lørdag, december 30, 2006

2006 huskes for Muhammedtegningerne

Berlingske har spurgt sine læsere, hvad de husker bedst fra 2006. Med Saddams henrettelse i morges, så er det fristende at pege netop på denne begivenhed, men jeg mener at debatten og uroen omkring Muhammed-tegningerne gør, at 2006 bliver et skelsættende år i Danmarks historie. Hidtil i dette århundrede formentlig kun overgået af terrorbombningerne 11. september 2001.

I år gik det nemlig for alvor op for danskerne, at vi ikke bare er en stamme isoleret fra omverdenen. Hvad danske politikere og øvrige meningsdannere siger i det offentlige rum i en dansk kontekst eller ej risikerer at blive breaking news på en arabiske tv-kanal som fx Al-Jazeera. At danske ambassader blev brændt og hærget, og at nogle mennesker rent faktisk blev dræbt, som følge af tegningerne, har gjort indtryk på alle - uanset ståsted i sagen. Personligt synes jeg, det var beskæmmende at se, hvor hurtigt at mange - da det gjorde ondt på tegnebog m.v - var villige til at sælge ud af vores værdier. Det rystede mig. Den dag i dag går jeg en stor bue uden om Arlas produkter i supermarkedets køledisk. Jens Rohde sagde det klarest: Min ytringsfrihed er ikke til salg for to liter mælk.

Men Arla var langtfra de eneste. Stribevis af politikere og meningsdannere stod i kø for at lukke munden på folk og fordømme budbringerne: Tegnerne og Jyllandsposten. Heldigvis stod mange også vagt om ytringsfriheden, blandt dem Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Endelig bør man sende en tanke til medarbejderne i Udenrigsministeriet og udenrigsminister Per Stig Møller. Takket været deres indsats, blev det trods alt ikke værre, end det blev.

Omkring Saddams henrettelse, så synes jeg faktisk, at man bør fæste sig ved, at det faktisk var muligt at gennemføre en retssag. Så må vi leve med, at irakerne selv vælger at bruge dødsstraf. Det gjorde Danmark jo i et pænt omfang efter befrielsen, da landssvigere helt frem til 1950 blev henrettet ved skydning. Jeg hører ikke til dem, der beklager Saddams henrettelse. Også jeg er imod dødsstraf, men det får íkke mig til at gå i fakkeltog til Christiansborg, hykle ligesom alle politikerne eller ligefrem græde over en massemorder som Saddam Hussein. Verden er alt andet lige blevet et bedre sted uden ham.

fredag, december 22, 2006

Espersens ideologiske falliterklæring

Nogle gange rystes man i sin grundvold over, hvad borgerlige politikere med magt kan finde på. I den Berlingske avis i dag faldt mit øje på en historie med den absolut rammende overskrift ”big sister” som den gode Peter Kurrild-Klitgaard beretter om i den altid læsværdige klumme Groft Sagt:

.. (en) skydesport, man kalder »International Practical Shooting, skal være forbudt. Sporten består i, at skytten skal igennem en række forskellige baner så hurtigt som muligt og undervejs overkomme forskellige forhindringer for at kunne ramme målskiverne så præcist som muligt.
Justitsministeriet har bedt Dansk Skytte Union om at fjerne sportsgrenen fra programmet, og nu kommer der også et lovforslag.
Det er endnu ikke lykkedes at påvise, at skydningen skader nogen som helst. Ikke skytterne. Ikke ikke-skytterne. Ikke omgivelserne. Ikke kvinder, børn, gamle, etniske minoriteter, nogle sjældne plettede tudsearter eller frustrerede, piercede overklassebørn på Nørrebro. Der har ingen uheld været inden for sporten i mere end 30 år – hvilket vel ikke engang kan siges om lyn-skak.
Sågar Justitsministeriets egen sikkerhedsekspert siger, at skydningen er harmløs, og hvis en sådan siger det, så er den nok god nok.
Så hvad er argumentet? Jo – og hold nu fast, for nu bliver det teknisk – skydningen er »moralsk nedbrydende«. Den skræmmende tanke er nær: Hvis en borgerlig justitsminister ikke vil holde sig tilbage fra at forbyde noget, som ikke skader nogen, hvis bare nogen kan kalde det »moralsk nedbrydende«, er der så noget som helst, hun ikke vil forbyde?


Den umiddelbare forklaring kan være, at det var et forslag, der røg ind på justitisminister Lene Espersens bord i dagene efter hun havde kørt en cyklist ned. Hun har vel været rystet over den ubehagelige oplevelse og derfor ladet embedsmændenes forslag passere. Forslaget – hvis det er korrekt beskrevet - er latterligt, men for liberale og andre frihedsorienterede mennesker er det endog decideret oprørende, hvis ministeren mener det alvorligt. Faktisk repræsenterer det en ideologisk falliterklæring hos justitsministeren.

Hvilken virkelighed lever Espersen og hendes embedsmænd i? Halvanden generation har spillet de populære PC-skydespil som fx DOOM. Mener ministeren og hendes embedsmænd virkelig, at disse aktiviteter, der jo går ud på det samme, som det de vil forbyde, er moralsk nedbrydende? Hvad så med polterabend-hittet paintball? Er denne aktivitet ikke mindst ligeså nedbrydende for menneskers moral, selvom der kun er mailing i kuglerne? Hvad med også at forbyde salg af krigslegetøj, nu hun er i gang? Hvorfor skal lille Hans have lov at terrorisere sine omgivelser med evindelige maskingeværskratten i juledagene, fordi hans onde onkel forærede ham et maskingevær? Børn er jo påvirkelige sjæle. Det er en ren glidebane. Embedsmænd med den slags idéer burde omgående have et kursus i respekten for borgernes almene frihedsrettigheder.

I øvrigt skal hun have fat i sin kollega forsvarsminister Søren Gade. For den beskrevne aktivitet hun vil forbyde hos borgerne, har i mange år været en disciplin for forsvarets (Statens) rekrutter. Vi, der gennem årene som rekrutter har gennemført sådan en militær forhindringsbane, har åbenbart taget skade moralsk set. (Skydebanen var skidesjov i øvrigt)

Det bliver efterhånden sværere og sværere at få øje på det frihedsorienterede i regeringens politik. Skat må man ikke tale om, og det offentlige rum skal overvåges mest muligt. Nu blander regeringen sig i borgernes harmløse fritidsaktiviteter. Forslaget er endnu en grund til, at liberale bliver hjemme på næste valgdag, thi regeringen bekymrer sig åbenbart ikke over, at den rent faktisk kan blive skiftet ud.

N.B. Jeg og mange andre frihedsorienterede vælgere har en berettiget forventning om, at en perlerække af MF'ere i Det konservative Folkeparti og Venstre nægter at stemme for Lene Espersens latterlige lovforslag.

P.s. Ovennævnte sag om International Practical Shooting blev første gang omtalt på det glimrende libertarianske website liberator. Læs mere om sagens baggrund og udvikling her.

tirsdag, december 19, 2006

Regeringen slap af med en skattekritiker

Det var ventet, at de konservative benyttede ministerskiftet til at rykke rundt på brikkerne (læs ordførerposterne). Det kom næppe heller som et chok, at partiets hidtidige skatteordfører, Charlotte Dyremose, i dag fik ”nye udfordringer” som uddannelsesordfører.

Det er nemt at skyde Charlotte Dyremose ned. Rigmandsdatteren, der kræver skattelettelser for de rigeste, mens hun står og strigler sin dyre ridehest i primetime, bekræfter alle folkelige fordomme om, hvad de konservative er for et parti – og for hvem. Det behøver man ikke en genudsendelse af MATADOR for at kunne regne ud.

Nu skal det ikke lyde som om, at det hele er pressens skyld. De konservatives skatteordfører har haft det svært med den politiske situationsfornemmelse, og ovenstående eksempel er ikke enestående. Fx skulle vi også absolut høre om hendes hårde barndom hos de fattige forældre (faderen TDC-Henning var dengang direktør i Novo, siden blev han som bekendt mangemillionær…) Selvfølgelig er rige mennesker, der forsøger at gøre sig i politik, jaget vildt af pressen. Der er faktisk mindre plads til at begå fejl i forhold til hos os andre fattigrøve.

Nu er Charlotte Dyremose jo ikke den eneste konservative, der har dummet sig på TV. Jeg husker en Bendt Bendtsen kommentere EU i ført poloshirt og golf-outfit live fra golfbanen… I samme indslag så man Kristian Thulesen Dahl kommentere samme EU-emne, men denne gang var Dannebrog i top med en landsbykirke i baggrunden…. Forskellen siger noget om de to partiers evne til at kommunikere med vælgerne.

Når alt det er sagt, så er der faktisk også grund til at rose Charlotte Dyremose. Utrætteligt forfægtede hun år efter år det liberale synspunkt, at det faktisk er en borgerlig regerings opgave at gennemføre skattelettelser på arbejdsindkomst. Utallige beregninger har vist, at man netop ved at fjerne marginalskatten får den største effekt på arbejdsudbuddet. Jarls Blog vil godt give Charlotte et flot ni-tal (på den gamle skala...) målt alene på det politiske arbejde i en tid, hvor Anders Fogh Rasmussen og stort set resten af Venstre har solgt ud af regeringens oprindelige skattepolitik. En flot karakter skal hun have for at have holdt fanen høj og vedholdende og med gode politiske argumenter at have insisteret på skattelettelser.

Der er dog meget at arbejde med, hvis man alene ser på Dyremoses evne til at sælge varen i TV, men målt på arbejdsiver og på forsvar af borgerlige vælgeres berettigede forventninger og krav om snarlige skattelettelser, så vil Jarls Blog godt kvittere for en god indsats!

God vind, Charlotte!

mandag, december 18, 2006

Thor P's mandat truet

Finansminister Thor Pedersens mandat er truet.
På baggrund af en analyse fra Altinget.dk vurderer valgforsker Søren Risbjerg Thomsen, at Venstres yderste fjerde mandat i Nordsjælland er så usikkert og forsvinder, hvis blot Venstre går ét mandat mere tilbage på landsplan i forhold til meningsmålingerne p.t.

De nuværende valgte i området, ud over Thor Pedersen, er indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres EU-ordfører Charlotte Antonsen. Derudover opstiller Venstre beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
Der er ingen tvivl om, at Thor Pedersens folketingssæde er truet, så fremt at meningsmålingerne forbliver så dårlige, som de er nu, men også bliver en anelse værre.

Thor Pedersen har aldrig været en populær skikkelse i Venstre. Han er også blevet belastet af en række sager. Senest har hans udtalelser om, at statskassen er så fuld, at man ender med at kunne købe hele verdenen, bragt regeringen i defensiven. I regeringen og på Christiansborg står folk ikke ligefrem i kø for at græde over, at Thor P. måske ikke bliver genvalgt. Nogle vil endda juble.

Charlotte Antonsen er umiddelbart det svageste kort på Venstres liste. Til gengæld har hun ikke alle mulige sager hæftet på sig. Vigtigst er dog, at den i øvrigt ret flittige Charlotte Antonsen indtil videre er den eneste kvinde på listen, og det er i en tid, hvor de kvindelige værdier åbenbart er en mangelvare i Venstre. Charlotte Antonsen er et godt bud som den første kandidat i den ny Fredensborg-kreds.

Til gengæld har Thor Pedersen masser af penge og gå-på-mod. Han er ikke for fin til at stå på S-togsperronen tidligt om morgenen og snakke med vælgerne under en valgkamp. Hvis han brænder nogle af sine mange sparepenge af på en avisannoncekampagne, der vel at mærke er lavet af et ordentligt reklamebureau (ikke Venstres nuværende), så kan det bestemt også hjælpe på hans genvalgsmuligheder.
På pluskontoen er også, at Thor Pedersen opstiller i Nordsjællands vælgermæssigt største valgkreds, Hillerødkredsen. Det kan også betyde noget, for Venstre er meget stalinistisk anlagt mht. plakatopsætning inden for kredsgrænser osv. Det sørger emsige organisationsfolk for, at der bliver brugt en hel del tid på.

Claus Hjort Frederiksen er naturligvis blevet flyttet til Rudersdalkredsen, hvor der bor rigtig mange Venstrevælgere,for at det skal sikre ham et klart genvalg. Partiets landorganisation har åbenbart været bekymret for at den generelt upopulære beskæftigelsesminister ikke kunne vælges i Københavns storkreds. Rudersdalkredsen er dog den mindste rent vælgermæssigt i Nordsjællands Storkreds. At Venstres pittbull-terrier ”Clausescu” pludelig skulle være mere spiselig for nordsjællandske venstrevælgere kan jeg ikke lige se, men under alle omstændigheder er Rudersdal-kredsen en rigtig god Venstre-kreds. Formentlig vil landsorganisationen derudover vride hænderne om på nogle private donorer, så Claus Hjorts personlige valgkampagne også får et økonomisk rygstød. Landsorganisationen er nemlig afskåret fra at give tilskud direkte til enkeltkandidater. Det vil så gå ud over Charlotte Antonsen, men det har de sikkert for inden fået talt ud om sammen...

Lars Løkke Rasmussen bør være sikker på genvalg, såfremt han får håndteret kræftsagen. Gør han ikke det, kan Venstres næstformand også være truet i Nordsjælland, men så er han til den tid formentlig hverken minister eller næstformand. Lars Løkke er et godt bud som den første folketingskandidat i den nye Frederiksund-kreds.

søndag, december 17, 2006

Når "pacifister" hærger

Nørrebro ligner en krigszone. Beboerne er rystet over endnu engang at være taget som gidsler i en politisk kamp for et ungdomshus, som en højesteretskendelse har afgjort at andre ejer end dem, der hærgede Nørrebro i går sammen med deres udenlandske sympatisører. En bred politisk front afviser gårdsdagens vold og forhandlinger om et ungdomshus beliggende på Jagtvej 69. En rydning vil blive gennemført på et eller andet tidspunkt formentlig efter nytår.

Igennem lang tid har især mange venstreorienterede, men også ubegribeligt tolerante mennesker omkring midten haft sympati for det alternative ungdomsmiljø. Mange af dem bor på Nørrebro. I går fik de lov til at mærke de autonomes tolerance over for demokratiske beslutninger og respekten for den almindelige ejendomsret. Venstreorienterede anerkender ikke ejendomsretten, men mange af dem er pacifister. Danmark skal fx ud af Irak og Afghanistan og i øvrigt lade verden sejle sin egen sø, mens vi spiser økologiske gulerødder herhjemme. I går kunne pacifisterne se, hvordan andre ”pacifister” hærgede deres bydel. Satte ild til deres biler. Smadrede deres forretninger. Stjal fra de ødelagte forretninger. Gjorde deres bydel til et ganske utrygt sted at være for dem selv, for deres medborgere og deres børn, for deres ældre medborgere og for deres kæledyr. Det var jo ikke ligefrem nytårsaften!

TV2 News viste endnu engang sin berettigelse. I går var det fjerde gang, at kanalen havde ”Breaking News”. Det var lidt for breaking for de, der kom til skade under urolighederne. En politibetjent fik en brosten i hovedet og kom derved alvorligt til skade. En autonom fik sprængt fire af sine fingre af. Det er tragisk for dem begge, men min sympati er størst hos politimanden. Han havde ikke et valg, men gjorde blot sit arbejde den dag.

Nu om lidt letter røgskyen, og så vender københavnerne tilbage til hverdagen. De venstreorienterede laver støttesange for de unge i ungdomshuset. Enhedslisten fortsætter sin agitation for ungdomshuset imod de politikere, ”der ikke vil lytte til de unge” (læs: Bryder grundloven for de unges skyld). Foreløbig er det planloven, som skal bøjes, så den passer i de unges kram. Det har alle ansvarlige politikere afvist. Desværre tror jeg, at mange nørrebroere igen vil bakke på om Jagtvej 69, og at vi derfor ikke ser de sidste demonstrationer.

Det ender måske først den dag, hvor der sker den tragiske hændelse, at en politimand bliver dræbt i tjenesten for at opretholde ro og orden. Den dag vil man se en nation samlet imod den vold, der udspiller sig på Nørrebro. Man forestiller sig domkirken fyldt med uniformer og flag, hvor regering og kongehus er tilstede. Live-TV, andægtig stemning og flammetaler. Den dag bliver folkets bæger fyldt, og politikerne får endelig mod til at handle. Den dag bliver urolighedernes arnested fjernet. Og det vil ikke hjælpe, at Anisette og andre synger lange bange sange til støtte for ballademagerne på Jagtvej 69.

Mit håb er, at politikerne nu bruger denne anledning, hvor myndighederne og politiet har bred sympati i befolkningen til at fjerne de unge fra huset og genskabe roen på Nørrebro.

P.S. TV 2 Lorrys dækning i går var en skandale. Det var ren mikrofonholderjournalistisk, hvor man lod en eller anden fra Enhedslisten under dække af at være ”forsker” skælde politikerne ud uden at kritisere de ballademagere, der faktisk smed rundt med brosten i området. Man foregøglede seerne at det var sagskundskaben, der talte. Det er bare ikke ok!

fredag, december 15, 2006

Efterlysning: Konservativt lederskab

Fynske Carina Christensen er imod min forventning blevet udnævnt til ny konservativ familie- og forbrugerminister. Politisk har hun ikke vist noget særligt før, og forventninger om de store udmeldinger er der heller ikke. Det er så konservativt, som det kan blive i ordets bogstaveligste forstand. Mit indtryk er, at hun er en politiker i letvægterklassen, men alle nye ministre skal have en chance for at vise, hvad de duer til, og det skal møbelfabrikanten også have.

Jeg forstår ikke ret meget af Bendt Bendtsens ageren i disse dage. Lederskab er ikke lige det ord, man kommer på straks. Først fejlvurderer han totalt DF’s reaktion ovenpå rigsrevisionens rapport. Dernæst lader han Barfoed på et live pressemøde svine DF - regeringens støtteparti gennem fem år til med et ret hårdt sprogbrug. Selv taler Bendtsen sagen yderligere op ved at kalde DFs manglende støtte til Barfoed ”en krigserklæring”. Kjærsgaard og de øvrige DF'ere svarer tilbage om end noget mere elegant. I dag rykkede de konservative amtsformænd så ud og skælder DF ud, sådan at problemerne eskalerer. To nye målinger viser at befolkningens tillid til regeringen styrtdykker. Altsammen resultatet af Bendtsens manglende lederskab.
For en fyldigere afdækning af Bendtsens manglende håndtering af forløbet op til Barfoeds fyring, så kan jeg anbefale Weekendavisens artikel om sagen.

Nu udnævnes en ny familie og forbrugerminister for at ”lukke sagen ned”. Nu skal medierne interessere sig for andet end ordkrigen mellem K og DF. Det er et klogt træk, der formentlig er udtænkt af Anders Fogh Rasmussen. Herefter gælder det for den konservative leder at lukke balladen ned med DF. Alt andet vil være direkte tåbeligt.

Der er ingen, der beskriver Carina Christensen som en af de politisk skarpeste hjerner i Det konservative Folkeparti. Men der er jo heller ikke så meget at leve op til, når hendes partiformand er Bendt Bendtsen. Hvis ikke han havde støttepædagoger i sit parti, i sit ministerium og i regeringen, ville han jo ikke kunne lede meget andet end en nærpolitistation i provinsen.

"Dirt-digging" er jo en journalistisk disciplin, og Berlingske Tidende har haft en lagervare liggende klar til brug, for det tilfælde at Carina Christensen skulle blive minister. Selvom møbelfabrikanten er blevet frikendt i Sø og handelsretten for at plagiere en konkurrents møbler, så er sagen blev anket og kører nu i Højesteret. Jarls Blog skal afholde sig fra at dømme den ny minister ud fra en verserende retssag. Det overlader vi til Christiansborg-politikerne:
- Der er ingen tvivl om, at det er problematisk at have sådan en sag kørende sideløbende med at være minister. Og det er ikke mindre problematisk, når hun er forbrugerminister«, siger Jens Peter Vernersen (S) til Ritzau

Jyllandsposten m.fl. har også fundet en "sag" på den ny minister. Der har været problemer med arbejdsmiljøet på hendes møbelfabrik, så hun har fået en "gul smiley", der bedst kan sammenlignes med et gult kort i fodbold. Gad vide om hun har betalt licens? Velkommen på toppen! Det overrasker efterhånden ikke mig, at Bendtsen ikke har tjekket Carina Christensen inden udnævnelsen...Men nu har hun da trukket sig som direktør for sin egen virksomhed.

onsdag, december 13, 2006

DF trækker tæppet væk under Barfoed

Lars Barfoed trækker sig som familie- og forbrugerminister. Det skete på et pressemøde i de konservatives gruppeværelse onsdag aften.

Det skete efter, at DF ikke længere kunne støtte Lars Barfoed som Familie og Forbrugerminister bl.a. på baggrund af rigsrevisionens kritik af ministeren.

- Vi kan ikke bakke op om Lars Barfoed, sagde partileder Pia Kjærsgaard umiddelbart efter DF's gruppemøde onsdag aften ifølge Berlingske.

"De (DF) stak halen mellem benene", sagde en lettere ophidset Barfoed på pressemødet. Efterfølgende kaldte den afgående minister DF's ageren i hele sagen "for hyklerisk" fordi alle initiativer for at få fødevarekontrollen til at fungere var sket sammen med DF, mens han indædt forsvarede sin indsats som minister. Barfoed truede indirekte DF, ved at fremhæve at DF "ikke kunne få noget igennem det her folketing uden konservative stemmer". Han beskrev DF's handling som en "krigserklæring" overfor Det konservative Folkeparti, og DF som et "populistisk parti der løb efter flokken".

"Det er et angreb på det konservative folkeparti og den borgerlige regering", sagde en rasende K's leder Bendt Bendtsen til Tv2 News.

"DF har drevet klapjagt på en konservativ minister", sagde Bendtsen videre.

Til TV2 har vicestatsministeren tidligere kaldt DF's beslutning "useriøs" og "usaglig".

"Der er gået et skår af samarbejdet mellem DF og regeringen", sagde Bendtsen til DR1.

Retorikken mellem DF og K er herefter optrappet betydeligt. Barfoed tog på en pæn måde bladet for munden og sagde - for engang skyld - hvad mange konservative mener.

DF's Peter Skaarup maner på alle tv-kanalerne til besindighed og udtaler #forståelse for at der er en vis bitterhed". "Vi skal nok få et godt samarbejde igen, så alt kommer til at køre på en fornuftig måde igen", siger DFs ordfører til Tv2 News.

Også Pia Kjærsgaard glatter ud efter de konservatives udfald. "God jul og kom nu frisk og veludhvilet tilbage. Vi skal have det til at fortsætte", sagde hun, der i øvrigt mente, at Barfoed selv burde have truffet beslutningen om at gå selv.

Uanset, hvad. Der er VIRKELIG en masse skår, der skal klinkes før samarbejdet mellem VK-regeringen og DF kan fungere på samme måde som før.

Statsministeren havde valget mellem enten at fyre Lars Barfoed som minister eller udskrive et folketingsvalg. Indtil videre har Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen og senest Bendt Bendtsen afvist et folketingsvalg, så alt tyder på, at regeringen fortsætter, men altså uden Barfoed. Jeg spår, at få vil savne ham.

Det får sagen af konsekvenser:

- Dramaet med de konservative topfolks udtalelser her til aften har uden tvivl revet op i de gamle sår mellem de Konservative og DF. Tilliden mellem partierne er væk. Fogh bliver nødt til at få styr på troppernme snarest, før end at sagen eskalerer, og truer regeringen på langt sigt. Foreløbig er DFs retorik ret neddæmpet.

- Regeringen som sådan, og Fogh især, har nu fået en ordentig skramme. Måske er dette begyndelsen til enden for VK-regeringen.

- DF har demonstreret, hvor stærkt og magtfuldt partiet er i dansk politik.

- Lars Barfoeds politiske karriere er formentlig slut.

Det er lidt rystende at høre TV2News bud på en efterfølger på posten som familie og forbrugerminister. Carina Christensen tror ingen konservative selv på. Hun er i den absolutte politiske letvægterliga. Pia Christmas-Møller er heller ikke én, man sætter ind på denne minister/uriaspost, og der er heller ikke brug for unge "nybegyndere" som Jakob Axel Nielsen.

Der er i stedet brug for en ildslukker, der lukker denne sag ned her og nu, og som befolkningen har tillid til. I selve regeringen kan jeg kun komme i tanke om én mand, der med sikkerhed kan løse opgaven, og det er Bertel Haarder.

Bendt Bendtsen siger, at ministerposten bliver fyldt ud med en konservativ. Det vil dog først ske om et par dage på grund af ministermøder i EU.

Statsministeren har via Ritzau beklaget Barfoeds afgang, som han respekterer. Tjah. Barfoed får da pæne og - gratis - ord med på vegne fra Fogh, der kan ånde lettet op over, at den tidl. Familie- og forbrugerminister selv traf beslutningen. Så slap Fogh for at skulle vride armen om på Bendtsen og selv blive fedtet ind i sagen.

DF og Fogh vandt den interne nervekrig, mens K trak det korteste strå.

Intet tyder på, at DF ikke har været klare i mælet, med hensyn til hvad de mente om sagen. Hvorfor har Fogh ikke selv bedt Barfoed om at trække sig forinden? Det eneste årsag jeg kan komme på, er at Bendtsen og Barfoed har "læst" sagen helt forkert - og derfor efterfølgende fuldstændigt har undervurderet DF's udmeldinger og vilje til at trække i faldlemmen under Barfoed.
Hvis det forholder sig sådan - og det kan man ikke vide med sikkerhed - så må de konservative selv tage anvaret for at Barfoeds afgang blev så uskøn, som den blev.

Nervekrig mellem V, K og O

Alt tyder på, at Lars Barfoed overlever som minister denne gang. Det er der flere grunde til. Kritikken af forbrugerministeren i Rigsrevisionens rapport er - bedømt på Barfoeds afslappede reaktion, Foghs udtalelser på sit pressemøde og Thulesen Dahls forsigtige reaktion i går - åbenbart ikke så hård som det, andre "informanter" tidligere har lækket til pressen.

Afgørende for Barfoeds fremtid bliver, hvorvidt Dansk Folkeparti skønner, at sagen kan berettige, at partiet trækker tæppet væk under forbrugerministeren, og dermed samtidig belaster det i øvrigt gode forhold til regeringen generelt og forværrer det kronisk dårlige forhold til de konservative.

Der er reelt tale om en nervekrig mellem Fogh, Bendtsen og Kristian Thulesen Dahl. Muligvis har Bendtsen forinden meddelt Fogh, at han som konservativ leder på baggrund af sagen, ikke vil acceptere Barfoeds afgang. Fogh kan oveni foreholde Thulesen Dahl, at regeringschefen kan gøre det til et kabinetsspørgsmål, hvis DF vender tommelfingeren nedad. Det er dog næppe sandsynligt, for Fogh plejer ikke at chance.

Der er i øvrigt heller ingen, der er interesseret i et valg lige nu. Hverken regeringen, DF eller oppositionen. Øvelsen går derfor ud på, at DF skal have håndfaste garantier for, at der sker noget i den førhen udsultede fødevarekontrol. Fogh signalerede tydeligt på sit pressemøde tirsdag, at han gerne vil tilføre området flere penge. Det kan tilfredsstille DFs ikke specielt store blodtørst. I hvert fald her og nu.

Fogh har gennem hele sin regeringsperiode klart signaleret, at han under ingen omstændigheder bøjer sig for ministerstorme eller for pressens kritik. Han har set hvordan Schlüter og Nyrup fyrede ministre, der kom ind i politisk stormvejr. Hvis ministre skal gå af, skal de helst gå selv, som Henriette Kjær og Svend Aage Jensby gjorde det. Denne ”jobsikkerhed” gør, at ministrene ved, at chefen er bag dem, så længe de altså selv kan holde presset ud. Det er med til at skabe holdånd, respekt og loyalitet om chefen og hans politiske projekt.

Intet heller tyder på, at Barfoed har tænkt sig at bøje sig for presset. Denne blogger har aldrig været imponeret af Lars Barfoed, men hans selvsikre og stærke optræden på TV2 i går fortjener respekt. Uvilkårligt tænker man på Erik Ninn-Hansens ord om, at man aldrig er rigtig politiker, før man ser sig selv hængt ud på forsiden af Ekstra Bladet tre gange - uden at ens puls stiger!

Fogh og Bendtsen bør dog tænke sig grundigt om, hvad de gør på det lange sigt, for der er ingen tvivl om, at vælgerne ønsker Barfoed væk som forbrugerminister. Derfor bør regeringchefen eller Barfoed selv sige farvel og tak ved næste regeringsrokade. Alt andet vil være en hån mod vælgerne og belaste regeringen. En anelse hos DF om, at Barfoed bliver fjernet ved en senere lejlighed, ville formentlig kunne tilfredsstille partiet, men det er næppe sandsynligt, at man kan lave en sådan korridoraftale. Det ville sive, og så er man lige vidt. Det gælder derfor om for Fogh, at slippe af med Barfoed ved en anden anledning med noget mindre fokus.

tirsdag, december 12, 2006

Presset ligger på R

Der er mange måder at få indflydelse på. Når andre politiske partier annekterer ens politik, så er det en stor sejr – i hvert fald på kort sigt. Blandt skattestoppets modstandere kan man kun tælle Enhedslisten og de radikale. Resten af partierne er enten for skattestoppet eller accepterer skattestoppet. For skatteskeptiske vælgere, som denne blogger, er det derfor en god nyhed, at SF’s formand Villy Søvndal nu accepterer skattestoppet. Ikke fordi, at det er en blomst, der er groet i hans have, men fordi han ligesom S har indset, at skattestoppet og 24-årsreglen er nødvendigt, hvis befolkningen skal overtales til et regeringsskifte. Det er en meget stærk formand, der kan gøre det. Man kan nærmest tale om en ”omvendt Fogh”.

Da Holger K. var formand for SF, var Søvndal den, der truttede rent i trompeten med de socialistiske synspunkter. Den sociale massegrav var lige rundt om hjørnet, og Søvndals stemme dirrede af social indignation, hver gang han skulle kommentere ”nedskæringer” på det sociale område. Da Holger K. smed tøjlerne, var Søvndal klart venstrefløjens kandidat og vandt komfortabelt formandskampen over ”højrefløjens” kandidat Pia Olsen.

Villy Søvndals ry på Christiansborg er i øvrigt godt. Manden er respekteret for sine ubestridelige retoriske evner, men han er også bredt afholdt for sin charme, lune og selvironi. Men han er også stærk, når han kan dreje SF til at acceptere en højreorienteret dagsorden. Da han selv repræsenterer venstrefløjen i partiet, så er det svært at se, hvor kritikken skal komme fra? Det er lidt som da højrehøgen og kommunistbekæmperen Richard M. Nixon tog til Kina for at møde formand Mao. Ham kunne ingen beskylde for at være rød. Det samme med Søvndal, bare med modsat fortegn. Det er kun den venstreorienterede Søvndal, der kan få SF til at acceptere 24-årsreglen og skattestoppet. Siden hen er SF blevet nævnt som seriøs partner i en S-SF-R-regering. En måling i Politiken i Søndags viste at 61 procent af SF’s vælgere foretrak denne koalitiion. Den sidste tredjedel foretrak S-SF-koalitionen. Søvndal har altså også sine vælgere bag sig. Det er en formidabel præstation!

Marianne Jelved fortsætter kursen med at male sig op i hjørnet den ene dag, hvorefter hun den næste rækker ud til et samarbejde med S. Bare ikke om politikken. Eller også bliver hun snigløbet af Naser Khader, der afviste at deltage i et samarbejde med SF. Det ville føre til, at Danmark gik fallit, mente han. På et eller andet tidspunkt må de radikale tage et opgør med Naser Khader, der afklarer hans fremtid i partiet. Denne blogger vurderer, at det trækker op til en ”Erhard Jakobsen-situation” med et nyt liberalt parti, med Naser Khader som formand. Det vil i sig selv gavne Foghs chancer for at fortsætte.

Ansvaret for, at det ikke vil ske, ligger på Marianne Jelved og Co. Helle T og Villy Søvndal har leveret deres del. Det er nu de radikales ansvar, at oppositionen står samlet før et valg, så ”alliancen til venstre” fremstår som et reelt alternativ til Fogh. Ellers bliver det simpelthen for let for Fogh.

lørdag, december 09, 2006

Foghs nye hold

Konservativ snik-snak i krogene har fået gratisdagbladet "dato" til at kigge lidt i krystalkuglen og sætte navne på et nyt ministerhold. Den øvelse har man også gjort sig på den glimrende blog Dansk Politik, og her på Jarls blog vil vi også gerne være med i legen, selvom at det jo kun er Fogh, Bendtsen og Claus Hjort, der har indflydelse på ministerlistens sammensætning.

En ministerkabale går ud på at sætte et hold af driftssikre, flittige og loyale folk med udviklet evne til at kommunikere med vælgerne. Kvinder er i øvrigt at foretrække. (Så Jens Rohde havde ret)

Der er efter min vurdering tre hovedkriterier der skal opfyldes for, at politikere kan blive ministre:

1. De skal være politisk egnede, og derfor evne at lede et ministerium politisk. Det er bestemt at foretrække, at en minister har lidt ideologisk eller måske en professionel baggrund, der gør, at han eller hun kan ”fylde ministerstolen ud”. Det er ment i overført betydning for dem, der skulle være i tvivl.

2. De skal være loyale. Det siger sig selv, at illoyalitet mod chefen og hans hjælper Claus Hjort er diskvalificerende, men man skal også være loyal overfor regeringsprojektet dvs. at kommende ministre accepterer Venstres politiske position som et midtsøgende halvsocialdemokratisk parti og at alle udmeldinger underordnes regeringens velfærdsprojekt.

3. De skal være ”driftsikre”. Det kræver af ministre, at de især har evne til at håndtere politiske sager og allervigtigst: Ikke skabe dem selv. Politisk situationsfornemmelse, evne til at indgå politiske forlig og gode kommunikationsevner er også altafgørende.

Dømt ude
Det nuværende regeringshold har en række åbenlyse svagheder, og pressen har dømt følgende ude: Ulla Tørnæs, Flemming Hansen, Eva Kjer Hansen og Rikke Hvilshøj.

Ulla Tørnæs er sat på en post, hvor hun ikke har formået at fylde ministerposten ud politisk. Det er nu heller ikke verdens letteste opgave, men når hun har forsøgt, er hendes situationsfornemmelse svigtet. Det så man med idéen med at blande ”kendte mennesker” sammen med ulandshjælp. Et håbløst projekt - politisk og rent kommunikationsmæssigt. Det bliver et farvel til Tørnæs efter fem år på ministerbænkene.

Veteranen Flemming Hansen er efter min mening politisk set "slidt ned" på trafikministerposten. Det er jo ikke kun hans skyld, at togene ikke går til tiden. Det er faktisk flot at sidde på en trafikministerpost i hele fem år. Det er længe siden, det sidst er sket. Flemming Hansen er for meget konservativ gammelmand, så en udskiftning med alt andet, vil virke som en tiltrængt fornyelse af regeringsholdet. Men denne blogger synes faktisk ikke, at han har gjort det så dårligt på en utrolig svær ministerpost.

Eva Kjer Hansen forsøgte at fylde sit ministerium ud politisk. Desværre var det med en anden politik end den Claus Hjort mente hun skulle fylde den ud med. Fra day one har det være op ad bakke. Fordi Fogh er i underskud af kvinder, kunne hun måske blive en ny bistandsminister i stedet for Tørnæs.

Fordi der er mangel på kvinder, er det ikke utænkeligt, at Rikke Hvilshøj får en chance til, men det bliver i et andet ministerium. Det er imidlertid få iagttagere, der har ladet sig imponere af den i øvrigt myreflittige og loyale integrationsminister med mange personlige gode egenskaber. Desværre hjælper det meget lidt, når man som Hvilshøj er sat til administrere menneskeskæbner. Det kunne hverken Anders Fogh eller Bertel Haarder holde til. Men det var heller ikke i Haarders tid, at man på samme måde så konsekvenser af regeringens politik. Og så er dagbladet Politiken jo også blevet mere flink til at sætte fokus på dem flygtningelovgivningen rammer.

I farezonen:
Hans Chr. Schmidt har i mange år ført an i Foghs interne heppekor, men den slagfærdige og ind imellem ganske lune sønderjyde er ikke populær ret mange andre steder end i Sønderjylland. Som fødevareminister er han faktisk usynlig, hvad han sikkert er glad for, fordi alle ”lortesagerne” ligger over hos Barfoed. Schmidt kunne blive en ny formand for V-folketingsgruppen. Han er bundloyal, relativ kvik i hovedet og har 12 års parlamentarisk erfaring. Og så er han noget mere respekteret internt i partiet end Venstres nuværende søvnige og uduelige gruppeformand Hovmand, som egentlig burde gøre alle en tjeneste og nyde den ufortjente ministerpension hjemme på Ringsted-egnen.

Lars Barfoed. Man behøver bare at sige ”fødevareskandale”, så ved alle, hvad man taler om. Det er i øvrigt bunduretfærdigt, at han får skylden for al balladen, men sådan er politik så utaknemmeligt. Barfoed tilhører typen af velfriserede overambitøse her-kommer-jeg-og-kan-det-hele-konservative fra erhvervslivet, men når man ser Barfoed på TV i dag, så ser han noget vingeskudt ud. Glansen er i den grad gået af Skt. Gertrud siden han selvsikkert lod sig udnævne til ny minister. Barfoed kunne formentligt have fortsat sin karriere som adm. direktør i Finansrådet - uden - al den ballade hvor efter samtlige danskere nærmest er enige om at opfatte ham som en kæmpeidiot. Barfoed valgte formentlig politik, fordi han sikkert mente, at han kunne gøre en forskel. Det er modigt, når folk vælger det svære frem for det lette. Det skal man prøve at huske, når Barfoeds politiske karriere efter alt at dømme er slut efter næste valg. Ved sidste valg blev han valgt i folketinget med meget få personlige stemmer. Der er vist ingen, der alvorligt tror på, at resultatet bliver bedre næste gang.

De sikre
De populære og stensikre kort er Søren Gade, Bertel Haarder, Connie Hedegaard, Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Kristian Jensen.

De relativt sikre er Lars Løkke Rasmussen, Thor Petersen, Brian Mikkelsen, Claus Hjort Frederiksen, Per Stig Møller og Helge Sander.

Jeg vurderer, at Lars Løkke bliver udskiftet enten som sundhedsminister eller indenrigsminister. Fogh ville kunne bede ham ”koncentrere sig om sundhed” for at rette op på problemerne med kræftbehandlingen”. Og nu har Løkke også fået kommunalreformen igennem, "nu kræver det nye kræfter". Måske ville en Rikke Hvilshøj være den rigtige som ny indenrigsminister. Hun har i hvert fald kommunal erfaring. Uanset hvad, vil en udskiftning af Løkke blive udlagt som en degradering. Det er ikke sikkert, at han vil finde sig i det. Alle taler om kronprinse-striden mellem ham og Kristian Jensen, og mange ser den udspille sig i det daglige. Løkke og Fogh har ikke desto mindre brug for hinanden for, at regeringsprojektet med velfærdsreformen kan føres videre. En løsning er, at lade Løkke blive gruppeformand, men det vil Løkke formentlig kun acceptere, hvis der følger nogle lukrative økonomiske "ben" med som fx. statsrevisor eller en bestyrelsespost i Nationalbanken suppleret med et tilskud fra partiet Venstre, sådan at Løkkes gage samlet set ikke bliver i mindre i forhold til, hvad en minister får i løn.

