lørdag, marts 31, 2007

NCC-sagens konsekvenser

I denne uge blev der sat et foreløbigt punktum for NCC-sagen. Som Jarls Blog skrev allerede den 14. marts, så ville politiets og siden statsadvokatens undersøgelser af korruptionsanklagerne munde ud i det rene ingenting. I tirsdags kom statsadvokatens endelig dom: Ingen anklager bliver rejst. Den pågældende V-politiker Jesper Schou Hansens person er således renset for alle anklager om korruption.

Jeg gør mig dog ingen illusioner: For mange vil Schou Hansens navn fortsat klæbe til korruptionsanklagerne. Det danske sprog er fyldt med ordsprog som fx. ”Der er ingen røg uden en brand”. Med andre ord: Sladder, løse rygter og fantasifulde påstande er troværdige kilder, når folkedybet dømmer om folks karakterer og handlinger. Det er grusomt og ondt, men ikke desto mindre en realitet. Jesper Schou Hansen er ikke den eneste i denne verden, der er blevet udsat for det, og han bliver ikke den sidste.

Èn ting er, hvad almindelige mennesker tænker og udtaler om en sag, som de kun har perifer kendskab til. Det må man leve med i et demokrati. Noget andet er, hvad avisjournalister kan få sig selv til at skrive i deres artikler.

Tag for eksempel Nyhedsavisen, der kørte flere forsider på NCC-sagen og som hængte navngivne personer ud i stort opsatte artikler, hvor avisens journalister demonstrerede et imponerende ringe kendskab til københavnsk politik og erhvervslivet. Til gengæld var avisens lyst til mikrofonholderi og sensation nærmest ikke til at styre. Nyhedsavisens vinkel var dog i det mindste konsekvent ensrettet: V-politikerne var skurke og NCC nærmest et offer i sagen. Socialdemokraternes og NCCs åbenbare interesser i sagen fandt journalisterne på Nyhedsavisen det ikke værd at interessere sig for. Til gengæld valgte man nærmest bevidstløst og ukritisk, at kolportere NCCs synspunkter i sagen. Da NCC-sagen så omsider fandt sin afslutning, fik man flikket én lille spalte sammen, der let konstaterede sagens udfald, og som blev placeret på side 13! Nyhedsavisen har naturligvis ikke beklaget, at den fastholdt en vinkel, som altså ikke holdt og at man uretmæssigt hængte folk ud ved at offentliggøre deres navne osv. Det overrasker dog ikke denne blogger, som ret præcist forudsagde Nyhedsavisens "stilfærdige" reaktion på statsadvokatens afgørelse.

Heldigvis fandtes der medier, som hele tiden kørte en generelt sober linje, som fx Dato, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, der i langt mindre grad var til fals for NCCs spin og som også fandt plads til at afdække NCCs og Socialdemokraternes motiver i sagen.

NCCs renommé har lidt ubodelig skade i offentligheden med sagen, som flere ser som et tilsløret angreb fra en privat virksomhed på en folkevalgt kommunalpolitiker - altså nærmest som et fejlslagent anslag med selve demokratiet. Naturligvis kan NCCs ledelse i Stockholm ikke henover natten fyre NCCs danske ledelse. Det vil formentlig ske i dølgsmål over det næste års tid. Hvis man foretager en rundspørge i dansk erhvervsliv, blandt danske politikere og journalister, så er det min påstand, at den vil vise, at entreprenørkoncernens troværdighed har ramt gulvet. Det vil tage år førend, at NCC bliver taget alvorligt igen af offentligheden. Det kræver som minimum en udskiftning af de tre-fire topledere, som har været blandet ind i sagen. Desuden gætter jeg på, at spurgte NCC et dyrt konsulentbureau, hvad de skulle gøre, så ville man anbefale, at Bo Dybkær snarest bliver skiftet ud som virksomhedens kommunikationschef. For han personificerer virksomhedens skandaløse opførsel i sagen.

På rådhuset er der nemlig en udbredt og stigende mistanke til, at det i virkeligheden var entreprenørvirksomhedens kommunikationsfolk, der i februar lækkede hele historien om korruptionsanklagerne til Politiken. Ingen kan bevise det, men flasken peger i stigende grad på NCC. Man kan indvende, at det også er i socialdemokraternes interesse, at pilen nu peger mod NCC, da Ritts spinfolk hidtil har været de hovedmistænkte. Interessant er det at i hvert fald dagbladet Politiken har været ude og forsvare socialdemokraterne i sagen. Hvilken interesse skulle de have haft i lækagen?, spurgte avisen forleden. Det kan Politiken vel kun gøre, hvis de VED, at socialdemokraternes spinfolk netop ikke står bag lækagen?

Ritt Bjerregaards humør oven på sagen er p.t. på nulpunktet, og bydronningen beskrives som usædvanlig muggen. Det er der formentlig flere grunde til. Mindst én af overborgmesterens spindoktorer har været blandet ind i NCC-sagen ved at have været lidt for proaktive mht. at sværte Schou Hansens person til over for Ekstra Bladet. Ritts store løfte om 5000 billige boliger er konstant under beskydning for at være ulovligt eller på kanten af det lovlige fra både en tidligere kommunal embedsmand Mette Lis Andersen, politiske modstandere og medierne. Især Jesper Schou Hansen har været særdeles aktiv i denne sag og hans hårde beskyldninger om ulovligheder fik Ritt Bjerregaard til at bestille et skatteyderfinansieret notat hos advokatfirmaet DLA Nordic til kr. 35.000, der skulle kaste lys over om en sag mod Venstrepolitikeren for injurier, kunne vindes. Det kunne den ikke, viste notatet. Medieomtalen af notatet bidrager heller ikke til at forbedre Ritts humør.

Schou Hansen har med NCC-sagens udfald alle grunde til at fortsætte et veritabelt korstog mod Ritt, socialdemokraterne, NCC og kommunens administrerende direktør Claus Juhl, der i sin tid anmeldte sagen til politiet uden overhovedet at have talt med nogle af Venstres politikere. Med mit kendskab til Schou Hansen, så glemmer han ikke korruptionsanklagerne foreløbigt. Han mangler derfor næppe motivation for at bruge masser af tid på Ritts boligsag.

Så NCC-sagen med dens udløbere får efter alt at dømme et langt efterspil.

fredag, marts 30, 2007

Ny V-kandidat kan true Hjort

Regeringen er i gang med at lukke en stribe politiske huller for tiden. Formålet er naturligvis at lægge an til det kommende folketingsvalg. Meningsmålingerne er også gunstige for regeringen. Megafons måling fra i dag fredag viser, at Venstre har den højeste opbakning siden folketingsvalget februar 2005, og partiet er igen større end S, som kun ligger et halv procentpoint i forhold til valgresultatet. For en regering, der har siddet i seks år ved magten, er der tale om drømmetal, så Helle Thorning og co. må være småfrustrerede.

Selvom VK-regeringen under Anders Fogh i øjeblikket foretrækkes af et flertal af vælgerne sammenlignet med det for tiden ikke-eksisterende SR-alternativ, så er det ikke ensbetydende med, at vælgerne er ligeså pjattet med regeringens ministre. Regeringens chefideolog og indpisker Claus Hjort er eksempelvis femte-sidst på en popularitetsskala, som Søndagsavisen i denne weekend har udarbejdet på baggrund af en rundspørge hos vælgerne. Konklusionen er klar: regeringens stærke mand er ikke noget stort hit hos vælgerne. Spørgsmålet er dog, hvordan Venstres vælgere vurderer Claus Hjort.

Beskæftigelsesministeren selv ved ganske meget om værdien af en effektiv valgkampagne og vælger(u)gunst. Han stoler ikke på rene mavefornemmelser, men er ganske klar over, at han selv skal ud og levere en betydelig indsats i sin personlige valgkamp for at blive genvalgt.

Claus Hjort har gjort det ekstra svært for sig selv. Han stiller op i den nye Nordsjællands Storkreds, hvor intet mindre end tre nuværende ministre og fem V-folketingsmedlemmer stiller op. Der bliver formentlig valgt fire Venstrefolk i Nordsjællands storkreds. Sikker er formentlig kun Lars Løkke Rasmussen. I mellemgruppen af ”næsten sikre” er finansminister Thor Pedersen og Claus Hjort Frederiksen. De kan dog trues af kvinderne MF Charlotte Antonsen og den splinternye kandidat regionsrådsmedlem Sophie Løhde, der også er kommunalbestyrelsesmedlem i Rudersdal Kommune.

Som kortene umiddelbart er lagt, så bør de tre ministre være sikre på genvalg. Men deres problem er, at de appellerer til de samme venstrevælgere: Mænd over 45 år. Thor Pedersens stemmetal har været på retur i de seneste valg, og spørgsmålet er, hvordan og hvorfor hans personlige stemmetal pludselig skulle stige - vurderet på finansministerens politiske indsats og personlige profil. Charlotte Anthonsen har længe haft det kort på hånden, at hun har været eneste kvinde opstillet i området. Det er hun med Sophie Løhdes kandidatur ikke længere.

Sophie Løhde er langt fra en nybegynder i politik. Sine kun 23 år til trods, så er hun veteran i kommunalpolitik. Den politiske interesse har Sophie Løhde ikke fra fremmede, da hun er datter af den tidligere borgmester i Birkerød Karin Løhde. Selv blev hun indvalgt i Frederiksborg Amtsråd og byrådet i Birkerød, da hun var blot 18 år. Som leder af Lars Løkke Rasmussens folketingsvalgkampagne i 2005 har hun også nære forbindelser til V-næstformanden. Løhde ved alt om både omkring det med opstilling og at føre en god intern valgkampagne og blev i går valgt til Egedal-kredsens folketingskandidat ved at slå Farums tidligere Borgmester Lars Carpens i et knebent kampvalg med stemmerne 107-82.

Med Sophie Løhdes opstilling bliver der tæt kamp om mandaterne i Frederiksborg Amt og Claus Hjort og især Charlotte Anthonsen ved, at de skal kæmpe hårdere for at sikre deres genvalg. Det bliver svært mod en Sophie Løhde, der desuden har et personligt ydre, der bestemt heller ikke vil trække ned i mødet med vælgerne. Helt det samme trumfkort har beskæftigelsesministeren ikke på hænderne. Det er også interessant, at Løhdes hjemmebane Birkerød og Rudersdal, netop er Beskæftigelsesministerens opstillingskreds. Med andre ord: Løhde vil kunne tage mange personlige V-stemmer fra Claus Hjort Frederiksen. Lige netop den analyse kan man være helt sikker på, at beskæftigelsesministeren også har foretaget. Hvad modtrækket bliver, det får vi at se i valgkampen.


Læs mere om Sophie Løhdes valg i Egedal-kredsen på Garbys blog om dansk politik

torsdag, marts 22, 2007

VK-regeringen Anno 2012

Jeg takker ydmygt for alle kommentarerne til mit liberale ”Dream Team” som desværre for en del liberale nok aldrig kommer til at se dagens lys. Derfor kan Anders Fogh, Claus Hjort og især mange liberalist-forskrækkede socialister sove trygt og roligt. I hvert fald en tid endnu.

Lad os blive lidt ved tankeeksperimenterne, og her sender jeg endnu en tanke til David Trads som med sin S-SF-R-ministerliste tog et originalt initiativ til at diskutere alternative ministerlister. Det er jo noget alle vi politiske junkies er helt pjattet med.

I morgen tager jeg og kæresten en uge til den evige stad Rom. Det bliver en pilgrimsfærd til ”Rostra”, "Forum Romanum", "Capitol" og alle de andre klassiske bedesteder i Rom for politiske nørder. Tilgiv mig derfor, for ikke den næste lille uges tid at være her på Jarls Blog og guide jer – mine trofaste læsere - sikkert frem i den politiske jungle med faste daglige analyser og kommentarer.

I mellemtiden håber jeg, at flere af jer har tid og lyst til at kommentere på en ny –og nok en anelse realistisk - ministerliste for en VK-regering anno 2012. Det er en ministerliste, der er renset for Fogh-generationens folk, så der ligger – for en gang skyld - ikke nogen frække politiske markeringer i listen.

Her er i øvrigt nogle forudsætninger:

- Der er et VK-flertal enten med DF eller RV i folketinget

- Lars Løkke Rasmussen er formand for Venstre

- Carl Holst er næstformand for Venstre

- Lene Espersen er formand for Det Konservative Folkeparti

- Venstre er fortsat noget større end de konservative

- Konservative har et større mandattal i 2012. Venstres mandattal er tilsvarende lidt mindre.


Ministerlisten for VK-regeringen anno 2012

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, formand for Venstre

Finansminister Lene Espersen (K)

Udenrigsminister Connie Hedegaard (K)

Indenrigsminister Carl Holst, Venstres næstformand

Økonomi og skatteminister Kristian Jensen (V)

Justitsminister Mads Lebech (K)

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K)

Kirke- og undervisningsminister Rikke Hvilshøj (V)

Forsvarsminister Jens Hald Madsen (V)

Transport og energiminister Søren Gade (V)

Integrationsminister Troels Lund Poulsen (V)

Fødevareminister Jacob Axel Nielsen (K)

Socialminister Inger Støjberg (V)

Beskæftigelsesminister Peter Christensen (V)

Miljøminister Gitte Seeberg (K)

Videnskabsminister Søren Pind (V)

Kultur og idrætsminister Ellen Thrane Nørby (V)

-----------------------------

Antallet af ministerier: 17 ( 2007:19)

Ministerier/kvindelige ministre: 17/6 (2007: 19/6)

Antal Venstre-ministerier / Konservative ministerier: 11/6 (2007: 12/7)


- Der er det samme antal, men relativt flere kvinder med i regeringen 2012 i forhold til 2007

- De konservative - og især partiets kvinder - er repræsenteret på tungere ministerposter i forhold til 2007

- 7 gengangere fra VK-regeringen 2007

N.B. Jeg har megen stor forståelse for at ministerlisten ikke falder i alles smag, og at mange i stedet håber på, at regeringen til den tid har en helt anden politisk farve og sammensætning. Yderligere er jeg helt opmærksom på, at mange libertarianere savner en helt central ministerpost, nemlig posten: Minister til afskaffelse af offentlig virksomhed! ;-)

Jeg beder dog om, at man denne gang tager stilling til realismen i forslaget. Er det de dygtigste folk? Kan de stå distancen? Kan vi regne med, at figurerne her til den tid stadig er med i politik? Hvordan ser magtforholdene ud internt i partierne i 2012? Sig frem og lad mig endelig høre jeres bud og kommentarer.

Man må i øvrigt hjertens gerne byde ind anonymt ;-)

onsdag, marts 21, 2007

DR, Drille-Nissen og Brian-Bashing

Er du træt af at høre mere om Brian Mikkelsens mail og Danmarks Radio? Så skal du IKKE læse om statsradiofoniens økonomiske morads, DR's fanklub, Drille-Nissen, Mailgate og Brian-Bashing på kommunikationsfolkets faste pitstop kommunikationsforum.dk, hvor Jarls Blog også i denne uge gæsteoptræder. For the full story - "DRs Fanklub" - kun på K-forum

Tillad mig i øvrigt også at reklamere lidt for et interessant "inside og accross-the- barricades" indlæg om NCC-sagen set fra entreprenørkoncernens pressekoordinator Niels Møllers synsvinkel. Det er også på K-forum.

Lidt for smart

Anders Fogh kunne ikke i går skjule sin fryd over, at have sat socialdemokraterne - for en tid - til vægs i velfærdsdebatten. Det skete, da han inviterede LO-toppen til trepartsforhandlinger om de offentlige ansattes vilkår. Og selvom Fogh ikke lige er den socialdemokratiske LO-tops kop te, så er de bare nødt til at ”spille spillet” og acceptere regeringens invitation. LO-boss Hans Jensen og Co. ved, at de dybest set kun er sat i verden for at varetage deres mange (og fortsat færre) medlemmers interesser - også dem, som altså ikke stemmer centrum-venstre, og som vel egentlig kun venter på en undskyldning for ikke at forny kontingentet. Derfor er det et smart træk af statsministeren at fremstille det som om, at det er i spændingsfeltet mellem LO og regeringen, at fremtidens velfærd sikres og den offentlig sektor bliver udviklet og fornyet. Især når socialdemokraterne åbenlyst satser på at vinde næste valg på en velfærdsdagsorden. Fogh tog første stik, men lad os nu vente og se, hvad det bliver til. Jeg har min store tvivl, hvorvidt danskerne vil belønne Fogh-regeringen for evt. velfærdsforbedringer.

Glæden over triumfen ophørte dog brat, og smilede stivnede hos Fogh, da han på pressemødet i går pludselig skulle forklare Ekstra Bladet, hvorfor staten betaler hans middage med den danske konsul i Montpellier. Dér har Fogh og fruen et sommerhus, hvor de trækker sig tilbage et par gange om året. Der er indført ”dødsstraf” for at ringe ham op fra statsministeriet, medmindre at det er absolut nødvendigt, for chefen forsøger at holde helt fri. Fornuftigt nok.

Derimod lykkedes det ikke for Fogh at give en fornuftig forklaring på, hvorfor konsulen én gang om året skal på Marienborg til middag på skatteydernes regning. Fogh bedyrede på pressemødet, at det skam drejede sig om, at konsulen havde leveret visse offentlige tjenester med at se efter Foghs sommerhus m.v. Mange sommerhusejere kan sikkert nikke genkendende til disse private arrangementer med de lokale beboere. Det er formentlig de færreste, som herefter bespiser ”sommerhusnaboen” på arbejdsgiverens regning.

Har riget ikke større problemer? Bestemt. Er skoene blevet for små? Måske lige i dette tilfælde. Middagsregningerne er overkommelige beløb for skatteyderne, men når nu riget har en regeringschef, som aldrig selv forsømmer en lejlighed til at spille hellig over for sine omgivelser, så er det vel både ret og rimeligt at påpege hans eget åbenlyse hykleri.

Ekstra Bladet skriver:

Inden Anders Fogh kom til magten i 2001, var han uhyre renfærdig. I sin grundlovstale samme år erklærede han indigneret:

"Socialdemokraterne har siddet så længe på magten, at de betragter regeringsapparatet som deres personlige ejendom. De kan ikke længere se, hvor grænsen går mellem stat og parti."

Jeg tror, at man stadig i dag kan høre frydeskrigene over Foghs fadæse rundt omkring på Christiansborg. Både i og uden for regeringskontorerne.

tirsdag, marts 20, 2007

Det liberale "Dream Team"

En S-regering er ikke ligefrem om hjørnet. Det sikrer Marianne Jelveds forbliven på posten som partileder. Claus Hjort har nu i tre måneder og med kæmpesucces rejst rundt i medierne med det særdeles effektfulde budskab om at de radikale og socialdemokraterne ikke kan blive enige om en fælles politik. Med andre ord: Der eksisterer i dag intet alternativ til VK-regeringen.

Desværre for Hjort, så siver de radikale i meningsmålingerne for tiden, så hvis jeg var V-toppen, så ville jeg snart begynde at rose regnelærerinden for et eller andet eller måske skabe en konflikt, der kan sætte lidt fut i hendes Gallup-tal igen. Jelveds forbliven som radikal partileder er, som flere har peget på, Anders Foghs livsforsikring som statsminister.

Disse realiteter i dansk politik skal dog ikke afholde alle os andre fra at drømme lidt om en alternativ regering, som fx Nyhedsavisens indsigtfulde chefredaktør David Trads har gjort med sin ministerliste for en S-RV-SF-regering.

Man skal dog ikke længere ned end til det tredje navn på Trads' liste før, at man er klar over, at der er tale om rent tankespind. For her står Marianne Jelved opført som ny økonomiminister i Helle Thornings S-RV-SF-regering. Den mulighed findes jo med Jelveds strategi og statsminister-udmeldinger ikke længere. Se hele Trads' ministerliste her.

Den nuværende regering er godt nok borgerlig-liberal af navn, men ikke specielt af gavn. Intet tyder på, at det ændrer sig. Desværre. Men David Trads’ ministerliste har inspireret mig til at sammensætte en ren liberal regering, hvor jeg har tilladt mig selv at vælge fra alle mulige og umulige hylder. Ministerlisten er - indrømmet - et komplet usandsynligt scenarie, men ikke desto mindre vil disse folk kunne gøre det mindst lige så godt (eller dårligt om man vil) som den siddende regering.

Her er listen så. Har man alternative idéer, så skriv gerne jeres inputs til en bruttoliste med liberale navne her på bloggen. Måske kan listen med Det liberale "Dream Team" tjene til inspiration (eller måske ligefrem irritation) på Christiansborg ;-)

Statsminister Kristian Jensen

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen

Finansminister Lars Løkke Rasmussen

Økonomi og skatteminister Peter Christensen

Undervisningsminister Bertel Haarder

Indenrigsminister Lars Krarup (V-Borgmester Herning)

Idræts og kulturminister Leif Mikkelsen

Sundhedsminister Troels Lund Poulsen

Socialminister Eva Kjer Hansen

Miljøminister Bjørn Lomborg

Beskæftigelsesminister Christopher Arzrouni

Transportminister Jens Løgstrup Madsen (Fhv. MF(V))

Forsvarsminister Søren Gade

Justitsminister Søren Pind

Kirkeminister Edith Thingstrup

Integrationsminister Katrine Winkel Holm

Forskningsminister Lars Seier Christensen (Saxo Bank)


Mere hyggesnak om ministerlister hos David Troels Garbys blog "Dansk Politik"

søndag, marts 18, 2007

Lene E. ligner en kronprinsesse

Bendt Bendtsen er formand ligeså længe, som han vil. Men af hensyn til det konservatives muligheder for at få flere vælgere burde han vige pladsen i god tid inden valget. En meningsmåling i Politiken søndag viser, at K igen går tilbage og nu ligger på 15 mandater. Dvs. et mandat under det antal, som partiet havde før den fynske politibetjent overtog ledelsen og rettede op på forholdene.

Konservativ Ungdom hyggede sig i går til deres landsråd. Pressen var tilstede for at forevige Bendtsens møde med de ungkonservative, efter at de har presset ham ud i ét af de pinligste situationer i hans formandstid. Bendtsen skruede dog professionalismen på og havde iført sig afvæbnende charme, mens han messede ordet ”mediestunt” til den talstærke journalistskare.

Mere interessant viste en afstemning hos de konservative at et pænt flertal 62 pct. blandt KU’erne fortrækker Lene Espersen som ny partileder. Resultatet svarer godt til den Gallup-måling i Berlingske i fredags foretaget blandt konservative vælgere gav Lene Espersen 54 pct og Connie Hedegaard 23 pct. Hos VKO-partiernes vælgere - hvor en potentiel K-fremgang skal hentes - er Lene E. en klar favorit. Hedegaard scorer kun hos de færre og færre radikale vælgere og især hos SF's vælgere. Det er dog næppe særligt troværdigt, at den sidstnævnte gruppe skal sikre K fremgang på det længere sigt. SFs vælgere har nok bare været høflige, når de har talt i telefon med Gallups interviewere.

Spekulationerne om Bendtsens fremtid vil fortsætte, men han bliver efter alt at dømme siddende frem til næste valg. Alligevel tyder meget på, at Lene Espersen har bragt sig i en position som kronprinsessen. Det gør hende udsat. For kritik internt og eksternt. Aviserne vil spekulere, og politikere, journalister, erhvervsfolk og embedsmænd vil tage pejling af, at det er meget sandsynligt at hun en dag vil sætte sig i stolen som K-partiformand. Denne uges snak har klart styrket Lene Espersens position. Hun vil formentlig få flere middagsinvitationer fra erhvervsledere og andre hofsnoge, som vil stå sig godt med en kommende leder.

Indsigtsfulde konservative kilder beskriver Lene Espersen som en person med ambitioner, vilje og råstyrke til at være leder. Og så er justitsministeren pragmatisk, sådan at forstå, at hun gerne deler magten og tilgodeser folk som Brian Mikkelsen mfl. Om det rækker til at skabe fremgang for de konservative. Det må tiden vise.

Hvad så med Connie Hedegaard?

Ja hun er jo stadig i spillet endnu. Miljøministeren har også ambitionerne, men nogle konservative vurderer, at det kniber med råstyrken, hvis det kommer til et hundeslagsmål om lederposten. Man peger på, at hendes flugt fra posten som politisk ordfører i 80'erne er et tydeligt bevis på, at hun kan finde på at stikke af før spillet om magten går rigtigt i gang.

Det vurderes, at Hedegaards temperament ligner Per Stig Møllers på den måde, at hun har svært ved at tåle kritik. Konservative iagttagere vurderer derfor, at det kan blive et problem, hvis hun bliver formand. For hun vil have det svært med at dele magten med andre. Nogle forestiller sig et scenarie med Hedegaard som partileder, hvor ”alt splittes i atomer”, fordi hun ikke vil tilgodese ”den anden side”. Man peger på, at hun som ”semiradikal tror, at hun har en intellektuel ophøjet ret til at regere, og at alle som mener det modsatte, skal udraderes”.

Jov. Det er som alle ved ikke en overdrivelse, at kimen til splittelse hos de konservative er klart tilstede, og at det derfor for alle parter gælder om at undgå en situation, hvor den aktiveres.

Ikke desto mindre er Lene Espersen - i dag - den absolut største favorit til at efterfølge Bendt Bendtsen.

Jarls Blog i JP-søndag

I fint selskab med socialdemokratiske bloggere som Kristian Madsen og Kasper Hyllested er Jarls Blog omtalt i søndagens udgave af Jyllands-Posten:

I artiklen ”Politiske pirater” i tillægget ”Indblik” ses de tre ovennævnte som eksempler på politiske bloggere:

De skriver til politikere, journalister og andre political junkies. De analyserer, provokerer og løfter sløret for det indre liv i de politiske partier. Selvom de politiske pirater i dag skriver til en lille skare, spås de en langt større rolle i fremtidens politiske liv.

Også andre politiske blog-sites er nævnt: Uriasposten, Dansk Politik, progressivt.dk og ”Punditokraterne”.

Om Jarls Blog skriver JP bl.a.:

Jarl Cordua er navnet på en de mest aktive danske politiske blogger i øjeblikket. Nøjagtig som Kasper Hyllested har han været politisk aktiv i en årrække, og har også en fortid som medarbejder på Christiansborg. I Corduas tilfælde hos Venstre.
Hans blog hedder "Jarls blog", og selvom han fra sin platform i cyberspace leverer historier, analyser og kommentarer med udgangspunkt i alle Folketingets partier, så fylder beretningerne om livet i Venstre mest.


- Min vurdering er, at det først og fremmest er politikere, journalister og andre Christiansborg hang-arounds, der følger med. Political junkies, kan man vel kalde den slags. Folk, der som mig interesserer sig for politik, siger Jarl Cordua.

Også i Venstres top og i folketingsgruppe bliver der læst med. For med Jarl Corduas kritiske tilgang til partitoppen, hans solide kendskab til Venstre og hans gode kontakter i partiet, ligger bloggen som en lurende fare.


Læs hele artiklen i Jyllands-Posten.

lørdag, marts 17, 2007

Presset på Jelved vokser

Forleden gik Konservativ Ungdoms afgående formand Kasper Hülsen og en enkelt K-borgmester Eva Nejstgaard ud i offentligheden og slog hårdt på tromme for, at der med tiden bør ske et skift på partilederposten i Det Konservative Folkeparti.

Skrækken i ansigterne hos de konservative folketingsmedlemmer og tillidsfolk stod straks at læse med udsigten til endnu et afsnit af komedieserien:

”Blodig magtkamp i det Konservastive Dolkeparty”.

De radikale lider øjensynligt af det samme problem som de konservative med en udbrændt leder, der er nået til vejs ende med sin strategi, men blindt nægter at vige pladsen. Måske af frygt for at tomrummet måtte udløse en efterfølgende blodig strid om lederposten. Der er dog én markant forskel på de to partiers måde at håndtere den interne kritik. Hos de konservative lukker man debatten ned, og fejer den ind under gulvtæppet. Det gør man ikke hos de radikale. Her tør partiets tillidsfolk tage debatten om den fejlslagne radikale strategi endda i fuld offentlighed i medlemsbladet "Radikal Politik".

En af Jyllands-Postens Christiansborg-journalister læser "Radikal Politik" og skrev i går fredag:

Uroen i Det Radikale Venstre lader sig ikke dæmpe af en tavs partitop og folketingsgruppe.

Flere radikale medlemmer tager bladet fra munden og kritiserer skarpt partiet for at føre en fejlslagen strategi med "Den Anden Vej" i det nyeste nummer af partiets medlemsblad Radikal Politik, der har tema om partiets strategi.


Her er to eksempler fra ”Radikal Politik”:

- Den Anden Vej er urealistisk, uforklarlig, og uinspirerende. Uanset hvor meget vi er imod den nuværende udlændingepolitik, er det ikke klogt til stadighed at profilere os herpå. Det gavner DF og V mere end os selv, og det ødelægger det for vores venner i S, skriver Henrik Juhl Madsen fra Rødovre.

- Ved at stille ultimative krav til en regeringsdannelse, som S og VKO aldrig vil acceptere, har man sat sig mageligt til rette på oppositionsbænkene for en lang periode også efter næste valg. Dermed vil den næste regering med sikkerhed blive en VKO regering under ledelse af "den farlige mand", Anders Fogh. Det har da aldrig været radikal politik, skriver Lars Vestergaard.

Andre indlæg i "Radikale Poltik" bakker - naturligvis - loyalt op om Jelved og strategien "Den anden vej".

---

Hvor må det være en lettelse for radikale vælgere at erfare, at der åbenbart eksisterer radikale tillidsfolk, der også har kunnet analysere sig frem til den indlysende konklusion, at tiden er kommet for et radikalt strategisk sporskifte.

Det logiske træk, at Jelved trækker sig for at lade en ny leder formulere en ny strategi, er der trods alt endnu ikke fremsat krav om i det radikale medlemsblad. Varer Jelveds stædighed ved i det uendelige og fastholder "Radikal Politik" en sådan liberal linje, så ender man måske med også at kunne læse formulerede krav fra radikale græsrødder om hendes afgang i det radikale medlemsblad?

Min egen analyse er, at en ny radikal leder uanset om det bliver Margrethe Vestager eller Morten Helveg Petersen må lægge en strategi, der indeholder en eller anden form for tilnærmelse til Socialdemokratiet.

Det er de socialdemokratiske spindoktorer formentlig også nået frem til, og derfor har de en interesse i, at holde debatten om Jelveds fejlslagne strategi i gang. Ifølge Jarls Blogs oplysninger er de også gerne proaktive om dette emne i forhold til pressen.

I denne weekend har ex. ”Søndagsavisen” Jelveds ”katastrofekurs” på forsiden. Hvorvidt man kan tillægge S-spinfolkene ”æren” for det er uvist, men man kan roligt konkludere, at presset på Jelved vokser og vokser.

torsdag, marts 15, 2007

Et spørgsmål om tid

Der er noget H.C. Andersen-agtigt over situationen med Bendt Bendtsen i går. "Partiets unge blomster KU’erne" insisterede - ligesom den lille dreng i "Kejserens nye klæder" - at sige tingene som de er: Med Bendtsen som formand får K ingen fremgang.

Ræsonnementet er jo klart for alle:
Bendtsen stoppede "værtshus-slagsmålet" i sin tid og har ført K til regeringsbænkene. Han er derfor sikret en hædersplads i partiets historie som redningsmanden, der fik rettet op på partiet og fik K i regering. Men nu er tiderne altså anderledes, fordi K’s ambitioner bør være større og partiet har de personer på hånden, som kan føre partiet til ny storhed.

Pludselig blev der i går sat spotlight på mandens begrænsninger, og debatten om Bendtsen vil ikke dø. I fysik ville man tale om en ”irreversibel proces”. There is no way back!

På TV2 i går kunne man se en dybt rystet konservativ partiformand i en meget uvant defensiv situation, der tydeligvis pinte ham og hvor han nærmest klynkende overfor journalistkorpset på Christiansborg insisterede på, at der altså var tale om et ”mediestunt” fra KU’ernes” side, og at den kritiske borgmester var et ”hår i suppen”. Han forsøgte at være nonchalant, men det lykkedes slet ikke.

Der er flere hår i suppen, forstår man på Berlingske Tidende i dag, men de øvrige K- borgmestre m.v. ønsker ikke at lægge navn til kritikken. Det forhold gør så ikke de konservative ledelsesproblemer på langt sigt mindre. De bliver sådan set bare fejet ind under gulvtæppet.

”Brandslukning” kaldte Jyllands-Postens reportere rammende de konservatives manøvrer i går på Christiansborg. Begge kronprinsesserne gjorde deres bedste for at udtrykke deres harmdirrende indignation så klart og så hurtigt som muligt. Formentlig dybtfølt og i en fælles pressemeddelelse, så der blev lukket mest muligt ned for spekulationer. Det ændrer bare ikke på, at kritikerne i det konservative parti har ret i deres analyse. Det havde de går, det har de i dag og om to år medmindre, at Bendt Bendtsen indser sine helt tydelige begrænsninger og går af.

Bendtsen holder pladsen varm for to kandidater, der hver især eller sammen ville kunne gøre det betydeligt bedre end han. Det viste TV2 og Megafons meningsmåling jo også. Hvor mange partiledere på Christiansborg kan som Bendt Bendtsen kun mønstre en opbakning på kun 48 pct. som partiformand blandt sine egne vælgere? Svar: Ingen. Anders Fogh?? 90 pct. Mindst. Pia Kjærsgaard?. Tæt på 100 pct. Villy Søvndal? 80-90 pct. Selv Marianne Jelved må have højere tal, der i alle tilfælde er tættere på 100 end 50 pct.

Målingen viste i øvrigt, at hele 24 procent af de konservative vælgere foretrækker Lene Espersen som formand, mens 20 procent af de konservative vælgere ønsker Connie Hedegaard på posten. Det er da et kæmpeproblem, at over halvdelen af de konservative vælgere fravælger deres partiformand. Hvorfor TV2s journalister ikke kan læse deres egne meningsmålinger er mig uforståeligt.

K’s spindoktorer kan fjerne debatten om Bendtsens afgang fra avisforsiderne for en tid. I korridorerne og mand og mand imellem vil snakken gå, indtil Bendtsen selv indser, at hans tid er ved at rinde ud.

Nogle spørger: Hvorfor nu? Bør K ikke vente til efter et valg? Omvendt kunne man spørge, hvorfor ikke nu? I god tid før valget. Ingen – og slet ikke nu – tror på at de konservative får fremgang ved næste valg. Respekten for Bendtsen hos vælgerne har længe været lille. Nu er den der ikke engang hos mange konservative. Og den manglende respekt for Bendtsens lederskab og person er efter min vurdering, langt mere udbredt end man overhovedet forestiller sig. Respekten mindskes dag for dag.

onsdag, marts 14, 2007

NCC-sagen: Politiet kaster aben videre

Opdateret torsdag kl 13.21

Politiet vil forelægge korruptionssagen om den mistænkte V-politiker fra Københavns Borgerrepræsentation for statsadvokaten, skriver flere medier onsdag eftermiddag.

Ifølge Jarls Blogs oplysninger, så har politiet opgivet at rejse en sag, men da NCC-sagen er så politisk inficeret har de vagtsomme og begavede mennesker hos politiet taget det kloge skridt, der gør, at de ikke bagefter risikerer at udsætte sig selv for kritik.

Sager af denne slags kan påklages til statsadvokaten, og det sker rutinemæssigt i sager i de sjældne tilfælde at de omhandler en korruptionsanklage, som i NCC-sagen. Derfor har politiet selv videresendt sagen til statsadvokat Karsten Hjort, sådan at man ikke står alene med ansvaret, når den – efter alle juridiske vurderinger - bliver lukket ned, uden at nogen bliver tiltalt.

At sagen har politiske over og undertoner står klart for enhver. Ekstra Bladet afslører i dag, at overborgmester Ritt Bjerregaard i august måned– i en helt anden sag - har bestilt et juridisk notat på skatteydernes regning (pris 35.000 kr.) hos advokatfirmaet DLA Nordic, der skulle vurdere, om der var mulighed for at rejse en sag over den pågældende V-politiker – ”Ritt-kritiker nr.1” for injurier. V-politikerne havde nemlig i skrift og i tale anklaget hende for magtfordrejning og ulovligheder i forbindelse med det meget omtalte billige boligbyggeri, hvor lejere – jfr. Ritts valgløfte - kun skal betale 5000 kr. i leje om måneden pr. lejemål. Notatet viste imidlertid, at Ritt ikke kunne vinde en sådan injuriesag.

Ritt Bjerregaard vil derfor ikke være ked af det, hvis denne politiker ikke længere får lov til at genere hendes arbejde på rådhuset. Nu får offentligheden lov at vente lidt længere tid, men det ændrer efter alt at dømme intet på udfaldet: at der ikke bliver en sag ud af al balladen.

---
Statsadvokat Karsten Hjorth oplyser, at han tidligst er færdig med at vurdere NCC-sagen engang i næste uge.

Begyndelsen til enden på Bendtsen

”Endelig”, tænkte jeg, da jeg læste på Berlingskes hjemmeside, at den konservative borgmester i Allerød, Eva Nejstgaard, og KU-formanden Kasper Hülsen sagde det, som mange længe har tænkt:

At Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen slet ikke er den rette mand som leder af Det Konservative Folkeparti, hvis partiet skal have fremgang.

Berlingske skriver i dag :

For første gang i Bendt Bendtsens otte år lange karriere som formand for Det Konservative Folkeparti, siger ledende partifæller åbent, at Bendtsen ikke er den bedste til at sikre de Konservative øget opbakning fra vælgerne.

- Bendt Bendtsen har gjort det udmærket med at skabe ro i baglandet, men vi skal videre, og derfor er vi nok nødt til at tage den her diskussion,« siger Allerøds konservative borgmester, Eva Nejstgaard.

Konservativ Ungdom holder i weekenden landsråd og vil i den forbindelse lade de delegerede stemme om, hvorvidt justitsminister Lene Espersen eller miljøminister Connie Hedegaard er den bedste afløser for Bendtsen. Ifølge KU-formand Kasper Hülsen ville begge være bedre til at skabe fremgang.


I den analyse er jeg enig, og der tror jeg nok, jeg ville pege på Lene. Men både Connie og Lene er knaldhamrende dygtige,« lyder Eva Nejstgaards kommentar til KUernes initiativ.


Eva Nejstgaard er i øvrigt ikke den eneste K-borgmester, som mener, at det er på tide med et skifte på lederposten. Det er et udbredt synspunkt hos flere af de konservative borgmestre og formentlig også hos konservative vælgere og tillidsfolk.

Hvorfor?

Bendtsen er ingen billetsælger, og han giver på ingen måde indtryk af, at være en leder båret af hverken intellekt, karisma eller retorisk vid. Bendtsen er placeret i et teknisk kompliceret erhvervsministerium, og her udstilles hans beherskede uddannelsesmæssige baggrund og faglige færdigheder, så han fremstår lidt latterlig. Havde han siddet i et mere rent holdningsministerium som fx kultur, undervisnings eller justitsministeriet havde han haft det lettere med at få respekt. Bendtsens stærke sider – det jævne, folkelige og umiddelbare – trænger nemlig i baggrunden, når manden belærer den del af befolkningen, som faktisk interesserer sig for globaliseringen for dens konsekvenser og udfordringer. Den anden del, som han faktisk kommunikerer fint med, er bedøvende ligeglade med globaliseringen.

Der er og har aldrig været nogen større respekt for Bendt Bendtsen som politisk leder. Indflydelsen ligger det også tungt med. Tydeligst når man ser på de konservative krav om skattelettelser, som ikke bliver til noget.

Alle kan se Bendtsens begrænsninger som politiker, men ingen konservative tør sige det offentligt. Før nu.

De konservative ministre har åbenbart også svært ved at få øje på Bendtsens kvaliteter som toppolitiker:

Berlingske har bl.a. spurgt kulturminister Brian Mikkelsen:

Er Bendt Bendtsen den bedste billetsælger i Det Konservative Folkeparti?

- Den bedste billetsælger er en kombination af mange ting. Det er både at være en god leder, at kunne kommunikere budskabet og at kunne stå for nogen vanskelige sager. Det er jo alt andet lige en vanskeligere position, han har som erhvervsminister at skulle sælge dankort og administrative forenklinger og alt muligt andet i forhold til at tale rene linjer på mange andre områder, siger Brian Mikkelsen.

Det er altsammen rigtigt, men man kan undre sig over, hvorfor Mikkelsen ikke bare svarer "ja" på spørgsmålet. Måske fordi, at Mikkelsen har indset det samme, som alle os andre mht Bendtsens "billetsælger-evner".

Hvor længe holder Bendtsen så?

Han kan sove roligt i hvert fald for en tid. Hverken Connie Hedegaard eller Lene Espersen har interesse i at starte et slagsmål om lederposten, mens partiet er regering. De risikerer selv hård intern kritik og modstand, hvis de pønser på det. Konservative tillidsfolk ønsker mindst af alt ballade ligesom i 1990’erne. Ydermere er det stærkt tvivlsomt, om begge de to kvinder er interesseret i at overtage ledelsen af partiet lige her og nu.

En Lene Espersen stod ikke i forreste række, da der var ballade sidst. Hvordan det end går med leder-ambitionerne har hun for øje, at der også skal være plads til hende efter et formandsvalg. Bla. derfor har hun kastet sig ud i et langt forsvar af Bendtsen til Ritzau onsdag formiddag, så hun fremstår mere katolsk end paven.

Det har hidtil heller ikke været Connie Hedegaards stil at kaste sig ud i interne slagsmål. Derfor kan man meget vel forestille sig, at den dag, hvor Bendtsen går af, har man internt handlet ledelsesposterne af. Mit bud er, at Connie Hedegaard bliver formand, mens Lene Espersen – hvis hun er ligeså loyal, som hun har været i sin ministertid – bliver tilgodeset på en eller anden måde. En ny leder har også brug for Lene Espersen.

Centralt i spillet står Brian Mikkelsen. Det er hans stemme, der bliver afgørende for, hvem af de damer, som bliver partileder.

Bendtsen og det konservative folkeparti kan gøre sig selv den tjeneste at sørge for, at der bliver skabt ro i partiet i forbindelse med et lederskifte. Fx kunne han annoncere sin afgang nu, så en ny leder kan stå i spidsen for partiet inden næste valg.

Måske skulle de konservative tage ved lære af socialdemokraterne og SF, som lod medlemmerne afgøre sagen ved en urafstemning. Det vil styrke en kommende leders mandat og skærme vedkommende for interne angreb. Forløber processen på en god måde, som man så det med formandsvalget mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen, så kan de konservative faktisk gå styrket ud af en ”formandskamp”. Det ville i givet fald være første gang i det konservative folkepartis historie, at det skete.

tirsdag, marts 13, 2007

En tynd historie

Jarls Blog har vi ikke for vane at forsvare Venstres topledelse, men der er trods alt grænser for, hvad man kan lade passere af sludder, der bliver skrevet om Venstre uden at reagere.

Politiken lader i dag tilgå læserne følgende nonsens:

Venstre giver politisk post til sponsorer, lyder overskriften.

- Formanden for Den Liberale Erhvervsklub, Fritz Schur, som har samlet et ukendt millionbeløb ind til Venstre, er også medlem af Venstres hovedbestyrelse. Dermed har »stærke pengemænd« haft mulighed for at sidde med på første parket, når Venstres top, heriblandt statsminister Anders Fogh Rasmussen, tilrettelagde partiets politik, mener Socialdemokraternes partisekretær, Henrik Dam Kristensen.

Uha uha, tænker man. Men ved læsning af artiklen fremgår det, at Formanden for Venstres Erhvervsklub, Fritz Schur, spytter ca. 300.000 kr. i Venstres partikasse. Under én procent af Venstres budget, fremhæver Schur selv.

Her på Jarls Blog er vi rystede over Politikens lave niveau.

Påstand 1. Venstre giver politisk post til sponsorer

Sludder. Det er en gammel historie. Formanden for erhvervsklubben har i flere år siddet med ved bordet i Venstres Hovedbestyrelse. Politikens anvendelse af verbet ”giver”, der signalerer en nutidig aktiv handling, er aldeles forkert og sandhedsfordrejende. Det burde almindelige overfladisk research have afsløret.

Påstand 2. ”Stærke pengemænd har haft mulighed for at sidde med på første parket, når Venstres top, heriblandt statsminister Anders Fogh Rasmussen, tilrettelagde partiets politik”.

Schur er ÉN stærk pengemand dvs. i ental. Altså overdriver Dam Kristensen. Desuden er selve påstanden om at Hovedbestyrelsen har politisk indflydelse helt hen i vejret, og det ved partisekretær Dam Kristensen udmærket. Det er ikke Venstres Hovedbestyrelse, der tilrettelægger Venstres politik, og der foregår intet af politisk interesse i dette organ.

- Der sker intet politisk interessant på Venstres hovedbestyrelsesmøder. Det er rent organisatorisk snak. Så helt ærligt: Jeg kan ikke se problemet, siger Fritz Schur til Jyllands-Posten. Og det har han fuldstændig ret i.

Venstres politik tilrettelægges i Venstres Folketingsgruppe - i hvert fald rent formelt. I virkeligheden udvikles Venstres politik nok nærmere hos de enkelte V-ordførere i et tæt samspil ad hoc med de enkelte ministre, Claus Hjort Frederiksen og statsministeren. At påstå alt andet er komplet latterligt, udtryk for nærmest bundløs uvidenhed eller bevidst forkert "spin".

---

Jeg forstår godt Dam Kristensen og socialdemokraternes irritation over, at historien om HKs donation på 400.000 kr. til partiet stjæler overskrifterne. Èt af socialdemokraternes helt store problemer er netop fundraising. At HK har krævet modydelser i kraft af indflydelse på socialdemokraternes politiske program er derfor en kæmpe bjørnetjeneste til det parti, som fagforeningen angiveligt vil hjælpe. Socialdemokraterne kan lave alle de programmer, der pleaser HK og andre, som de vil. Det ændrer stadig ikke på, at det også i Socialdemokratiet er i folketingsgruppen og topledelsen, at politikken bliver til. Men jeg forstår godt, at HKs topledelse med John Dahl i spidsen skal have et alibi i forhold til medlemmerne for at kunne retfærdiggøre en kontant støtte til det gamle arbejderparti.

Socialdemokraterne bør dog melde ud én gang for alle over for samtlige donorer, at man altså ikke kan få indflydelse på partiets politik.

Og så skal den del af befolkningen som har sympati for fx. venstre side af det politiske spektrum indse, at de altså også selv - udover de skattefinansierede midler - skal være med til at finansiere partiernes valgkampe og drift. Der er masser af friværdier og pensionsformuer til rådighed som i dag bliver omsat i en masse pjat og pjank, rødvin, ferierejser, samtalekøkkener osv. Hvis man virkelig sympatiserer med Helle Thorning og Co., så er det altså med at sende en kæmpecheck ind imellem. Helt uden krav om modydelser.

Politiken har en baggrundsrubrik, der hedder "Magtens Korridorer" hver lørdag. Her kan man passende rette denne dags fejlagtige oplysninger til avisens læsere mht, hvordan politik i dagens Danmark bliver til.

søndag, marts 11, 2007

Evt. tiltale i NCC-sag afgøres tidligst onsdag

Opdateret mandag eftermiddag

Ifølge Per Larsen fra Københavns Politi, så træffer politiet tidligst onsdag eftermiddag afgørelse om, hvorvidt der rejses tiltale eller ej i sagen, hvor entreprenørkoncernen NCC har haft mistanke mod mindst én Venstre-politiker i Københavns Borgerrepræsentation for forsøg på korruption. Det skriver Berlingske.dk

Ingen af de implicerede Venstrepolitikere er dog blevet bedt om at blive i Danmark, og den Venstrepolitiker, som NCC direkte anklager for korruption, opholder sig p.t. i Zimbabwe i Afrika. Dette ses af iagttagere som et tegn på, at politiet åbenbart ikke mener, at der er tilstrækkelige beviser for, at denne politiker har foretaget sig handlinger, som kan berettige en sigtelse for korruption.

Hidtil har juridiske eksperter på baggrund af de offentliggjorte oplysninger i sagen samstemmende overfor pressen tvivlet stærkt på, at der bliver rejst sigtelse mod nogen i sagen.

For en god gennemgang af NCC-sagen og hvad den kan få af konsekvenser for de implicerede kan jeg anbefale alle at høre P1 Orienterings indslag fra i fredags.

fredag, marts 09, 2007

Jelveds person står i vejen for ny SR-alliance

Hvornår går Marianne Jelved af som leder af Det Radikale Venstre? For stort set alle kommentatorer på Christiansborg og omegn har det længe stået klart, at Marianne Jelveds person står i vejen for en omlægning af den radikale strategi inden næste folketingsvalg, hvor samarbejdet med socialdemokraterne på en eller anden måde ”genopfindes”. I denne uge viste en måling i Mandag Morgen, at et massivt flertal - 58 pct. - blandt de radikale vælgere anerkender, at Helle Thorning-Schmidt er oppositionens leder og statsministerkandidaten.

Ritzaus Bureau har forsøgt at lave en rundspørge til en række radikale lokalforeningsformænd – såkaldte kommuneformænd om, hvorvidt Marianne Jelved skal være leder EFTER næste folketingsvalg. Naturligvis har den radikale top forsøgt at spænde ben for initiativet ved at rundsende mails til tillidsfolkene med opfordringen om at "overveje grundigt, om de vil svare" på Ritzaus henvendelse. Alligevel deltog 27 af 87 radikale formænd i rundspørgen.

Ritzau skriver:

Heraf mener kun lidt under halvdelen , at Marianne Jelved bør være partiets politiske leder efter næste folketingsvalg. De øvrige er enten modstandere af Jelved som fremtidig leder eller svarer tvivlende på spørgsmålet.

---
Som jeg læser tallene, er der dermed en 13-14 stykker ud af 87, som indser, at Marianne Jelved (f. 1943) efter et folketingsvalg i 2008/2009 i en alder af 65-66 år næppe tager fire år mere som partiformand i opposition. Det er næppe en sensation, og jeg tipper forsigtigt på, at der er et markant flertal blandt græsrødderne, der mener til den tid, at der er et endnu større behov for fornyelse. Det er ikke et spørgsmål om at være imod Marianne Jelved som fortsat leder, men snarere et spørgsmål om at kunne regne. Det kan matematiklæreren Marianne Jelved efter alt at dømme også.

Marianne Jelveds insisternede forbliven som radikal leder stopper dog ind til videre spekulationerne om en efterfølger, og dermed udskyder partiet den imødesete kommende strid mellem storfavoritten Margrethe Vestager på den ene side, og en anden kandidat der kan samle hele partiet, og som også vil kunne få Naser Khaders støtte. Mit eget bud er Morten Helveg Petersen. Naser Khader som leder af Det Radikale Venstre har ingen gang på jorden, for han har ingen stor støtte blandt partiets græsrødder. Tværtimod.

Spekulationerne om Jelveds fremtidsplaner er interessante, fordi det er socialdemokraternes åbenlyse interessere, at Jelved går af hurtigst muligt. Dette skridt vil kunne bane vejen for en ny radikal leder – Vestager eller Morten Helveg eller en helt tredje- som under alle omstændigheder vil få flere frihedsgrader end Jelved for at reetablere SR-samarbejdet under Thornings ledelse. Det vil i øvrigt være fuldstændig i overensstemmelse med de radikale vælgeres ønsker.

Samtidig er socialdemokraterne også interesseret i, at der ikke spekuleres for meget i, at ”Khader-linjen” politisk vinder fodfæste. Khader og EP-medlem Anders Samuelsen er nemlig begge eksponenter for de radikale, der ikke afviser et samarbejde med VK-partierne.

Måske er det baggrunden for, at der for et par uger siden opstod en lidt besynderlig historie i Politiken, hvor klummeskribenten Peter Mogensen skrev om de fornyede rygter om, at Naser Khader var i gang med at danne sit eget parti. Khader mente selv at der var tale om ”spin” fra socialdemokraternes side. Omvendt kunne man indvende, at det på ingen måde er i sossernes interesse at destabilisere forholdene hos de radikale. Peter Mogensen er én af Nyrups tidligere presserådgivere, så derfor peger pilen i retning af, at der kunne være tale om et socialdemokratisk spin. Men det er rent gætteri, og personligt er jeg meget i tvivl om det. Anyway, Naser Khaders fremtidsplaner vedbliver med at være den store joker i dansk politik!

Naser Khaders egen massive afvisning af rygtet om at han gik solo var i øvrigt ret elegant og i John F. Kennedy-stil. Den afsluttende replik: ”Ich bin ein radikaler" var både morsom, ironisk og rammende og legede lidt med forestillingen om Khader som også noget selvovervurderende. Selvironi klæder jo os alle.

torsdag, marts 08, 2007

Bland jer udenom

Vi skriver 2007, men alligevel er der for nogle politikere stadigvæk ingen grænser for politik. Nu vil borgerlige danske politikere også invadere privatsfæren, ja sågar privatlivets mere intime del. Vores sexliv.

I går forbløffede den konservative familie- og forbrugerminister Carina Christensen Danmark med sin opsang til os alle sammen om at få mindst tre børn. Da ministeren på 34 somre blev spurgt om, hvad hun selv havde bidraget med i den anledning, stod hun uforstående tilbage og gav det svar, at hun ikke har haft tid på grund af travlhed med karrieren i folketinget og hjemme på møbelfabrikken i Rugballe på Fyn.

Ministeren har ellers i de første to måneder af sin periode ikke rigtig dummet sig. Altså før nu. For siden udmeldingen i går, har danskere over det ganske land rystet på hovederne af den konservative minister og hendes forslag, der virker en kende altmodisch i sit indhold. Oven i savner det enhver troværdighed, når nu ministeren ikke selv har prioriteret moderskabet. Hykleriet svarer i format til den daværende undervisningsminister og evighedsstudent Ulla Tørnæs' opsang til landets studerende om at færdiggøre studierne i en fart.

Socialdemokraterne troede slet ikke deres eget held, da de i går i kølvandet på familieministerens opsang til danskerne kunne udsende en pressemeddelelse med en ordlyd i retning af: Bland dig udenom!
Dermed sagde socialdemokraterne egentlig bare, hvad utrolig mange danskere tænker. Blandt dem også mange liberale.

Jeg går ud fra, at Carina Christensen taler på regeringens vegne med sin udmelding. Hvad mener statsministeren om sagen?

Men ministerens forslag er dog i modstrid med Dansk Folkepartis synspunkter, for DF ønsker mindre sex i de små hjem. I hvert fald når det gælder de meget fertile unge mennesker:

Berlingske Tidende skriver:

Martin Henriksen, der er uddannelsespolitisk ordfører for DF, foreslår i dagens Berlingske Tidende blandt andet, at skolernes sexualundervisning skal lægge mere vægt på afholdenhed.

- Jeg kan ikke garantere, at ordet "seksuel afholdenhed" kommer til at indgå i vores nye partiprogram, men det er helt rigtigt, at vi ønsker mindre fokus på sexteknik og mere på de beslutninger og holdninger, der ligger omkring sex. Det er vigtigt, at vi fjerner det præstationspres, de unge er underlagt, siger Peter Skaarup (DF), der står i spidsen for at formulere partiets nye arbejdsprogram.


Ak ja. Dermed kan socialdemokraterne således for anden dag i træk tage hele stikket hjem:

- Nej til amerikanske tilstande i seksualundervisningen, siger Kirsten Brosbøl MF (S). Og hvor har hun dog evig ret.

---

Det har tidligere været fremme, at én af MF’erne fra DF engang i sine meget unge dage medvirkede i en pornofilm. Se, det kan man ikke ligefrem betegne som en prædiken om seksuel afholdenhed. Hvordan porno lige harmonerer med DFs udmelding om mindre sex og mere gymnastik står ikke lysende klart for mig. Her på Jarls Blog hænger vi ikke folk ud for deres små "ungdomssynder", men det kunne være rart at vide, hvorvidt vedkommende egentlig bakker op om sit partis forslag på dette område, og om det dermed er et udtryk for, at den pågældende politiker så i mellemtiden er blevet "klogere"? For i modsat fald vil der jo være tale om hykleri.

Begge forslag virker ikke specielt gennemtænkte på mig. Der er ellers masser af opgaver at tage fat på i Danmark, så derfor undrer det mig, og jeg gætter på - også mange andre - at politikere har tid til at udtænke den slags fjollede forslag. Hvorfor bruger Carina Christensen fx ikke sin tid på at sikre os sunde fødevarer og mindre gammelt kød frem for at spille klog på, hvor mange børn vi bør have? Jeg spørger bare!

Dansk Folkepartis ordfører vil gerne skrue tiden tilbage til 1950’erne. Det er fint, men det bliver uden mig. Ungdomsoprøret og de kulturradikale havde i hvert fald fat i én ting, og det er, at samfundet ikke skal blande sig i folks sexualliv. Jeg gætter på, at Danmarks mest glatte politiker - Anders Fogh Rasmussen – inden dagen er omme har lagt kraftigt afstand til Henriksens politiske anakronismer.

1-0 til politiet

Jarls Blog er igen på gæstevisit på kommunikationsforum.dk.

I denne uge handler det om "medieslaget om ungeren". Politiet imponerede ikke kun på gadeplan. Der var også styr på den strategiske kommunikation.

Læs hele analysen her.

onsdag, marts 07, 2007

Karen skulle kåres

I palæet ”Carlsminde” midt i Søllerøds velhaverkvarter holder Venstres Landsorganisation til. Jeg gætter på, at det er en mere end en almindelig sur morgen på Søllerødvej 30. Det regner uden for, og så kan medarbejderne læse i bl.a. Ekstra Bladet, at én af partiets ledende organisationsfolk er taget på fersk gerning i at blande sig i den demokratiske proces, forud for at Venstres Favrskov-kreds valgte Karen Jespersen som folketingskandidat. Hun skulle angiveligt ”kåres” uden modkandidater, og derfor blev en anden interesseret kandidat opfordret af Venstres Landsorganisations organisationssekretær til at trække sig.

Ritzaus Bureau skriver:

”Ifølge aviserne advarede Venstres organisationssekretær fra partikontoret i Holte, Finn-Erik Enderlein, i en mail den 24-årige Jonas Holm om, at det ikke ville fremme hans politiske karriere at stille op mod Karen Jespersen, der blev valgt som folketingskandidat på et møde torsdag aften i sidste uge. På mødet bragte et andet partimedlem Jonas Holm i forslag som kandidat. Men Jonas Holm betakkede sig, så det aldrig kom til en afstemning.”

Organisationssekretæren har i øvrigt erkendt at have sendt denne mail og formanden for den lokale kandidatbestyrelse, Palle Quistgaard, og partiforeningsformanden for Venstre i Lilleå, Geert H. de Lichtenberg, kritiserer Venstres top for deres indblanding.

---

Det er ufatteligt uklogt, at Venstres ledende organisationsfolk blander sig i den lokale opstilling, men de gør det alligevel. Det stod fx klart forud for sidste folketingsvalg i 2005, hvor Venstre i København endte med at ligge i åben krig med landsorganisationen, efter at den havde opfordret Venstres medlem af Borgerrepræsentationen, Pia Allerslev, til at trække sig som kandidat i Søndre storkreds' 3. kreds. Den kreds var nemlig reserveret til Jens Rohde. Det efterfølgende forløb med blodig borgerkrig mellem Venstres kredse i København var ingen tjent med.

Historien fra Favrskov er dog et sundhedstegn. For der findes åbenbart stadig organisationsfolk i Venstre, der til trods for, at de er glade for at have opstillet Karen Jespersen som folketingskandidat, stadig ikke vil finde sig i, at blive styret af landsorganisationen i Søllerød. Formanden for kandidatbestyrelsen, Palle Qvistgaard, er en erfaren V-organisationsmand i det østjyske. Han er på ingen måde kendt for at være i oppositionen til ledelsen. Tværtimod. Når Qvistgaard er ude i offentligheden for at kritisere Venstres organisation, så er det fordi, at han føler sig trådt endog ganske meget over tæerne.

Hvor meget Venstres top er blandet ind i sagen, kan der kun gisnes om. Fogh selv plejer at overlade den slags detaljer til Claus Hjort. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at Claus Hjort - som altid - spiller en nøglerolle i historien. For Venstres landsorganisation ledes stadig de facto af beskæftigelsesministeren, der selv var partisekretær i mange år frem til 2001.

Enderlein og Co. har formentlig fået til opgave af Claus Hjort, at sikre at Karen Jespersen blev kåret som folketingskandidat uden sure miner eller intern lokal opposition. Der skulle ikke opstå historier i pressen om, at den tidligere socialdemokratiske minister ikke var liberal nok for dele af græsrødderne, der så i i en slags protest kunne stemme på en modkandidat i en "anything-but-Karen -aktion". Den situation ville simpelthen forstyrre billedet af Venstres transformation til Det Nye Venstre dvs. et semi-socialdemokratisk parti, der deler vigtige afgørende værdier med Dansk Folkeparti og ikke mindst med Karen Jespersen.

Engang jokede vi - de lokale venstrefolk - med, at Claus Hjort var ”partiets reelle leder”. Når det kommer til de organisatoriske forhold og intrigerne, så er han på alle måder stadig det. Og han går også op i de meget små ting:

I 1990’erne var jeg organisationsmand i en lille Venstre-kreds på Christianshavn. En dag bemærkede vi, at chefpsykolog Arno Norske havde meldt sig under vort partis fane. Arno Norske – for dem, der ikke lige ved det - fik et lille kvarters berømmelse i 1987, da han som socialdemokrat stillede op til S-formandsposten. Den anden kandidat var Svend Auken, som ikke overraskende vandt med helt overvældende majoritet…

Den daværende partisekretær Claus Hjort var således skrækslagen, da han erfarede, at den mangeårige socialdemokrat Arno Norske nu havde set lyset og meldt sig ind i Venstre - Danmarks - dengang - liberale parti:

”Er I rigtig kloge? Vi risikerer, at han stiller op mod Uffe på landsmødet!” lød det fra den daværende partisekretær.

Helt så galt gik det ikke, men Arno Norske kandiderer stadig til tillidsposter i Venstre, dog fortsat uden at blive valgt til noget som helst.

mandag, marts 05, 2007

"En venstrefløjsbastion er faldet!"

Med ungdomshusets nedrivning taber den yderste venstrefløj en vigtig bastion. Huset har været symbol på det sene anarkistiske ungdomsoprør i sluthalvfjerdsernes København. Dengang var medierne og tidsånden med venstrefløjen og deres darlings i BZ-bevægelsen. Det er den ikke længere.

Ydermere er politiet blevet langt bedre til at tacke urolighederne og ikke mindst medierne spiller slet ikke i samme grad med på de autonome unges melodi. Det har Michael Kristiansen en glimrende analyse af i dag i Berlingske Tidendes SPIN-OFF-klumme. Kristiansen mener, at med 24timers kanalen TV2 News kan de stenkastende unge ikke i samme grad bortforklare deres egen opførsel med ”politibrutalitet”, for mediernes nære tilstedeværelse og tættere dækning af sagen gør ,at myter om politiets påståede ”vold mod de unge” ikke kan opstå, når dokumentationen mangler. Dermed har de unge autonome og med dem deres forældre, hvor flere af dem åbenbart er veteraner fra BZ-bevægelsen, som i dag er organiseret i den såkaldte ”forældre mod politibrutalitet”-forening ikke rigtig noget at have deres kritik i.

Ikke dermed sagt, at medierne ikke stadigvæk leverer mikofonholder-journalistik. Fx er der en gammel BZ’er, René Karpantschof, som hævder at være sociolog og PhD-studerende og altså en slags skatteyderfinansieret videnskabsmand. Han siger dog præcis det samme som de unge autonome: De voksne har taget deres hus, og nu må samfundet naturligvis bære konsekvensen i form af stenkast mod politiet, afbrændte biler og barrikader i gaderne. Det er altid underforstået i disse interviews, at det er altså helt ok og nærmest naturligt, at det sker. Manden er interessant for medierne, fordi han hævder at repræsentere videnskab på området, men det jeg hører, er bevidstløst ukritisk propaganda. Det er mig en gåde, at medierne stadigvæk finder hans synspunkter interessante, når de blot kan spørge de autonome selv. Det er de i øvrigt ikke længere helt så vilde med, for de risikerer bank, har flere journalister fortalt. En enkelt Nyhedsavis-journalist Rene Fredensborg tog konsekvensen af det og gik for en kort periode over på de autonomes side. Han er dog siden blevet suspenderet.

I går i TV-avisen havde man fire pro-Ungdomshus-folk til at være med i debatten. Kun to repræsenterede det kæmpestore flertal af danskere, som ikke mener, at de unges metoder og kamp er ok. Studieværten Anders Bech-Jessen var derimod fair og kritisk og fik dermed balanceret debatten en smule.

I Jersild og Spin leverede Henrik Qvortrup lørdag aften en vurdering af ungdomshus-sagen set i landspolitisk perspektiv. Essensen af analysen er, at det kun er i København, at der nogensinde har været målelig opbakning og forståelse for, hvad der hidtil er foregået i og omkring Jagtvej 69. Hvis Socialdemokratiet i København ligger under for en politisk kamp ført med brosten, så vil det skade partiets forhold til vælgerne, især på landsplan. Her taler vi formentlig om midtervælgere – ofte middelklasse, og hvor mange bor i Jylland. Havde Ritt Bjerregaard givet sig i sin tid i forhold til de unge autonomes krav, ville det have været en katastrofe for Thorning. Helle Thorning-Schmidt giver sig heller ikke en tøddel. Der var ikke et gran sympati at spore, da S-lederen forleden bad politiet rydde S-hovedkvarteret for de autonome, der midlertidigt havde besat det. Et klart signal til alle midtervælgerne om, hvor Thornings sympati ligger, nemlig hos borgerne på Nørrebro og politiet.

