V-toppen med Claus Hjort og Anders Fogh i spidsen led lørdag eftermiddag et ordentlig nederlag på partiets landsmøde i Odense. Ritzau skriver, at et ændringsforslag, hvor Venstre går ind for brugerbetaling på besøg hos lægen og skadestuen, blev vedtaget. Statsministeren har i ugens løb ellers afvist alle tanker og idéer fra Venstres folketingsgruppe og Lars Løkke Rasmussen om det samme. Så Anders Fogh blev altså underkendt af landsmødet. Tænk bare! Ledelsen kvitterede bagefter med at sige, at regeringen ikke vil stille forslag om brugerbetaling. Der er åbenbart ikke meget respekt for demokratiet.
De to timer som ledelsen satte af til afstemning og debat om principprogrammet blev overskredet, og aftenfesten måtte udsættes i flere timer. Claus Hjort og Jens Skipper Rasmussen har åbenbart undervurderet debatlysten i partiet. Det viser, at græsrødderne i partiet ikke finder sig i at blive lagt i lænker af partitoppen, hvilket er et rigtigt sundhedstegn. Den imødesete debat og afstemning om den offentlige sektor og skat, der reelt afgør om Venstre bliver et socialdemolkratisk lignende parti er også overstået. V-toppen vandt afstemningerne ved, at landsmødet nedstemte alle ændringsforslag med klare flertal.
Afstemningen om brugerbetalingen og hele uroen forud for landsmødet har dog sendt det klare signal til ledelsen om, at partiets græsrødder ikke finder sig i hvad som helst. Ikke desto mindre har Venstre i dag med det nye principprogram taget et herresving ind mod midten. Med andre ord: Venstre har aldrig målt på dets principprogram været rødere!
Venstres landsmøde kan i øvrigt ses via streamning fra Venstres hjemmeside www.venstre.dk
lørdag, november 18, 2006
Farvel til det liberale Venstre
Så oprandt dagen, hvor Claus Hjort og Anders Fogh - makkerparret Dem Som Bestemmer (DSB) giver Venstre - Danmarks Liberale Parti eller Venstre i Uffes udgave - nådestødet. Fra asken skal et såkaldt "moderne liberalt parti" eller snarere semi-socialdemokratisk parti opstå.
De delegerede har fået besked på, at de skal stemme Venstres principprogram igennem - uden at stemme for de liberale ændingsforslag fra de enkelte modige ideologisk bevidste delegerede. Processen med debat og afstemning tager under to timer. Det er klart, at det er noget, der skal overstås for DSB, så man kan komme hurtigt videre. Kan man forvente, at Anders Fogh - som sin forgænger - venter med at stemme som den allersidste for ikke at påvirke afstemningen? Formentlig ikke. Uffe Ellemann-Jensen havde også på det område et helt andet format.
Denne lørdag må være rædselsfuld for Claus Hjort. Samtlige målinger er elendige for Venstre og Fogh personligt. Alle taler om og kan se de tydelige krisetegn i partiet, hvor alt andet end sammenhold og gejst præger landsmødet.
Især Claus Hjort bør påtage sig skylden for den elendige stemning i partiet. For sjældent har man set undertrykkeren "Clausescu" mere aggressiv end i torsdagens berygtede interview i Information. Siden er store dele af Venstres folketingsgruppe opflammet i oprør over Claus Hjorts udhængning af trekløveret Christensen, Pind og Mikkelsen som blev kaldt "partiskadelige". Mindst 10 gruppemedlemmer - blandt dem også sikre Hjort/Fogh støtter - insisterede på, at få et ekstraordinært gruppemøde, der i første omgang blev afvist. Men på tirsdag får Claus Hjort at vide, at gruppen ikke vil finde sig i den tilsvining, som overgik Claus Hjorts tre "usual suspects", der blev kaldt partiskadelige, fordi de havde tilladt at stille ændringsforslag til det nye principprogram. VU's formand Karsten Lauritzen satte ord på Claus Hjorts optræden, da han i går i TV-Avisen kaldte beskæftigelsesministeren både "perfid" og "dum". Hjort reagererede senere i TV-Avisen ved blot at tale om "regeringens resultater" uden at forholde sig til den hårde og berettigede kritik, der er blevet rejst. Det skal han såmænd bare blive ved med, for det styrker ikke hans elendige troværdighed i sagen. Alle kan se, at Claus Hjort er presset.
