lørdag, december 30, 2006

2006 huskes for Muhammedtegningerne

Berlingske har spurgt sine læsere, hvad de husker bedst fra 2006. Med Saddams henrettelse i morges, så er det fristende at pege netop på denne begivenhed, men jeg mener at debatten og uroen omkring Muhammed-tegningerne gør, at 2006 bliver et skelsættende år i Danmarks historie. Hidtil i dette århundrede formentlig kun overgået af terrorbombningerne 11. september 2001.

I år gik det nemlig for alvor op for danskerne, at vi ikke bare er en stamme isoleret fra omverdenen. Hvad danske politikere og øvrige meningsdannere siger i det offentlige rum i en dansk kontekst eller ej risikerer at blive breaking news på en arabiske tv-kanal som fx Al-Jazeera. At danske ambassader blev brændt og hærget, og at nogle mennesker rent faktisk blev dræbt, som følge af tegningerne, har gjort indtryk på alle - uanset ståsted i sagen. Personligt synes jeg, det var beskæmmende at se, hvor hurtigt at mange - da det gjorde ondt på tegnebog m.v - var villige til at sælge ud af vores værdier. Det rystede mig. Den dag i dag går jeg en stor bue uden om Arlas produkter i supermarkedets køledisk. Jens Rohde sagde det klarest: Min ytringsfrihed er ikke til salg for to liter mælk.

Men Arla var langtfra de eneste. Stribevis af politikere og meningsdannere stod i kø for at lukke munden på folk og fordømme budbringerne: Tegnerne og Jyllandsposten. Heldigvis stod mange også vagt om ytringsfriheden, blandt dem Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Endelig bør man sende en tanke til medarbejderne i Udenrigsministeriet og udenrigsminister Per Stig Møller. Takket været deres indsats, blev det trods alt ikke værre, end det blev.

Omkring Saddams henrettelse, så synes jeg faktisk, at man bør fæste sig ved, at det faktisk var muligt at gennemføre en retssag. Så må vi leve med, at irakerne selv vælger at bruge dødsstraf. Det gjorde Danmark jo i et pænt omfang efter befrielsen, da landssvigere helt frem til 1950 blev henrettet ved skydning. Jeg hører ikke til dem, der beklager Saddams henrettelse. Også jeg er imod dødsstraf, men det får íkke mig til at gå i fakkeltog til Christiansborg, hykle ligesom alle politikerne eller ligefrem græde over en massemorder som Saddam Hussein. Verden er alt andet lige blevet et bedre sted uden ham.

fredag, december 22, 2006

Espersens ideologiske falliterklæring

Nogle gange rystes man i sin grundvold over, hvad borgerlige politikere med magt kan finde på. I den Berlingske avis i dag faldt mit øje på en historie med den absolut rammende overskrift ”big sister” som den gode Peter Kurrild-Klitgaard beretter om i den altid læsværdige klumme Groft Sagt:

.. (en) skydesport, man kalder »International Practical Shooting, skal være forbudt. Sporten består i, at skytten skal igennem en række forskellige baner så hurtigt som muligt og undervejs overkomme forskellige forhindringer for at kunne ramme målskiverne så præcist som muligt.
Justitsministeriet har bedt Dansk Skytte Union om at fjerne sportsgrenen fra programmet, og nu kommer der også et lovforslag.
Det er endnu ikke lykkedes at påvise, at skydningen skader nogen som helst. Ikke skytterne. Ikke ikke-skytterne. Ikke omgivelserne. Ikke kvinder, børn, gamle, etniske minoriteter, nogle sjældne plettede tudsearter eller frustrerede, piercede overklassebørn på Nørrebro. Der har ingen uheld været inden for sporten i mere end 30 år – hvilket vel ikke engang kan siges om lyn-skak.
Sågar Justitsministeriets egen sikkerhedsekspert siger, at skydningen er harmløs, og hvis en sådan siger det, så er den nok god nok.
Så hvad er argumentet? Jo – og hold nu fast, for nu bliver det teknisk – skydningen er »moralsk nedbrydende«. Den skræmmende tanke er nær: Hvis en borgerlig justitsminister ikke vil holde sig tilbage fra at forbyde noget, som ikke skader nogen, hvis bare nogen kan kalde det »moralsk nedbrydende«, er der så noget som helst, hun ikke vil forbyde?


Den umiddelbare forklaring kan være, at det var et forslag, der røg ind på justitisminister Lene Espersens bord i dagene efter hun havde kørt en cyklist ned. Hun har vel været rystet over den ubehagelige oplevelse og derfor ladet embedsmændenes forslag passere. Forslaget – hvis det er korrekt beskrevet - er latterligt, men for liberale og andre frihedsorienterede mennesker er det endog decideret oprørende, hvis ministeren mener det alvorligt. Faktisk repræsenterer det en ideologisk falliterklæring hos justitsministeren.

Hvilken virkelighed lever Espersen og hendes embedsmænd i? Halvanden generation har spillet de populære PC-skydespil som fx DOOM. Mener ministeren og hendes embedsmænd virkelig, at disse aktiviteter, der jo går ud på det samme, som det de vil forbyde, er moralsk nedbrydende? Hvad så med polterabend-hittet paintball? Er denne aktivitet ikke mindst ligeså nedbrydende for menneskers moral, selvom der kun er mailing i kuglerne? Hvad med også at forbyde salg af krigslegetøj, nu hun er i gang? Hvorfor skal lille Hans have lov at terrorisere sine omgivelser med evindelige maskingeværskratten i juledagene, fordi hans onde onkel forærede ham et maskingevær? Børn er jo påvirkelige sjæle. Det er en ren glidebane. Embedsmænd med den slags idéer burde omgående have et kursus i respekten for borgernes almene frihedsrettigheder.

I øvrigt skal hun have fat i sin kollega forsvarsminister Søren Gade. For den beskrevne aktivitet hun vil forbyde hos borgerne, har i mange år været en disciplin for forsvarets (Statens) rekrutter. Vi, der gennem årene som rekrutter har gennemført sådan en militær forhindringsbane, har åbenbart taget skade moralsk set. (Skydebanen var skidesjov i øvrigt)

Det bliver efterhånden sværere og sværere at få øje på det frihedsorienterede i regeringens politik. Skat må man ikke tale om, og det offentlige rum skal overvåges mest muligt. Nu blander regeringen sig i borgernes harmløse fritidsaktiviteter. Forslaget er endnu en grund til, at liberale bliver hjemme på næste valgdag, thi regeringen bekymrer sig åbenbart ikke over, at den rent faktisk kan blive skiftet ud.

N.B. Jeg og mange andre frihedsorienterede vælgere har en berettiget forventning om, at en perlerække af MF'ere i Det konservative Folkeparti og Venstre nægter at stemme for Lene Espersens latterlige lovforslag.

P.s. Ovennævnte sag om International Practical Shooting blev første gang omtalt på det glimrende libertarianske website liberator. Læs mere om sagens baggrund og udvikling her.

tirsdag, december 19, 2006

Regeringen slap af med en skattekritiker

Det var ventet, at de konservative benyttede ministerskiftet til at rykke rundt på brikkerne (læs ordførerposterne). Det kom næppe heller som et chok, at partiets hidtidige skatteordfører, Charlotte Dyremose, i dag fik ”nye udfordringer” som uddannelsesordfører.

Det er nemt at skyde Charlotte Dyremose ned. Rigmandsdatteren, der kræver skattelettelser for de rigeste, mens hun står og strigler sin dyre ridehest i primetime, bekræfter alle folkelige fordomme om, hvad de konservative er for et parti – og for hvem. Det behøver man ikke en genudsendelse af MATADOR for at kunne regne ud.

Nu skal det ikke lyde som om, at det hele er pressens skyld. De konservatives skatteordfører har haft det svært med den politiske situationsfornemmelse, og ovenstående eksempel er ikke enestående. Fx skulle vi også absolut høre om hendes hårde barndom hos de fattige forældre (faderen TDC-Henning var dengang direktør i Novo, siden blev han som bekendt mangemillionær…) Selvfølgelig er rige mennesker, der forsøger at gøre sig i politik, jaget vildt af pressen. Der er faktisk mindre plads til at begå fejl i forhold til hos os andre fattigrøve.

Nu er Charlotte Dyremose jo ikke den eneste konservative, der har dummet sig på TV. Jeg husker en Bendt Bendtsen kommentere EU i ført poloshirt og golf-outfit live fra golfbanen… I samme indslag så man Kristian Thulesen Dahl kommentere samme EU-emne, men denne gang var Dannebrog i top med en landsbykirke i baggrunden…. Forskellen siger noget om de to partiers evne til at kommunikere med vælgerne.

Når alt det er sagt, så er der faktisk også grund til at rose Charlotte Dyremose. Utrætteligt forfægtede hun år efter år det liberale synspunkt, at det faktisk er en borgerlig regerings opgave at gennemføre skattelettelser på arbejdsindkomst. Utallige beregninger har vist, at man netop ved at fjerne marginalskatten får den største effekt på arbejdsudbuddet. Jarls Blog vil godt give Charlotte et flot ni-tal (på den gamle skala...) målt alene på det politiske arbejde i en tid, hvor Anders Fogh Rasmussen og stort set resten af Venstre har solgt ud af regeringens oprindelige skattepolitik. En flot karakter skal hun have for at have holdt fanen høj og vedholdende og med gode politiske argumenter at have insisteret på skattelettelser.

Der er dog meget at arbejde med, hvis man alene ser på Dyremoses evne til at sælge varen i TV, men målt på arbejdsiver og på forsvar af borgerlige vælgeres berettigede forventninger og krav om snarlige skattelettelser, så vil Jarls Blog godt kvittere for en god indsats!

God vind, Charlotte!

mandag, december 18, 2006

Thor P's mandat truet

Finansminister Thor Pedersens mandat er truet.
På baggrund af en analyse fra Altinget.dk vurderer valgforsker Søren Risbjerg Thomsen, at Venstres yderste fjerde mandat i Nordsjælland er så usikkert og forsvinder, hvis blot Venstre går ét mandat mere tilbage på landsplan i forhold til meningsmålingerne p.t.

De nuværende valgte i området, ud over Thor Pedersen, er indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres EU-ordfører Charlotte Antonsen. Derudover opstiller Venstre beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
Der er ingen tvivl om, at Thor Pedersens folketingssæde er truet, så fremt at meningsmålingerne forbliver så dårlige, som de er nu, men også bliver en anelse værre.

Thor Pedersen har aldrig været en populær skikkelse i Venstre. Han er også blevet belastet af en række sager. Senest har hans udtalelser om, at statskassen er så fuld, at man ender med at kunne købe hele verdenen, bragt regeringen i defensiven. I regeringen og på Christiansborg står folk ikke ligefrem i kø for at græde over, at Thor P. måske ikke bliver genvalgt. Nogle vil endda juble.

Charlotte Antonsen er umiddelbart det svageste kort på Venstres liste. Til gengæld har hun ikke alle mulige sager hæftet på sig. Vigtigst er dog, at den i øvrigt ret flittige Charlotte Antonsen indtil videre er den eneste kvinde på listen, og det er i en tid, hvor de kvindelige værdier åbenbart er en mangelvare i Venstre. Charlotte Antonsen er et godt bud som den første kandidat i den ny Fredensborg-kreds.

Til gengæld har Thor Pedersen masser af penge og gå-på-mod. Han er ikke for fin til at stå på S-togsperronen tidligt om morgenen og snakke med vælgerne under en valgkamp. Hvis han brænder nogle af sine mange sparepenge af på en avisannoncekampagne, der vel at mærke er lavet af et ordentligt reklamebureau (ikke Venstres nuværende), så kan det bestemt også hjælpe på hans genvalgsmuligheder.
På pluskontoen er også, at Thor Pedersen opstiller i Nordsjællands vælgermæssigt største valgkreds, Hillerødkredsen. Det kan også betyde noget, for Venstre er meget stalinistisk anlagt mht. plakatopsætning inden for kredsgrænser osv. Det sørger emsige organisationsfolk for, at der bliver brugt en hel del tid på.

Claus Hjort Frederiksen er naturligvis blevet flyttet til Rudersdalkredsen, hvor der bor rigtig mange Venstrevælgere,for at det skal sikre ham et klart genvalg. Partiets landorganisation har åbenbart været bekymret for at den generelt upopulære beskæftigelsesminister ikke kunne vælges i Københavns storkreds. Rudersdalkredsen er dog den mindste rent vælgermæssigt i Nordsjællands Storkreds. At Venstres pittbull-terrier ”Clausescu” pludelig skulle være mere spiselig for nordsjællandske venstrevælgere kan jeg ikke lige se, men under alle omstændigheder er Rudersdal-kredsen en rigtig god Venstre-kreds. Formentlig vil landsorganisationen derudover vride hænderne om på nogle private donorer, så Claus Hjorts personlige valgkampagne også får et økonomisk rygstød. Landsorganisationen er nemlig afskåret fra at give tilskud direkte til enkeltkandidater. Det vil så gå ud over Charlotte Antonsen, men det har de sikkert for inden fået talt ud om sammen...

Lars Løkke Rasmussen bør være sikker på genvalg, såfremt han får håndteret kræftsagen. Gør han ikke det, kan Venstres næstformand også være truet i Nordsjælland, men så er han til den tid formentlig hverken minister eller næstformand. Lars Løkke er et godt bud som den første folketingskandidat i den nye Frederiksund-kreds.

søndag, december 17, 2006

Når "pacifister" hærger

Nørrebro ligner en krigszone. Beboerne er rystet over endnu engang at være taget som gidsler i en politisk kamp for et ungdomshus, som en højesteretskendelse har afgjort at andre ejer end dem, der hærgede Nørrebro i går sammen med deres udenlandske sympatisører. En bred politisk front afviser gårdsdagens vold og forhandlinger om et ungdomshus beliggende på Jagtvej 69. En rydning vil blive gennemført på et eller andet tidspunkt formentlig efter nytår.

Igennem lang tid har især mange venstreorienterede, men også ubegribeligt tolerante mennesker omkring midten haft sympati for det alternative ungdomsmiljø. Mange af dem bor på Nørrebro. I går fik de lov til at mærke de autonomes tolerance over for demokratiske beslutninger og respekten for den almindelige ejendomsret. Venstreorienterede anerkender ikke ejendomsretten, men mange af dem er pacifister. Danmark skal fx ud af Irak og Afghanistan og i øvrigt lade verden sejle sin egen sø, mens vi spiser økologiske gulerødder herhjemme. I går kunne pacifisterne se, hvordan andre ”pacifister” hærgede deres bydel. Satte ild til deres biler. Smadrede deres forretninger. Stjal fra de ødelagte forretninger. Gjorde deres bydel til et ganske utrygt sted at være for dem selv, for deres medborgere og deres børn, for deres ældre medborgere og for deres kæledyr. Det var jo ikke ligefrem nytårsaften!

TV2 News viste endnu engang sin berettigelse. I går var det fjerde gang, at kanalen havde ”Breaking News”. Det var lidt for breaking for de, der kom til skade under urolighederne. En politibetjent fik en brosten i hovedet og kom derved alvorligt til skade. En autonom fik sprængt fire af sine fingre af. Det er tragisk for dem begge, men min sympati er størst hos politimanden. Han havde ikke et valg, men gjorde blot sit arbejde den dag.

Nu om lidt letter røgskyen, og så vender københavnerne tilbage til hverdagen. De venstreorienterede laver støttesange for de unge i ungdomshuset. Enhedslisten fortsætter sin agitation for ungdomshuset imod de politikere, ”der ikke vil lytte til de unge” (læs: Bryder grundloven for de unges skyld). Foreløbig er det planloven, som skal bøjes, så den passer i de unges kram. Det har alle ansvarlige politikere afvist. Desværre tror jeg, at mange nørrebroere igen vil bakke på om Jagtvej 69, og at vi derfor ikke ser de sidste demonstrationer.

