torsdag, november 30, 2006

Vild med bistand

Den ikke specielt synlige bistandsminister Ulla Tørnæs sætter nu den politiske dagsorden med et mærkværdigt forslag om, at "kendte" skal være med til at bestemme, hvor Danmark skal placerere sin ulandsbistand.

"Det lyder vanvittigt", siger de konservatives udviklingsordfører, Carina Chris­tensen, til Politiken.dk.

Idéen går ud på, at kendte danskere rejser til Afri­ka og skal være med til at stå for udvælgel­sen af bistandsprojekter. Det skal gøre udviklingsbistanden mere folkelig, mener bistandsministeren

"Men det vil de konservative ikke gå med til," siger Carina Christensen ifølge tv2.politik.dk, og dermed er den sag politisk set stendød.

Ulla Tørnæs' forslag er helt sikkert velment, men velgennemtænkt er det under ingen omstændigheder. Tørnæs havde i Go' morgen Danmark på TV2 utrolig svært ved at forklare, hvorfor netop kendte mennesker skal have indflydelse på bistandspolitkken fremfor for sagkundskaben.

Èn ting er, at Folkekirkens Nødhjælp og den venstreorienterede kogekone Camilla Plum tordnede imod idéen. Det var forudsigeligt. Hvad værre er, at den konservative ordfører heller ikke kan se idéen. Hvorfor i alverden er den ikke klappet af med regeringspartneren, inden Ulla Tørnæs går i pressen med idéen?

Denne blogger har meget svært ved at se, hvordan Ulla Tørnæs kan forklare og overbevise politikere og befolkningen, at det partout er nødvendigt at lade kendisser blande sig i dansk bistandspolitik. Hun har simpelthen fejlbedømt situationen, og hendes spindoktor må enten være uduelig eller være faldet i søvn. Det er jo netop den slags projekter, presserådgiveren får sine penge for at aflive.

Alle ved at en ministerrokade er lige om hjørnet. Ulla Tørnæs havde en lille chance for at fortsætte som bistandsminister af tre grunde: Hun er erfaren og loyal og.....uden at blive anklaget for sexisme.... hun er kvinde.

Alt det er ligegyldigt nu. Foghs hold kommer ikke til at bestå af folk, der til trods for at de har været med i mange år, stadigvæk kan lave selvmål af samme størrelse som Ulla Tørnæs. Så med den næste rokade bliver det et farvel til bistandsministeren, og det bliver ikke til et gensyn med ministerbænkene.

Endelig et liberalt initiativ

Kampen om velfærdsdagsordenen raser i dansk politik. Venstre forsøger hele tiden at komme i offensiven, mens Socialdemokraterne fortsat dygtigt lukrerer på mantraet ”hellere flere penge til velfærd end skattelettelser”. Faktisk er det utroligt småt med konkrete politiske udspil, man hører fra S for tiden, men det kan man næppe bebrejde dem, når meningsmålingerne er så forrygende, som de er lige nu.

Nu forsøger Venstre at sætte en reel liberal dagsorden, hvor partiets vælgere igen kan genkende det gamle liberale parti. Jyllandsposten skriver i dag:

Venstre vil indføre »den ultimative grad af frit valg på hjemmehjælpsområdet. Det skal ske ved at gøre en forsøgsordning med såkaldte personlige budgetter landsdækkende. Det vil sige at alle, der er visiteret til hjemmehjælp, i stedet for en hjemmehjælper får et kontant beløb. For pengene skal den enkelte ældre eller handicappede kunne ansætte den eller de personer, der skal levere hjemmehjælpsydelserne.

- For os er det vigtigt, at alle kommuner giver deres borgere den her mulighed. Det har vist sig at være en klar succes i Holland, hvor man kan ansætte venner eller nære slægtninge. Den enkelte skal være arbejdsgiver og dermed have den ultimative frihed til at styre hvem, hvornår og hvordan hjemmehjælpen skal ydes, siger Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen.

Jarls Blog vil gerne kvittere for, at det endelig er lykkes for Venstres topledelse at spille ud med et liberalt initiativ. Det er efterhånden snart længe siden, at vælgerne har kunnet genkende Venstre som et liberalt parti. I de sidste par ugers mange dårlige sager, har vælgerne jo nærmest fået det indtryk, at Venstre satte systemet før mennesket. Nu vil Venstre endelig igen give det enkelte menneske lidt frihed tilbage.

Erik Ninn-Hansen sagde engang (efter min hukommelse), at politikere ikke skal forsøge at forvirre folk. Politik er et teater. Fra venstre side træder en socialdemokrat ind på scenen, og fra højre side kommer en konservativ (eller en venstremand). De laver en aftale og går igen hver til sit. Pointen er, at forsøger politikere i stedet at mudre folks opfattelse for meget, ved at foregive at være noget, de ikke er, ender det med, at vælgerne gennemskuer det og stemmer på nogle andre.

Det er efter min mening lige netop den proces, der er i gang hos en stor del af Venstres vælgere. Men med dagens initiativ kan man i hvert fald igen se lidt forskel på S og V.

onsdag, november 29, 2006

Kristian Jensen ved du, hvor du har!

Skatteminister Kristian Jensen lever livet farligt. I går sagde Thor Pedersen til Berlingske, at effekten ved at lette topskatten var marginal eller "overvurderet" på arbejdsudbuddet. I dag belærer Kristian Jensen finansministeren i Børsen om det modsatte synspunt, nemlig at skat - stadigvæk - har en effekt på folks lyst til at arbejde noget mere. Belæringen sker dog nænsomt:

"Jeg tror, Thor Pedersen har udtalt sig ud fra sin egen situation. Jeg tror på, at hvis du kigger på de rigtigt mange danskere med almindelige lønninger, som i dag er oppe at betale topskat, så viser blandt andet erfaringerne fra skattelettelserne i 2004, at lavere skat giver en effekt på arbejdsudbuddet," siger Kristian Jensen.

Videre i Børsen erkender Kristian Jensen, at den konkrete effekt af en topskattelettelse er svær at vurdere. Men at den er mere end "marginal", føler han sig overbevist om.

"Jeg tror ikke, at der er tvivl om, at der er en effekt på arbejdsudbuddet af at flytte grænsen for topskat. Når man beskatter noget, så får man mindre af det. Når man beskatter pesticider, så får man mindre forbrug af pesticider. Når man beskatter arbejde får man et mindre udbud af arbejde. Derfor er beskatning af arbejde med til at gøre udbuddet af arbejdskraft mindre," siger skatteministeren og fortsætter:

"Dermed også sagt, at hvis man beskatter det mindre, så får man et større udbud af arbejde. Men hvordan effekterne er, hvor store og hvornår de kommer, det kan jeg ikke give noget bud på."


Kristian, Kristian, Kristian dog! Hvad er det dog, du siger! Du rejser jo dermed rundt med gammelliberal politik? Det er faktisk partiskadelig virksomhed, er du klar over det? Shame on you!

Her på Jarls Blog frygter vi for Kristian Jensens politiske fremtid, når Claus Hjort hører om skatteministerens kætterier i Børsen. Vi vil dog godt kvittere for den udviste civil courage, som vi ved også findes mange andre steder i Venstres folketingsgruppe.

Med læsning af den Berlingske avis, ser jeg - min troe - at også vicestatsministeren Bendt Bendtsen ligeledes forfægter de samme kætterske synspunkter. Anders Fogh, kom nu hjem fra Riga. Regeringen er jo nærmest i opløsning med al den debat!

tirsdag, november 28, 2006

Løkke har overvejet sin stilling

Lars Løkke har åbenbart følt sig så presset i sagen om manglende garanti for kræftbehandling, at han nu til TV-Avisen tirsdag aften indrømmer, at han undervejs har overvejet sin stilling.

Det kan næppe undre nogen, for indenrigs og sundhedsministeren har været udsat for et veritabelt politisk stormvejr igennem den sidste uges tid. Venstre tog ikke med fløjlshandsker på socialdemokraterne, da de i sin tid sad med regeringsansvaret, så Løkke kan ikke forvente nogen nåde fra oppositionen. Hvad værre er: problemerne med kræftbehandlingsgarantien truer Foghs kontraktpolitik med vælgerne. Løkke er derfor pisket til at løse problemerne, ellers er Fogh formentlig nødt til at fyre ham. Alt det ved Løkke udmærket, men Dansk Folkeparti har skaffet ham arbejdsro - for en tid -til at løse problemerne.
Løkke er en afholdt person rundt omkring på Christiansborg, og det giver ham også et vist rum for fairplay, men politik er politik, og oppositionen vælter ham, hvis de får chancen. Sådan er spillereglerne. Men der er meget mere i det end Løkkes fremtid som sundhedsminister.

Der er formentlig især én, der følger godt med i Løkkes problemer. Og det er Kristian Jensen - Løkkes rival som efterfølger for Anders Fogh på posten som ny Venstreformand. Går det skidt for Løkke, er det næsten pr. definition gode nyheder for Kristian Jensen. Skatteministeren har længe været et hit hos kontrolfreaken i prins Jørgens Gaard Anders Fogh, og han har utvivlsom røgtet den svære skatteministerpost på fortrinlig vis. Løkke har som indenrigssminister haft en utrolig svær opgave med kommunalreformen, og sundhedsministerjobbet er ufatteligt udsat, men også den opgave har Løkke - stort set - klaret uden de store skrammer. Indtil nu.

Løkke har været på vej ud af dansk politik, men har efter sigende fået en slags aftale med Fogh om, at han ad åre kan overtage formandsposten. Kristian Jensen kan imidlertid komme på tværs af den aftale. Skatteministeren er rimelig populær i Jylland, hvor Løkkes popularitet efter nedlæggelsen af de mange små kommuner formentlig er til at overse. Derfor har Løkke hårdt brug for alliancen med en anden populær jysk venstrepolitiker regionsformand Carl Holst og vice versa. Skal der være plads til Holsts ambitioner, er der ikke plads til Kristian Jensen i forreste linje. Jylland er ikke stor nok til dem begge...

Med interviewet til TV-Avisen har Løkke igen sendt et signal om, at han ikke er i dansk politik for enhver pris. Det kan være et signal til statsministeren og Claus Hjort om, at han har behov for politisk bistand og opbakning her og nu. For sagen med den manglende kræftbehandlingsgaranti har vist en sundhedsminister, der har stået meget alene. Hjort og Fogh har tydeligvis holdt sig på afstand, for ikke at blive fedtet ind i sagen. Overlever Løkke ikke stormen mod ham, bliver han ud fra en rent kynisk betragtning ofret, for at Fogh og Hjorts regeringsprojekt kan overleve. Politik er i sandhed hårdt og brutalt.

Løkke er en hårdfør person. Jarls Blog vil gerne sætte penge på, at han i sidste ende overlever alle de politiske problemer. At bide tænderne sammen og stå ministerstormen igennem er simpelthen hans natur. Men Løkke bør efter fem år have et nyt ressort. Han har trællet længe nok for Hjort og Fogh som sundheds og indenrigsminister. Tiden må nu være til at insistere på mere magt og helt nye udfordringer. Lars Løkke kunne fx blive en fremragende gruppeformand. Ham, der holder stolen varm for tiden, er stort set alle enige om, er en skandale.

Danmarks deprimerende parti

Det pinefulde - og med Peter Kurrild-Klitgaards ord - langsomme åndelige harakiri fortsætter med uformindsket styrke i partiet Venstre. Nu blæser finansminister Thor Pedersen resten af det borgerlige Danmark en hatfuld i synet på den høje marginalbeskatning. På femårsdagen for regeringens tiltrædelse siger den engang liberale Thor Pedersen til Berlingske Tidende:

"Hvis du tager de højeste indkomster, er jeg ikke sikker på, at de ville arbejde mere, hvis du sætter dem ned i skat, for det kan de ikke. De arbejder jo hele tiden. Tager vi Henning Dyremose (tidl. topchef i TDC, red.), ville han så arbejde lidt mere? Det tror jeg ikke. Han arbejder jo hele tiden," siger Thor Pedersen, som mener, at også almindelige lønmodtagere vil kvie sig ved at arbejde mere, selv om skatten sættes ned: "De hjemmehjælpere, jeg kender, knokler hele tiden. De sygeplejersker, jeg kender, knokler hele tiden. Der er sådan en nedvurdering i debatten om, at folk ikke arbejder."

Claus Hjort kunne ikke sige det bedre. Retorikken lyder som Lykketoft, selvom han som finansminister faktisk gjorde mere for at nedsætte marginalskatten end Thor Pedersen har evnet. Det Nye Venstre har overtaget socialdemokraternes syn på den offentlige sektor og er nu igang med næste skridt: At afvikle sit positive syn på skattelettelser. Det bliver sværere og sværere at se forskel på Socialdemokraterne og Venstres politik, men det er selvfølgelig også meningen. Dem der rent faktisk insisterer på, at der skal være en forskel, må lade deres politiske liv. Hvis det ville sikre regeringens genvalg næste gang, ville både Claus Hjorts og Thor Pedersens bedstemor - om muligt - også blive sat til salg.

Venstre fremstår på femårsdagen - set med liberale briller - som Danmarks deprimerende parti.

mandag, november 27, 2006

Meget at gøre endnu

"- Der er råderum til skattelettelser. Det økonomiske råderum har aldrig været større. Vi er to år forud for den oprindelige gældsnedbringelsesplan i 2010-planen for finanspolitisk holdbarhed, og vi har et økonomisk råderum svarende til 5 pct. af BNP i de kommende fire år, svarende til 20 mia. kr. om året. Det kan finansiere en fuldstændig afskaffelse af topskatten og en forhøjelse af grænsen for mellemskat," siger Cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea i dag til Børsen.

Venstre- Danmarks - indtil for kort tid siden - liberale parti fejrer i dag femårs jubilæum for regeringsskiftet i 2001. På partiets hjemmeside www.venstre.dk fejrer Venstres topledelse sig selv med en lille reklamefilm for sig sine politiske triumfer og resultater. Og jeg vil bestemt gerne sige tillykke til partiet og fremhæve skattestoppet som et liberalt initiativ, det er lykkes at fastholde. I hvert fald indtil videre.

Filmen slutter med ordene, at der stadig er meget at gøre. Spørgsmålet er, hvad der menes med det. Spørger man Claus Hjort, så betyder det formentlig flere offentligt ansatte, flere formynderiske regler og overvågning og – på sigt – fastholdelse af en høj skat.

Selvom Helge Pedersen, Cepos, Dansk Industri, Dagbladet Børsen og andre råber op, ja så bliver det heller ikke under en såkaldt liberal-borgerlig regering, at topskatten bliver fjernet. Uanset at der er råderum eller gode ideologiske og økonomiske argumenter for at gøre det. Men de kan spare sig! For det bliver ikke anderledes, fordi det simpelthen strider mod Fogh og Hjorts - DSBs - Dem Som Bestemmers - taktik der skal sikre begge d'herrers genvalg i 2008. Havde Helge Pedersen m.fl. været medlemmer af Venstres folketingsgruppe ville de i øvrigt være blevet beskyldt af Claus ”Clausescu” Hjort for at rejse rundt med gammel-liberal politik og lave partiskadelig virksomhed.

Jov, der er meget at gøre endnu! Og i morgen skal Venstre finde en ny kommunalordfører i stedet for ham som mente, at der stadig var meget at gøre for en liberal-borgerlig regering.

søndag, november 26, 2006

Endelig radikal resignation

Så kom det endelig. Det som alle har vidst i flere måneder, og der er taget tilløb til i flere omgange: De radikales leder Marianne Jelved opgiver sit ultimative krav om at blive statsminister. Matematikken har aldrig været til det, og ikke engang de radikales egne vælgerne kunne se det strålende i idéen, at partiet malede sig op i et hjørne. Da partiet i meningsmålingerne havde mistet en pæn del af sin opbakning, og folk i efterhånden lang tid ikke kunne lade være med at grine over de radikales selvovervurdering, ja så skete der noget. Jelveds egne fik hende langt om længe overtalt til at opgive de ultimative krav om statsministerposten samt nogle af de andre politiske ultimative krav blandt andet omkring 24 års-reglen m.v, som partiet står ret alene med. Anyway, Jarls Blog ønsker de radikale velkommen tilbage til den politiske virkelighed.
Nu vil de radikale endda gerne samarbejde med Venstre, som Naser Khader længe har efterlyst. Dog må Anders Fogh Rasmussen (den såkaldte ”farlige” mand) ikke stå i spidsen for partiet. Det kan egentlig undre, for aldrig har Venstre været mere socialdemokratiske end netop nu. Udlændingepolitikken har socialdemokraterne jo accepteret, så det kan ikke være det, som skiller et RV-samarbejde fra et RS-samarbejde. Velfærdspolitikken og skat er også identiske. Men selvfølgelig, det kan jo være Marianne Jelved ikke kan døje Anders Fogh personligt. Men det er et argument, som vælgerne af uransagelige grunde har lidt svært ved at forstå. Manglende personlig kemi er også et ”usagligt argument”, og alle ved, at radikale helst ikke må være (for) usaglige. Det er blandt andet derfor, at man er radikal, forstås.

Jelved har umuliggjort sin fremtid som leder af de radikale. Hendes strategi med, at de radikale gik solo uden S, har lidt fuldstændigt skibbrud, og partiet har kun fået det ud af det, at man har sat en stor del af sin vælgerfremgang over styr. Det vil alle andre steder få konsekvenser, og et lederskifte trænger sig især på, når man også kigger på Marianne Jelveds fødselsdato. Hvis de radikale kunne samle sig om en leder, uden at partiet blev splittet, var det formentlig også sket. Naser Khader har dog gjort det klart, at Jelveds egen kronprinsesse, Margrethe Vestager, der også har et flertal i den radikale folketingsgruppe, ikke bliver leder med hans gode vilje. Det ser derfor ud som om, at Jelved bare fylder pladsen op indtil, at der sker en afklaring mht. den mest populære radikale politiker, Naser Khaders fremtid hos de radikale. Under alle omstændigheder er det et absurd show, som de radikale udsætter sig selv og deres vælgere for. Det er meget få politiske partier – om nogen – der har haft succes med en strategi, hvor der reelt ingen afklaring er af lederforholdet.

I mellemtiden vil Jelved turnere rundt med hendes forslag til skattereform, der vil nedsætte skatten på arbejde, men øge den andre steder. Det er formentlig de færreste, som smider, hvad de har i hænderne for at styrte hen og høre Mariann Jelveds forslag til en ny skattereform. Hverken hende selv, hendes parti eller hendes forslag kender åbenbart deres besøgelsestid.

fredag, november 24, 2006

I Det Nye Venstre er der kort til døren

"I Venstre er der højt til loftet" pralede vi af som VU’ere. I dag i Claus Hjort Frederiksens ”Det Nye Venstre” er der derimod "kort til døren".

Venstre er et moralsk set ødelagt parti, hvor den gamle frisindede kultur er undertvunget en Anders Fogh og Claus ”Clausescu” Hjorts vilje, hvor der IKKE er plads til at være uenig. Hvis Venstres folketingsmedlemmer ikke er 100 pct. enige, så risikerer de at få hældt en verbal skidtspand ud over sig. Tillader man sig at beklage sig bagefter, får man oven i købet at vide, at man lugter.

I dag fyrede Venstres Folketingsgruppe kommunalordføreren Leif Mikkelsen på gråt papir. Han var ikke engang til stede…Venstres folketingsgruppe bør skamme sig over, at man medvirker til "Clausescus" magtdemonstration.

Leif Mikkelsen har, som man kan læse i dag i Jyllandsposten, foreholdt Claus Hjort, om han havde nogle beviser, siden Hjort kunne anklage Mikkelsen, Pind og Peter Christensen for lækage fra gruppemøderne og øvrig ”partiskadelig” virksomhed. På et højdramatisk møde onsdag hos beskæftigelsesministeren lød Claus Hjorts sølle forsvar, at han havde ”hørt det på vandrørene”. Dvs. ikke skyggen af beviser. På mødet får Mikkelsen den opfattelse, at han kan gå i pressen og slå fast, at ingen beviser foreligger, og Claus Hjorts beskyldninger dermed er usande. I dag betaler han prisen for, at ville rense sig selv. Den ene halvdel af gruppen, der var tilstede, var åbenbart ikke af den opfattelse, at Mikkelsen kunne gå i pressen med, hvad han mente var mødets konklusion. Denne tekniske "fejl" brugte gruppen i dag til at fratage ham sit ordførerskab og stemple Mikkelsen som illoyal og ukollegial. Hjort havde vækket den kronisk søvnige gruppeformand Svend Erik Hovmand for at få ham til at eksekvere dommen i dag i gruppen. Ifølge Jyllands Posten, som på trods af at alle i gruppen var enige om at holde bøtte, alligevel kan afsløre i detaljer, hvad der foregik på Venstres gruppemøde tirsdag og på mødet hos beskæftigelsesministeriet onsdag, fik Claus Hjort verbalt ”det glatte lag” af Leif Mikkelsen mfl. Beskæftigelsesministeren var synligt rystet over at blive kaldt ”løgner” af en Leif Mikkelsen, vis ære tydeligvis var gået for nær af Claus Hjorts hårde beskyldninger.

Claus Hjort kan ikke lade sig køre over af Leif Mikkelsen. Magtens logik er, at en af dem må vige. Da det – slet - ikke er Leif Mikkelsen, der er Venstres reelle nr. 2, og Anders Foghs fortrolige, ja så må Mikkelsen vige og naturligvis straffes. Argumenterne er i og for sig ligegyldige, for her skulle statueres et eksempel.

Det er skammeligt, at Venstres folketingsgruppe enten ikke tør eller vil sige fra overfor den uretfærdighed, som nu overgår Leif Mikkelsen. I stedet tier man eller samtykker. For at beholde magten, mandaterne, privilegierne, ordførerskaberne. Civil courage har altid været en mangelvare i dansk politik. Trist at man også skal erfare det, når man ser på resultatet efter Venstres folketingsgruppes møde i dag.

Claus Hjort bærer i øvrigt et kæmpeansvar. I Jyllandsposten i dag maner Regionsborgmester Carl Holst til besindighed. Han advarer ligeud, at Venstre med hastige skridt bevæger sig i retning af konservative tilstande med fløjkampe m.v. og regulær ”borgerkrig” i Venstre.

Dette kan – hvis ikke Venstres ledelse tager situationen mere alvorligt – og behandler gruppens medlemmer ordentlig i sidste ende resultere i en spaltning af Venstre. Regeringens flertal bringes dermed - måske - i fare. Der er kun reelt set én person, der har ansvaret for, at balladen ikke yderligere eskalerer, og det er Claus Hjort Frederiksen.

Leif Mikkelsen kan godt se sig selv i spejlet i aften. Det er der mange i Venstres Folketingsgruppe, der ikke kan. Beskæftigelsesministeren tiltror jeg ikke nogen skrupler.

torsdag, november 23, 2006

Clausescu indrømmer, at beskyldninger var usande

Beskæftigelseminister Claus Hjort Frederiksen indrømmer nu, at hans beskyldninger i sidste uge i dagbladet Information mod Venstres kommunalordfører Leif Mikkelsen (V, MF Søren Pind (V) og finansordfører Peter Christensen (V) for at være "skadelige" for partiet Venstre åbenbart er grundløse. Det er essensen af indholdet af et nyt Ritzau telegram, som man kan læse på avisernes websider.

- Luften er renset. Efter flere dages beskyldninger mod tre navngivne gruppemedlemmer om partiskadelig virke og anonyme angreb i pressen har vi nu bedt om beviser. De er der ikke. Derfor har vi på et møde i Beskæftigelsesministeriet aftalt, at jeg i pressen kan fastslå, at beskyldningerne er usande, siger Leif Mikkelsen til Ritzau.

I følge Ritzau havde Pind, Mikkelsen og Christensen ønsket, at beskæftigelsesministeren trak sine verbale angreb mod dem tilbage. Men det blev angiveligt afvist.

På Politikens hjemmeside kan man dertil læse:

Ifølge Politikens oplysninger blev personsagen diskuteret i Beskæftigelsesministeriet onsdag aften i denne uge. Flere fremtrædende ministre var til stede på mødet.

Claus Hjort vil altså ikke trække sine angreb tilbage, men beskæftigelsesministeren er derimod indforstået med, at Leif Mikkelsen kan fastslå, at Hjorts beskyldninger er usande.

Tjah, nærmere kommer man vel ikke, at en toppolitiker indrømmer, at hans hårde beskyldninger mod sine gruppefæller, da det kom til stykket, savnede hold i virkeligheden.

Med Claus Hjorts indirekte indrømmelse af dette forhold lider han i hvert fald - nu og her - et betydeligt personligt prestigetab i forhold til Venstres folketingsgruppe.

Organisations-elefanterne slås

Den nystiftede erhvervsorganisation Dansk Erhverv erklærede i går Dansk Industri "krig". En håndfuld mellemstore organisationer på arbejdsgiverside med blandt andre Dansk Handel & Service og HTS-i har (igen) slået sig sammen for at danne et modstykke til Dansk Industri – Danmarks absolut mest magtfulde erhvervsorganisation. DE bliver næststørste organisation på arbejdsgiverside med 20.000 medlemsvirksomheder fra 1.1 2007.

Dansk Industris dominans i organisationsverdenen har igennem hele DI’s 15-årige levetid været en kilde til irritation for samtlige af de øvrige arbejdsgiver- og brancheorganisationer. DI har mere end 50 procent af stemmerne i Dansk Arbejdsgiverforening, og det benyttede industriens folk sig af i halvfemserne ved at beslutte at nedskære den mere end 100-årige organisation i Vester Voldgade ned til mindre end det halve personale. I stedet oprustede DI på Rådhuspladsen, hvor en sværm af de dygtigste DA-folk i løbet af meget kort tid søgte over og fik nye udfordringer. DA blev kraftigt beskåret til fordel for DI så at sige.

DI er så langt den rigeste af alle organisationerne. Betydelige beløb er ophobet i de såkaldte ”kniv og gaffel” – foreninger som fx Industriens Arbejdsgiverforening i København (IAK). Foreningen har så mange penge, at DI har foræret nogle af dem til at bygge Tietgen-kollegiet på Amager – formentlig det lækreste og mest moderne kollegium nogensinde. Både Venstre og de Konservative får i øvrigt i forbindelse med valgkampe en ordentlig check fra både IAK og Provinsindustriens Arbejdsgiverforening, der er den anden pengetank. De to ”kniv og gaffel foreninger” er DI-medlemsforeninger, hvor aktivitetshøjdepunktet er de årlige generalforsamlinger. De er imidlertid hurtigt overstået, hvorefter medlemmerne går til bords... De politiske aktiviteter og det faglige arbejde foregår stort set alene i DI.

Helt centralt i Dansk Industri står den karismatiske adm. direktør Hans Skov Christensen, kaldet ”Den lange” på de indre linjer. Hans ekspansionsstrategi, der går ud på at "kapre" eller "invitere" større medlemmer til DI, har vist sig at være en kæmpesucces. Den kaldes også spøgefuldt i organisationsverdenen for ”AMH”-strategien eller Al-Magt-til-Hans-strategien. Store tidligere offentlige virksomheder som TDC, Postdanmark og SAS er ganske tunge medlemmer i organisationen, der dog også har autoværksteder på medlemslisten. For et par år siden gik slagterierne også over til DI, og organisationen slås nu benhårdt om medlemmer i bl.a.konsulentbranchen og servicebranchen med den nye organisation Dansk Erhverv. ”Krigen” har været i gang længe. Det nye er, at Dansk Erhverv med stiftelsen, nu ligefrem erklærer den.

Skov Christensen er fyldt 61 somre og må være i gang med at forberede et generationsskifte i DI. Den eneste umiddelbare kronprins er Skovs mangeårige højre hånd Kim Graugaard, der til trods for sit lidt søvnige ydre, er en uhyre skarp politisk taktiker. Det er også Graugaard, DI har sendt på banen for at kommentere på Dansk Erhverv, ”krigserklæring”. DE må siges at anvende en forbløffende hård og offensiv retorik, som det er svært at forestille sig at alle DE’s medlemmer, der primært er indenfor handel og servicesektoren, føler sig tiltrukket af.

I dagens udgave af Berlingske Business udstilles dramaet, så kan læseren dømme selv:

- DI er præget af industritankegangen, hvor medarbejderne står ved et samlebånd og industriparken er den vigtigste produktionsfaktor. Hos vores virksomheder og i vores organisation har vi der imod fokus på menneskene som enkeltindivider og på deres kompetenceudvikling, siger Dansk Erhvervs konstituerede formand Poul Erik Pedersen.

Det er piece-of-cake for den garvede og velbegavede Kim Graugaard at parere DE’s både oppustede, frelste og noget letbenede stil:

- Jeg kan konstatere, at Poul Erik Pedersen vil bruge festdagen, hvor man skyder den nye organisation i luften til at indlede en krig imod Dansk Industri. Jeg synes hellere, at Dansk Erhverv skulle fokusere på, hvad de kan gøre for deres egne medlemmer i stedet for at tale ned til vores og sige, at de står for noget fortidigt, siger Kim Graugaard.

Graugaard sætter trumf på:

- Hvis man tager vores medlemskreds og tillægger rederierhvervet og landbruget, så har man stort set redegjort for hele Danmarks valutaindtjening. Så hvis det kun var Dansk Erhvervs medlemmer, der udgjorde fremtiden, så ville det se skidt ud for dansk økonomi, siger Kim Graugaard.

Så elegant kan det gøres. Game, set and match DI.

onsdag, november 22, 2006

Julehygge i Venstre

Balladen i Venstres folketingsgruppe er slut for denne gang. Aviserne skriver enslydende, hvordan striden i går på gruppemødet blev bilagt, mellem især Claus Hjort og de tre folketingsmedlemmer han i sidste uge hængte ud for partiskadelig virksomhed. Luften blev renset på gårsdagens angiveligt følelsesladede gruppemøde.

Hvem vandt så slaget på gruppemødet?

Tjah – der var vel lidt til alle parter. Ledelsen fik, hvad de bad om, nemlig ro her og nu og en garanti for, at der ikke bliver lækket fra gruppemødet. De tre ”usual suspects” fik en garanti for at de ikke igen bliver jaget vildt for Claus Hjorts mistanker. Leif Mikkelsen var vel den mest optimistiske, da han i går sagde til tv2.politik.dk:

"I Venstre er der højt til loftet, når det handler om, hvad man må sige. Og jeg synes faktisk, loftet blev hævet endnu mere på gruppemødet i dag"


Berlingske skriver:

Vi vil ikke længere acceptere den form, vi har set, og derfor vil vi nu sikre, at alle diskussioner foregår i gruppeværelset, sagde gruppeformand Svend Erik Hovmand.

Søren Pind tolkede mødet som en garanti mod nye personangreb fra eksempelvis beskæftigelsesministeren”.


Det er egentlig utroligt, at det skal være nødvendigt at få afkrævet en garanti for personangreb fra beskæftigelsesministeren. For "Clausescu" Hjort Frederiksen har ikke haft skyggen af bevis endsige indicier for at hævde, at det netop var de tre, der lækkede fra gruppemødet. Alligevel slagtede han dem i Information alene begrundet i en ”mistanke”. På gruppemødet skulle Leif Mikkelsen ifølge Ekstra Bladet have svært ved at styre sig, da han sagde:

- Jeg er blevet beskyldt for at lække historier til pressen. Det er en beskyldning jeg gerne vil have bevis for.

Ifølge Jyllands Posten var Marion Pedersen og Britta Schall Holberg blandt de medlemmer, som i går på gruppemødet sagde fra over for Claus Hjorts selvbestaltede flyvende standret. Der burde have været mange flere.

Beskæftigelsesministeren sagde til Ekstra Bladet:

- Vi har som i alle familier fået problemerne på bordet
- Vi kan i Venstre være uenige om politikken , men det skal i fremtiden være slut med anonyme kilder fra vores møder.


Til Politiken sagde han:

"Jeg har været bekymret over, at man kunne læse anonyme kilder udtale sig i forskellige blade, og det har jeg fremdraget her fra gruppen".

Politiken: Og du har korrekset, Søren Pind, Peter Christensen og Leif Mikkelsen?

"Jo, men nu tror jeg ikke, at vi skal føre den her diskussion videre overfor pressen. Nu har vi haft diskussionen på Folketingsgruppens møde, og det er så det for mit vedkommende".

For nu - burde han have tilføjet. Der er lagt låg på striden, men få betvivler, at det stadig syder og bobler i Venstre-kedlen. Det er de mange anonyme kilder til avisernes historier fra gårdsdagens møde jo i sig selv et bevis på. Og med Venstres åbenbare problemer med vælgerne, skal der ikke mange Venstrefolk, der lufter deres frustrationer i pressen, til, førend at våbenhvilen igen bliver brudt, og Fanden atter løs i Laksegade.

tirsdag, november 21, 2006

Fogh bag venstredrejning

Anders Fogh er sikkert "big in Japan", mens han for tiden opholder sig i solnedgangens land. Måske skal han forlænge opholdet, for herhjemme savner færre og færre hans tilstedeværelse.

Til trods for hans imponerende talkshow på Venstres landsmøde med indlagt kurmageri overfor de offentligt ansatte, så er deres organisationer ikke imponerede over hans forslag til lønfordeling. De mener - ikke overraskende - at statsministeren forsøger at blande sig i deres ret til at forhandle løn. Berlingskes hjemmesides uofficielle meningsmåling viser, at mere end halvdelen af de formodentligt overvejende borgerligt-sindede læsere mener, at Anders Fogh IKKE kom styrket ud af landsmødet.
Det er formentlig i underkanten, hvis man spørger hele befolkningen.

Fogh er sikkert meget tilfreds med weekendens venstredrejning af Venstre, der til græsrødderne blev solgt som en "justering" af synspunkterne i forhold til befolkningens holdninger, men måske forholder det sig anderledes. Måske har Venstre bare opgivet at vinde debatten.

politik.tv2.dk skriver:

I VK-regeringens levetid har vælgerkorpset foretaget en markant venstre-drejning. I 2001 var der stort set lige mange venstre- og højreorienterede vælgere, men efter fem år med borgerlig regering er der nu tre venstreorienterede vælgere for hver højreorienteret. Det viser en analyse, som Epinion har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 501 repræsentativt udvalgte danskere.

Analysen tager udgangspunkt i fire spørgsmål om holdning til indtægtsudjævning, statens kontrol over erhvervslivet, skat og sociale reformer. Og ved Anders Fogh Rasmussen tiltrædelse 20. november 2001 var 54 procent af danskerne traditionelt venstreorienterede og at 46 procent højreorienterede - i dag er 73 procent af danskerne til venstre og 27 til højre


Det kan ikke undre, at befolkningen er rykket til venstre. Fogh-regeringen er jo selv rykket til venstre i hvert fald på spørgsmål som indtægtsudjævning og sociale reformer. Ledende Venstre-politikere har jo forlængst opgivet at diskutere disse spørgsmål ud fra en traditionel borgerlig-liberal synsvinkel. Når synspunktet er fraværende i debatten, så påvirker det jo også meningsdannelsen. Dermed bliver socialdemokratiske synspunkter mainstream og nærmest ophøjet til naturvidenskab, takket være Claus Hjorts og Anders Foghs ulyst til at imødegå dem. Man bliver helt trist af at tænke på Uffes gamle slogan: " If you can beat them - join them". Og det gør man så i Venstre - for at blive siddende.

mandag, november 20, 2006

Frygten for "Clausescu" brudt

Tirsdag holder Venstres Folketingsgruppe møde, hvor Claus Hjort – ifølge aviserne – står til skideballe for at have hældt sine beskyldninger ud over tre unavngivne partifæller i et berygtet interview torsdag i Information. Det var ikke første gang det skete, og det bliver heller ikke sidste gang.

Selvom Claus Hjort på landsmødet i weekenden nærmest lignede en pryglet hund forsøgte han efter bedste evne at forklare sine personangreb, når medierne spurgte. Meningen var formentlig, at læserne og seerne - efter at have hørt hans på ingen måde angrende forklaringer - pludselig skulle udvikle en eller anden form for sympati for det mærkværdige synspunkt, at Claus Hjort - uden hensyn til almene rettigheder - kan undertrykke meningsdannelsen i partiet og agere flyvende standret i diverse medier. Blot sålænge det sker i Anders Foghs strategis hellige navn. Mit gæt er, at den vigende kreds omkring Hjort i løbet af weekenden har trøstet ham, og hans noget beklemte attitude kun er fremkommet, fordi Hjort har set sit portræt i bl.a. Ekstra Bladet under overskriften” Manden med leen”, og fordi han har vidst, at det var hans optræden - sammen med principprogrammet - der prægede snakken i baren mand og mand imellem under første del af landsmødet frem til lørdag eftermiddag. Jyllandsposten skriver i dag:

Flere kilder mener, at Hjort har mistet troværdighed og sympati som Foghs indpisker og strateg, og sagen om Hjorts personangreb ventes at få et efterspil på gruppemødet i morgen. (tirsdag) Samtidig peger mange kilder i folketingsgruppen på, at der foregår en åbenlys magtkamp i V-toppen mellem Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, der er endt i opposition til hinanden på afgørende spørgsmål om politiske emner, strategi og debatkultur.

Claus Hjort er med i regeringens inderkreds og Anders Foghs nærmeste allierede og fortrolige. Det er Løkke på ingen måde. Claus Hjort står nærmest i vejen for Lars Løkke. Løkke er til gengæld i Hjorts øjne en nyttig bydreng, man sender i byen med alt muligt og indimellem umuligt. Det gør Løkke kun, fordi det er den eneste mulighed for selv at komme til fadet end dag. Hjort er - politisk set - derfor dødsens samme dag, som Løkke tager over partiet. Går det skidt for Hjort, så går det ikke helt skidt for Løkke. Man kan nok heller ikke udelukke, at Lars Løkke rent faktisk – sammen med en hel del andre partifæller – er forarget over Hjorts optræden.

