Håndværkeren og tudefjæset

Debatten om den ”Den Hemmelige krig” har længe hængt folk ud af halsen, og det er de færreste, der kan overskue indholdet. De få, der stadig magter at have positive holdninger til filmen, lyder mere og mere skingre i deres forsvar af filmens ophavsmand Christoffer Guldbrandsen og de påstande, som filmen fremsætter om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan for mere end fem år siden og især af regeringens efterfølgende håndtering af sagen.

Filmen blev vist for to måneder siden, hvor en noget overstadig statsretsekspert bedømte filmens dokumentation til at være tilstrækkelig til, at han umiddelbart mente, at en rigsret var en mulig udgang på historien. Det var der ikke så mange andre, der kunne se til trods for oppositionen lod det regne med spørgsmål til regeringen. Folkeopinionen generelt, aviserne m.v. synes ikke, at regeringens svar var særlig fyldestgørende, men til gengæld var der hverken "rygende pistoler" eller specielt troværdige vidneudsagn, der kunne bakke filmens hårde anklager op. ”Der er nul”, sagde statsministeren og fik et eller andet sted ret. Filmen blev et spørgsmål om DRs troværdighed. Efter min mening en debat, som i øvrigt hverken DR eller statsministeren kom specielt godt ud af. DR fordi de forsvarede ”Den Hemmelige Krig” udi i det groteske. Statsministeren, fordi han for én gang skyld ikke offentligt kunne styre sin skadefryd over DRs åbenlyse troværdighedsproblemer.

Guldbrandsen er blevet udsat for ”spin” fra regeringens side, lyder det også gerne bl.a. fra Guldbrandsens forsvarere, der gerne fremstiller situationen a la David mod Goliath eller Nixon vs. Woodward & Bernstein. Guldbrandsen er altså den lille terrier-journalist mod staten, systemet og ikke mindst regeringen i form af forsvarsminister Søren Gade og chefen Anders Fogh Rasmussen.

Men nu fortæller både forsvarsministerens pressechef Jacob Winther til journalisternes fagblad ”Jounalistens” seneste nummer 3/2007, hvordan han forberedte sin pressestrategi. Han afkodede hurtigt journalisternes ”vinkel” eller ”motiver” - om man vil – bl.a. ved at optage filmholdets interview med forsvarets egne folk og forsvarsministeren.

"Journalisten" skriver:

Da det blev Søren Gades tur til at give interview den 7. december 2005 – præcis et år inden filmen fik premiere – havde Christoffer Guldbrandsen sendt omkring 15 spørgsmål på forhånd. Men han blottede afgørende dele af sin vinkel ved at blive ved med at stille ministeren de samme to-tre spørgsmål om tilfangetagelse og udlevering af afghanske fanger til de amerikanske tropper i Afghanistan.

- Efter det havde jeg en rimelig god idé om, hvad de var interesseret i,« forklarer Jacob Winther til "Journalisten"

Winther lægger ikke skjul på at filmen var ”enhver spindoktors mareridt”, og han vidste fra ”dag 1 af at denne film ikke blev god for os”.

Den glimrende artikel redegør på fortrinlig vis for et klassisk stykke kommunikationsarbejde, hvor der er blevet samlet informationer ude i marken, og som så er blevet hentet ind. Så er der blevet analyseret frem og tilbage og siden er der lagt en strategi for, hvordan man effektivt i pressen og politisk imødegår de postulater, som regeringens spindoktorer ved, vil komme. De demonstrerer håndværksmæssig kunnen, og det er et fandens flot stykke håndværk, hvis jeg må være så fri. Winther kan - hvis han ikke dummer sig i fremtiden - gå ud i det private og tage et ordentlig honorar efter at have vist sit værd.

Journalisten har skam også talt med Guldbrandsen og hans makker Nils Giversen for at høre deres side af sagen: Her lyder det bla.:

Statsministerens spindoktor a.k.a."Ulven"- Michael Ulveman , som i øvrigt skulle være Guldbrandsens private ven, får mere eller mindre skyld for at have misbrugt oplysninger han har fået, da de to arbejdede sammen bl.a. om forarbejdet til filmprojektet ”Den Hemmelige Krig”. Ulveman skulle endda - før han blev Foghs presserådgiver - have fået udleveret to mapper med researchmateriale til filmen (!)

- Jeg har ikke belæg for at sige, at han har misbrugt sit kendskab til sagen. Men jeg har fortalt om vores interviews med de centrale amerikanske kilder Chris Hogan og Ed Hermann«,siger Christoffer Guldbrandsen til fagbladet.

"Journalisten" skriver videre:

Efter filmens premiere for et inviteret publikum i Grand i København den 4. december 2006 fortsatte overraskelserne.

- Da jeg kommer ud fra biografen, står jeg ved siden af Naser Khader, og hans telefon siger pling-pling. Han tager telefonen og viser mig en sms skrevet af Michael Ulveman, hvor der står noget i retning af: »Flot musik, gode billeder. Synd, der ikke er noget, der klæber til statsministeren. PS: Danske specialstyrker har aldrig flag på.«

De slukørede DR-dokumentarfolk må senere hive lommetørklæderne frem:

- De har brugt alle tricksene fra spindoktorbogen mod os – også mange, som de ikke burde bruge, siger Niels Giversen til "Journalisten".

Ja, det er synd, og Jarls Blog føler bestemt megen medlidenhed med DR-dokumentaristerne.

Engang kunne Guldbrandsen vinkle sine historier, som han ville, uden risiko for at andre efterfølgende kunne gøre så meget ved den én gang fastlagte vinkel. Fx viste han Mogens Lykketofts ”Danse Macabre” i ”Lykketoft finale”. Det var den i øvrigt fremragende film, hvor Guldbrandsen lod S-rådgiveren Morten Boje fremstille som komplet idiot, men samtidig lod sin private ven - bagsidepsykopaten på Ekstra Bladet – manden, der lever af at skrive gennemførte ondskabsfuldheder om folk – fremstå som ”uopdaget spin-stjerne”, der pludselig rådgiver Lykketoft både om budskaber og pressestrategi. Dvs. det hele blev lidt farceagtigt med et budskab om, at nærmest enhver idiot fra gaden kan rådgive en toppolitiker.

Denne gang fik Guldbrandsen altså ikke lov til at løbe om hjørnerne med spinfolkene. De forberedte sig godt og grundigt, og de tørrede ham noget så eftertrykkeligt. Det står han så nu og tuder over. Ja sådan er livet så meningsløst og ondt engang imellem.