Det ender måske først den dag, hvor der sker den tragiske hændelse, at en politimand bliver dræbt i tjenesten for at opretholde ro og orden. Den dag vil man se en nation samlet imod den vold, der udspiller sig på Nørrebro. Man forestiller sig domkirken fyldt med uniformer og flag, hvor regering og kongehus er tilstede. Live-TV, andægtig stemning og flammetaler. Den dag bliver folkets bæger fyldt, og politikerne får endelig mod til at handle. Den dag bliver urolighedernes arnested fjernet. Og det vil ikke hjælpe, at Anisette og andre synger lange bange sange til støtte for ballademagerne på Jagtvej 69.

Mit håb er, at politikerne nu bruger denne anledning, hvor myndighederne og politiet har bred sympati i befolkningen til at fjerne de unge fra huset og genskabe roen på Nørrebro.

P.S. TV 2 Lorrys dækning i går var en skandale. Det var ren mikrofonholderjournalistisk, hvor man lod en eller anden fra Enhedslisten under dække af at være ”forsker” skælde politikerne ud uden at kritisere de ballademagere, der faktisk smed rundt med brosten i området. Man foregøglede seerne at det var sagskundskaben, der talte. Det er bare ikke ok!

fredag, december 15, 2006

Efterlysning: Konservativt lederskab

Fynske Carina Christensen er imod min forventning blevet udnævnt til ny konservativ familie- og forbrugerminister. Politisk har hun ikke vist noget særligt før, og forventninger om de store udmeldinger er der heller ikke. Det er så konservativt, som det kan blive i ordets bogstaveligste forstand. Mit indtryk er, at hun er en politiker i letvægterklassen, men alle nye ministre skal have en chance for at vise, hvad de duer til, og det skal møbelfabrikanten også have.

Jeg forstår ikke ret meget af Bendt Bendtsens ageren i disse dage. Lederskab er ikke lige det ord, man kommer på straks. Først fejlvurderer han totalt DF’s reaktion ovenpå rigsrevisionens rapport. Dernæst lader han Barfoed på et live pressemøde svine DF - regeringens støtteparti gennem fem år til med et ret hårdt sprogbrug. Selv taler Bendtsen sagen yderligere op ved at kalde DFs manglende støtte til Barfoed ”en krigserklæring”. Kjærsgaard og de øvrige DF'ere svarer tilbage om end noget mere elegant. I dag rykkede de konservative amtsformænd så ud og skælder DF ud, sådan at problemerne eskalerer. To nye målinger viser at befolkningens tillid til regeringen styrtdykker. Altsammen resultatet af Bendtsens manglende lederskab.
For en fyldigere afdækning af Bendtsens manglende håndtering af forløbet op til Barfoeds fyring, så kan jeg anbefale Weekendavisens artikel om sagen.

Nu udnævnes en ny familie og forbrugerminister for at ”lukke sagen ned”. Nu skal medierne interessere sig for andet end ordkrigen mellem K og DF. Det er et klogt træk, der formentlig er udtænkt af Anders Fogh Rasmussen. Herefter gælder det for den konservative leder at lukke balladen ned med DF. Alt andet vil være direkte tåbeligt.

Der er ingen, der beskriver Carina Christensen som en af de politisk skarpeste hjerner i Det konservative Folkeparti. Men der er jo heller ikke så meget at leve op til, når hendes partiformand er Bendt Bendtsen. Hvis ikke han havde støttepædagoger i sit parti, i sit ministerium og i regeringen, ville han jo ikke kunne lede meget andet end en nærpolitistation i provinsen.

"Dirt-digging" er jo en journalistisk disciplin, og Berlingske Tidende har haft en lagervare liggende klar til brug, for det tilfælde at Carina Christensen skulle blive minister. Selvom møbelfabrikanten er blevet frikendt i Sø og handelsretten for at plagiere en konkurrents møbler, så er sagen blev anket og kører nu i Højesteret. Jarls Blog skal afholde sig fra at dømme den ny minister ud fra en verserende retssag. Det overlader vi til Christiansborg-politikerne:
- Der er ingen tvivl om, at det er problematisk at have sådan en sag kørende sideløbende med at være minister. Og det er ikke mindre problematisk, når hun er forbrugerminister«, siger Jens Peter Vernersen (S) til Ritzau

Jyllandsposten m.fl. har også fundet en "sag" på den ny minister. Der har været problemer med arbejdsmiljøet på hendes møbelfabrik, så hun har fået en "gul smiley", der bedst kan sammenlignes med et gult kort i fodbold. Gad vide om hun har betalt licens? Velkommen på toppen! Det overrasker efterhånden ikke mig, at Bendtsen ikke har tjekket Carina Christensen inden udnævnelsen...Men nu har hun da trukket sig som direktør for sin egen virksomhed.

onsdag, december 13, 2006

DF trækker tæppet væk under Barfoed

Lars Barfoed trækker sig som familie- og forbrugerminister. Det skete på et pressemøde i de konservatives gruppeværelse onsdag aften.

Det skete efter, at DF ikke længere kunne støtte Lars Barfoed som Familie og Forbrugerminister bl.a. på baggrund af rigsrevisionens kritik af ministeren.

- Vi kan ikke bakke op om Lars Barfoed, sagde partileder Pia Kjærsgaard umiddelbart efter DF's gruppemøde onsdag aften ifølge Berlingske.

"De (DF) stak halen mellem benene", sagde en lettere ophidset Barfoed på pressemødet. Efterfølgende kaldte den afgående minister DF's ageren i hele sagen "for hyklerisk" fordi alle initiativer for at få fødevarekontrollen til at fungere var sket sammen med DF, mens han indædt forsvarede sin indsats som minister. Barfoed truede indirekte DF, ved at fremhæve at DF "ikke kunne få noget igennem det her folketing uden konservative stemmer". Han beskrev DF's handling som en "krigserklæring" overfor Det konservative Folkeparti, og DF som et "populistisk parti der løb efter flokken".

"Det er et angreb på det konservative folkeparti og den borgerlige regering", sagde en rasende K's leder Bendt Bendtsen til Tv2 News.

"DF har drevet klapjagt på en konservativ minister", sagde Bendtsen videre.

Til TV2 har vicestatsministeren tidligere kaldt DF's beslutning "useriøs" og "usaglig".

"Der er gået et skår af samarbejdet mellem DF og regeringen", sagde Bendtsen til DR1.

Retorikken mellem DF og K er herefter optrappet betydeligt. Barfoed tog på en pæn måde bladet for munden og sagde - for engang skyld - hvad mange konservative mener.

DF's Peter Skaarup maner på alle tv-kanalerne til besindighed og udtaler #forståelse for at der er en vis bitterhed". "Vi skal nok få et godt samarbejde igen, så alt kommer til at køre på en fornuftig måde igen", siger DFs ordfører til Tv2 News.

Også Pia Kjærsgaard glatter ud efter de konservatives udfald. "God jul og kom nu frisk og veludhvilet tilbage. Vi skal have det til at fortsætte", sagde hun, der i øvrigt mente, at Barfoed selv burde have truffet beslutningen om at gå selv.

Uanset, hvad. Der er VIRKELIG en masse skår, der skal klinkes før samarbejdet mellem VK-regeringen og DF kan fungere på samme måde som før.

Statsministeren havde valget mellem enten at fyre Lars Barfoed som minister eller udskrive et folketingsvalg. Indtil videre har Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen og senest Bendt Bendtsen afvist et folketingsvalg, så alt tyder på, at regeringen fortsætter, men altså uden Barfoed. Jeg spår, at få vil savne ham.

Det får sagen af konsekvenser:

- Dramaet med de konservative topfolks udtalelser her til aften har uden tvivl revet op i de gamle sår mellem de Konservative og DF. Tilliden mellem partierne er væk. Fogh bliver nødt til at få styr på troppernme snarest, før end at sagen eskalerer, og truer regeringen på langt sigt. Foreløbig er DFs retorik ret neddæmpet.

- Regeringen som sådan, og Fogh især, har nu fået en ordentig skramme. Måske er dette begyndelsen til enden for VK-regeringen.

- DF har demonstreret, hvor stærkt og magtfuldt partiet er i dansk politik.

- Lars Barfoeds politiske karriere er formentlig slut.

Det er lidt rystende at høre TV2News bud på en efterfølger på posten som familie og forbrugerminister. Carina Christensen tror ingen konservative selv på. Hun er i den absolutte politiske letvægterliga. Pia Christmas-Møller er heller ikke én, man sætter ind på denne minister/uriaspost, og der er heller ikke brug for unge "nybegyndere" som Jakob Axel Nielsen.

