Da Anders Fogh lørdag aften lagde sig til at sove, havde han lige været inde og tjekke søndagens udgave af Jyllandsposten.
Jarls Blog havde en mikrofon placeret i soveværelset og var derfor med ved denne ene lejlighed:
”Kære Vor Herre,
Nu går jeg til ro og før jeg lukker øjnene vil jeg takke dig for Abu Laban.
I Abu Labans verden var det netop fordi, at Venstre i 2004 gav den hollandske liberale politiker og islamkritiker Ayaan Hirsi Ali partiets frihedspris, at der så siden blev skabt en antimuslimsk stemning i Danmark. Du spørger hvordan det lige hænger sammen? Det er heller ikke helt klart for mig, men omdrejningspunktet i sagen er såkaldte ”blodpenge”, det er et begreb man opererer meget med i Mellemøsten. Nå, men Ali lavede sammen med den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh filmen ”Submission”, der – mildt sagt - kritiserede kvindesynet i islam. Van Gogh blev så siden myrdet af en fanatisk islamist. I en ny bog, siger Laban at prisen til Ali var en historisk fejl: ”Det bragte Theo van Goghs blod til Danmark og krævede, at det muslimske samfund dér betalte blodpenge for ham, og mener - ifølge Jyllands Posten - at Venstre dermed skabte grobund for en antimuslimsk stemning, som ledte til offentliggørelsen af Muhammedtegningerne. Det kan godt være Thøger Seidenfaden giver Laban ret i den sag, men hvor er jeg dog lykkelig over at blive kritiseret af Laban. Jeg kan næsten ikke vente med at se meningsmålingerne i næste uge.
Takket være Laban behøver jeg så ikke være så bekymret for Helle T, som hele tiden gør det bedre og bedre. Desværre. De siger ude i byen, at hun nede hos Peter Sterup i PrimeTime Kommunikation bliver medietrænet hele tiden, men hun kan efterhånden også noget med politisk strategi. Fx siger hun søndag til Politiken, at vi skal finde et nationalt kompromis om Irak. Befolkningen er bekymret over udviklingen dernede og vil have tropperne hjem. Men jeg kan sgu da ikke bare svigte George og Tony. Og hvad er alternativet? Mon ikke Villy og Enhedslisten falder over mig alligevel, hvis det hele ramler sammen nede i Irak, den dag vi er ude af landet og oliepriserne ryger gennem stratosfæren? Nå skidt. Befolkningen foretrækker mig som leder, hvis landet skal stå endnu en Muhammedkrise igennem. Det har Troels Lund Poulsen ( Tak for ham!) også lært at sige, når han kommenterer ”bedste leder”-målinger. Helle T. kan bare vente sig til valget. Danskerne mener helt sikkert, at hun er for grøn og mangler robusthed, hvis en krise skulle opstå igen. Vi skal i hvert fald nok sørge for at minde vælgerne om det!
Og nu til dem jeg rutinemæssigt takker og beder for:
Jeg takker dig for min egen bulldog Claus Hjort og for hans altid loyale og aldrig svigtende støtte, måske lige undtaget, da han absolut skulle fortælle pressen, at Det Nye Venstre deler værdier med Dansk Folkeparti. Han er for mig, hvad Berija var for Stalin. Han står og falder med mig, og ”Clausescu” svigter aldrig, når det gælder nidkær forfølgelse og afstraffelse af mine interne kritikere.
Men jeg beder dig også Vor Herre om støtte til at retlede de efterhånden mange frafaldne i mit eget parti, der ikke længere tror, at jeg har min liberale overbevisning i behold. Hjælp dem med at søge, for så skal de finde den sandhed, at der politisk i Danmark intet andet alternativ er til socialdemokratisme end netop socialdemokratisme plus lidt flere kanoner.
Tak for Anne Mette. Hun er godt nok anti-spin, men når Anne Mette kvajer sig, så stiller hun op og forklarer sig i pressen – selvfølgelig efter at vi har haft nogle til at pudse hendes budskaber af. Vi så jo med den der førstedame-bog, hvor galt det kan gå, når Anne Mette netop er anti-spin. Hykleriet er jo kolossalt mht. spin i Danmark. Alle bruger det, men ingen tør indrømme det. Det er lidt ligesom Jens Rohde, der ifølge ham selv heller ikke vil indrømme, at han læser Ugens Rapport hos frisøren.
Tak for denne uge Vor Herre. Vi forhandler jo stadig ovre i finansministeriet, men ellers er tiden gået med røvkedelige og ligegyldige møder i Oldnordisk Råd samt rækken af de sædvanlige åndsvage mediesager, men takket være Abu Laban, så endte det da godt."
En tanke til journalist Kjeld Hybel, Politiken Søndag for en fremragende analyse om forholdene i det radikale Venstre, der gav kreativ inspiration til denne dags blog.
søndag, november 05, 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar