tirsdag, oktober 24, 2006

Jelveds dødedans

Det går et spøgelse igennem dansk politik. Det radikale spøgelse. ”De radicoole” siver i meningsmålingerne, og deres trækplastre i folketinget og på Københavns Rådhus har ikke samme medvind i pressen som tidligere. I den sidste måling fra Catinet/Ritzaus Bureau i søndags mistede de radikale tre mandater i forhold til folketingsvalget.

Derfor forsøger Jelveds erklærede efterfølger Marianne Vestager at give kunstigt åndedræt til den kuldsejlede radikale strategi om at stå frit mellem Fogh og Thorning. Således kan Jyllands Posten i dag fortælle den underholdende historie, at partiet nu kræver af meningsmålingsinstitutterne, at de radikale får deres egen tredje blok i meningsmålingernes ”blokbarometre” – det er dem, der tæller partierne sammen på højre og venstre fløj og ser, om de giver over eller under de magiske 90 mandater og dermed et regeringsflertal.

Fuglen flyver ikke meget længere. Marianne Jelved bliver ældre og ældre, og kun radikale kernevælgere ønsker hende som statsminister. Samtidig kniber det med øvrige radikale trækplastre. Naser Khader har tydeligvis mistet gnisten og pusten. Det kan næppe undre med det umenneskelige pres, som han konstant er udsat for. Hvem er ellers synlig med radikal politik for tiden? Martin Lidegaard? Elsebeth Gerner? Man skal være mere end hardcore radikal for at kunne blive begejstret.

Det kommende valg bliver Marianne Jelveds allersidste. Når ”Jelved som statsminister”-strategien ender som en joke, tvinges de radikale inden valget - efter min vurdering - til at pege på Thorning som ”eneste alternativ til Fogh”. Når Jelveds strategi lider endeligt skibbrud, bør hun selv gøre sit parti den tjeneste at gå af som partileder, sådan at græsrødderne i ro og mag kan finde en afløser.


Vild med skrald

På Københavns Rådhus må den radikale Klaus Bondam også indse, at hvedebrødsdagene som politiker er ved at være overstået. Væk er benovelsen og begejstringen over, at en sympatisk skuespillerkendis pludselig sætter sig i borgmesterstolen. Når man som Bondam gik til valg på sloganet ”lækker by”, og alle kan konstatere, at byen flyder af papir, så bliver han målt på det. For tiden bliver Bondam ikke skånet, og det er formentlig ikke sidste gang, man ser ham portrætteret i Ekstra Bladet i dansepositur og med overskriften ”Vild med skrald”.

Glansen er på mere end en måde gået af Skt. Gertrud. Bondam har skiftet voldsomt ud i sin stab. Hans spindoktor holdt under et halvt år, og direktøren skred, fordi hun ikke ville tage ansvaret for Ritts boligprojekt ved Christianshavn, da det efter hendes mening var ulovligt.

I øvrigt er det opfattelsen langt ind i det radikale bagland i København, at partiets folk på Rådhuset ligger for meget under for Ritt Bjerregaard og i stigende grad betragtes som hendes halehæng.

1 kommentar:

cc sagde ...

ja ja Jarl, men jeg ville til enhver tid foretrække Jelved som statsminister end både Hawkeye Fogh, og Helle Tornekrans, og ovenpå de sidste mange års politiske drejning trænger DK til mindre fløj og mere flade, og der er de Radikale vel trods alt det bedste bud.