Der er i stedet brug for en ildslukker, der lukker denne sag ned her og nu, og som befolkningen har tillid til. I selve regeringen kan jeg kun komme i tanke om én mand, der med sikkerhed kan løse opgaven, og det er Bertel Haarder.

Bendt Bendtsen siger, at ministerposten bliver fyldt ud med en konservativ. Det vil dog først ske om et par dage på grund af ministermøder i EU.

Statsministeren har via Ritzau beklaget Barfoeds afgang, som han respekterer. Tjah. Barfoed får da pæne og - gratis - ord med på vegne fra Fogh, der kan ånde lettet op over, at den tidl. Familie- og forbrugerminister selv traf beslutningen. Så slap Fogh for at skulle vride armen om på Bendtsen og selv blive fedtet ind i sagen.

DF og Fogh vandt den interne nervekrig, mens K trak det korteste strå.

Intet tyder på, at DF ikke har været klare i mælet, med hensyn til hvad de mente om sagen. Hvorfor har Fogh ikke selv bedt Barfoed om at trække sig forinden? Det eneste årsag jeg kan komme på, er at Bendtsen og Barfoed har "læst" sagen helt forkert - og derfor efterfølgende fuldstændigt har undervurderet DF's udmeldinger og vilje til at trække i faldlemmen under Barfoed.
Hvis det forholder sig sådan - og det kan man ikke vide med sikkerhed - så må de konservative selv tage anvaret for at Barfoeds afgang blev så uskøn, som den blev.

Nervekrig mellem V, K og O

Alt tyder på, at Lars Barfoed overlever som minister denne gang. Det er der flere grunde til. Kritikken af forbrugerministeren i Rigsrevisionens rapport er - bedømt på Barfoeds afslappede reaktion, Foghs udtalelser på sit pressemøde og Thulesen Dahls forsigtige reaktion i går - åbenbart ikke så hård som det, andre "informanter" tidligere har lækket til pressen.

Afgørende for Barfoeds fremtid bliver, hvorvidt Dansk Folkeparti skønner, at sagen kan berettige, at partiet trækker tæppet væk under forbrugerministeren, og dermed samtidig belaster det i øvrigt gode forhold til regeringen generelt og forværrer det kronisk dårlige forhold til de konservative.

Der er reelt tale om en nervekrig mellem Fogh, Bendtsen og Kristian Thulesen Dahl. Muligvis har Bendtsen forinden meddelt Fogh, at han som konservativ leder på baggrund af sagen, ikke vil acceptere Barfoeds afgang. Fogh kan oveni foreholde Thulesen Dahl, at regeringschefen kan gøre det til et kabinetsspørgsmål, hvis DF vender tommelfingeren nedad. Det er dog næppe sandsynligt, for Fogh plejer ikke at chance.

Der er i øvrigt heller ingen, der er interesseret i et valg lige nu. Hverken regeringen, DF eller oppositionen. Øvelsen går derfor ud på, at DF skal have håndfaste garantier for, at der sker noget i den førhen udsultede fødevarekontrol. Fogh signalerede tydeligt på sit pressemøde tirsdag, at han gerne vil tilføre området flere penge. Det kan tilfredsstille DFs ikke specielt store blodtørst. I hvert fald her og nu.

Fogh har gennem hele sin regeringsperiode klart signaleret, at han under ingen omstændigheder bøjer sig for ministerstorme eller for pressens kritik. Han har set hvordan Schlüter og Nyrup fyrede ministre, der kom ind i politisk stormvejr. Hvis ministre skal gå af, skal de helst gå selv, som Henriette Kjær og Svend Aage Jensby gjorde det. Denne ”jobsikkerhed” gør, at ministrene ved, at chefen er bag dem, så længe de altså selv kan holde presset ud. Det er med til at skabe holdånd, respekt og loyalitet om chefen og hans politiske projekt.

Intet heller tyder på, at Barfoed har tænkt sig at bøje sig for presset. Denne blogger har aldrig været imponeret af Lars Barfoed, men hans selvsikre og stærke optræden på TV2 i går fortjener respekt. Uvilkårligt tænker man på Erik Ninn-Hansens ord om, at man aldrig er rigtig politiker, før man ser sig selv hængt ud på forsiden af Ekstra Bladet tre gange - uden at ens puls stiger!

Fogh og Bendtsen bør dog tænke sig grundigt om, hvad de gør på det lange sigt, for der er ingen tvivl om, at vælgerne ønsker Barfoed væk som forbrugerminister. Derfor bør regeringchefen eller Barfoed selv sige farvel og tak ved næste regeringsrokade. Alt andet vil være en hån mod vælgerne og belaste regeringen. En anelse hos DF om, at Barfoed bliver fjernet ved en senere lejlighed, ville formentlig kunne tilfredsstille partiet, men det er næppe sandsynligt, at man kan lave en sådan korridoraftale. Det ville sive, og så er man lige vidt. Det gælder derfor om for Fogh, at slippe af med Barfoed ved en anden anledning med noget mindre fokus.

tirsdag, december 12, 2006

Presset ligger på R

Der er mange måder at få indflydelse på. Når andre politiske partier annekterer ens politik, så er det en stor sejr – i hvert fald på kort sigt. Blandt skattestoppets modstandere kan man kun tælle Enhedslisten og de radikale. Resten af partierne er enten for skattestoppet eller accepterer skattestoppet. For skatteskeptiske vælgere, som denne blogger, er det derfor en god nyhed, at SF’s formand Villy Søvndal nu accepterer skattestoppet. Ikke fordi, at det er en blomst, der er groet i hans have, men fordi han ligesom S har indset, at skattestoppet og 24-årsreglen er nødvendigt, hvis befolkningen skal overtales til et regeringsskifte. Det er en meget stærk formand, der kan gøre det. Man kan nærmest tale om en ”omvendt Fogh”.

Da Holger K. var formand for SF, var Søvndal den, der truttede rent i trompeten med de socialistiske synspunkter. Den sociale massegrav var lige rundt om hjørnet, og Søvndals stemme dirrede af social indignation, hver gang han skulle kommentere ”nedskæringer” på det sociale område. Da Holger K. smed tøjlerne, var Søvndal klart venstrefløjens kandidat og vandt komfortabelt formandskampen over ”højrefløjens” kandidat Pia Olsen.

Villy Søvndals ry på Christiansborg er i øvrigt godt. Manden er respekteret for sine ubestridelige retoriske evner, men han er også bredt afholdt for sin charme, lune og selvironi. Men han er også stærk, når han kan dreje SF til at acceptere en højreorienteret dagsorden. Da han selv repræsenterer venstrefløjen i partiet, så er det svært at se, hvor kritikken skal komme fra? Det er lidt som da højrehøgen og kommunistbekæmperen Richard M. Nixon tog til Kina for at møde formand Mao. Ham kunne ingen beskylde for at være rød. Det samme med Søvndal, bare med modsat fortegn. Det er kun den venstreorienterede Søvndal, der kan få SF til at acceptere 24-årsreglen og skattestoppet. Siden hen er SF blevet nævnt som seriøs partner i en S-SF-R-regering. En måling i Politiken i Søndags viste at 61 procent af SF’s vælgere foretrak denne koalitiion. Den sidste tredjedel foretrak S-SF-koalitionen. Søvndal har altså også sine vælgere bag sig. Det er en formidabel præstation!

Marianne Jelved fortsætter kursen med at male sig op i hjørnet den ene dag, hvorefter hun den næste rækker ud til et samarbejde med S. Bare ikke om politikken. Eller også bliver hun snigløbet af Naser Khader, der afviste at deltage i et samarbejde med SF. Det ville føre til, at Danmark gik fallit, mente han. På et eller andet tidspunkt må de radikale tage et opgør med Naser Khader, der afklarer hans fremtid i partiet. Denne blogger vurderer, at det trækker op til en ”Erhard Jakobsen-situation” med et nyt liberalt parti, med Naser Khader som formand. Det vil i sig selv gavne Foghs chancer for at fortsætte.

