj som lav - som han nu mødte på sin vej. Charmen forsvandt dog lynsnart, hvis man stillede for kritiske spørgsmål, som jeg engang kom til at gøre under et V-medlemsmøde på Nørrebro. Brixtofte var synligt beruset, men var ellers veloplagt og svarede på spørgsmålene, dog ikke uden at vise sin synlige irritation over kritikken. Farums borgmester havde også sin chauffør med til mødet. Chaufføren agerede klakør: ”Er han ikke fantastisk? Vil I her i København ikke låne ham et halvt år?” messede den kommunaltfinansierede rygklapper og chauffør på bagerste række. Jeg troede et øjeblik, at jeg var med i skjult kamera. Jeg fik da en klar fornemmelse af, at miljøet omkring Brixtofte var degeneret og på en eller anden måde usundt - også for ham selv.

Det var tydeligt for alle, der færdedes på Borgen i de år, at Brixtofte havde et alkoholproblem. Det var ikke noget med, at han dinglede rundt osv. Alting var bare på en eller anden måde "overgearet" omkring hans person, og så så man ham konstant i situationer, hvor spiritus og vin fulgte efter i hans kølvand, og det kunne ind imellem også ses på ansigtskuløren. Venstrefolk bemærkede det, men tålte det. Spiritusproblemerne var for mange endnu en grund til at fravælge Brixtofte, hvis der en dag skulle komme et opgør mellem Fogh og Farum-borgmesteren.

Da ”opgøret” mellem Fogh og Brixtofte endelig kom ved Uffes afgang i marts 1998 indså Brixtofte, at formandsposten ikke var inde for rækkevidde. I stedet gik han efter næstformandsposten. Dengang var jeg organisations-tillidsmand i Venstre i København, og derfor en lille smule interessant at tale med for Brixtofte. Jeg var jo en stemme på landsmødet. Så en dag på Christiansborg passede han mig op, hvor han spurgte ligeud: ”Hvem stemmer du på?”. Jeg sagde, så som det var, at jeg ville kaste mit lod til fordel for Lars Løkke Rasmussen. ”Ham bliver det ikke. Det bliver enten mig eller Eva” (Kjer Hansen), konstaterede Farum-borgmesteren selvsikkert. Han anede åbenbart intet om, at kampagnen imod ham var i gang. Argumenterne overfor tillidsfolkene var iøjnefaldende klare: ”Fogh ville ikke acceptere Brixtofte som næstformand”, og spiritusproblemerne fik også tillidsfolkene til at overveje mere end to gange, om det nu var så "fremragende" en idé at lade Venstres absolutte stjerner - Brixtofte og Fogh - udgøre et slags politisk ”dreamteam”. Efter Farum-skandalen lyder idéen vanvittig, men dengang i 1998 var dette set-up - for mange, måske et flertal blandt tillidsfolkene i Venstres – den absolut foretrukne ledelseskoalition. Sådan gik det ikke. Carl Holst satte sig i spidsen for en pro-Løkke kampagne – med Claus Hjorts og Anders Foghs – absolutte velsignelse. Det gav pote. Løkke vandt i 2. afstemning over Eva Kjer Hansen. Brixtofte blev sorteret fra allerede i første runde.

Nu er Brixtofte sorteret fra af retten. Med to års ubetinget fængsel i landsretten er en bemærkelsesværdig, men broget politisk karriere nu slut.

Brixtofte skal efter min mening dog også huskes for de mange liberale reformer, som han fik gennemført i Farum kommune. Meget få kommunalpolitikere har inspireret Danmarks kommuner som han. Fx på integrationsområdet m.v. og med hensyn til at få kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse, og så havde Farum et skattestop før alle andre. Der er mange gode ting at huske Peter Brixtofte for. Og så en hel del dårlige, naturligvis, som retten nu har taget stilling til.

tirsdag, februar 06, 2007

Fogh håner kernevælgerne

”Pengene fosser ud af statskassen”, messede Anders Fogh i 1990’erne, da han var næstformand i partiet Venstre og i opposition. I dag som leder af en regering og statsminister praler han omvendt skamløst over, at endnu flere penge – sammenlignet med dengang – nu vælter ud af statskassen. Dermed håner han alle de V-kernevælgere, som stadigvæk mener, at pengene ligger bedst i borgernes lommer, og at der er grænser for den offentlige sektors størrelse.

Berlingske skriver i dag:

”Anders Fogh Rasmussens regering har siden 2002 ladet det offentlige forbrug vokse dobbelt så meget som planlagt. Havde regeringen i stedet fulgt planen, så kunne man have sænket den højeste marginalskat fra 63 til 49 procent.”

Et notat fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos viser, at fra 2002 til 2007 var det den borgerlige regerings plan, at det offentlige forbrug skulle vokse med 17 milliarder kroner, men reelt set er det vokset med 35 milliarder kroner. Dvs. dobbelt så meget som planlagt.

Berlingske konkluderer:

Dermed har regeringen med sin udgiftspolitik spist af det økonomiske råderum, som kunne have været brugt på at lette skatten på arbejde. Skattelettelser er ellers en målsætning for regeringen, står der i regeringsgrundlaget, som er aftalt mellem Venstre og de Konservative.

- Råderummet til lavere skat er blevet 18 mia. kr. mindre på grund af regeringens overforbrug. Hvis man havde brugt de 18 mia. kr. på at reducere den øverste marginalskat, så ville den ryge fra 63 til 49 procent,« siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos.

Ak, hvilke skønne spildte muligheder.

At Venstre for længst officielt har opgivet at styre væksten i de offentlige udgifter er gået op for de fleste, men i den samme Berlingske-artikel, ser heller ikke de konservative nogle muligheder for en mindre offentlig sektor.

- Det viser, at det kan være vanskeligt at styre økonomien i amter og kommuner, og at det er vanskeligt at ramme de vækstmål, som vi sætter os, siger finansordfører Christian Wedell-Neergaard (K).

Men på den anden side, mener Christian Wedell-Neergaard, at det er urealistisk med en lavere vækst i det offentlige forbrug.

---

Realiteterne er, at også de konservative har kastet håndklædet i ringen. Den ideologiske kamp mod velfærdsstaten er tabt for borgerligt-liberale. For godt og vel 10 år siden var der to partier i folketinget, som var kritisk over for velfærdsstaten: Det ene parti var Venstre og det andet var Fremskridtspartiet. I dag er velfærdskritiske synspunkter totalt fraværende i folketinget. Resultatet er, at Venstre og De konservative kappes med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet/venstrefløjen om velfærdsoverbud. Det kan gå i gode tider som nu, men forholdene har det med at ændre sig. Derfor er det historisk set en katastrofe at en borgerlig-liberal regering – præcis som under den rystende svage VKR-regering i 1968-71 – løber fra sin principper, og fortsætter tidligere S-regeringers bevidstløse udbygning af velfærdsstaten. Jarls Blog imødeser derfor med gru diverse fremtidige camouflerede skattestigninger, der skal fylde hullerne efter den nuværende regerings overforbrug. Fogh har fredet os indtil videre, så katastrofen indtræffer vel først under en ny kommende VK-regering efter næste valg. En anden mulighed er, at Fogh og Hjort overlader det til Lars Løkke Rasmussen at rydde op efter sig.

mandag, februar 05, 2007

"Nu dages det Karen, det lysner i Øst(jylland)"

Karen Jespersen erklærede forleden åbent og ærligt på TV2: ”Jeg er ikke liberalist”. Må man have lov at spørge, hvad hun så vil i Venstre – Danmarks liberale parti? Hvorfor insisterer partiet på at kalde sig Danmarks liberale parti, hvis det ikke længere netop er et parti for liberale eller liberalister? Hvorfor vil Venstres stærke mand Claus Hjort Frederiksen forhindre - med sine mange tidligere indvendinger - andre i at opstille til folketinget under navnet ”Liberalisterne” når disse mennesker frit, åbent og uden nogen som helst betænkeligheder nu vedkender sig at være, netop liberalister?< For de fleste er det en gåde, medmindre det selvfølgelig bare handler om, at Venstre bevidst spekulerer i at undgå at miste vælgere til det ny parti.