Venstre har brug for en helt anden indpisker i dagligdagen end beskæftigelsesministeren. Hvad der ligner et decideret had til Claus Hjort og især til hans undertrykkelse af den frie debat, er hastigt voksende, og de stærke følelser går også ud over partiets formand. Her er et gratis råd til Anders Fogh: Sig farvel til Claus Hjort. Uden "et Clausescus fald" er det umuligt at genskabe begejstring i partiet igen for hans forfølgelse vil fortsætte. Bulldoggens hærgen har skabt al for meget ravage til, at stemningen i partiet nogensinde kan blive god igen med ham som en del af ledelsen. Anders Fogh bør huske på, at enkeltpersoner aldrig kan blive vigtigere end partiet!
De delegerede har fået besked på, at de skal stemme Venstres principprogram igennem - uden at stemme for de liberale ændingsforslag fra de enkelte modige ideologisk bevidste delegerede. Processen med debat og afstemning tager under to timer. Det er klart, at det er noget, der skal overstås for DSB, så man kan komme hurtigt videre. Kan man forvente, at Anders Fogh - som sin forgænger - venter med at stemme som den allersidste for ikke at påvirke afstemningen? Formentlig ikke. Uffe Ellemann-Jensen havde også på det område et helt andet format.
Denne lørdag må være rædselsfuld for Claus Hjort. Samtlige målinger er elendige for Venstre og Fogh personligt. Alle taler om og kan se de tydelige krisetegn i partiet, hvor alt andet end sammenhold og gejst præger landsmødet.
Især Claus Hjort bør påtage sig skylden for den elendige stemning i partiet. For sjældent har man set undertrykkeren "Clausescu" mere aggressiv end i torsdagens berygtede interview i Information. Siden er store dele af Venstres folketingsgruppe opflammet i oprør over Claus Hjorts udhængning af trekløveret Christensen, Pind og Mikkelsen som blev kaldt "partiskadelige". Mindst 10 gruppemedlemmer - blandt dem også sikre Hjort/Fogh støtter - insisterede på, at få et ekstraordinært gruppemøde, der i første omgang blev afvist. Men på tirsdag får Claus Hjort at vide, at gruppen ikke vil finde sig i den tilsvining, som overgik Claus Hjorts tre "usual suspects", der blev kaldt partiskadelige, fordi de havde tilladt at stille ændringsforslag til det nye principprogram. VU's formand Karsten Lauritzen satte ord på Claus Hjorts optræden, da han i går i TV-Avisen kaldte beskæftigelsesministeren både "perfid" og "dum". Hjort reagererede senere i TV-Avisen ved blot at tale om "regeringens resultater" uden at forholde sig til den hårde og berettigede kritik, der er blevet rejst. Det skal han såmænd bare blive ved med, for det styrker ikke hans elendige troværdighed i sagen. Alle kan se, at Claus Hjort er presset.
Venstre har brug for en helt anden indpisker i dagligdagen end beskæftigelsesministeren. Hvad der ligner et decideret had til Claus Hjort og især til hans undertrykkelse af den frie debat, er hastigt voksende, og de stærke følelser går også ud over partiets formand. Her er et gratis råd til Anders Fogh: Sig farvel til Claus Hjort. Uden "et Clausescus fald" er det umuligt at genskabe begejstring i partiet igen for hans forfølgelse vil fortsætte. Bulldoggens hærgen har skabt al for meget ravage til, at stemningen i partiet nogensinde kan blive god igen med ham som en del af ledelsen. Anders Fogh bør huske på, at enkeltpersoner aldrig kan blive vigtigere end partiet!
torsdag, november 16, 2006
En moderne liberal
I disse dage udkæmpes slaget om, hvilken retning Venstre politisk set skal gå. Skal partiet fastholde sit klassisk liberale udgangspunkt eller skal partiet ligne Socialdemokratiet mest muligt. Det er en barsk kamp, der set med Claus Hjort og Anders Foghs briller er en kamp på regeringens liv eller død. Vælgerne skal simpelthen hen ikke kunne kende forskel på Venstre og Socialdemokratiet. Det er derfor, at Dem Som Bestemmer (Hjort og Fogh) omfavner den offentlige sektor og – som det sker torsdag i Information – kalder den for forudsætningen for et liberalt samfund. Normalt ville liberale svare frihedsrettighederne og frie markeder, men i Hjorts optik – åbenbart – er det en stærk offentlig sektor. Claus Hjort siger i interviewet til Information:
"Den offentlige sektor er forudsætningen for, at vi kan få et godt liberalt samfund. En ordentlig børnepasning, en ordentlig folkeskole og et ordentligt sundhedssystem. Det giver familierne mulighed for at prioritere deres erhvervskarriere. At der er en modsætning mellem en stærk offentlig sektor og så liberalisme, det er fuldstændig forkert."
Engang for ikke så mange år siden ville en Claus Hjort, der forfægtede sådanne synspunkter blive opfattet som en håbløs socialdemokrat. I dag er han og statsministeren på konsekvent charmeoffensiv hos midtervælgere samt især kvinder og offentligt ansatte vælgergrupper. Skal Claus Hjort lovprise statens lyksaligheder for at blive ved magten, ja så gør han det. Hvad har han at tabe? Ingen forventer, at liberalt sindede vælgere pludselig på valgdagen bliver socialdemokrater. Men de kan selvfølgelig også blive hjemme på valgdagen eller stemme blankt. Denne blogger tror, at Claus Hjort undervurderer denne mulighed.
Der er også nogle liberale, blandt andet i Venstres folketingsgruppe, der vælger at blive og tage kampen. De betaler dog en hård pris. I gamle dage blev partifæller, der havde gjort noget, der ikke passede ind i den daværende partisekretær Claus Hjort Frederiksens kram, ”sat i køleskabet” for en tid. Dvs. politikere blev ikke inviteret til at tale ved partiets konferencer eller fik ikke lov til at være med i arbejdsgrupper og den slags. I folketingsgruppen sad Hjort dog ikke for alvor med. Her bestemte de folkevalgte trods alt. Det har desværre ændret sig siden Hjort blev beskæftigelsesminister og kom i folketinget.
Her på bloggen har vi før bemærket den store brutalitet samt fuldstændigt kolde og skånselsløse måde som Hjort arbejder på i forhold til sine partifæller. I Uffes tid hed det, at ”du må godt være uenig” eller ”der var højt til loftet”. Det var ikke bare tomme begreber, der var faktisk plads til debat i det liberale parti. Ikke dermed sagt at nogen nogensinde i Venstre har beskyldt Claus Hjort for at respektere disse friheder i partiet. Problemet er, at efter at Claus Hjort og Anders Fogh har overtaget magten i partiet, er der ingen tilbage – der med autoritet - kan sige ordentligt fra. Eneste undtagelse er måske Christian Mejdahl. Mange i folketingsgruppen vogter over deres ordførerskaber og politiske fremtidsmuligheder med ministredrømme tør de ikke sætte på spil ved at gå planken ud sammen med trekløveret ”The Usual Suspects” (Pind, Christensen og Mikkelsen) som belejligt for Hjort systematisk får skylden for enhver intern opposition i gruppen. Der findes dog ganske flere end blot de tre. Også de viser mod og siger fra, om end, at det sker i dølgsmål.
Torsdag nåede Claus Hjorts forfølgelsesvanvid nye højder. Skræmt af den spirende modstand mange steder i Venstre slap Fogh ”Bulldoggen” løs på trekløveret i Information på en måde, som er meget sigende for, hvor lidt Claus Hjort egentlig agter debatkultur, fri udveksling af synspunkter i folketingsgruppen – ja alt det som, Venstre var kendt for under Uffe Ellemann-Jensen og andre Venstre-ledere. I dag gælder der som bekendt kun kæft, trit og retning i gruppen. Claus Hjort siger:
"Det ærgrer mig, at Søren Pind, Leif Mikkelsen og Peter Christensen fremstiller vores store sejre siden 2001 som en fiasko. De skærer så at sige vores succes fra og udlægger alt det dårlige. Det bebrejder jeg dem. Det er set ud fra en liberal synsvinkel det skadelige i det, de tre foretager sig," siger Claus Hjort, der betegner kritikken som et stort "fupnummer".