Ansvaret for, at det ikke vil ske, ligger på Marianne Jelved og Co. Helle T og Villy Søvndal har leveret deres del. Det er nu de radikales ansvar, at oppositionen står samlet før et valg, så ”alliancen til venstre” fremstår som et reelt alternativ til Fogh. Ellers bliver det simpelthen for let for Fogh.

lørdag, december 09, 2006

Foghs nye hold

Konservativ snik-snak i krogene har fået gratisdagbladet "dato" til at kigge lidt i krystalkuglen og sætte navne på et nyt ministerhold. Den øvelse har man også gjort sig på den glimrende blog Dansk Politik, og her på Jarls blog vil vi også gerne være med i legen, selvom at det jo kun er Fogh, Bendtsen og Claus Hjort, der har indflydelse på ministerlistens sammensætning.

En ministerkabale går ud på at sætte et hold af driftssikre, flittige og loyale folk med udviklet evne til at kommunikere med vælgerne. Kvinder er i øvrigt at foretrække. (Så Jens Rohde havde ret)

Der er efter min vurdering tre hovedkriterier der skal opfyldes for, at politikere kan blive ministre:

1. De skal være politisk egnede, og derfor evne at lede et ministerium politisk. Det er bestemt at foretrække, at en minister har lidt ideologisk eller måske en professionel baggrund, der gør, at han eller hun kan ”fylde ministerstolen ud”. Det er ment i overført betydning for dem, der skulle være i tvivl.

2. De skal være loyale. Det siger sig selv, at illoyalitet mod chefen og hans hjælper Claus Hjort er diskvalificerende, men man skal også være loyal overfor regeringsprojektet dvs. at kommende ministre accepterer Venstres politiske position som et midtsøgende halvsocialdemokratisk parti og at alle udmeldinger underordnes regeringens velfærdsprojekt.

3. De skal være ”driftsikre”. Det kræver af ministre, at de især har evne til at håndtere politiske sager og allervigtigst: Ikke skabe dem selv. Politisk situationsfornemmelse, evne til at indgå politiske forlig og gode kommunikationsevner er også altafgørende.

Dømt ude
Det nuværende regeringshold har en række åbenlyse svagheder, og pressen har dømt følgende ude: Ulla Tørnæs, Flemming Hansen, Eva Kjer Hansen og Rikke Hvilshøj.

Ulla Tørnæs er sat på en post, hvor hun ikke har formået at fylde ministerposten ud politisk. Det er nu heller ikke verdens letteste opgave, men når hun har forsøgt, er hendes situationsfornemmelse svigtet. Det så man med idéen med at blande ”kendte mennesker” sammen med ulandshjælp. Et håbløst projekt - politisk og rent kommunikationsmæssigt. Det bliver et farvel til Tørnæs efter fem år på ministerbænkene.

Veteranen Flemming Hansen er efter min mening politisk set "slidt ned" på trafikministerposten. Det er jo ikke kun hans skyld, at togene ikke går til tiden. Det er faktisk flot at sidde på en trafikministerpost i hele fem år. Det er længe siden, det sidst er sket. Flemming Hansen er for meget konservativ gammelmand, så en udskiftning med alt andet, vil virke som en tiltrængt fornyelse af regeringsholdet. Men denne blogger synes faktisk ikke, at han har gjort det så dårligt på en utrolig svær ministerpost.

Eva Kjer Hansen forsøgte at fylde sit ministerium ud politisk. Desværre var det med en anden politik end den Claus Hjort mente hun skulle fylde den ud med. Fra day one har det være op ad bakke. Fordi Fogh er i underskud af kvinder, kunne hun måske blive en ny bistandsminister i stedet for Tørnæs.

Fordi der er mangel på kvinder, er det ikke utænkeligt, at Rikke Hvilshøj får en chance til, men det bliver i et andet ministerium. Det er imidlertid få iagttagere, der har ladet sig imponere af den i øvrigt myreflittige og loyale integrationsminister med mange personlige gode egenskaber. Desværre hjælper det meget lidt, når man som Hvilshøj er sat til administrere menneskeskæbner. Det kunne hverken Anders Fogh eller Bertel Haarder holde til. Men det var heller ikke i Haarders tid, at man på samme måde så konsekvenser af regeringens politik. Og så er dagbladet Politiken jo også blevet mere flink til at sætte fokus på dem flygtningelovgivningen rammer.

I farezonen:
Hans Chr. Schmidt har i mange år ført an i Foghs interne heppekor, men den slagfærdige og ind imellem ganske lune sønderjyde er ikke populær ret mange andre steder end i Sønderjylland. Som fødevareminister er han faktisk usynlig, hvad han sikkert er glad for, fordi alle ”lortesagerne” ligger over hos Barfoed. Schmidt kunne blive en ny formand for V-folketingsgruppen. Han er bundloyal, relativ kvik i hovedet og har 12 års parlamentarisk erfaring. Og så er han noget mere respekteret internt i partiet end Venstres nuværende søvnige og uduelige gruppeformand Hovmand, som egentlig burde gøre alle en tjeneste og nyde den ufortjente ministerpension hjemme på Ringsted-egnen.

Lars Barfoed. Man behøver bare at sige ”fødevareskandale”, så ved alle, hvad man taler om. Det er i øvrigt bunduretfærdigt, at han får skylden for al balladen, men sådan er politik så utaknemmeligt. Barfoed tilhører typen af velfriserede overambitøse her-kommer-jeg-og-kan-det-hele-konservative fra erhvervslivet, men når man ser Barfoed på TV i dag, så ser han noget vingeskudt ud. Glansen er i den grad gået af Skt. Gertrud siden han selvsikkert lod sig udnævne til ny minister. Barfoed kunne formentligt have fortsat sin karriere som adm. direktør i Finansrådet - uden - al den ballade hvor efter samtlige danskere nærmest er enige om at opfatte ham som en kæmpeidiot. Barfoed valgte formentlig politik, fordi han sikkert mente, at han kunne gøre en forskel. Det er modigt, når folk vælger det svære frem for det lette. Det skal man prøve at huske, når Barfoeds politiske karriere efter alt at dømme er slut efter næste valg. Ved sidste valg blev han valgt i folketinget med meget få personlige stemmer. Der er vist ingen, der alvorligt tror på, at resultatet bliver bedre næste gang.

De sikre
De populære og stensikre kort er Søren Gade, Bertel Haarder, Connie Hedegaard, Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Kristian Jensen.

De relativt sikre er Lars Løkke Rasmussen, Thor Petersen, Brian Mikkelsen, Claus Hjort Frederiksen, Per Stig Møller og Helge Sander.

Jeg vurderer, at Lars Løkke bliver udskiftet enten som sundhedsminister eller indenrigsminister. Fogh ville kunne bede ham ”koncentrere sig om sundhed” for at rette op på problemerne med kræftbehandlingen”. Og nu har Løkke også fået kommunalreformen igennem, "nu kræver det nye kræfter". Måske ville en Rikke Hvilshøj være den rigtige som ny indenrigsminister. Hun har i hvert fald kommunal erfaring. Uanset hvad, vil en udskiftning af Løkke blive udlagt som en degradering. Det er ikke sikkert, at han vil finde sig i det. Alle taler om kronprinse-striden mellem ham og Kristian Jensen, og mange ser den udspille sig i det daglige. Løkke og Fogh har ikke desto mindre brug for hinanden for, at regeringsprojektet med velfærdsreformen kan føres videre. En løsning er, at lade Løkke blive gruppeformand, men det vil Løkke formentlig kun acceptere, hvis der følger nogle lukrative økonomiske "ben" med som fx. statsrevisor eller en bestyrelsespost i Nationalbanken suppleret med et tilskud fra partiet Venstre, sådan at Løkkes gage samlet set ikke bliver i mindre i forhold til, hvad en minister får i løn.

Begrænset talentmasse
Anders Fogh skal erstatte de upopulære/uheldige/uduelige ministre. Problemet er, at han efterhånden er løbet tør for brugbare ministeremner. I folketingsgrupperne er den politiske talentmasse begrænset, og andre bliver opfattet som illoyale, og kan derfor ikke være med på regeringsholdet. Inger Støjberg er dog et godt bud selvom hun i sin tid fik ekskluderet statsministerens søn ud af den lokale VU-forening i Viborg. Selvom at det er mange år siden, har Fogh ikke glemt det. Tina Nedergaard kan blive belønnet for at være meget loyal mod Fogh, men hende er der andre stærke kræfter i regeringen, der nærer direkte aversioner imod.