Begrænset talentmasse
Anders Fogh skal erstatte de upopulære/uheldige/uduelige ministre. Problemet er, at han efterhånden er løbet tør for brugbare ministeremner. I folketingsgrupperne er den politiske talentmasse begrænset, og andre bliver opfattet som illoyale, og kan derfor ikke være med på regeringsholdet. Inger Støjberg er dog et godt bud selvom hun i sin tid fik ekskluderet statsministerens søn ud af den lokale VU-forening i Viborg. Selvom at det er mange år siden, har Fogh ikke glemt det. Tina Nedergaard kan blive belønnet for at være meget loyal mod Fogh, men hende er der andre stærke kræfter i regeringen, der nærer direkte aversioner imod.

Situationen kan få Fogh til at lede efter egnede emner uden for folketingsgrupperne. DA-direktør Henrik Bach Mortensen er et bud, måske som ny beskæftigelsesminister i stedet for Claus Hjort, som flere og flere nævner som gruppeformand. Henrik Bach Mortensen er yderst vellidt i organisationsverdenen og alle steder i Venstre.

Opdateret søndag kl. 18

fredag, december 08, 2006

En lille pind til ligkisten

Det er urimeligt at sammenligne Christoffer Guldbrandsen med en venstreorienteret propagandist som Michael Moore. Det står klart for mig, efter at have set dokumentarfilmen ” Den hemmelige Krig” i går på DR2. Filmen rejser en række spørgsmål, hvorvidt danske soldater i 2002 udleverede tilfangetagne afghanere til amerikansk tortur/mishandling eller ej, og den er langt bedre end sit rygte.

Som flere kommentatorer har været inde på, mangler Guldbrandsens film at præsentere det fældende bevis, der får ministre til at gå af m.v. Til gengæld bidrager regeringen og især forsvarets egne folk til den opfattelse, at der er foregået et eller andet, der ikke tåler dagens lys. Embedsmænd, der pludselig ændrer forklaring midt under et interview, vidner der får mundkurv på, og dokumenter der bliver væk, fremmer ikke ligefrem det indtryk, at alt har været fremme i lyset. Jeg sad i hvert fald tilbage med en mavefornemmelse af, at regeringen har en dårlig sag, men har været god til at lukke af og gemme ”beviser” bort. Men ligesom Guldbrandsen har jeg intet at have det i. Ingen af de indicier, der har været fremme, holder. Hverken i folketingssalen eller i rigsretten for den sags skyld.

Men hvad siger vælgerne? Formentlig opfatter de sagen som ret kompliceret, og langt de fleste danskere er efter min vurdering ”stået af” for længe siden. Guldbrandsens film kommer ikke til at forstyrre julefrokosterne og gaveindkøbene. Til gengæld har oppositionen – som var så langt de mest overbevisende under DR2-debatten i går – en god sag med hensyn til spørgsmålet om en uvildig undersøgelse. Hvis regeringen ikke har noget at skjule kan de jo bare sige ja til det. Det vil regeringen naturligvis ikke. Ikke nødvendigvis fordi, at de har noget at skjule, men fordi det vil trække sagen i langdrag og fortsat ville kunne bruges af oppositionen til at slide regeringen op med spørgsmål, debatter osv. Problemet for regeringen er, at den overfor vælgerne har svært ved at argumentere overbevisende for et ”nej tak”.

Oppositionen har i øvrigt også selv et forklaringsproblem i forhold til et af filmens anklagepunkter, hvor oppositionen beskylder regeringen for at have fortiet oplysninger om regeringens holdning til, hvordan USA behandlede krigsfanger.

Berlingske skriver i dag, at Folketinget ikke kunne være i tvivl om, hvordan regeringens holdning til den amerikanske politik var. Avisen henviser til Folketingets egne referater af to folketingsdebatter, som fandt sted i januar 2002.

”I de to folketingsdebatter, der var udløst af spørgsmål fra henholdsvis den radikale Martin Østergaard og SFs Holger K. Nielsen, kommer det frem, at USA ikke agter at give tilbageholdte status som krigsfanger, men alene vil behandle dem "efter Genèvekonventionernes principper".

Samtidig oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K), hvad den danske regerings holdning er - nemlig, at regeringen accepterer den amerikanske beslutning om kun at behandle fangerne efter Genève-konventionernes principper.”


Det er derfor lidt sent nu for oppositionen at påstå, at man er uvidende om regeringens holdning til den amerikanske politik. Enten er Berlingskes journalister dygtige, eller også er regeringens spinfolk åbenbart vågnet op.

Summa Summarum! Der er intet regeringsflertal for, at der skal ske mere fx i form af en uvildig undersøgelse. Debatten fortsætter dog blandt oppositionsavisen Politikens læsere, men politisk set er denne sag død, medmindre der mod forventning dukker nye oplysninger op.

Alligevel vil nogle af de såkaldte usikre vælgere efter min vurdering fravælge regeringen ved næste valg. Det er de usikre vælgere, der afgør folketingsvalg. Nu er det op til oppositionen at sørge for, at vælgerne ikke glemmer denne sag. Regeringen derimod skal sørge for, at danskerne får noget andet at snakke om.

torsdag, december 07, 2006

Tal om skat

Statsministeren melder sig nu - for en kort bemærkning - i rækken af folk med liberale synspunkter. I hvertfald skærer han igennem skattediskussionen i regeringen:

Berlingske skriver:

Thor Pedersen gjorde sig i sidste uge til talsmand for, at danskerne allerede i dag knokler så meget, at en skattelettelse ikke vil få dem til at skrue op for arbejdsblusset.

- Det kan de ikke. De arbejder jo hele tiden,« lød argumentet fra finansministeren.


Men Thor P. gjorde åbenbart regning uden vært.

- Jeg hører da til dem, der tror, at der er en sammenhæng mellem skatten på arbejdsindkomst og lysten til at arbejde, siger Anders Fogh Rasmussen til Berlingske Business.

Så er der der da håb om skattelettelser på et eller andet tidspunkt. De radikale, Charlotte Dyremose og hendes ridehest, DI, CEPOS og flertallet af økonomerne er i hvert fald enige i, at marginalskatten - skatten på den sidst tjente krone, som hver femte dansker betaler - er altafgørende for arbejdsudbuddet. Men men men, så træder kontrolfreaken i karakter:

Statsministeren mener, at både Venstrefolk og Konservative bør holde munden lukket, når det handler om skat. Der er ikke politisk råderum til skattelettelser, fordi økonomien er overophedet.

- Alle vil gøre sig en stor tjeneste ved at bruge færre kræfter på at snakke skat, for det er ikke aktuel politik, siger statsministeren til Berlingske.

Videre skriver Berlingeren:

Thor Pedersen ønskede i går ikke at kommentere Anders Fogh Rasmussens udtalelser.

Man forstår ham. Men med dette meningstyranni, som statsministeren forsøger at trække ned over hovederne på politikere fra V og K, så er der mere end nogensinde brug for folk, der igen og igen sætter marginalskat på den politiske dagsorden.

Derfor: Tal skat med din mand eller kone, din nabo, dine arbejdskammerater og i din vælgerforening. Skriv til dit lokale folketingsmedlem og til statsministeren. Anders Fogh Rasmussen og "Clausescu" skal ikke bestemme, hvad der skal diskuteres, blot fordi regeringen har opgivet at styre det offentlige forbrug. Det er nemlig blandt årsagerne til, at økonomien er overophedet, og at det derfor er sværere at sænke marginalskatten.

onsdag, december 06, 2006

Jagten på "the smoking gun"

Er Christoffer Guldbrandsen efter sin Afghanistan-films afsløringer/grundløse beskyldninger Danmarks svar på Michael Moore, eller er han svaret på Woodward & Bernstein? Indtil videre er regeringen og DF formentlig mest enige i det første udsagn, mens hele oppostionen og store dele af pressekorpset hælder mod det sidste.

Indtil videre har jeg svært ved at se krystalklare og fældende beviser - "The Smoking Gun" - i sagen nogle steder. Der er bestemt mange elementer, der er noget mystiske. Særligt den sekvens med jægerkorpsets chef, der pludselig ændrer forklaring midt under interviewet, hvorefter forsvarskommandoens spindoktor nærmest råber "Cut, Elly!" ud i lokalet. It's weird, man!

Regeringen lægger nu hidtil fortrolige papirer om danske soldaters behandling af krigsfanger i Afghanistan frem. Forsvarsminister Gade håber, at han dæmmer op for beskyldningerne om, at regeringen har misinformeret og tilbageholdt oplysninger om behandlingen af krigsfanger. Indtil videre imponerer det ikke oppositionen:

- Jeg tror ikke, at de her papirer giver bare en brøkdel af de svar, vi har brug for om, hvem der vidste hvad hvornår, og hvorfor materialet om den store tilfangetagelse i den 18. marts 2002 er forsvundet og åbenbart destrueret. Det får vi ikke svar på, siger Mogens Lykketoft til Ritzau.

Man kan undre sig over, hvorfor regeringen ikke går mere i offensiven på denne sag. Hvorfor gør de ikke ligesom Bush-administrationen, da Michael Moore lavede sin 9/11 film, hvor de hurtigt pillede alle beskyldningerne fra hinanden og punkt for punkt tilbageviste alle beskyldninger med kendsgerninger? Men det kræver jo noget teamspirit blandt regeringens spindoktorer. Det er de jo mildt sagt ikke kendt for...

Statsministerens spindoktor Michael Ulvemann er også blevet involveret i sagen på en lidt delikat måde, må man nok sige. Sammen med sin private ven Guldbrandsen var "Ulven" med til at lave den indledende research til filmen. Det har gud-hjælpe-mig ført til, at oppositionen ifølge gratisbladet URBAN kræver en redegørelse om det fra Fogh.

Michael Ulveman, Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen aftalte i sin tid, at DR-folkene skulle lave filmen mens "Ulven", der på dette tidspunkt var chef på Dagbladenes Bureau, skulle skrive bogen.

"Som journalist inden mit nuværende job var jeg med i opstarten af projektet. Men jeg har ikke været langt nede i det. Jeg var med til åbent hus i Jægerkorpset," fortæller Michael Ulveman ifølge Ritzau.

Ok. God forklaring. Ulven blev senere ansat som presserådgiver i Statsministeret, men fortalte ikke om sin involvering i projektet.

Men se engang, hvad oppositionen kan få sig selv til at sige:

"Det burde han havde gjort. Alene den grund, at der kan opstå mistanke om, hvad han bruger af sin insiderviden, burde han holde sig væk fra at rådgive om den sag," siger Enhedslistens Frank Aaen.

Jeg er rørt over den dybe omsorg overfor statsministeren, som Frank Aaen her udviser. Eller mener han, at politik er ligesom på fondsbørsen, hvor man ikke må bruge sin insiderviden? Det er jo et absurd standpunkt i politisk sammenhæng. Hvorfor sagde Frank Aaen i sin tid ikke til Frank Grevil, at han ikke måtte bruge sin insiderviden politisk?

Ulven har én opgave, og det er at hjælpe Fogh på alle de måder, han må og kan. Det er det, han får sin hyre for!

tirsdag, december 05, 2006

Guldbrandsen & Bernstein

Christoffer Guldbrandsen er en dygtig dokumentarist, men det ligger i genren, at man ikke er særlig solidarisk med ofrene. Ingen medierådgiver burde under nogen omstændigheder anbefale at medvirke i hans dokumentarfilm - eller andres for den sags skyld. Risikoen for at kvaje sig er simpelthen for stor.

Guldbrandsen-klassikere som ”Fogh bag facaden” og ”Lykketoft finale” var fremragende dokumentarfilm, som jeg virkelig nød at se. Som flere husker, skabte "Fogh bag facaden" store problemer for statsministeren bagefter. Vælgerne så mindre klædelige sider af regeringschefen, som da han ved optagelsesforhandlingerne under det danske EU-formandskab i Bella Center tog udenrigsministeren i skole. Hvem husker ikke en brysk Fogh skære Per Stig Møller af med onelineren: ”Det skal vi vel ikke sidde og tærske langhalm på i en sen nattetime.” ”Lykketoft finale” havde også sine skurke, og for en gangs skyld var det en række journalister, der fremstod mindre klædeligt, især Søren Søltoft fra TV2, der holdt Lykketoft hen med ingenting, så han missede den svenske statsminister Göran Perssons besøg i børnehaven. Man husker også fra filmen Lykketofts rådgiver Morten Boje fortælle den gamle sandhed i mange S-kredse om, at ”Svend Auken er en gammel røv”. Virkelig gyldne Guldbrandsen-highlights!

I går aftes viste Guldbrandsen sin nyeste dokumentarfilm om danske soldater i Afghanistan, og denne gang insisterer han nærmest på at vælte regeringen. Skal man tro en medvirkende "ekspert i folkeret", så er rigsretssagen mod Fogh lige om hjørnet. ”Afghanistan-gate”, kaldte Adam Holm med et glimt i øjet sagen i går på DR2 Deadline.