Dvs. Hjort bebrejder de tre for at have en helt anden opfattelse af situationen end ham selv. De er - efter hans mening - bevidst illoyale og kyniske. Det strejfer ham ikke engang, at de faktisk simpelthen bare er uenige med ham, fordi de efter alt dømme vurderer regeringens resultater ud fra deres liberale synsvinkel. Hjort siger jo selv, at det er ham, der har flyttet sig. De er så et par stykker, der har valgt at fastholde Venstres liberale udgangspunkt. Hvorfor kan han ikke bare acceptere det? Det er ret tydeligt, at Hjort er ramt af politikeres mest almindelige erhvervssygdom: paranoia.
"Søren Pind, Leif Mikkelsen og Peter Christensen prøver jo at fremstille det som om, at ledelsen er ude af trit med virkeligheden. Det er det første fupnummer. Nogle Venstrefolk siger, at statsministeren isolerer sig. Nogle Venstrefolk siger, at statsministeren ikke deler deres politiske opfattelse. Det er så banalt, at det gør ondt. Når man er i mindretal, og man ikke kan få tilslutning, så påstår man, at alle andre har misforstået det hele. Sådan er det jo, men landsmødet vil vise, at der er utrolig bred tilslutning til regeringens linje," siger Claus Hjort.
Til det er der at sige, at Claus Hjort jo kan læse ugebrevet A4 hvor en Epinion-måling fra i mandags, der viste at to ud af tre Venstrevælgere vender tommelfingeren nedad mht. Claus Hjorts omklamring af velfærdsstaten. Venstres vælgere sendte ellers et klart signal til Hjort og Fogh om, at velfærdspolitikken a la Socialdemokratiet burde droppes, og i stedet skal partiet satse mere på skattelettelser og traditionelle liberale mærkesager. Som en V-kilde sagde til Ekstra Bladet tirsdag:
- Jamen det siger jo sig selv, at vores vælgere er utilfredse med, at vi fører socialdemokratisk politik.
Information skriver videre:
Beskæftigelsesministeren afviser, at hans kritik af de centrale V-folk - herunder finansordføreren og kommunalordføreren - er skadelig for debatklimaet i partiet.
Flittige læsere af Ekstra Bladet og enhver anden med bare lidt kendskab til Venstres folketingsgruppe ved, at Claus Hjorts fremstilling intet har med virkeligheden at gøre. Debatklimaet er på nulpunktet. Kun ros af statsministeren er velkommen. Kritik af ledelsen undertrykkes systematisk. Det nævnte trekløver bliver jo slagtet, intimideret og hængt ud Claus Hjort, hver gang lejligheden byder sig. Det kunne alle jo se, dengang de måtte trække deres forslag til principprogrammet. Men forfølgelsen vil forsætte til skræk og advarsel for alle dem, der bare tænker på at undsige Hjort og Foghs kurs. Står det til Claus ”Clausescu” Hjort blev de alle tre smidt ud af Venstre i morgen og meget tyder på, at processen henimod dette, så småt er sat i gang. Spørgsmålet er formentlig bare, om folketingsgruppen og partiets hovedbestyrelse vil være med til Clausescus udrensningsaktion. Det vil ikke se så pænt ud i starten, men på den lange bane vil en udrensning blot understrege alvoren i partiets ryk ind mod midten.
"Selvfølgelig er der forskellige opfattelser af, hvad liberal politik er, men på weekendens landsmøde vil det vise sig, at Pind, Mikkelsen og Christensen er i stort mindretal. Men man må lade dem, at de er energiske. Det, der står fast, det er den linje, som Anders Fogh står for. Længere er den ikke," fastslår Claus Hjort i Information.
Jeg gør mig ingen illusioner, for selvfølgelig har Claus Hjort sit flertal blandt de fremmødte V-medlemmer på plads. Andet vil ligne ham dårligt, men han vil være meget nervøs frem til den allersidste afstemning. Jeg gætter på, at statsministeren evt. har truet nøglepersoner blandt organisationsfolkene med at gå af som partiformand, som han tidligere har gjort det et stort antal gange i folketingsgruppen for at få opbakning til sin politik. Foghs mest anvendte frase lyder: ”Det bliver ikke med mig som formand, at ” Underforstået ret ind eller jeg skrider. Tænk hvis der var et flertal, der en dag tog manden på ordet. Oveni har Claus ”Clausescu” Hjort fået organiseret debatten på landsmødet sådan, at man på to timer lægger Uffes liberale Venstre i graven, og indfører socialdemokratisme i stedet. ”Debat” og afstemning må kun tage de planlagte to timer. Processen er formentlig både liberal og demokratisk, men kun en smule mere end i de østeuropæiske kommunistpartier fra før murens fald. Kommunisterne lagde trods alt også lange klapsalver ind under kongresserne. Dem bliver Claus Hjort og Anders Fogh formentlig sparet for dennegang. Der er nemlig intet, der tyder på, at det er begejstrede partigræsrødder, der vil stemme denne ændring af partiets politik hjem.
