Spinsæsonen er gået ind
I al beskedenhed forudsagde denne blogger, at Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale især ville tale om ”hard politics” respekten for ytringsfrihed og kampen mod terroren. Måske ikke helt så hårdt, som jeg forudsagde, men i hvert fald var "soft politics" - emnerne klart nedprioriterede, og faktisk nævnte Fogh slet ikke i sin tale strejkerne i børnehaverne eller demonstrationerne rundt om i landet og på slotspladsen.
Foghs tale talte til traditionelle borgerlige og især mandlige vælgere: Pædagogerne er nogle venstreorienterende hippie-ballademagere og forældrene er i bedste fald velmenende, men ellers forledte og naive. Men målgruppen for protesterne er velfærdsdanskere og pæne mennesker på midten. Hvad man kan kalde "Connie Hedegaard–segmentet" og disse ofte kvindelige vælgere tændte fuldstændig af på Fogh.
Det var ”der er ikke noget at kommet efter”- retorikken, som blev støvet af i dag og som viste den hårde og brutale side af magtmennesket Fogh.
BUPL, som i de sidste par dage har tåget rundt, er tilbage i kampen om mediedagsordenen. Af to grunde. Foghs hårde retorik, hvor han kalder blandt andet to store offentlige medarbejdergrupper og andre - blandt dem forældre, der er imod nedskæringer - for "professionelle socialistiske ballademagere” virker for skingert på mange. Den anden grund er, at BUPL har stillet nogle mennesker frem som talspersoner, som ikke ligner folketingskandidater for Enhedslisten, men i stedet ligner pæne middelklassemennesker, som ikke taler i Karl Marx-termer a la dem, der parkerer barnevognene side om side uden for caféerne i de store byer. Nogle af demonstranterne er ovenikøbet erklærede borgerlige vælgere påstås det.
For mig er der ingen tvivl om at regeringen har ret i substansen – der ER brugt flere penge på velfærd og ansat flere pædagoger. Det er ikke til diskussion uanset, hvor meget BUPL jonglerer rundt med tallene. Men hvis regeringen har så god en sag, hvorfor er der så 62 pct. af danskerne, som mener, at der bruges for lidt på velfærd? Der er et eller andet galt med kommunikationen hos regeringen.

Balleden giver også Helle T og Villy Søvndals nye chancer for at komme tilbage i dansk politik for alvor. Jeg har aldrig været fan af Villy Søvndal som politiker. For mig er han en sur socialistisk charlatan. Men han kan noget med kommunikation. Og for tiden på en overskudsagtig måde, som imponerer mig. Forgængeren Holger K. virkede på mig som en gammel, vrissen indebrændt stodder. Søvndal kan det der med at tegne en hurtig tegning af problemet, forstå folks reaktion og på en overbevisende måde forklarer, hvordan problemet er opstået. Hvis SF ikke får en kæmpefremgang ved næste valg så er det - ud fra en kommunikationsvurdering – ufortjent.
Helle T gør det også godt. Der er stadig en hel del usikkerhed, og hun lyder stadig som en plade. Men det selvsikre smil bliver bredere. I weekenden var S for første gang under hendes formandstid større end V. Den slags betyder noget på de indre linker, hvor S vejrer morgenluft.

Anders Fogh og hans medskyldige Claus Hjort – fra duoen DSB – Dem Som Bestemmer – er ved enden af deres egentlige storhedstid. Fra nu af gælder det om at forsvare sig. Nedslidningen af regeringen er i gang. Ikke at jeg tror, at S vinder næste valg, men regeringen kan ikke stå i en situation, hvor man bare forsvarer det bestående. I moderne europæisk politik har partierne stort set den samme politik. Sådan er det i hvert fald i Danmark – hvor Det Nye Venstre – er endnu mere socialdemokratisk end nogensinde, og udviklingen ses også i Sverige, UK, Frankrig og Tyskland.
Derfor er der kun reelt set to partier i politik at vælge imellem: Dem der vil have mere af det samme eller dem, der vil have en smule forandring. Slogans kunne passende hedde: Skift ikke hest midt i vadestedet eller tid til forandring.
Regeringen er ved at gå i Helle T’s fælde. DSB står som forsvarer af noget, som danskerne er uenige i. Vælgerne har jo ikke valgt Fogh, fordi han engang var liberal, men fordi han har lovet dem mere velfærd. Kan han ikke levere varen går de bare over til andre, som lover det. Helle T’s problem er, at det kan hun ikke, for det vil være økonomisk uansvarligt. Men hun kan lade som om.
Det er DSB’s fælde: Helle T’s valgløfter er ”Anker Jørgensen-økonomi” – et Claus Hjort udtryk som statsministeren har gentaget 10.000 gange i de sidste 72 timer. Er der noget Anders Fogh er god til, så er det at gentage sig selv og stadig lyde troværdig hver eneste gang. Anders Fogh har i dag fortalt danskerne at overbudspolitik fører til 1970’ernes økonomiske ”skandale” og til afgrundens rand. Hvem sagde skræmmebilleder?
Mine damer og herrer; Spinsæsonen er gået ind