En lille pind til ligkisten

Det er urimeligt at sammenligne Christoffer Guldbrandsen med en venstreorienteret propagandist som Michael Moore. Det står klart for mig, efter at have set dokumentarfilmen ” Den hemmelige Krig” i går på DR2. Filmen rejser en række spørgsmål, hvorvidt danske soldater i 2002 udleverede tilfangetagne afghanere til amerikansk tortur/mishandling eller ej, og den er langt bedre end sit rygte.

Som flere kommentatorer har været inde på, mangler Guldbrandsens film at præsentere det fældende bevis, der får ministre til at gå af m.v. Til gengæld bidrager regeringen og især forsvarets egne folk til den opfattelse, at der er foregået et eller andet, der ikke tåler dagens lys. Embedsmænd, der pludselig ændrer forklaring midt under et interview, vidner der får mundkurv på, og dokumenter der bliver væk, fremmer ikke ligefrem det indtryk, at alt har været fremme i lyset. Jeg sad i hvert fald tilbage med en mavefornemmelse af, at regeringen har en dårlig sag, men har været god til at lukke af og gemme ”beviser” bort. Men ligesom Guldbrandsen har jeg intet at have det i. Ingen af de indicier, der har været fremme, holder. Hverken i folketingssalen eller i rigsretten for den sags skyld.

Men hvad siger vælgerne? Formentlig opfatter de sagen som ret kompliceret, og langt de fleste danskere er efter min vurdering ”stået af” for længe siden. Guldbrandsens film kommer ikke til at forstyrre julefrokosterne og gaveindkøbene. Til gengæld har oppositionen – som var så langt de mest overbevisende under DR2-debatten i går – en god sag med hensyn til spørgsmålet om en uvildig undersøgelse. Hvis regeringen ikke har noget at skjule kan de jo bare sige ja til det. Det vil regeringen naturligvis ikke. Ikke nødvendigvis fordi, at de har noget at skjule, men fordi det vil trække sagen i langdrag og fortsat ville kunne bruges af oppositionen til at slide regeringen op med spørgsmål, debatter osv. Problemet for regeringen er, at den overfor vælgerne har svært ved at argumentere overbevisende for et ”nej tak”.

Oppositionen har i øvrigt også selv et forklaringsproblem i forhold til et af filmens anklagepunkter, hvor oppositionen beskylder regeringen for at have fortiet oplysninger om regeringens holdning til, hvordan USA behandlede krigsfanger.

Berlingske skriver i dag, at Folketinget ikke kunne være i tvivl om, hvordan regeringens holdning til den amerikanske politik var. Avisen henviser til Folketingets egne referater af to folketingsdebatter, som fandt sted i januar 2002.

”I de to folketingsdebatter, der var udløst af spørgsmål fra henholdsvis den radikale Martin Østergaard og SFs Holger K. Nielsen, kommer det frem, at USA ikke agter at give tilbageholdte status som krigsfanger, men alene vil behandle dem "efter Genèvekonventionernes principper".

Samtidig oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K), hvad den danske regerings holdning er - nemlig, at regeringen accepterer den amerikanske beslutning om kun at behandle fangerne efter Genève-konventionernes principper.”

Det er derfor lidt sent nu for oppositionen at påstå, at man er uvidende om regeringens holdning til den amerikanske politik. Enten er Berlingskes journalister dygtige, eller også er regeringens spinfolk åbenbart vågnet op.

Summa Summarum! Der er intet regeringsflertal for, at der skal ske mere fx i form af en uvildig undersøgelse. Debatten fortsætter dog blandt oppositionsavisen Politikens læsere, men politisk set er denne sag død, medmindre der mod forventning dukker nye oplysninger op.

Alligevel vil nogle af de såkaldte usikre vælgere efter min vurdering fravælge regeringen ved næste valg. Det er de usikre vælgere, der afgør folketingsvalg. Nu er det op til oppositionen at sørge for, at vælgerne ikke glemmer denne sag. Regeringen derimod skal sørge for, at danskerne får noget andet at snakke om.