Foreløbig har forsvarsministeren forklaret sig og afvist alle anklager på en efter min mening saglig måde.
Berlingske skriver i dag, at "Forsvarskommandoen afviser (Guldbrandsens påstand red.), at danske specialstyrker i Afghanistan har udleveret flere tilbageholdte personer til amerikanske soldater. Alle anholdte er frigivet efter kort tid."
Senest har statsministeren på sit pressemøde afvist alle anklager.

Forsvarsministerens pressechef Jacob Winther kalder ifølge Ritzau foromtalen af Guldbrandsens film 'Den Hemmelige Krig' for et ”mediecirkus”. Indtil videre må man give ham ret. Hypen før, at filmen blev vist på en lukket forestilling i går, har været total. Pressen har i ugens løb fået lidt småbidder fra filmen, der understreger anklagerne mod regeringen. Særligt indbudte politikere fra alle sider og journalister var til forpremiere i går. Danmarks Radios arbejde med at skaffe filmens foromtale har været i top. Men må man have lov til stilfærdigt at advare mod mediernes bevidstløse og kritikløse videreformidling af filmens skingre påstande om, at den kan bevise sine ganske hårde anklager mod regeringen? Til forskel for Guldbrandsens tidligere film fremstår dokumentaristen denne gang som en mand med en sag.

Lets face it. Der skal virkelig tunge beviser på bordet før, at VK slipper tøjlerne og regeringsansvaret. Rigsretssag tror jeg heller ikke på, at der bliver flertal for. Det kræver, at Guldbrandsen overbeviser Søren Espersen fra DF. Det er næppe sandsynligt. Tilbage står en ophidset opposition med Mogens Lykketoft i spidsen, som naturligvis vil bruge filmens ”meget alvorlige materiale” til at kritisere regeringen. De ved, at befolkningen i forvejen er skeptisk overfor krigene i Irak og Afghanistan.

Efter Guldbrandsens afsløringer i filmen gjorde Lykketoft m.fl. derfor klar til et ”politisk stormløb” mod regeringen. Alt skal endevendes! Har danske soldater overtrådt Geneve-konventionen ved at overlade tilbageholdte soldater til amerikanerne? Er afghanerne efterfølgende blevet tortureret og sendt til Guantanamo-basen på Cuba? Har statsministeren talt usandt til Folketinget? Lykketoft kræver, at regeringen skal komme med en redegørelse inden jul. Det lyder rimeligt nok. Fogh siger, på sit pressemøde at redegørelsen kommer inden så længe.

”En politisk groft manipulerende film, som Frank Aaen kunne have lavet. Alle de udsagn, der taler imod filmens budskab, er strøget. Lad oppositionen stille de spørgsmål, de vil.”, sagde Helge Adam Møller fra de konservative, efter filmen til TV2.

Meget tyder på, at VKO flertallet er intakt, og at Guldbrandsen ikke får væltet regeringen i denne omgang.

Men nu vil jeg se filmen og dømme selv, når den bliver vist på torsdag den 7. december på DR2 TV kl 20.00.

(N.B. Dagens blog er blevet opdateret i løbet af dagen, som sagen har udviklet sig)

mandag, december 04, 2006

Klaus i Ørstedsparken

Klaus Bondam, Københavns sympatiske Bygge- og miljøborgmester har i en ny portrætbog ”Toastmasteren” talt ud om sit liv til journalist Jacob Rosenkrands. Det plejer ofte at være interessant at høre om kendte menneskers og særligt politikeres liv og levned. Denne gang er det dog lidt svært, bedømt på det indhold Ekstra Bladet har skrevet om, at se hvad vi skal med Bondams bog. De politiske erfaringer er det i sagens natur småt med, når man kun har siddet i borgmesterstolen siden nytår. Til gengæld taler Bondam ud om sit privatliv. Alle ved, at han er åben bøsse, så det er der jo ligesom ikke noget nyt i. Til gengæld hører vi om hans familieliv og opvækst, og det er også svært at komme udenom, hvis der er tale om et portrætbog i dybden. Der hvor brynene for alvor bliver rynket, er, når Bondam partout smider private detaljer i hovedet på læseren fra den intime del af sit privatliv som teenager og ung mand. Vi får sågar at vide, hvor mange sexuelle partnere han havde, hvor han støvede dem op henne, og om hans pointsystem for, hvor gode de var i sengen.

Klaus Bondam har ønsket at være ærlig. Det er bestemt et fromt ønske. Mange mennesker vil formentlig stadig stemme radikalt - også efter at de nu er klar over, hvor mange sexpartnere miljø- og teknikborgmesteren egentlig havde stående i sin karakterbog (110!) og Bondam er efter bogen stadig en betydningsfuld politiker i København. Men man spørger sig selv. Hvorfor er det nødvendigt, at fortælle vælgerne om sådanne intime detaljer fra sit privatliv? Det er der mig bekendt ingen "straight" politikere, der tidligere har følt trang til at gøre. Med denne bog er vælgerne blevet ”overinformeret”. Det næste bliver vel, at Bondam skriver i detaljer om sine toiletbesøg. Jeg lever faktisk fint uden at vide det, og selvom jeg ikke er radikal, så tipper jeg forsigtigt på, at også radikale vælgere sagtens kan undvære at vide, hvad Bondam lavede på Pan og i Ørstedsparken for tyve år siden. (Gad vide, hvem han mødte der…?)

Denne bog kan faktisk være med til at skade Bondam politisk. Ikke fordi indholdet forarger. Herregud. Men fordi det er unødvendigt. Hvad skal vi bruge det til? Klaus Bondam og hans parti risikerer latterliggørelse i det skjulte, og det slider på respekten. For stemmer man på folk, når lidt af respekten for dem er gået fløjten? Beslutningen om at lave denne bog, tyder derfor på en usædvanlig dårlig politisk og personlig dømmekraft. Faktisk er denne bog et af den slags projekter, som Bondams spindoktor burde have standset i sin vorden. Det har hun formentlig også forsøgt at gøre, mens jeg gætter på, at Bondam har insisteret på at gennemføre det. Her er et gratis råd: Lyt til rådgiveren næste gang, Klaus Bondam!

lørdag, december 02, 2006

Schlüter: Fogh forvirrer vælgerne

Anders Fogh har gjort danskerne mere venstreorienterede. Det mener Danmarks tidligere konservative statsminister Poul Schlüter.

Han slutter sig dermed til en række borgerlige og liberale meningsdannere, der mener, at Foghs kurs omfavnelse af den socialdemokratiske velfærdsstat, har gjort danskerne mere venstreorienterede.

Poul Schlüter siger til Berlingske Tidende søndag:

- Hvis man opgiver sine tidligere synspunkter, som man er kendt for, og som man har stået for i en generation eller to, så skaber det forvirring hos vælgerne. De tænker, "når de borgerlige politikere ikke vil have deres holdninger længere, så skal jeg vel heller ikke have dem", siger Poul Schlüter.

Poul Schlüter er efterhånden en alderstegen herre, men hans analytiske evner fejler bestemt ingenting!

Desværre er der intet håb om, at det påvirker Claus Hjort og Anders Fogh, som hellere ideologisk vil sønderslide Venstre op, blot så længe det holder dem ved magten.

Men VK-regeringen kan da stadig spille flygtninge og skattekortet overfor vælgerne, og det er sikkert i det lys, at Justits-Lenes skræmmekampagne mod en kommende SR-regering Lørdag i Berlingske skal ses. Det er forudsigeligt politisk teater og Lene Espersen gjorde det ikke dårligt. Det gjorde Henrik Sass heller ikke, da han sagde at S hverken vil ændre på skattestoppet eller flygtningepolitikken efter et valg. Det kommer han til at sige rigtig mange gange frem til næste valg.

Læs mere analyse om Lene Espersens "SR-skræmmeraid" på bloggen
  • Dansk Politik
  • fredag, december 01, 2006

    Respekt for Jelved i frit fald

    Man skal ikke være et politisk geni for at kunne se, at det kører for oppositionen for tiden: Dagens meningsmålinger er i top. Venstres kronprins sundhedsministeren Lars Løkke er til tælling i en grad, så i hvert fald Politikens Anders Jerichow først nu kræver hans afgang. (Daglige læsere af Politiken ville forvente, at det var sket for lang tid siden)

    Regeringen står over for ny hård kritik: I forbindelse med en ny dokumentarfilm ”den hemmelige krig” af Christoffer Guldbrandsen om danske soldaters indsats i Afghanistan beskyldes forsvarsminister Søren Gade for at tale usandt til folketinget. Filmen hævder, at danske soldater i 2002 tog 31 afghanske fanger og siden overlod dem til mishandling/tortur til amerikanerne.

    »Det er en meget alvorlig sag, hvis oplysningerne står til troende«, siger de radikales udenrigsordfører Naser Khader til Politiken.

    Avisen skriver videre:

    Efter fangerne blev overgivet til amerikanerne, skulle de blandt andet være blevet slået og sparket så meget, at en fik brækket et ribben, mens en anden fik flækket sin næse.

    »Jeg er rystet, hvis det er rigtigt. Så har regeringen et alvorligt problem«, siger Khader, og samme melding kommer fra SF og Enhedslisten.

    »Det er helt, helt uacceptabelt, hvis der er noget om det«, siger SF's udenrigsordfører Holger K. Nielsen til TV2, mens Enhedslisten siger, at det hermed er bevist, at de danske soldater har taget krigsfanger i Afghanistan - en påstand, forsvarsminister Søren Gade ved flere lejligheder har afvist over for Folketinget.


    Regeringen og især Venstre, der oveni er plaget af internt kævl, er groggy, men hvad sker der så? Marianne Jelved giver dem en håndsrækning i en ny bog ”Jelveds Danmark”, hvor hun kritiserer S-formand Helle Thorning-Schmidt for designerpolitik m.v.

    Berlingske skriver i dag:

    Jelved forklarer, hvordan Socialdemokraterne efter hendes mening er så fokuseret på magten, at de har svigtet deres eget værdigrundlag med ændringen i bl.a. udlændinge- og skattepolitikken.

    »Jeg synes, de har svigtet, og at det hele er blevet meget middelklassebestikkelsesagtigt«, siger Jelved i bogen. Jelved konstaterer, at hun har svært ved at se, hvor S og R i dag har »fælles værdier«. Derfor bliver det ifølge Jelved svært for S-formand Helle Thorning-Schmidt at forhandle en regering på plads efter næste valg.

    Marianne Jelveds ord bliver mødt med hovedrysten af politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S).

    »Jeg har svært ved at se formålet med udtalelserne. Vi arbejder på at få skabt et regeringsalternativ, og det indebærer et samarbejde med de radikale. Så det er ikke os, der siger noget ufordelagtigt om vores potentielle samarbejdspartner«.

    Den radikale leders timing af sine udtalelser i bogen er hun ikke helt herre over, men det er under alle omstændigheder forrykt, når Marianne Jelved angriber sine politiske samarbejdspartnere på den måde. Forleden kom det frem, at det var Vestager og andre besindige radikale, der tvang Jelved til at opgive sine ultimative krav om statsministerposten m.v. Et kursskifte havde skam ikke selv faldet den radikale leder ind...

    Henrik Sass-Larsens frustration over en radikal leder, der har mistet sin politiske tæft og fremturer med sin selvovervurdering, er mere end forståelig. Anders Fogh skal prise sig lykkelig over, at han som trumfkort overfor vælgerne har den tidl. regnelærer Marianne Jelved.

    Med dagens tåbelige Jelved-udtalelser er et lederskifte hos de radikale rykket endnu tættere på. Ingen med et minimum af indsigt kan anbefale partiet at gå i valgkamp med hende i front, for man kan jo åbenbart forvente flere ubesindige og skingre udtalelser af samme skuffe. Manglende driftssikkerhed kan blive fatalt i en valgkamp. Oveni er stort set alle - vælgerne inklusive - dødtrætte af Jelved.

    Her er et gratis råd: Skift hende dog ud nu!

    torsdag, november 30, 2006

    Vild med bistand

    Den ikke specielt synlige bistandsminister Ulla Tørnæs sætter nu den politiske dagsorden med et mærkværdigt forslag om, at "kendte" skal være med til at bestemme, hvor Danmark skal placerere sin ulandsbistand.

    "Det lyder vanvittigt", siger de konservatives udviklingsordfører, Carina Chris­tensen, til Politiken.dk.

    Idéen går ud på, at kendte danskere rejser til Afri­ka og skal være med til at stå for udvælgel­sen af bistandsprojekter. Det skal gøre udviklingsbistanden mere folkelig, mener bistandsministeren

    "Men det vil de konservative ikke gå med til," siger Carina Christensen ifølge tv2.politik.dk, og dermed er den sag politisk set stendød.

    Ulla Tørnæs' forslag er helt sikkert velment, men velgennemtænkt er det under ingen omstændigheder. Tørnæs havde i Go' morgen Danmark på TV2 utrolig svært ved at forklare, hvorfor netop kendte mennesker skal have indflydelse på bistandspolitkken fremfor for sagkundskaben.

    Èn ting er, at Folkekirkens Nødhjælp og den venstreorienterede kogekone Camilla Plum tordnede imod idéen. Det var forudsigeligt. Hvad værre er, at den konservative ordfører heller ikke kan se idéen. Hvorfor i alverden er den ikke klappet af med regeringspartneren, inden Ulla Tørnæs går i pressen med idéen?

    Denne blogger har meget svært ved at se, hvordan Ulla Tørnæs kan forklare og overbevise politikere og befolkningen, at det partout er nødvendigt at lade kendisser blande sig i dansk bistandspolitik. Hun har simpelthen fejlbedømt situationen, og hendes spindoktor må enten være uduelig eller være faldet i søvn. Det er jo netop den slags projekter, presserådgiveren får sine penge for at aflive.

    Alle ved at en ministerrokade er lige om hjørnet. Ulla Tørnæs havde en lille chance for at fortsætte som bistandsminister af tre grunde: Hun er erfaren og loyal og.....uden at blive anklaget for sexisme.... hun er kvinde.

    Alt det er ligegyldigt nu. Foghs hold kommer ikke til at bestå af folk, der til trods for at de har været med i mange år, stadigvæk kan lave selvmål af samme størrelse som Ulla Tørnæs. Så med den næste rokade bliver det et farvel til bistandsministeren, og det bliver ikke til et gensyn med ministerbænkene.

    Endelig et liberalt initiativ

    Kampen om velfærdsdagsordenen raser i dansk politik. Venstre forsøger hele tiden at komme i offensiven, mens Socialdemokraterne fortsat dygtigt lukrerer på mantraet ”hellere flere penge til velfærd end skattelettelser”. Faktisk er det utroligt småt med konkrete politiske udspil, man hører fra S for tiden, men det kan man næppe bebrejde dem, når meningsmålingerne er så forrygende, som de er lige nu.

    Nu forsøger Venstre at sætte en reel liberal dagsorden, hvor partiets vælgere igen kan genkende det gamle liberale parti. Jyllandsposten skriver i dag:

    Venstre vil indføre »den ultimative grad af frit valg på hjemmehjælpsområdet. Det skal ske ved at gøre en forsøgsordning med såkaldte personlige budgetter landsdækkende. Det vil sige at alle, der er visiteret til hjemmehjælp, i stedet for en hjemmehjælper får et kontant beløb. For pengene skal den enkelte ældre eller handicappede kunne ansætte den eller de personer, der skal levere hjemmehjælpsydelserne.

    - For os er det vigtigt, at alle kommuner giver deres borgere den her mulighed. Det har vist sig at være en klar succes i Holland, hvor man kan ansætte venner eller nære slægtninge. Den enkelte skal være arbejdsgiver og dermed have den ultimative frihed til at styre hvem, hvornår og hvordan hjemmehjælpen skal ydes, siger Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen.

    Jarls Blog vil gerne kvittere for, at det endelig er lykkes for Venstres topledelse at spille ud med et liberalt initiativ. Det er efterhånden snart længe siden, at vælgerne har kunnet genkende Venstre som et liberalt parti. I de sidste par ugers mange dårlige sager, har vælgerne jo nærmest fået det indtryk, at Venstre satte systemet før mennesket. Nu vil Venstre endelig igen give det enkelte menneske lidt frihed tilbage.

    Erik Ninn-Hansen sagde engang (efter min hukommelse), at politikere ikke skal forsøge at forvirre folk. Politik er et teater. Fra venstre side træder en socialdemokrat ind på scenen, og fra højre side kommer en konservativ (eller en venstremand). De laver en aftale og går igen hver til sit. Pointen er, at forsøger politikere i stedet at mudre folks opfattelse for meget, ved at foregive at være noget, de ikke er, ender det med, at vælgerne gennemskuer det og stemmer på nogle andre.

    Det er efter min mening lige netop den proces, der er i gang hos en stor del af Venstres vælgere. Men med dagens initiativ kan man i hvert fald igen se lidt forskel på S og V.

    onsdag, november 29, 2006

    Kristian Jensen ved du, hvor du har!

    Skatteminister Kristian Jensen lever livet farligt. I går sagde Thor Pedersen til Berlingske, at effekten ved at lette topskatten var marginal eller "overvurderet" på arbejdsudbuddet. I dag belærer Kristian Jensen finansministeren i Børsen om det modsatte synspunt, nemlig at skat - stadigvæk - har en effekt på folks lyst til at arbejde noget mere. Belæringen sker dog nænsomt:

    "Jeg tror, Thor Pedersen har udtalt sig ud fra sin egen situation. Jeg tror på, at hvis du kigger på de rigtigt mange danskere med almindelige lønninger, som i dag er oppe at betale topskat, så viser blandt andet erfaringerne fra skattelettelserne i 2004, at lavere skat giver en effekt på arbejdsudbuddet," siger Kristian Jensen.

    Videre i Børsen erkender Kristian Jensen, at den konkrete effekt af en topskattelettelse er svær at vurdere. Men at den er mere end "marginal", føler han sig overbevist om.

    "Jeg tror ikke, at der er tvivl om, at der er en effekt på arbejdsudbuddet af at flytte grænsen for topskat. Når man beskatter noget, så får man mindre af det. Når man beskatter pesticider, så får man mindre forbrug af pesticider. Når man beskatter arbejde får man et mindre udbud af arbejde. Derfor er beskatning af arbejde med til at gøre udbuddet af arbejdskraft mindre," siger skatteministeren og fortsætter:

    "Dermed også sagt, at hvis man beskatter det mindre, så får man et større udbud af arbejde. Men hvordan effekterne er, hvor store og hvornår de kommer, det kan jeg ikke give noget bud på."


    Kristian, Kristian, Kristian dog! Hvad er det dog, du siger! Du rejser jo dermed rundt med gammelliberal politik? Det er faktisk partiskadelig virksomhed, er du klar over det? Shame on you!

    Her på Jarls Blog frygter vi for Kristian Jensens politiske fremtid, når Claus Hjort hører om skatteministerens kætterier i Børsen. Vi vil dog godt kvittere for den udviste civil courage, som vi ved også findes mange andre steder i Venstres folketingsgruppe.

    Med læsning af den Berlingske avis, ser jeg - min troe - at også vicestatsministeren Bendt Bendtsen ligeledes forfægter de samme kætterske synspunkter. Anders Fogh, kom nu hjem fra Riga. Regeringen er jo nærmest i opløsning med al den debat!

    tirsdag, november 28, 2006

    Løkke har overvejet sin stilling

    Lars Løkke har åbenbart følt sig så presset i sagen om manglende garanti for kræftbehandling, at han nu til TV-Avisen tirsdag aften indrømmer, at han undervejs har overvejet sin stilling.

    Det kan næppe undre nogen, for indenrigs og sundhedsministeren har været udsat for et veritabelt politisk stormvejr igennem den sidste uges tid. Venstre tog ikke med fløjlshandsker på socialdemokraterne, da de i sin tid sad med regeringsansvaret, så Løkke kan ikke forvente nogen nåde fra oppositionen. Hvad værre er: problemerne med kræftbehandlingsgarantien truer Foghs kontraktpolitik med vælgerne. Løkke er derfor pisket til at løse problemerne, ellers er Fogh formentlig nødt til at fyre ham. Alt det ved Løkke udmærket, men Dansk Folkeparti har skaffet ham arbejdsro - for en tid -til at løse problemerne.
    Løkke er en afholdt person rundt omkring på Christiansborg, og det giver ham også et vist rum for fairplay, men politik er politik, og oppositionen vælter ham, hvis de får chancen. Sådan er spillereglerne. Men der er meget mere i det end Løkkes fremtid som sundhedsminister.

    Der er formentlig især én, der følger godt med i Løkkes problemer. Og det er Kristian Jensen - Løkkes rival som efterfølger for Anders Fogh på posten som ny Venstreformand. Går det skidt for Løkke, er det næsten pr. definition gode nyheder for Kristian Jensen. Skatteministeren har længe været et hit hos kontrolfreaken i prins Jørgens Gaard Anders Fogh, og han har utvivlsom røgtet den svære skatteministerpost på fortrinlig vis. Løkke har som indenrigssminister haft en utrolig svær opgave med kommunalreformen, og sundhedsministerjobbet er ufatteligt udsat, men også den opgave har Løkke - stort set - klaret uden de store skrammer. Indtil nu.

    Løkke har været på vej ud af dansk politik, men har efter sigende fået en slags aftale med Fogh om, at han ad åre kan overtage formandsposten. Kristian Jensen kan imidlertid komme på tværs af den aftale. Skatteministeren er rimelig populær i Jylland, hvor Løkkes popularitet efter nedlæggelsen af de mange små kommuner formentlig er til at overse. Derfor har Løkke hårdt brug for alliancen med en anden populær jysk venstrepolitiker regionsformand Carl Holst og vice versa. Skal der være plads til Holsts ambitioner, er der ikke plads til Kristian Jensen i forreste linje. Jylland er ikke stor nok til dem begge...

    Med interviewet til TV-Avisen har Løkke igen sendt et signal om, at han ikke er i dansk politik for enhver pris. Det kan være et signal til statsministeren og Claus Hjort om, at han har behov for politisk bistand og opbakning her og nu. For sagen med den manglende kræftbehandlingsgaranti har vist en sundhedsminister, der har stået meget alene. Hjort og Fogh har tydeligvis holdt sig på afstand, for ikke at blive fedtet ind i sagen. Overlever Løkke ikke stormen mod ham, bliver han ud fra en rent kynisk betragtning ofret, for at Fogh og Hjorts regeringsprojekt kan overleve. Politik er i sandhed hårdt og brutalt.

    Løkke er en hårdfør person. Jarls Blog vil gerne sætte penge på, at han i sidste ende overlever alle de politiske problemer. At bide tænderne sammen og stå ministerstormen igennem er simpelthen hans natur. Men Løkke bør efter fem år have et nyt ressort. Han har trællet længe nok for Hjort og Fogh som sundheds og indenrigsminister. Tiden må nu være til at insistere på mere magt og helt nye udfordringer. Lars Løkke kunne fx blive en fremragende gruppeformand. Ham, der holder stolen varm for tiden, er stort set alle enige om, er en skandale.

    Danmarks deprimerende parti

    Det pinefulde - og med Peter Kurrild-Klitgaards ord - langsomme åndelige harakiri fortsætter med uformindsket styrke i partiet Venstre. Nu blæser finansminister Thor Pedersen resten af det borgerlige Danmark en hatfuld i synet på den høje marginalbeskatning. På femårsdagen for regeringens tiltrædelse siger den engang liberale Thor Pedersen til Berlingske Tidende:

    "Hvis du tager de højeste indkomster, er jeg ikke sikker på, at de ville arbejde mere, hvis du sætter dem ned i skat, for det kan de ikke. De arbejder jo hele tiden. Tager vi Henning Dyremose (tidl. topchef i TDC, red.), ville han så arbejde lidt mere? Det tror jeg ikke. Han arbejder jo hele tiden," siger Thor Pedersen, som mener, at også almindelige lønmodtagere vil kvie sig ved at arbejde mere, selv om skatten sættes ned: "De hjemmehjælpere, jeg kender, knokler hele tiden. De sygeplejersker, jeg kender, knokler hele tiden. Der er sådan en nedvurdering i debatten om, at folk ikke arbejder."

    Claus Hjort kunne ikke sige det bedre. Retorikken lyder som Lykketoft, selvom han som finansminister faktisk gjorde mere for at nedsætte marginalskatten end Thor Pedersen har evnet. Det Nye Venstre har overtaget socialdemokraternes syn på den offentlige sektor og er nu igang med næste skridt: At afvikle sit positive syn på skattelettelser. Det bliver sværere og sværere at se forskel på Socialdemokraterne og Venstres politik, men det er selvfølgelig også meningen. Dem der rent faktisk insisterer på, at der skal være en forskel, må lade deres politiske liv. Hvis det ville sikre regeringens genvalg næste gang, ville både Claus Hjorts og Thor Pedersens bedstemor - om muligt - også blive sat til salg.

    Venstre fremstår på femårsdagen - set med liberale briller - som Danmarks deprimerende parti.

    mandag, november 27, 2006

    Meget at gøre endnu

    "- Der er råderum til skattelettelser. Det økonomiske råderum har aldrig været større. Vi er to år forud for den oprindelige gældsnedbringelsesplan i 2010-planen for finanspolitisk holdbarhed, og vi har et økonomisk råderum svarende til 5 pct. af BNP i de kommende fire år, svarende til 20 mia. kr. om året. Det kan finansiere en fuldstændig afskaffelse af topskatten og en forhøjelse af grænsen for mellemskat," siger Cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea i dag til Børsen.

    Venstre- Danmarks - indtil for kort tid siden - liberale parti fejrer i dag femårs jubilæum for regeringsskiftet i 2001. På partiets hjemmeside www.venstre.dk fejrer Venstres topledelse sig selv med en lille reklamefilm for sig sine politiske triumfer og resultater. Og jeg vil bestemt gerne sige tillykke til partiet og fremhæve skattestoppet som et liberalt initiativ, det er lykkes at fastholde. I hvert fald indtil videre.

    Filmen slutter med ordene, at der stadig er meget at gøre. Spørgsmålet er, hvad der menes med det. Spørger man Claus Hjort, så betyder det formentlig flere offentligt ansatte, flere formynderiske regler og overvågning og – på sigt – fastholdelse af en høj skat.

    Selvom Helge Pedersen, Cepos, Dansk Industri, Dagbladet Børsen og andre råber op, ja så bliver det heller ikke under en såkaldt liberal-borgerlig regering, at topskatten bliver fjernet. Uanset at der er råderum eller gode ideologiske og økonomiske argumenter for at gøre det. Men de kan spare sig! For det bliver ikke anderledes, fordi det simpelthen strider mod Fogh og Hjorts - DSBs - Dem Som Bestemmers - taktik der skal sikre begge d'herrers genvalg i 2008. Havde Helge Pedersen m.fl. været medlemmer af Venstres folketingsgruppe ville de i øvrigt være blevet beskyldt af Claus ”Clausescu” Hjort for at rejse rundt med gammel-liberal politik og lave partiskadelig virksomhed.

    Jov, der er meget at gøre endnu! Og i morgen skal Venstre finde en ny kommunalordfører i stedet for ham som mente, at der stadig var meget at gøre for en liberal-borgerlig regering.

    søndag, november 26, 2006

    Endelig radikal resignation

    Så kom det endelig. Det som alle har vidst i flere måneder, og der er taget tilløb til i flere omgange: De radikales leder Marianne Jelved opgiver sit ultimative krav om at blive statsminister. Matematikken har aldrig været til det, og ikke engang de radikales egne vælgerne kunne se det strålende i idéen, at partiet malede sig op i et hjørne. Da partiet i meningsmålingerne havde mistet en pæn del af sin opbakning, og folk i efterhånden lang tid ikke kunne lade være med at grine over de radikales selvovervurdering, ja så skete der noget. Jelveds egne fik hende langt om længe overtalt til at opgive de ultimative krav om statsministerposten samt nogle af de andre politiske ultimative krav blandt andet omkring 24 års-reglen m.v, som partiet står ret alene med. Anyway, Jarls Blog ønsker de radikale velkommen tilbage til den politiske virkelighed.
    Nu vil de radikale endda gerne samarbejde med Venstre, som Naser Khader længe har efterlyst. Dog må Anders Fogh Rasmussen (den såkaldte ”farlige” mand) ikke stå i spidsen for partiet. Det kan egentlig undre, for aldrig har Venstre været mere socialdemokratiske end netop nu. Udlændingepolitikken har socialdemokraterne jo accepteret, så det kan ikke være det, som skiller et RV-samarbejde fra et RS-samarbejde. Velfærdspolitikken og skat er også identiske. Men selvfølgelig, det kan jo være Marianne Jelved ikke kan døje Anders Fogh personligt. Men det er et argument, som vælgerne af uransagelige grunde har lidt svært ved at forstå. Manglende personlig kemi er også et ”usagligt argument”, og alle ved, at radikale helst ikke må være (for) usaglige. Det er blandt andet derfor, at man er radikal, forstås.

    Jelved har umuliggjort sin fremtid som leder af de radikale. Hendes strategi med, at de radikale gik solo uden S, har lidt fuldstændigt skibbrud, og partiet har kun fået det ud af det, at man har sat en stor del af sin vælgerfremgang over styr. Det vil alle andre steder få konsekvenser, og et lederskifte trænger sig især på, når man også kigger på Marianne Jelveds fødselsdato. Hvis de radikale kunne samle sig om en leder, uden at partiet blev splittet, var det formentlig også sket. Naser Khader har dog gjort det klart, at Jelveds egen kronprinsesse, Margrethe Vestager, der også har et flertal i den radikale folketingsgruppe, ikke bliver leder med hans gode vilje. Det ser derfor ud som om, at Jelved bare fylder pladsen op indtil, at der sker en afklaring mht. den mest populære radikale politiker, Naser Khaders fremtid hos de radikale. Under alle omstændigheder er det et absurd show, som de radikale udsætter sig selv og deres vælgere for. Det er meget få politiske partier – om nogen – der har haft succes med en strategi, hvor der reelt ingen afklaring er af lederforholdet.

    I mellemtiden vil Jelved turnere rundt med hendes forslag til skattereform, der vil nedsætte skatten på arbejde, men øge den andre steder. Det er formentlig de færreste, som smider, hvad de har i hænderne for at styrte hen og høre Mariann Jelveds forslag til en ny skattereform. Hverken hende selv, hendes parti eller hendes forslag kender åbenbart deres besøgelsestid.

    fredag, november 24, 2006

    I Det Nye Venstre er der kort til døren

    "I Venstre er der højt til loftet" pralede vi af som VU’ere. I dag i Claus Hjort Frederiksens ”Det Nye Venstre” er der derimod "kort til døren".

    Venstre er et moralsk set ødelagt parti, hvor den gamle frisindede kultur er undertvunget en Anders Fogh og Claus ”Clausescu” Hjorts vilje, hvor der IKKE er plads til at være uenig. Hvis Venstres folketingsmedlemmer ikke er 100 pct. enige, så risikerer de at få hældt en verbal skidtspand ud over sig. Tillader man sig at beklage sig bagefter, får man oven i købet at vide, at man lugter.

    I dag fyrede Venstres Folketingsgruppe kommunalordføreren Leif Mikkelsen på gråt papir. Han var ikke engang til stede…Venstres folketingsgruppe bør skamme sig over, at man medvirker til "Clausescus" magtdemonstration.

    Leif Mikkelsen har, som man kan læse i dag i Jyllandsposten, foreholdt Claus Hjort, om han havde nogle beviser, siden Hjort kunne anklage Mikkelsen, Pind og Peter Christensen for lækage fra gruppemøderne og øvrig ”partiskadelig” virksomhed. På et højdramatisk møde onsdag hos beskæftigelsesministeren lød Claus Hjorts sølle forsvar, at han havde ”hørt det på vandrørene”. Dvs. ikke skyggen af beviser. På mødet får Mikkelsen den opfattelse, at han kan gå i pressen og slå fast, at ingen beviser foreligger, og Claus Hjorts beskyldninger dermed er usande. I dag betaler han prisen for, at ville rense sig selv. Den ene halvdel af gruppen, der var tilstede, var åbenbart ikke af den opfattelse, at Mikkelsen kunne gå i pressen med, hvad han mente var mødets konklusion. Denne tekniske "fejl" brugte gruppen i dag til at fratage ham sit ordførerskab og stemple Mikkelsen som illoyal og ukollegial. Hjort havde vækket den kronisk søvnige gruppeformand Svend Erik Hovmand for at få ham til at eksekvere dommen i dag i gruppen. Ifølge Jyllands Posten, som på trods af at alle i gruppen var enige om at holde bøtte, alligevel kan afsløre i detaljer, hvad der foregik på Venstres gruppemøde tirsdag og på mødet hos beskæftigelsesministeriet onsdag, fik Claus Hjort verbalt ”det glatte lag” af Leif Mikkelsen mfl. Beskæftigelsesministeren var synligt rystet over at blive kaldt ”løgner” af en Leif Mikkelsen, vis ære tydeligvis var gået for nær af Claus Hjorts hårde beskyldninger.

    Claus Hjort kan ikke lade sig køre over af Leif Mikkelsen. Magtens logik er, at en af dem må vige. Da det – slet - ikke er Leif Mikkelsen, der er Venstres reelle nr. 2, og Anders Foghs fortrolige, ja så må Mikkelsen vige og naturligvis straffes. Argumenterne er i og for sig ligegyldige, for her skulle statueres et eksempel.

    Det er skammeligt, at Venstres folketingsgruppe enten ikke tør eller vil sige fra overfor den uretfærdighed, som nu overgår Leif Mikkelsen. I stedet tier man eller samtykker. For at beholde magten, mandaterne, privilegierne, ordførerskaberne. Civil courage har altid været en mangelvare i dansk politik. Trist at man også skal erfare det, når man ser på resultatet efter Venstres folketingsgruppes møde i dag.

    Claus Hjort bærer i øvrigt et kæmpeansvar. I Jyllandsposten i dag maner Regionsborgmester Carl Holst til besindighed. Han advarer ligeud, at Venstre med hastige skridt bevæger sig i retning af konservative tilstande med fløjkampe m.v. og regulær ”borgerkrig” i Venstre.

    Dette kan – hvis ikke Venstres ledelse tager situationen mere alvorligt – og behandler gruppens medlemmer ordentlig i sidste ende resultere i en spaltning af Venstre. Regeringens flertal bringes dermed - måske - i fare. Der er kun reelt set én person, der har ansvaret for, at balladen ikke yderligere eskalerer, og det er Claus Hjort Frederiksen.

    Leif Mikkelsen kan godt se sig selv i spejlet i aften. Det er der mange i Venstres Folketingsgruppe, der ikke kan. Beskæftigelsesministeren tiltror jeg ikke nogen skrupler.

    torsdag, november 23, 2006

    Clausescu indrømmer, at beskyldninger var usande

    Beskæftigelseminister Claus Hjort Frederiksen indrømmer nu, at hans beskyldninger i sidste uge i dagbladet Information mod Venstres kommunalordfører Leif Mikkelsen (V, MF Søren Pind (V) og finansordfører Peter Christensen (V) for at være "skadelige" for partiet Venstre åbenbart er grundløse. Det er essensen af indholdet af et nyt Ritzau telegram, som man kan læse på avisernes websider.

    - Luften er renset. Efter flere dages beskyldninger mod tre navngivne gruppemedlemmer om partiskadelig virke og anonyme angreb i pressen har vi nu bedt om beviser. De er der ikke. Derfor har vi på et møde i Beskæftigelsesministeriet aftalt, at jeg i pressen kan fastslå, at beskyldningerne er usande, siger Leif Mikkelsen til Ritzau.

    I følge Ritzau havde Pind, Mikkelsen og Christensen ønsket, at beskæftigelsesministeren trak sine verbale angreb mod dem tilbage. Men det blev angiveligt afvist.

    På Politikens hjemmeside kan man dertil læse:

    Ifølge Politikens oplysninger blev personsagen diskuteret i Beskæftigelsesministeriet onsdag aften i denne uge. Flere fremtrædende ministre var til stede på mødet.

    Claus Hjort vil altså ikke trække sine angreb tilbage, men beskæftigelsesministeren er derimod indforstået med, at Leif Mikkelsen kan fastslå, at Hjorts beskyldninger er usande.

    Tjah, nærmere kommer man vel ikke, at en toppolitiker indrømmer, at hans hårde beskyldninger mod sine gruppefæller, da det kom til stykket, savnede hold i virkeligheden.

    Med Claus Hjorts indirekte indrømmelse af dette forhold lider han i hvert fald - nu og her - et betydeligt personligt prestigetab i forhold til Venstres folketingsgruppe.

    Organisations-elefanterne slås

    Den nystiftede erhvervsorganisation Dansk Erhverv erklærede i går Dansk Industri "krig". En håndfuld mellemstore organisationer på arbejdsgiverside med blandt andre Dansk Handel & Service og HTS-i har (igen) slået sig sammen for at danne et modstykke til Dansk Industri – Danmarks absolut mest magtfulde erhvervsorganisation. DE bliver næststørste organisation på arbejdsgiverside med 20.000 medlemsvirksomheder fra 1.1 2007.

    Dansk Industris dominans i organisationsverdenen har igennem hele DI’s 15-årige levetid været en kilde til irritation for samtlige af de øvrige arbejdsgiver- og brancheorganisationer. DI har mere end 50 procent af stemmerne i Dansk Arbejdsgiverforening, og det benyttede industriens folk sig af i halvfemserne ved at beslutte at nedskære den mere end 100-årige organisation i Vester Voldgade ned til mindre end det halve personale. I stedet oprustede DI på Rådhuspladsen, hvor en sværm af de dygtigste DA-folk i løbet af meget kort tid søgte over og fik nye udfordringer. DA blev kraftigt beskåret til fordel for DI så at sige.

    DI er så langt den rigeste af alle organisationerne. Betydelige beløb er ophobet i de såkaldte ”kniv og gaffel” – foreninger som fx Industriens Arbejdsgiverforening i København (IAK). Foreningen har så mange penge, at DI har foræret nogle af dem til at bygge Tietgen-kollegiet på Amager – formentlig det lækreste og mest moderne kollegium nogensinde. Både Venstre og de Konservative får i øvrigt i forbindelse med valgkampe en ordentlig check fra både IAK og Provinsindustriens Arbejdsgiverforening, der er den anden pengetank. De to ”kniv og gaffel foreninger” er DI-medlemsforeninger, hvor aktivitetshøjdepunktet er de årlige generalforsamlinger. De er imidlertid hurtigt overstået, hvorefter medlemmerne går til bords... De politiske aktiviteter og det faglige arbejde foregår stort set alene i DI.

    Helt centralt i Dansk Industri står den karismatiske adm. direktør Hans Skov Christensen, kaldet ”Den lange” på de indre linjer. Hans ekspansionsstrategi, der går ud på at "kapre" eller "invitere" større medlemmer til DI, har vist sig at være en kæmpesucces. Den kaldes også spøgefuldt i organisationsverdenen for ”AMH”-strategien eller Al-Magt-til-Hans-strategien. Store tidligere offentlige virksomheder som TDC, Postdanmark og SAS er ganske tunge medlemmer i organisationen, der dog også har autoværksteder på medlemslisten. For et par år siden gik slagterierne også over til DI, og organisationen slås nu benhårdt om medlemmer i bl.a.konsulentbranchen og servicebranchen med den nye organisation Dansk Erhverv. ”Krigen” har været i gang længe. Det nye er, at Dansk Erhverv med stiftelsen, nu ligefrem erklærer den.

