søndag, november 12, 2006

Håndtasken giver Naser skylden

Håndtasken i dansk politik - Marianne Jelved og ikke mindst hendes udtalte statsministerambitioner - er i fare for at ende som karikaturer. Thi det er forbløffende så hurtigt, at de radikales enorme fremgang, der kulminerede i foråret, er forduftet henover sommeren og efteråret.
Jyllands Postens måling søndag viser en stor og flot fremgang på syv mandater for S, men de radikale går tilbage med knap 1 pct. og to mandater i forhold til folketingsvalget. I foråret var de radikale helt oppe og ringe omkring de 15 procent. Nu roder de omkring de ni. Hvordan er det sket? Det korte svar er Naser Khader og en dårlig strategi.

Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt strategien - Jelved som statsminister og de mange ultimative krav - er kørt fast. For det er den, og meningsmålingerne taler deres tydelige sprog. Spørgsmålet er blot, hvornår Jelved åbent indser realiterne og går af som partileder. I Berlingske Fredag siger hun ligeud, at hvis strategien går galt, så går hun af.

Diskussionen og spekulationerne om en efterfølger kan dermed begynde, og her står Jelved i et stort dilemma. Hun og et flertal både i den radikale gruppe og blandt græsrødderne foretrækker Margrethe Vestager. Vælgerne derimod foretrækker den populære Naser Khader.

Magtkampen mellem de to radikale fløje har været kendt længe, og Jelveds udtalelser i en kommende bog af TV2-journalisten Gunilla Roijer hælder blot lidt mere benzin på bålet. I bogen "Borgens Dronninger" lufter Jelved en meget stærk kritik af Naser Khader, fordi han i foråret havde sagt, at en VKR-regering var mere realistisk end en SR-regering. Det havde - i følge hendes selv - tvunget Jelved til at fremrykke frigørelsen fra Socialdemokratiet, som ikke var ordentlig forberedt,skriver Berlingske Fredag.
Med andre ord: Alt, hvad der siden er gået galt i Det radikale Venstre, er derfor Naser Khaders skyld. Don't blame me - blame him!

Ifølge Jelved havde hendes udtalelser til bogen været længe undervejs, men i går i et fremragende og på sin måde afslørende interview i Berlingske Tidende blev det klart for enhver, at Jelved og Khaders forhold efterhånden er mere end anstrengt. De taler end ikke med hinanden.

At partiets personstridigheder har mindsket vælgeropbakningen hos de radikale, er Margrethe Vestager helt på det rene med:

- Det bliver de (vælgerne) ligesom os meget hurtigt trætte af. Derfor har vi haft sværere ved at komme frem med vores politiske dagsorden, siger Margrethe Vestager, næstformand i den radikale folketingsgruppe i en kommentar til målingen i Jyllandsposten Søndag.

Jelveds plan må være at sidde så lang tid som muligt for at holde Naser Khader væk fra fadet. Når tiden er moden, skal Vestager overtage lederposten, men det bliver formentlig først efter næste valg. Hvad de gør med Naser Khader i mellemtiden, er et stort spørgsmål. Foreløbig har kræfter i partiet da forsøgt på at karaktermyrde ham i det små og ”inspirere” Jyllandsposten til at skrive, at han er doven osv. Det overrasker egentlig, for de radikale plejer ellers at være så pæne og holde sig for gode til den slags julelege. Det siger formentlig lidt om, hvor irriteret og bange partiets venstrefløj er for Khader.


Forpostfægtninger i Venstre

Venstre varmer op til partiets kommende landsmøde næste weekend, da partiets svar på Donald Rumsfeld - Claus Hjort Frederiksen a.k.a. "buldog'en" a.k.a "Clausescu" stod overfor Søren Pind i TVAvisen søndag aften. Det var ”Det Nye Venstre”, der mødte ”Det klassiske Venstre”, og begge parter opførte sig pænt med meget urbane udtalelser.

Virkeligheden dækker imidlertid over et reelt drama om Venstres sjæl, som vil blive udkæmpet i den kommende uge. TVAvisens indslag viste ”Det Nye Venstre” i skikkelse af Claus Hjort, der ”har justeret Venstres politik” og derfor omfavner velfærdsstaten, præcis som socialdemokratiet historisk har gjort det, hvorimod "det klassiske Venstre" var "skeptisk" mod velfærdsstaten.

Næste lørdag står slaget mellem de to retninger. Vinder Claus Hjort har Danmark – også på papiret – fået et nyt socialdemokratisk parti ved siden af de to, der eksisterer i forvejen, Socialdemokratiet classic og Dansk Folkeparti. Næste skridt i Hjorts strategi bliver formentlig en aflivning af skattestoppet – regeringens ideologiske figenblad. Men det tør Claus Hjort ikke sige på denne side af landsmødet. Det kommer først senere.

Fogh og Hjort (DSB - Dem Som Bestemmer) tror også, at sodavandsfabrikanternes gode lobbyarbejde, hvor de slipper med 30 øre mindre pr. liter eller 100 millioner kr om året, ældrecheck og andre forbedringer åbner øjnene hos vælgerne. Troels Lund gør sit arbejde og taler optimismen op:

- Der er da ingen tvivl om, at Venstre har været i modvind de seneste par måneder. Men nu har vi underskrevet en finanslovsaftale i denne uge, som effektivt punkterer de mange velfærdsmyter, som nogle partier i Folketinget er fremkommet med, siger Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen.

Vi er da nogle, der husker, hvor glad og fro Nyrup og Lykketoft var for deres mange politiske resultater, finanslove m.v., men hvor befolkningen var knapt så imponerede.
Den fejl laver regeringen ikke! Tværtimod roser Troels Lund regeringen for, hvad den IKKE foretager sig på velfærdsområdet.

Venstre - Danmarks uambitiøse parti!

Ingen kommentarer: