Løkken er at være finansminister

Fem ud af seks finansår har finansministeren Thor P. ikke kunnet leve op til sin egen budgetmålsætning. Det kommer heller ikke til at ske i 2007, skriver Børsen:

”Finansminister Thor Pedersen (V) erkender nu for første gang, at regeringen heller ikke i 2007 vil kunne overholde sine egne vækstmålsætninger for det offentlige forbrug. Med de nye aftaler om at give kommunerne flere penge vil væksten næste år nå over 1,0 pct., som regeringen ellers har
sat som loft for den offentlige forbrugsvækst.”

Pengene fosser ud af statskassen, og det synes regeringen egentlig er helt fint. For så kan de ikke skydes i skoen at de vil spare på de offentlige udgifter og det er jo en fordel overfor midtervælgerne påpeger Rasmus Jönsson til Børsen:

- Jo mere der bliver råbt op om, at regeringen er uansvarlig, jo gladere bliver de. Så kan den få sendt det signal, at den ikke er nærig, og at den gerne vil have velfærd. Jo flere, der klager over, at den er uansvarlig økonomisk, jo bedre,« siger Rasmus Jönsson, ekstern lektor i politisk kommunikation ved RUC.

Han peger på, at Anders Fogh og Thor Pedersen lige nu ser stort på, at det traditionelt er en klassisk dyd for borgerlige regeringer at holde en meget stram linje i finanspolitikken.
»Fogh-regeringen koncentrerer sig om at »nurse« en særlig gruppe vælgere, nemlig velfærdselskende midtervælgere,« siger Rasmus Jönsson.

Det har han desværre ret i. Statens overskud er ”eksploderet” og har aldrig været større. Det kan man læse på Børsens hjemmeside her til formiddag. Det er jo dejligt, så kan vi sikkert snart købe hele verden. Er det en helt urimelig tanke, at en borgerlig-liberal finansminister overvejer, hvordan han kan sende pengene tilbage til de borgere, som har arbejdet og betalt skat for at skaffe dette store overskud?

Det er nok meget at forlange, og super-opportunisten Thor P. som aldrig har haft et selvstændigt synspunkt, følger blot linjen, som Fogh og Hjort har lagt. Thor P sagde i 1990’erne som V’s finansordfører i opposition det stik modsatte af, hvad han mener i dag. Dengang var der ikke grænser for, hvor meget S-regeringen skaltede og valtede med borgernes penge, og de lå iøvrigt også bedst i borgernes egne lommer.

Når man som Thor P kun har ramt rigtig én ud af seks mulige, så har man ligesom haft sin chance. Finanspolitik er jo ikke en lottokupon. Hvis der – mod forventning – stadig var et lille gram liberalt ideologisk indhold i Anders Fogh smed han Thor P på porten, og satte en ny mand ind som finansminister. Fx Lars Løkke som han jo har lovet skal efterfølge ham selv som formand. Måske vil det lykkes bedre for Løkke at holde budgetmålene? Løkke har også brug for at prøve nye udfordringer. Han har jo allerede én gang været på vej væk fra dansk politik. Og alle virksomhedsledere ved jo, at nøglemedarbejderne hele tiden skal stimuleres med nye udfordringer.

Så Jarls Blogs forsigtige bud på en ny finansminister inden så længe er Lars Løkke Rasmussen.

Khaders krav

Der er, når der ikke sker en skid i dansk politik som nu, hvor der holdes (old-)Nordisk Råd på Christiansborg, at de såkaldte IKKE-historier virkelig får ben at gå på i pressen.

I går vågnede Danmark op til historien om, at Naser Khader kunne få serveret CD’s formandspost på et sølvfad, og samtidig viste en af CD til lejligheden foretaget måling, at 11,2 procent af vælgerne ville stemme på partiet, hvis Khader stod i spidsen for CD. Rigtigt interessant blev det, at tallene i teorien også viste, at VKO-flertallet var væk. I bund og grund et flot mediestunt.

Naser Khader svarede rutinemæssigt nej, nej og atter nej på alle spørgsmål, der forbandt ham og CD. Men de mange vælgeres tillidserklæring kan jo godt bruges til at skaffe sig selv endnu mere indflydelse hos de radikale, hvis vælgeropbakning er på retur i meningsmålingerne.

I dag kan Berlingske så fortælle, at Khader mener, at han og Jelved skal køre parløb i fremtiden. På dansk betyder det, at han kræver yderligere indflydelse på den radikale politiske linje og insisterer på at være med til at tegne partiets profil i offentligheden. I forvejen sidder han med i ledelsen.
Den af Jelved udråbte kronprinsesse Margrethe Vestager har ingen kommentarer til sagen. Det tror jeg er klogt. Med Khaders udmelding har hun aldrig været mere presset, siden Khader sagde til hende direkte på et gruppemøde tidligere på året, at han aldrig ville acceptere hende som formand.

Det er ikke for meget at sige, at med dagens melding er de radikale rykket et skridt nærmere en borgerkrig. Spørgsmålet er dog, om ikke Naser Khader allerede har vundet slaget. Har Jelved andre muligheder end at give Naser Khader indrømmelser? Det er svært at se andet. Situationen minder lidt om en anden tid, hvor stormagter kunne kræve indrømmelser af små nabostater.


Anne Mettes ytringsfrihed

Statsministerfruen taler ud i dag i Berlingske. Det er selvfølgelig BT’s historie fra i lørdags om ægteparret Fogh, som skal lukkes ned. Det gør Anne Mette Fogh egentlig ganske effektivt. Helt ned på petitesseplanet: Hun har ingen mobiltelefon, så derfor kan Anders ikke sende hende små søde SMS’er. Billedet af, at der er tale om to voksne mennesker med respekt for hinanden er reetableret, så vi kipper med flaget for presserådgiveren ”Ulven” i Statsministeriet og hvem der ellers har været ind over sagen.
Kun ét sted er der problemer. Anne Mette hævder i Berlingskes artikel, at hun ikke bad sin mand om at læse interviewet til bogen igennem, før det blev trykt og siger:

- Nej, vi har nemlig også ytringsfrihed hjemme hos os. Han kunne ikke drømme om at diktere, hvad jeg skulle sige og ikke sige i en bog. Jeg ved ikke, hvad folk de tænker. Han ville nærmest have det skidt med, hvis han havde tænkt sådan eller kommenteret det.

Og videre:

- Men nu er vi altså to selvstændige personer, og vi regner med, at vi hver især kan tænke. Det er noget med at have tillid til hinanden, og jeg har aldrig følt mig kontrolleret i nogen ting. Hvis jeg selv har været i tvivl, har jeg lukket min mund op og spurgt. Jeg ved ikke, hvad det er for en mærkelig forestilling, folk har om vores liv. At Anders skulle sidde derhjemme og kontrollere alt. Hvem tror de, jeg er, hallo!.

Ja, hallo Anne Mette! Det er muligt, at Anders ikke kontrollerer alt derhjemme, men det gør han ellers som statsminister. Det antager groteske dimensioner indimellem. Fx når han blander sig i, hvem hans ministre må omgås privat. Men det er da godt at vide, at Anne Mette kan mene, hvad hun vil. Det er et ret stort privilegium. Hun skulle prøve at være medlem af Venstres folketingsgruppe, hvor ytringsfriheden i dag er teoretisk, og hvor kun ros af statsministeren er velkommen. Men det er måske noget, hun selv kender til?