onsdag, september 27, 2006

Bendtsen lyser i mørket
Hey, get real…Bendtsen for President? Nej, jeg skulle bare se om I var vågne derude i web-intetheden. Jeg hører ikke til Bendt Bendtsens største politiske fans. Mandens største politiske bedrift er stadigvæk, at han engang stoppede et politisk værtshusslagsmål i sit eget parti. Fint nok. Men jeg kan stadig ikke lade være med at grine hver gang, at erhvervsministeren belærer offentligheden om sine dybt banale visioner: nødvendigheden af mere innovation for at forbedre erhvervenes konkurrenceevne for at kunne møde globaliseringens udfordringer. Det er ligesom som om, man venter på, at Bendt kommer til at sige alle fremmedordene forkert. Gad vide om der er andre end de virkelige hardcore-konservative græsrødder, som lader sig overbevise af strisseren fra Fyn?

Men, men, men. Hvad Bendtsen mangler i intellektuel formåen kan i et (om end begrænset) omfang opvejes af politisk mod og mandshjerte. Bendtsen tør (og kan) nemlig sige, hvad han mener. Man fristes næsten til at sige, at de konservative - med Anders Foghs ord årgang 19sidstfirserne - kan være i regering og opposition på samme tid. I Børsen i dag kan man nemlig læse, at de konservative har adopteret én af Søren tese-Pinds teser der lidt omskrevet lyder noget i retning af, at ingen må aflevere mere til det offentlige end vedkommende har tilbage til sig selv. Med andre ord K går nu ind for såkaldte superliberalistiske teser om, at skatteborgerne max må betale 50 pct. i skat og at marginalskatten højst må være 50 pct. I V-toppens optik er der tale om rædsomme, dybt usympatiske og asociale forslag, som vil undergrave velfærdsstaten, få de fattige til at dø i gaderne og som ender med at virkeliggøre Hardy Hansens gamle dommedagsprofeti om ”den sociale massegrav”.

Havde Bendt Bendtsen været medlem af Det Nye Venstres folketingsgruppe var han formentlig blevet frataget alle ordførerskaber. Claus Hjort havde måttet vække Svend Erik Hovmand af hans permanente slumren for at få ham til at effektuere en regulær halshugning i folketingsgruppen. Men værst af alt er formentlig, at evt. ture på badeanstalt med Lars Løkke ikke længere ville være mulige. Det ville Anders Kontrol Fogh simpelthen strengt forbyde indenrigsministeren. Egentlig er det tankevækkende, at statsministeren har tid til at sætte sig ind i, hvem der bader med hvem. Nu må de Århus-pædagoger virkelig tage sig sammen og strejke, så folk ikke kan få passet deres børn, for deres aktioner har åbenbart SLET ikke gjort indtryk på kontrolfreaken i Prins Jørgens Gård!

Tilbage til Bendtsen! Erhvervsministeren skal have tak for at han tør tale Roma dvs. DSB – Dem Som Bestemmer - midt imod og insistere på, at De konservative rent faktisk HAR ideologiske politiske synspunkter uanset at Claus ”Clausescu” Hjort og Fogh helst vil have dem afskaffet i regeringen.
Èn ting er, at ” DSB” for længst har gjort ideologiske diskussioner i Venstre til en farceagtig iscenesat forestilling – det får offentligheden at se ved V’s klappekagekongres (Landsmøde) senere i efteråret - noget andet er at banke K på plads.

Tænk at man skulle få det over sine læber: Bendt Bendsen – folkets håb – lyser i mørket.

tirsdag, september 26, 2006

Slipsekæden afventer DSB
Boing! Thor P. Manden med verdens grimmeste slipsekæde får nu med rette skylden for at leveret regeringens største kommunikations-bommert i lang tid. Blandt medie-skarpretterne finder man Foghs gamle spindoktor – the man with the golden telephone – Michael Kristiansen. Doktor Kristiansen der har et velbetalt konsulentjob på deltid i Danske Bank havde i dag tid til at fortælle befolkningen gennem radioavisen om dansk politiks største paradoks p.t. ”Hvordan kan det være, at regeringen er påholdende med pengene, når statskassen bugner med 80 milliarder i overskud, når skolerne er nedslidte og der ikke er nok pædagoger? Doktorens diagnose var klar: Det forstår befolkningen ikke og det er regeringens (Læs Thor Petersens) skyld, at regeringen er endt i denne situation. Thor P. ku’ bare have ladet være med at hovere overfor pressen, at hvis statsfinanserne fortsætter med at udvikle sig på denne måde, så ender vi med at eje hele verden.
Doktorens tidl. kolleger i oppositionen har ikke været sene til at udnytte situationen og Helle T fik i weekenden på S-konggressen også spundet en smuk retorisk ende over finansministerens kække udtalelse fra finanslovsfremlæggelsen for et par uger siden.