Anders Fogh skal ikke være til stede ved gruppemødet tirsdag. Han er i Japan, skriver flere medier. Hjort var fraværende på det tumultagtige torsdagsgruppemøde. Det bliver spændende at se, om han vover sig ind i løvens hule tirsdag. Taktikken kunne være, at en del trofaste Hjort-tilhængere med ordet i deres magt, fx en Bertel Haarder, stiller sig op på stribe og med brask og bram forsvarer Hjorts optræden samtidig med, at de kritiserer kritikerne for – set i deres optik – at have været illoyale forud for landsmødet.

Måske er modstanden imidlertid så stor mod Claus Hjort, at ministrene m.fl falder fra, for hvorfor skulle de tage del i et tabt slag? Omvendt er der mange, der gerne vil bringe sig i position til at blive eller fortsætte som minister.

Når statsministeren ikke er med til mødet, så tipper denne blogger Leif Mikkelsen – som er den, der har krævet en forklaring – som svag favorit til at vinde det lille slag. Uanset størrelsen af skideballen, har Claus Hjort ikke desto mindre måttet se i øjnene, at frygten for ham er brudt. Gruppens medlemmer vil ikke finde sig i angreb af samme type, og hans magt i gruppen er i alle tilfælde svækket. Det er et godt tegn.

Måling ydmyger Jelved

De ”flinke” mennesker på Ritzaus Bureau har fået Catinet Research til at lave en meningsmålingsundersøgelse, der viser, at kun sølle fire - FIRE - procent af befolkningen ønsker Marianne Jelved som statsminister. Dvs. at kun halvdelen af de radikales egne vælgere peger på partiets leder. Dermed er Marianne Jelveds dage som leder af partiet talte. Hun har chancet med sin tredjevejs-strategi, der nu er stendød. Fremturer Jelved alligevel – hvad der ikke ligger hende fjernt - bliver de radikale endnu mere til grin end de er i øjeblikket.

Spørgsmålet er nu, hvornår Jelved går af og hvem, der afløser hende som leder. Øjeblikkets favorit er Margrethe Vestager, der har opbakning blandt græsrødder, Jelved og et flertal i folketingsgruppen. Spørger man vælgerne, er Naser Khader derimod deres bud på en radikal partileder. Spørgsmålet er dog, om ikke Naser Khader har lidt meget at se til for tiden, så han kan overkomme også at være partileder?

Det eneste tredje alternativ, som denne blogger kan se for sig som leder, er Morten Helveg Petersen. Men ham er der også mange forskellige meninger om. Spændende bliver det i hvert fald.

lørdag, november 18, 2006

Hak i tuden til V-toppen

V-toppen med Claus Hjort og Anders Fogh i spidsen led lørdag eftermiddag et ordentlig nederlag på partiets landsmøde i Odense. Ritzau skriver, at et ændringsforslag, hvor Venstre går ind for brugerbetaling på besøg hos lægen og skadestuen, blev vedtaget. Statsministeren har i ugens løb ellers afvist alle tanker og idéer fra Venstres folketingsgruppe og Lars Løkke Rasmussen om det samme. Så Anders Fogh blev altså underkendt af landsmødet. Tænk bare! Ledelsen kvitterede bagefter med at sige, at regeringen ikke vil stille forslag om brugerbetaling. Der er åbenbart ikke meget respekt for demokratiet.

De to timer som ledelsen satte af til afstemning og debat om principprogrammet blev overskredet, og aftenfesten måtte udsættes i flere timer. Claus Hjort og Jens Skipper Rasmussen har åbenbart undervurderet debatlysten i partiet. Det viser, at græsrødderne i partiet ikke finder sig i at blive lagt i lænker af partitoppen, hvilket er et rigtigt sundhedstegn. Den imødesete debat og afstemning om den offentlige sektor og skat, der reelt afgør om Venstre bliver et socialdemolkratisk lignende parti er også overstået. V-toppen vandt afstemningerne ved, at landsmødet nedstemte alle ændringsforslag med klare flertal.

Afstemningen om brugerbetalingen og hele uroen forud for landsmødet har dog sendt det klare signal til ledelsen om, at partiets græsrødder ikke finder sig i hvad som helst. Ikke desto mindre har Venstre i dag med det nye principprogram taget et herresving ind mod midten. Med andre ord: Venstre har aldrig målt på dets principprogram været rødere!

Venstres landsmøde kan i øvrigt ses via streamning fra Venstres hjemmeside www.venstre.dk

Farvel til det liberale Venstre

Så oprandt dagen, hvor Claus Hjort og Anders Fogh - makkerparret Dem Som Bestemmer (DSB) giver Venstre - Danmarks Liberale Parti eller Venstre i Uffes udgave - nådestødet. Fra asken skal et såkaldt "moderne liberalt parti" eller snarere semi-socialdemokratisk parti opstå.

De delegerede har fået besked på, at de skal stemme Venstres principprogram igennem - uden at stemme for de liberale ændingsforslag fra de enkelte modige ideologisk bevidste delegerede. Processen med debat og afstemning tager under to timer. Det er klart, at det er noget, der skal overstås for DSB, så man kan komme hurtigt videre. Kan man forvente, at Anders Fogh - som sin forgænger - venter med at stemme som den allersidste for ikke at påvirke afstemningen? Formentlig ikke. Uffe Ellemann-Jensen havde også på det område et helt andet format.

Denne lørdag må være rædselsfuld for Claus Hjort. Samtlige målinger er elendige for Venstre og Fogh personligt. Alle taler om og kan se de tydelige krisetegn i partiet, hvor alt andet end sammenhold og gejst præger landsmødet.

Især Claus Hjort bør påtage sig skylden for den elendige stemning i partiet. For sjældent har man set undertrykkeren "Clausescu" mere aggressiv end i torsdagens berygtede interview i Information. Siden er store dele af Venstres folketingsgruppe opflammet i oprør over Claus Hjorts udhængning af trekløveret Christensen, Pind og Mikkelsen som blev kaldt "partiskadelige". Mindst 10 gruppemedlemmer - blandt dem også sikre Hjort/Fogh støtter - insisterede på, at få et ekstraordinært gruppemøde, der i første omgang blev afvist. Men på tirsdag får Claus Hjort at vide, at gruppen ikke vil finde sig i den tilsvining, som overgik Claus Hjorts tre "usual suspects", der blev kaldt partiskadelige, fordi de havde tilladt at stille ændringsforslag til det nye principprogram. VU's formand Karsten Lauritzen satte ord på Claus Hjorts optræden, da han i går i TV-Avisen kaldte beskæftigelsesministeren både "perfid" og "dum". Hjort reagererede senere i TV-Avisen ved blot at tale om "regeringens resultater" uden at forholde sig til den hårde og berettigede kritik, der er blevet rejst. Det skal han såmænd bare blive ved med, for det styrker ikke hans elendige troværdighed i sagen. Alle kan se, at Claus Hjort er presset.

Venstre har brug for en helt anden indpisker i dagligdagen end beskæftigelsesministeren. Hvad der ligner et decideret had til Claus Hjort og især til hans undertrykkelse af den frie debat, er hastigt voksende, og de stærke følelser går også ud over partiets formand. Her er et gratis råd til Anders Fogh: Sig farvel til Claus Hjort. Uden "et Clausescus fald" er det umuligt at genskabe begejstring i partiet igen for hans forfølgelse vil fortsætte. Bulldoggens hærgen har skabt al for meget ravage til, at stemningen i partiet nogensinde kan blive god igen med ham som en del af ledelsen. Anders Fogh bør huske på, at enkeltpersoner aldrig kan blive vigtigere end partiet!

torsdag, november 16, 2006

En moderne liberal

I disse dage udkæmpes slaget om, hvilken retning Venstre politisk set skal gå. Skal partiet fastholde sit klassisk liberale udgangspunkt eller skal partiet ligne Socialdemokratiet mest muligt. Det er en barsk kamp, der set med Claus Hjort og Anders Foghs briller er en kamp på regeringens liv eller død. Vælgerne skal simpelthen hen ikke kunne kende forskel på Venstre og Socialdemokratiet. Det er derfor, at Dem Som Bestemmer (Hjort og Fogh) omfavner den offentlige sektor og – som det sker torsdag i Information – kalder den for forudsætningen for et liberalt samfund. Normalt ville liberale svare frihedsrettighederne og frie markeder, men i Hjorts optik – åbenbart – er det en stærk offentlig sektor. Claus Hjort siger i interviewet til Information:

"Den offentlige sektor er forudsætningen for, at vi kan få et godt liberalt samfund. En ordentlig børnepasning, en ordentlig folkeskole og et ordentligt sundhedssystem. Det giver familierne mulighed for at prioritere deres erhvervskarriere. At der er en modsætning mellem en stærk offentlig sektor og så liberalisme, det er fuldstændig forkert."

Engang for ikke så mange år siden ville en Claus Hjort, der forfægtede sådanne synspunkter blive opfattet som en håbløs socialdemokrat. I dag er han og statsministeren på konsekvent charmeoffensiv hos midtervælgere samt især kvinder og offentligt ansatte vælgergrupper. Skal Claus Hjort lovprise statens lyksaligheder for at blive ved magten, ja så gør han det. Hvad har han at tabe? Ingen forventer, at liberalt sindede vælgere pludselig på valgdagen bliver socialdemokrater. Men de kan selvfølgelig også blive hjemme på valgdagen eller stemme blankt. Denne blogger tror, at Claus Hjort undervurderer denne mulighed.

Der er også nogle liberale, blandt andet i Venstres folketingsgruppe, der vælger at blive og tage kampen. De betaler dog en hård pris. I gamle dage blev partifæller, der havde gjort noget, der ikke passede ind i den daværende partisekretær Claus Hjort Frederiksens kram, ”sat i køleskabet” for en tid. Dvs. politikere blev ikke inviteret til at tale ved partiets konferencer eller fik ikke lov til at være med i arbejdsgrupper og den slags. I folketingsgruppen sad Hjort dog ikke for alvor med. Her bestemte de folkevalgte trods alt. Det har desværre ændret sig siden Hjort blev beskæftigelsesminister og kom i folketinget.

Her på bloggen har vi før bemærket den store brutalitet samt fuldstændigt kolde og skånselsløse måde som Hjort arbejder på i forhold til sine partifæller. I Uffes tid hed det, at ”du må godt være uenig” eller ”der var højt til loftet”. Det var ikke bare tomme begreber, der var faktisk plads til debat i det liberale parti. Ikke dermed sagt at nogen nogensinde i Venstre har beskyldt Claus Hjort for at respektere disse friheder i partiet. Problemet er, at efter at Claus Hjort og Anders Fogh har overtaget magten i partiet, er der ingen tilbage – der med autoritet - kan sige ordentligt fra. Eneste undtagelse er måske Christian Mejdahl. Mange i folketingsgruppen vogter over deres ordførerskaber og politiske fremtidsmuligheder med ministredrømme tør de ikke sætte på spil ved at gå planken ud sammen med trekløveret ”The Usual Suspects” (Pind, Christensen og Mikkelsen) som belejligt for Hjort systematisk får skylden for enhver intern opposition i gruppen. Der findes dog ganske flere end blot de tre. Også de viser mod og siger fra, om end, at det sker i dølgsmål.

Torsdag nåede Claus Hjorts forfølgelsesvanvid nye højder. Skræmt af den spirende modstand mange steder i Venstre slap Fogh ”Bulldoggen” løs på trekløveret i Information på en måde, som er meget sigende for, hvor lidt Claus Hjort egentlig agter debatkultur, fri udveksling af synspunkter i folketingsgruppen – ja alt det som, Venstre var kendt for under Uffe Ellemann-Jensen og andre Venstre-ledere. I dag gælder der som bekendt kun kæft, trit og retning i gruppen. Claus Hjort siger:

"Det ærgrer mig, at Søren Pind, Leif Mikkelsen og Peter Christensen fremstiller vores store sejre siden 2001 som en fiasko. De skærer så at sige vores succes fra og udlægger alt det dårlige. Det bebrejder jeg dem. Det er set ud fra en liberal synsvinkel det skadelige i det, de tre foretager sig," siger Claus Hjort, der betegner kritikken som et stort "fupnummer".

