tirsdag, oktober 17, 2006

Klog klovn slog til igen

I sidste uge stod der at læse i det tyske mindretals avis ”Der Nordschleswiger” at Carl Holst – Venstres sønderjyske amtsborgmester og kommende regionsborgmester i ”Syddanmark” lagde billet ind på at blive næstformand i Venstre, når Løkke – med tiden – skal efterfølge Anders Fogh som statsminister. Der var plads til ham, mente Carl Holst.
Egentlig er det jo lidt underligt. For hvorfor i alverden søger Carl Holst et job, der endnu ikke er slået op? Jo. Det er der flere grunde til.
Men først lidt om manden, som vi - blandt så meget andet - kaldte ”den kloge klovn” i VU-tiden.

Carl Holst – uddannet skolelærer og tidligere VU-formand– er en ambitiøs herre, der længe har forsøgt at blande sig i landspolitikken. Hans platform - internt i Venstre - har især været Venstres hovedbestyrelse. Hvert år kårer de kæmpestore og medlemstunge jyske amtskredse ham som en klar nummer ét ved valget til hovedbestyrelsen på Venstres landsmøde. Det var også Carl Holst som stod bag kampagnen der valgte Lars Løkke til næstformand foran Brixtofte og Eva Kjer Hansen i marts 1998 med Claus Hjorts og Anders Foghs store billigelse.
Carl Holst har haft ledelsens ører i mange år. Indtil engang for ikke så længe siden, hvor også Carl Holst brutalt fik klar besked på, af V-ledelsen –DSB – Dem Som Bestemmer – Claus Hjort og Anders Fogh – at han skulle stikke piben ind.
Carl Holst brøde var, at han advarede Venstre mod at blive slået i hartkorn med Dansk Folkeparti og man måtte ikke udelukke et samarbejde med de radikale.
Hans synspunkter skabte dog direkte usikkerhed om DSB’s kurs i en sådan grad, at statsministeren simpelthen måtte banke Carl Holst på plads.
For nogle må det have været en udsøgt fornøjelse at erfare, hvordan Carl Holst, med sin ofte ulideligt belærende og gammelkloge facon, måtte bide i græsset og smage ”fars” pisk hin majaften i Venstres hovedbestyrelse. Mon ikke Carl Holst den aften lovede sig selv at rollen som prügelknabe "skulle være en gammel løgn”, og at han derfor i fremtiden vil kæmpe endnu hårdere end hidtil for at nå det, som formentlig er hans endelige mål, nemlig statsministerens stol?
Carl Holst er en dreven taktiker, og formentlig den klogeste politiker i Danmark amtsråd. Det har han bevist mange gange.
Før regionsrådsvalget i fjor gik rygterne, at de konservative havde rottet sig sammen med alle øvrige partier imod Carl Holst i Region Syddanmark. Hvad skete der, da stemmerne var talt op? Han blev regionsborgmester. Skolelæreren fra Rødding i Sønderjylland tænker altid fem-seks træk længere end alle de andre.

Men nu har han også opnået at blive regionsborgmester. Hvad skal der så ske i hans karriere? På det mellemlange sigt vil Carl Holst selvfølgelig med i spillet om magten på Christiansborg! Derfor søger han allerede nu jobbet som Lars Løkkes efterfølger, mens næstformanden stadig sidder. Det er smart af flere grunde.