Har Thor. P. lært af sagen? Vil han i fremtiden vise mere tilbageholdenhed med pralerierne?
Tjah-bum-bum. Nu er ingen forpligtet ud over sine evner, og Thor P. kender ikke ordet ydmyghed. Slipsekæden, som hører til blandt dansk politiks absolut største opportunister, har stort set ingen selvstændige meninger, blot så længe han får lov til at være med på Foghs hold i sandkassen. I oppositions-tiden i halvfemserne var han på Christiansborg – både blandt partifæller og andre - kendt som ”Thor Tågehorn”, som i folketingssalen hyldede Anders Fogh den Yngres ”superliberalisme” og talte dunder mod S-regeringen, som lod de offentlige budgetter stige. Hans hang til ”voodooøkonomi” dvs. økonomisk vækst via såakaldte "dynamiske effekter" af ufinansierede skattelettelser var så udtalt, at en medarbejder spurgte ham, om han havde trukket sin cand.polit(nationaløkonom)-eksamen i en automat.
I dag 6-7 år senere glæder den tidligere superliberalist sig over at, at de offentlige udgifter stiger, som var han Anker Jørgensen i 1970'erne.
Thor, som kun meget få i dansk politik har på deres personlige hitliste, sidder ikke på finansministerposten for pengenes skyld. Manden er den suverænt rigeste – også personligt - på Christiansborg. Når Thor P. sagtens kan undvære hyren, må det derfor være liren, magten og æren ved at sidde på pengekassen, der får ham til at stå op om morgenen for at passe jobbet. Hvad skulle det ellers være? Egentlige synspunkter endsige principper ejer manden i den røde bygning på Christiansborg Slotsplads ingen af.

Men hvordan kommer regeringen ud af situationen? Hvor meget skal regeringen åbne op for gaveboden under forhandlingerne? Det er det store spørgsmål. Selv har Thor P ingen idéer, men han er superloyal overfor DSB - Dem Som Bestemmer: - nemlig Claus ”Clauscescu” Hjort og Anders Fogh, så han må afvente beskeden i kontoret på Slotsholmen.
Foreløbig strejker pædagoger og lærere videre i Jylland, mens regeringen presser kommunerne til at leve op til deres ansvar med at overholde budgetterne.
Det bliver et spændende efterår i dansk politik!

mandag, september 25, 2006

Det Nye Venstre - Danmarks Socialdemokratiske Parti
Tillykke til Anders Fogh og Claus Hjort med, at de begge sprang ud af skabet som semi-socialdemokrater og forvaltere af velfærdsstaten. Det er da befriende rene trut i trompeten. Vi andre, der i de sidste par år af gammel vane er kommet til at forny vores medlemskort til Venstre - altså ikke det nye Venstre - vil gerne sige farvel, held og lykke og ønske god vind med det nye parti. Jeg kan ikke sige, at jeg vil savne d´herrer.
Nu erindrer jeg ikke, at medlemmerne af det egentlige Venstre er blevet spurgt om de vil følge med over i Det Nye Venstre, men jeg har heller ikke deltaget i de medlemsmøder, hvor de sikkert har bestemt det.
Måske har Claus og Anders også bare truffet beslutningen over et glas mælk. Der er jo ingen grund til at tærske langhalm på sådan noget i en sen nattetime. Hvis nu jeg brokker mig, så får jeg sikkert også at vide, at der ikke er noget at komme efter.
Vi der gerne vil fortsætte med at være medlem af det egentlige Venstre - Uffe Ellemann-Jensens parti, hvad skal vi i Det Nye Venstre?
Venstre som jeg husker det, ville begrænse de offentlige udgifter. Mere privat og mindre stat hed det. Det nye Venstre vil have mere stat og det samme privat (tror jeg).
Jeg har også det problem, at jeg nok ikke hører hjemme i Det Ny Venstre. For jeg synes faktisk, at skatteborgerne ikke skal betale mere end halvdelen i skat. og at det skal kunne betale sig at arbejde. I det egentlige Venstre var sådanne synspunkter mainstream, men i Det Ny Venstre er de at sammenligne med den frådende superliberalisme af den hardcore slags, som Anders Fogh Rasmussens skrev om i 1993 i bogen "Fra Socialstat til Minimalstat".
Når Venstre - altså Danmarks Liberale Parti - atter stiller op til folketingsvalget glæder jeg mig til at stemme på dem igen.

søndag, september 24, 2006

Helle T i topform
Hey! Jeg kan godt li’ Helle T’s nye stil og måde at kommunikere på under weekendens S-kongres. Dagens aviser er fyldt med hendes friske frække kommentarer og oneliners til gammelfar Fogh, der er vred og skuffet over kommunernes oprør. Selv har Fogh(endnu) ikke leveret svar på, hvorfor skatteborgerne ikke kan få den velfærdsservice, som han selv har lovet dem under de to sidste valg. Det bekymrer naturligvis spindoktorerne i Slotsholmens regeringskontorer, for det virker som om, at Helle T er ved at finde formen. Og det er påkrævet, hvis hun skal besejre statsministeren.

For Fogh kan stadig, det der med at stå uden manuskript og hypnotisere og imponere tilhørerne med brug af teleprompter, gennemsigtig talerstol, aggressiv gestikulation og retorisk hokus pokus på midtjysk, og det lyste også ud af Politiken-journalisternes reportage fra lørdagens Venstremøde i Odense Congress Center.
Her præsenterede Fogh endnu en re-blairiseret version af ”Det Nye Venstre” (Version 3.0…) der langt væk lyser af at være et til lejligheden opfundet spin-påhit, hvor Venstre nu vil forsøge at erobre en dagsorden med angivelig semi-venstreorienteret energi- og miljøpolitik, hvad det så er. Det er ikke muligt at indføre eller hæve grønne afgifter for det vil være i strid med skattestoppet, så det er ikke det Fogh har i tankerne,hvad er det så? Flere penge fra Thor P. til fredning? No Way! Nu har man afviklet den forrige regerings miljøpolitik, hvad vil man i stedet? Svar: Investering i vindmøller vil give vedvarende ren energi og gøre os uafhængig af oliesheikerne. Excuse me, men hvem kan være uenig i det? Det får vel ikke vælgere til at falde for Foghs pludselige forvandling til miljøaktivist? Det er for langt ude. Hvorfor så vælte Svend Auken som miljøminister? Meget kan man beskylde Auken for (Don't mention Stoltenberg valgaftenen december 1990), men han brændte da for sit område. I modsætning for Fogh, der åbenbart bare vil fylde taburetten ud og adoptere hvilken som helst politik, så længe han blot kan blive siddende. Ud over at det er utroværdigt, så er det også uværdigt over for det hæderkronede og egentlige Venstre” ( Partiet med slogans som ”Frihed og Forskellighed”, ”Mennesket i Centrum” og ”du må gerne være uenig”) og, hvor formanden havde klare holdninger og var et menneske man kunne respektere.

Og så er Dam Kristensen tilbage i dansk politik som S-partisekretær. Det hjælper da helt tydeligt på Helle Ts chancer for en pæn fremgang til næste valg. Synd for socialdemokraterne at han ikke kan sidde i tinget samtidig. Alle med et minimum af indsigt ved, at MF-jobbet er, hvad man gør det til mht arbejdstid, og have Dam siddende i tinget vil under alle omstændigheder trække niveauet i S-gruppen betragteligt op. Welcome Back, Dam!

Tiderne er blevet anderledes i dansk politik. Fløjlshandskerne tages af i stigende omfang. Dansk Folkeparti og Venstre især har ingen grund til at være sarte. Der er brugt ganske hård retorik og især på udlændingeområdet har man ikke følt sig for fine til at henvise til horrible enkeltsager for at få folk til stemme på sig. Langt om længe er venstrefløjen vågnet op. Nu starter Socialistisk Folkepartis unge blomster – SFU’erne” en modkampagne, der skal få vælgernes øjne op for at DF’s unge ”DFU’erne minder om Hitler Jugend”: Et fantastisk brutalt karaktermord er sat i søen, som kommer efter, at DFU’ernes egen ”lærer-kampagne”, der selv på patetisk vis forsøger at mistænkeliggøre hele lærerstanden som ”DFU-mobbere”. Det bliver meget spændende, at se om det lykkes for SFU. Med folk som Kenneth Kristensen i spidsen for DFU får de sikkert let spil, for han er da fuldstændig blottet for en Thulesen Dahls charme!

