tirsdag, oktober 31, 2006

Jagten på urostifterne i Venstre

Politisk magt rummer mange forskellige facetter af livet. Positive og negative. Blandt de negative er, at det ind imellem kræver, at ledelsen ”slår hårdt ned på urostiftere!”, som Bjørn Watt Boolsen siger i rollen som rektoren på Metropolitanskolen i filmen ”Det forsømte forår”. Næste tirsdag kl. 11.30 er der gruppemøde i Venstre, og dermed tid til at få delt skideballerne ud til de åbenmundede, men navnløse kritikere af DSB (Dem Som Bestemmer) - "Fogh og Hjort".

Venstres ”bulldog”, som Claus Hjort åbenbart bliver kaldt i V-gruppen, spekulerer formentlig over, hvem blandt medlemmerne der ”pisser i hjørnerne” som det kom frem i Ekstra Bladet i søndags. Lad os prøve at give spekulationerne frit løb. For de bliver jo mellem os, kære læsere af denne blog! ;-)

”The Usual Suspects” er folk som Søren Pind, Peter Christensen og Leif Mikkelsen. Men kun lidt i Ekstra Bladets citater tyder på, at det kan være dem. De ved formentlig, at de får skylden for balladen uanset beviser m.v. Problemet for "Clausescu" er, at kæde dem sammen med et dybere motiv. De tre musketerer har været temmelig disciplinerede i deres udtalelser over længere tid, og er klar over at deres "brokkekvote" forlængst er overtrukket. Men det er sikkert ikke argumenter, der bider på Claus Hjort, som husker ganske længe, hvor andre glemmer.

Hvem har gavn af balladen? Hvis man tør tænke lidt kreativt, kættersk og diabolsk, så måske Lars Løkke Rasmussen og Carl Holst. Lars Løkke har fået offentliggjort, at Fogh har lovet ham V-formandsposten, når han selv går af. Det kan han kun være tilfreds med. Nu ved alle i gruppen, hvem der kommer til at bestemme efter exit Fogh/Hjort. Hans politiske aktier stiger markant ved den nyhed og styrker hans magtposition betydeligt - også i det daglige. Carl Holst er – ind til videre – eneste næstformandskandidat og vil komme til fadet som næstformand ved et formandsskifte. Carl Holst er det jyske Venstres ukronede konge – og vil sammen med Løkke udgøre en stærk koalition imod den eneste sandsynlige modkandidat til én af dem, nemlig Kristian Jensen.

Løkke er ikke en del af inderkredsen i regeringen. Det er han efter alt at dømme særdeles utilfreds med. Alligevel er det ham DSB – Dem Som Bestemmer – sender i byen med alle mulige og umulige synspunkter. Senest omkring udkastet til principprogrammet, der rykker partiet yderligere til venstre i retning af socialdemokratiet. Løkke har dog signaleret til Fogh, at der faktisk findes et vellønnet alternativ i erhvervslivet end at være daglig skydeskive for Fogh/Hjorts politik.

Det er imidlertid ganske påfaldende, at kritikken af Anders Fogh og hans bulldog optræder i Ekstra Bladet på samme tidspunkt som afsløringen af Foghs løfte til Løkke. For det er formentlig kun Fogh og Løkke, der har kendt til den aftale? Fogh frikender jeg for at have lækket historien, men det kunne i stedet være Løkke selv eller én fra Løkkes inderkreds, der står bag lækagen. Måske endda Carl Holst? Vi ved det ikke.

En tommelfingerregel siger, at intet er tilfældigt i politik. Derfor har jeg meget svært ved at tro på, at Carl Holst ikke kendte til Løkkes lokumsaftale med statsministeren, før at han for et par uger siden meldte sig som næstformandskandidat i "Der Nordschleswiger". Det bliver spændende at se, om Carl Holst går på talerstolen på Venstres landsmøde for at pudse sin profil af.

En god gammel nyhed: Uffe er stadig liberal

Jeg hørte forleden dag, at Uffe Ellemann-Jensen havde været gæst hos Clement, hvis enerverende og ganske hyppige krukkede udbrud i øvrigt stærkt har afkølet min interesse for hans nye talkshow.

Heraf fremgik det klart og tydeligt, at Venstres tidligere og blandt græsrødderne uden sammenligning mest elskede formand nogensinde - Uffe - stadig går ind for lavere skat og en mindre offentlig sektor. Havde han siddet i Venstres folketingsgruppe ville Uffe formentlig – ligesom andre der mener noget, der afviger to millimeter fra DSB’s linje - have stået til spanking hos Claus Hjort. Sloganet "Du må gerne være uenig" stod der ved indgangen til Venstre, da jeg i sin tid meldte mig ind. På vej henimod udgangen ser jeg, at det gamle skilt forlængst er blevet pillet ned.

søndag, oktober 29, 2006

Fogh ser sammensværgelser overalt

Trods tyranni, tvang og trusler lever liberalismen i Venstres folketingsgruppe. I hvert fald hvis man skal tro Ekstra Bladet, der i dag søndag har taget temperaturen på stemningen i Venstres gruppeværelse 2-080.

Den er ifølge adskillige kilder langt under frysepunktet, og ansvaret for det placerer V-gruppemedlemmer m.fl. entydigt hos partiets leder den ”paranoide” statsminister Fogh og hans ”bulldog” Claus Hjort Frederiksen – det stærke makkerpar, som trofaste læsere af denne blog også kender under betegnelsen ”DSB” – Dem Som Bestemmer.

Lad os dvæle lidt ved, hvad en stribe unavngivne V-MF’ere lader sig citere for i Ekstra Bladets artikel med overskriften ”Foghs Paranoia”, der levende beskriver gruppemedlemmernes åbenlyse frustration over landets regeringschefs facon og opførsel:

- Man kan nærmest sige, Anders Fogh er blevet paranoid. Han ser spøgelser og sammensværgelser der, hvor intet foregår, siger en kilde med et nært kendskab til Fogh ifølge Ekstra Bladet.

- Han er blevet paranoid og bange for sin egen skygge – i virkeligheden er han blevet bange for det liberale projekt, siger et gruppemedlem.

Ekstra Bladet skriver, at V-gruppen oplever Fogh som defensiv, og at han opfatter dele af sin gruppe som illoyal:

- Det handler ikke om illoyalitet, men om en naturlig lyst til at diskutere liberal politik. Vi er her sgu ikke for vore blå øjnes skyld – eller for at agere stemmekvæg for en socialdemokratisk politik, siger en V-politiker.

De åbenmundede MF’ere ved, at de lever livet farligt:

- Jeg vil vædde med, at han sætter ”bulldoggen” (Claus Hjort red.) i gang med at undersøge, hvem der har sagt, det her.

Ja. Ingen tvivl om, at klapjagten nu er gået ind på de formastelige V-gruppemedlemmer. Hvis det går, som det plejer, kan "The Usual Suspects" i V-gruppen allerede se frem til skideballe på førstkommende gruppemøde tirsdag.

Ikke desto mindre er denne blogger glad for at konstatere, at der åbenbart i Venstres folketingsgruppe findes mennesker, der længe klart har gennemskuet, hvad Anders Fogh og Claus Hjort er i færd med, og som er træt af DSB's meningstyranni. Engang sagde man, at "der var højt til loftet i Venstre". Det er ved at være længe siden. Men der findes åbenbart mennesker, der nægter at finde sig i, at kontrolfreaken i Prins Jørgens Gård og hans nidkære blodhund ”Clausescu” i Beskæftigelsesministeriet tager livtag om selve partiets sjæl og grundsynspunkter for at kunne blive siddende på taburetterne.

Også respekten for Fogh er gået fløjten. Selv langt ind i regeringen. Fogh har for vane at "stjæle gode sager” fra fagministre, som han siden selv kan profilere sig på. Derfor skynder de selv at lække de gode historier til pressen, før end at statsministeren får fingrene i dem. Som et regeringsmedlem knastørt bemærker:

- Man lærer af bitter erfaring.

Foghs rådgivere får endnu engang skylden for regeringschefens fejltagelser. ”Flere” af Ekstra Bladets kilder peger på, Fogh er blevet egenrådig. Han spørger i hvert fald ikke konen til råds, og skal man tro BT fra i går, er statsministerens ægteskab nærmest en kulisse, hvor herren og fruen lever hvert deres liv. Man kan i hvert fald konstatere, at Foghs privatliv nu også er blevet invaderet af pressen - og endda af den "pæne" små-borgerlige såkaldte "familieavis" BT! Mit gæt er, at Anne Mette Fogh Rasmussen ikke længere bliver trukket frem i rampelyset for at give Fogh et mere ”menneskeligt ansigt” med appel til kvinder og de bløde værdier. Det kort er endegyldigt spillet af hånde.

Rådgiverne – departementschef Karsten Dybvad og ”Ulven” – spindoktor Michael Ulvemann skulle i følge Ekstra Bladets kilder være ”bange” for at spille djævelens advokat. Meget tyder på, at der er en regulær kampagne blandt visse Venstrefolk i kredsen omkring Lars Løkke imod Ulvemann. ”Det er synd for Ulven”, sagde en indsigtfuld bekendt her forleden dag om kritikken af Ulvemann.

"Ulven" leverede dog en toppræstation, da han ganske behændigt fik demonteret bomben med statsministerfruens pludselige, men krystalklare kritik af forholdene for børnene i danske flygtningelejre. "Sagen" endte med at pressen lod sig stille tilfreds med den forklaring, at Fru Rasmussens citater havde været fem måneder undervejs, og dengang var givet til en bog om "statsministerfruer", der udkommer i disse dage. Følgelig var udtalelserne/vurderingerne nu forældede, fordi regeringen i mellemtiden havde afsat midler til området. God forklaring og smukt spindoktor-arbejde! Ulven kunne derfor denne dag godt være sin løn bekendt.

Hvis Løkke vejrer morgenluft mht at afløse Fogh inden for en overskuelig fremtid (se herunder), så kunne det jo være, at Ulven skulle finde sig en ny – og mere lukrativ -hule at krybe i. Især hvis det ikke lykkes for statsministeren at finde sin sædvanlige gode dagsform.

Katastrofen er dog endnu ikke om hjørnet, for i dagens Berlingske er der stadig VKO-flertal. Det er så også det eneste Venstres politiske ordfører Troels Lund Povlsen rigtigt har udtalt sig om. Jeg - med andre - mindes bestemt, at Jens Rohde var mere udfarende i det daglige. Men der sker jo også meget internt i Venstre i disse dage, og ”Trolde” har altid været god til at holde på den rigtige hest. Så hvorfor skabe sig fjender ved at gå ud og skælde gruppemedlemmerne ud? Men måske hjælper Claus Hjort ham igang med det, hvis ikke uroen hører op.


Lokumsaftalen

Fogh har lovet Løkke posten som formand for Venstre, når han engang går af, fortæller Ekstra Bladet. Avisen mener at vide, at Lars Løkke i foråret overvejede sin fremtid i dansk politik, fordi han havde fået et tilbud på tre millioner kr. om året fra erhvervslivet. Imidlertid, erfarer Ekstra Bladet, gav Fogh Løkke et løfte om at få V-formandposten, når han selv går af.

Hvis det er korrekt, så er Kristian Jensens muligheder om at efterfølge Fogh nu blevet kraftigt forringet. Kampen står derfor om den ledige næstformandspost efter Løkke, og den har Carl Holst allerede i sidste uge lagt billet ind på. Det er en nærliggende tanke, at Carl Holst har kendt til Løkkes og Foghs aftale, før han gik i pressen med sin ”jobansøgning”.

Hvis jeg var Kristian Jensen ville jeg udbede mig en forklaring hos statsministeren næste gang han er til te i Prins Jørgens Gaard.

Kendte Jens Rohde i øvrigt til statsministerens lokumsaftale med Løkke, før han tog sin beslutning om at forlade dansk politik?

Kan statsministeren love sin næstformand, at han kan efterfølge ham som V-formand? Ja selvfølgelig. Den formelle kåring på et landsmøde er bare en formalitet. For medlemmerne er i bogstaveligste forstand stemmekvæg, der stort set gør, hvad de får besked på. I modsat fald skal de ikke regne med at blive til noget i partiet. Værst er det, hvis et gruppemedlem ”kommer i Claus Hjorts sorte bog”. Så er det helt slut. Og det er ingen jo interesseret i.

fredag, oktober 27, 2006

Sådan ”scandi-liberalisme”, ik?

Venstres udkast til nyt princip program blev offentliggjort fredag. I den anledning havde Radioavisens Jens Ringberg talt med Venstres næstformand Lars Løkke Rasmussen, der blev bragt i P1 Morgen samme dag.

Løkke bekræfter torsdagens P1 Orienterings indslag. Venstre vil i endnu højere grad ligne socialdemokratiet end de gør i dag. Løkke forsøger at ryste et nyt begreb ud af ærmet ”Scandi-liberalisme”. (Spar fakturaen til bureauet, Løkke – de må sgu komme op med noget mere mundret)

Det korte af det lange af det dødfødte begreb er at Venstre vedkender sig velfærdssamfundet eller den skandinaviske, nordiske eller socialdemokratiske velfærdsmodel. Det er der sådan set intet nyt i. Det har Venstre gjort i mere end 40 år. Nu praler Det Nye Venstre bare af det i sin iver for at tækkes de socialdemokratiske svingvælgere, som Venstre har vundet over midten ved de to sidste valg.

Det er i øvrigt morsomt at høre Venstres (og Det Nye Venstres) næstformand tale om personlig frihed og den enkeltes frie valg. Det er en mand, der ikke selv må bestemme for Anders Fogh, hvem han går i svømmehallen med.

Løkke taler om at Venstre skal være ”et stort bredt moderne liberalt folkeparti”. Præcis samme formulering som Fogh brugte, da han stod på scenen på Færgen Sjælland efter valgsejren i 2001. Så det er heller ikke noget nyt.

Løkke taler videre om ”Velfærdssamfundet som en trampolin,”, som borgerne kan bruge til at komme fremad, når der er behov for det. Han slår fast at ”Velfærdsordningerne og dagpengene ikke skal forringes. Venstres hovedsponsor Dansk Industri er til grin. Netop denne organisation har som mærkesag, at der skal skæres hårdt i dagpengene. Måske sparer de checken næste gang? For hos Det Nye Venstre er der intet at komme efter.

Løkke gør op med tankegangen om at begrænse den offentlige sektor. Tværtimod går Det Nye Venstre ind for at udvide den offentlige sektor frem for at skære den ned.

Løkke siger:

- Det bliver for stereotypt at hver gang vi skal lave en finanslov, så skal vi kigge ud af vinduerne og se hvor meget er den private sektor vokset, for at se om der også er plads til at den offentlige sektor også kan vokse.

Løkke efterlod også denne lytter med den forståelse at skattelettelser for det Nye Venstre er teoretisk. Der er efter alt at dømme intet at komme efter.

Det er jo et klart valg. Men hvori forskellen til socialdemokraternes velfærdspolitik består, kan jeg ikke se. Men det er formentlig også hele idéen med at køre den ideologiske profil på lossepladsen – måske endda historiens losseplads.

  • Hør Lars Løkke i P1 Morgen


  • Læs oplæg til Venstres principprogram
  • torsdag, oktober 26, 2006

    Uffes Venstre på vej til slagtebænken

    DSB - ” Dem Som Bestemmer” - Claus Hjort og Anders Fogh - har taget næste skridt i den langsomme, men sikre likvidation af det ”Venstre" man endnu kalder "Danmark Liberale Parti". Herefter skal ”landets nye velfærdsparti” (Læs: ”landets nye socialdemokrati”) - og helt efter planen - opstå.

    Udkastet med forslagene til Venstres principprogram ” fremtid i frihed og fællesskab" , som skal behandles på partiets landsmøde i næste måned, er - formentlig af ingen andre end Venstre-toppen selv - blevet ”lækket” til DR P1 Orienterings Pieter Raunwe, der nu kan orientere de interesserede radio-lyttere.

    I følge Raunwe lægger forslaget op til ”en meget mere midtsøgende linje” og ”væk er alle fy-ordene”. Der er tale om forslag, der skal dæmme op for oppositionens kritik af Venstre som et parti, der vil afvikle velfærdsstaten.

    Centralt står, at Venstre nu opgiver at reducere den offentlige sektor. Skattesænkningerne skal ske gennem effektiviseringer af den offentlige sektor og kravet om privatiseringer er ligeledes opgivet. Det er ikke så underligt set i lyset af, hvad regeringen har opnået på området efter fem år ved magten.

    I realiteten skal principprogrammet bringes i overensstemmelse med Venstres øjeblikkelige politiske linje og udmeldinger. Det sidste partiprogram blev vedtaget i 1995 i Uffe Ellemann-Jensens formandstid.

    ”Der er tale om et markant skridt ind mod midten.”, lyder Raunwes dom.

    Venstres medlemmer har reelt intet valg end at stemme for Venstre-toppens forslag. Alt andet vil være end desavourering af partiets ledelse, hvilket efter min vurdering er utænkeligt. Ifølge Raunwes vurdering af forslagene har redaktionsudvalget, der ledes af partiets næstformand Lars Løkke, forsøgt ikke at provokere partiets liberale kræfter. Om den vurdering holder vand, bliver spændende at følge. Forslaget til nyt principprogram bliver ”offentliggjort” om et par dage.

  • Hør P1 Orienterings indslag om de af Claus Hjort og Anders Foghs sanktionerede forslag til principprogram her
  • Foghs facade krakelerede

    Der blev igår skrevet endnu et kapitel i den spændende krimiserie "Mordet på Danmarks liberale parti".

    Dagbladet Børsen leverer i dag et dramatisk interview med statsministeren.
    Under overskriften ”Jeg har ikke skiftet holdning” forsøger Anders Fogh forgæves at skabe sammenhæng i Venstre-toppens efterhånden ganske mange og meget forskellige holdninger til, hvor meget den offentlige sektor bør fylde i samfundsøkonomien.

    Først fastslår Fogh, at regeringens linje ligger fast og at det offentlige forbrug kun må vokse med maksimalt én procent om året. Da Børsen påpeger, at det kræver at den private sektor vokser med to procent om året, såfremt at den offentlige sektor skal fylde mindre af samfundsøkonomien hopper kæden af for Fogh. For ledende økonomer og formentlig Fogh selv ved, at den private vækst i den størrelsesorden ikke er specielt sandsynlig:

    Børsen: - Sidste år sagde du, at det offentlige skulle udgøre en mindre del af den samlede økonomi. Nu siger du, at den kommer til at udgøre en uændret del?

    Fogh: - Nej. Det er en helt forkert fremstilling. Regeringens politik – og det kan ikke være overraskende – er lagt fuldstændigt fast. Vi følger den økonomiske plan, der giver mulighed for 1 pct. årlig vækst i det offentlige forbrug.

    Børsen: - Men det vil så betyde en uændret størrelse på den offentlige sektor?

    Fogh: - Nej. Det afhænger fuldstændig af, hvor meget den private sektor den vokser. Det er faktisk regeringens politik, at vi gerne vil have den private sektor til at vokse ganske meget. Men hvad den private sektor vokser, det er der ikke nogen, der kan sige noget om.(..)

    Børsen: - Er der nogen grund til at tro, at den private vækst lige pludselig skulle være højere, end den generelt har været de sidste mange år?

    Fogh: - Det er der ikke nogen politiker, der kan vide noget om.

    Foreholdt disse udsagn forsøger en tydeligt presset herefter Fogh at smyge sig udenom de ubehagelige spørgsmål, og kontrolfreaken i Prins Jørgens Gård ender med at miste kontrollen, hvilket klart generer ham og derfor får den sidst i interviewet på alle tangenter af Foghs følelsesregister.

    Journalist Nikolaj Sommer gør sin stand ære, og til trods for Foghs åbenlyse irritation fastholder han stålsat sine klare spørgsmål.

    Fogh kunne spare sig, Børsen valgte nemlig at ”skrive båndet ud”.

    onsdag, oktober 25, 2006

    Administratoren Fogh

    Der er rod i Venstres meldinger i disse dage om, hvor stor den offentlige sektors størrelse skal være. Næstformand Lars Løkke siger ifølge Berlingske i dag til den netop udkomne debatbog ”Løkkeland":

    - Jeg ser skattestoppet som en praktisk genvej til den kurs, hvor vi lader den private sektor vokse mere end den offentlige, og dermed flytter balancen mellem, hvad der er det offentliges ansvar, og hvad der er vores eget.

    I et interview i Weekendavisen i fredags sagde skatteminister Kristian Jensen noget tilsvarende.

    - Hvis man har et ønske om, at vi på et tidspunkt skal have en lavere beskatning i Danmark, end vi har i øjeblikket, så er det på sigt nødvendigt, at den offentlige sektor ikke vokser så hurtigt som den private. Ikke at der ikke skal være vækst. Men hvis væksten ikke er lavere end i det private er resultatet enten uændret eller højere skattetryk.Som jeg ser det, er der stadig mulighed for at den offentlige sektor i forhold til den private kan fylde noget mindre. Jeg mener, at vi i en periode skal sørge for en moderat vækst i den offentlige sektor og en større vækst i den private sektor, fordi vi derved kan få overskud til at sikre at skatten ikke stiger og at vi kan tage hånd om dem, der for alvor er svage.

    Så langt så godt. Men begge d´herrer V-tronprætendenter har gjort regning uden vært. For i den Berlingske Avis kan man i dag læse, at statsminister Anders Fogh Rasmussen i går slog fast, at Venstre ikke har nogen politik om, hvorvidt den offentlige sektor skal fylde mere eller mindre i samfundsøkonomien:

    - Det er jo matematik og ikke politik. Altså, det politiske er, at regeringen ønsker at afsætte de penge til den offentlige sektor, som er nødvendige for at have en velfungerende offentlig sektor med et serviceniveau på et højt niveau, som den danske befolkning med rette forventer, når vi betaler en af verdens højeste skatter, sagde statsministeren.

    Dagbladet Børsen har været i arkivet og fundet Statsministerens tale frem fra sidste år:

    - For mindre end 12 måneder siden slog statsministeren ellers fast, at det var vigtigt for en "troværdig" og "ansvarlig" målsætning om at skabe plads til skattelettelser, at regeringen "stålsat" arbejdede for, at den offentlige sektor skulle fylde stadigt mindre i samfundet som helhed.

    Børsens journalist konkluderer ikke overraskende efter at have hørt statsministeren på gårsdagens pressemøde:

    - Men det gælder ikke længere.


    Ingen tvivl om, at Fogh og Claus Hjort a.k.a. DSB - er dybt rystede over pædagogoprøret og Venstres hastigt svindende meningsmålinger. I stedet for at stå ved sine liberale holdninger og identitet - som Løkke og Kristian Jensen - reagerer statsministeren i panik og smider nu alt ideologisk gods over bord. Selv holdninger han havde for knapt et år siden. Tilbage står det indtryk, at Fogh og Co. er blevet en holdningsløs administration, der blot fører de korslagte armes politik.

    Om lidt skal Venstres Landsmøde vedtage et nyt principprogram. Det er på mange måder en skæbnestund for Danmarks – engang – liberale Parti. Medlemmer kan vælge at Venstre igen skal være et politisk parti, som under Uffe Ellemann-Jensen, med ideologiske mærkesager, som fx at den private sektor skal fylde mere end den offentlige sektor, at der er behov for en lavere skat især på arbejdsindkomster, at det skal kunne betale sig at arbejde osv. eller, at "Det Nye Venstre" blot skal være en politisk fanklub for kontrolfreaken Anders Fogh og hans blodhund i beskæftigelsesministeriet.

    Der er så sandelig noget at komme efter!


    Onde Dybkjær
    Der var også noget at komme efter, da statsministerens hustru in flagranti blev taget i at flashe sin kopitaske af luksus-mærket Louis Vuitton.

    - For så vidt angår min hustrus påklædning, herunder tasker, så har jeg det faste princip, at jeg ikke udtaler mig om det. Tasker har jeg overhovedet ikke forstand på, og med påklædning ville jeg komme galt af sted, sagde Fogh i går på sit ugentlige pressemøde ifølge Berlingske Tidende i dag.

    Statsministeren er presset, og forsøger at underspille situationen ved at spille på nogle ydmyge toner om manden, der er sin hustru underlegen i tøjsmag osv. Hvad han ikke er underlegen i, er at være moralist og derfor har pressen en legitim anledning til at spørge ind til den håbløst kiksede situation hans hustru har bragt sig selv og sin mand i ved i offentligheden at flashe en billig og ULOVLIG kopi af en luksustaske, som var hun en simpel wanna-be teenager bevidstløst halsende efter at opnå de samme privilegier som de modebevidste, rige, unge og smukke. Men på andenklasse…

    Det er ikke en rolle, der klæder nogen statsministerfrue og især ikke én som hidtil har gjort meget ud af at være en helt almindelig pædagog. Ude på landet – hvor statsministerfruen, en uforholdsmæssig stor del af Venstre-græsrødderne og mange af statsministerens vælgere kommer fra – er de formentlig bedøvende ligeglade og har aldrig hørt om ”ham Louis”. Men inde i byerne cementeres opfattelsen af, at Fogh er fuld af dobbeltmoral, og at landets førstedame udover at være en noksagt oveni også er helt uden situationsfornemmelse. En opfattelse som Lone Dybkjær meget elegant fik understreget, da hun til BT forleden pegede på at statsministerfruen fik for lidt hjælp af statsministeriet. Et særdeles elegant spin, der under dække af ægte omsorg for Fru Rasmussen naturligvis bidrager til den udbredte opfattelse – især i kulturradikale frigjorte kredse i København - af statsministerfruen, som den evigt for manden selvopofrende hjemmegående husmor og Tammy Wynette-lignende type anno 1950'erne.

    Taske-sagen er pinlig og skaber imageproblemer for en statsminister, der i stigende grad har svært ved at ligne en person, som vælgerne kan identificere sig med. Er der noget Helle Thorning ikke er, så er det en wanna-be. Hendes taske var i det mindste en ægte Gucci, og hun både ligner og opfører sig som én, der lever i 2006.

    tirsdag, oktober 24, 2006

    Jelveds dødedans

    Det går et spøgelse igennem dansk politik. Det radikale spøgelse. ”De radicoole” siver i meningsmålingerne, og deres trækplastre i folketinget og på Københavns Rådhus har ikke samme medvind i pressen som tidligere. I den sidste måling fra Catinet/Ritzaus Bureau i søndags mistede de radikale tre mandater i forhold til folketingsvalget.

    Derfor forsøger Jelveds erklærede efterfølger Marianne Vestager at give kunstigt åndedræt til den kuldsejlede radikale strategi om at stå frit mellem Fogh og Thorning. Således kan Jyllands Posten i dag fortælle den underholdende historie, at partiet nu kræver af meningsmålingsinstitutterne, at de radikale får deres egen tredje blok i meningsmålingernes ”blokbarometre” – det er dem, der tæller partierne sammen på højre og venstre fløj og ser, om de giver over eller under de magiske 90 mandater og dermed et regeringsflertal.

    Fuglen flyver ikke meget længere. Marianne Jelved bliver ældre og ældre, og kun radikale kernevælgere ønsker hende som statsminister. Samtidig kniber det med øvrige radikale trækplastre. Naser Khader har tydeligvis mistet gnisten og pusten. Det kan næppe undre med det umenneskelige pres, som han konstant er udsat for. Hvem er ellers synlig med radikal politik for tiden? Martin Lidegaard? Elsebeth Gerner? Man skal være mere end hardcore radikal for at kunne blive begejstret.

    Det kommende valg bliver Marianne Jelveds allersidste. Når ”Jelved som statsminister”-strategien ender som en joke, tvinges de radikale inden valget - efter min vurdering - til at pege på Thorning som ”eneste alternativ til Fogh”. Når Jelveds strategi lider endeligt skibbrud, bør hun selv gøre sit parti den tjeneste at gå af som partileder, sådan at græsrødderne i ro og mag kan finde en afløser.


    Vild med skrald

    På Københavns Rådhus må den radikale Klaus Bondam også indse, at hvedebrødsdagene som politiker er ved at være overstået. Væk er benovelsen og begejstringen over, at en sympatisk skuespillerkendis pludselig sætter sig i borgmesterstolen. Når man som Bondam gik til valg på sloganet ”lækker by”, og alle kan konstatere, at byen flyder af papir, så bliver han målt på det. For tiden bliver Bondam ikke skånet, og det er formentlig ikke sidste gang, man ser ham portrætteret i Ekstra Bladet i dansepositur og med overskriften ”Vild med skrald”.

    Glansen er på mere end en måde gået af Skt. Gertrud. Bondam har skiftet voldsomt ud i sin stab. Hans spindoktor holdt under et halvt år, og direktøren skred, fordi hun ikke ville tage ansvaret for Ritts boligprojekt ved Christianshavn, da det efter hendes mening var ulovligt.

    I øvrigt er det opfattelsen langt ind i det radikale bagland i København, at partiets folk på Rådhuset ligger for meget under for Ritt Bjerregaard og i stigende grad betragtes som hendes halehæng.

    mandag, oktober 23, 2006

    Fårene og syndebukken

    Politiken bragte i går en historie, hvor flere unavngivne Venstre-MF’ere giver statsministerens spindoktor Michael Ulvemann skylden for, at statsministeren for tiden har problemer med at kommunikere med vælgerne.

    Foghs problemer var endog observeret af MF Gitte Lillelund Bechs tidligere unavngivne kredsformand, der indtil for ganske nylig tilsyneladende har levet en upåagtet tilværelse som intern ekspert indenfor spin og kommunikation, men som nu åbenbares i Politikens Søndags klumme med det lovende navn: ”Magtens Korridorer”. Hertil er kun at bemærke, at Tøgers avis efter at have fundet en tidligere kredsformand i korridorerne dermed øjensynligt, har totaloprustet mærkbart mht. insiderkilder i partiet Venstre. Det bliver spændende at følge!

    I samme artikel bliver ”manden med den gyldne telefon” Anders Foghs tidligere spinmeister ”dr. Kristiansens” kunster sammenlignet med Ulvemanns meritter. ”Spinnet” eller analysen fra Venstre-MF’ere om man vil - lyder: doktor Kristiansen var simpelthen bedre i jobbet, fordi han var med fra starten i 1999, da V-strategien blev lagt. Han kender den i detaljer og er bedre til at manøvrere uden om skærene, især når Fogh er på kollisionskurs med midtervælgerne og deres værdier. Og så er Ulvemann – i modsætning til ”doktoren” ikke så god til at snakke med baglandet.

    Der har tidligere været kritik fremme af Ulvemann. Ekstra Bladet kunne i juni afsløre at kritikken havde antaget lidt bizarre former, da nogle af regeringens øvrige spindoktorer og enkelte V-MF’ere havde ”Manneken Pis” statuer stående på kontorerne. Denne muntre manifestation hentydede til Ulvemanns fysik, da spindoktoren i forhold til gennemsnittet er en anelse lavstammet. I substansen gik kritikken dog på, at Ulvemann – efter nogens mening - var for karrig med informationerne fra - og ikke mindst adgangen til - statsministeren for andre topvenstrefolk og deres spindoktorer. Ifølge Ekstra Bladet dengang var Lars Løkke Rasmussen i særlig grad ramt af den angiveligt emsige gatekeeper i statsministerens forkontor.

    Løkke afviste – naturligvis – hele historien og siden forsvandt Manneken Pis-skulpturerne fra kontorerne, mens alle har gået stille med dørene. Indtil nu.

    Hvis kritikken tager udgangspunkt i Anders Foghs problemer hos vælgerne, så har Ulvemann skyld for ganske meget. Man aner jo knapt, hvor man skal begynde.
    Er det virkelig Michael Ulvemanns skyld, at Socialdemokraterne har haft held til at overbyde regeringen med deres ”velfærdsprojekt”? Er det i virkeligheden Ulvemann, der får Anders Fogh til at indlede et ”skænderi med befolkningen om velfærden”, som Sass Larsen rigtigt smart fik sagt i går på TV, da han skulle forklare Socialdemokraternes for tiden opadgående formkurve i meningsmålingerne? Kan man også bebrejde Ulvemann, at regeringen ikke selv har noget projekt for tiden? Er det også Ulvemanns skyld, at DSB (Dem Som Bestemmer) - Anders Fogh og Claus "Clausescu" Hjort - blæser liberale vælgere en hatfuld, at de i frustration svarer nejtak til ”Det Nye Venstre”, når Vilstrup ringer? Er det endelig også Ulvemann, som hviskede Clausescu i øret, at han endelig skulle omklamre Pia Kjærsgaard og fortælle liberale vælgere, at såkaldte "Nye Venstre" deler værdier med de selvsamme mennesker, som i de sidste uger lader hånt om basale demokratiske værdier ved at ekskludere deres egne medlemmer, fordi de tillader sig at tænke selv? Svaret giver sig selv.

    Når de interne kritikere ikke selv tør eller vil kritisere chefen selv, så kan de måske ramme ham pr. stedfortræder. Og især en stedfortræder, der ikke på samme måde som forgængeren, indser nødvendigheden af at gøre sig i The noble art of ass-kissing. Dvs. gøre sig til, charmere og pleje egoerne hos MF’ere, spindoktorer og ministre med umættelige behov for at please Fogh.

    Ex-doktor Kristiansen selv har det formentlig også helt fint med – og med øje på historieskrivningen – at det var i hans tid, at det – efter nogens mening - gik bedst med ”spinneriet” i Prins Jørgens Gaard. Kristiansen har som bekendt godt gang i sin egen forretning i det private. Hans meritter står formentlig ikke i et dårligere lys, når efterfølgeren - efter nogens mening – har problemer. Det smitter formentlig også af på, hvor mange cifre, der i sidste ende, står på Doktor Kristiansens fakturaer.

    lørdag, oktober 21, 2006

    Fagbevægelsens trumf

    TDC-direktør Henning Dyremose tjente ”kun” 29,5 millioner kr. sidste år og ikke 100 millioner, som pressen tidligere har udbasuneret. Radioavisens oplæser var nærmest ved at bryde sammen af grin, da hun læste historien op her til morgen. Det er Dyremose selv, der også er Dansk Industris formand, som har følt trang til at fremlægge sin privatøkonomi i Jyllands-Posten, fordi han ønsker at ”aflive myter forud for overenskomstforhandlingerne”.

    Det er modigt af Henning Dyremose, men næppe klogt. For den almindelige lønmodtager er det vel ret ligegyldigt om Henning Dyremose tjente næsten 30 eller 100 millioner sidste år. Det er enorme beløb. Denne blogger er flintrende ligeglad med, hvad andre tjener, men det er den del af befolkningen, der skal stemme om overenskomstresultatet bestemt ikke.

    Indrømmet. Dyremoses løn taler til misundelsen og de laveste instinkter, men TDC har heller ikke selv bidraget til at forargelsen er blevet mindre. Sidste år sparede virksomheden medarbejdernes gratis kaffe på arbejdspladsen væk… Debatten om Dyremoses løncheck genopliver på det nærmeste klassekampen. Desværre.

    Fagbevægelsens repræsentanter, der normalt ikke imponerer ret mange, har denne gang et ekstra kort at spille ved forhandlingsbordet. CO-industri kan rive DI’s topforhandlere Hans Skov og Henning Dyremose i næsen, at de denne gang SKAL have et godt resultat med hjem. Medlemmerne vil ikke finde sig i andet, og det har DI selv bidraget med ved at have en formand, som mange - rigtigt eller forkert -opfatter som ekstremt grådig. Dyremose tilstår nærmest, at det netop er baggrunden for, at han går i pressen med sin privatøkonomi.

    DI-formandens milliongevinst kan i sidste ende med at blive dyr for Dansk Industris egne medlemsvirksomheder. Det er næppe det, de betaler DI-kontingentet for. Det er derfor ubegribeligt, at DI ikke for længst har sat en anden direktør med lidt mere normale lønforhold i spidsen for overenskomstforhandlingerne.

    fredag, oktober 20, 2006

    En ægte demokrat

    Jyllands Posten beretter i dag, at Folketingets Formand ikke er begejstret for 24-års reglen, der som bekendt begrænser familiesammenføringer til Danmark for ægtepar under 24 år.
    - Der er nogle, som er ømtålelige over for 24-årsreglen. Den er jeg heller ikke selv begejstret for. Men jeg forklarer, at det var en samlet pakke, og så tager de det sure med det søde,« siger Christian Mejdahl i en ny portrætbog.
    JP skriver videre at, DF-formand Pia Kjærsgaard er rystet over Mejdahl:
    - Jeg håber, at hans kvalme har dæmpet sig, når han går ud og retter kritik mod udlændingepolitikken, som rammer hans partiformand Anders Fogh Rasmussen i højeste grad. Det er dybt illoyalt og pinligt for ham, og han skulle tage at koncentrere sig om at lede arbejdet i Folketinget, siger Pia Kjærsgaard.

    Sådan taler en ægte demokrat! I stedet for argumenter udspyer Pia Kjærsgaard svovl og ild og tilsviner folketingets formand samt beder ham om at passe sit arbejde.
    I Venstre kan de også den slags. Da Søren Pind for nogle år eftersøgte en mere liberal politisk linie kvitterede hans partiformand med at belære ham om, at han i stedet som borgmester i København hellere skulle sørge for at rydde Københavns gader for sne. Det er derfor ikke underligt, at Pia Kjærsgaard slår den samme tone an. Mejdahl kan formentlig vente at blive indkaldt til kammeratlig samtale hos Claus Hjort. Havde han været almindelig ordfører, stod han sikkert til fyring i folketingsgruppen for at forbryde sig mod ”Det nye Venstres” politik.
    Personligt har jeg ingen problemer med 24-års-regelen, men jeg har noget imod at se Pia Kjærsgaard svine et hæderligt og anstændigt menneske som Christian Mejdahl til, blot fordi han siger, hvad han mener. I modsætning til de mange i Venstres og IKKE MINDST DF’s folketingsgruppe, som har fået mundkurv på.
    Egentlig er det et meget godt billede på, hvordan Pia Kjærsgaard har det med demokratiet i det hele taget, at netop Folkestyrets højeste repræsentant - Det høje tings formand - må stå for skud for hendes galde.
    Både Claus Hjort og Pia Kjærsgaard skulle hellere tage og læse dagens meningsmåling i Berlingske, som ligner den fra JP i søndags. VKO-flertallet smuldrer. Blandt årsagerne er formentlig, at en stigende del af vælgerne ikke vil finde sig i, at blive regeret af folk, som hverken ytrer eller efterlever respekt for andres synspunkter.

    Lad mig i øvrigt anbefale en ny film, der omhandler meningskontrol om end i mere ekstrem grad. Navnlig dem, der sympatiserer med Frank Aaen uden at kende hans fortid på det hedengangne kommunistiske dagblad "Land og Folk", kunne passende tage en tur i biografen og se den aktuelle tyske film ” De Andres Liv”. Her får man et glimrende indblik i Aaens lykkeland DDR og i, hvordan statsmagten brugte uanede ressourcer gennem STASI’s overvågning og chikane på at ødelægge og udnytte andre mennesker i den hellige socialismes navn. For de unge mennesker, der synes at DDR og Sovjet ”bare er sejt”, virker filmen forhåbentlig, som øjenåbner.

    onsdag, oktober 18, 2006

    The blog flogs - Part 1

    Da denne blogger ikke holder efterårsferie, er jeg taget på rundtur på MF-eres hjemmesider for at se, hvad de skriver om sig selv. Det er underholdende læsning ind imellem alle klichéerne og det frygteligt dårlige sprog. Intet tyder på, at Internettet er noget ret mange politikere tager seriøst. Er aktiviteten på deres hjemmesider et mål for foretagsomheden på Christiansborg, så stander dette land for alvor i våde!
    Denne gang kigger vi på nogle Venstrepolitikere.

    Truslen mod Ulvemann

    Hvis læseren ikke har hørt om MF Anne-Mette Winther Christiansen, der er valgt for Venstre i Århus Amt, så er det næppe en tilfældighed. Til gengæld formulerer hun sig ufrivilligt morsomt. Læs fx her, hvad hun skriver om sine ”politiske mærkesager”:

    ”Mine politiske mærkesager er sager, som jeg lægger stor vægt på at få gennemført(!) Jeg er af den overbevisning, at vi i Danmark er gode til uddannelse, forskning og innovation. Og det skal vi fastholde, at vi er blandt de bedste i verden. Det var også dejligt at høre Anders Fogh til landsmødet i november måned tale om flere af mine mærkesager som værende nogle af de ting, der satses på, både at forbedre, men også som værende sager, der skal bruges ekstra opmærksomhed på.”

    Anne-Mette – der som slogan har, at ”hun holder, hvad vi (Venstre/regeringen ) lover” - vil altså arbejde for disse originale synspunkter. Endog tager hun nærmest æren for, at Anders Fogh tog uddannelse osv. med i sidste års landsmødetale.
    Nu er der gået et år, så nu må Anne-Mette Winther Christiansen finde på noget nyt, at hviske statsministeren i øret. Uvilkårligt tænker man, hvad Fogh dog skal med alle sine embedsmænd og Michael Ulvemann som spindoktor?

    Det kommer nok også som en stor overraskelse for de fleste, at Anne-Mette er datter af den tidligere socialminister Else Winther Andersen, som på Christiansborg var berygtet for at snakke sort. Ja, æblet falder sandelig langt fra stammen…

    Ringer med fin klokke

    Anne Mette skal have ros for, at hun faktisk lægger alle sine taler hjemmefra kredsen ud på sin hjemmeside. Dette citat, der – naturligvis – er taget ud af en sammenhæng, er fra en tale hun holdt i Rotary i Grenaa, hvor kredsens folketingsmedlem fortæller om sine vigtige og mangfoldige opgaver som formand for det høje tings integrationsudvalg:

    ”Med hensyn til selve integrationsmøderne, hvor jeg jo er formand, ja så har jeg den fornemme opgave at få lov til at ringe med en fin klokke.”


    Hovmand stadig glad


    I februar 2005 skete der det for mange ubegribelige, at tidligere minister Svend Erik Hovmand blev genvalgt af venstrebønderne i Storstrøms amt til en ny periode i folketinget. Det skete endda efter, at Hovmand havde bevist sin åbenlyse uduelighed og i 2004 - og ikke en dag for tidligt - blev fyret som skatteminister. Lediggangen holdt - desværre for alle parter - ikke længe. For da Erik Larsen ikke blev genvalgt til folketinget i 2005, da stod pladsen som V-gruppeformand klar til den søvnige champagne-politiker med bopæl på Ringsted-egnen.

    Hovmand får i snit lagt et indlæg ud på sin hjemmeside engang om måneden. Men han er stadig så glad for, at være blevet gruppeformand, at der i billedteksten på hans hjemmeside står: ”Svend Erik Hovmand, ny gruppeformand i Venstre”. De fleste ved, at der nu er gået mere end halvandet år, siden at Venstres MF’ere – enten under tvang og trusler fra Claus Hjort eller efter at have spist euforiserende svampe – valgte Hovmand til gruppeformand.
    Hovmands selvglæde forstår man, når de fleste indlæg på siden, er så pænt illustreret ved flittigt genbrug af nøjagtigt det samme pasfoto af gruppeformanden.

    tirsdag, oktober 17, 2006

    Klog klovn slog til igen

    I sidste uge stod der at læse i det tyske mindretals avis ”Der Nordschleswiger” at Carl Holst – Venstres sønderjyske amtsborgmester og kommende regionsborgmester i ”Syddanmark” lagde billet ind på at blive næstformand i Venstre, når Løkke – med tiden – skal efterfølge Anders Fogh som statsminister. Der var plads til ham, mente Carl Holst.
    Egentlig er det jo lidt underligt. For hvorfor i alverden søger Carl Holst et job, der endnu ikke er slået op? Jo. Det er der flere grunde til.
    Men først lidt om manden, som vi - blandt så meget andet - kaldte ”den kloge klovn” i VU-tiden.

    Carl Holst – uddannet skolelærer og tidligere VU-formand– er en ambitiøs herre, der længe har forsøgt at blande sig i landspolitikken. Hans platform - internt i Venstre - har især været Venstres hovedbestyrelse. Hvert år kårer de kæmpestore og medlemstunge jyske amtskredse ham som en klar nummer ét ved valget til hovedbestyrelsen på Venstres landsmøde. Det var også Carl Holst som stod bag kampagnen der valgte Lars Løkke til næstformand foran Brixtofte og Eva Kjer Hansen i marts 1998 med Claus Hjorts og Anders Foghs store billigelse.
    Carl Holst har haft ledelsens ører i mange år. Indtil engang for ikke så længe siden, hvor også Carl Holst brutalt fik klar besked på, af V-ledelsen –DSB – Dem Som Bestemmer – Claus Hjort og Anders Fogh – at han skulle stikke piben ind.
    Carl Holst brøde var, at han advarede Venstre mod at blive slået i hartkorn med Dansk Folkeparti og man måtte ikke udelukke et samarbejde med de radikale.
    Hans synspunkter skabte dog direkte usikkerhed om DSB’s kurs i en sådan grad, at statsministeren simpelthen måtte banke Carl Holst på plads.
    For nogle må det have været en udsøgt fornøjelse at erfare, hvordan Carl Holst, med sin ofte ulideligt belærende og gammelkloge facon, måtte bide i græsset og smage ”fars” pisk hin majaften i Venstres hovedbestyrelse. Mon ikke Carl Holst den aften lovede sig selv at rollen som prügelknabe "skulle være en gammel løgn”, og at han derfor i fremtiden vil kæmpe endnu hårdere end hidtil for at nå det, som formentlig er hans endelige mål, nemlig statsministerens stol?
    Carl Holst er en dreven taktiker, og formentlig den klogeste politiker i Danmark amtsråd. Det har han bevist mange gange.
    Før regionsrådsvalget i fjor gik rygterne, at de konservative havde rottet sig sammen med alle øvrige partier imod Carl Holst i Region Syddanmark. Hvad skete der, da stemmerne var talt op? Han blev regionsborgmester. Skolelæreren fra Rødding i Sønderjylland tænker altid fem-seks træk længere end alle de andre.

    Men nu har han også opnået at blive regionsborgmester. Hvad skal der så ske i hans karriere? På det mellemlange sigt vil Carl Holst selvfølgelig med i spillet om magten på Christiansborg! Derfor søger han allerede nu jobbet som Lars Løkkes efterfølger, mens næstformanden stadig sidder. Det er smart af flere grunde.

    For Carl Holst er ikke nogen trussel mod hverken Anders Fogh eller Lars Løkke. Faktisk anerkender han, at Lars Løkke bliver den nye formand. Timingen er også perfekt. Der er ingen andre kandidater, som har meldt sig. Andre kandidater til en evt. ledig næstformandsstol har det problem, at Carl Holst – til trods for en prominent politisk platform som kommende regionsborgmester - ikke sidder i folketingsgruppen. Han er ingen trussel mod nogen i det daglige spil på Christiansborg. Hvis en MF’er stillede sig op og annoncerede sit kandidatur ville vedkommende hver dag være skydeskive for Lars Løkke og dem som engang håber at profitere på hans komme. En annonceret modkandidat vil få det svært med at tilkæmpe sig ordførerskaber. Som minister er det helt utænkeligt, medmindre Fogh havde sanktioneret dette. Medierne ville også konstant spørge ind til en sådan ”næstformandsstrid”. Denne situation er utålelig for kontrolfreaken, der p.t. har adresse i Prins Jørgens Gård 1. Men indrømmet hele situationen savner fuldkommen realisme. For ingen MF’er stiller op til et valg, der ikke er udskrevet, og som har som forudsætning, at regeringschefens dage er talte. Under normale omstændigheder er det at sammenligne med et kamikazeridt. Bortset fra, hvis man som Carl Holst ikke er medlem af folketingsgruppen og giver historien til en ganske lille provinsavis, som man har et godt forhold til.

    Mest sandsynlige kandidat til næstformandsposten – og Foghs ”Golden Boy” – skatteminister Kristian Jensen kan bare se til. Han er bundet på hænder og fødder. Den dag valget bliver virkelig udskrevet skal Kristian Jensen forklare sig, hvorfor han stiller op imod Carl Holst og vil stå i en lidt underlig position som "udfordrer".
    Situationen passer Lars Løkke glimrende. Hans mest sandsynlige modkandidat til at efterfølge Anders Fogh - Kristian Jensen er passiviseret, og en gammel allieret Carl Holst står bag Løkke. I hvert fald for en tid.
    Den kloge klovn slog til igen.

    mandag, oktober 16, 2006

    Liberal politik på svensk

    Den nye svenske statsminister Fredrik Reinfeldt og ”hestehalen” finansminister Anders Borg har i dag fremlagt et ambitiøst budgetforslag, der tyder på, at regeringen vil føre traditionel borgerlig-liberal politik. I budgetforslaget indgår skattelettelser for 33,8 milliarder danske kr., der især skal gavne lav og mellemindkomstgrupperne. Samtidig er der privatiseringer for 50 milliarder danske kr. på programmet.
    Jeg har tidligere skrevet, at Fredrik Reinfelt var en klon af Anders Fogh. Det tager jeg i mig igen. Reinfeldt har snarere gjort det modsatte af Anders Fogh. Han har nemlig vist sig at være tro mod sin ideologiske overbevisning. Det gør allerede nu Reinfeldt til en modigere og mere visionære politiker end Anders Fogh, som siden 2001 dybest set blot har været tilfreds med tingenes tilstand.
    Det bliver spændende at følge, hvordan vælgerne tager imod Reinfeldts forslag. Forslagene er nemlig bl.a. finansieret af forringelser af varigheden af dagpengeretten og en lavere fradragsret for fagforeningskontingent. I Danmark vil den slags ikke kunne gennemføres. Især Dansk Folkeparti og SF ville være imod. I hvert fald SF og Enhedslisten ville betegne Reinfeldts forslag som ”dybt asociale” og Venstre-toppen plejer at kalde den slags for ”dybt usympatisk superliberalistisk politik". Og hvis et medlem af Venstres folketingsgruppe så meget som havde pippet om privatiseringer og skattelettelser – bare i mindre skala - ville Claus Hjort blive nødt til at trække i faldlemmen og fratage den formastelige sine ordførerposter. For otte år siden var det jo omvendt. Dengang kunne folketingsmedlemmerne jo dårligt være liberale nok. Den svenske udvikling understreger endnu engang det mere og mere absurde i, at Claus Hjorts "Nye Venstre" fortsætter sin insisteren på at kalde sig ”Danmarks Liberale Parti”.

    Stick!
    Det var vel også på tide, at den svenske regering tog sig sammen og viste noget handlekraft. For hidtil har den svenske borgerlige regerings nyudnævnte ministre kun givet indtryk af at bestå af alt for mange håbløse amatører.
    For hvor længe havde de tre udskældte ministre egentlig forestillet sig, at de kunne skjule, at de ikke har betalt licens? Vist kan man have sympati for integrationsministerens synspunkt om, at det svenske statsfjernsyn er for dårligt til, at han vil betale for at se det. Men licensen er - som alle ved - reelt set en skat. Og skatter skal man betale, hvad enten man har lyst eller ej. I hvert fald hvis man vil være politiker.
    Oveni er det også ubegribeligt, at den afgående handelsminister troede hun kunne slippe af sted med at være skatteunddrager ved at lade sin privatbolig være ejet af et selskab på den engelske kanalø - skattelyet Jersey. Helt ærligt hvilken planet kommer hun egentligt fra?
    Men de tre uerfarne ministre står ikke selv tilbage med hele skylden. For hvorfor i alverden har Moderaterne ikke i forvejen diskret sat en mand eller kvinde til at tjekke de ledende ministeremner for ”snask”? Det er da bedre, at partiet selv holder stien ren frem for at pressen eller oppositionen finder frem til det senere. Handelsministeren havde hele tre ting "i lykkeposen”. Kulturministeren "kun" to. Licens betalte hun ikke i 16 år, og helt bizart blev det at sortseeren med sin udnævnelse til kulturminister samtidig også blev øverste chef for svenske public-service-radio og tv. Til trods for pæn indkomst kunne hun heller ikke finde plads i privatbudgettet til en ”hvid" hushjælp.
    Integrationsministeren har ”kun” unddraget sig licens, men selvfølgelig kan han heller ikke fortsætte i regeringen. Hans blotte tilstedeværelse er jo en hån mod enhver Medel-Svensson, der betaler både sin skat og licens.
    Helt forfærdeligt må svenskerne have det med at skulle opleve, hvordan den skinhellige tidligere socialdemokratiske statsminister Göran Persson – Han Som Bestemte – nu fører sig frem på, den bedrevidende facon som de hader og håne de borgerlige for de tre ministres tåbeligheder.
    Godt nok har han betalt licens. Men det manglede da også bare. Han og konen, som han fik udnævnt til direktør for den svenske stats barnepigeagtige spiritusmonopol Systembolaget, er også bjergsomme mennesker med millionvilla osv. Persons kvalmende angreb er udtryk for det rene hykleri - som om socialdemokraterne var meget bedre da de sad i regering. Vi er da nogle, der stadig husker Mona Sahlin...

    fredag, oktober 13, 2006

    Selvfed DONG-direktør forsøger afterspin

    I det offentligt-ejede energiselskab DONG kan de også spinne. DONG har skullet samle seks energiselskaber under én hat og derfor fundet det påtrængende nødvendigt at bruge et ikke nærmere angivet millionbeløb til en reklamekampagne til dette formål.
    Opgaven er blevet løst med en række pompøse selvfede reklamespots med en i Parken slipseklædt og nonchalant spadserende DONG-direktør, der giver indtryk af have travlt med at gnide sig op og ned af Morten Olsen og fodboldlandsholdet, som DONG er hovedsponsor for. Spottenes selvfede promovering af DONGs direktør - den tidligere departementchef i 1990’erne - Anders Eldrup er så pinlig og patetisk, at man i biografmørket sidder og tænker på, om de har haft en konkurrence i DONGs udviklings og presseorganisation, om hvem der har kunnet fedte mest for chefen og hans ikke ubetydelige ego. Det der egentlig er mest forbavsende er, at Eldrup ikke selv har sagt fra. Eller i det mindste hans spindoktor. Det er jo det, han får sin formentlig ganske pæne løncheck for, skulle man tro.
    Men efter fem ugers optræden i TV og biograf er det nu endelig gået op for Eldrup at reklamekampagnen med ham åbenbart har taget for megen fokus fra selve reklamekampagnens budskab. Hvad det så egentlig er?
    Dem af os der desværre ved, hvem Anders Eldrup er, har nærmest måttet finde brækspanden frem, når vi så spottene. De fleste og lykkeligt uvidende – Hr. og Fru Jensen – er formentlig bedøvende ligeglade både med ham og med budskabet. Eldrup siger nu til Berlingskes Nyhedsmagasin, at der skam bare var tale om en INTERN reklamekampagne møntet på 4.500 medarbejdere, der skulle fortælle om nyt logo og den ny (kære?)leder, Eldrup himself. Helt ærligt. Det er da det ynkeligste forsøg på afterspin, der længe er set!
    Mærkeligt, at man ikke kan klare den slags ved hjælp af en vognfuld informationsmøder, hjemmesider m.v. Det er formentlig langt billigere og mere effektivt. Eller invitér hele banden på skovtur med fri mad og drikke. Det er sjovere, men sikkert alt for folkeligt til den elitære Eldrup, som var så smart at få sig selv placeret i DONGs direktørstol fra stillingen som departementchef i Finansministeriet, da han kunne se det lakkede mod enden for de socialdemokratiske regeringer.
    Men bedre sent end aldrig Eldrup! En anden gang ville jeg dog ikke tro på, hvad mine reklamefolk fortæller mig.
    Nu skal stakkels Eldrup møde blikkene fra de tunge drenge i dansk erhvervsliv i VL-gruppen osv. Det er folk, der som oftest rynker på næsen af ledere, der har mere travlt med at føre sig frem som rockstjerner i medierne frem for i stedet at fokusere på virksomheden og fremhæve dens medarbejdere. Eldrup førte sig ikke engang frem i medierne. Nej, han brændte en hel reklamekampagne af på formålet!

    Sprækker i betonen hos Clausescu?
    Nu skal man ikke tro på ALT, hvad man læser i aviserne. Jeg tror fx heller ikke på, når aviserne fortæller, at Claus Hjort pludselig (igen) mener, at økonomisk ulighed ikke nødvendigvis er et onde. Han har skrevet en kronik i starten på ugen sammen med den samme socialminister, som statsministeren var tæt på at fyre, fordi hun mente noget tilsvarende for ikke så længe siden. De såkaldte ”superliberalister” i Venstres Folketingsgruppe – det er dem, der vil lade både de fattige dø i gaden og deres gamle mor ligge i eget skidt, for i stedet at få 100 kr. ekstra mere til sig selv om måneden i mindre marginalskat - har ment noget tilsvarende. Dengang blev de verbalt overfaldet af Jens Rohde, hvis "far" – Claus Hjort – måtte rykke ud og true dem med bål og brand, hvis de ikke holdt inde med sådan snak. Mands minde er i dansk politik otte dage, siger man på Christiansborg. For tiden må man i Venstre godt mene at ulighed ikke nødvendigvis er af det onde. Men lad os vente og se. Man ved aldrig med Claus Hjort.


    Pinlig forhaling af partinavn
    Beskæftigelsesministeren har også andet at se til. Nu skal de gode mennesker i det ,de kalder partiet ”Liberalisterne”, have behandlet deres anke efter indenrigsministeriets afslag på om de må kalde sig dette forpligtende partinavn i forbindelse med opstilling til folketingsvalg. Dansk Folkepartis Poul Nødgaard har derfor fået lov til at sige af Kristian Thulesen Dahl, at nu skal regeringen tage sig sammen mht at hastebehandle anken og et par andre partiforslag. Det tog jo mere end et år før end Lars Løkkes indenrigsministerium fandt tid til at behandle sagen. Jeg gætter på, at Lars Løkke Rasmussen personligt egentlig er bedøvende ligeglad, hvad liberalisterne kalder sig. Men det er Venstres gamle partisekretær Claus Hjort bestemt ikke. Det er hjerteblod for ham at INGEN må kalde sig noget med liberal - også selvom, at Venstre for længst har droppet alle liberale standpunkter. Sagen stinker af politisk pres og mit forsigtige gæt er, at ingen af embedsmændene har lyst til at røre sagen på denne side af et folketingsvalg. Men det kommer de nok til. Det høje tings anden næstformand Poul Nødgaard bliver måske kendt for andet i dansk politik end sine hvide mokkasiner.


    Stum Fogh fremstår som hykler

    Først var det DFU’erne, der havde tegnet Muhammed som fuld kamel over et par øl (hedder det nu). Så har de ungradikale også vist hinanden, hvad de kunne præstere med tuscherne og sandelig ikke også om voksne DF’ere også har haft mod på tegne Muhammed.
    Den seneste afsløring får dog ikke Pia Kjærsgaard til at sige undskyld. Hun fortsætter derimod med at køre den hårde kurs mod alt, hvad der virker eftergivende i forhold til muslimerne. Taktikken gav gode Galluptal i foråret, så hvorfor bøje sig for presset nu? Den hårde stil tager også fokus fra pressens interesse for alle de partimedlemmer. der melder sig ud af hendes parti (læs fanklub) i disse dage, fordi de insisterer på at tænke selv. I sig selv et positivt tegn. Men men men.. Den ene dag tager statsministeren kraftigt afstand fra DFU’eres tegninger, men nu, hvor det er kommet frem, at også voksne DF’ere har vist sig kreative mht. at håne Muhammed, er han stum. Det er jo paradoksalt. Medlemmer af partiet og facto regeringspartneren Dansk Folkeparti – som regeringens chefideolog Claus ”Clausescu” Hjort deler fælles værdier med - finder det nødvendigt oveni at fremstille Islams profet som pædofil i deres medlemsblad, samtidig med, at statsministeren lader sig fotografere med indvandrere på danske arbejdspladser. Som bl.a. Berlingskes journalister har analyseret så fint i dag, så har statsministeren og regeringen fået placeret sig i en situation, hvor han fremstår som hykler, der kun har det ene valg at holde sin mund for ikke at lægge sig ud med enten DF eller den muslimske verden.
    Mon ikke Anders Fogh er frådende af raseri.

    onsdag, oktober 11, 2006

    Forfulgt landsfader slår igen
    Så skete det igen. En absolut toneangivende dansk politiker føler et presserende behov for at komme ud blandt folket og virkelig vise, at han er i samklang med befolkningens ønsker og behov. Og at han lytter til dem! Denne blogger vil gerne i et svagt øjeblik tro på, at fx Helle Thorning-Schmidt virkelig vil lytte til folk, men at Anders Fogh vil lytte til nogen? Endsige høre på nogle nydanskere fra indvandrerghettoen Vollsmose i Odense? Come on - get real!
    Nej, Foghs store ”tour de integration” er, hvad det er: En vaskeægte photo-opportunity! Mediestuntet handler om at vise en statsminister, der er optaget af integrationsproblemerne. Kræver det, at han render kejtet rundt på sine hjulben, mens han foregiver at spille fodbold med en flok indvandrerdrenge badet i blitzlampernes skær, så fint med ham. Han elsker opmærksomheden. Det er formentlig én af grundene til, at han blev politiker.
    Nuvel statsministerens integrations-rundtur, der skal sætte ”fokus på alle de positive indvandrerhistorier” har været planlagt længe, men integrationsproblemerne har i dagligdagen næppe Anders Foghs største opmærksomhed. Det der får ham op af ministerstolen er – naturligvis - at han og Claus Hjort på sigt har lyst til at blive siddende det samme sted. Og de udsigter er dårlige, så længe medierne interesser sig for og skriver om hans delvis tabte slag med de ”socialistiske ballademagere” - pædagogerne i BUPL og de naive forledte forældre.
    Så den ”planlagte tur” er kommet som sendt for himmelen, så statsministeren SELV kan sætte dagsordenen, og medierne fulgte naturligvis pænt med.

    Men ret skal være ret. Der er point til spindoktorerne for denne gang at iklæde regeringschefen korrekt påklædning, så vi denne gang undgik latterlige billeder af Fogh i slips og træningsdragt.
    Der er også point for, at regeringschefen gik i offensiven og skældte medierne ud for kynisme, fordi de selvfølgelig passede deres arbejde, gennemskuede hans stunt og tillod sig at foreholde ham dette i form af et enkelt kritisk spørgsmål.
    Fogh har det bedst, når han optræder i en selvretfærdig offerrolle som forfulgt omsorgsfuld statsfader, og har mulighed for at vende argumentationen om, når pressen beskylder ham for spil for galleriet. Foghs taktik er at vende kanonen 180 grader rundt mod spørgeren og bebrejder pressen, at den skyder ham alle mulige motiver i skoene. Og så gjorde han en dyd ud af nødvendigheden og stod ved, at turen rundt netop gjalt om at skabe opmærksomhed hos medierne om positive integrationshistorier. Det er et ældgammel retorisk trick, som Fogh (og Pia Kjærsgaard) ofte bruger med stor succes. Det får ham til at virke folkelig samtidig med, at pressen fremstår som elitær, kynisk og køwenhawneragtig. Den slags går rent ind ude ved kakkelbordene!

    I øvrigt er integrationsturen smart fundet på. Positive integrationshistorier? Hvor fan ligger den kritiske vinkel i det for statsministeren? Denne mediedag blev vundet af Fogh og Co!

    Det er egentlig utroligt, så overrendt Volsmose er for tiden. Måske man skulle starte en mindre krig et eller andet sted i Danmark, så kommer kongehuset og regeringschefen farende med pressen i hælende. Det kunne så gå hen og blive en ny lovløs turistattraktion. Ligesom Christiania!

    tirsdag, oktober 10, 2006

    Dansk Reaktion
    Hvad er Dansk Folkepartis styrke og hvad er dets problem? Det anskueliggøres ganske klart i disse dage.
    For det første ligger Dansk Folkepartis styrke i, at en stor del af befolkningen og dermed partiets vælgere - enten er mistroiske eller direkte fjendtligt indstillede overfor alt, hvad der er muslimsk.
    For det andet er partiet totalt styret fra toppen af en håndfuld selvbevidste, kyniske, men absolut velbegavede mennesker, som fuldstændigt lægger partiets linje. Det er for øvrigt ikke noget særsyn i dansk politik. Både de konservative og de radikales folketingsgrupper har formelt set intet de behøver at spørge græsrødderne om. Det er blandt andet derfor, at alle og enhver griner af de radikales landsmøder, hvor de vedtager bunkevis af resolutioner om dit og dat, som Marianne Jelved med det samme undsiger inden blækket er tørt.
    For det tredje er Dansk Folkeparti et reaktionært parti i klassisk forstand, som i store træk vil bevare tingene i samfundet helt som de er og derfor tækkes reaktionære kræfter på både venstre og højre fløj.

    Når DF har slået sig op på, at være modstandere af Islam m.v. så følger der en særlig forpligtelse til at holde orden i egne rækker. Det er ikke okay at gøre som DFUerne at forhåne en anden religion på den vis, som Nyhedsavisen forleden afslørede. Jeg tror ikke på at Pia Kjærsgaard har sagt til de unge mennesker at det er okay at opføre sig sådan. Men til gengæld er det meget lidt i Pia Kjærsgaards retorik som har ”trukket i den anden retning”. Nu ligger DF som de har redt. For første gang har alle partier sagt fuldstændig fra overfor forhånelse af Islam, hvis udøvere i øvrigt ikke selv er specielt sarte med at genere andre religioner i de lande, hvor Islam er stærkest. At Dansk Folkepartis ungdom har startet endnu en Muhammedkrise må Pia Kjærsgaard tage ansvaret for. Hun forsøger at tørre ansvaret af på Nyhedsavisen, men den går ikke at skyde skylden på budbringeren.

