Den der er ren

”Loven om altings sammenblanding” er en klassiker inden for disciplinen krisestyring. I meget korte træk går den ud på, at personer, organisationer eller virksomheder som er endt i pressens kritiske søgelys, og som derfor har mistet troværdighed hurtigt tillægges alle mulige og umulige motiver og handlinger i efterfølgende spekulationer. ”Forbrydelserne” eller personerne har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men i pressens og folkeopinionens bevidsthed smider man det det hele ned i én stor kasse, hvor der står ”problematisk ” uden på. År efter er realiteterne og sagens fakta ligegyldige. Kun sagen og personens navn huskes, og man er således brændemærket.

Loven om altings sammenblandling følger en enkel, men ret barsk Erasmus Montanus-logik: En V-politiker er mistænkt i en korruptionssag. Politikerens arbejdsgiver – et firma - er nævnt i denne sag. En seks år gammel sag viser - måske - "uetiske" metoder. Ergo er firmaets forretningsmetoder konsekvent uetiske.

Den pågældende politiker er ansat i det "uetiske" firma og er "angiveligt" "tiltænkt" en rolle i et seks år gammelt muligvis uetisk, men ikke ulovligt forhold. Ergo er politikeren uetisk, hvilket fint passer med, hvad han mistænkes for.

Alle politikere – nuværende og forhenværende – der er ansat i dette firma er korrupte og/eller uetiske.

PR og lobby-firmaer med tidligere politikere er ”korrupte” eller uetiske.

Folk, der har kendt eller indåndet den samme luft som den mistænkte, men endnu ikke sigtede politiker, er korrupte eller uetiske.

Måske er det en stor rådden konspiration? Måske eksisterer der et hemmeligt netværk, hvor de gør hinanden tjenester og ser igennem fingre med hinandens julenumre?

Måske er det et politisk bestemt råddenskab bestemt af partibogens farve? Politikeren kommer fra et bestemt parti ergo er alle politikere fra dette parti korrupte.

Politikeren er borgerlig. Brixtofte er borgerlig. Måske er alle de borgerlige politikere korrupte?

Fortsæt selv.

Det pågældende firma er skandaliseret og de få kunder, der formentlig er tilbage har måske stillet samarbejdet på stand-by. Jeg ved det ikke – jeg spekulerer.

Synes jeg, at det er i orden, at politikere får penge for at fremme kommercielle interesser under dække af at bidrage til en politisk diskussion? Under ingen omstændigheder. Er det kriminelt? Nej Dumt? Fuldkommen idiotisk! Bliver det opdaget -og skal det undersøges? Helt bestemt!

Men hvad er egentlig sagens hidtidige fakta? Den pågældende V-medlem er endnu ikke sigtet i sagen. Ikke desto mindre er hans chancer for at arbejde i kommunikationsbranchen lig nul. I hvert fald for en meget lang periode.


NCC-sagen kører nu videre i 8-14 dage endnu. Uden tvivl gennemlever de implicerede og deres familier et veritabelt mareridt, som kun få forestiller sig. Man skal have prøvet det, for at have en anelse om, hvordan det er at sidde i den offentlige gabestok med følgesvenden magtesløshed, fordømmelse og /eller tvivlrådighed hos omgivelserne og ikke mindst skammen hos en selv over at have placeret sig selv og andre i en sådan situation.

Dette er ikke et forsvar for folk, der måske har begået noget kriminelt. Det er en henstilling om, at pressen og borgerne lader tvivlen råde om, hvorvidt ex. den meget omtalte V-politiker i virkeligheden er skyld i alt det, som man beskylder ham for. Mange mener at vedkommende har opført sig tåbeligt. Måske, det er trods alt endnu ikke forbudt. Men er der nogen, der endnu har set et klokkeklart bevis på at anklagerne holder vand?

For dem, der har glemt det, så lyder en anden af kommunikationsbranchens kloge sætninger: Der findes kun virksomheder eller personer, som har gennemgået en krise og dem, som vil gennemleve en krise.

Dem der dømmer folk, skal huske at se på sig selv: Er jeg ren? Hvis ja, så synes jeg alligevel, at de skal undlade at kaste sten, for det kunne være, at de retfærdige selv en dag gerne ville nyde godt af en berettiget tvivl med hensyn til, at en sag vitterlig står, som den er beskrevet i pressen.