lørdag, september 23, 2006

Claus Hjorts værdier
Politiken citerer i dag Venstres egentlige ideolog beskæftigelsesminister Claus Hjort for at sige, at Venstre deler centrale værdier om demokrati og ytringsfrihed med Dansk Folkeparti. Det er formentlig chokerende nyt for en hel del Venstrefolk, som mener, at partiet er rundet af Grundtvig, folkehøjskoler, frisind, plads til forskellighed og alt den, der sentimentale retorik som Venstretopfolk ynder at fylde landsmødesalene med. Reelt set er Venstremanden – der tegner partiets ideologiske linje p.t. - trådt ud af skabet, som den semi-socialdemokrat og kontrolfreak både han selv og Fogh er. For dem i Venstre (og de findes) der stadig begræder splittelsen af det forenede Venstre i 1905 og som derfor mener, at Venstres ideologiske frænder bør være Det radikale Venstre, er Claus Hjorts udmelding en bombe. For alle som har fulgt regeringens politik siden regeringsskiftet i 2001 bør det ikke være en nyhed, men indrømmelsen er en nyhed på linje med hvis Frank Aaen pludselig mente, at kapitalisme i bund og grund er godt. Det er vel egentlig klarest beskrevet af Venstres forhenværende politiske ordfører Radiokanalchef Jens Rohde, der – åbenbart i den nuværende Troels Lund Poulsens pludselige fravær - til Politiken kommenterer Hjorts udmelding om V og DF's værdifællesskab:
- Det er vel egentligt mere spørgsmålet om at anerkende det. Det er det samme, når ingen vil vedkende sig, at de læser Rapport, mens det samtidig er et af de mest solgte blade i Danmark.
Meget kan man sige om Jens Rohde, men han var (er) altid god for en opsigtsvækkende replik.
Dansk Folkepartis holdning til anderledes tænkende i deres eget parti er velkendt. Tisser medlemmer ved siden af potten, bliver man smidt ud på stedet. Det er sådanne værdier Claus Hjort deler. Han kunne uden tvivl tænke sig den samme håndfaste praksis i Venstre. I stedet har han i Venstres folketingsgruppe indført et de facto forbud med at ytre sig frit, tænke nye idéer eller at vedstå sig de gamle liberale værdier, som han og Fogh ikke længere deler. Sidst har kontrolfreaken over alle kontrolfreaks Anders Foghs tilsyneladende paranoia nået et sådant niveau, at han ifølge en af dagens aviser nu har udstedt et latterligt forbud mod at bade sammen med anderledes tænkende i sit eget parti. Foreløbig gælder forbuddet indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som er blevet antruffet på badeanstalt med nogle af de liberalt-sindede folketingsmedlemmer, der angiveligt skulle være tilbage i Venstre. Jov, der er sandelig frisind og højt til loftet i det gamle bondeparti.

fredag, september 22, 2006

The return of Nyrup
Halløj min ven! Her har du mig tilbage”! Sådan lyder Otto Leisners udødelige strofer til halvtredser-landeplagen ”Fiskerpigens Sang”.
Måske følte fhv. statsminister nuværende formand for de Europæiske Socialdemokrater Poul Nyrup det sådan forleden, da han via en pressemeddelelse lod de tåbelige ungarere vide, hvordan tingene hænger sammen i deres land:
Det er meget muligt at jeres premierminister på bånd har indrømmet, at han har fyldt jer med løgn. Men kære venner! Han er Ungarns socialdemokratis leder og derfor den bedste til at føre jeres land igennem den økonomiske krise, som I befinder jer i.
Sådan lød ordene ikke helt, men det var essensen af den store statsmands støtteerklæring til sin hårdt pressede løgnagtige partifælle Ferenc Gyurcsány, der i Budapest i øvrigt kendes som ”limousinesocialisten” på grund af sine bjergsomme evner.
Forunderligt nok besidder ungarerne og specielt ikke den ungarske opposition ikke helt samme klarsyn som Nyrup. Faktisk beder de ham om at blande sig udenom deres indre anliggender, hvilket formentlig kommer helt bag på Nyrup.
Det gør det dog ikke på mange af os andre, for Nyrup er jo netop nærmest internationalt kendt for at blande sig i andre demokratiske landes politiske processer. Som statsminister for snart mange år siden (Thank God!) gik han sammen med en række andre selvgode EU-regeringschefer, hvor de krævede af østrigerne at de valgte nogle andre politikere end dem, der efter det nyligt afholdte valg, viste sig at have flertal til at danne regering.
Den 20. november 2001 fortalte danskerne ham ellers klart og tydeligt, at de nu var endegyldigt trætte af Nyrups belæringer, derfor er der i og for sig en vis rimelighed i, at det nu er ungarerne - der for en stund - må lægge øre til dem.
Egentlig kan det undre, at Nyrup i samme ombæring ikke også fik fortalt svenskerne at de stemte på nogle forkerte i søndags, fordi Göran Persson – HSHB - ”Han Som Har Bestemt” jo faktisk er den bedste til at føre Sverige videre ...
Tak til de mere end 400.000 danskere som i 2004 stemte på Poul Nyrup og eksporterede ham til Bruxelles!
Og god weekend!

torsdag, september 21, 2006

Tid til en folkelig sag
Det konservative Folkepartis politiske ordfører Pia Christmas Møller har på en i øvrigt begivenhedsløs dag fundet ”sagen”, som hun kan profilere sit profilløse parti på.
K-parolen på forsiden af den krympede Berlinger lyder: Afskaf anonymiteten for sæddonerer!
Nu skal faderløse børn have lov at vide, hvem der har lagt sæd til deres gener. Jov det er da nok en vigtig sag for børnene, men er det en folkesag, der fortjener at de konservatives "folkeforfører" skal ulejlige danske vælgere? Er dette tåbelige forslag sagen, som nu får alle potentielle borgerlige vælgere til at gå på nettet for at udfylde og sende indmeldelsesblanketten til det konservative folkeparti? Nej, selvfølgelig ikke!
I mens spekulerer resten af Danmark over regeringen og de konservatives svar på, hvad der skal ske på velfærdsområdet, som jo er den dagsorden Socialdemokraterne, borgmestre over hele landet og de strejkende BZ-pædagoger i Århus har sat. Måske havde det været nemmere for Pia Christmas at indrykke en annonce i tante Berlingske med teksten: ”Vi gider ikke snakke om de uvigtige ting, som I er optaget af, men vil hellere forstyrre jer med holdninger, der – for de fleste – er ligegyldige og for andre er direkte fjollede”.
At Pia - med det ud over evnerne alt for forpligtende efternavn - Christmas-Møllers har det meget svært med timing, er ingen nyhed. De fleste husker hendes glansløse dødedans og lykkeligvis korte periode i halvfemserne som konservativ leder, hvor dem der sagde, at de stemte på Det Konservastive Dolkeparty, godt vidste selv, at det var en joke. Til forhåbentlig stor lettelse for hende selv, og alle andre blev hun fejet af banen af den daværende og generelt inkompetente partiformand Poul Andreassen og senere afløst af den kendte store samfundstænker og politiske mastermind Bendt Bendtsen fra Odense Politi.
I stedet for at gå ud og finde sig et rigtigt arbejde blev Pia Christmas-Møller i folketinget - det eneste hun har bestilt i de sidste tyve år.
Om Pia Christmas Møllers forslag kan man sige, at det vil være uhyre effektivt, hvis man har som målsætning, at endnu flere danskere skal lide af barnløshed. Tænk hvis alle de potente ungersvende og studenter, der ind imellem tjener et par hundrede ”pr ladning” skal regne med at deres yngel om føje år kommer farende for at lære dem at kende? Man vil hurtigt blive stamfader til en del familier med alt, hvad der hører til. (Bliver man bedstefar oven i vil det jo gøre et ordentlig indhug i kapitalpensionen) Mon ikke mangen student så i stedet sparer turen til sædbanken, rykket i trompeten og finder pengene på SU-budgettet?

onsdag, september 20, 2006

Når taburetklæberi er en dyd
Vi var mange daværende V-kampagnefrivillige, der hin novembervalgaften 2001 var ellevilde over de nye tider, der nu skulle komme med Fogh og Co. efter ni år med Nyrup. Noget skete : Der blev gennemført stramninger i indvandrerlovgivningen, givet penge til sygehuse og så blev der indført et (Thank God!) stadigt gældende skatte- og afgiftstop. Alt sammen noget de fleste vil betragte som traditionel borgerlig politik.
Den egentlige liberale politik med mere afbureaukratisering og større personlig frihed, ansvar osv. har siden valgsejren kun fået en stedmoderlig behandling: Den luftes til nøds kun i landsmødernes (læs: klappekage-kongressernes) skåltaler. Bare antydninger om skattesænkninger bliver i 2006 konsekvent af Venstres interne overskideballeudsteder Claus Hjort Frederiksen eller den forhåndenværende håndlanger –udlagt som værende i modstrid med Venstres politik.
Venstre er derfor nu blevet parti, der ligesom socialdemokraterne forsvarer velfærdsstaten (eller "socialstaten" som Fogh kaldte den) og nødvendigheden i de høje skatter: Lighed for enhver pris er godt, det skal ikke nødvendigvis betale sig at arbejde, at betale max 50 pct. i skat er ALT for lidt osv.
I medierne i går fejrede Anders Fogh sit jubilæum som længst siddende V-statsminister. Ligesom alle andre politikere elsker Fogh at fejre sig selv, og så kan han og Claus Hjort glæde sig over at, medierne så ikke denne dag skriver så meget om regeringsministrenes åbenlyse metaltræthed og handlingslammelse. (En syge som jo så ofte rammer regeringer, der sidder for længe) Det er nemlig for længst blevet forbudt at mene noget særligt eller tage selvstændige initiativer i Fogh-regeringen. Ethvert initiativ der koster penge, ikke passer ind i Hjort/Foghs velfærdsstrategi eller giver dårlig presse er naturligvis bandlyst. Hvad er der så tilbage? Masser af varm luft!
Nu udfordres regeringen af S, der har adopteret skatte og indvandrerstoppet, og følger nu - ligesom VK selv gjorde i sin tid – en konsekvent strategi, hvor man overbyder regeringen på velfærdsområdet. Statskassen bugner nu, og så ligger det jo lige for at brænde det hele af på offentlig velfærd. Det leder tankerne hen på ordene fra fhv. minister Knud Enggaard (V) som i sin tid sagde, at det var med socialdemokraterne og skattekronerne som når man i Zoologisk Have smed bananer ind til aberne i buret: Hvad der er smidt ind, er tabt for evigt!
Hvad er regeringens træk? Denne blogger er ikke i tvivl. Der bliver fest i finansministeriet inden længe. Skal økonomien brænde sammen på grund af overophedning, så kan man ligeså godt gøre det ved at øge den offentlige velfærd frem for at lade pengene blive i skatteborgernes egne lommer. Thi det er der simpelthen flere vælgere i.

tirsdag, september 19, 2006

Come On, Helle!
Jeg har meget stor sympati for mennesket Helle Thorning-Schmidt. Hun forekommer mig at være mere ægte og oprigtig end Anders Fogh og uden tvivl et bedre menneske.
Helle er - som A4 dokumenterede - sådan en man har lyst til at invitere på en øl i modsætning til Anders Fogh. (Trust me - jeg har drukket (EEN) øl med Anders Fogh og han hader alt det sjove ved øldrikning: den folkelige værtshusstemning, brune paneler, vittighederne, almindelige mennesker og ikke mindst tobaksrøgen!).
Anders Fogh er med sin overkontrollerede facon og selviscenesættelse - med mine ord -selve indbegrebet af en "Mensch-Maschine". På den anden side, så er det de færreste, der egentlig har noget imod, at landet styres af en kontrolfreak. De laver jo få fejl og så klumrer de trods alt ikke (alt) for meget rundt i det, ligesom forgængeren i embedet, der aldrig fattede, hvornår han var pinlig.
Anyway, det er ikke let at være Helle. Jeg er (og bliver) aldrig socialdemokrat, men jeg VILLE Så gerne tro på hende. Og jeg er overbevist om at midtersegmentet af kvindelige (og mandlige) vælgere ville elske at give hende en chance som statsminister, hvis de et øjeblik troede på, at hun kan gøre det ligeså godt (eller dårligt...) som Fogh.
Helle T har medvind i meningsmålingerne og man fornemmer, at hun stille og roligt får mere og mere rutine i rollen som S-leder. Hvad er så problemet?
Problemet er, at Helle T skal lade være med (i hvert fald selv) at sende alt for mange lette varmtluft-balloner afsted af typen: "Vi kræver lynvalg - her og nu!". Det var meldingen, som kom samme dag, at S i Sverige var sendt på en fire-årig ørkenvandring. Godt nok steg Helle T og S i søndagens meningsmåling til niveauet omkring katastrofevalget i 2005, men derfra og til at konkludere, at Anders Fogh og VK-regeringen er i krise, så et nyvalg er og nu er uomgåeligt?
Helt ærligt - come on, Helle!!
P.S. Helle skal øve sig på ikke at lyde som en automat, når hun bliver interviewet af Jeppe Nybroe i Tv-Avisen. Vi ved godt, at hun har været til medietræneren hele eftermiddagen, men kunne hun dog ikke lade være med at lyde sådan?

