En del blev sikkert overraskede, da Venstre mandag fremlagde sit nye trafikpolitiske udspil,der er forbløffende liberalt i sit indhold. Partiet vil endda privatisere vejnettet.
På TV2 Nyhedernes hjemmeside står bl.a.:
"Det offentlige skal intet have at gøre med den daglige drift og vedligeholdelse af infrastruktur, men blot stå for den overordnede styring og planlægning. Det er en af hovedessenserne i et nyt trafikpolitisk oplæg fra Venstre".
Det er yderligere overraskende, at dette ideologiske oplæg, har fået lov til at gå igennem censuren hos Claus Hjort. Er der tale om et politisk tøbrud i Venstres topledelses stålsatte insisteren på at komme til at ligne Socialdemokratiet? Man tør næppe tænke tanken.
Oplægget giver anledning til en behersket optimisme hos de af os, der endnu betaler kontingent til Venstre - engang kendt som "Danmarks liberale parti". Oplægget, der mandag blev præsenteret af partiets nye trafikordfører MF (V) Erling Bonnesen tyder derfor på, at der åbenbart findes andre i V-gruppen end de tre kendte V-folketingsmedlemmer, som tidligere har forfægtet liberale standpunkter, Peter Christensen, Søren Pind og Leif Mikkelsen.
Trekløveret, kalder vi her på bloggen for The Usual Suspects, fordi de konstant mistænkes af Claus Hjort a.k.a. Foghs Bulldog for at gå og lave ballade (Læs: De siger. hvad de mener og vedkender sig partiets liberale arv og ideologi). Alle ved, at hvis trekløveret så meget som rokker med ørerne, bliver de slagtet af Bulldoggen og strippet for deres ordførerskaber m.v.:
Det er naturligvis tilsigtet fra Claus Hjorts side, at alene truslen om konsekvent hård behandling af de tre skal virke afskrækkende på andre venstrefolk, der måtte nære samme rebelske tanker. En dag på Christiansborg kom ”Clausescu” da også til at forklare sig:
”Ser du, vi gør jo bare ligesom i Kina i sin tid. Hvis der var ballade i en landsby, ja så tog sikkerhedspolitiet derind. De sparkede dørene op og tog en to-tre stykker af ballademagerne med. Så kørte man fangerne ud i ørkenen, hvor de blev nakkeskudt. Og ved du hvad? Efter det, så var der altså ro!”
Ved denne lejlighed, blev der så sandelig ikke sparet på dramatikken hos beskæftigelsesministeren, men han vidste selvfølgelig heller ikke dengang, at citatet endte på denne blog...
Det er en kendt sag, at Claus Hjorts udtalte macciavellianske tilbøjeligheder i øvrigt, på mange måder har ødelagt stemningen og ikke mindst arbejdsglæden i Venstres folketingsgruppe. Kritiske indlæg, der ikke hylder chefens - Anders Foghs - meritter, er for eksempel ikke velset. Utvivlsom vil Kim Jong-Il bifalde sådan en politisk proces, men det klæder ikke et demokratisk parti. Heller ikke et parti i regering.
Erling Bonnesens med fleres liberale trafikpolitiske oplæg er måske en enlig svale. Men på Jarls Blog vil vi godt kvittere for initiativet og det udviste politiske mod og nytænkning, det efter alt at dømme er udtryk for.
Lige om hjørnet venter en finanslovsaftale. Det bliver spændende at se, hvor meget liberalisme, man finder i det.
mandag, november 06, 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar