torsdag, november 30, 2006

Vild med bistand

Den ikke specielt synlige bistandsminister Ulla Tørnæs sætter nu den politiske dagsorden med et mærkværdigt forslag om, at "kendte" skal være med til at bestemme, hvor Danmark skal placerere sin ulandsbistand.

"Det lyder vanvittigt", siger de konservatives udviklingsordfører, Carina Chris­tensen, til Politiken.dk.

Idéen går ud på, at kendte danskere rejser til Afri­ka og skal være med til at stå for udvælgel­sen af bistandsprojekter. Det skal gøre udviklingsbistanden mere folkelig, mener bistandsministeren

"Men det vil de konservative ikke gå med til," siger Carina Christensen ifølge tv2.politik.dk, og dermed er den sag politisk set stendød.

Ulla Tørnæs' forslag er helt sikkert velment, men velgennemtænkt er det under ingen omstændigheder. Tørnæs havde i Go' morgen Danmark på TV2 utrolig svært ved at forklare, hvorfor netop kendte mennesker skal have indflydelse på bistandspolitkken fremfor for sagkundskaben.

Èn ting er, at Folkekirkens Nødhjælp og den venstreorienterede kogekone Camilla Plum tordnede imod idéen. Det var forudsigeligt. Hvad værre er, at den konservative ordfører heller ikke kan se idéen. Hvorfor i alverden er den ikke klappet af med regeringspartneren, inden Ulla Tørnæs går i pressen med idéen?

Denne blogger har meget svært ved at se, hvordan Ulla Tørnæs kan forklare og overbevise politikere og befolkningen, at det partout er nødvendigt at lade kendisser blande sig i dansk bistandspolitik. Hun har simpelthen fejlbedømt situationen, og hendes spindoktor må enten være uduelig eller være faldet i søvn. Det er jo netop den slags projekter, presserådgiveren får sine penge for at aflive.

Alle ved at en ministerrokade er lige om hjørnet. Ulla Tørnæs havde en lille chance for at fortsætte som bistandsminister af tre grunde: Hun er erfaren og loyal og.....uden at blive anklaget for sexisme.... hun er kvinde.

Alt det er ligegyldigt nu. Foghs hold kommer ikke til at bestå af folk, der til trods for at de har været med i mange år, stadigvæk kan lave selvmål af samme størrelse som Ulla Tørnæs. Så med den næste rokade bliver det et farvel til bistandsministeren, og det bliver ikke til et gensyn med ministerbænkene.

2 kommentarer:

Michael Gram sagde ...

Jeg troede først der var tale om en joke, men nej - damen mente det sørme. Du har helt ret, hendes særlige rådgiver burde stoppet tanken i fødslen. Gad vide hvad de har tænkt på? Men episoden sætter blot en fed streg under Ulla Tørnæs' stadigt kortere politiske fremtid.

Den manglende koordinering med Kons. er vist desværre symptomatisk, og en akilleshæl for regeringen.

Rasmus Ole Hansen sagde ...

Måske har Ulla blot indset, at effekten af bistandshjælp i bedste fald er ikke eksisterende.

Da det alle steder er frihed og stabilitet, der er helt afgørende for økonomisk fremgang, så vil underholdning for bistandskronerne i det mindste ikke være direkte spild af ressourcer, da Hr. og Fru. Danmark får noget underholdning på tv. Dyr og perfid underholdning, javist, men stadig underholdning.