onsdag, april 18, 2007

Flyttetid for Jarls Blog

Tiden er inde. Efter moden overvejelse er det nu tid til at sige blogger.com farvel.

Andreas, Ole, Lasse, Benny m.fl. har skubbet til mig, og nu fortsætter løjerne over på WordPress på eget domæne www.jarlcordua.dk Måske lidt prætentiøst, men alligevel.

- Det er nu engang altid bedst at få sit eget, som Agnes Jensen sagde i "Matador".

Tak til læserne for tiden her på Blogger.com, og på gensyn i nye og mere moderne omgivelser, der forhåbentlig også er til gavn for jer: Læserne. Det nye site har langt flere features end det gamle.

Vi slutter med manér: De sidste to dage har mere end 200 unikke brugere dagligt besøgt Jarls Blog.

Dette site bliver derfor ikke længere opdateret.

Til dem, der gerne vil følge med i mine skriverier i fremtiden, så opdater venligst bookmarks, links og den slags.

C ya!

Hul på bøssemyten om AFR

AFR-filmens præsentation af den fiktive Anders Fogh Rasmussen har sat spot på en skjult debat, der i årevis har eksisteret i form af ren sladder.

Læs hele indlægget på Kommunikationsforum.dk

tirsdag, april 17, 2007

Paris er vel en messe værd

Som meddelt i går fra bladhuset i Pilestræde, så sætter skarpretter-Lisbeth (Knudsen) sig nu i Berlingskes chefstol i stedet for Niels Lunde. Fru Knudsen meddelte til beroligelse for læserne, at hun skam var "borgerlig nok" til trods for, at hendes profil er alt andet end borgerlig.

Skiftet var læserne mildt sagt ikke begejstret for, hvis man skal tro reaktionerne på avisens website. I dag kan man læse en artikel fra Nyhedsavisens Leny Malacinskis hånd, der lader en række borgerlige/liberale kræfter kommentere på sagen:

- Det første man tænker på, når man tænker på Lisbeth Knudsen, er ikke en stærk borgerlig profil. Det er hvad du kan citere mig for, siger Ralf Pittelkow til Nyhedsavisen.

- Jeg skal ikke have noget fra Lisbeth Knudsen i min postkasse. Hun står for socialdemokratiske synspunkter, og det er noget pjat, at hun siger, hun er borgerlig. Jeg har ikke tillid til, at hun kan videreføre Berlingske Tidende, når hun ikke står for borgerlige værdier, siger Sune Wæsel, der er vokset op med Berlingske i sit barndomshjem.

- Det er en ubegribelig dumhed at ansætte Lisbeth Knudsen. Man kan sige nok så meget om, at hun er en dygtig journalistisk håndværker, men hvis læserne ikke har tillid til, at hun deler deres værdier og interesser, så vil de ikke holde avisen, siger Ole Birk Olesen, redaktør for den kommende borgerlige webavis 180 grader.

Han peger i stedet på Martin Krasnik som et oplagt chefredaktør-emne, tidligere Deadline-vært på DR2 og nu USA-korrespondent for Weekendavisen.

- Han er en af den borgerlige presses største talenter. Niels Lunde kunne ikke kæmpe avisens sag på TV, han lignede en våd hund, man kunne krølle sammen, siger den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesen om Berlingskes hidtidige chefredaktør.

Blandt journalister har chefredaktøren fået øgenavnet "Niels Nogen-Lunde".

---

Omkring Lisbeth Knudsens pludselige omvendelse til borgerligheden, så får det én til at tænke tilbage på de utallige historiske eksempler på noget lignende.

Det var vist den franske konge, Henrik af Navarra, der sagde, at "Paris er vel en messe værd". Han skiftede derpå sin protestantiske tro ud for umiddelbart lige efter i stedet at blive katolik, så han dermed kunne sætte sig på Frankrigs trone. Henriks eksempel med at "vende kåben" er blevet fulgt at utallige politikere siden. Karen Jespersen, Anders Fogh u name it. På dansk kaldes det opportunisme.

Spørgsmålet er vel i sidste ende, hvorvidt læserne tror på Lisbeth Knudsens udmeldinger om, at hun skam er borgerlig. Det lader sig aflæse, når de næste læsertal kommer, men mon ikke at hun trods alt får en chance hos flertallet af Berlingskes abonnenter, også selvom at Konservativ Ungdom, den gode Sune Wæsel m.fl. har opsagt deres abonnement? Jeg tror det. Medmindre at hun slår "Groft Sagt"-rubrikken ihjel. For så får kritikerne da virkelig noget at hænge hatten på, og så dum tror jeg ikke på, at Lisbeth Knudsen er.

Læs MF(V) Peter Christensens analyse af sagen. Han er ugens politikerblogger på berlingske.dk

Læs Jarls blog fra i tirsdags om samme emne

Ikke lutter lagkage at være menneske

Siden politiet fik ryddet Jagtvej 69 har byen måttet stå model til de unge autonomes evindelige pressestunts med besatte skoler mig her og besatte fabrikslokaler mig der. TV2 News, der oftest ikke har andet at lave, rykker også troligt ud hver gang med et kamerahold og en ophidset praktikant som reporter, der formulerer sig helt vildt dårligt. Altså medmindre en eller anden stakkel finder sit halvautomatiske våben frem og myrder 32 mennesker på en skole i USA, der afbryder ”løjerne”, hvorefter Poul-Erik Skammelsen på skammeligste vis må bruge sit store talent på at holde snakken i gang hjemme i studiet, mens der ventes på klarhed om tragediens omfang og detaljer. Poul-Erik, helt ærligt hvordan kunne du dog gå til TV2 News og dømme dig selv til ustandselige gentagelser, tomgangssnak og værst: glemsel?

I går gik de unge hærværksmænd så i gang med at besætte endnu et hus. Denne gang var det Stevnsgade Skole på Nørrebro, som Ritt ellers tidligere stillede dem i udsigt. Det blev heldigvis ikke til noget. Skolen blev hærget af graffiti og hærværk. Præcis som det er sket så mange andre steder, hvor de autonome tidligere har demonstreret deres demokratiske sindelag og manglende respekt for andres ejendom ved at brænde folks biler, smadre ruder, ødelægge veje, brænde containere af og smadre lokaler og dyrt inventar på Christianshavns Gymnasium. Også i går passede politiet deres arbejde og fjernede 150 besættere, hvor af de 37 blev anholdt. Desværre uden at de blev hevet i dommervagten.

- Det kan undre, at de ikke passede bedre på bygningen, hvis de virkelig ønskede at blive der. Men de nåede altså både at ødelægge køkken og toilet, inden vi rykkede ind, fortæller den centrale vagtleder hos Københavns Politi til Ritzau.

Gad vide hvad der egentlig foregår inde i hovederne på dem. Det fik jeg et fingerpeg om, da jeg faldt over et læserbrev fra en vis Christine Gade i dagens udgave af Metro Xpress:

Forår i Vestre Fængsel

Så blev det forår, tænkte jeg i lørdags Og det var nok så anden gang i år, at jeg tænkte det, men det tænkte jeg.

Nå ja det giver sgu ikke rigtig mening. Det er nok en litteraturdrop-out ude fra KUA, der har kæmpet sig igennem romanen "Ulysses". Sproget - en såkaldt "indre monolog" - lyder, som var det skrevet af en James Joyce-wannabe.

Jeg stod tidligt op og spiste morgenmad, og da klokken så var hen ad 13.15, tog jeg bussen fra Amagerbro til Københavns hovedbanegård, hvorfra jeg tog bussen hen til Enghave Plads, hvorfra en masse mennesker skulle afgå klokken 14.

Det er aldrig for sent at spise morgenmad…

Vi når til Vestre Fængsel, hvor vi spiller usandsynlig høj musik til fordel for de indsatte, folk kravler op i træerne og danser og hygger i det dejlige vejr.

Jeg gad vide, hvad hun mon ellers har spist ud over ”morgenmad”? Svampe?

Her er det så jeg tænker: Hvordan kan Ritt Bjerregaard nyde sin æbleplantage i forårsvejret, når hun (forhåbentlig) ved, at ekstremt unge mennesker ikke må opleve deres ungdom, blot fordi hun er stædig, og ikke kender til det virkelige liv, hvor det ikke er lutter lagkage at være menneske.

Ja, tag den, Ritt!

Man forstår, at det er et ualmindelige hårdt liv at være autonom, og på Jarls Blog har vi naturligvis den allerstørste sympati med de unge.

For mere munter læsning og indsigt i de autonomes alternative og kreative verdensbillede, så anbefaler jeg Malthe Månebarn Busks hjemmeside „Forenede Eder“

mandag, april 16, 2007

Det handler om penge

Dagens chokmelding i medie- og politisk interesserede kredse er, at Lisbeth Knudsen overtager chefredaktørstolen på Berlingske Tidende. Det sker på baggrund af, at den hidtidige chefredaktør Niels Lunde søger nye græsgange efter, at han "ikke følte sig motiveret" til igen at stå i spidsen for nye tocifrede millionbesparelser i koncernen. Det udlægger JP som at Lunde "går i protest" mod besparelserne. I al høflighed bør man sige held og lykke til dem begge to, og tillykke til "Fru Knudsen", som nu er tilbage i den danske medieverdens A-kæde efter nogle måneders tilværelse som blogger sammen med alle os andre. Nu skal hun i gang med at fyre folk. Der skal ske besparelser på 175 millioner over to år, og netto skal der fyres ca. 250, men kun ca. 30 stillinger på selve avisen.

Det store spørgsmål bliver, hvad redaktørskiftet ellers betyder for den københavnske borgerligheds hoforgan Berlingske Tidendes udvikling og fremtid? Lisbeth Knudsen havde i 1970’erne og 1980’erne sin gang på avisen, som en i øvrigt meget respekteret og dygtig politisk journalist. Siden blev hun i starten af 1990’erne chefredaktør på A-pressens hedengange ”Det Fri – eller snarere prøveløsladte – Aktuelt”. De sidste år var Lisbeth Knudsen - som det er de fleste sikkert bekendt - nyhedsdirektør i Danmarks Radio. Der er ingen, der betvivler Lisbeth Knudsens glimrende kompetencer som erfaren journalist og leder af en stor mediekoncern, så selvfølgelig kan hun udfylde jobbet som chefredaktør. Men hvorfor skal det lige være på Berlingske Tidende?

Man kan sige meget om Niels Lunde, men hans synspunkter var indiskutabelt borgerlige, selvom han efter manges mening leflede lige lovligt meget for regeringen og holdt af at gnubbe skuldre med topministre. Lunde fulgte lidt i de samme fodspor som forgængeren Karsten Madsen lagde, selvom han trods alt ikke fandt på at sende sommerpostkort til statsministeren – som Madsen gjorde - med ordlyden, at han var ”regeringens defensor”. Lunde er trods alt mere begavet end som så. Til gengæld var Lunde ikke vild med journalister, der udstillede VK-regeringens manglende borgerlige profil. (Mit bud er, at Lunde nu bruger sin nyvundne frihed til at sætte sig ned og skrive en god politisk thriller, som han har gjort før)

Lisbeth Knudsen er ikke liberal-borgerlig af overbevisning. Det er centrum-venstre og efter alt at dømme socialdemokraterne, der står hendes hjerte nærmest. Der er ikke mange chefredaktørstole ledige i Danmark – og slet ikke på aviser med centrum-venstre synspunkter. Hvorfor er hun så blevet ansat på en borgerlig avis? Her er mit bud:

Berlingske Tidendes ejere med den britiske mediemogul David Montgomery i spidsen har stillet nogle meget høje indtjeningskrav. For at nå dem, har fokusgrupper sikkert vist, at avisen i stedet må appellere mere til det store midterfelt af aviskøbere. Det er alle de avislæsere, der stemmer på Socialdemokratiet, de radikale og såkaldte venstrefløjskonservative. For ikke at genere abonnenter med midtersynspunkter, så har man sat Lisbeth Knudsen ind som en garant, da hun netop ikke forbindes med højreorientering eller borgerlighed. Og hvor skal borgerlige københavnske avislæsere i øvrigt ellers gå hen? Jyllands-Posten har lukket deres ( i øvrigt katastrofalt ringe JP-København tillæg) og deres redaktionelle dækning ligner i øvrigt på mange måder både Berlingske Tidendes og Politikens. Det er formentligt det lukrative ”Connie Hedegaard-segment”, som man slås med Politiken om. Her findes alle de veluddannede kulturradikale med god økonomi, som både læser avis og er interessante for annoncørerne. Det handler kort sagt om penge og mindre om holdninger. Berlingskes ejere har måske lavet lidt den samme analyse som Anders Fogh Rasmussen har gjort i politik. Avisens politiske profil skal være midterorienteret, så avisen dermed kan kæmpe med Politiken om læsere med midterholdninger.

Mit bud er dog, at Lisbeth Knudsen generelt vil fastholde Berlingskes profil på store dele af det politiske stof. Det er faktisk lidt af en gratis omgang, for en Niels Lunde magtede jo ikke at give avisen nogen større borgerlig profil. (Hvis man lige undtager oasen ”Groft Sagt”).Det er i hvert fald den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesens kritik og baggrunden for, at han i løbet af denne måned søsætter sit netavisprojekt, hvor borgerlige journalister skal producere nyheder for borgerlige læsere. Med dagens skifte på Berlingskes redaktionsgang, så har Pilestræde virkelig givet deres tidligere medarbejder et godt rygstød til hans netavis 180 grader. Hvis reaktionerne på Berlingskes website er udtryk for, hvad avisens læsere mener om redaktørskiftet, så er der da nu blevet skabt fornyet interesse for Ole Birks produkt.

torsdag, april 12, 2007

Erhvervsbloggen - portrætter af erhvervslivets topledere

Kære læsere af Jarls Blog - tillad mig at bringe et lille reklameindslag:

"Erhvervsbloggen" er foreløbigt (og i al beskedenhed) et lille kompendium af egne artikler med portrætter af en lang række af dansk erhvervslivs absolutte topnavne. Læs om den sky Lars Kann-Rasmussen fra pengemaskinen Velux, tøjmilliardæren Troels Holch Povlsen, Bestseller, Jess Søderbergs for tiden mest sandsynlige efterfølger i chefstolen på Esplanaden Eivind Kolding A.P. Møller-Mærsk, netværkskongen Fritz Schur, Danfoss' wunderkind Niels B. Christiansen, kongen af Strandvejen, slotssamleren Stig Husted-Andersen, dansk byggeris grand old man Finn Harald Simonsen, Kjartan Langvad fra den intellektuelle ingeniørfamilie bag entreprenørkoncernen Pihl, Aalborgs store søn, erhvervsikonet, developerkongen Thorkild Kristensen, Herman Sallings efterfølger i Dansk Supermarked Gruppen Erling Jensen og naturligvis den største af dem alle: Mærsk Mc-Kinney Møller.
Alle artikler er blevet bragt i det hedengangne ugemagasin "Fokus" i perioden 2006-2007. En enkelt portrætartikel er hidtil ikke blevet bragt, nemlig et portræt af formentlig dansk erhvervslivs mest beskedne topleder, Tom Kähler fra Rockwool.

More menschkeit, Helle!

I dag er der gået to år med Helle Thorning-Schmidt som leder af Socialdemokraterne. Det går op og ned i dansk politik, og det beskriver egentlig meget godt Thornings tid som S-formand, hvor det gamle arbejderparti i meningsmålingerne har været helt nede og vende med vælgeropbakning på under 20 pct. som under Muhammedkrisen og så har der været andre stunder – som i efteråret – hvor S lå pænt over sidste (katastrofale) valgresultat.

Hvordan skal man bedømme hendes indsats? Overall, så har hun bestået. Socialdemokraterne fremstår som et sjældent samlet parti, og meningsmålingerne er stabiliseret lidt over sidste valgresultat. Det er ikke voldsomt imponerende, men man må lade S-lederen, at hun er oppe mod en formidabel modstander i kraft af Anders Fogh Rasmussen, der som en anden kamæleon hurtigere end nogen anden tager farve efter, hvor ”silden står i folkehavet”. Venstres engang ideologiske profil er i dag sørgeligt reduceret til den rendyrkede populisme, om end en forfinet udgave af slagsen. Kun Danmarks engagementet i Irak gik imod folkestemningen, men selv det ”hul” i Venstres populistiske murværk er nu stoppet. Helle Thorning har stort set ikke andre muligheder end at følge Venstres dagsorden. Foreslår S et eller andet populært, så vedtager regeringen det et halvt år efter, som deres eget forslag. Fraværet af større åbenlyse samfundsmæssige problemer gør det endnu sværere for S-toppen at kritisere regeringens fejl og mangler - udover at den bruger for få penge på det offentlige. Omkring den offentlige sektors fremtid er enigheden næsten total, så selv de trofaste støtter i LO-fagbevægelsen indser nødvendigheden af at samarbejde med regeringen herom.

Og så er der de radikale... Det kan næppe klandres Helle Thorning-Schmidt, at den radikale ”ledelse” (ja, det er nu så meget sagt) med Marianne Jelved i spidsen har besluttet at melde sig ud af dansk politik med korte afstikkere til virkeligheden. S-toppen må væbne sig med tålmod indtil den dag, at de radikale vender - permanent - tilbage til SR-samarbejdet. For mig at se følger S en rigtig strategi ved at fastholde et skattestop og en stram indvandrerpolitik. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne erobre den midte tilbage, der til sin tid atter giver S adgang til regeringskontorerne. Det har selv Svend Auken indset.

Det fremhæves ofte, at ét af Helle Thornings-Schmidt helt store kort er hendes kommunikative evner. Det er sikkert rigtigt, men jeg savner i stigende grad at se en lidt mere afslappet udgave af S-lederen på TV. Senest i dag i Go' Morgen Danmark på TV2, hvor denne blogger fik et indtryk af en stresset Thorning, der blot var mødt op hos Ole Stephensen for hurtigt at få afleveret alle "budskaberne", ”få forklaret sig" og så hastigt videre. Politikere må godt have travlt, men de skal tage sig tid til vælgerne. Alt andet er underordnet det. I hvert fald, når man er oppositionsleder.

Hvorfor ikke bare være sig selv, slappe af og se ud som om, at hun nyder samtalen i "Onkel Oles sofa"? For Helle Thorning er bedre til at spille rollen som ”et rigtig menneske” end Anders Fogh. Politikken? Tjah den er de jo stort set enige om.

Tillykke med dagen, Helle!

onsdag, april 11, 2007

Mordet på AFR

Forleden dag så jeg traileren til den ny spillefilm ”AFR”, der handler om mordet på en dansk statsminister ved navn Anders Fogh Rasmussen. Og idéen bag hele filmen forekom mig noget bizar. Nå, jeg "trøstede" mig selv med, at jeg sikkert har medvirket til dens finansiering henover skattebilletten, men der stopper så min forargelse.

Jeg konstaterer, at også en dansk filminstruktør - nu - er kommet på den ”originale” idé - fiktivt - at tage livet af regeringschefen. Og i de seneste dage har vi set forargelsen hos Pia Kjærsgaard og en række andre politikere, fordi de har medvirket i interviews, der er blevet brugt i filmen, men hvor de udtaler sig om nogle helt andre mennesker. Fx ser man Pia Kjærsgaard tale om den myrdede hollandske politiker Pim Fortyun, hvor DF-lederen konstaterer, at den myrdede ”var bøsse”. I filmen myrdes statsministeren Fogh Rasmussen af sin mandlige elsker. Og det er netop filmens andet store kontroversielle emne: En statsminister, som kun de indviede vidste, levede et dobbeltliv som homoseksuel. Adam Holm konstaterede søndag i ”Deadline”, at der rent faktisk i årevis har cirkuleret sådanne rygter om statsministeren. Og det har han jo ret i. Ingen skal heller bilde mig ind, at filminstruktøren Morten Hartz Kaplers har fundet på bøsse-temaet i kraft af en eller anden pludselig "kunstnerisk åbenbaring".

Statsministeren kommenterede sagen i går på sit ugentlige pressemøde. Altså filmen. Ikke rygterne.

- Jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer, sagde han og troede ikke, at han kunne ”finde stunder til at se filmen”.

Fogh holdt facaden. Der var ikke en sprække at spore i tandpastasmilet. Indvendigt har han formentlig længe skummet af raseri. Det er forståeligt, men Fogh har klogeligt indset, at han reelt set er magtesløs i situationen. For går han ind i en dybere diskussion om filmen, gør han den blot mere interessant, end den formentlig er. Bøsserygterne bliver nu pakket ind i en diskussion om "film og fiktion", hvor de formentlig hører hjemme.

Muhammed-sagen viste, at den danske regering naturligvis vil gå langt for at beskytte ytringsfriheden. Måske ”AFR”-filmen skulle vises i arabiske lande til demonstration af, hvad man rent faktisk kan tillade sig at ytre sig om en dansk statsminister? I de muslimske lande var filminstruktøren og hans værk ”AFR” næppe nøjedes med kun at blive anmeldt. Af filmanmeldere.

P.s. - AFR-filmen er faktisk produceret helt uden offentlig filmstøtte, så det er jo et argument for at synes om filmen.

tirsdag, april 10, 2007

Proppen blev sat i flasken

Så blev der endelig – om man så må sige – "sat prop i flasken" i straffesagerne mod Peter Brixtofte for mandatsvig m.v. Fire års ubetinget fængsel - sammenlagt - blev det til, og det er nok kun ”Brixen” selv, hans forsvarer og den noget formindskede, men loyale tilhængerskare, som stiller sig uforstående over for den udgang på sagen. Der resterer en ankesag, men der skal formentlig ske noget dramatisk nyt for at byrettens dom bliver ændret i landsretten til frifindelse af den tidligere Farum-borgmester.

De politiske konsekvenser er til at overse. Statsministeren fik elegant konstateret i dag på sit pressemøde at domstolene så med alvor på misbrug af et offentligt embede. Det kan ingen være uenige i. At specielt Venstre skulle have særlige aktier i sagen, afviste statsministeren med sin bemærkning om, at også andre partier og politikere tidligere havde anerkendt Farums fortræffelige resultater med at skaffe dets borgere i job og få integreret kommunens indvandrere. Altså før at der gik Château Pétrus, PBX-laks og storhedsvanvid med Farum Boldklub i det hele.

Èt kort har Venstre dog spillet af hænde. For i de næste mange år vil evt. anklager fra Venstrefolk mod socialdemokrater og andre for ”kammerateri” og deslige klinge noget hult, for alle vil i sådanne debatter uvilkårligt tænke på Brixtofte som den højprofilerede Venstreborgmester der misbrugte borgernes penge på fråds etc. Også selvom eks-bykongen ikke har været medlem af regeringspartiet siden foråret 2002.

Jeg vil gerne vedkende mig en svaghed for farverige politikere som Peter Brixtofte, men omfanget af "farverigdommen" sætter lovgivningen trods alt grænser for, og det er netop det dommene både i byretten i dag og tidligere er udtryk for.

Folkets dom er faldet for længst. Medierne finder ham utroværdig, og det politiske miljø vil ikke mere vide af ham, og økonomisk er han iflg. formiddagsbladene også mere eller mindre på spanden. Brixtofte er dermed moralsk, økonomisk og politisk ruineret. Det er en hård skæbne, som han dog ikke kan laste andre end sig selv for.

Brixtoftes gåpåmod og optimisme er legendarisk, og det får han i alle tilfælde god brug for nu.

Læs tidligere blog om forholdet mellem Brixtofte og Anders Fogh

Læs tidligere blog om Brixtoftes kuldsejlede forsøg på at blive V-næstformand

mandag, april 09, 2007

Terrorist eller frihedskæmper? Et spørgsmål om datoen

”Film skal ses i biografen”, sagde Ole Michelsen hvergang og lige før at lamperne slukkedes for det fremragende og desværre hedengangne DR-filmprogram ”Bogart”. Michelsens vise ord holder stadig, og for tiden vises en række glimrende historiske og politiske film, som fortjener at blive set af et stort publikum.

Den tyske film og fortjente Oscar-vinder ”De andres liv” om STASIs overvågning af intellektuelle i DDR burde være med i en slags "filmkanon" for alle danskere født efter 1980, så de får en fornemmelse af, hvor forfærdeligt undertrykkende de kommunistiske landes regimer faktisk var. Frank Aaen og gammelkommunisterne i Enhedslisten kunne også have glæde af at se filmen, selvom jeg tvivler på, at de egentlig forstår dens dybere pointer. Dengang før murens fald i 1989 var alt - herunder individuelles almindelige borgerlige rettigheder - jo fuldstændig underlagt almenvældet i arbejderparadiserne østpå. Har du ikke set filmen, så kan det stadig nås. Fx i Grand-biografen i København.

Irske ”Vinden som ryster kornet” er en rystende film af den engelske filminstruktør Ken Loach om irernes frihedskamp og borgerkrig lige efter 1. verdenskrig. Ikke siden ”De andres liv” har en film gjort et så dybt indtryk på denne biografgænger. De irske nationalister levede i begyndelsen af det 20. århundrede i det britiske demokrati, men ønskede selvstændighed og havde bevisligt et stort flertal i den irkse befolkning bag deres krav. Briternes fremfærd overfor irerne var ufattelige grov og overgrebene var til tider ret hårdhændede. Fx. blev der gjort kort proces med lederne af påske-oprøret i 1916, der stort set alle blev henrettet. Efter frihedskampen mod de britiske paramillitære ”Black and Tans”- hjælpetropper – skildret i filmen og i den irske mytologiske selvforståelse som regulere dødspatruljer ryger de irske nationalister i totterne på hinanden. Det er tidligere skildret i en helt anden film, nemlig ”Michael Collins” med Liam Neeson i hovedrollen som den kun godt 30-årige oprørsleder, der laver "lokumsaftalen" med Winston Churchill om en ”fri stat”, men inden for det britiske statssamfund og med troskabsed til den britiske monark. Traktatmodstanderne og deres leder Eamon De Valera – i Collins-filmen spillet af den fremragende Alan Rickman – nægter at gå ind på aftalens betingelser, og så er borgerkrigen en realitet. I ”Vinden som ryster kornet” (i øvrigt en strofe fra en irsk frihedssang fra 1798) er de to grupper repræsenteret af to brødre, som dermed står på hver deres side i det ret hårde og brutale opgør mellem fløjene, der følger. Filmen er ikke et helteepos for hverken den ene eller den anden side. Selv de britiske soldater skildres i et enkelt moment som ofre for krigens gru, og deres afstumpede opførsel overfor irerne forklares antydningsvis i en enkelt scene med henvisning til ”helvedet i nord” dvs. de britiske soldaters fire år lange mareridt i skyttegravene i Flandern under 1. verdenskrig. Filmen prædiker ikke, og den har ingen oplagte helte, selvom oprørsfolkene skildres som sværmeriske og lidt naive marxister, der kæmper for den fattige mand på gaden, mens fristatsfolkene er en slags konservative opportunister. Men balancen holdes - også selvom Loach selv er socialist og mest er kendt for at have lavet socialrealistiske hverdagsdramaer.

Filmens centrale pointe er, at krig nu engang ikke er gratis, men har omkostninger for dem, som fører den. Borgerkrig er endnu mere rædselsfuld end krig. Grænsen mellem hvornår man er terrorist og frihedskæmper? Tjah. Det er nærmest et spørgsmål om datoen. Der skal nok være dem, som trækker paralleller fra filmens historiske univers til vore dages Irak, men jeg køber ikke den præmis og mener overhovedet ikke at de to situationer kan sammenlignes.

Jeg synes ”Vinden som ryster kornet” primært handler om den irske republiks blodige fødsel, og den får mine varmeste anbefalinger. Men vær beredt på, at visse af filmens scener viser barske former for vold inkl. tortur og henrettelser. Filmen kan stadig ses i biograferne "Palads" og "Vester Vov Vov" i København.

søndag, april 08, 2007

Ny borgerlig netavis på vej

En ny borgerlig netavis, der lyder navnet "180 grader" er undervejs og lander midt i april. Èn af idémændene bag projektet er "OBO" bedre kendt som Ole Birk Olesen - mangeårig Christiansborg-journalist på bl.a. Berlingske Tidende. Netavisen bliver reklamefinansieret og gratis for alle at læse.

Den kommende redaktør Ole Birk Olesen og hans kompagnon Thomas Breitenbach vil nu realisere deres vision om en ren borgerlig avis skrevet af borgerlige journalister. For i følge Birk Olesen er det nemlig ikke tilfældet i dag, hvor et meget stort flertal blandt journalisterne - også på borgerlige medier - er venstreorienterede. Det mener Birk Olesen kan ses også i såkaldte borgerlige mediers - og her tænker man uvilkårligt især på Berlingske Tidendes - politiske dækning og medievalg. Journalistisk objektivitet er en illusion, mener "180 graders" redaktør.

I en kommentar torsdag i Weekendavisen fortæller Birk Olesen mere om baggrunden for, hvorfor han mener, at der er et behov for en borgerlig avis:

»Hovedvægten af danske journalister ligger til venstre for befolkningen, og det gælder alle aviser i Danmark. Det er en helt generel udfordring.«

Hvem sagde det for et par år siden? Brian Mikkelsen? Søren Krarup? Djengis Khan? Nej, det var såmænd Arne Ullum, chefredaktør på B.T. Den pæne mand.

Hvis Arne Ullum har ret – og det vil jeg senere argumentere for, at han har – så er »den borgerlige presse« en illusion i Danmark. Så har vi ingen borgerlige aviser, for man kan ikke producere en borgerlig avis uden et dominerende antal borgerlige journalister på avisen.

Pointen kan lettest illustreres med et omvendt tankeeksperiment: hvis størstedelen af Politikens journalister en dag blev skiftet ud med lutter liberalister og konservative, så ville Politiken naturligvis heller ikke være den centrum-venstre-avis, vi kender. For en avis kan ikke laves hen over hovedet på de journalister, som skriver den. Avisen er helt afhængig af de ideer, som journalisterne selvstændigt får, og de historier som journalisterne på egen hånd graver frem. Selv hvis man havde ambitioner om det, så er det ikke muligt at styre en avis fra toppen på samme måde, som man kan styre en margarinefabrik. En avis er i meget højere grad et produkt af den indsats, som ydes af individuelle medarbejdere.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad journalisterne på en avis mener om samfundets indretning. Journalister er blot mennesker, og derfor er de som alle andre begrænsede i deres udsyn af deres helt subjektive verdensanskuelser. Det kan slet ikke være anderledes, for der findes i journalistik ingen objektive kriterier for, hvilke begivenheder i Danmark og verden, man skal prioritere højt, ingen facitliste der kan fortælle, om en artikel skal vinkles til fordel for det ene eller det andet synspunkt og intet opslagsværk med værdineutral vejledning i, om ekspert Hansen eller ekspert Jensen er den bedste til at repræsentere »sagkundskabens« udlægning af en sag.

(..)

Hvorfor bringer ingen »borgerlig avis« tilbagevendende historier om, at Danmark går glip af et enormt vækstpotentiale, fordi vores offentlige sektor er for stor og vores skatter for høje? Før velfærdsstatens konsolidering havde Danmark økonomiske vækstrater på fire procent årligt, men efter velfærdsstaten er de kun på to procent, og fra 2008 til 2012 vil den økonomiske vækst i Danmark være på sølle én procent, hvilket er det laveste niveau i alle 30 OECD-medlemslande. I 1960 – før velfærdsstaten – var danskerne rigere end f.eks. canadierne, australierne, irerne og folk fra Singapore. I dag – efter velfærdsstaten – er vi fattigere. Hvis vi havde borgerlige aviser i Danmark, ville de så ikke som det mest naturlige i verden problematisere det dag ud og dag ind?

(..)

Ville borgerlige aviser, hvis de fandtes, i højere grad stemple borgerlige holdninger som ekstremistiske, end de ville gøre det med venstreorienterede holdninger? Naturligvis ikke, men for et par somre siden dokumenterede en gennemtrevling af artikeldatabasen Infomedia, at det faktisk er, hvad alle aviser i Danmark gør – også de såkaldt borgerlige.

Der skrives i de danske aviser tre gange så meget om super-, ultra-, hyper-, ærke- eller betonliberale, end der skrives om tilsvarende ekstreme socialister. Også konservative bliver oftere omtalt som ekstreme, end socialister gør, og der skrives 14 gange mere om »højreekstreme« end om »venstreekstreme«.

Ekstremisme i politiske anskuelser er ifølge journalister på både Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og B.T. et udpræget højrefløjsfænomen og er bl.a. blevet knyttet sammen med den »ærkekonservative« Lars Barfoed og den »superliberale« Søren Pind, mens en person som Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil aldrig er blev kaldt »ultrasocialist«. Det er vel pga. dygtigt politiarbejde, at det endnu ikke er lykkedes Pind og Barfoed at lukke deres venner ind på Christiansborg, så de kunne overhælde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med maling!

Summa summarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.


---
Fra Jarls Blog skal der lyde et stort held og lykke til Ole Birk Olesen og Thomas Breitenbach med netavis-projektet. Også efter min mening er der et behov for en borgerlig avis - af både navn og af gavn - i Danmark. Dermed får regeringens ministre og andre spindoktorer formentlig ikke det samme held som de har haft før med at presse redaktører i Pilestræde m.v. til at droppe historier med sager, der udstiller regeringens manglende liberale profil. For nu kan vi alle i stedet læse om det på "180 grader", og det er vi rigtig mange, der glæder os til!

Barfoeds ballon

Brian Mikkelsen: "K bliver i regeringen". En avisoverskrift med et selvfølgeligt budskab, som normalt ikke giver mening, men som påskelørdag skabte lidt røre på en sikkert kedelig dag på nyhedsredaktionerne. For da havde den detroniserede familie og forbrugerminister Lars Barfoed nemlig lige inden været ude i Berlingske og lægge afstand til Dansk Folkeparti, kalde til kamp for konservative værdier og den for tiden så omtalte ”borgerlige anstændighed”. Barfoed lod læserne forstå, at han var klar til at føre denne politiske kamp, selvom K måtte gå ud af regeringen. Nu skulle profilen pudses op! At de konservative mangler profil er i øvrigt sandt, men det ændres der ikke på, så længe Bendt Bendtsen er formand. Og Barfoed måtte i øvrigt konstatere, at han stod mutters alene på slagmarken.

Barfoeds udmelding blev hurtigt forklaret med hans personlige aversioner mod DF-toppen for at have trukket tæppet væk under ham og hans ministerpost i december, og det faktum, at en del konservative har det svært med den underordnede lillebror-rolle både i forhold til V og til DF. Men Barfoeds ballon fik ikke lov at flyve længe. Brian Mikkelsen hev nemlig det politiske haglgevær frem fra gemmerne og fik skudt ballonen ned så historien ikke fik lov at rulle med grøftegravning og K-DF-ballade til følge.

Også Venstrefolk udelod med stor sikkerhed Barfoed fra deres aftenbøn i går. Irritationen over Barfoeds ”soloridt” blev da også kommenteret usædvanligt polemisk af Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen til Berlingske i dag:

- Jeg kan bare konstatere, at Lars Barfoed er kommet med en solistmelding, som ikke har opbakning i Det Konservative Folkeparti. Og at han står tilbage som politisk tonedøv.

Med denne udsøgte uforskammethed pustede Venstremanden lidt liv i den meget udbredte opfattelse på Christiansborg mht. Barfoeds begrænsede politiske evner udi politisk timing og fingerspitzgefühl.

Barfoeds muligheder for at blive genvalgt til folkeitnget ved et kommende valg er ikke alt for lyse. Han blev med nød og næppe genvalgt ved forrige valg med et relativt beskedent antal personlige stemmer og med kun en lille margin til en anden konservativ kandidat på listen. Siden har valgloven ændret kredsgrænserne, og Nordsjællands Storkreds er blevet suppleret med endnu et kendt konservativt navn, nemlig Pia Christmas-Møller. Ikke ligefrem en politisk elefant, men knapt så berygtet som Barfoed. Med andre ord: Barfoed er pisket til at markere sig i forhold til de konservative vælgere. Der er formentlig en udbredt forståelse i den konservative top for Barfoeds personlige motiver i sagen. Dampen skal lukkes ud. Men der er trods alt grænser. Vi har dog næppe set den sidste politiske ballon fra Barfoed, og K-toppens reaktion vil forblive den samme. For alt underordnes naturligvis regeringssamarbejdet med Venstre og samarbejdet med Dansk Folkeparti.

lørdag, april 07, 2007

Jelved i bevægelse

Politiken kan i dag fortælle, at realismen så småt er ved at indfinde sig i det jelvedske univers. Nu er den radikale leder Marianne Jelved muligvis i bevægelse. I hvert fald afviser hun ikke længere forhandlinger om et samarbejde med socialdemokraterne. Det er klogt, for ellers ville det være for let for Claus Hjort Frederiksen at fortsætte den succesfulde strategi med at påpege over for vælgerne, at der simpelthen mangler et regeringsalternativ til VK-regeringen. Det kan Hjort fortsat gøre, men i det mindste sporer man en begyndende bevægelse hos den radikale leder. Jelved har uden tvivl læst Børsen i tirsdags, hvor 64-procent af de radikale vælgere ønsker, at R genoptager samarbejdet med S. Den gamle strategi med den 3. vej , hvor Jelved pegede på sig selv som statsminister kom til at køre grotesk for længe og førte midterpartiet fra at være i nærheden af at være folketingets 3. største parti i meningsmålingerne til at være det næstmindste. Der er lang i vej endnu til et fasttømret SR-alternativ, men tillykke her fra til de radikale med at deres leder er tilbage i den virkelige verden. Dagens ganske vist forsigtige udmelding fra Jelved er det bedste, der er sket for oppositionen i meget lang tid.

torsdag, april 05, 2007

Gensyn med Han-Som-Bestemmer

Kan du huske HSB? Han-Som-Bestemmer dvs. den tidligere svenske socialdemokratiske statsminister Göran Persson, som i efteråret fik fyresedlen af det svenske folk, der nu endelig var træt af at blive belært af den altid bedrevidende og arrogante statsminister. Et borgerligt alternativ i ny attraktiv indpakning gjorde valget let for flertallet af de svenske vælgere. Siden hen har de borgerlige partier sat forspringet over styr – i hvert fald i meningsmålingerne.

Imidlertid har Göran Persson siden han for snart 11 år siden blev statsminister meget modigt ladet sig løbende interviewe af TV-journalisten Erik Fichtelius fra Svensk TV. Det er der kommet en ret seværdig udsendelsesrække ud af. I fire udsendelser á en time følger man statsministeren i særdeles åbenhjertige interviews, hvor Persson ureflekteret giver sine vurderinger af de forskellige ofte ganske dramatiske situationer, han undervejs står i. Ikke mindst er det særdeles underholdende at høre hans frit-fra-leveren udtalelser om sine politiske modstandere - i og uden for Socialdemokratiet! Han sparer ingenlunde på krudtet!

Jeg er og bliver aldrig Persson-fan, men letter dog gerne på hatten for, at han i sin tid havde mod til at medvirke til dette helt enestående journalistiske projekt, som nok desværre aldrig bliver gentaget. Siden udsendelserne begyndte er kritikken af Perssons udtalelser og hans blotte medvirken haglet ned over ham i en grad at det formentlig vil afholde andre statsministre fra at forsøge sig med noget lignende lige med det samme. Efter min mening er kritikken lidt urimelig. For manden har rent faktisk turdet stille sit eftermæle på spidsen for, at vi alle kan få et lille indblik i, hvordan det egentlig er oppe på toppen i politik, og hvordan verden så ud i den "perssonske" optik.

Udsendelserne er for særligt politisk interesserede – uanset farve – simpelthen et must. "Ordförande Persson" bliver uden tvivl en TV-klassiker, der fx langt overgår en anden fremragende dokumentar som Christoffer Guldbrandsens ”Lykketoft Finale”.

Lad mig varmt anbefale alle dokumentaren ”Ordförande Persson”, som kan ses på nettet via Svensk TVs hjemmeside.

onsdag, april 04, 2007

Plummers selvmål

I den københavnske medieverden og den politiske offentlighed står folk i kø for først at grine af og siden undre sig over Danmarks Radios generaldirektør Kenneth Plummer. Ikke på grund af endnu en budgetoverskridelse. Bevares dem bliver der ikke flere af med ham som øverste ansvarlige. Det har han lovet. Næh sagen er, at Plummer er genstand for latterliggørelse i et betydeligt omfang på grund af hans beklagelser i en privat email til Politikens chefredakTøger Seidenfaden. Heri påpeger Plummer det fortrædelige i, at DR-generaldirektøren er blevet portrætteret af Politikens (i øvrigt uforlignelige) satiretegner Roald Als som en lænkehund til kulturministeren Brian Mikkelsen. Det er med hundehus, kødben og det hele! Imidlertid er Plummer efterkommer af slaver fra de vestindiske øer, og en satiretegning med en generaldirektør portrætteret som en hund i lænker virker sårende på både ham og hans børn, påpeger Plummer.

Seidenfaden har videresendt Plummers såkaldte ”tudemail” til Roald Als. Og ved et af tilværelsens mange tilfældigheder og en journalists lykketræf er hele historien end hos Ekstra Bladet, som nu i to dage forståeligt nok har gjort sig lystige over DR-generaldirektørens ”følsomme gemyt”. Fx har Ekstra Bladet været vakse nok til at spørge sædvanlige Als-ofre: Uffe, Claus(escu) Hjort og Lykketoft, der alle stiller sig noget uforstående overfor Kenneth Plummers (over)reaktion. D´herrer er ifølge Ekstra Bladet alle nærmest ved at dø af grin over Plummers reaktion (eller vuf...), men er høflige nok til at stille op med gode ”gammelfar-råd” om nu ikke at tage sådan på vej overfor satirikeren Roald Als, som vitterlig er satiretegningens ukronede konge i dette land.

I og for sig er sagen ligegyldig. Alle har fået et godt grin over en DR-generaldirektør har afsløret sin omsorg for eget ego og nu høster velfortjent og forudsigelig spot for sin udstillede selvhøjtidelighed.

Det undrer dog mig, hvordan man kan stå i spidsen for en medievirksomhed som Danmarks Radio og åbenbart vide så lidt om, hvordan medierne fungerer. Plummer burde da kunne forudsige at Seidenfaden ikke kunne gøre meget andet end at vise Roald Als indholdet af den mail. Hvordan ellers forklare Als om DR-generaldirektørens sårede følelser? Plummers overreaktion og den manglende ironiske distance har uden tvivl medført så store latterbrøl på Politikens redaktion at mailen er landet nede hos den frække lillebror på Ekstra Bladet. Siden har alle vi andre fået lov til at more os derover. Hvad kan man lære af det?

Morale:1. Beklag dig aldrig over satiriske tegninger. Du ender med at blive gjort yderligere til grin.

Morale: 2. Send aldrig en e-mail, der ikke kan tåle at blive udbasuneret i offentligheden.

Læserne af Jarls Blog ønskes en God Påske!

tirsdag, april 03, 2007

Opgøret med regeltyranniet

Hvis læserne af Jarls Blog ikke var klar over det i forvejen, så er alle vi mennesker nogle uvidende fjolser, som ikke ved hvad der er godt for os selv. Det er bl.a. derfor, at det offentlige opkræver mere end halvdelen af vores indkomst i skat, netop fordi de 179 valgte folketingsmedlemmer er så meget mere indsigtsfulde og dygtige end alle os andre med hensyn til at bruge vores penge mest fornuftigt. Det er i mange danskeres øjne selve essensen ved et demokrati som vores og et udtryk for den højeste retfærdighed. Det mener de fleste socialister, men synspunktet deles også af mange liberale, konservative og Dansk Folkepartister. Kampen mod denne udbredte, men forkerte opfattelse er dog for længst tabt. Endegyldigt da Claus Hjort og Anders Fogh Rasmussen solgte ud af deres engang liberale synpunkter, og lod Venstre kaste liberalismen over bord.

Nu kunne man håbe på, at der alligevel stadig er grænser for politik og for politikeres vilje og fantasi til at blande sig i borgernes liv. Desværre har vi set flere nylige eksempler på det og især hos konservative politikere. Justitsminister Lene Espersen brillerede lige før jul med at forbyde en harmløs fritidsaktivitet, og for nogle uger siden mente familie- og forbrugerminister Carina Christensen, at det netop var op til hende at belære os alle om, hvor mange børn vi burde få. Havde man lidt forventninger til den nye konservative minister, ja så blev de ved den lejlighed endeligt pulveriseret. Ministeren har i øvrigt hverken selv børn eller aktuelle planer om at stifte familie. Karriereplanen stod i vejen, forstod man på hendes udtalelser. Men de manglende praktiske erfaringer til trods skal da ikke afholde frk. Christensen fra at belære danske forældre om, hvad der er godt for børnene. Hendes ligegyldige indholdsløse ”holdningsministerium” er gudskelov politisk set magtesløst, men alligevel gælder det om at få det til at ”gungre på broen” for medieopmærksomhed, så alle kan se, at "ministeren laver politik". Det er det, som Bendtsen stolt kalder for "konservative markeringer", og foreløbig har det medført det imponerende resultat, at de konservatives opinionstal konsekvent ligger under cifrerne fra sidste folketingsvalg.

Den markeringsivrige Carina Christensen har således i mangel på noget politisk fornuftigt at tage sig til nu udstedt en slags "fatwa" mod forældres uorganiserede slikuddeling i børnehaverne og andre daginstitutioner i anledning af børnefødselsdage m.v. Institutionerne får derfor i 2007 en vejledning i, hvordan de dermed undgår, at de små poder får alt for meget sukker i kroppen, når lille Sophie og Lucas fylder år ned i SFO'eren. Statsmagtens indblanding sker naturligvis KUN af hensyn til børnenes sundhed, så de ikke bliver fede, hyperaktive i timerne og belaster sundhedsvæsenet med følgesygdomme osv.

Jeg forstår slet ikke, hvorfor ministeren ikke bare forbyder slik til børn! Et alternativ er, at staten helt forbyder spisning af slik i de offentliges institutioner. Og så senere udvide forbuddet til de private hjem. Eller forretningerne at sælge det? Men kunne man forestille sig den mulighed – og jeg ved, at der er tale om det rene kætteri - at daginstitutionerne selv kunne hitte ud af at formulere en politik om, hvornår der kan og må deles slik ud? Anders Fogh rejser land og rige rundt for at fedte for de offentligt ansatte, alt imens hans forbrugerminister udviser dem dyb mistillid. Det er da genialt.

”Gøre op med åndstyranner. Lade unge vælge selv. Bryde skranker, hvor vi kan – være konstruktiv rebel!”

Ja, sådan sang vi i Venstres Ungdom i 1980’erne og 1990’erne. Teksten er skrevet af Undervisningsminister Bertel Haarder og VU-formanden nogle år i slutfirserne var Lars Løkke Rasmussen.

Ærlig talt. Kunne d’herrer internt i regeringen ikke kæmpe lidt imod reguleringsliderlige politikere som f.eks. Carina Christensen? Jeg ved, at Claus Hjort og Anders Fogh er fuldstændig ligeglade med ideologien, blot så længe de sidder solidt på taburetterne. Men I to har vel ikke solgt helt ud? Eller hvad?

Løkke-Qureshi 1-0

Dem der påstår, at der ikke findes humor i dansk politik, bør måske kaste sig over bunken af stillede spørgsmål til regeringens ministre og ikke mindst besvarelserne. For ind imellem er det åbenbart muligt at finde guldkorn. Her er et eksempel, hvor Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen med et "usædvanligt retorisk talent" besvarer et af de sædvanlige fjollede spørgsmål fra SFs ulidelige sundhedsordfører Kamal Qureshi:

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 3966, som medlem af Folketinget Kamal Qureshi (SF) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 30. marts 2007

Spørgsmål S 3966:

"Vil ministeren kommentere resultatet af den norske undersøgelse, som viser, at lesbiske mødre ofte tænker mere på deres børns velbefindende, end hete­ro­seksuelle mødre gør?"

Svar:

Nej.


---

Det kan man vist kalde et klart svar!

Lars Løkke! I salute you!


Mens vi er ved humoren. Lad mig i øvrigt varmt anbefale alle at læse Kristian Madsens sylespidse satire over Peter Mogensen. Den gode Madsen får klart sagt, hvad stort set alle mener om Mogensens skriblerier ovre på Politiken.

lørdag, marts 31, 2007

NCC-sagens konsekvenser

I denne uge blev der sat et foreløbigt punktum for NCC-sagen. Som Jarls Blog skrev allerede den 14. marts, så ville politiets og siden statsadvokatens undersøgelser af korruptionsanklagerne munde ud i det rene ingenting. I tirsdags kom statsadvokatens endelig dom: Ingen anklager bliver rejst. Den pågældende V-politiker Jesper Schou Hansens person er således renset for alle anklager om korruption.

Jeg gør mig dog ingen illusioner: For mange vil Schou Hansens navn fortsat klæbe til korruptionsanklagerne. Det danske sprog er fyldt med ordsprog som fx. ”Der er ingen røg uden en brand”. Med andre ord: Sladder, løse rygter og fantasifulde påstande er troværdige kilder, når folkedybet dømmer om folks karakterer og handlinger. Det er grusomt og ondt, men ikke desto mindre en realitet. Jesper Schou Hansen er ikke den eneste i denne verden, der er blevet udsat for det, og han bliver ikke den sidste.

Èn ting er, hvad almindelige mennesker tænker og udtaler om en sag, som de kun har perifer kendskab til. Det må man leve med i et demokrati. Noget andet er, hvad avisjournalister kan få sig selv til at skrive i deres artikler.

Tag for eksempel Nyhedsavisen, der kørte flere forsider på NCC-sagen og som hængte navngivne personer ud i stort opsatte artikler, hvor avisens journalister demonstrerede et imponerende ringe kendskab til københavnsk politik og erhvervslivet. Til gengæld var avisens lyst til mikrofonholderi og sensation nærmest ikke til at styre. Nyhedsavisens vinkel var dog i det mindste konsekvent ensrettet: V-politikerne var skurke og NCC nærmest et offer i sagen. Socialdemokraternes og NCCs åbenbare interesser i sagen fandt journalisterne på Nyhedsavisen det ikke værd at interessere sig for. Til gengæld valgte man nærmest bevidstløst og ukritisk, at kolportere NCCs synspunkter i sagen. Da NCC-sagen så omsider fandt sin afslutning, fik man flikket én lille spalte sammen, der let konstaterede sagens udfald, og som blev placeret på side 13! Nyhedsavisen har naturligvis ikke beklaget, at den fastholdt en vinkel, som altså ikke holdt og at man uretmæssigt hængte folk ud ved at offentliggøre deres navne osv. Det overrasker dog ikke denne blogger, som ret præcist forudsagde Nyhedsavisens "stilfærdige" reaktion på statsadvokatens afgørelse.

Heldigvis fandtes der medier, som hele tiden kørte en generelt sober linje, som fx Dato, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, der i langt mindre grad var til fals for NCCs spin og som også fandt plads til at afdække NCCs og Socialdemokraternes motiver i sagen.

NCCs renommé har lidt ubodelig skade i offentligheden med sagen, som flere ser som et tilsløret angreb fra en privat virksomhed på en folkevalgt kommunalpolitiker - altså nærmest som et fejlslagent anslag med selve demokratiet. Naturligvis kan NCCs ledelse i Stockholm ikke henover natten fyre NCCs danske ledelse. Det vil formentlig ske i dølgsmål over det næste års tid. Hvis man foretager en rundspørge i dansk erhvervsliv, blandt danske politikere og journalister, så er det min påstand, at den vil vise, at entreprenørkoncernens troværdighed har ramt gulvet. Det vil tage år førend, at NCC bliver taget alvorligt igen af offentligheden. Det kræver som minimum en udskiftning af de tre-fire topledere, som har været blandet ind i sagen. Desuden gætter jeg på, at spurgte NCC et dyrt konsulentbureau, hvad de skulle gøre, så ville man anbefale, at Bo Dybkær snarest bliver skiftet ud som virksomhedens kommunikationschef. For han personificerer virksomhedens skandaløse opførsel i sagen.

På rådhuset er der nemlig en udbredt og stigende mistanke til, at det i virkeligheden var entreprenørvirksomhedens kommunikationsfolk, der i februar lækkede hele historien om korruptionsanklagerne til Politiken. Ingen kan bevise det, men flasken peger i stigende grad på NCC. Man kan indvende, at det også er i socialdemokraternes interesse, at pilen nu peger mod NCC, da Ritts spinfolk hidtil har været de hovedmistænkte. Interessant er det at i hvert fald dagbladet Politiken har været ude og forsvare socialdemokraterne i sagen. Hvilken interesse skulle de have haft i lækagen?, spurgte avisen forleden. Det kan Politiken vel kun gøre, hvis de VED, at socialdemokraternes spinfolk netop ikke står bag lækagen?

Ritt Bjerregaards humør oven på sagen er p.t. på nulpunktet, og bydronningen beskrives som usædvanlig muggen. Det er der formentlig flere grunde til. Mindst én af overborgmesterens spindoktorer har været blandet ind i NCC-sagen ved at have været lidt for proaktive mht. at sværte Schou Hansens person til over for Ekstra Bladet. Ritts store løfte om 5000 billige boliger er konstant under beskydning for at være ulovligt eller på kanten af det lovlige fra både en tidligere kommunal embedsmand Mette Lis Andersen, politiske modstandere og medierne. Især Jesper Schou Hansen har været særdeles aktiv i denne sag og hans hårde beskyldninger om ulovligheder fik Ritt Bjerregaard til at bestille et skatteyderfinansieret notat hos advokatfirmaet DLA Nordic til kr. 35.000, der skulle kaste lys over om en sag mod Venstrepolitikeren for injurier, kunne vindes. Det kunne den ikke, viste notatet. Medieomtalen af notatet bidrager heller ikke til at forbedre Ritts humør.

Schou Hansen har med NCC-sagens udfald alle grunde til at fortsætte et veritabelt korstog mod Ritt, socialdemokraterne, NCC og kommunens administrerende direktør Claus Juhl, der i sin tid anmeldte sagen til politiet uden overhovedet at have talt med nogle af Venstres politikere. Med mit kendskab til Schou Hansen, så glemmer han ikke korruptionsanklagerne foreløbigt. Han mangler derfor næppe motivation for at bruge masser af tid på Ritts boligsag.

Så NCC-sagen med dens udløbere får efter alt at dømme et langt efterspil.

fredag, marts 30, 2007

Ny V-kandidat kan true Hjort

Regeringen er i gang med at lukke en stribe politiske huller for tiden. Formålet er naturligvis at lægge an til det kommende folketingsvalg. Meningsmålingerne er også gunstige for regeringen. Megafons måling fra i dag fredag viser, at Venstre har den højeste opbakning siden folketingsvalget februar 2005, og partiet er igen større end S, som kun ligger et halv procentpoint i forhold til valgresultatet. For en regering, der har siddet i seks år ved magten, er der tale om drømmetal, så Helle Thorning og co. må være småfrustrerede.

Selvom VK-regeringen under Anders Fogh i øjeblikket foretrækkes af et flertal af vælgerne sammenlignet med det for tiden ikke-eksisterende SR-alternativ, så er det ikke ensbetydende med, at vælgerne er ligeså pjattet med regeringens ministre. Regeringens chefideolog og indpisker Claus Hjort er eksempelvis femte-sidst på en popularitetsskala, som Søndagsavisen i denne weekend har udarbejdet på baggrund af en rundspørge hos vælgerne. Konklusionen er klar: regeringens stærke mand er ikke noget stort hit hos vælgerne. Spørgsmålet er dog, hvordan Venstres vælgere vurderer Claus Hjort.

Beskæftigelsesministeren selv ved ganske meget om værdien af en effektiv valgkampagne og vælger(u)gunst. Han stoler ikke på rene mavefornemmelser, men er ganske klar over, at han selv skal ud og levere en betydelig indsats i sin personlige valgkamp for at blive genvalgt.

Claus Hjort har gjort det ekstra svært for sig selv. Han stiller op i den nye Nordsjællands Storkreds, hvor intet mindre end tre nuværende ministre og fem V-folketingsmedlemmer stiller op. Der bliver formentlig valgt fire Venstrefolk i Nordsjællands storkreds. Sikker er formentlig kun Lars Løkke Rasmussen. I mellemgruppen af ”næsten sikre” er finansminister Thor Pedersen og Claus Hjort Frederiksen. De kan dog trues af kvinderne MF Charlotte Antonsen og den splinternye kandidat regionsrådsmedlem Sophie Løhde, der også er kommunalbestyrelsesmedlem i Rudersdal Kommune.

Som kortene umiddelbart er lagt, så bør de tre ministre være sikre på genvalg. Men deres problem er, at de appellerer til de samme venstrevælgere: Mænd over 45 år. Thor Pedersens stemmetal har været på retur i de seneste valg, og spørgsmålet er, hvordan og hvorfor hans personlige stemmetal pludselig skulle stige - vurderet på finansministerens politiske indsats og personlige profil. Charlotte Anthonsen har længe haft det kort på hånden, at hun har været eneste kvinde opstillet i området. Det er hun med Sophie Løhdes kandidatur ikke længere.

Sophie Løhde er langt fra en nybegynder i politik. Sine kun 23 år til trods, så er hun veteran i kommunalpolitik. Den politiske interesse har Sophie Løhde ikke fra fremmede, da hun er datter af den tidligere borgmester i Birkerød Karin Løhde. Selv blev hun indvalgt i Frederiksborg Amtsråd og byrådet i Birkerød, da hun var blot 18 år. Som leder af Lars Løkke Rasmussens folketingsvalgkampagne i 2005 har hun også nære forbindelser til V-næstformanden. Løhde ved alt om både omkring det med opstilling og at føre en god intern valgkampagne og blev i går valgt til Egedal-kredsens folketingskandidat ved at slå Farums tidligere Borgmester Lars Carpens i et knebent kampvalg med stemmerne 107-82.

Med Sophie Løhdes opstilling bliver der tæt kamp om mandaterne i Frederiksborg Amt og Claus Hjort og især Charlotte Anthonsen ved, at de skal kæmpe hårdere for at sikre deres genvalg. Det bliver svært mod en Sophie Løhde, der desuden har et personligt ydre, der bestemt heller ikke vil trække ned i mødet med vælgerne. Helt det samme trumfkort har beskæftigelsesministeren ikke på hænderne. Det er også interessant, at Løhdes hjemmebane Birkerød og Rudersdal, netop er Beskæftigelsesministerens opstillingskreds. Med andre ord: Løhde vil kunne tage mange personlige V-stemmer fra Claus Hjort Frederiksen. Lige netop den analyse kan man være helt sikker på, at beskæftigelsesministeren også har foretaget. Hvad modtrækket bliver, det får vi at se i valgkampen.


Læs mere om Sophie Løhdes valg i Egedal-kredsen på Garbys blog om dansk politik

torsdag, marts 22, 2007

VK-regeringen Anno 2012

Jeg takker ydmygt for alle kommentarerne til mit liberale ”Dream Team” som desværre for en del liberale nok aldrig kommer til at se dagens lys. Derfor kan Anders Fogh, Claus Hjort og især mange liberalist-forskrækkede socialister sove trygt og roligt. I hvert fald en tid endnu.

Lad os blive lidt ved tankeeksperimenterne, og her sender jeg endnu en tanke til David Trads som med sin S-SF-R-ministerliste tog et originalt initiativ til at diskutere alternative ministerlister. Det er jo noget alle vi politiske junkies er helt pjattet med.

I morgen tager jeg og kæresten en uge til den evige stad Rom. Det bliver en pilgrimsfærd til ”Rostra”, "Forum Romanum", "Capitol" og alle de andre klassiske bedesteder i Rom for politiske nørder. Tilgiv mig derfor, for ikke den næste lille uges tid at være her på Jarls Blog og guide jer – mine trofaste læsere - sikkert frem i den politiske jungle med faste daglige analyser og kommentarer.

I mellemtiden håber jeg, at flere af jer har tid og lyst til at kommentere på en ny –og nok en anelse realistisk - ministerliste for en VK-regering anno 2012. Det er en ministerliste, der er renset for Fogh-generationens folk, så der ligger – for en gang skyld - ikke nogen frække politiske markeringer i listen.

Her er i øvrigt nogle forudsætninger:

- Der er et VK-flertal enten med DF eller RV i folketinget

- Lars Løkke Rasmussen er formand for Venstre

- Carl Holst er næstformand for Venstre

- Lene Espersen er formand for Det Konservative Folkeparti

- Venstre er fortsat noget større end de konservative

- Konservative har et større mandattal i 2012. Venstres mandattal er tilsvarende lidt mindre.


Ministerlisten for VK-regeringen anno 2012

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, formand for Venstre

Finansminister Lene Espersen (K)

Udenrigsminister Connie Hedegaard (K)

Indenrigsminister Carl Holst, Venstres næstformand

Økonomi og skatteminister Kristian Jensen (V)

Justitsminister Mads Lebech (K)

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K)

Kirke- og undervisningsminister Rikke Hvilshøj (V)

Forsvarsminister Jens Hald Madsen (V)

Transport og energiminister Søren Gade (V)

Integrationsminister Troels Lund Poulsen (V)

Fødevareminister Jacob Axel Nielsen (K)

Socialminister Inger Støjberg (V)

Beskæftigelsesminister Peter Christensen (V)

Miljøminister Gitte Seeberg (K)

Videnskabsminister Søren Pind (V)

Kultur og idrætsminister Ellen Thrane Nørby (V)

-----------------------------

Antallet af ministerier: 17 ( 2007:19)

Ministerier/kvindelige ministre: 17/6 (2007: 19/6)

Antal Venstre-ministerier / Konservative ministerier: 11/6 (2007: 12/7)


- Der er det samme antal, men relativt flere kvinder med i regeringen 2012 i forhold til 2007

- De konservative - og især partiets kvinder - er repræsenteret på tungere ministerposter i forhold til 2007

- 7 gengangere fra VK-regeringen 2007

N.B. Jeg har megen stor forståelse for at ministerlisten ikke falder i alles smag, og at mange i stedet håber på, at regeringen til den tid har en helt anden politisk farve og sammensætning. Yderligere er jeg helt opmærksom på, at mange libertarianere savner en helt central ministerpost, nemlig posten: Minister til afskaffelse af offentlig virksomhed! ;-)

Jeg beder dog om, at man denne gang tager stilling til realismen i forslaget. Er det de dygtigste folk? Kan de stå distancen? Kan vi regne med, at figurerne her til den tid stadig er med i politik? Hvordan ser magtforholdene ud internt i partierne i 2012? Sig frem og lad mig endelig høre jeres bud og kommentarer.

Man må i øvrigt hjertens gerne byde ind anonymt ;-)

onsdag, marts 21, 2007

DR, Drille-Nissen og Brian-Bashing

Er du træt af at høre mere om Brian Mikkelsens mail og Danmarks Radio? Så skal du IKKE læse om statsradiofoniens økonomiske morads, DR's fanklub, Drille-Nissen, Mailgate og Brian-Bashing på kommunikationsfolkets faste pitstop kommunikationsforum.dk, hvor Jarls Blog også i denne uge gæsteoptræder. For the full story - "DRs Fanklub" - kun på K-forum

Tillad mig i øvrigt også at reklamere lidt for et interessant "inside og accross-the- barricades" indlæg om NCC-sagen set fra entreprenørkoncernens pressekoordinator Niels Møllers synsvinkel. Det er også på K-forum.

Lidt for smart

Anders Fogh kunne ikke i går skjule sin fryd over, at have sat socialdemokraterne - for en tid - til vægs i velfærdsdebatten. Det skete, da han inviterede LO-toppen til trepartsforhandlinger om de offentlige ansattes vilkår. Og selvom Fogh ikke lige er den socialdemokratiske LO-tops kop te, så er de bare nødt til at ”spille spillet” og acceptere regeringens invitation. LO-boss Hans Jensen og Co. ved, at de dybest set kun er sat i verden for at varetage deres mange (og fortsat færre) medlemmers interesser - også dem, som altså ikke stemmer centrum-venstre, og som vel egentlig kun venter på en undskyldning for ikke at forny kontingentet. Derfor er det et smart træk af statsministeren at fremstille det som om, at det er i spændingsfeltet mellem LO og regeringen, at fremtidens velfærd sikres og den offentlig sektor bliver udviklet og fornyet. Især når socialdemokraterne åbenlyst satser på at vinde næste valg på en velfærdsdagsorden. Fogh tog første stik, men lad os nu vente og se, hvad det bliver til. Jeg har min store tvivl, hvorvidt danskerne vil belønne Fogh-regeringen for evt. velfærdsforbedringer.

Glæden over triumfen ophørte dog brat, og smilede stivnede hos Fogh, da han på pressemødet i går pludselig skulle forklare Ekstra Bladet, hvorfor staten betaler hans middage med den danske konsul i Montpellier. Dér har Fogh og fruen et sommerhus, hvor de trækker sig tilbage et par gange om året. Der er indført ”dødsstraf” for at ringe ham op fra statsministeriet, medmindre at det er absolut nødvendigt, for chefen forsøger at holde helt fri. Fornuftigt nok.

Derimod lykkedes det ikke for Fogh at give en fornuftig forklaring på, hvorfor konsulen én gang om året skal på Marienborg til middag på skatteydernes regning. Fogh bedyrede på pressemødet, at det skam drejede sig om, at konsulen havde leveret visse offentlige tjenester med at se efter Foghs sommerhus m.v. Mange sommerhusejere kan sikkert nikke genkendende til disse private arrangementer med de lokale beboere. Det er formentlig de færreste, som herefter bespiser ”sommerhusnaboen” på arbejdsgiverens regning.

Har riget ikke større problemer? Bestemt. Er skoene blevet for små? Måske lige i dette tilfælde. Middagsregningerne er overkommelige beløb for skatteyderne, men når nu riget har en regeringschef, som aldrig selv forsømmer en lejlighed til at spille hellig over for sine omgivelser, så er det vel både ret og rimeligt at påpege hans eget åbenlyse hykleri.

Ekstra Bladet skriver:

Inden Anders Fogh kom til magten i 2001, var han uhyre renfærdig. I sin grundlovstale samme år erklærede han indigneret:

"Socialdemokraterne har siddet så længe på magten, at de betragter regeringsapparatet som deres personlige ejendom. De kan ikke længere se, hvor grænsen går mellem stat og parti."

Jeg tror, at man stadig i dag kan høre frydeskrigene over Foghs fadæse rundt omkring på Christiansborg. Både i og uden for regeringskontorerne.

tirsdag, marts 20, 2007

Det liberale "Dream Team"

En S-regering er ikke ligefrem om hjørnet. Det sikrer Marianne Jelveds forbliven på posten som partileder. Claus Hjort har nu i tre måneder og med kæmpesucces rejst rundt i medierne med det særdeles effektfulde budskab om at de radikale og socialdemokraterne ikke kan blive enige om en fælles politik. Med andre ord: Der eksisterer i dag intet alternativ til VK-regeringen.

Desværre for Hjort, så siver de radikale i meningsmålingerne for tiden, så hvis jeg var V-toppen, så ville jeg snart begynde at rose regnelærerinden for et eller andet eller måske skabe en konflikt, der kan sætte lidt fut i hendes Gallup-tal igen. Jelveds forbliven som radikal partileder er, som flere har peget på, Anders Foghs livsforsikring som statsminister.

Disse realiteter i dansk politik skal dog ikke afholde alle os andre fra at drømme lidt om en alternativ regering, som fx Nyhedsavisens indsigtfulde chefredaktør David Trads har gjort med sin ministerliste for en S-RV-SF-regering.

Man skal dog ikke længere ned end til det tredje navn på Trads' liste før, at man er klar over, at der er tale om rent tankespind. For her står Marianne Jelved opført som ny økonomiminister i Helle Thornings S-RV-SF-regering. Den mulighed findes jo med Jelveds strategi og statsminister-udmeldinger ikke længere. Se hele Trads' ministerliste her.

Den nuværende regering er godt nok borgerlig-liberal af navn, men ikke specielt af gavn. Intet tyder på, at det ændrer sig. Desværre. Men David Trads’ ministerliste har inspireret mig til at sammensætte en ren liberal regering, hvor jeg har tilladt mig selv at vælge fra alle mulige og umulige hylder. Ministerlisten er - indrømmet - et komplet usandsynligt scenarie, men ikke desto mindre vil disse folk kunne gøre det mindst lige så godt (eller dårligt om man vil) som den siddende regering.

Her er listen så. Har man alternative idéer, så skriv gerne jeres inputs til en bruttoliste med liberale navne her på bloggen. Måske kan listen med Det liberale "Dream Team" tjene til inspiration (eller måske ligefrem irritation) på Christiansborg ;-)

Statsminister Kristian Jensen

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen

Finansminister Lars Løkke Rasmussen

Økonomi og skatteminister Peter Christensen

Undervisningsminister Bertel Haarder

Indenrigsminister Lars Krarup (V-Borgmester Herning)

Idræts og kulturminister Leif Mikkelsen

Sundhedsminister Troels Lund Poulsen

Socialminister Eva Kjer Hansen

Miljøminister Bjørn Lomborg

Beskæftigelsesminister Christopher Arzrouni

Transportminister Jens Løgstrup Madsen (Fhv. MF(V))

Forsvarsminister Søren Gade

Justitsminister Søren Pind

Kirkeminister Edith Thingstrup

Integrationsminister Katrine Winkel Holm

Forskningsminister Lars Seier Christensen (Saxo Bank)


Mere hyggesnak om ministerlister hos David Troels Garbys blog "Dansk Politik"

søndag, marts 18, 2007

Lene E. ligner en kronprinsesse

Bendt Bendtsen er formand ligeså længe, som han vil. Men af hensyn til det konservatives muligheder for at få flere vælgere burde han vige pladsen i god tid inden valget. En meningsmåling i Politiken søndag viser, at K igen går tilbage og nu ligger på 15 mandater. Dvs. et mandat under det antal, som partiet havde før den fynske politibetjent overtog ledelsen og rettede op på forholdene.

Konservativ Ungdom hyggede sig i går til deres landsråd. Pressen var tilstede for at forevige Bendtsens møde med de ungkonservative, efter at de har presset ham ud i ét af de pinligste situationer i hans formandstid. Bendtsen skruede dog professionalismen på og havde iført sig afvæbnende charme, mens han messede ordet ”mediestunt” til den talstærke journalistskare.

Mere interessant viste en afstemning hos de konservative at et pænt flertal 62 pct. blandt KU’erne fortrækker Lene Espersen som ny partileder. Resultatet svarer godt til den Gallup-måling i Berlingske i fredags foretaget blandt konservative vælgere gav Lene Espersen 54 pct og Connie Hedegaard 23 pct. Hos VKO-partiernes vælgere - hvor en potentiel K-fremgang skal hentes - er Lene E. en klar favorit. Hedegaard scorer kun hos de færre og færre radikale vælgere og især hos SF's vælgere. Det er dog næppe særligt troværdigt, at den sidstnævnte gruppe skal sikre K fremgang på det længere sigt. SFs vælgere har nok bare været høflige, når de har talt i telefon med Gallups interviewere.

Spekulationerne om Bendtsens fremtid vil fortsætte, men han bliver efter alt at dømme siddende frem til næste valg. Alligevel tyder meget på, at Lene Espersen har bragt sig i en position som kronprinsessen. Det gør hende udsat. For kritik internt og eksternt. Aviserne vil spekulere, og politikere, journalister, erhvervsfolk og embedsmænd vil tage pejling af, at det er meget sandsynligt at hun en dag vil sætte sig i stolen som K-partiformand. Denne uges snak har klart styrket Lene Espersens position. Hun vil formentlig få flere middagsinvitationer fra erhvervsledere og andre hofsnoge, som vil stå sig godt med en kommende leder.

Indsigtsfulde konservative kilder beskriver Lene Espersen som en person med ambitioner, vilje og råstyrke til at være leder. Og så er justitsministeren pragmatisk, sådan at forstå, at hun gerne deler magten og tilgodeser folk som Brian Mikkelsen mfl. Om det rækker til at skabe fremgang for de konservative. Det må tiden vise.

Hvad så med Connie Hedegaard?

Ja hun er jo stadig i spillet endnu. Miljøministeren har også ambitionerne, men nogle konservative vurderer, at det kniber med råstyrken, hvis det kommer til et hundeslagsmål om lederposten. Man peger på, at hendes flugt fra posten som politisk ordfører i 80'erne er et tydeligt bevis på, at hun kan finde på at stikke af før spillet om magten går rigtigt i gang.

Det vurderes, at Hedegaards temperament ligner Per Stig Møllers på den måde, at hun har svært ved at tåle kritik. Konservative iagttagere vurderer derfor, at det kan blive et problem, hvis hun bliver formand. For hun vil have det svært med at dele magten med andre. Nogle forestiller sig et scenarie med Hedegaard som partileder, hvor ”alt splittes i atomer”, fordi hun ikke vil tilgodese ”den anden side”. Man peger på, at hun som ”semiradikal tror, at hun har en intellektuel ophøjet ret til at regere, og at alle som mener det modsatte, skal udraderes”.

Jov. Det er som alle ved ikke en overdrivelse, at kimen til splittelse hos de konservative er klart tilstede, og at det derfor for alle parter gælder om at undgå en situation, hvor den aktiveres.

Ikke desto mindre er Lene Espersen - i dag - den absolut største favorit til at efterfølge Bendt Bendtsen.

Jarls Blog i JP-søndag

I fint selskab med socialdemokratiske bloggere som Kristian Madsen og Kasper Hyllested er Jarls Blog omtalt i søndagens udgave af Jyllands-Posten:

I artiklen ”Politiske pirater” i tillægget ”Indblik” ses de tre ovennævnte som eksempler på politiske bloggere:

De skriver til politikere, journalister og andre political junkies. De analyserer, provokerer og løfter sløret for det indre liv i de politiske partier. Selvom de politiske pirater i dag skriver til en lille skare, spås de en langt større rolle i fremtidens politiske liv.

Også andre politiske blog-sites er nævnt: Uriasposten, Dansk Politik, progressivt.dk og ”Punditokraterne”.

Om Jarls Blog skriver JP bl.a.:

Jarl Cordua er navnet på en de mest aktive danske politiske blogger i øjeblikket. Nøjagtig som Kasper Hyllested har han været politisk aktiv i en årrække, og har også en fortid som medarbejder på Christiansborg. I Corduas tilfælde hos Venstre.
Hans blog hedder "Jarls blog", og selvom han fra sin platform i cyberspace leverer historier, analyser og kommentarer med udgangspunkt i alle Folketingets partier, så fylder beretningerne om livet i Venstre mest.


- Min vurdering er, at det først og fremmest er politikere, journalister og andre Christiansborg hang-arounds, der følger med. Political junkies, kan man vel kalde den slags. Folk, der som mig interesserer sig for politik, siger Jarl Cordua.

Også i Venstres top og i folketingsgruppe bliver der læst med. For med Jarl Corduas kritiske tilgang til partitoppen, hans solide kendskab til Venstre og hans gode kontakter i partiet, ligger bloggen som en lurende fare.


Læs hele artiklen i Jyllands-Posten.

lørdag, marts 17, 2007

Presset på Jelved vokser

Forleden gik Konservativ Ungdoms afgående formand Kasper Hülsen og en enkelt K-borgmester Eva Nejstgaard ud i offentligheden og slog hårdt på tromme for, at der med tiden bør ske et skift på partilederposten i Det Konservative Folkeparti.

Skrækken i ansigterne hos de konservative folketingsmedlemmer og tillidsfolk stod straks at læse med udsigten til endnu et afsnit af komedieserien:

”Blodig magtkamp i det Konservastive Dolkeparty”.

De radikale lider øjensynligt af det samme problem som de konservative med en udbrændt leder, der er nået til vejs ende med sin strategi, men blindt nægter at vige pladsen. Måske af frygt for at tomrummet måtte udløse en efterfølgende blodig strid om lederposten. Der er dog én markant forskel på de to partiers måde at håndtere den interne kritik. Hos de konservative lukker man debatten ned, og fejer den ind under gulvtæppet. Det gør man ikke hos de radikale. Her tør partiets tillidsfolk tage debatten om den fejlslagne radikale strategi endda i fuld offentlighed i medlemsbladet "Radikal Politik".

En af Jyllands-Postens Christiansborg-journalister læser "Radikal Politik" og skrev i går fredag:

Uroen i Det Radikale Venstre lader sig ikke dæmpe af en tavs partitop og folketingsgruppe.

Flere radikale medlemmer tager bladet fra munden og kritiserer skarpt partiet for at føre en fejlslagen strategi med "Den Anden Vej" i det nyeste nummer af partiets medlemsblad Radikal Politik, der har tema om partiets strategi.


Her er to eksempler fra ”Radikal Politik”:

- Den Anden Vej er urealistisk, uforklarlig, og uinspirerende. Uanset hvor meget vi er imod den nuværende udlændingepolitik, er det ikke klogt til stadighed at profilere os herpå. Det gavner DF og V mere end os selv, og det ødelægger det for vores venner i S, skriver Henrik Juhl Madsen fra Rødovre.

- Ved at stille ultimative krav til en regeringsdannelse, som S og VKO aldrig vil acceptere, har man sat sig mageligt til rette på oppositionsbænkene for en lang periode også efter næste valg. Dermed vil den næste regering med sikkerhed blive en VKO regering under ledelse af "den farlige mand", Anders Fogh. Det har da aldrig været radikal politik, skriver Lars Vestergaard.

Andre indlæg i "Radikale Poltik" bakker - naturligvis - loyalt op om Jelved og strategien "Den anden vej".

---

Hvor må det være en lettelse for radikale vælgere at erfare, at der åbenbart eksisterer radikale tillidsfolk, der også har kunnet analysere sig frem til den indlysende konklusion, at tiden er kommet for et radikalt strategisk sporskifte.

Det logiske træk, at Jelved trækker sig for at lade en ny leder formulere en ny strategi, er der trods alt endnu ikke fremsat krav om i det radikale medlemsblad. Varer Jelveds stædighed ved i det uendelige og fastholder "Radikal Politik" en sådan liberal linje, så ender man måske med også at kunne læse formulerede krav fra radikale græsrødder om hendes afgang i det radikale medlemsblad?

Min egen analyse er, at en ny radikal leder uanset om det bliver Margrethe Vestager eller Morten Helveg Petersen må lægge en strategi, der indeholder en eller anden form for tilnærmelse til Socialdemokratiet.

Det er de socialdemokratiske spindoktorer formentlig også nået frem til, og derfor har de en interesse i, at holde debatten om Jelveds fejlslagne strategi i gang. Ifølge Jarls Blogs oplysninger er de også gerne proaktive om dette emne i forhold til pressen.

I denne weekend har ex. ”Søndagsavisen” Jelveds ”katastrofekurs” på forsiden. Hvorvidt man kan tillægge S-spinfolkene ”æren” for det er uvist, men man kan roligt konkludere, at presset på Jelved vokser og vokser.

torsdag, marts 15, 2007

Et spørgsmål om tid

Der er noget H.C. Andersen-agtigt over situationen med Bendt Bendtsen i går. "Partiets unge blomster KU’erne" insisterede - ligesom den lille dreng i "Kejserens nye klæder" - at sige tingene som de er: Med Bendtsen som formand får K ingen fremgang.

Ræsonnementet er jo klart for alle:
Bendtsen stoppede "værtshus-slagsmålet" i sin tid og har ført K til regeringsbænkene. Han er derfor sikret en hædersplads i partiets historie som redningsmanden, der fik rettet op på partiet og fik K i regering. Men nu er tiderne altså anderledes, fordi K’s ambitioner bør være større og partiet har de personer på hånden, som kan føre partiet til ny storhed.

Pludselig blev der i går sat spotlight på mandens begrænsninger, og debatten om Bendtsen vil ikke dø. I fysik ville man tale om en ”irreversibel proces”. There is no way back!

På TV2 i går kunne man se en dybt rystet konservativ partiformand i en meget uvant defensiv situation, der tydeligvis pinte ham og hvor han nærmest klynkende overfor journalistkorpset på Christiansborg insisterede på, at der altså var tale om et ”mediestunt” fra KU’ernes” side, og at den kritiske borgmester var et ”hår i suppen”. Han forsøgte at være nonchalant, men det lykkedes slet ikke.

Der er flere hår i suppen, forstår man på Berlingske Tidende i dag, men de øvrige K- borgmestre m.v. ønsker ikke at lægge navn til kritikken. Det forhold gør så ikke de konservative ledelsesproblemer på langt sigt mindre. De bliver sådan set bare fejet ind under gulvtæppet.

”Brandslukning” kaldte Jyllands-Postens reportere rammende de konservatives manøvrer i går på Christiansborg. Begge kronprinsesserne gjorde deres bedste for at udtrykke deres harmdirrende indignation så klart og så hurtigt som muligt. Formentlig dybtfølt og i en fælles pressemeddelelse, så der blev lukket mest muligt ned for spekulationer. Det ændrer bare ikke på, at kritikerne i det konservative parti har ret i deres analyse. Det havde de går, det har de i dag og om to år medmindre, at Bendt Bendtsen indser sine helt tydelige begrænsninger og går af.

Bendtsen holder pladsen varm for to kandidater, der hver især eller sammen ville kunne gøre det betydeligt bedre end han. Det viste TV2 og Megafons meningsmåling jo også. Hvor mange partiledere på Christiansborg kan som Bendt Bendtsen kun mønstre en opbakning på kun 48 pct. som partiformand blandt sine egne vælgere? Svar: Ingen. Anders Fogh?? 90 pct. Mindst. Pia Kjærsgaard?. Tæt på 100 pct. Villy Søvndal? 80-90 pct. Selv Marianne Jelved må have højere tal, der i alle tilfælde er tættere på 100 end 50 pct.

Målingen viste i øvrigt, at hele 24 procent af de konservative vælgere foretrækker Lene Espersen som formand, mens 20 procent af de konservative vælgere ønsker Connie Hedegaard på posten. Det er da et kæmpeproblem, at over halvdelen af de konservative vælgere fravælger deres partiformand. Hvorfor TV2s journalister ikke kan læse deres egne meningsmålinger er mig uforståeligt.

K’s spindoktorer kan fjerne debatten om Bendtsens afgang fra avisforsiderne for en tid. I korridorerne og mand og mand imellem vil snakken gå, indtil Bendtsen selv indser, at hans tid er ved at rinde ud.

Nogle spørger: Hvorfor nu? Bør K ikke vente til efter et valg? Omvendt kunne man spørge, hvorfor ikke nu? I god tid før valget. Ingen – og slet ikke nu – tror på at de konservative får fremgang ved næste valg. Respekten for Bendtsen hos vælgerne har længe været lille. Nu er den der ikke engang hos mange konservative. Og den manglende respekt for Bendtsens lederskab og person er efter min vurdering, langt mere udbredt end man overhovedet forestiller sig. Respekten mindskes dag for dag.

onsdag, marts 14, 2007

NCC-sagen: Politiet kaster aben videre

Opdateret torsdag kl 13.21

Politiet vil forelægge korruptionssagen om den mistænkte V-politiker fra Københavns Borgerrepræsentation for statsadvokaten, skriver flere medier onsdag eftermiddag.

Ifølge Jarls Blogs oplysninger, så har politiet opgivet at rejse en sag, men da NCC-sagen er så politisk inficeret har de vagtsomme og begavede mennesker hos politiet taget det kloge skridt, der gør, at de ikke bagefter risikerer at udsætte sig selv for kritik.

Sager af denne slags kan påklages til statsadvokaten, og det sker rutinemæssigt i sager i de sjældne tilfælde at de omhandler en korruptionsanklage, som i NCC-sagen. Derfor har politiet selv videresendt sagen til statsadvokat Karsten Hjort, sådan at man ikke står alene med ansvaret, når den – efter alle juridiske vurderinger - bliver lukket ned, uden at nogen bliver tiltalt.

At sagen har politiske over og undertoner står klart for enhver. Ekstra Bladet afslører i dag, at overborgmester Ritt Bjerregaard i august måned– i en helt anden sag - har bestilt et juridisk notat på skatteydernes regning (pris 35.000 kr.) hos advokatfirmaet DLA Nordic, der skulle vurdere, om der var mulighed for at rejse en sag over den pågældende V-politiker – ”Ritt-kritiker nr.1” for injurier. V-politikerne havde nemlig i skrift og i tale anklaget hende for magtfordrejning og ulovligheder i forbindelse med det meget omtalte billige boligbyggeri, hvor lejere – jfr. Ritts valgløfte - kun skal betale 5000 kr. i leje om måneden pr. lejemål. Notatet viste imidlertid, at Ritt ikke kunne vinde en sådan injuriesag.

Ritt Bjerregaard vil derfor ikke være ked af det, hvis denne politiker ikke længere får lov til at genere hendes arbejde på rådhuset. Nu får offentligheden lov at vente lidt længere tid, men det ændrer efter alt at dømme intet på udfaldet: at der ikke bliver en sag ud af al balladen.

---
Statsadvokat Karsten Hjorth oplyser, at han tidligst er færdig med at vurdere NCC-sagen engang i næste uge.

Begyndelsen til enden på Bendtsen

”Endelig”, tænkte jeg, da jeg læste på Berlingskes hjemmeside, at den konservative borgmester i Allerød, Eva Nejstgaard, og KU-formanden Kasper Hülsen sagde det, som mange længe har tænkt:

At Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen slet ikke er den rette mand som leder af Det Konservative Folkeparti, hvis partiet skal have fremgang.

Berlingske skriver i dag :

For første gang i Bendt Bendtsens otte år lange karriere som formand for Det Konservative Folkeparti, siger ledende partifæller åbent, at Bendtsen ikke er den bedste til at sikre de Konservative øget opbakning fra vælgerne.

- Bendt Bendtsen har gjort det udmærket med at skabe ro i baglandet, men vi skal videre, og derfor er vi nok nødt til at tage den her diskussion,« siger Allerøds konservative borgmester, Eva Nejstgaard.

Konservativ Ungdom holder i weekenden landsråd og vil i den forbindelse lade de delegerede stemme om, hvorvidt justitsminister Lene Espersen eller miljøminister Connie Hedegaard er den bedste afløser for Bendtsen. Ifølge KU-formand Kasper Hülsen ville begge være bedre til at skabe fremgang.


I den analyse er jeg enig, og der tror jeg nok, jeg ville pege på Lene. Men både Connie og Lene er knaldhamrende dygtige,« lyder Eva Nejstgaards kommentar til KUernes initiativ.


Eva Nejstgaard er i øvrigt ikke den eneste K-borgmester, som mener, at det er på tide med et skifte på lederposten. Det er et udbredt synspunkt hos flere af de konservative borgmestre og formentlig også hos konservative vælgere og tillidsfolk.

Hvorfor?

Bendtsen er ingen billetsælger, og han giver på ingen måde indtryk af, at være en leder båret af hverken intellekt, karisma eller retorisk vid. Bendtsen er placeret i et teknisk kompliceret erhvervsministerium, og her udstilles hans beherskede uddannelsesmæssige baggrund og faglige færdigheder, så han fremstår lidt latterlig. Havde han siddet i et mere rent holdningsministerium som fx kultur, undervisnings eller justitsministeriet havde han haft det lettere med at få respekt. Bendtsens stærke sider – det jævne, folkelige og umiddelbare – trænger nemlig i baggrunden, når manden belærer den del af befolkningen, som faktisk interesserer sig for globaliseringen for dens konsekvenser og udfordringer. Den anden del, som han faktisk kommunikerer fint med, er bedøvende ligeglade med globaliseringen.

Der er og har aldrig været nogen større respekt for Bendt Bendtsen som politisk leder. Indflydelsen ligger det også tungt med. Tydeligst når man ser på de konservative krav om skattelettelser, som ikke bliver til noget.

Alle kan se Bendtsens begrænsninger som politiker, men ingen konservative tør sige det offentligt. Før nu.

De konservative ministre har åbenbart også svært ved at få øje på Bendtsens kvaliteter som toppolitiker:

Berlingske har bl.a. spurgt kulturminister Brian Mikkelsen:

Er Bendt Bendtsen den bedste billetsælger i Det Konservative Folkeparti?

- Den bedste billetsælger er en kombination af mange ting. Det er både at være en god leder, at kunne kommunikere budskabet og at kunne stå for nogen vanskelige sager. Det er jo alt andet lige en vanskeligere position, han har som erhvervsminister at skulle sælge dankort og administrative forenklinger og alt muligt andet i forhold til at tale rene linjer på mange andre områder, siger Brian Mikkelsen.

Det er altsammen rigtigt, men man kan undre sig over, hvorfor Mikkelsen ikke bare svarer "ja" på spørgsmålet. Måske fordi, at Mikkelsen har indset det samme, som alle os andre mht Bendtsens "billetsælger-evner".

Hvor længe holder Bendtsen så?

Han kan sove roligt i hvert fald for en tid. Hverken Connie Hedegaard eller Lene Espersen har interesse i at starte et slagsmål om lederposten, mens partiet er regering. De risikerer selv hård intern kritik og modstand, hvis de pønser på det. Konservative tillidsfolk ønsker mindst af alt ballade ligesom i 1990’erne. Ydermere er det stærkt tvivlsomt, om begge de to kvinder er interesseret i at overtage ledelsen af partiet lige her og nu.

En Lene Espersen stod ikke i forreste række, da der var ballade sidst. Hvordan det end går med leder-ambitionerne har hun for øje, at der også skal være plads til hende efter et formandsvalg. Bla. derfor har hun kastet sig ud i et langt forsvar af Bendtsen til Ritzau onsdag formiddag, så hun fremstår mere katolsk end paven.

Det har hidtil heller ikke været Connie Hedegaards stil at kaste sig ud i interne slagsmål. Derfor kan man meget vel forestille sig, at den dag, hvor Bendtsen går af, har man internt handlet ledelsesposterne af. Mit bud er, at Connie Hedegaard bliver formand, mens Lene Espersen – hvis hun er ligeså loyal, som hun har været i sin ministertid – bliver tilgodeset på en eller anden måde. En ny leder har også brug for Lene Espersen.

Centralt i spillet står Brian Mikkelsen. Det er hans stemme, der bliver afgørende for, hvem af de damer, som bliver partileder.

Bendtsen og det konservative folkeparti kan gøre sig selv den tjeneste at sørge for, at der bliver skabt ro i partiet i forbindelse med et lederskifte. Fx kunne han annoncere sin afgang nu, så en ny leder kan stå i spidsen for partiet inden næste valg.

Måske skulle de konservative tage ved lære af socialdemokraterne og SF, som lod medlemmerne afgøre sagen ved en urafstemning. Det vil styrke en kommende leders mandat og skærme vedkommende for interne angreb. Forløber processen på en god måde, som man så det med formandsvalget mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen, så kan de konservative faktisk gå styrket ud af en ”formandskamp”. Det ville i givet fald være første gang i det konservative folkepartis historie, at det skete.

tirsdag, marts 13, 2007

En tynd historie

Jarls Blog har vi ikke for vane at forsvare Venstres topledelse, men der er trods alt grænser for, hvad man kan lade passere af sludder, der bliver skrevet om Venstre uden at reagere.

Politiken lader i dag tilgå læserne følgende nonsens:

Venstre giver politisk post til sponsorer, lyder overskriften.

- Formanden for Den Liberale Erhvervsklub, Fritz Schur, som har samlet et ukendt millionbeløb ind til Venstre, er også medlem af Venstres hovedbestyrelse. Dermed har »stærke pengemænd« haft mulighed for at sidde med på første parket, når Venstres top, heriblandt statsminister Anders Fogh Rasmussen, tilrettelagde partiets politik, mener Socialdemokraternes partisekretær, Henrik Dam Kristensen.

Uha uha, tænker man. Men ved læsning af artiklen fremgår det, at Formanden for Venstres Erhvervsklub, Fritz Schur, spytter ca. 300.000 kr. i Venstres partikasse. Under én procent af Venstres budget, fremhæver Schur selv.

Her på Jarls Blog er vi rystede over Politikens lave niveau.

Påstand 1. Venstre giver politisk post til sponsorer

Sludder. Det er en gammel historie. Formanden for erhvervsklubben har i flere år siddet med ved bordet i Venstres Hovedbestyrelse. Politikens anvendelse af verbet ”giver”, der signalerer en nutidig aktiv handling, er aldeles forkert og sandhedsfordrejende. Det burde almindelige overfladisk research have afsløret.

Påstand 2. ”Stærke pengemænd har haft mulighed for at sidde med på første parket, når Venstres top, heriblandt statsminister Anders Fogh Rasmussen, tilrettelagde partiets politik”.

Schur er ÉN stærk pengemand dvs. i ental. Altså overdriver Dam Kristensen. Desuden er selve påstanden om at Hovedbestyrelsen har politisk indflydelse helt hen i vejret, og det ved partisekretær Dam Kristensen udmærket. Det er ikke Venstres Hovedbestyrelse, der tilrettelægger Venstres politik, og der foregår intet af politisk interesse i dette organ.

- Der sker intet politisk interessant på Venstres hovedbestyrelsesmøder. Det er rent organisatorisk snak. Så helt ærligt: Jeg kan ikke se problemet, siger Fritz Schur til Jyllands-Posten. Og det har han fuldstændig ret i.

Venstres politik tilrettelægges i Venstres Folketingsgruppe - i hvert fald rent formelt. I virkeligheden udvikles Venstres politik nok nærmere hos de enkelte V-ordførere i et tæt samspil ad hoc med de enkelte ministre, Claus Hjort Frederiksen og statsministeren. At påstå alt andet er komplet latterligt, udtryk for nærmest bundløs uvidenhed eller bevidst forkert "spin".

---

Jeg forstår godt Dam Kristensen og socialdemokraternes irritation over, at historien om HKs donation på 400.000 kr. til partiet stjæler overskrifterne. Èt af socialdemokraternes helt store problemer er netop fundraising. At HK har krævet modydelser i kraft af indflydelse på socialdemokraternes politiske program er derfor en kæmpe bjørnetjeneste til det parti, som fagforeningen angiveligt vil hjælpe. Socialdemokraterne kan lave alle de programmer, der pleaser HK og andre, som de vil. Det ændrer stadig ikke på, at det også i Socialdemokratiet er i folketingsgruppen og topledelsen, at politikken bliver til. Men jeg forstår godt, at HKs topledelse med John Dahl i spidsen skal have et alibi i forhold til medlemmerne for at kunne retfærdiggøre en kontant støtte til det gamle arbejderparti.

Socialdemokraterne bør dog melde ud én gang for alle over for samtlige donorer, at man altså ikke kan få indflydelse på partiets politik.

Og så skal den del af befolkningen som har sympati for fx. venstre side af det politiske spektrum indse, at de altså også selv - udover de skattefinansierede midler - skal være med til at finansiere partiernes valgkampe og drift. Der er masser af friværdier og pensionsformuer til rådighed som i dag bliver omsat i en masse pjat og pjank, rødvin, ferierejser, samtalekøkkener osv. Hvis man virkelig sympatiserer med Helle Thorning og Co., så er det altså med at sende en kæmpecheck ind imellem. Helt uden krav om modydelser.

Politiken har en baggrundsrubrik, der hedder "Magtens Korridorer" hver lørdag. Her kan man passende rette denne dags fejlagtige oplysninger til avisens læsere mht, hvordan politik i dagens Danmark bliver til.