    Skov Christensen er fyldt 61 somre og må være i gang med at forberede et generationsskifte i DI. Den eneste umiddelbare kronprins er Skovs mangeårige højre hånd Kim Graugaard, der til trods for sit lidt søvnige ydre, er en uhyre skarp politisk taktiker. Det er også Graugaard, DI har sendt på banen for at kommentere på Dansk Erhverv, ”krigserklæring”. DE må siges at anvende en forbløffende hård og offensiv retorik, som det er svært at forestille sig at alle DE’s medlemmer, der primært er indenfor handel og servicesektoren, føler sig tiltrukket af.

    I dagens udgave af Berlingske Business udstilles dramaet, så kan læseren dømme selv:

    - DI er præget af industritankegangen, hvor medarbejderne står ved et samlebånd og industriparken er den vigtigste produktionsfaktor. Hos vores virksomheder og i vores organisation har vi der imod fokus på menneskene som enkeltindivider og på deres kompetenceudvikling, siger Dansk Erhvervs konstituerede formand Poul Erik Pedersen.

    Det er piece-of-cake for den garvede og velbegavede Kim Graugaard at parere DE’s både oppustede, frelste og noget letbenede stil:

    - Jeg kan konstatere, at Poul Erik Pedersen vil bruge festdagen, hvor man skyder den nye organisation i luften til at indlede en krig imod Dansk Industri. Jeg synes hellere, at Dansk Erhverv skulle fokusere på, hvad de kan gøre for deres egne medlemmer i stedet for at tale ned til vores og sige, at de står for noget fortidigt, siger Kim Graugaard.

    Graugaard sætter trumf på:

    - Hvis man tager vores medlemskreds og tillægger rederierhvervet og landbruget, så har man stort set redegjort for hele Danmarks valutaindtjening. Så hvis det kun var Dansk Erhvervs medlemmer, der udgjorde fremtiden, så ville det se skidt ud for dansk økonomi, siger Kim Graugaard.

    Så elegant kan det gøres. Game, set and match DI.

    onsdag, november 22, 2006

    Julehygge i Venstre

    Balladen i Venstres folketingsgruppe er slut for denne gang. Aviserne skriver enslydende, hvordan striden i går på gruppemødet blev bilagt, mellem især Claus Hjort og de tre folketingsmedlemmer han i sidste uge hængte ud for partiskadelig virksomhed. Luften blev renset på gårsdagens angiveligt følelsesladede gruppemøde.

    Hvem vandt så slaget på gruppemødet?

    Tjah – der var vel lidt til alle parter. Ledelsen fik, hvad de bad om, nemlig ro her og nu og en garanti for, at der ikke bliver lækket fra gruppemødet. De tre ”usual suspects” fik en garanti for at de ikke igen bliver jaget vildt for Claus Hjorts mistanker. Leif Mikkelsen var vel den mest optimistiske, da han i går sagde til tv2.politik.dk:

    "I Venstre er der højt til loftet, når det handler om, hvad man må sige. Og jeg synes faktisk, loftet blev hævet endnu mere på gruppemødet i dag"


    Berlingske skriver:

    Vi vil ikke længere acceptere den form, vi har set, og derfor vil vi nu sikre, at alle diskussioner foregår i gruppeværelset, sagde gruppeformand Svend Erik Hovmand.

    Søren Pind tolkede mødet som en garanti mod nye personangreb fra eksempelvis beskæftigelsesministeren”.


    Det er egentlig utroligt, at det skal være nødvendigt at få afkrævet en garanti for personangreb fra beskæftigelsesministeren. For "Clausescu" Hjort Frederiksen har ikke haft skyggen af bevis endsige indicier for at hævde, at det netop var de tre, der lækkede fra gruppemødet. Alligevel slagtede han dem i Information alene begrundet i en ”mistanke”. På gruppemødet skulle Leif Mikkelsen ifølge Ekstra Bladet have svært ved at styre sig, da han sagde:

    - Jeg er blevet beskyldt for at lække historier til pressen. Det er en beskyldning jeg gerne vil have bevis for.

    Ifølge Jyllands Posten var Marion Pedersen og Britta Schall Holberg blandt de medlemmer, som i går på gruppemødet sagde fra over for Claus Hjorts selvbestaltede flyvende standret. Der burde have været mange flere.

    Beskæftigelsesministeren sagde til Ekstra Bladet:

    - Vi har som i alle familier fået problemerne på bordet
    - Vi kan i Venstre være uenige om politikken , men det skal i fremtiden være slut med anonyme kilder fra vores møder.


    Til Politiken sagde han:

    "Jeg har været bekymret over, at man kunne læse anonyme kilder udtale sig i forskellige blade, og det har jeg fremdraget her fra gruppen".

    Politiken: Og du har korrekset, Søren Pind, Peter Christensen og Leif Mikkelsen?

    "Jo, men nu tror jeg ikke, at vi skal føre den her diskussion videre overfor pressen. Nu har vi haft diskussionen på Folketingsgruppens møde, og det er så det for mit vedkommende".

    For nu - burde han have tilføjet. Der er lagt låg på striden, men få betvivler, at det stadig syder og bobler i Venstre-kedlen. Det er de mange anonyme kilder til avisernes historier fra gårdsdagens møde jo i sig selv et bevis på. Og med Venstres åbenbare problemer med vælgerne, skal der ikke mange Venstrefolk, der lufter deres frustrationer i pressen, til, førend at våbenhvilen igen bliver brudt, og Fanden atter løs i Laksegade.

    tirsdag, november 21, 2006

    Fogh bag venstredrejning

    Anders Fogh er sikkert "big in Japan", mens han for tiden opholder sig i solnedgangens land. Måske skal han forlænge opholdet, for herhjemme savner færre og færre hans tilstedeværelse.

    Til trods for hans imponerende talkshow på Venstres landsmøde med indlagt kurmageri overfor de offentligt ansatte, så er deres organisationer ikke imponerede over hans forslag til lønfordeling. De mener - ikke overraskende - at statsministeren forsøger at blande sig i deres ret til at forhandle løn. Berlingskes hjemmesides uofficielle meningsmåling viser, at mere end halvdelen af de formodentligt overvejende borgerligt-sindede læsere mener, at Anders Fogh IKKE kom styrket ud af landsmødet.
    Det er formentlig i underkanten, hvis man spørger hele befolkningen.

    Fogh er sikkert meget tilfreds med weekendens venstredrejning af Venstre, der til græsrødderne blev solgt som en "justering" af synspunkterne i forhold til befolkningens holdninger, men måske forholder det sig anderledes. Måske har Venstre bare opgivet at vinde debatten.

    politik.tv2.dk skriver:

    I VK-regeringens levetid har vælgerkorpset foretaget en markant venstre-drejning. I 2001 var der stort set lige mange venstre- og højreorienterede vælgere, men efter fem år med borgerlig regering er der nu tre venstreorienterede vælgere for hver højreorienteret. Det viser en analyse, som Epinion har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 501 repræsentativt udvalgte danskere.

    Analysen tager udgangspunkt i fire spørgsmål om holdning til indtægtsudjævning, statens kontrol over erhvervslivet, skat og sociale reformer. Og ved Anders Fogh Rasmussen tiltrædelse 20. november 2001 var 54 procent af danskerne traditionelt venstreorienterede og at 46 procent højreorienterede - i dag er 73 procent af danskerne til venstre og 27 til højre


    Det kan ikke undre, at befolkningen er rykket til venstre. Fogh-regeringen er jo selv rykket til venstre i hvert fald på spørgsmål som indtægtsudjævning og sociale reformer. Ledende Venstre-politikere har jo forlængst opgivet at diskutere disse spørgsmål ud fra en traditionel borgerlig-liberal synsvinkel. Når synspunktet er fraværende i debatten, så påvirker det jo også meningsdannelsen. Dermed bliver socialdemokratiske synspunkter mainstream og nærmest ophøjet til naturvidenskab, takket være Claus Hjorts og Anders Foghs ulyst til at imødegå dem. Man bliver helt trist af at tænke på Uffes gamle slogan: " If you can beat them - join them". Og det gør man så i Venstre - for at blive siddende.

    mandag, november 20, 2006

    Frygten for "Clausescu" brudt

    Tirsdag holder Venstres Folketingsgruppe møde, hvor Claus Hjort – ifølge aviserne – står til skideballe for at have hældt sine beskyldninger ud over tre unavngivne partifæller i et berygtet interview torsdag i Information. Det var ikke første gang det skete, og det bliver heller ikke sidste gang.

    Selvom Claus Hjort på landsmødet i weekenden nærmest lignede en pryglet hund forsøgte han efter bedste evne at forklare sine personangreb, når medierne spurgte. Meningen var formentlig, at læserne og seerne - efter at have hørt hans på ingen måde angrende forklaringer - pludselig skulle udvikle en eller anden form for sympati for det mærkværdige synspunkt, at Claus Hjort - uden hensyn til almene rettigheder - kan undertrykke meningsdannelsen i partiet og agere flyvende standret i diverse medier. Blot sålænge det sker i Anders Foghs strategis hellige navn. Mit gæt er, at den vigende kreds omkring Hjort i løbet af weekenden har trøstet ham, og hans noget beklemte attitude kun er fremkommet, fordi Hjort har set sit portræt i bl.a. Ekstra Bladet under overskriften” Manden med leen”, og fordi han har vidst, at det var hans optræden - sammen med principprogrammet - der prægede snakken i baren mand og mand imellem under første del af landsmødet frem til lørdag eftermiddag. Jyllandsposten skriver i dag:

    Flere kilder mener, at Hjort har mistet troværdighed og sympati som Foghs indpisker og strateg, og sagen om Hjorts personangreb ventes at få et efterspil på gruppemødet i morgen. (tirsdag) Samtidig peger mange kilder i folketingsgruppen på, at der foregår en åbenlys magtkamp i V-toppen mellem Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, der er endt i opposition til hinanden på afgørende spørgsmål om politiske emner, strategi og debatkultur.

    Claus Hjort er med i regeringens inderkreds og Anders Foghs nærmeste allierede og fortrolige. Det er Løkke på ingen måde. Claus Hjort står nærmest i vejen for Lars Løkke. Løkke er til gengæld i Hjorts øjne en nyttig bydreng, man sender i byen med alt muligt og indimellem umuligt. Det gør Løkke kun, fordi det er den eneste mulighed for selv at komme til fadet end dag. Hjort er - politisk set - derfor dødsens samme dag, som Løkke tager over partiet. Går det skidt for Hjort, så går det ikke helt skidt for Løkke. Man kan nok heller ikke udelukke, at Lars Løkke rent faktisk – sammen med en hel del andre partifæller – er forarget over Hjorts optræden.

    Anders Fogh skal ikke være til stede ved gruppemødet tirsdag. Han er i Japan, skriver flere medier. Hjort var fraværende på det tumultagtige torsdagsgruppemøde. Det bliver spændende at se, om han vover sig ind i løvens hule tirsdag. Taktikken kunne være, at en del trofaste Hjort-tilhængere med ordet i deres magt, fx en Bertel Haarder, stiller sig op på stribe og med brask og bram forsvarer Hjorts optræden samtidig med, at de kritiserer kritikerne for – set i deres optik – at have været illoyale forud for landsmødet.

    Måske er modstanden imidlertid så stor mod Claus Hjort, at ministrene m.fl falder fra, for hvorfor skulle de tage del i et tabt slag? Omvendt er der mange, der gerne vil bringe sig i position til at blive eller fortsætte som minister.

    Når statsministeren ikke er med til mødet, så tipper denne blogger Leif Mikkelsen – som er den, der har krævet en forklaring – som svag favorit til at vinde det lille slag. Uanset størrelsen af skideballen, har Claus Hjort ikke desto mindre måttet se i øjnene, at frygten for ham er brudt. Gruppens medlemmer vil ikke finde sig i angreb af samme type, og hans magt i gruppen er i alle tilfælde svækket. Det er et godt tegn.

    Måling ydmyger Jelved

    De ”flinke” mennesker på Ritzaus Bureau har fået Catinet Research til at lave en meningsmålingsundersøgelse, der viser, at kun sølle fire - FIRE - procent af befolkningen ønsker Marianne Jelved som statsminister. Dvs. at kun halvdelen af de radikales egne vælgere peger på partiets leder. Dermed er Marianne Jelveds dage som leder af partiet talte. Hun har chancet med sin tredjevejs-strategi, der nu er stendød. Fremturer Jelved alligevel – hvad der ikke ligger hende fjernt - bliver de radikale endnu mere til grin end de er i øjeblikket.

    Spørgsmålet er nu, hvornår Jelved går af og hvem, der afløser hende som leder. Øjeblikkets favorit er Margrethe Vestager, der har opbakning blandt græsrødder, Jelved og et flertal i folketingsgruppen. Spørger man vælgerne, er Naser Khader derimod deres bud på en radikal partileder. Spørgsmålet er dog, om ikke Naser Khader har lidt meget at se til for tiden, så han kan overkomme også at være partileder?

    Det eneste tredje alternativ, som denne blogger kan se for sig som leder, er Morten Helveg Petersen. Men ham er der også mange forskellige meninger om. Spændende bliver det i hvert fald.