Situationen kan få Fogh til at lede efter egnede emner uden for folketingsgrupperne. DA-direktør Henrik Bach Mortensen er et bud, måske som ny beskæftigelsesminister i stedet for Claus Hjort, som flere og flere nævner som gruppeformand. Henrik Bach Mortensen er yderst vellidt i organisationsverdenen og alle steder i Venstre.

Opdateret søndag kl. 18

fredag, december 08, 2006

En lille pind til ligkisten

Det er urimeligt at sammenligne Christoffer Guldbrandsen med en venstreorienteret propagandist som Michael Moore. Det står klart for mig, efter at have set dokumentarfilmen ” Den hemmelige Krig” i går på DR2. Filmen rejser en række spørgsmål, hvorvidt danske soldater i 2002 udleverede tilfangetagne afghanere til amerikansk tortur/mishandling eller ej, og den er langt bedre end sit rygte.

Som flere kommentatorer har været inde på, mangler Guldbrandsens film at præsentere det fældende bevis, der får ministre til at gå af m.v. Til gengæld bidrager regeringen og især forsvarets egne folk til den opfattelse, at der er foregået et eller andet, der ikke tåler dagens lys. Embedsmænd, der pludselig ændrer forklaring midt under et interview, vidner der får mundkurv på, og dokumenter der bliver væk, fremmer ikke ligefrem det indtryk, at alt har været fremme i lyset. Jeg sad i hvert fald tilbage med en mavefornemmelse af, at regeringen har en dårlig sag, men har været god til at lukke af og gemme ”beviser” bort. Men ligesom Guldbrandsen har jeg intet at have det i. Ingen af de indicier, der har været fremme, holder. Hverken i folketingssalen eller i rigsretten for den sags skyld.

Men hvad siger vælgerne? Formentlig opfatter de sagen som ret kompliceret, og langt de fleste danskere er efter min vurdering ”stået af” for længe siden. Guldbrandsens film kommer ikke til at forstyrre julefrokosterne og gaveindkøbene. Til gengæld har oppositionen – som var så langt de mest overbevisende under DR2-debatten i går – en god sag med hensyn til spørgsmålet om en uvildig undersøgelse. Hvis regeringen ikke har noget at skjule kan de jo bare sige ja til det. Det vil regeringen naturligvis ikke. Ikke nødvendigvis fordi, at de har noget at skjule, men fordi det vil trække sagen i langdrag og fortsat ville kunne bruges af oppositionen til at slide regeringen op med spørgsmål, debatter osv. Problemet for regeringen er, at den overfor vælgerne har svært ved at argumentere overbevisende for et ”nej tak”.

Oppositionen har i øvrigt også selv et forklaringsproblem i forhold til et af filmens anklagepunkter, hvor oppositionen beskylder regeringen for at have fortiet oplysninger om regeringens holdning til, hvordan USA behandlede krigsfanger.

Berlingske skriver i dag, at Folketinget ikke kunne være i tvivl om, hvordan regeringens holdning til den amerikanske politik var. Avisen henviser til Folketingets egne referater af to folketingsdebatter, som fandt sted i januar 2002.

”I de to folketingsdebatter, der var udløst af spørgsmål fra henholdsvis den radikale Martin Østergaard og SFs Holger K. Nielsen, kommer det frem, at USA ikke agter at give tilbageholdte status som krigsfanger, men alene vil behandle dem "efter Genèvekonventionernes principper".

Samtidig oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K), hvad den danske regerings holdning er - nemlig, at regeringen accepterer den amerikanske beslutning om kun at behandle fangerne efter Genève-konventionernes principper.”


Det er derfor lidt sent nu for oppositionen at påstå, at man er uvidende om regeringens holdning til den amerikanske politik. Enten er Berlingskes journalister dygtige, eller også er regeringens spinfolk åbenbart vågnet op.

Summa Summarum! Der er intet regeringsflertal for, at der skal ske mere fx i form af en uvildig undersøgelse. Debatten fortsætter dog blandt oppositionsavisen Politikens læsere, men politisk set er denne sag død, medmindre der mod forventning dukker nye oplysninger op.

Alligevel vil nogle af de såkaldte usikre vælgere efter min vurdering fravælge regeringen ved næste valg. Det er de usikre vælgere, der afgør folketingsvalg. Nu er det op til oppositionen at sørge for, at vælgerne ikke glemmer denne sag. Regeringen derimod skal sørge for, at danskerne får noget andet at snakke om.

torsdag, december 07, 2006

Tal om skat

Statsministeren melder sig nu - for en kort bemærkning - i rækken af folk med liberale synspunkter. I hvertfald skærer han igennem skattediskussionen i regeringen:

Berlingske skriver:

Thor Pedersen gjorde sig i sidste uge til talsmand for, at danskerne allerede i dag knokler så meget, at en skattelettelse ikke vil få dem til at skrue op for arbejdsblusset.

- Det kan de ikke. De arbejder jo hele tiden,« lød argumentet fra finansministeren.


Men Thor P. gjorde åbenbart regning uden vært.

- Jeg hører da til dem, der tror, at der er en sammenhæng mellem skatten på arbejdsindkomst og lysten til at arbejde, siger Anders Fogh Rasmussen til Berlingske Business.

Så er der der da håb om skattelettelser på et eller andet tidspunkt. De radikale, Charlotte Dyremose og hendes ridehest, DI, CEPOS og flertallet af økonomerne er i hvert fald enige i, at marginalskatten - skatten på den sidst tjente krone, som hver femte dansker betaler - er altafgørende for arbejdsudbuddet. Men men men, så træder kontrolfreaken i karakter:

Statsministeren mener, at både Venstrefolk og Konservative bør holde munden lukket, når det handler om skat. Der er ikke politisk råderum til skattelettelser, fordi økonomien er overophedet.

- Alle vil gøre sig en stor tjeneste ved at bruge færre kræfter på at snakke skat, for det er ikke aktuel politik, siger statsministeren til Berlingske.

Videre skriver Berlingeren:

Thor Pedersen ønskede i går ikke at kommentere Anders Fogh Rasmussens udtalelser.

Man forstår ham. Men med dette meningstyranni, som statsministeren forsøger at trække ned over hovederne på politikere fra V og K, så er der mere end nogensinde brug for folk, der igen og igen sætter marginalskat på den politiske dagsorden.

Derfor: Tal skat med din mand eller kone, din nabo, dine arbejdskammerater og i din vælgerforening. Skriv til dit lokale folketingsmedlem og til statsministeren. Anders Fogh Rasmussen og "Clausescu" skal ikke bestemme, hvad der skal diskuteres, blot fordi regeringen har opgivet at styre det offentlige forbrug. Det er nemlig blandt årsagerne til, at økonomien er overophedet, og at det derfor er sværere at sænke marginalskatten.

onsdag, december 06, 2006

Jagten på "the smoking gun"

Er Christoffer Guldbrandsen efter sin Afghanistan-films afsløringer/grundløse beskyldninger Danmarks svar på Michael Moore, eller er han svaret på Woodward & Bernstein? Indtil videre er regeringen og DF formentlig mest enige i det første udsagn, mens hele oppostionen og store dele af pressekorpset hælder mod det sidste.

Indtil videre har jeg svært ved at se krystalklare og fældende beviser - "The Smoking Gun" - i sagen nogle steder. Der er bestemt mange elementer, der er noget mystiske. Særligt den sekvens med jægerkorpsets chef, der pludselig ændrer forklaring midt under interviewet, hvorefter forsvarskommandoens spindoktor nærmest råber "Cut, Elly!" ud i lokalet. It's weird, man!

Regeringen lægger nu hidtil fortrolige papirer om danske soldaters behandling af krigsfanger i Afghanistan frem. Forsvarsminister Gade håber, at han dæmmer op for beskyldningerne om, at regeringen har misinformeret og tilbageholdt oplysninger om behandlingen af krigsfanger. Indtil videre imponerer det ikke oppositionen:

- Jeg tror ikke, at de her papirer giver bare en brøkdel af de svar, vi har brug for om, hvem der vidste hvad hvornår, og hvorfor materialet om den store tilfangetagelse i den 18. marts 2002 er forsvundet og åbenbart destrueret. Det får vi ikke svar på, siger Mogens Lykketoft til Ritzau.