Så hvad er Claus Hjort - udgaven af "den moderne liberale? Jo, det er en, der glad for en både stor og stærk offentlig sektor, og som samtidig slår hårdt ned på alle de øvrige liberale, der er i opposition til det synspunkt.
"Den offentlige sektor er forudsætningen for, at vi kan få et godt liberalt samfund. En ordentlig børnepasning, en ordentlig folkeskole og et ordentligt sundhedssystem. Det giver familierne mulighed for at prioritere deres erhvervskarriere. At der er en modsætning mellem en stærk offentlig sektor og så liberalisme, det er fuldstændig forkert."
Engang for ikke så mange år siden ville en Claus Hjort, der forfægtede sådanne synspunkter blive opfattet som en håbløs socialdemokrat. I dag er han og statsministeren på konsekvent charmeoffensiv hos midtervælgere samt især kvinder og offentligt ansatte vælgergrupper. Skal Claus Hjort lovprise statens lyksaligheder for at blive ved magten, ja så gør han det. Hvad har han at tabe? Ingen forventer, at liberalt sindede vælgere pludselig på valgdagen bliver socialdemokrater. Men de kan selvfølgelig også blive hjemme på valgdagen eller stemme blankt. Denne blogger tror, at Claus Hjort undervurderer denne mulighed.
Der er også nogle liberale, blandt andet i Venstres folketingsgruppe, der vælger at blive og tage kampen. De betaler dog en hård pris. I gamle dage blev partifæller, der havde gjort noget, der ikke passede ind i den daværende partisekretær Claus Hjort Frederiksens kram, ”sat i køleskabet” for en tid. Dvs. politikere blev ikke inviteret til at tale ved partiets konferencer eller fik ikke lov til at være med i arbejdsgrupper og den slags. I folketingsgruppen sad Hjort dog ikke for alvor med. Her bestemte de folkevalgte trods alt. Det har desværre ændret sig siden Hjort blev beskæftigelsesminister og kom i folketinget.
Her på bloggen har vi før bemærket den store brutalitet samt fuldstændigt kolde og skånselsløse måde som Hjort arbejder på i forhold til sine partifæller. I Uffes tid hed det, at ”du må godt være uenig” eller ”der var højt til loftet”. Det var ikke bare tomme begreber, der var faktisk plads til debat i det liberale parti. Ikke dermed sagt at nogen nogensinde i Venstre har beskyldt Claus Hjort for at respektere disse friheder i partiet. Problemet er, at efter at Claus Hjort og Anders Fogh har overtaget magten i partiet, er der ingen tilbage – der med autoritet - kan sige ordentligt fra. Eneste undtagelse er måske Christian Mejdahl. Mange i folketingsgruppen vogter over deres ordførerskaber og politiske fremtidsmuligheder med ministredrømme tør de ikke sætte på spil ved at gå planken ud sammen med trekløveret ”The Usual Suspects” (Pind, Christensen og Mikkelsen) som belejligt for Hjort systematisk får skylden for enhver intern opposition i gruppen. Der findes dog ganske flere end blot de tre. Også de viser mod og siger fra, om end, at det sker i dølgsmål.
Torsdag nåede Claus Hjorts forfølgelsesvanvid nye højder. Skræmt af den spirende modstand mange steder i Venstre slap Fogh ”Bulldoggen” løs på trekløveret i Information på en måde, som er meget sigende for, hvor lidt Claus Hjort egentlig agter debatkultur, fri udveksling af synspunkter i folketingsgruppen – ja alt det som, Venstre var kendt for under Uffe Ellemann-Jensen og andre Venstre-ledere. I dag gælder der som bekendt kun kæft, trit og retning i gruppen. Claus Hjort siger:
"Det ærgrer mig, at Søren Pind, Leif Mikkelsen og Peter Christensen fremstiller vores store sejre siden 2001 som en fiasko. De skærer så at sige vores succes fra og udlægger alt det dårlige. Det bebrejder jeg dem. Det er set ud fra en liberal synsvinkel det skadelige i det, de tre foretager sig," siger Claus Hjort, der betegner kritikken som et stort "fupnummer".
Dvs. Hjort bebrejder de tre for at have en helt anden opfattelse af situationen end ham selv. De er - efter hans mening - bevidst illoyale og kyniske. Det strejfer ham ikke engang, at de faktisk simpelthen bare er uenige med ham, fordi de efter alt dømme vurderer regeringens resultater ud fra deres liberale synsvinkel. Hjort siger jo selv, at det er ham, der har flyttet sig. De er så et par stykker, der har valgt at fastholde Venstres liberale udgangspunkt. Hvorfor kan han ikke bare acceptere det? Det er ret tydeligt, at Hjort er ramt af politikeres mest almindelige erhvervssygdom: paranoia.
"Søren Pind, Leif Mikkelsen og Peter Christensen prøver jo at fremstille det som om, at ledelsen er ude af trit med virkeligheden. Det er det første fupnummer. Nogle Venstrefolk siger, at statsministeren isolerer sig. Nogle Venstrefolk siger, at statsministeren ikke deler deres politiske opfattelse. Det er så banalt, at det gør ondt. Når man er i mindretal, og man ikke kan få tilslutning, så påstår man, at alle andre har misforstået det hele. Sådan er det jo, men landsmødet vil vise, at der er utrolig bred tilslutning til regeringens linje," siger Claus Hjort.
Til det er der at sige, at Claus Hjort jo kan læse ugebrevet A4 hvor en Epinion-måling fra i mandags, der viste at to ud af tre Venstrevælgere vender tommelfingeren nedad mht. Claus Hjorts omklamring af velfærdsstaten. Venstres vælgere sendte ellers et klart signal til Hjort og Fogh om, at velfærdspolitikken a la Socialdemokratiet burde droppes, og i stedet skal partiet satse mere på skattelettelser og traditionelle liberale mærkesager. Som en V-kilde sagde til Ekstra Bladet tirsdag:
- Jamen det siger jo sig selv, at vores vælgere er utilfredse med, at vi fører socialdemokratisk politik.
Information skriver videre:
Beskæftigelsesministeren afviser, at hans kritik af de centrale V-folk - herunder finansordføreren og kommunalordføreren - er skadelig for debatklimaet i partiet.
Flittige læsere af Ekstra Bladet og enhver anden med bare lidt kendskab til Venstres folketingsgruppe ved, at Claus Hjorts fremstilling intet har med virkeligheden at gøre. Debatklimaet er på nulpunktet. Kun ros af statsministeren er velkommen. Kritik af ledelsen undertrykkes systematisk. Det nævnte trekløver bliver jo slagtet, intimideret og hængt ud Claus Hjort, hver gang lejligheden byder sig. Det kunne alle jo se, dengang de måtte trække deres forslag til principprogrammet. Men forfølgelsen vil forsætte til skræk og advarsel for alle dem, der bare tænker på at undsige Hjort og Foghs kurs. Står det til Claus ”Clausescu” Hjort blev de alle tre smidt ud af Venstre i morgen og meget tyder på, at processen henimod dette, så småt er sat i gang. Spørgsmålet er formentlig bare, om folketingsgruppen og partiets hovedbestyrelse vil være med til Clausescus udrensningsaktion. Det vil ikke se så pænt ud i starten, men på den lange bane vil en udrensning blot understrege alvoren i partiets ryk ind mod midten.
"Selvfølgelig er der forskellige opfattelser af, hvad liberal politik er, men på weekendens landsmøde vil det vise sig, at Pind, Mikkelsen og Christensen er i stort mindretal. Men man må lade dem, at de er energiske. Det, der står fast, det er den linje, som Anders Fogh står for. Længere er den ikke," fastslår Claus Hjort i Information.