For Carl Holst er ikke nogen trussel mod hverken Anders Fogh eller Lars Løkke. Faktisk anerkender han, at Lars Løkke bliver den nye formand. Timingen er også perfekt. Der er ingen andre kandidater, som har meldt sig. Andre kandidater til en evt. ledig næstformandsstol har det problem, at Carl Holst – til trods for en prominent politisk platform som kommende regionsborgmester - ikke sidder i folketingsgruppen. Han er ingen trussel mod nogen i det daglige spil på Christiansborg. Hvis en MF’er stillede sig op og annoncerede sit kandidatur ville vedkommende hver dag være skydeskive for Lars Løkke og dem som engang håber at profitere på hans komme. En annonceret modkandidat vil få det svært med at tilkæmpe sig ordførerskaber. Som minister er det helt utænkeligt, medmindre Fogh havde sanktioneret dette. Medierne ville også konstant spørge ind til en sådan ”næstformandsstrid”. Denne situation er utålelig for kontrolfreaken, der p.t. har adresse i Prins Jørgens Gård 1. Men indrømmet hele situationen savner fuldkommen realisme. For ingen MF’er stiller op til et valg, der ikke er udskrevet, og som har som forudsætning, at regeringschefens dage er talte. Under normale omstændigheder er det at sammenligne med et kamikazeridt. Bortset fra, hvis man som Carl Holst ikke er medlem af folketingsgruppen og giver historien til en ganske lille provinsavis, som man har et godt forhold til.

Mest sandsynlige kandidat til næstformandsposten – og Foghs ”Golden Boy” – skatteminister Kristian Jensen kan bare se til. Han er bundet på hænder og fødder. Den dag valget bliver virkelig udskrevet skal Kristian Jensen forklare sig, hvorfor han stiller op imod Carl Holst og vil stå i en lidt underlig position som "udfordrer".
Situationen passer Lars Løkke glimrende. Hans mest sandsynlige modkandidat til at efterfølge Anders Fogh - Kristian Jensen er passiviseret, og en gammel allieret Carl Holst står bag Løkke. I hvert fald for en tid.
Den kloge klovn slog til igen.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Jarl

Hvis ikke du udfylder overskrift-rubrikken, bruger den *hele* første paragraf som overskrift. Det er ret belastende, når man læser med per nyhedslæser ;)

Jarl Cordua sagde ...

Tak for tippet, Rasmus! Skulle nu være i orden for fremtiden.
Vi er naturligvis meget kundeoriemterede her på bloggen ;-)
Vh
Jarl

Anonym sagde ...

Ja, vi var mange, der undrede os over Carl Holsts udmelding. Og at det hele er så genialt og taktisk gennemtænkt, som du antyder, tvivler jeg lidt på.

Magtspillet i V er meget uigennemsigtigt, men een ting bør man have lært af at se på andre partier: Det er meget svært at vinde, hvis man er kronprins i for lang tid. Se blot på Frank Jensen i S. Eller på Margrethe Vestager i RV. De bliver slidt op. Det samme er ved at ske for Lars Løkke.

Lars Løkke har tilmed det problem, at han let kan blive lidt rastløs. Hele hans politiske karriere er det gået meget stærkt. Han har fået nye opgaver med meget jævne mellemrum. Amtsborgmester, næstformand, minister osv.

Nu har han været minister for det samme område i 5 år. Og de projekter, han var sat til at stå for, er gennemført. Samtidig er han ikke en del af inderkredsen, der lægger strategien for regeringen - hvilket tydeligvis piner ham. Og han har ikke udsigt til at kunne blive forfremmet. Den eneste højere post er jo i Finansministeriet (og så naturligvis Anders' stol).

Han kan altså risikere at skulle sidde i en relativt varm stol (hvem tror at næste års kommuneforhandlinger bliver sjovere for en indenrigsminister?) i mange år fremover, hvis ikke Fogh snart gå af. Og udsigten til det er jo ikke just stor.

Jarl Cordua sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Jarl Cordua sagde ...

Kære anonyme - men indsigtsfulde bidragsyder. Her på bloggen behøver man IKKE - og i radikal modsætning til de øjeblikkelige tilstande i Venstres Folketingsgruppe - være enige om alt.
Dit bidrag og andres er meget velkommen.
Jeg tror Løkke er bevidst om at han kan blive slidt. Jeg tror heller ikke at Anders Fogh eller Claus Hjort vil græde over at Løkke bliver slidt ned. Vi er da nogle stykker, der mener, at det har været planen helt fra starten af. Men nu ligger det jo fjernt fra Claus Hjort og Anders Fogh at være så kyniske....