Dvs. Hjort bebrejder de tre for at have en helt anden opfattelse af situationen end ham selv. De er - efter hans mening - bevidst illoyale og kyniske. Det strejfer ham ikke engang, at de faktisk simpelthen bare er uenige med ham, fordi de efter alt dømme vurderer regeringens resultater ud fra deres liberale synsvinkel. Hjort siger jo selv, at det er ham, der har flyttet sig. De er så et par stykker, der har valgt at fastholde Venstres liberale udgangspunkt. Hvorfor kan han ikke bare acceptere det? Det er ret tydeligt, at Hjort er ramt af politikeres mest almindelige erhvervssygdom: paranoia.

"Søren Pind, Leif Mikkelsen og Peter Christensen prøver jo at fremstille det som om, at ledelsen er ude af trit med virkeligheden. Det er det første fupnummer. Nogle Venstrefolk siger, at statsministeren isolerer sig. Nogle Venstrefolk siger, at statsministeren ikke deler deres politiske opfattelse. Det er så banalt, at det gør ondt. Når man er i mindretal, og man ikke kan få tilslutning, så påstår man, at alle andre har misforstået det hele. Sådan er det jo, men landsmødet vil vise, at der er utrolig bred tilslutning til regeringens linje," siger Claus Hjort.

Til det er der at sige, at Claus Hjort jo kan læse ugebrevet A4 hvor en Epinion-måling fra i mandags, der viste at to ud af tre Venstrevælgere vender tommelfingeren nedad mht. Claus Hjorts omklamring af velfærdsstaten. Venstres vælgere sendte ellers et klart signal til Hjort og Fogh om, at velfærdspolitikken a la Socialdemokratiet burde droppes, og i stedet skal partiet satse mere på skattelettelser og traditionelle liberale mærkesager. Som en V-kilde sagde til Ekstra Bladet tirsdag:

- Jamen det siger jo sig selv, at vores vælgere er utilfredse med, at vi fører socialdemokratisk politik.

Information skriver videre:

Beskæftigelsesministeren afviser, at hans kritik af de centrale V-folk - herunder finansordføreren og kommunalordføreren - er skadelig for debatklimaet i partiet.

Flittige læsere af Ekstra Bladet og enhver anden med bare lidt kendskab til Venstres folketingsgruppe ved, at Claus Hjorts fremstilling intet har med virkeligheden at gøre. Debatklimaet er på nulpunktet. Kun ros af statsministeren er velkommen. Kritik af ledelsen undertrykkes systematisk. Det nævnte trekløver bliver jo slagtet, intimideret og hængt ud Claus Hjort, hver gang lejligheden byder sig. Det kunne alle jo se, dengang de måtte trække deres forslag til principprogrammet. Men forfølgelsen vil forsætte til skræk og advarsel for alle dem, der bare tænker på at undsige Hjort og Foghs kurs. Står det til Claus ”Clausescu” Hjort blev de alle tre smidt ud af Venstre i morgen og meget tyder på, at processen henimod dette, så småt er sat i gang. Spørgsmålet er formentlig bare, om folketingsgruppen og partiets hovedbestyrelse vil være med til Clausescus udrensningsaktion. Det vil ikke se så pænt ud i starten, men på den lange bane vil en udrensning blot understrege alvoren i partiets ryk ind mod midten.

"Selvfølgelig er der forskellige opfattelser af, hvad liberal politik er, men på weekendens landsmøde vil det vise sig, at Pind, Mikkelsen og Christensen er i stort mindretal. Men man må lade dem, at de er energiske. Det, der står fast, det er den linje, som Anders Fogh står for. Længere er den ikke," fastslår Claus Hjort i Information.

Jeg gør mig ingen illusioner, for selvfølgelig har Claus Hjort sit flertal blandt de fremmødte V-medlemmer på plads. Andet vil ligne ham dårligt, men han vil være meget nervøs frem til den allersidste afstemning. Jeg gætter på, at statsministeren evt. har truet nøglepersoner blandt organisationsfolkene med at gå af som partiformand, som han tidligere har gjort det et stort antal gange i folketingsgruppen for at få opbakning til sin politik. Foghs mest anvendte frase lyder: ”Det bliver ikke med mig som formand, at ” Underforstået ret ind eller jeg skrider. Tænk hvis der var et flertal, der en dag tog manden på ordet. Oveni har Claus ”Clausescu” Hjort fået organiseret debatten på landsmødet sådan, at man på to timer lægger Uffes liberale Venstre i graven, og indfører socialdemokratisme i stedet. ”Debat” og afstemning må kun tage de planlagte to timer. Processen er formentlig både liberal og demokratisk, men kun en smule mere end i de østeuropæiske kommunistpartier fra før murens fald. Kommunisterne lagde trods alt også lange klapsalver ind under kongresserne. Dem bliver Claus Hjort og Anders Fogh formentlig sparet for dennegang. Der er nemlig intet, der tyder på, at det er begejstrede partigræsrødder, der vil stemme denne ændring af partiets politik hjem.

Så hvad er Claus Hjort - udgaven af "den moderne liberale? Jo, det er en, der glad for en både stor og stærk offentlig sektor, og som samtidig slår hårdt ned på alle de øvrige liberale, der er i opposition til det synspunkt.

onsdag, november 15, 2006

Jarls Blog i P1 Debat på DR

Fredag den 17. november var denne blogger inviteret ind til programmet P1 Debat for at debattere "Det Nye Venstre" med Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen.
Programmet varer 18 minutter. Hør debatten via P1 Debats hjemmeside: http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2006/11/17132957.htm

mandag, november 13, 2006

Venstrevælgere kan rende og hoppe

Et flertal af Venstres vælgere vil have partiet til at dreje væk fra midten i dansk politik. Velfærdspolitikken skal skrottes, og i stedet skal Venstre satse på skattelettelser og traditionelle liberale mærkesager, mener to ud af tre Venstre-vælgere, det skriver Nyhedsavisen med henvisning til en undersøgelse fra analysebureauet Epinion, som offentliggøres i Ugebrevet A4 mandag.

Avisen konkluderer, "Dermed går Venstres vælgere stik imod den midtsøgende kurs, som statsminister Anders Fogh Rasmussen(V) har haft stor succes med i de fem år, han har dannet regering."

Ifølge Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, giver undersøgelsen ikke grund til bekymring:

"Der er jo ikke overraskende, at et flertal af Venstre-vælgere mener, at der skal være en kant til Socialdemokraterne. Det er også afspejlet i den politik, som vi fører," siger han til Ugebrevet A4.

Gad vide hvad Troels Lund Poulsen mener med det? Det kan i hvert fald ikke være finansloven, der var kemisk renset for liberale idéer.

Nyhedsavisen skriver videre:

Ifølge lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, har statsministeren dog råd til at ignorere sine vælgeres ønsker om en mere liberal linje.

»Fogh kan tillade sig at gå meget langt i sin midtsøgende kurs. For de liberale vælgere i partiet har ikke noget reelt alternativ til Venstre. Men hvis det kommer, bliver Venstre tvunget til at tage kritikken fra sin højrefløj meget alvorligt,« siger Kasper Møller Hansen og henviser til partiet Liberalisterne, som forsøger at blive opstillet til næste Folketingsvalg.

Det Møller Hansen reelt siger er, at Anders Fogh og Claus Hjort kynisk spekulerer i, at liberale vælgere - hvis ikke Liberalisterne bliver opstillingsberettiget - ikke har andet alternativ end Venstre. Det har han ikke helt ret i. Kritiske og skuffede vælgere kan blive hjemme eller stemme blankt. Det er faktisk set før at netop sofa-effekten har afgjort valg. Claus Hjort og Anders Fogh taber for hver dag troværdighed overfor liberale vælgere, og senest i går aftes i TV-Avisen erklærede Claus Hjort - igen - at man ikke ryster på hånden. Den socialdemokratiske linje bliver videreført. Med andre ord: DSB (Dem Som Bestemmer) blæser fuldstændigt på, hvad Venstres egne vælgere faktisk mener.

søndag, november 12, 2006

Håndtasken giver Naser skylden

Håndtasken i dansk politik - Marianne Jelved og ikke mindst hendes udtalte statsministerambitioner - er i fare for at ende som karikaturer. Thi det er forbløffende så hurtigt, at de radikales enorme fremgang, der kulminerede i foråret, er forduftet henover sommeren og efteråret.
Jyllands Postens måling søndag viser en stor og flot fremgang på syv mandater for S, men de radikale går tilbage med knap 1 pct. og to mandater i forhold til folketingsvalget. I foråret var de radikale helt oppe og ringe omkring de 15 procent. Nu roder de omkring de ni. Hvordan er det sket? Det korte svar er Naser Khader og en dårlig strategi.

Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt strategien - Jelved som statsminister og de mange ultimative krav - er kørt fast. For det er den, og meningsmålingerne taler deres tydelige sprog. Spørgsmålet er blot, hvornår Jelved åbent indser realiterne og går af som partileder. I Berlingske Fredag siger hun ligeud, at hvis strategien går galt, så går hun af.

Diskussionen og spekulationerne om en efterfølger kan dermed begynde, og her står Jelved i et stort dilemma. Hun og et flertal både i den radikale gruppe og blandt græsrødderne foretrækker Margrethe Vestager. Vælgerne derimod foretrækker den populære Naser Khader.

Magtkampen mellem de to radikale fløje har været kendt længe, og Jelveds udtalelser i en kommende bog af TV2-journalisten Gunilla Roijer hælder blot lidt mere benzin på bålet. I bogen "Borgens Dronninger" lufter Jelved en meget stærk kritik af Naser Khader, fordi han i foråret havde sagt, at en VKR-regering var mere realistisk end en SR-regering. Det havde - i følge hendes selv - tvunget Jelved til at fremrykke frigørelsen fra Socialdemokratiet, som ikke var ordentlig forberedt,skriver Berlingske Fredag.
Med andre ord: Alt, hvad der siden er gået galt i Det radikale Venstre, er derfor Naser Khaders skyld. Don't blame me - blame him!

Ifølge Jelved havde hendes udtalelser til bogen været længe undervejs, men i går i et fremragende og på sin måde afslørende interview i Berlingske Tidende blev det klart for enhver, at Jelved og Khaders forhold efterhånden er mere end anstrengt. De taler end ikke med hinanden.

At partiets personstridigheder har mindsket vælgeropbakningen hos de radikale, er Margrethe Vestager helt på det rene med:

- Det bliver de (vælgerne) ligesom os meget hurtigt trætte af. Derfor har vi haft sværere ved at komme frem med vores politiske dagsorden, siger Margrethe Vestager, næstformand i den radikale folketingsgruppe i en kommentar til målingen i Jyllandsposten Søndag.

Jelveds plan må være at sidde så lang tid som muligt for at holde Naser Khader væk fra fadet. Når tiden er moden, skal Vestager overtage lederposten, men det bliver formentlig først efter næste valg. Hvad de gør med Naser Khader i mellemtiden, er et stort spørgsmål. Foreløbig har kræfter i partiet da forsøgt på at karaktermyrde ham i det små og ”inspirere” Jyllandsposten til at skrive, at han er doven osv. Det overrasker egentlig, for de radikale plejer ellers at være så pæne og holde sig for gode til den slags julelege. Det siger formentlig lidt om, hvor irriteret og bange partiets venstrefløj er for Khader.


Forpostfægtninger i Venstre

Venstre varmer op til partiets kommende landsmøde næste weekend, da partiets svar på Donald Rumsfeld - Claus Hjort Frederiksen a.k.a. "buldog'en" a.k.a "Clausescu" stod overfor Søren Pind i TVAvisen søndag aften. Det var ”Det Nye Venstre”, der mødte ”Det klassiske Venstre”, og begge parter opførte sig pænt med meget urbane udtalelser.

Virkeligheden dækker imidlertid over et reelt drama om Venstres sjæl, som vil blive udkæmpet i den kommende uge. TVAvisens indslag viste ”Det Nye Venstre” i skikkelse af Claus Hjort, der ”har justeret Venstres politik” og derfor omfavner velfærdsstaten, præcis som socialdemokratiet historisk har gjort det, hvorimod "det klassiske Venstre" var "skeptisk" mod velfærdsstaten.

Næste lørdag står slaget mellem de to retninger. Vinder Claus Hjort har Danmark – også på papiret – fået et nyt socialdemokratisk parti ved siden af de to, der eksisterer i forvejen, Socialdemokratiet classic og Dansk Folkeparti. Næste skridt i Hjorts strategi bliver formentlig en aflivning af skattestoppet – regeringens ideologiske figenblad. Men det tør Claus Hjort ikke sige på denne side af landsmødet. Det kommer først senere.