Man kan undre sig over, hvorfor regeringen ikke går mere i offensiven på denne sag. Hvorfor gør de ikke ligesom Bush-administrationen, da Michael Moore lavede sin 9/11 film, hvor de hurtigt pillede alle beskyldningerne fra hinanden og punkt for punkt tilbageviste alle beskyldninger med kendsgerninger? Men det kræver jo noget teamspirit blandt regeringens spindoktorer. Det er de jo mildt sagt ikke kendt for...

Statsministerens spindoktor Michael Ulvemann er også blevet involveret i sagen på en lidt delikat måde, må man nok sige. Sammen med sin private ven Guldbrandsen var "Ulven" med til at lave den indledende research til filmen. Det har gud-hjælpe-mig ført til, at oppositionen ifølge gratisbladet URBAN kræver en redegørelse om det fra Fogh.

Michael Ulveman, Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen aftalte i sin tid, at DR-folkene skulle lave filmen mens "Ulven", der på dette tidspunkt var chef på Dagbladenes Bureau, skulle skrive bogen.

"Som journalist inden mit nuværende job var jeg med i opstarten af projektet. Men jeg har ikke været langt nede i det. Jeg var med til åbent hus i Jægerkorpset," fortæller Michael Ulveman ifølge Ritzau.

Ok. God forklaring. Ulven blev senere ansat som presserådgiver i Statsministeret, men fortalte ikke om sin involvering i projektet.

Men se engang, hvad oppositionen kan få sig selv til at sige:

"Det burde han havde gjort. Alene den grund, at der kan opstå mistanke om, hvad han bruger af sin insiderviden, burde han holde sig væk fra at rådgive om den sag," siger Enhedslistens Frank Aaen.

Jeg er rørt over den dybe omsorg overfor statsministeren, som Frank Aaen her udviser. Eller mener han, at politik er ligesom på fondsbørsen, hvor man ikke må bruge sin insiderviden? Det er jo et absurd standpunkt i politisk sammenhæng. Hvorfor sagde Frank Aaen i sin tid ikke til Frank Grevil, at han ikke måtte bruge sin insiderviden politisk?

Ulven har én opgave, og det er at hjælpe Fogh på alle de måder, han må og kan. Det er det, han får sin hyre for!

tirsdag, december 05, 2006

Guldbrandsen & Bernstein

Christoffer Guldbrandsen er en dygtig dokumentarist, men det ligger i genren, at man ikke er særlig solidarisk med ofrene. Ingen medierådgiver burde under nogen omstændigheder anbefale at medvirke i hans dokumentarfilm - eller andres for den sags skyld. Risikoen for at kvaje sig er simpelthen for stor.

Guldbrandsen-klassikere som ”Fogh bag facaden” og ”Lykketoft finale” var fremragende dokumentarfilm, som jeg virkelig nød at se. Som flere husker, skabte "Fogh bag facaden" store problemer for statsministeren bagefter. Vælgerne så mindre klædelige sider af regeringschefen, som da han ved optagelsesforhandlingerne under det danske EU-formandskab i Bella Center tog udenrigsministeren i skole. Hvem husker ikke en brysk Fogh skære Per Stig Møller af med onelineren: ”Det skal vi vel ikke sidde og tærske langhalm på i en sen nattetime.” ”Lykketoft finale” havde også sine skurke, og for en gangs skyld var det en række journalister, der fremstod mindre klædeligt, især Søren Søltoft fra TV2, der holdt Lykketoft hen med ingenting, så han missede den svenske statsminister Göran Perssons besøg i børnehaven. Man husker også fra filmen Lykketofts rådgiver Morten Boje fortælle den gamle sandhed i mange S-kredse om, at ”Svend Auken er en gammel røv”. Virkelig gyldne Guldbrandsen-highlights!

I går aftes viste Guldbrandsen sin nyeste dokumentarfilm om danske soldater i Afghanistan, og denne gang insisterer han nærmest på at vælte regeringen. Skal man tro en medvirkende "ekspert i folkeret", så er rigsretssagen mod Fogh lige om hjørnet. ”Afghanistan-gate”, kaldte Adam Holm med et glimt i øjet sagen i går på DR2 Deadline.

Foreløbig har forsvarsministeren forklaret sig og afvist alle anklager på en efter min mening saglig måde.
Berlingske skriver i dag, at "Forsvarskommandoen afviser (Guldbrandsens påstand red.), at danske specialstyrker i Afghanistan har udleveret flere tilbageholdte personer til amerikanske soldater. Alle anholdte er frigivet efter kort tid."
Senest har statsministeren på sit pressemøde afvist alle anklager.

Forsvarsministerens pressechef Jacob Winther kalder ifølge Ritzau foromtalen af Guldbrandsens film 'Den Hemmelige Krig' for et ”mediecirkus”. Indtil videre må man give ham ret. Hypen før, at filmen blev vist på en lukket forestilling i går, har været total. Pressen har i ugens løb fået lidt småbidder fra filmen, der understreger anklagerne mod regeringen. Særligt indbudte politikere fra alle sider og journalister var til forpremiere i går. Danmarks Radios arbejde med at skaffe filmens foromtale har været i top. Men må man have lov til stilfærdigt at advare mod mediernes bevidstløse og kritikløse videreformidling af filmens skingre påstande om, at den kan bevise sine ganske hårde anklager mod regeringen? Til forskel for Guldbrandsens tidligere film fremstår dokumentaristen denne gang som en mand med en sag.

Lets face it. Der skal virkelig tunge beviser på bordet før, at VK slipper tøjlerne og regeringsansvaret. Rigsretssag tror jeg heller ikke på, at der bliver flertal for. Det kræver, at Guldbrandsen overbeviser Søren Espersen fra DF. Det er næppe sandsynligt. Tilbage står en ophidset opposition med Mogens Lykketoft i spidsen, som naturligvis vil bruge filmens ”meget alvorlige materiale” til at kritisere regeringen. De ved, at befolkningen i forvejen er skeptisk overfor krigene i Irak og Afghanistan.

Efter Guldbrandsens afsløringer i filmen gjorde Lykketoft m.fl. derfor klar til et ”politisk stormløb” mod regeringen. Alt skal endevendes! Har danske soldater overtrådt Geneve-konventionen ved at overlade tilbageholdte soldater til amerikanerne? Er afghanerne efterfølgende blevet tortureret og sendt til Guantanamo-basen på Cuba? Har statsministeren talt usandt til Folketinget? Lykketoft kræver, at regeringen skal komme med en redegørelse inden jul. Det lyder rimeligt nok. Fogh siger, på sit pressemøde at redegørelsen kommer inden så længe.

”En politisk groft manipulerende film, som Frank Aaen kunne have lavet. Alle de udsagn, der taler imod filmens budskab, er strøget. Lad oppositionen stille de spørgsmål, de vil.”, sagde Helge Adam Møller fra de konservative, efter filmen til TV2.

Meget tyder på, at VKO flertallet er intakt, og at Guldbrandsen ikke får væltet regeringen i denne omgang.

Men nu vil jeg se filmen og dømme selv, når den bliver vist på torsdag den 7. december på DR2 TV kl 20.00.

(N.B. Dagens blog er blevet opdateret i løbet af dagen, som sagen har udviklet sig)

mandag, december 04, 2006

Klaus i Ørstedsparken

Klaus Bondam, Københavns sympatiske Bygge- og miljøborgmester har i en ny portrætbog ”Toastmasteren” talt ud om sit liv til journalist Jacob Rosenkrands. Det plejer ofte at være interessant at høre om kendte menneskers og særligt politikeres liv og levned. Denne gang er det dog lidt svært, bedømt på det indhold Ekstra Bladet har skrevet om, at se hvad vi skal med Bondams bog. De politiske erfaringer er det i sagens natur småt med, når man kun har siddet i borgmesterstolen siden nytår. Til gengæld taler Bondam ud om sit privatliv. Alle ved, at han er åben bøsse, så det er der jo ligesom ikke noget nyt i. Til gengæld hører vi om hans familieliv og opvækst, og det er også svært at komme udenom, hvis der er tale om et portrætbog i dybden. Der hvor brynene for alvor bliver rynket, er, når Bondam partout smider private detaljer i hovedet på læseren fra den intime del af sit privatliv som teenager og ung mand. Vi får sågar at vide, hvor mange sexuelle partnere han havde, hvor han støvede dem op henne, og om hans pointsystem for, hvor gode de var i sengen.