mandag, september 18, 2006

Farvel til HSB - Han Som Bestemmer
Sveriges næste statsminister er borgerlig. Moderatlederen Fredrik Reinfeldt formåede at holde sammen på de fire borgerlige partier og fremstå som et alternativ til Socialdemokraterne.
Reinfeldt er en Anders Fogh-klon. Engang var han minimalstatstænker ligesom Fogh og ville afskaffe velfærdsstaten. Ligesom Fogh var Reinfeldt i 90'erne hardcore nyliberalist, men er siden - præcis som Fogh - nu blevet forsvarer - eller udvikler om man vil - af den nordiske velfærdsmodel.
Drejebogen for valgsejren lignede også den Fogh brugte i 2001: Sørg for at berolige vælgerne med, at der ikke sker de store forandringer på velfærdsområdet og så list en fem konkrete politiske løfter op, som man lover at gennemføre i valgperioden.
Det sidste er det, kommentatorer kalder "kontraktpolitik" og er et effektivt og flittigt benyttet våben i valgkampe overalt i den vestlige verden siden Bill Clinton væltede den gamle George Bush af pinden ved det amerikanske præsidentvalg i 1992.
Den anden forklaring til Reinfeldts valgsejr har en anden og mere simpel forklaring, at mange svenskere efter 10½ år var dødtrætte af Göran Persson som statsminister. Det er muligt, at danskerne i 2001 var trætte af Poul Nyrups selvretfærdige, belærende og let nedladende facon overfor politiske modstandere i valgkampen. Persson overgår så langt Nyrup på alle disse felter, hvilket han selv i løbet af de sidste uger har leveret flere eksempler på. Selv hans egne satte ord på Perssons arrogance, da de i sin tid gav ham øgenavnet "HSB" - Han som bestemmer.
Persson er en type socialdemokrat, som i grunden mener, at regeringsmagten som noget nærmest gudgivent bør og skal ligge hos Socialdemokratiet. Han mener simpelthen, at partiet bør betros regeringsansvaret af rent moralske grunde, fordi det var Socialdemokratiet som i sin tid skabte velfærdssamfundet (i tæt alliance med det liberale Folkpartiet i 40'erne og 50'erne) og derfor er garant for social retfærdighed i samfundet. Ligesom herhjemme står socialdemokraterne derfor nærmest konstant i en forsvarsposition, hvergang der er optræk til justeringer i velfærden.
Denne gang ville vælgerne diskutere arbejdsløshed, som er uforholdsmæssig stor i Sverige især på grund af et relativt ufleksibelt arbejdsmarked, hvor det er dyrt for arbejdsgiverne at fyre folk. De borgerlige mente, at kunne løse problemerne og havde oplistet en række muligheder for liberaliseringer af arbejdsmarkedet og andre justeringer, så det for flere kan betale sig at arbejde. Persson fejlbedømte situationen og kunne eller ville ikke levere et svar på dette spørgsmål. Det gav midtervælgere, der ikke denne gang lod sig påvirke af socialdemokraternes sædvanligvis effektive skræmmekampagne, yderligere en grund til at stemme på den borgerlige "alliance".
Det bliver spændende at se, hvem S sætter i spidsen efter Persson. I nogle af de svenske aviser er de allerede begyndt på det interne hundeslagsmål.

søndag, september 17, 2006

Nyt toppunkt for radikal selvovervurdering
De radikale har her i weekenden fortsat partiets efterhånden langvarige selvovervurderings-trip, hvor man på besynderlig vis har ladet sit landsmøde nærmest vedtage, at Marianne Jelved bliver landets statsminister.
Fra landsmødet kræver partiet indflydelse og stiller en række forslag, der ikke har nogen gang på jorden og yderligere bidrager til partiets velkendte ry i brede dele af befolkningen som verdensfjernt og elitært.
Det er vel efterhånden de færreste, som IKKE ryster på hovedet af de radikales trut i trompeten, for ingen andre - bortset fra de radikale selv - kan se det indlysende i at pege på den efterhånden alderstegne regnelærer. Socialdemokraterne og venstrefløjen peger - naturligvis - på Helle Thorning og en samlet højrefløj peger på Fogh. De historisk kyndige radikale henter Hilmar Baunsgaard frem fra glemslen, thi han er det seneste eksempel på en radikal statsminister, da han stod i spidsen for VKR-regeringen 1968-71. Mange vælgere var slet ikke født dengang og få kan formentlig få øje på tydelige paraleller fra situationen dengang og nu.
De radikales "gungren på broen" giver kun mening, fordi partiet er i den historiske situation, at det i disse år stort set er helt uden for politisk indflydelse.
I kampen om vælgernes gunst kan man bruge tiden til, at fortælle hvad man vil, når man engang får magten. Med de radikales opsigelse af parløbet med S har man nu fået flere frihedsgrader, fordi partiets politik nu ikke længere hele tiden skal sammenlignes med socialdemokraternes og ses gennem SR-alternativets prisme. De radikale kan derfor postulere deres statsministerambitioner samtidig med at de lufter luftige idéer. Det er de velkendte radikale slagnumre såsom slappere indvandrerlovgivning, skatteomlægninger, der mindsker skat på arbejde, men øger de grønne afgifter. Fælles for forslagene er, at de ikke vil materialisere sig i realiteter, fordi både S og VK hver især har lagt sig fast på et skatte- og indvandrerstop.
Spørgsmålet er dog, om de radikale med deres statsministerdrømme og insisterende politiske krav ikke kommer til at virke for skingre, så endnu færre tager dem alvorligt.
I disse år har de radikale masser af medvind, men denne "blogger" vil æde sin gamle hat, hvis Marianne Jelved - eller Margrethe Vestager for den sags skyld - nogensinde bliver statsminister. For en radikal statsminister er - mildt sagt - ikke et folkekrav. Det er nemlig ingen - bortset fra de radikale selv - interesseret i.
Den eneste - og meget fortænkte, nærmest teoretiske - situation er, hvis de borgerlige - som i 1968 og muligvis i 1993 - vælger at tilbyde at støtte en radikal statsminister for at undgå en socialdemokrat. Men det kræver et historisk vælgerskred til venstre, som kun få kan forestille sig.