Fogh og Hjort (DSB - Dem Som Bestemmer) tror også, at sodavandsfabrikanternes gode lobbyarbejde, hvor de slipper med 30 øre mindre pr. liter eller 100 millioner kr om året, ældrecheck og andre forbedringer åbner øjnene hos vælgerne. Troels Lund gør sit arbejde og taler optimismen op:

- Der er da ingen tvivl om, at Venstre har været i modvind de seneste par måneder. Men nu har vi underskrevet en finanslovsaftale i denne uge, som effektivt punkterer de mange velfærdsmyter, som nogle partier i Folketinget er fremkommet med, siger Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen.

Vi er da nogle, der husker, hvor glad og fro Nyrup og Lykketoft var for deres mange politiske resultater, finanslove m.v., men hvor befolkningen var knapt så imponerede.
Den fejl laver regeringen ikke! Tværtimod roser Troels Lund regeringen for, hvad den IKKE foretager sig på velfærdsområdet.

Venstre - Danmarks uambitiøse parti!

torsdag, november 09, 2006

Venstres Rumsfeld

Fogh bifalder Rumsfelds afgang. Måske skulle han tage ved lære af George Bush og lade sin "egen" Donald Rumsfeld beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen gå af og helt forlade regeringen. Bifaldet skal andre nok klare. I folketingsgruppen står de nærmest i kø for at slippe af med ham.

Det er, når en politik har spillet fallit, at folket kræver politikeres afgang. Det ser man i USA for tiden, hvor den netop afgående forsvarsminister Donald Rumsfeld igennem seks lange år demonstrerede enestående egenrådighed og stivnakkethed. Fx ville han ikke lytte til sine generaler og andre der prøvede at forklare ham, at hans strategi var forkert og skulle ændres.

Den danske udgave af Donald Rumsfeld er stort set ligeså stivnakket, og Claus Hjorts strategi med ”Det Nye Venstre” har spillet ideologisk fallit, sådan som Rumsfelds strategi har gjort det i Irak. Dertil kommer, at Hjort har brugt størstedelen af sin energi som folkevalgt politiker på systematisk at dræbe al gejst og nytænkning i Venstre. Det er ikke altid sket alene ved hjælp af argumenter, men også ved brug af trusler og tvang. Det er ikke en fremgangsmåde, hvor man samler sig mange venner.

Derfor bør Fogh følge Bush eksempel og snarest muligt bede Claus Hjort gå af som beskæftigelsesminister, samt at han trækker sig fra samtlige tillidsposter i gruppen. Det vil ikke ske i morgen, men det bør ske. Snart.

Tiden er løbet fra Claus Hjort. Dag for dag falder hans støtter fra i Venstres folketingsgruppe. Alle ved det og alle kan se det. Hans opbakning i gruppen er hastigt på retur - især siden Jens Rohde forlod posten som politisk ordfører, og efter regeringen – godt nok ufortjent - tabte troværdighed i velfærdsdebatten. Folketingsgruppen ved, at selveste Lars Løkke har været på vej væk. Selv næstformanden gider åbenbart ikke videreføre Claus Hjorts projekt. I hvert fald ikke uden at blive lovet posten som formand for Venstre. Gruppens medlemmer er heller ikke længere bange for Claus Hjort.Han kan trods alt ikke fyre hele banden, og han har med tiden slagtet tilstrækkeligt mange af gruppemedlemmerne til, at de bare automatisk bakker op, når han truer med udrensning af folk, som han mener er illoyale. Venstres gruppemedlemmer længes efter at dagene under "Clausescus regime" er til ende, og ordet atter kan blive frit. Derfor skal de efterhånden færre og færre Claus Hjort-støtter snart til at overveje hvorvidt de holder på den forkerte og udtjente hest.

Claus Hjorts problemer er formentlig ikke gået op for Anders Fogh. Hvem skulle fortælle ham det, når han praktisk talt kun lytter til Claus Hjort?

Fogh skal inden så længe stille det nye hold, der skal holde frem mod næste valg. For Venstres skyld – og Claus Hjorts egen – bør Fogh sige tak til veteranen for indsatsen og stille et nyt ministerhold med mange nye ansigter. Partiet tørster efter nyt frisk blod og ikke mindst gejst. Det nytter ikke, at Venstre kører videre, som partiet gør nu. Det kan alle se. Finanslovsresultatet viste jo, at Venstre slet ikke har nogen visioner længere. VK-regeringens ideologiske vacuum er jo endnu mere tomt end det var under Nyrup. Man er blevet en ren administration. Det vinder ingen valg.

De nye ansigter i en ny regering skal hentes udefra, og en række veteraner bør sættes fra bestillingen. Først og fremmest bør Hovmand afgå som gruppeformand. Sæt i stedet en ny ideologisk sindet person ind på posten, der har erfaring, der reelt set har opbakning og nyder bred respekt i gruppen. Den nuværende er en omvandrende vittighed, der på ingen måde i kraft af sig selv nyder nogen særlig respekt. Dertil kommer, at Thor P., Claus Hjort, Ulla Tørnæs og Hans Christian Schmidt enten er udslidte eller ligefrem kompromitterede. De har haft deres tid. Det er nu tid til helt nye folk. Fx Carl Holst eller andre talenter helt udefra, som kan bibringe regeringen nyt blod og fornyet energi.

Et narreværk

Det forlyder, at Thor Petersen igår på Venstres gruppemøde skamroste sig selv over at de offentlige udgifter nærmest er løbet løbsk. "Alle har fået noget", sagde Thor begejstret, som var han en anden Anker Jørgensen. Vi taler om en mand, der som finanspolitisk ordfører ålede Lykketoft for at lade pengene fosse ud af statskassen. At sige at Thor Petersen er en politisk vendekåbe - en ideologisk kamæleon - er en underdrivelse. Hans finanslov er en hån mod liberale kernevælgere. Så vis dog, at det er Venstre og De konservative og ikke Dansk Folkeparti, der regerer dette land!

Der er andre, der ryster på hovedet over en såkaldt borgerlig regering kan puste sig op til så lidt. Der er bla. de gode folk i CEPOS:

- Thor Pedersen sagde, inden han blev finansminister, at forskellen på en V-minister og en socialdemokratisk er, at V-ministeren kan leve op til sine egne budgetmålsætninger. Men vi må konstatere, at Thor Pedersen i sin ministertid ikke har levet op til det løfte, siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen i dag til Berlingske.

Men der er også andre borgerlige, der demonstrerer et klarsyn. Blandt dem Claes Kastholm. Læs hvad han bl.a. skriver i sin glimrende kronik i Berlingske i dag:

- Hvis man gør status for de borgerlige fem år med Finansloven som målestok, får man et nedslående resultat. Den offentlige sektor opkræver flere penge end nogensinde. Væksten i det offentlige forbrug er langt over én procent om året og overstiger regeringens egen målsætning med omkring 50 procent. Det årlige stærkt opreklamerede drama, der går under betegnelsen finanslovsforhandlingerne, handler stadig om småpenge. I forgårs blev Finansloven 2007 færdigforhandlet ved, at Dansk Folkeparti fik forhøjet ældrechecken med 1.000 kr. og fik nedsat sodavandsafgiften med 30 øre. Hvad er det for et narreværk!

Det kan ikke siges bedre.

onsdag, november 08, 2006

Et fravær af liberale mærkesager

Det var Dansk Folkepartis mærkesager, der blev tilgodeset ved dette års finanslov. Det kan derfor ikke undre, når Pia Kjærsgaard ifølge Berlingske erklærer sig for ”tindrende tilfreds”. Det har hun også al mulig grund til. For DF har fået det som de ville over hele linien. Oveni får DF æren for at syge og gamle har fået et løft. Det er formentlig de færreste danskere, som er imod netop disse forbedringer.

DF’s chefforhandler Kristian Thulesen Dahl er i realiteten blandt Christiansborgs mest magtfulde personer. ”Tulle”, som han kaldes, har endnu engang spillet kortene fornuftigt sådan, at DF fremstår som et absolut indflydelsesrigt parti med hjertet på rette sted for de svageste i samfundet. Det er DF, der sørger for at få skillingerne ud af Venstres pengepugere.

Thulesen Dahls omsorg omfatter også en anden svag gruppe i samfundet nemlig sodavandsfabrikanterne, som nu slipper med 30 øre mindre i afgift pr. liter sodavand, der ryger over disken. DF får på den måde samtidig også gjort noget ved grænsehandlen eller sagt på en anden måde: ødelagt mange indvandrerkioskers geschæft med at sælge billige polske colaer over disken. Det er en nærliggende tanke, at denne sidste fortolkning af ”grænsehandelsargumentet” ikke ligefrem falder på klippegrund hos mange DF’ere.

Der er bestemt også lavet forlig til venstre, hvor der er lavet aftaler især med de radikale, hvor der afsat massive midler af til investeringer til forskning, trafik, politi og miljø. Men dette års finanslov er efter mange avisers mening en historisk gavebod. Pengene fosser ud af statskassen, så at sige. Thor må være stolt.

Men hvor var det liberale i finansloven? Hvor var de ideologiske mærkesager? Forleden dag kom Venstres kronisk søvnige gruppeformand Svend Erik Hovmand til at indrømme til Ekstra Bladet, at skatteloftet faktisk var blevet brudt ude i nogle kommuner. Hvis det er synspunktet hos den tidligere skatteminister, hvordan skal Venstre så kunne overbevise vælgerne om at skattestoppet består? Men det er måske heller ikke meningen?
Som liberal må man dog notere, at sodavandsafgiften faktisk er et skridt i liberal retning, men hvor ellers? Hvorfor var der ikke noget guf i finansloven til Venstres kernevælgere? Er det en af Thor Petersens hemmeligheder han gemmer inde i rentekammeret? God knows.

Meget tyder ellers på, at netop liberale mærkesager for tiden er lidt på vej tilbage i Venstre, men der kommer samtidigt mange forskellige udmeldinger. Fx er flere Venstre-MF’ere i disse dage af den opfattelse, at de nu skal i gang med de liberale ideologiske projekter, som gennem lang tid har samlet støv i skufferne. Måske tillader Claus Hjort, at Venstre-MF’erne må mene noget igen - også på velfærdsområdet. Nogle forstår ikke, hvad kontrolfreaken i Prins Jørgens Gaard egentlig har gang i. Måske kom svaret i dag.

”Far”, som Fogh også kaldes, har nemlig i går ringet til journalist Thomas Larsen på Berlingske Tidende for - som så mange gange før - at fortælle ham, hvad han skal skrive i sin ”analyseklumme” onsdag. (Thomas Larsen har i en del år fx også levet af at skrive ret så kedelige bøger, som politikere har indtalt på bånd for ham. Bøgerne har rædsomme titler som fx ” Fogh – I godtvejr og storm”)
Men nu har ”Far” sagt til Thomas, at han er i gang med at lave en kvalitetsreform af den offentlige sektor. Fx er embedsmændene i gang med forberedelser, og der skal laves debatoplæg og siden tager ”far” på roadshow, hvor han vil holde ”stormøder” rundt om i landet for at få inspiration og idéer, der kan effektivisere den offentlige sektor. I klummen står:


Når det gælder den kommende kvalitetsreform, vil regeringen også skulle investere – og det er man klar til – men grundlæggende vil Fogh overbevise danskerne om, at vejen til en bedre offentlige sektor ikke kun går gennem flere penge, men nok så meget handler om at få mere kvalitet for pengene. Han vil henvise til, at i en situation med mangel på arbejdskraft kan den offentlige sektor ikke blot udvides, da det vil dræne den private sektor.


Hvis der er hold i meldingerne, at regeringen ikke bare vil øge de offentlige udgifter, men vil lægge kursen om. Så er det godt nyt, men det er formentlig ikke det, der er tilfældet. I klummen står der nemlig videre:

Fogh ved, at det bliver svært at vinde den dagsorden. Alle målinger viser, at regeringen har tabt første del af velfærdskampen, og mere sofistikerede målinger dokumenterer, at vælgerne anser Thorning for at være den stærkeste garant for velfærden. Men hvis Fogh skal vinde næste slag om velfærdspolitikken og samtidig løse en stor, reel udfordring, er han tvunget til at følge det spor, han nu har lagt.

At forbedre velfærden uden at bruge flere penge er en kæmpeopgave. Hvis det mislykkes, må Fogh bruge flere skattekroner til at finansiere det øgede offentlige forbrug - og dermed også begrænse det private forbrug.

Gad vide om skattestoppet – regeringens ideologiske figenblad - holder meget længere end sin fem års fødselsdag om to uger?