Klaus Bondam har ønsket at være ærlig. Det er bestemt et fromt ønske. Mange mennesker vil formentlig stadig stemme radikalt - også efter at de nu er klar over, hvor mange sexpartnere miljø- og teknikborgmesteren egentlig havde stående i sin karakterbog (110!) og Bondam er efter bogen stadig en betydningsfuld politiker i København. Men man spørger sig selv. Hvorfor er det nødvendigt, at fortælle vælgerne om sådanne intime detaljer fra sit privatliv? Det er der mig bekendt ingen "straight" politikere, der tidligere har følt trang til at gøre. Med denne bog er vælgerne blevet ”overinformeret”. Det næste bliver vel, at Bondam skriver i detaljer om sine toiletbesøg. Jeg lever faktisk fint uden at vide det, og selvom jeg ikke er radikal, så tipper jeg forsigtigt på, at også radikale vælgere sagtens kan undvære at vide, hvad Bondam lavede på Pan og i Ørstedsparken for tyve år siden. (Gad vide, hvem han mødte der…?)

Denne bog kan faktisk være med til at skade Bondam politisk. Ikke fordi indholdet forarger. Herregud. Men fordi det er unødvendigt. Hvad skal vi bruge det til? Klaus Bondam og hans parti risikerer latterliggørelse i det skjulte, og det slider på respekten. For stemmer man på folk, når lidt af respekten for dem er gået fløjten? Beslutningen om at lave denne bog, tyder derfor på en usædvanlig dårlig politisk og personlig dømmekraft. Faktisk er denne bog et af den slags projekter, som Bondams spindoktor burde have standset i sin vorden. Det har hun formentlig også forsøgt at gøre, mens jeg gætter på, at Bondam har insisteret på at gennemføre det. Her er et gratis råd: Lyt til rådgiveren næste gang, Klaus Bondam!

lørdag, december 02, 2006

Schlüter: Fogh forvirrer vælgerne

Anders Fogh har gjort danskerne mere venstreorienterede. Det mener Danmarks tidligere konservative statsminister Poul Schlüter.

Han slutter sig dermed til en række borgerlige og liberale meningsdannere, der mener, at Foghs kurs omfavnelse af den socialdemokratiske velfærdsstat, har gjort danskerne mere venstreorienterede.

Poul Schlüter siger til Berlingske Tidende søndag:

- Hvis man opgiver sine tidligere synspunkter, som man er kendt for, og som man har stået for i en generation eller to, så skaber det forvirring hos vælgerne. De tænker, "når de borgerlige politikere ikke vil have deres holdninger længere, så skal jeg vel heller ikke have dem", siger Poul Schlüter.

Poul Schlüter er efterhånden en alderstegen herre, men hans analytiske evner fejler bestemt ingenting!

Desværre er der intet håb om, at det påvirker Claus Hjort og Anders Fogh, som hellere ideologisk vil sønderslide Venstre op, blot så længe det holder dem ved magten.

Men VK-regeringen kan da stadig spille flygtninge og skattekortet overfor vælgerne, og det er sikkert i det lys, at Justits-Lenes skræmmekampagne mod en kommende SR-regering Lørdag i Berlingske skal ses. Det er forudsigeligt politisk teater og Lene Espersen gjorde det ikke dårligt. Det gjorde Henrik Sass heller ikke, da han sagde at S hverken vil ændre på skattestoppet eller flygtningepolitikken efter et valg. Det kommer han til at sige rigtig mange gange frem til næste valg.

Læs mere analyse om Lene Espersens "SR-skræmmeraid" på bloggen
  • Dansk Politik
  • fredag, december 01, 2006

    Respekt for Jelved i frit fald

    Man skal ikke være et politisk geni for at kunne se, at det kører for oppositionen for tiden: Dagens meningsmålinger er i top. Venstres kronprins sundhedsministeren Lars Løkke er til tælling i en grad, så i hvert fald Politikens Anders Jerichow først nu kræver hans afgang. (Daglige læsere af Politiken ville forvente, at det var sket for lang tid siden)

    Regeringen står over for ny hård kritik: I forbindelse med en ny dokumentarfilm ”den hemmelige krig” af Christoffer Guldbrandsen om danske soldaters indsats i Afghanistan beskyldes forsvarsminister Søren Gade for at tale usandt til folketinget. Filmen hævder, at danske soldater i 2002 tog 31 afghanske fanger og siden overlod dem til mishandling/tortur til amerikanerne.

    »Det er en meget alvorlig sag, hvis oplysningerne står til troende«, siger de radikales udenrigsordfører Naser Khader til Politiken.

    Avisen skriver videre:

    Efter fangerne blev overgivet til amerikanerne, skulle de blandt andet være blevet slået og sparket så meget, at en fik brækket et ribben, mens en anden fik flækket sin næse.

    »Jeg er rystet, hvis det er rigtigt. Så har regeringen et alvorligt problem«, siger Khader, og samme melding kommer fra SF og Enhedslisten.

    »Det er helt, helt uacceptabelt, hvis der er noget om det«, siger SF's udenrigsordfører Holger K. Nielsen til TV2, mens Enhedslisten siger, at det hermed er bevist, at de danske soldater har taget krigsfanger i Afghanistan - en påstand, forsvarsminister Søren Gade ved flere lejligheder har afvist over for Folketinget.


    Regeringen og især Venstre, der oveni er plaget af internt kævl, er groggy, men hvad sker der så? Marianne Jelved giver dem en håndsrækning i en ny bog ”Jelveds Danmark”, hvor hun kritiserer S-formand Helle Thorning-Schmidt for designerpolitik m.v.

    Berlingske skriver i dag:

    Jelved forklarer, hvordan Socialdemokraterne efter hendes mening er så fokuseret på magten, at de har svigtet deres eget værdigrundlag med ændringen i bl.a. udlændinge- og skattepolitikken.

    »Jeg synes, de har svigtet, og at det hele er blevet meget middelklassebestikkelsesagtigt«, siger Jelved i bogen. Jelved konstaterer, at hun har svært ved at se, hvor S og R i dag har »fælles værdier«. Derfor bliver det ifølge Jelved svært for S-formand Helle Thorning-Schmidt at forhandle en regering på plads efter næste valg.

    Marianne Jelveds ord bliver mødt med hovedrysten af politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S).

    »Jeg har svært ved at se formålet med udtalelserne. Vi arbejder på at få skabt et regeringsalternativ, og det indebærer et samarbejde med de radikale. Så det er ikke os, der siger noget ufordelagtigt om vores potentielle samarbejdspartner«.

    Den radikale leders timing af sine udtalelser i bogen er hun ikke helt herre over, men det er under alle omstændigheder forrykt, når Marianne Jelved angriber sine politiske samarbejdspartnere på den måde. Forleden kom det frem, at det var Vestager og andre besindige radikale, der tvang Jelved til at opgive sine ultimative krav om statsministerposten m.v. Et kursskifte havde skam ikke selv faldet den radikale leder ind...

    Henrik Sass-Larsens frustration over en radikal leder, der har mistet sin politiske tæft og fremturer med sin selvovervurdering, er mere end forståelig. Anders Fogh skal prise sig lykkelig over, at han som trumfkort overfor vælgerne har den tidl. regnelærer Marianne Jelved.

    Med dagens tåbelige Jelved-udtalelser er et lederskifte hos de radikale rykket endnu tættere på. Ingen med et minimum af indsigt kan anbefale partiet at gå i valgkamp med hende i front, for man kan jo åbenbart forvente flere ubesindige og skingre udtalelser af samme skuffe. Manglende driftssikkerhed kan blive fatalt i en valgkamp. Oveni er stort set alle - vælgerne inklusive - dødtrætte af Jelved.

    Her er et gratis råd: Skift hende dog ud nu!