Tal om sammenblanding af interesser

Der er ingen tvivl om, at NCC-sagen bliver en klassiker som case i PR og lobby branchen. Hvordan undgår man som erhvervsvirksomhed at udsætte sig for korruptionsmistanke? Hvordan skal virksomheder og politikere reagere og navnlig ikke reagere? Hvornår er det, at et firma hyrer nye PR-folk ind til at rådgive sig om en tabt sag, fordi ens egen kommunikationsafdeling selv er blevet fedtet for meget ind i sagen, så de har mistet overblikket? Og endelig: Kan man arbejde som lobbyist og politiker på samme tid?

I min bog kan man ikke arbejde som lobbyist i sager, hvor man som politiker er sat til at varetage almenvældets interesser. Det er nu ikke det samme som, at man ikke kan være politiker og lobbyist på samme tid. Men politikeren/lobbyisten har ansvaret for, at alle er klar over, hvornår man har diverse kasketter på. I sager, hvor der er modstridende interesser skal man lade dem passere til andre ordførere. Det tilsiger almindelig sund fornuft.

I går i det udmærkede program ”Jersild og Spin” på DR2 anførte Lotte Hansen – såkaldt Spin-ekspert - og som får penge for at flashe kommunikationsbureauet Advices navn på den reklamefri TV-kanal, at den pågældende Venstrepolitiker havde arbejdet som lobbyist for nogle dækfirmaer samtidig med, at han havde været – hold nu fast – trafikordfører i Københavns Borgerrepræsentationen.

Ærligt talt, så synes jeg, at Lotte Hansen , som hun i øvrigt har for vane, kom med et fortænkt eksempel, som oven i købet er banalt og baseret på grundlæggende manglende indsigt i mandens arbejde - begge steder. Dækfirmaerne ønsker avisomtale af deres produkter og at brande deres navne. Det må derfor være uhyre marginalt, hvad dækfirmaer mister ved, at biltrafikken bliver begrænset, og at der bliver nedlagt parkeringspladser i byen. Hvis man absolut skal være ligeså jomfrunalsk som Lotte Hansen, så vil jeg da påpege det betænkelige i, at hun med sine betragtninger er med til at ødelægge det konkurrerende firmas relation til sine kunder. Læsere af Jarls Blog kan selv konstatere, at det er en bevidst strategi fra Advice at miskreditere en række kommunikationsfirmaer i branchen. Hidtil har det været lidt i dølgsmål og ved særlige lejligheder, men forleden blev Advice-chefen afsløret i at bruge sit eget netværk på K-forum til sin systematiske nedrakning af konkurrerende PR-bureauer. I går kunne man konstatere, at den smart markedsførte Frøken Spin følger chefens parole, når hun er på tv. Jeg synes, det er både skam- og smagløst, og tvivler i øvrigt på, at det er effektivt. For den slags "julenumre" bliver jo opdaget. Respekt giver det i alle tilfælde slet ikke.

Den pågældende sag, hvor Lotte Hansen - og nu i dag også Politikens leder – anlægger som præmis for deres vurdering af sagen, at multinationale dækfirmaer skulle have særlige interesser i Københavns trafikpolitik er så proportionsløs, at det skriger til himlen.

For mere end 10 år siden var jeg assistent for et V-folketingsmedlem, som i modsætning til hovedparten af de store teleselskaber var interesseret i at skrue en telelovgivning sammen, der var fri og som gav små selskaber adgang til det gryende mobilmarked. Det var milliarder af kr., som den sag handlede om, og Danmark endte – efter mange forhandlinger – at få en fri telelovgivning. Undervejs blev det pågældende folketingsmedlem ringet op af en person, som præsenterede sig som det konservative medlem af EU-parlamentet, Christian Rovsing, som bad om at få et møde om sagen. V-politikeren imødeså med interesse mødet med den teknik-interesserede politiker, som for 30-40 år siden var TV-star og gæstekommentator ved amerikanernes månelandinger. På mødet gik det imidlertid op for V-politikeren, at Rovsing ærinde var et ganske andet. Han kom for at tale det svenske teleselskabs TELIAs sag. Med andre ord: politikeren var ikke politiker, men lobbyist. Der var intet formelt i vejen med det, men Rovsing spillede ikke med åbne kort fra start af, og det mente vi var lige en kende for smart. Telia og Rovsing opnåede derved det stik modsatte af deres intention, da ordførerens tillid til dem, selvsagt var forduftet.