Tid til Gammel Dansk
For ikke så mange år siden havde Venstres folketingsgruppe den tradition, at de fik en gammel dansk hver gang partiet lå over Socialdemokraterne i meningsmålingerne. Efterhånden blev det hver uge, at proppen skulle hives af Gl. dansk-flasken, så traditionen blev stille og roligt afskaffet. Måske er det tid for venstrebønderne at genoplive traditionen, for i weekenden blev Venstre for første gang i lang tid mindre end S i en Vilstrup måling. Sejren har mange fædre og fire-fem yngre venstreorienterede organisationsfolk fortæller i dag i Politiken at de nærmest planlagde hele kampagnen med BUPL, forældrene og det hele for et halvt år siden over en kop kaffe. Formentlig kan de også tage æren for Thor Ps tåbelige udtalelser om at statsfinansernes udvikling gør ”at vi ender med at kunne købe hele verden” og Anders Fogs noget skingre retorik om ”organiserede socialistiske ballademagere” står bag strejkerne og aktionerne i børnehaverne, der nu har fået kvinderne og især Claus Hjorts yndlingsvælgere – den socialdemokratiske middelklasse – til at forlade regeringspartierne i stort tal. Det er egentlig fantastisk flot, at disse unge mennesker kunne forudse al dette. Men mest fantastisk er det, at en benovet journalist på den regeringskritiske avis Politiken kan lade sig besnære til, at avisen lægger spalter til at disse unge mennesker – uden rigtig at sandsynliggøre deres påstande – kan tage ejerskabet for kampagnen bag regeringens problemer. Morsomt er det også, at de fire-fem venstreorienterede unge mennesker bekræfter Statsministerens påstand om, at det som TVA i dagens nyhedsudsendelse kaldte for ”Befolkningens oprør mod regeringen” er en socialistisk iscenesat kampagne. Det ville i enhver anden avis være blevet en forsidehistorie med en vinkel om, at der nu var tale om en ren tilståelsessag. Nu er det en gammel sandhed, at man ikke skal tro på alt, hvad der står i avisen, så jeg vil stadig hævde problemerne og sagen er lidt mere kompleks, end hvad både statsministeren og en håndfuld venstreorienterede organisationsfolk puster sig op til at bilde os ind.

Pia Kjærsgaard er kommet hjem fra den skatteyderbetalte FN-ferie. Søren Pind har i JP klart fortalt, hvor kedsommeligt og intetsigende det åbenbart er, at tilbringe tre uger i New York til FNs Generalforsamling. Allerede efter tre dage er alt det sjove forbi, og Pind havde allerede efter et par dage selv svært ved at finde på mere at skrive om i sin daglige klumme til avisen. Kjærsgaard har nok ikke kedet sig. Hun kommer hjem til et åreladet parti, hvor de raskeste skud på DF-stammen (Nuvel det er egentlig en modsigelse) nu bliver brutalt fjernet. fordi de ikke vil finde sig i topstyring, men kræver mere åbenhed. Fjolserne i ungdomsforeningen DFU, der under en sommerlejr tåger rundt i deres brandert - og samtidig bliver afsløret med skjult kamera - for ganske uopfordret at håne og fornedre fremmede religioner på i bedste fald barnlig og værste fald dybt usympatisk vis kan derimod blive i partiet. Det er dog paradoksalt. Må man have lov til at belære DF om, at man bør acceptere intern berettiget kritik i et dansk demokratisk parti, og det er oveni aldeles udansk at fornedre og latterliggøre andres religion.

Dansk Folkeparti er i øvrigt dem, som Claus Hjort mener, at Det Nye Venstre har et værdifællesskab med. Derfor er det godt, at jeg aldrig blev meldt ind i det nye Venstre. I det egentlige Venstre har de da – bortset fra enkelte tilfælde som nu også er blevet smidt ud af Venstre – kunnet styre deres brandert. Mon ikke Venstres Folketingsgruppe kunne trænge til en hjertestyrkning ovenpå de sidste ugers begivenheder?