    DF’erne Søren Krarup og Pia Kristensen er modige mennesker. De to folketingsmedlemmer viser mod og mandshjerte til at stå op imod den brutale udrensning som finder sted i DF. Det er positivt at se en person som Søren Krarup, som selv hævder at kæmpe for det frie ord, nu også i denne sammenhæng formår at sige fra overfor Kjærsgaard, Thulesen Dahl og Ebbesens standretsledelse.

    Det Nye Venstres ideolog beskæftigelsesminister Claus ”Clausescu” Hjorts mening om sagen kender vi. Han står også i denne sag på Kjærsgaards side, som han med sine egne ord deler et vist værdifællesskab med. Det eneste han er ked af, er, ikke selv at råde over de samme midler så han kan slippe af med alle de kværulanter i partiet Venstre, som bliver ved med at tale om skattelettelser og større personlig frihed for borgerne. Har udrensningerne i Dansk Folkeparti nået et punkt, hvor det begynder at gøre for ondt i partiet, så var det til gengæld let og smertefrit for Pia Kjærsgaard at sige nej til skattelettelser i denne valgperiode. Claus Hjort må drage et lettelsens suk. Nu kan han lukke munden på alle ”superliberalisterne” i Venstre og Bendt Bendtsen som insisterer på skattelettelser med den blotte henvisning til at Pia Kjærsgaard nu har sat foden ned. Ligesom hun har med så mange andre ting.
    Både hun og Claus Hjort er nemlig begge klassisk reaktionære, der grundlæggende ikke ønsker at lave samfundet om. For dem handler det bare om, at administrere velfærdsstaten uden at lægge sig ud med det reaktionære Danmark og ikke mindst med middelklassen. En kommunalreform har regeringen fået igennem med Dansk Folkeparti og ingen hævder, at det er en populær øvelse i befolkningen. Til gengæld giver det regeringen bedre styringsværktøjer, så Claus Hjort har al grund til at være tilfreds. Men kan Claus Hjort og især Statsministeren (a.k.a."DSB" - Dem Som Bestemmer) lade os andre slippe for al den patetiske højskolesnak om det nære samfund og kommunernes ret til selv at bestemme. For er der noget Venstres ledelse er bedøvende ligeglad med, så er det da at tage hensyn til kommunerne.
    Dansk Folkeparti er et reaktionært parti - og Claus Hjort? Han er nærmest deres profet. Så alt forbliver, som det altid har været!

    mandag, oktober 09, 2006

    Tid til Gammel Dansk
    For ikke så mange år siden havde Venstres folketingsgruppe den tradition, at de fik en gammel dansk hver gang partiet lå over Socialdemokraterne i meningsmålingerne. Efterhånden blev det hver uge, at proppen skulle hives af Gl. dansk-flasken, så traditionen blev stille og roligt afskaffet. Måske er det tid for venstrebønderne at genoplive traditionen, for i weekenden blev Venstre for første gang i lang tid mindre end S i en Vilstrup måling. Sejren har mange fædre og fire-fem yngre venstreorienterede organisationsfolk fortæller i dag i Politiken at de nærmest planlagde hele kampagnen med BUPL, forældrene og det hele for et halvt år siden over en kop kaffe. Formentlig kan de også tage æren for Thor Ps tåbelige udtalelser om at statsfinansernes udvikling gør ”at vi ender med at kunne købe hele verden” og Anders Fogs noget skingre retorik om ”organiserede socialistiske ballademagere” står bag strejkerne og aktionerne i børnehaverne, der nu har fået kvinderne og især Claus Hjorts yndlingsvælgere – den socialdemokratiske middelklasse – til at forlade regeringspartierne i stort tal. Det er egentlig fantastisk flot, at disse unge mennesker kunne forudse al dette. Men mest fantastisk er det, at en benovet journalist på den regeringskritiske avis Politiken kan lade sig besnære til, at avisen lægger spalter til at disse unge mennesker – uden rigtig at sandsynliggøre deres påstande – kan tage ejerskabet for kampagnen bag regeringens problemer. Morsomt er det også, at de fire-fem venstreorienterede unge mennesker bekræfter Statsministerens påstand om, at det som TVA i dagens nyhedsudsendelse kaldte for ”Befolkningens oprør mod regeringen” er en socialistisk iscenesat kampagne. Det ville i enhver anden avis være blevet en forsidehistorie med en vinkel om, at der nu var tale om en ren tilståelsessag. Nu er det en gammel sandhed, at man ikke skal tro på alt, hvad der står i avisen, så jeg vil stadig hævde problemerne og sagen er lidt mere kompleks, end hvad både statsministeren og en håndfuld venstreorienterede organisationsfolk puster sig op til at bilde os ind.

    Pia Kjærsgaard er kommet hjem fra den skatteyderbetalte FN-ferie. Søren Pind har i JP klart fortalt, hvor kedsommeligt og intetsigende det åbenbart er, at tilbringe tre uger i New York til FNs Generalforsamling. Allerede efter tre dage er alt det sjove forbi, og Pind havde allerede efter et par dage selv svært ved at finde på mere at skrive om i sin daglige klumme til avisen. Kjærsgaard har nok ikke kedet sig. Hun kommer hjem til et åreladet parti, hvor de raskeste skud på DF-stammen (Nuvel det er egentlig en modsigelse) nu bliver brutalt fjernet. fordi de ikke vil finde sig i topstyring, men kræver mere åbenhed. Fjolserne i ungdomsforeningen DFU, der under en sommerlejr tåger rundt i deres brandert - og samtidig bliver afsløret med skjult kamera - for ganske uopfordret at håne og fornedre fremmede religioner på i bedste fald barnlig og værste fald dybt usympatisk vis kan derimod blive i partiet. Det er dog paradoksalt. Må man have lov til at belære DF om, at man bør acceptere intern berettiget kritik i et dansk demokratisk parti, og det er oveni aldeles udansk at fornedre og latterliggøre andres religion.

    Dansk Folkeparti er i øvrigt dem, som Claus Hjort mener, at Det Nye Venstre har et værdifællesskab med. Derfor er det godt, at jeg aldrig blev meldt ind i det nye Venstre. I det egentlige Venstre har de da – bortset fra enkelte tilfælde som nu også er blevet smidt ud af Venstre – kunnet styre deres brandert. Mon ikke Venstres Folketingsgruppe kunne trænge til en hjertestyrkning ovenpå de sidste ugers begivenheder?

    torsdag, oktober 05, 2006

    BUPL- DSB 3-2
    Dansk Folkeparti påstår at være det mest danske parti i Danmark. Det hævder at dyrke de "danske værdier" og blandt dem ytringsfriheden, som DF gerne siger, at de vil stå vagt om. Bare ikke når det gælder medlemmerne, for de bliver jo kylet ud for et godt ord. Heldigvis har partiet folk, som den skeløjede næstformand Carl Christian Ebbesen, som man i går sendte ind i TV-Avisen, hvor en altid veloplagt grillmeister Jeppe Nybroe, står klar med hvæsset økse. Den talentfulde og efterhånden meget rutinerede Ebbesen går igennem skærmen med samme charme som Thulesen Dahl og forklarer næsten overbevisende, at det er helt ok at smide medlemmerne ud, hvis de offentligt ytrer kritik af partiledelsen. DF har helt sikkert styr på tingene, men de skal nok lade være med at belære andre om ytringsfrihed og demokrati. For det har de efterhånden bevist at de overhovedet ingen hjemmel har til, thi DF efterlever – i hvert fald i forhold til deres medlemmer – standrettens princip: Ingen forudgående falbelader,men af med hovedet - uden nogen nåde! "Chop his head off! ", ser man for sig Pia Kjærsgaard udbryde, hvergang et nyt medlem føres til skaffottet for ulydighed.
    Claus Hjort må være misundelig over ikke at have det samme instrument i Venstre. Men det kan jo være, at "Det Nye Venstre" får samme mulighed. Så slipper denne blogger i det mindste for at blive opkrævet kontingent...

    DSB - Claus Hjort og Anders Fogh – har også andre ting at se til. Meget tyder på, at BUPLs anstrængelser eller med regeringschefens egne ord de ”professionelle socialistiske ballademageres løgnagtige kampagne” har båret frugt. Et markant flertal af vælgerne ønsker ifølge en ny meningsmåling at smide skattestoppet på porten for at få mere velfærd. Det er nok ikke så underligt for efter tre ugers kampagne står svarerne tilbage med den opfattelse at den offentlige sektor er blevet skåret helt ind til benet. Det gør spørgsmål af den karakter i sig selv ekstremt ledende og bliver af vælgerne opfattet som: Hvis du skal vælge mellem ikke at kunne få dit barn passet, mens din gamle mor dør i skidtet derhjemme - mod i stedet at få løst problemerne OG få en skatteforhøjelse plus 500 kr. mindre til rødvin, bøffer og fladskærme efter skat om måneden, Tjah, hvad vælger du så?

    DSB vil dog ikke røre skattestoppet, for Fogh og især Hjorts troværdighed blandt traditionelle borgerligt liberale vælgere er på retur. Hvis de oveni dropper skattestoppet, så er der slet ingen grund til at stemme på Venstre til næste valg. Interessant bliver det dog at se om S tør satse og droppe deres eget kopierede skattestopsløfte. Først når det sker, bør skatteborgeren for alvor blive bekymret. Måske er det derfor, at DSB har sendt ”Trolle” – Troels Lund Poulsen ud på slagmarken med et nyt slagvåben under armen som skal undergrave Helle Ts troværdighed. Under åbningsdebatten her i formiddag beskylder han Helle T og socialdemokraterne for ”en slingrekurs”. Fx har S ”købt” regeringens håndfaste integrationspolitik, men ville ikke være med i forlig. S’s tidligere meget forskellige udmeldinger om skattestoppet er også hevet af stalden og pudset af til lejligheden, og endelig peger Trolle på, at S’s finanslovsforslag er underfinansieret med 3,5 mia. kr. Der er Troels Lund formentlig på sikker grund og ladet Thor P. og regnedrengene i Finansministeriet kigge på forslaget forinden. Thor P. er selv en mester i ”voodooøkonomi” og ufinansierede forslag fra sin tid i opposition, så han ved formentlig, hvad han taler om!

    I mellemtiden tyder de sidste uger ballade omkring daginstitutionerne på, at BUPL hiver en snæver sejr hjem. 15 kommunalbestyrelser er faldet til patten og vil lave om på deres budgetter til gunst for daginstitutionerne. På Christiansborg har det største populistiske parti DF i Folketinget snedigt fundet på en lille leg, der kan holde partiet skadesløs i forhold til vælgerne. De vil flytte en milliard fra globaliseringsfonden til nogle betrængte kommuner velvidende, at der ikke er et politisk flertal for det…
    Jo, det er sandelig folkestyret, der arbejder! Denne gang er det DF, der bruger et prokuratorkneb, men det er set ofte før blandt alle øvrige partier. DFs spekulation i, at en del af vælgerne ikke kan gennemskue sammenhængen, er næppe noget der vil mindske politikerleden hos de mange som faktisk kan gennemskue, hvad der foregår. DF kan jo gøre som de vil. Partiets slogan ” Dit land – Dit valg” siger jo netop, at man kan stemme på DF og lade Thulesen Dahl og Co. skalte og valte som de vil så længe det gavner deres egne Galluptal uden hensyntagen til, hvad der gavner Danmark i det lange løb. Kynismen er de dog heller ikke ene om. BUPLs succesfulde kampagne imod nedskæringer på daginstitutionerne / for flere penge til området/ imod regeringen er i sig selv et glimrende bevis på det.

    onsdag, oktober 04, 2006

    Spinsæsonen er gået ind
    I al beskedenhed forudsagde denne blogger, at Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale især ville tale om ”hard politics” respekten for ytringsfrihed og kampen mod terroren. Måske ikke helt så hårdt, som jeg forudsagde, men i hvert fald var "soft politics" - emnerne klart nedprioriterede, og faktisk nævnte Fogh slet ikke i sin tale strejkerne i børnehaverne eller demonstrationerne rundt om i landet og på slotspladsen.
    Foghs tale talte til traditionelle borgerlige og især mandlige vælgere: Pædagogerne er nogle venstreorienterende hippie-ballademagere og forældrene er i bedste fald velmenende, men ellers forledte og naive. Men målgruppen for protesterne er velfærdsdanskere og pæne mennesker på midten. Hvad man kan kalde "Connie Hedegaard–segmentet" og disse ofte kvindelige vælgere tændte fuldstændig af på Fogh.
    Det var ”der er ikke noget at kommet efter”- retorikken, som blev støvet af i dag og som viste den hårde og brutale side af magtmennesket Fogh.
    BUPL, som i de sidste par dage har tåget rundt, er tilbage i kampen om mediedagsordenen. Af to grunde. Foghs hårde retorik, hvor han kalder blandt andet to store offentlige medarbejdergrupper og andre - blandt dem forældre, der er imod nedskæringer - for "professionelle socialistiske ballademagere” virker for skingert på mange. Den anden grund er, at BUPL har stillet nogle mennesker frem som talspersoner, som ikke ligner folketingskandidater for Enhedslisten, men i stedet ligner pæne middelklassemennesker, som ikke taler i Karl Marx-termer a la dem, der parkerer barnevognene side om side uden for caféerne i de store byer. Nogle af demonstranterne er ovenikøbet erklærede borgerlige vælgere påstås det.
    For mig er der ingen tvivl om at regeringen har ret i substansen – der ER brugt flere penge på velfærd og ansat flere pædagoger. Det er ikke til diskussion uanset, hvor meget BUPL jonglerer rundt med tallene. Men hvis regeringen har så god en sag, hvorfor er der så 62 pct. af danskerne, som mener, at der bruges for lidt på velfærd? Der er et eller andet galt med kommunikationen hos regeringen.

    Balleden giver også Helle T og Villy Søvndals nye chancer for at komme tilbage i dansk politik for alvor. Jeg har aldrig været fan af Villy Søvndal som politiker. For mig er han en sur socialistisk charlatan. Men han kan noget med kommunikation. Og for tiden på en overskudsagtig måde, som imponerer mig. Forgængeren Holger K. virkede på mig som en gammel, vrissen indebrændt stodder. Søvndal kan det der med at tegne en hurtig tegning af problemet, forstå folks reaktion og på en overbevisende måde forklarer, hvordan problemet er opstået. Hvis SF ikke får en kæmpefremgang ved næste valg så er det - ud fra en kommunikationsvurdering – ufortjent.
    Helle T gør det også godt. Der er stadig en hel del usikkerhed, og hun lyder stadig som en plade. Men det selvsikre smil bliver bredere. I weekenden var S for første gang under hendes formandstid større end V. Den slags betyder noget på de indre linker, hvor S vejrer morgenluft.

    Anders Fogh og hans medskyldige Claus Hjort – fra duoen DSB – Dem Som Bestemmer – er ved enden af deres egentlige storhedstid. Fra nu af gælder det om at forsvare sig. Nedslidningen af regeringen er i gang. Ikke at jeg tror, at S vinder næste valg, men regeringen kan ikke stå i en situation, hvor man bare forsvarer det bestående. I moderne europæisk politik har partierne stort set den samme politik. Sådan er det i hvert fald i Danmark – hvor Det Nye Venstre – er endnu mere socialdemokratisk end nogensinde, og udviklingen ses også i Sverige, UK, Frankrig og Tyskland.
    Derfor er der kun reelt set to partier i politik at vælge imellem: Dem der vil have mere af det samme eller dem, der vil have en smule forandring. Slogans kunne passende hedde: Skift ikke hest midt i vadestedet eller tid til forandring.
    Regeringen er ved at gå i Helle T’s fælde. DSB står som forsvarer af noget, som danskerne er uenige i. Vælgerne har jo ikke valgt Fogh, fordi han engang var liberal, men fordi han har lovet dem mere velfærd. Kan han ikke levere varen går de bare over til andre, som lover det. Helle T’s problem er, at det kan hun ikke, for det vil være økonomisk uansvarligt. Men hun kan lade som om.
    Det er DSB’s fælde: Helle T’s valgløfter er ”Anker Jørgensen-økonomi” – et Claus Hjort udtryk som statsministeren har gentaget 10.000 gange i de sidste 72 timer. Er der noget Anders Fogh er god til, så er det at gentage sig selv og stadig lyde troværdig hver eneste gang. Anders Fogh har i dag fortalt danskerne at overbudspolitik fører til 1970’ernes økonomiske ”skandale” og til afgrundens rand. Hvem sagde skræmmebilleder?
    Mine damer og herrer; Spinsæsonen er gået ind

    tirsdag, oktober 03, 2006

    Alt ved det gamle
    I morgen starter en ny politisk sæson. Alt er, som det skal være. Statsministeren holder tale i en times tid, mens kongefamilien kæmper en brav kamp for ikke at falde i søvn. Dem af os, der i mangel på bedre og sundere interesser, interesserer sig for politik, og hvad der foregår på Christiansborg og omegn vil alligevel skæve til om skattestoppet bliver fastholdt og om frihedsrettighederne endnu skal have et lille nøk nedad med mere overvågning og telefonaflytning. Uden for på slotspladsen står det sædvanlige hylekor af røde fagforeninger, BUPL-pædagogerne og gymnasieleverne i DGS (?). For dem handler det om – som alle ved - at presse Fogh, så han åbner de offentlige kasser og lader de offentlige udgifter eksplodere. Man må da håbe for dem, at de har taget regntøj med. De lover byger...

    Egentlig er protesten nede på slotspladsen jo bare udtryk for en legitim kamp om skattekronerne og samfundsressourcerne. Og for engang skyld var man ikke hensat til 1970'erne revolutionsretorik, for BUPL har indtil forleden dag ført en ret smart kampagne, hvor man i debatten fixt udnyttede Thor P’s kække, men set i bakspejlet ret tåbelige udtalelser om, at det gik så godt med de offentlige udgifter, at vi om lidt ejede hele verden. Forleden dag ødelagde BUPL al sin troværdighed, da det kom frem, at man har ansat fjolset, som på Christiansborgs gange hældte maling ud over statsministeren i protest mod Irak-krigen, som konsulent for kampagnen. Ak ja, så var BUPL alligvel de sædvanlige amatører.

    Problemet for BUPL m.fl. er dog også, at Fogh aldrig lader sig presse af demonstrationer. I hvert fald ikke i Danmark... Og hvis man bilder sig det ind, så kender man ham ikke. Han vil se demonstranterne i TV og gyse indvendig og synes at demonstranterne opfører sig ”uordentlig”. Det er noget med grimt tøj, bajere, hjemmerullede smøger, røde faner og usunde fede pølser. Jeg gætter på, at han formentlig aldrig i sit liv har været til en demonstration. Man må huske på, at manden jo aldrig været noget ungt menneske. Omvendt er BUPL formentlig ikke så ubegavede, at de tror at de kan presse Fogh. For dem må succeskriteriet være, at de kan ”synliggøre” sig selv over for nogle medlemmer som i stigende grad er i tvivl om, hvorfor de skal betale kontingent. At forældre og deres børn bliver taget som gidsel i det, der egentlig kan vise sig blot at være et reklamestunt – well that’s life!
    Men som marxisterne sagde: Man kan jo ikke lave omelet uden at slå nogle æg i stykker.

    Når Fogh ikke kan dele velfærd ud til familien Danmark. Så må han love dem noget andet, der ikke koster ham en krone. Han kan stå vagt om ytringsfriheden, som han gjorde i et avisinterview forleden dag. Mon ikke at åbningstalen i dag tirsdag indeholder en lang passage, om at vi ikke kan gå på kompromis med ytringsfriheden - med slet skjult henvisning til Islam – en for tiden ikke specielt populær religion i det vælgersegment som afgør danske folketingsvalg. For en stund vil taxa og bodegadanmark, førtidspensionisterne, den ”ikke-klassebevidste” del af underdanmark nikke til regeringschefens tale. Al snak om ambassadeafbrænding og muhammhed-tegninger virker som et varmt styrtebad på Foghs vigende Galluptal. Den samme vælgergruppe glemmer også alt om ungerne, der ikke kan blive passet af malerbøtteterroristen og hans arbejdsgivere henne på blå stue.

    Kommer der ikke lidt ballade med muslimerne inden, så kan Fogh jo bare vente med at lukke op for pengekassen. Der er mindst et år endnu til næste valg. Så selv om Bendtsen har slået i bordet i weekenden, så bliver det heller ikke til noget med skattelettelser i denne valgperiode. Til gengæld bliver det vel til lidt velfærdsgoder til Pia Kjærsgaards vælgere. Dvs. ældrecheck og den slags. Og så vil regeringen forsøge at overmatche Helle T.s løfter engang til næste år.

    Det er dog ikke alle steder, at Fogh har smækket kassen i. JP skriver, at Venstre har holdt to arrangementer på Marienborg med statsministeren og glemt at sende regningen til partiet. Denne gang var der nok lidt at komme efter, Hr. statsminister. Der er bare så fantastisk pinligt, at man ikke kan finde ud af noget så simpelt som at holde tingene adskilt. Anders Fogh gik til valg på at kammerateriet var overstået. Nu udsætter han sig for den forudsigelige kritik, at magt korrumperer og Venstre bruger statskassen, som var det deres egen. Jeg aner ikke, hvem i bureaukratiet, der har skylden, men gætter på at kontrolfreaken i Prins Jørgens Gård er skumrasende over, at læse den slags i en avis, dagen før han skal på talerstolen under folketingets åbning.

    Det er sikkert også derfor, at han skælder BUPL ud for at være socialistiske og pludselig bekymre sig for, om børnene nu kan blive passet. I et par uger har han holdt kæft, men nu er den rigtige timing der. Det er spin på meget højt niveau. Og aviserne? De leger gerne med. Nu har BUPL haft deres 14 dage med sympati og medvind. Nu vender bøtten, og regeringens effektive spindoktorapparat kører for at intimidere organisationen i medierne. Indtil videre med stor succes. Det bliver spændende at se, hvad BUPL har fået ud af det hele om en uges tid.

    Netop vendt hjem fra fem dejlige dage i Berlin tænker man: Alt ved det gamle hjemme i gamle Danmark.