fredag, september 15, 2006

En ægte Sander
Lad det være sagt med det samme: Helge Sander er en flink mand. Men han har det med at tage sig friheder, som andre enten ikke tør, kan eller vil. Husk hans mange frokostinvitationer til fremtrædende kvinder som ministeriet fik lov at betale. Det er jo ikke, fordi man ikke forstår manden! Men det så da åndssvagt ud. Typisk for Helge Sander blev sagen dysset ned, og der skete ikke mere ved det.
Manden elsker opmærksomhed. Det er ikke en dødssynd, men kan indimellem være en uklædelig last. Helge Sander har to gange tidligere fået det gule kort, fordi han har optrådt med sit eget billede i to publikationer udgivet af private virksomheder. Den sædvanligvis meget moralske statsminister Fogh har for længst været ude og understrege, at de krystalklare spilleregler for ministrene er, at det må de ikke. I går kom det så frem, at Sander endnu engang ikke havde kunnet modstå fristelsen, men havde optrådt med sit skæggede ansigt i en art reklame for Teknologisk Institut. I en halv dag tog Helge Sander ikke sin telefon, mens journalisterne ringede for at få en forklaring. Ved middagstid kom forklaringen, der skulle få kritikkerne- venstrefløjen og Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti - til at pakke sammen. Ministeren forklarede at Teknologisk Institut, som blandt andet faldbyder kurser i fri konkurrence med andre private kursusudbydere, var et non-profit foretagende, og så var det - ifølge Sander selv - ligesom helt i orden.
Samtidig gik statsministeren - ikke overraskende - ud og støttede sin minister med samme forklaring, ja man fristes til at konkludere, at der ikke var noget at komme efter...
Det er vist de færreste som synes, at Helge Sander er et naturligt valg som videnskabsminister. Bendt Bendtsen og Sander er nok de bedste eksempler på, at politikere hverken behøves at vide eller kunne noget særligt for, at kunne sidde på en ministertaburet.
Men det er ikke helt fair, for Sander besidder særlige evner: Han har længe været god til at indynde sig hos statsministeren - de har været venner i mere end 30 år - og at kunne sno sig ud af pinlige situationer som denne, hvor fristelsen til at modstå egen selvglæde simpelthen har været for stor.
Men mon ikke Anders Fogh har sagt til sin gamle ven Sander, at tiden - trods alt - nu er er inde til at stoppe med den slags optrædener, non-profit foretagende eller ej?
Men videnskabsministeren vil ikke skuffe i fremtiden. Der vil helt sikkert komme flere Sander-stunts, der bringer ham selv i fokus!

torsdag, september 14, 2006

Troels Lunds bedste tid er om mange år
Så har Venstre valgt en efterfølger på posten som partiets politiske ordfører for Jens Rohde, som nu skal være radiodirektør. Hvis nogen tror, at skiftet vil medføre store ændringer i den politiske kurs hos statsministerpartiet, så må de tro om igen. Troels Lund Poulsens opgave er - på sin måde - superloyalt, at forsvare regeringens politik. Ingen tvivler på, at underholdningsværdien falder et par grader efter Rohdes exit, men på den anden side er Troels Lund en anderledes samlende figur end Rohde var. Og så tænker han helt anderledes langsigtet end Rohde, som selv definerede sig som værende en del af Anders Fogh Rasmussens politiske projekt. Når tiden ebbede ud for Fogh, så fik Rohdes politiske liv også en ende. Nu valgte Rohde klogt at hoppe af vognen ved en for ham gunstig lejlighed.
Men i modsætning til Jens Rohde, så skal Troels Lunds karriere ikke kulminere i disse år. Hans tid i politik skal mindst vare 20-25 år endnu. Det bliver under evt. kommende V-statsministre som Lars Løkke eller Kristian Jensen og deres politiske projekter, at Lund står på toppen af sin karriere.
Så er der det idelogiske. Børsen mener, at vide at Troels Lund er en slags skabsliberalist og derfor tæt på indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som skulle nære samme lidenskaber. Faktum er, at Troels Lund i sin tid som VU-formand skrev adskillige debatoplæg og en bog som var meget kritisk mod velfærdsstaten. Det er set før, at venstrepolitikere fornægter deres fortids skriverier fordi situationen og tiden blev en anden. Hvor Troels Lund står politisk på de forskellige "Venstrefløje" kan man dog kun gisne om. Foreløbig skal han uden bæven i stemmen forsvare regeringens politik. Og der er som bekendt ikke megen rum for selv små særstandpunkter.
Troels Lund har dog den fordel, at alle kan holde ud at være i stue med ham. og så har han stort set holdt sig fri af fjendskaber i partiets folketingsgruppe. Og det er et rigtigt godt udgangspunkt for at få succes som ordfører.