Karaktermordforsøget på Sass

I en ny biografi ”Svend” om Svend Auken skrevet af BT-journalisterne Andreas Karker og Michael Børsting, er der - som det er kutyme for at skabe opmærksomhed om udgivelser - blevet lækket ”lækkerier” fra bogen til pressen. Biografien bringer ny fokus på Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsens rolle i den uendelige historie om fløjenes magtkampe i Socialdemokratiet. Nu beskyldes Sass for at have bedrevet dobbeltspil i forbindelsen med Nyrups fald. I går skrev JyllandsPosten om sagen:

”Ifølge bogen var Henrik Sass Larsen den første, som opfordrede Mogens Lykketoft til at stille op som formand for Socialdemokratiet. Det skete i foråret 2002 i forbindelse med, at Poul Nyrup Rasmussen i en kuldsejlet fornyelsesplan forsøgte at få placeret Sass Larsen som politisk ordfører i partiet.
- »For at gøre skaden endnu værre spiller Henrik Sass Larsen dobbeltspil over for Nyrup. Den mand, som Nyrup kæmper for at få med i ledelsen, flirter voldsomt med Lykketoft få måneder, før Nyrup fremlægger planerne om sit nye hold,« står der i bogen, som henviser til, at Sass Larsen under en folketingsdebat henvender sig til Mogens Lykketoft: »Det er da vist på tide, at han går af,« siger Henrik Sass Larsen ifølge bogen med direkte adresse til Poul Nyrup Rasmussen.


Henrik Sass benægter – ikke overraskende – at have sagt som beskrevet. Udsagnet kunne strengt taget være en analyse mere end et decideret ønske eller en direkte opfordring. Historien er efter min vurdering tynd, men det er egentlig ikke min pointe.

Henrik Sass Larsen har som politisk ordfører redet på bølgen af fremgang for S i de sidste mange ugers meningsmålinger. En fortjent fremgang skabt af få fejl, sikker strategi, et efter alt at dømme dygtigt lederskab og ikke mindst Foghs vanskeligheder i velfærdsdebatten samt befolkningens dalende opbakning til danske tropper i Irak.

Sass er god til at levere kommentarer, der går til kanten, men endnu ikke over den. Udtalelserne skal reflektere glæde over fremgang og kritik af Fogh, dog uden at hovere. Det har han hidtil klaret helt godt. Men det er naturligvis ikke alle socialdemokrater, der kan se genialiteten hos Sass. Han er og bliver en fløjkriger og har været det altid. Det ligger lige for hos nogle af hans mange modstandere at pille noget af glansen af ham. Der er ro i Socialdemokratiet lige nu, men sårene fra de mange fløjkampe er på ingen måde helet. Socialdemokrater står i en meget lang kø for at slagte ham, den dag han løber ind i problemer. Derfor har en type som Sass meget store problemer med at nå helt til tops i sit parti. Han er en spreder mere end en samler. Omvendt har Sass ved at binde sig til Helle T. store chancer for at nå langt i dansk politik. Denne blogger tror på, at det med tiden vil lykkes for ham med eller uden karaktermordforsøgene undervejs.

mandag, november 06, 2006

Bulldoggen møder Macchiavelli

En del blev sikkert overraskede, da Venstre mandag fremlagde sit nye trafikpolitiske udspil,der er forbløffende liberalt i sit indhold. Partiet vil endda privatisere vejnettet.

På TV2 Nyhedernes hjemmeside står bl.a.:

"Det offentlige skal intet have at gøre med den daglige drift og vedligeholdelse af infrastruktur, men blot stå for den overordnede styring og planlægning. Det er en af hovedessenserne i et nyt trafikpolitisk oplæg fra Venstre".

Det er yderligere overraskende, at dette ideologiske oplæg, har fået lov til at gå igennem censuren hos Claus Hjort. Er der tale om et politisk tøbrud i Venstres topledelses stålsatte insisteren på at komme til at ligne Socialdemokratiet? Man tør næppe tænke tanken.

Oplægget giver anledning til en behersket optimisme hos de af os, der endnu betaler kontingent til Venstre - engang kendt som "Danmarks liberale parti". Oplægget, der mandag blev præsenteret af partiets nye trafikordfører MF (V) Erling Bonnesen tyder derfor på, at der åbenbart findes andre i V-gruppen end de tre kendte V-folketingsmedlemmer, som tidligere har forfægtet liberale standpunkter, Peter Christensen, Søren Pind og Leif Mikkelsen.

Trekløveret, kalder vi her på bloggen for The Usual Suspects, fordi de konstant mistænkes af Claus Hjort a.k.a. Foghs Bulldog for at gå og lave ballade (Læs: De siger. hvad de mener og vedkender sig partiets liberale arv og ideologi). Alle ved, at hvis trekløveret så meget som rokker med ørerne, bliver de slagtet af Bulldoggen og strippet for deres ordførerskaber m.v.:

Det er naturligvis tilsigtet fra Claus Hjorts side, at alene truslen om konsekvent hård behandling af de tre skal virke afskrækkende på andre venstrefolk, der måtte nære samme rebelske tanker. En dag på Christiansborg kom ”Clausescu” da også til at forklare sig:

”Ser du, vi gør jo bare ligesom i Kina i sin tid. Hvis der var ballade i en landsby, ja så tog sikkerhedspolitiet derind. De sparkede dørene op og tog en to-tre stykker af ballademagerne med. Så kørte man fangerne ud i ørkenen, hvor de blev nakkeskudt. Og ved du hvad? Efter det, så var der altså ro!”

Ved denne lejlighed, blev der så sandelig ikke sparet på dramatikken hos beskæftigelsesministeren, men han vidste selvfølgelig heller ikke dengang, at citatet endte på denne blog...

Det er en kendt sag, at Claus Hjorts udtalte macciavellianske tilbøjeligheder i øvrigt, på mange måder har ødelagt stemningen og ikke mindst arbejdsglæden i Venstres folketingsgruppe. Kritiske indlæg, der ikke hylder chefens - Anders Foghs - meritter, er for eksempel ikke velset. Utvivlsom vil Kim Jong-Il bifalde sådan en politisk proces, men det klæder ikke et demokratisk parti. Heller ikke et parti i regering.

Erling Bonnesens med fleres liberale trafikpolitiske oplæg er måske en enlig svale. Men på Jarls Blog vil vi godt kvittere for initiativet og det udviste politiske mod og nytænkning, det efter alt at dømme er udtryk for.

Lige om hjørnet venter en finanslovsaftale. Det bliver spændende at se, hvor meget liberalisme, man finder i det.

søndag, november 05, 2006

Foghs aftenbøn

Da Anders Fogh lørdag aften lagde sig til at sove, havde han lige været inde og tjekke søndagens udgave af Jyllandsposten.

Jarls Blog havde en mikrofon placeret i soveværelset og var derfor med ved denne ene lejlighed:

”Kære Vor Herre,

Nu går jeg til ro og før jeg lukker øjnene vil jeg takke dig for Abu Laban.

I Abu Labans verden var det netop fordi, at Venstre i 2004 gav den hollandske liberale politiker og islamkritiker Ayaan Hirsi Ali partiets frihedspris, at der så siden blev skabt en antimuslimsk stemning i Danmark. Du spørger hvordan det lige hænger sammen? Det er heller ikke helt klart for mig, men omdrejningspunktet i sagen er såkaldte ”blodpenge”, det er et begreb man opererer meget med i Mellemøsten. Nå, men Ali lavede sammen med den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh filmen ”Submission”, der – mildt sagt - kritiserede kvindesynet i islam. Van Gogh blev så siden myrdet af en fanatisk islamist. I en ny bog, siger Laban at prisen til Ali var en historisk fejl: ”Det bragte Theo van Goghs blod til Danmark og krævede, at det muslimske samfund dér betalte blodpenge for ham, og mener - ifølge Jyllands Posten - at Venstre dermed skabte grobund for en antimuslimsk stemning, som ledte til offentliggørelsen af Muhammedtegningerne. Det kan godt være Thøger Seidenfaden giver Laban ret i den sag, men hvor er jeg dog lykkelig over at blive kritiseret af Laban. Jeg kan næsten ikke vente med at se meningsmålingerne i næste uge.

Takket være Laban behøver jeg så ikke være så bekymret for Helle T, som hele tiden gør det bedre og bedre. Desværre. De siger ude i byen, at hun nede hos Peter Sterup i PrimeTime Kommunikation bliver medietrænet hele tiden, men hun kan efterhånden også noget med politisk strategi. Fx siger hun søndag til Politiken, at vi skal finde et nationalt kompromis om Irak. Befolkningen er bekymret over udviklingen dernede og vil have tropperne hjem. Men jeg kan sgu da ikke bare svigte George og Tony. Og hvad er alternativet? Mon ikke Villy og Enhedslisten falder over mig alligevel, hvis det hele ramler sammen nede i Irak, den dag vi er ude af landet og oliepriserne ryger gennem stratosfæren? Nå skidt. Befolkningen foretrækker mig som leder, hvis landet skal stå endnu en Muhammedkrise igennem. Det har Troels Lund Poulsen ( Tak for ham!) også lært at sige, når han kommenterer ”bedste leder”-målinger. Helle T. kan bare vente sig til valget. Danskerne mener helt sikkert, at hun er for grøn og mangler robusthed, hvis en krise skulle opstå igen. Vi skal i hvert fald nok sørge for at minde vælgerne om det!

Og nu til dem jeg rutinemæssigt takker og beder for:

Jeg takker dig for min egen bulldog Claus Hjort og for hans altid loyale og aldrig svigtende støtte, måske lige undtaget, da han absolut skulle fortælle pressen, at Det Nye Venstre deler værdier med Dansk Folkeparti. Han er for mig, hvad Berija var for Stalin. Han står og falder med mig, og ”Clausescu” svigter aldrig, når det gælder nidkær forfølgelse og afstraffelse af mine interne kritikere.

Men jeg beder dig også Vor Herre om støtte til at retlede de efterhånden mange frafaldne i mit eget parti, der ikke længere tror, at jeg har min liberale overbevisning i behold. Hjælp dem med at søge, for så skal de finde den sandhed, at der politisk i Danmark intet andet alternativ er til socialdemokratisme end netop socialdemokratisme plus lidt flere kanoner.
Tak for Anne Mette. Hun er godt nok anti-spin, men når Anne Mette kvajer sig, så stiller hun op og forklarer sig i pressen – selvfølgelig efter at vi har haft nogle til at pudse hendes budskaber af. Vi så jo med den der førstedame-bog, hvor galt det kan gå, når Anne Mette netop er anti-spin. Hykleriet er jo kolossalt mht. spin i Danmark. Alle bruger det, men ingen tør indrømme det. Det er lidt ligesom Jens Rohde, der ifølge ham selv heller ikke vil indrømme, at han læser Ugens Rapport hos frisøren.

Tak for denne uge Vor Herre. Vi forhandler jo stadig ovre i finansministeriet, men ellers er tiden gået med røvkedelige og ligegyldige møder i Oldnordisk Råd samt rækken af de sædvanlige åndsvage mediesager, men takket være Abu Laban, så endte det da godt."


En tanke til journalist Kjeld Hybel, Politiken Søndag for en fremragende analyse om forholdene i det radikale Venstre, der gav kreativ inspiration til denne dags blog.

fredag, november 03, 2006

Løkken er en spindoktor

Efter at Indenrigs og Sundhedsministerens tidligere spindoktor Ulla Østergaard gik over til TV2’s nye 24-timers nyhedskanal har Lars Løkke – ifølge Ekstra Bladet i går – været på jagt efter en ny spinfidus. Løkke/”Spindulla” var igennem regeringens fem første år kendt - i hvert fald blandt nogle journalister - som det sureste, men absolut også mest selskabelige minister/spindoktor-makkerpar på Christiansborg.

Ekstra Bladet gav det indtryk, at Løkke havde været rundt på gangene for at faldbyde den ledige plads til adskillige journalister. Man kommer uvilkårligt til at tænke på den gamle joke fra de konservatives borgerkrigs tid, hvor tjansen som partiets informationschef blev passet af en vikar fra pressetjenesten. Spurgte man - som jeg, der bare var alment interesseret studentermedhjælper – sig for, om hvem det kanske blev, mødte man straks det ætsende sarkastiske modspørgsmål: Er du ikke også blevet spurgt? Partiets ydmygelse var total.

Så galt går det nok ikke for Løkke. A-kæden blandt journalisterne på Borgen har dog takket nej, og det kan der være mange grunde til. Tankevækkende er det dog, at jobbet hos "Venstres Coming Man" ikke kan tiltrække de bedste hoveder af journaliststanden. Men sporene skræmmer måske? Måske vurderer journalisterne – ligesom mange andre – at Fogh-regeringen har haft sin bedste tid.


Speaking about the devil….


Statsministerens tidligere spindoktor Michael Kristiansens exit sidste efterår var - i hvert fald i begyndelsen - fejende flot. Et stort vellønnet job stod og ventede ovre hos Danske Bank. Nu skulle A.P. Møllers foretrukne bank opruste på spinsiden.

”So ein ding müssen wir auch haben” – lyder det gamle ordsprog, og det var formentlig baggrunden for, at Nordea så for syv måneder siden ansatte finansminister Thor Petersens tidligere spindoktor Carsten Mai, som bankens pendant til Dr. Kristiansen. Forinden havde Mai lige været inde og vende hos PA-firmaet Burson-Marsteller, der for tiden mest er kendt for deres ikke specielt professionelle håndtering af en sag omkring en anden kunde og Forbrugerrådet. Men Mais tid i Nordea er nu – allerede - omme, forlyder det.

I ”miljøet” er der to versioner af Mais exit. 1. Han har fået sparket af Nordea-direktøren Peter Schütze. 2. Han har efter under et års tjeneste såmænd selv sagt op for at søge nye udfordringer i det lukrative erhvervsliv. Jarls Blog hælder til den forklaring, at han er blevet fyret. Det giver ingen mening, at han skulle sige sit fede og efter sigende ganske vellønnede job op i Nordea - en bank der i øvrigt sætter en ære i IKKE at ville forhandle priser med deres kunder.

Nu forlyder det imidlertid, at Mai er blevet ansat hos selveste Svend Gunbak – en kommunikationsrådgiver, hvis tjenester som statsministeren, Bendtsen, skibsrederen og mange andre igennem tiden har gjort brug af. Gunbak samarbejder også med Michael Kristiansen, der ved siden af halvtidsjobbet i Danske Bank har sin egen konsulentbiks. Så nu er regeringens tidligere spin-topfolk samlet under ”Onkel Svends” hat.
Held og lykke med det!

torsdag, november 02, 2006

Ondt i røven

Nedslidningen af Naser Khader er i gang, og politiske kolleger er tilsyneladende ved at være træt af den radikale komets image som politisk wunderkind. Han er doven, siger de.

”Politik er dejligt” sagde Erik Ninn-Hansen, da han mødte journalisterne efter at et konservativt gruppemøde reelt set havde fyret ham som Folketingets Formand.

I dansk politik findes en lovmæssighed der minder meget om tyngdeloven. Hvad der kommer op må også falde ned igen. Den radikale Naser Khader blev i går (igen) udråbt som politisk wunderkind, da en meningsmåling viste, at han alene kunne trække CD ind i folketinget med 20 mandater. Ekstra Bladet kunne allerede i går citere unavngivne partifæller, der ønsker Naser god tur og held og lykke over i CD. Mon ikke, at det er Vestager-støtter, der arbejder?

I dag i Jyllands Posten er det de to politiske rugbrødsarbejdere, hvis brede popularitet er til at overse, Jytte Andersen MF (S) og Preben Rudiengaard MF (V) som mere eller mindre får sagt om den sympatiske og charmerende Naser Khader, at han er doven og overfladisk når det kommer til at sætte sig ind i sager, der ligger udover integrationsspørgsmål. De to politikere siger egentlig bare, hvad der længe har været indtrykket hos mange med deres daglige gang på Christiansborg. Jyllandspostens artikel får stillet spørgsmålet, om Naser Khader på grund af sin dovenskab er uegnet som radikal partileder.

Om sin beherskede begejstring for tungt lovgivningsarbejde har Naser Khader tidligere forklaret, at han var ”idépolitiker” og derfor ikke – ligesom de øvrige 178 medlemmer af folketinget - behøver at sætte sig ind i al mulig indviklet teknisk lovgivning. Problemet er bare, at det er hvad dansk politik, når det kommer til stykket, egentlig handler om. Naser Khaders kvaliteter som debattør m.v. har ingen anfægtet.

Jyllands-Postens kilder mener også, at Naser Khader efter fem år på Borgen, mangler at have lavet et egentligt politisk forlig. Khader svarer imidlertid kækt igen og demonstrerer samtidig sans for kreativt brug af et af de fagreste danske sprogblomster:

- Jeg vil hævde, at jeg har lavet flere forlig og beslutningsforslag end Helle Thorning-Schmidt har. Dem, der siger andet, er historieløse og har ondt i røven.

Marianne Jelved siger i dag til Berlingske, at de radikale skal have et reklamebureau til at hjælpe sig med at vurdere, om man bruger Naser nok i profileringen af partiet.
Naser selv er ikke i tvivl. Han vil frem i forreste række sammen med Jelved. Men dér trækker ”håndtasken” grænsen. Til Berlingske siger hun:

- Jamen, hele folketingsgruppen skal gå hånd i hånd. Projektet kan ikke nøjes med at blive solgt af en eller to. Det er en større opgave, og derfor indgår Naser Khaders bemærkninger i jeres avis i den samlede plan. Klart, at Naser skal være med, men det skal vi andre altså også. Nu tager vi nogle drøftelser, hvor også Nasers bidrag indgår.

Jelved er skræmt fra vid og sans over Naser Khaders krav om mere indflydelse, men forsøger nu at vinde lidt tid. Med den kampagne mod Khader, der åbenbart nu er gået i gang, dukker andre sider af Naser Khader frem fra overfladen, der kan dæmpe folkekravet om ”Naser for president”. Det sidste er ikke skrevet om magtkampene i Det Radikale Venstre.

På Jarls Blog er vi ikke historieløse, og vi kan derfor - efter at have betragtet magtkampene hos de radikale - stilfærdigt konkludere, at Ninn havde ret: Politik er dejligt...

onsdag, november 01, 2006

Løkken er at være finansminister

Fem ud af seks finansår har finansministeren Thor P. ikke kunnet leve op til sin egen budgetmålsætning. Det kommer heller ikke til at ske i 2007, skriver Børsen:

”Finansminister Thor Pedersen (V) erkender nu for første gang, at regeringen heller ikke i 2007 vil kunne overholde sine egne vækstmålsætninger for det offentlige forbrug. Med de nye aftaler om at give kommunerne flere penge vil væksten næste år nå over 1,0 pct., som regeringen ellers har
sat som loft for den offentlige forbrugsvækst.”


Pengene fosser ud af statskassen, og det synes regeringen egentlig er helt fint. For så kan de ikke skydes i skoen at de vil spare på de offentlige udgifter og det er jo en fordel overfor midtervælgerne påpeger Rasmus Jönsson til Børsen:

- Jo mere der bliver råbt op om, at regeringen er uansvarlig, jo gladere bliver de. Så kan den få sendt det signal, at den ikke er nærig, og at den gerne vil have velfærd. Jo flere, der klager over, at den er uansvarlig økonomisk, jo bedre,«
siger Rasmus Jönsson, ekstern lektor i politisk kommunikation ved RUC.

Han peger på, at Anders Fogh og Thor Pedersen lige nu ser stort på, at det traditionelt er en klassisk dyd for borgerlige regeringer at holde en meget stram linje i finanspolitikken.
»Fogh-regeringen koncentrerer sig om at »nurse« en særlig gruppe vælgere, nemlig velfærdselskende midtervælgere,« siger Rasmus Jönsson.

Det har han desværre ret i. Statens overskud er ”eksploderet” og har aldrig været større. Det kan man læse på Børsens hjemmeside her til formiddag. Det er jo dejligt, så kan vi sikkert snart købe hele verden. Er det en helt urimelig tanke, at en borgerlig-liberal finansminister overvejer, hvordan han kan sende pengene tilbage til de borgere, som har arbejdet og betalt skat for at skaffe dette store overskud?

Det er nok meget at forlange, og super-opportunisten Thor P. som aldrig har haft et selvstændigt synspunkt, følger blot linjen, som Fogh og Hjort har lagt. Thor P sagde i 1990’erne som V’s finansordfører i opposition det stik modsatte af, hvad han mener i dag. Dengang var der ikke grænser for, hvor meget S-regeringen skaltede og valtede med borgernes penge, og de lå iøvrigt også bedst i borgernes egne lommer.

Når man som Thor P kun har ramt rigtig én ud af seks mulige, så har man ligesom haft sin chance. Finanspolitik er jo ikke en lottokupon. Hvis der – mod forventning – stadig var et lille gram liberalt ideologisk indhold i Anders Fogh smed han Thor P på porten, og satte en ny mand ind som finansminister. Fx Lars Løkke som han jo har lovet skal efterfølge ham selv som formand. Måske vil det lykkes bedre for Løkke at holde budgetmålene? Løkke har også brug for at prøve nye udfordringer. Han har jo allerede én gang været på vej væk fra dansk politik. Og alle virksomhedsledere ved jo, at nøglemedarbejderne hele tiden skal stimuleres med nye udfordringer.

Så Jarls Blogs forsigtige bud på en ny finansminister inden så længe er Lars Løkke Rasmussen.

Khaders krav

Der er, når der ikke sker en skid i dansk politik som nu, hvor der holdes (old-)Nordisk Råd på Christiansborg, at de såkaldte IKKE-historier virkelig får ben at gå på i pressen.

I går vågnede Danmark op til historien om, at Naser Khader kunne få serveret CD’s formandspost på et sølvfad, og samtidig viste en af CD til lejligheden foretaget måling, at 11,2 procent af vælgerne ville stemme på partiet, hvis Khader stod i spidsen for CD. Rigtigt interessant blev det, at tallene i teorien også viste, at VKO-flertallet var væk. I bund og grund et flot mediestunt.

Naser Khader svarede rutinemæssigt nej, nej og atter nej på alle spørgsmål, der forbandt ham og CD. Men de mange vælgeres tillidserklæring kan jo godt bruges til at skaffe sig selv endnu mere indflydelse hos de radikale, hvis vælgeropbakning er på retur i meningsmålingerne.

I dag kan Berlingske så fortælle, at Khader mener, at han og Jelved skal køre parløb i fremtiden. På dansk betyder det, at han kræver yderligere indflydelse på den radikale politiske linje og insisterer på at være med til at tegne partiets profil i offentligheden. I forvejen sidder han med i ledelsen.
Den af Jelved udråbte kronprinsesse Margrethe Vestager har ingen kommentarer til sagen. Det tror jeg er klogt. Med Khaders udmelding har hun aldrig været mere presset, siden Khader sagde til hende direkte på et gruppemøde tidligere på året, at han aldrig ville acceptere hende som formand.

Det er ikke for meget at sige, at med dagens melding er de radikale rykket et skridt nærmere en borgerkrig. Spørgsmålet er dog, om ikke Naser Khader allerede har vundet slaget. Har Jelved andre muligheder end at give Naser Khader indrømmelser? Det er svært at se andet. Situationen minder lidt om en anden tid, hvor stormagter kunne kræve indrømmelser af små nabostater.


Anne Mettes ytringsfrihed

Statsministerfruen taler ud i dag i Berlingske. Det er selvfølgelig BT’s historie fra i lørdags om ægteparret Fogh, som skal lukkes ned. Det gør Anne Mette Fogh egentlig ganske effektivt. Helt ned på petitesseplanet: Hun har ingen mobiltelefon, så derfor kan Anders ikke sende hende små søde SMS’er. Billedet af, at der er tale om to voksne mennesker med respekt for hinanden er reetableret, så vi kipper med flaget for presserådgiveren ”Ulven” i Statsministeriet og hvem der ellers har været ind over sagen.
Kun ét sted er der problemer. Anne Mette hævder i Berlingskes artikel, at hun ikke bad sin mand om at læse interviewet til bogen igennem, før det blev trykt og siger:

- Nej, vi har nemlig også ytringsfrihed hjemme hos os. Han kunne ikke drømme om at diktere, hvad jeg skulle sige og ikke sige i en bog. Jeg ved ikke, hvad folk de tænker. Han ville nærmest have det skidt med, hvis han havde tænkt sådan eller kommenteret det.

Og videre:

- Men nu er vi altså to selvstændige personer, og vi regner med, at vi hver især kan tænke. Det er noget med at have tillid til hinanden, og jeg har aldrig følt mig kontrolleret i nogen ting. Hvis jeg selv har været i tvivl, har jeg lukket min mund op og spurgt. Jeg ved ikke, hvad det er for en mærkelig forestilling, folk har om vores liv. At Anders skulle sidde derhjemme og kontrollere alt. Hvem tror de, jeg er, hallo!.

Ja, hallo Anne Mette! Det er muligt, at Anders ikke kontrollerer alt derhjemme, men det gør han ellers som statsminister. Det antager groteske dimensioner indimellem. Fx når han blander sig i, hvem hans ministre må omgås privat. Men det er da godt at vide, at Anne Mette kan mene, hvad hun vil. Det er et ret stort privilegium. Hun skulle prøve at være medlem af Venstres folketingsgruppe, hvor ytringsfriheden i dag er teoretisk, og hvor kun ros af statsministeren er velkommen. Men det er måske noget, hun selv kender til?