Indtil for ganske nylig har Venstretoppen med deres protester/indvendinger effektivt "saboteret" Liberalisternes muligheder for at samle underskrifter ind for at kunne blive opstillingsberettiget. Halvandet år tog det samlet set at behandle sagen. Først ét år i indenrigsministeriet hos Lars Løkke Rasmussen. Da så Liberalisterne brokkede sig, røg sagen over til Lene Espersen i Justitsministeriet, der "kun" brugte et halvt år til at overveje sagen. Ingen kan endnu forklare, hvorfor det tog så lang tid. Havde den samme sagsbehandling fundet sted i udlandet, havde samtlige folketingspolitikere uden tvivl råbt op om magtfordrejning og derpå gået i fakkeltog til Rådhuspladsen m.v., men vi er pæne mennesker her i landet. Tamilsag til trods, så kan vi ikke i levende live forestille os, at regeringsembedsmænd ligger under for nogen form for politisk pression ved bevidst at sylte sager som denne. Derfor sker der nok heller ikke meget mere i denne sag, hvor partinavnet Liberalisterne – Frihed og Velstand i øvrigt også - og pinligt langt om længe – er godkendt. Forestillingen frem til finanlen var i hvert fald uskøn, og skyggen falder på Venstre-toppen.

Nu skal de gode folk i Liberalisterne måske i stedet koncentrere sig om at få lidt bedre styr på kommunikationen. Foreløbig er det lykkes for dem at fremstå som et parti for forkælede veluddannede fornærede mænd omkring de fyrre uden nogen som helst form for appel til kvinderne. Forsigtigt tror jeg på, at Liberalisterne har et potentiale, men der skal bedre styr på udmeldingerne – ellers giver de Claus Hjort alt for let spil mht at underspille partiets muligheder over for "regeringsskribenter" som Thomas Larsen på Berlingske mfl. For der er et behov for et egentligt liberalistisk parti til højre for Venstre og de konservative. Ellers kan Fogh lade sin flanke til højre stå helt udækket, mens han og Claus Hjort ”pakker Helle Thorning-Schmidt ind i vat” ved at brænde endnu flere offentlige midler af på velfærdsgoder til befolkningen, med inspiration i socialdemokraternes tænkelige og utænkelige velfærdskatalog. Jeg vil i øvrigt sent glemme tirsdag i sidste uge, hvor den liberal-borgerlige statminister Anders Fogh Rasmussen skamløst stod og pralede af, at de offentlige udgifter aldrig havde været større (!) Tænk at man skulle opleve det fra en mand, som for 15 år siden talte om ”velfærdsnarkomani”.

Dengang hørte jeg til dem, der mente, at Fogh overdrev velfærdsstatens skyggesider i bogen fra "Socialstat til Minimalstat"?. Måske var det bare et "spin" eller en nyttig rekvisit i en kynisk selviscenesættelse af sig selv som "ideolog" med henblik på at få intern opbakning til at blive Venstres leder efter Uffe? Nej, det kan det næppe være, for hans kone - førstedamen - sagde i et stort interview i Søndagsavisen, at hun hadede spin. Jeg mener, hun kan da ikke sådan gå og hade, hvad hendes egen mand går og laver, vel?

Er der da nogen ende på Venstres ryk mod venstre? ”Nu dages det brødre, det lysner i øst(jylland)” Måske er det efterhånden heller ikke helt utænkeligt, at Claus Hjort går og fløjter denne gamle socialdemokratiske melodi. For først stjal han og Fogh socialdemokraternes politik. Siden løb de med en af partiets toneangivende politikere, så hvorfor nu holde sig tilbage med at tilrane sig Socialdemokraternes håndfaste kulturklenodier såsom den røde rose? Hvorfor ikke lade Venstres landsmøde indlede med en sang af arbejderdigteren Oskar Hansen?

lørdag, februar 03, 2007

Khaders dårlige dømmekraft

Naser Khaders politiske stjerne er dalende. Og det er – efter min mening - ikke kun alle andres skyld.

Forleden skrev Fredericia Dagblad (læs historien her via Bloggen ”Dansk Politik”, hvordan Naser Khader sendte en regning på 16.000 kr. for sin deltagelse i Vejle Kommunes såkaldte Auschwitz dag. Han havde holdt et oplæg ved arrangementet og krævede nu et honorar.

Viceborgmester i Vejle, Kristian Thulesen Dahl (DF) (ja det er den samme, som altså også har tid til at sidde i folketinget):

- Jeg synes, det er en skændsel, at et folketingsmedlem, der hæver en halv million kroner om året i gage, tager sig betalt for at stille op til et sådant arrangement. Pengene kommer fra Undervisningsministeriet - så på den måde har det offentlige faktisk betalt Naser Khader to gange.

Heller ikke folketingskollega Karen Klint (S), valgt i Vejle, har forståelse for krav af den størrelsesorden:

- Som udgangspunkt bør man ikke tage honorar for at stille op som politiker. Det er med til at ødelægge det for os andre, når folk opfatter politikere som griske, siger Karen Klint.


De to politikeres argumenter er indlysende rigtige. Oven i så taler vi om et arrangement, der handler om at huske historiens største forbrydelse mod menneskeheden og ære de 1,2 millioner jøder, polakker, romaer, russere m.fl., der blev myrdet i den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau i nutidens Polen.

Læs nu Naser Khaders forkølede forklaring til Fredericia Dagblad:

- Men jeg optrådte jo ikke som den radikale politiker Naser Khader. Jeg var der som personen Naser Khader. (Som om der er forskel....min kommentar - Jarls Blog)

- Jeg var jo foredragsholder, før jeg blev politiker. Det er også mit job. Jeg brugte en hel dag på arrangementet i Vejle og ændrede min flybillet hjem fra Paris for at få det til at gå op. Og det er jo min fritid, jeg bruger til formålet. Det er tid, som jeg ellers kunne have tilbragt med min familie, siger Naser Khader.

Auschwitz-dagen i Vejle startede klokken 11.00. Naser Khader kom klokken cirka 11.45. Han holdt et indlæg på cirka 25 minutter, og efter et indlæg fra kultursociologen Jacques Blum, svarede han på spørgsmål i cirka et kvarter. Arrangementet var slut omkring klokken 13.15.

Naser Khader har en omfattende foredragsvirksomhed. Af hans hjemmeside fremgår, at han ikke skal have honorar for politiske debatmøder, mens der kræves honorar for en række andre foredrag.

Khader mener ikke, at det var et politisk møde, og derfor er honoraret i orden:

- Jeg nævnte ikke mit parti med et ord i mit indlæg, siger Naser Khader.

Han henviser samtidig til oplysningen på hjemmesiden om, at en del af honoraret går til en særlig fond, der står i Naser Khaders fars navn. Som der står på hjemmesiden:

»Dele af overskuddet fra min foredragsvirksomhed går til min fars mindefond, som jeg har oprettet til fordel for hans landsby i Palæstina«.


--
Tænk, at Naser Khader kan være bekendt at optræde så grådigt. Og hvor er hans bortforklaringer dog forfærdeligt ynkværdige og pinlige!

Medierne har det med at bygge folk op. Når de så står og stråler en tid, og selv begynder at tro på myten om dem selv. Ja, så bliver det ofte farligt for dem selv. Pludselig ser de sig selv, som moralsk ophøjet alle andre. Det at opføre sig ordentligt, ja det gælder ikke for dem. Det er noget andre skal. Undskyld, Hvem med sine sansers fulde brug, hæver en rigelig løn på en halv million fra Folketinget og får samtlige transportudgifter godtgjort, vil være bekendt at nedlade sig til at kræve et honorar på 16.000 kr. for et offentligt arrangement som at mindes Holocaustofrene? Sender Khader også en faktura, hvis han optræder for Kræftens bekæmpelse, Red Barnet, UNICEF, Læger uden grænser? Ærligt talt. Hvad bilder han sig egentlig ind?

Opstår eller eksisterer der andre episoder af samme skuffe, så er myten om Naser Khaders ufejlbarlighed i fare. Hans selvgladhed er legendarisk, og hans beherskede glæde for tørt lovgivningsarbejde er heller ikke ukendt, men det tilgiver man ham, fordi Khader er en omgængelig, venlig og rar mand. Og så er han den bedst kendte integrererede demokratiske indvandrer med synspunkter som harmonerer fint med danskernes. Men det er omvendt ikke en blancocheck til at opføre sig dårligt. Dømmekraften imponerer i hvert fald ikke mig.

Måske skal Khader overveje at lægge stilen om før de landsdækkende medier begynder at slå negative toner an, hvergang Khaders navn bliver nævnt. Tit kommer de samme medier, der først byggede myterne op, nemlig og hjælper de engang så ærede politikere med at blive pillet ned fra piedestalen igen. Rækken med eksempler er nærmest uendelig. Ritt Bjerregaard var for halvandet år siden genial og fremstod som Københavns frelser. I dag fremstår bydronningen nærmest som en magtsyg heks, der skyder skylden for egne problemer på alle andre.

Dette er på ingen måde Naser Khaders politiske nekrolog. Jeg opfatter episoden i Vejle som et advarselsblink, som han og hans omgivelser bør tage alvorligt. Lige pludselig forstår man mange radikales dybe betænkeligheder ved udsigten til at have en mand som Khader i spidsen for Det radikale Venstre.