tirsdag, april 17, 2007

Ikke lutter lagkage at være menneske

Siden politiet fik ryddet Jagtvej 69 har byen måttet stå model til de unge autonomes evindelige pressestunts med besatte skoler mig her og besatte fabrikslokaler mig der. TV2 News, der oftest ikke har andet at lave, rykker også troligt ud hver gang med et kamerahold og en ophidset praktikant som reporter, der formulerer sig helt vildt dårligt. Altså medmindre en eller anden stakkel finder sit halvautomatiske våben frem og myrder 32 mennesker på en skole i USA, der afbryder ”løjerne”, hvorefter Poul-Erik Skammelsen på skammeligste vis må bruge sit store talent på at holde snakken i gang hjemme i studiet, mens der ventes på klarhed om tragediens omfang og detaljer. Poul-Erik, helt ærligt hvordan kunne du dog gå til TV2 News og dømme dig selv til ustandselige gentagelser, tomgangssnak og værst: glemsel?

I går gik de unge hærværksmænd så i gang med at besætte endnu et hus. Denne gang var det Stevnsgade Skole på Nørrebro, som Ritt ellers tidligere stillede dem i udsigt. Det blev heldigvis ikke til noget. Skolen blev hærget af graffiti og hærværk. Præcis som det er sket så mange andre steder, hvor de autonome tidligere har demonstreret deres demokratiske sindelag og manglende respekt for andres ejendom ved at brænde folks biler, smadre ruder, ødelægge veje, brænde containere af og smadre lokaler og dyrt inventar på Christianshavns Gymnasium. Også i går passede politiet deres arbejde og fjernede 150 besættere, hvor af de 37 blev anholdt. Desværre uden at de blev hevet i dommervagten.

- Det kan undre, at de ikke passede bedre på bygningen, hvis de virkelig ønskede at blive der. Men de nåede altså både at ødelægge køkken og toilet, inden vi rykkede ind, fortæller den centrale vagtleder hos Københavns Politi til Ritzau.

Gad vide hvad der egentlig foregår inde i hovederne på dem. Det fik jeg et fingerpeg om, da jeg faldt over et læserbrev fra en vis Christine Gade i dagens udgave af Metro Xpress:

Forår i Vestre Fængsel

Så blev det forår, tænkte jeg i lørdags Og det var nok så anden gang i år, at jeg tænkte det, men det tænkte jeg.

Nå ja det giver sgu ikke rigtig mening. Det er nok en litteraturdrop-out ude fra KUA, der har kæmpet sig igennem romanen "Ulysses". Sproget - en såkaldt "indre monolog" - lyder, som var det skrevet af en James Joyce-wannabe.

Jeg stod tidligt op og spiste morgenmad, og da klokken så var hen ad 13.15, tog jeg bussen fra Amagerbro til Københavns hovedbanegård, hvorfra jeg tog bussen hen til Enghave Plads, hvorfra en masse mennesker skulle afgå klokken 14.

Det er aldrig for sent at spise morgenmad…

Vi når til Vestre Fængsel, hvor vi spiller usandsynlig høj musik til fordel for de indsatte, folk kravler op i træerne og danser og hygger i det dejlige vejr.

Jeg gad vide, hvad hun mon ellers har spist ud over ”morgenmad”? Svampe?

Her er det så jeg tænker: Hvordan kan Ritt Bjerregaard nyde sin æbleplantage i forårsvejret, når hun (forhåbentlig) ved, at ekstremt unge mennesker ikke må opleve deres ungdom, blot fordi hun er stædig, og ikke kender til det virkelige liv, hvor det ikke er lutter lagkage at være menneske.

Ja, tag den, Ritt!

Man forstår, at det er et ualmindelige hårdt liv at være autonom, og på Jarls Blog har vi naturligvis den allerstørste sympati med de unge.

For mere munter læsning og indsigt i de autonomes alternative og kreative verdensbillede, så anbefaler jeg Malthe Månebarn Busks hjemmeside „Forenede Eder“

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

"Forenede eder" er ikke ment seriøst... selvom man kan komme i tvivl...

Ungdomshusets støtter troede også at Forenede var rigtig, men nu har de fjernet linket til Forenede Eder fra www.jagtvej69.dk.

Måske gik det op for jagtvej69.dk, da de læste lidt nærmere. eks. skriver han flg. et sted om "Bush’s børnesoldater" d.20. januare:

"(HT: Little Green Footballs, som jeg gætter på er en blog for sportsinteresserede vegetarer.)" LOL

Anonym sagde ...

Ja, Forenede Eder er satire. Og det er rigtig god satire.

Garby sagde ...

Det eneste de forbandede, forkælede ballademagere skal have til morgen-, middags- og aftensmad er knippelsuppe!

Og så må Folketinget satme snart tage sig sammen og hæve strafferammen for at besætte bygninger, så vi kan blive fri for at se og høre om det pjat.