Ritt Bjerregaard har hidtil holdt en mulighed for dialog åben med de unge, men de har åbenbart organiseret sig på en måde, så de ikke kan træffe beslutninger og/eller indgå kompromiser. Det er enten Ungdomshuset på Jagtvej eller intet. Nu ligger de unge autonome så, som de har redt. Ritt har vist forhandlingsvilje. Det er i øvrigt spørgsmålet, hvorvidt Ritt Bjerregaard mister politisk opbakning hos vælgerne på sin håndtering af sagen. De unge autonome og deres politiske kamp har i realiteten kun opbakning hos Enhedslistens og SFs politikere plus den sædvanlige række venstrefløjskoryfæer som Erik Clausen m.v. Hvis Ritt Bjerregaard omvendt lader sig trække rundt med de unge, der tidligere huserede på Jagtvej 69, så vil det kunne fortolkes af V-kulturborgmester Martin Geertsen og andre hardlinere som et knæfald for volden. Så dum er Ritt Bjerregaard ikke. Derfor er jeg enig med Politikens Peter Mogensen i hans vurdering af, at Ritt Bjerregaard nu spiller spillet på en måde, hvor hun selv sætter dagsordenen og har en chance for at vinde et forhandlingsspil om et nyt hus. De unges overtagelse af et nyt hus, vil dermed ske på helt andre betingelser end før.

Gad vide i øvrigt, hvilken bydel der mon vil have de unge som naboer? Beboerne i det ulykkelige område omkring skolen i Stevnsgade kan i hvert fald droppe det med at tegne forsikringer på biler osv., og lejlighederne falder sikkert også i pris.

Der er nu gået 25 år siden, at de unge fik brugsretten til Jagtvej 69. Nu er det slut. Medierne er ikke længere med på vognen, og den politiske situation i Danmark og tiden er ikke længere sådan, at folk automatisk synes, at det er indlysende rigtigt at bruge vold som politisk våben for at få et ungdomshus.

For venstrefløjen må denne dag, hvor Jagtvej 69 rives ned være en sort dag, der tydeligt viser, hvor lidt indflydelse de har i dansk og åbenbart også på nogle afgørende områder i københavnsk politik.

Det er næsten symbolsk, at Enhedslistens bedste kort MF og mediedarling Pernille Rosenkranz-Theil på denne dag annoncerer at hun dropper politik for en periode.

torsdag, marts 01, 2007

Madsen kan endnu

Jarls Blog har i grunden megen sympati for intentionerne bag dannelsen af det ny liberale parti ”Liberalisterne”. Der er faktisk brug for sådan et projekt, når Venstre fuldstændig sælger ud af værdierne. Derfor har jeg og mange andre været spændt siden i fredags, hvor Liberalisternes pressechef proklamerede til Weekendavisen, at nu havde man fundet MANDEN, der skulle føre partiet til Christiansborg i øvrigt med pæn finansiering fra Saxo Bank.

- Vi kan simpelthen ikke give dig navnet endnu. Jeg kan bare sige, at der er tale om en landskendt Venstre-mand, som virkelig er dygtig. Du vil blive positivt overrasket,« sagde pressechefen med overbevisning i stemmen til Weekendavisen og fortsatte:

- Vores kandidat vil vise, at vi spiller på den lange bane i Folketinget. Vi har fået en bedre mand, end vi overhovedet havde turdet håbe på.

Artiklens forfatter Anna Libak begyndte at spekulere, hvem der mon var tale om. Søren Pind, Samuel Rachlin, Peter Kurrild-Klitgaard og Asger Aamund blev nævnt. Lutter glimrende navne, som dog alle mere eller mindre blev afvist hen ad vejen.

Liberalisternes formand Torben Mark Pedersen slog siden fast at partiet var klar med en frontfigur, der var ”slagfærdig, erfaren, pressevant og landskendt”.

Hatten af for Liberalisterne. De må virkelig have fået fat i én af de helt store drenge. Og det havde de sådan set også på sin vis.

Torsdag aften kan Politiken foromtale en artikel fredag i Weekendavisen. Her står, at Liberalisternes "landskendte" topnavn, der viser, at de spiller på den "lange bane" er ingen ringere end Karsten Madsen bedre kendt som Dobbelt-Madsen.

Karsten Hvem? tænker mon læsere af Jarls Blog. Til trods for at Berlingskes tidligere redaktør skulle være ”landskendt”, så kræver han nok alligevel en præsentation.

Karsten Madsen er en mangeårig politisk journalist og redaktør. For en fem-seks års siden måske den mest magtfulde mand i dansk dagspresse med et kæmpenetværk til toppolitikere i samtlige partier. Mange års fedteri for Anders Fogh Rasmussen gjorde ham til medlem af DRs bestyrelse. Det gik ikke så godt, for at sige det mildt. Forinden var han hældt ud af Berlingskes bestyrelse blandt andet efter en række pinlige historier omtalt i konkurrerende aviser m.v. om hans såkaldte ”flaske-klirrende diplomati”, som han angiveligt skulle udføre på bladhusets vegne med lidt for store repræsentationsregninger mv. Så i stedet blev Madsen politiker! Bevæbnet med seler, krøllet jakke og krummer i overskægget rejste han forsamlingshusene tynde med sit i øvrigt spændende og interessante foredrag med hans ubestrideligt enorme viden om og indsigt i dansk politik. Madsens interesse for politik var vakt i ungdomsårene, hvor han var aktiv DSUer. Så arbejdede han i den socialdemokratiske Nyhedstjeneste, SNT, på Christiansborg, men blev hældt ud efter intrigerne i Socialdemokratiet i de år. Herefter indledte han sin aviskarriere på BT, hvor han i 1987 afslørede, at Anker Jørgensen blev tvunget væk fra magten i Socialdemokratiet. Så gik der en del år, hvor han var medlem af den konservative redaktørforening, men fik så sidst i 1990'erne et medlemskort til Venstre af Niels Anker Kofoed. Det var også nødvendigt for at blive chefredaktør på først Fyens Amts Avis og siden hen Jyske-Vestkysten. På Berlingske sluttede festen så i 2003, hvor han dog efter sigende fik tre års løn for at gå som chefredaktør.

Karsten Madsens politiker-ambitioner delte Venstres vælgere imidlertid ikke. Han opstillede forgæves til Folketinget i 2005 og EU-Parlamentet i 2004 i øvrigt efter en jætte-indsats fra Madsens side. Selv mener Madsen, at stort set hele verden har skylden for det, fordi den var imod ham. Andre mener, at det kunne skyldes, at der måske kunne arbejdes en del mere med Madsens personlige fremtoning, der tilsyneladende aldrig rigtig har interesseret ham for alvor. Bl.a. dette forhold gjorde ham til et af Ekstra Bladets satiriske side 2s absolutte yndlingsofre. Som nævnt har Madsen en (for)mørk(et) side af sin personlighed, hvor han ser verdensomspændende konspirationer arbejde imod sin person. Nu ved alle os, der har været lidt med i politik, at paranoia er en erhvervsskade, der uvilkårligt følger med. Efter 25 år på Christiansborg og omegn må man konstatere, at Madsen lider af den i ekstrem grad.

Madsens shoppen rundt blandt partierne, og hans fantastiske evne til at afsløre hemmeligheder, som (siden forhenværende) venner har fortalt ham i muntert lag, har dog givet ham et velfortjent ry som dobbeltspiller med det medfølgende flertydige tilnavn ”Dobbelt-Madsen”. Lige i øjeblikket er det Venstre, som er efter ham. For 10 år siden var det de konservative. Undertiden har det været de radikale, og for 20 år siden var det socialdemokraterne. Der er kun én, der er helt uskyldig, og det er – naturligvis - Madsen selv.

Men nu er Madsen tilbage i dansk toppolitik! Troede Liberalisterne. For Madsen har allerede trukket sig:

- I mails og på møder havde Karsten Madsen givet udtryk for, at han bestemt var fristet til at kaste sig ind i projektet. Jeg var overbevist om, at det nærmest var en formsag, da vi skulle holde et endeligt møde i tirsdags. Det var jo også derfor, vi turde melde så bombastisk ud i pressen. Jeg blev virkelig overrasket, da han pludselig sagde nej, siger Torben Mark Pedersen til Weekendavisen.

Politiken skriver:

Ifølge Torben Mark Pedersen begrundede Karsten Madsen sin nej i sidste øjeblik med henvisning til personlige forhold, og at han var bange for, at Venstre ville forsøge at køre en smædekampagne mod ham i pressen.

Karsten Madsen benægter over for Weekendavisen, at han overhovedet har været i forhandlinger med Liberalisterne.


- Jeg har bare holdt en rødvinssmagning og et politisk foredrag for dem. Jeg er totalt færdig med politik, siger han.

Nu har Madsen – efter en lang pause - fået sit navn i avisen igen, og hans særlige udgave af forfængelighed har sikkert fået det bedre med det. Liberalisterne derimod er dog blevet gjort til grin ved således at have demonstreret den amatørisme, som mange havde dem mistænkt for.

For det første er Karsten Madsen på ingen måde, det Liberalisterne lovede vælgerne i fredags. Han er hverken landskendt eller noget på den lange bane. Mindst af alt er han hardcore-liberalist. Det eneste Madsen er, er opportunist.

For det andet, så er det næsten politisk børnelærdom på Christiansborg, at man altså ikke kan tage Karsten Madsens ord for gode varer. Det kan to generationer af toppolitikere på Christiansborg tale med om. Det er jo lige præcis derfor, at mandens netværk eroderede på blot få år. Han udpinte det.

Men Madsen fik da lige vist, at han stadig kunne tage fusen på nogen. Flot, Madsen!