Jeg gør mig ingen illusioner, for selvfølgelig har Claus Hjort sit flertal blandt de fremmødte V-medlemmer på plads. Andet vil ligne ham dårligt, men han vil være meget nervøs frem til den allersidste afstemning. Jeg gætter på, at statsministeren evt. har truet nøglepersoner blandt organisationsfolkene med at gå af som partiformand, som han tidligere har gjort det et stort antal gange i folketingsgruppen for at få opbakning til sin politik. Foghs mest anvendte frase lyder: ”Det bliver ikke med mig som formand, at ” Underforstået ret ind eller jeg skrider. Tænk hvis der var et flertal, der en dag tog manden på ordet. Oveni har Claus ”Clausescu” Hjort fået organiseret debatten på landsmødet sådan, at man på to timer lægger Uffes liberale Venstre i graven, og indfører socialdemokratisme i stedet. ”Debat” og afstemning må kun tage de planlagte to timer. Processen er formentlig både liberal og demokratisk, men kun en smule mere end i de østeuropæiske kommunistpartier fra før murens fald. Kommunisterne lagde trods alt også lange klapsalver ind under kongresserne. Dem bliver Claus Hjort og Anders Fogh formentlig sparet for dennegang. Der er nemlig intet, der tyder på, at det er begejstrede partigræsrødder, der vil stemme denne ændring af partiets politik hjem.
Så hvad er Claus Hjort - udgaven af "den moderne liberale? Jo, det er en, der glad for en både stor og stærk offentlig sektor, og som samtidig slår hårdt ned på alle de øvrige liberale, der er i opposition til det synspunkt.
onsdag, november 15, 2006
Jarls Blog i P1 Debat på DR
Fredag den 17. november var denne blogger inviteret ind til programmet P1 Debat for at debattere "Det Nye Venstre" med Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen.
Programmet varer 18 minutter. Hør debatten via P1 Debats hjemmeside: http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2006/11/17132957.htm
Programmet varer 18 minutter. Hør debatten via P1 Debats hjemmeside: http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2006/11/17132957.htm
mandag, november 13, 2006
Venstrevælgere kan rende og hoppe
Et flertal af Venstres vælgere vil have partiet til at dreje væk fra midten i dansk politik. Velfærdspolitikken skal skrottes, og i stedet skal Venstre satse på skattelettelser og traditionelle liberale mærkesager, mener to ud af tre Venstre-vælgere, det skriver Nyhedsavisen med henvisning til en undersøgelse fra analysebureauet Epinion, som offentliggøres i Ugebrevet A4 mandag.
Avisen konkluderer, "Dermed går Venstres vælgere stik imod den midtsøgende kurs, som statsminister Anders Fogh Rasmussen(V) har haft stor succes med i de fem år, han har dannet regering."
Ifølge Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, giver undersøgelsen ikke grund til bekymring:
"Der er jo ikke overraskende, at et flertal af Venstre-vælgere mener, at der skal være en kant til Socialdemokraterne. Det er også afspejlet i den politik, som vi fører," siger han til Ugebrevet A4.
Gad vide hvad Troels Lund Poulsen mener med det? Det kan i hvert fald ikke være finansloven, der var kemisk renset for liberale idéer.
Nyhedsavisen skriver videre:
Ifølge lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, har statsministeren dog råd til at ignorere sine vælgeres ønsker om en mere liberal linje.
»Fogh kan tillade sig at gå meget langt i sin midtsøgende kurs. For de liberale vælgere i partiet har ikke noget reelt alternativ til Venstre. Men hvis det kommer, bliver Venstre tvunget til at tage kritikken fra sin højrefløj meget alvorligt,« siger Kasper Møller Hansen og henviser til partiet Liberalisterne, som forsøger at blive opstillet til næste Folketingsvalg.
Det Møller Hansen reelt siger er, at Anders Fogh og Claus Hjort kynisk spekulerer i, at liberale vælgere - hvis ikke Liberalisterne bliver opstillingsberettiget - ikke har andet alternativ end Venstre. Det har han ikke helt ret i. Kritiske og skuffede vælgere kan blive hjemme eller stemme blankt. Det er faktisk set før at netop sofa-effekten har afgjort valg. Claus Hjort og Anders Fogh taber for hver dag troværdighed overfor liberale vælgere, og senest i går aftes i TV-Avisen erklærede Claus Hjort - igen - at man ikke ryster på hånden. Den socialdemokratiske linje bliver videreført. Med andre ord: DSB (Dem Som Bestemmer) blæser fuldstændigt på, hvad Venstres egne vælgere faktisk mener.
Avisen konkluderer, "Dermed går Venstres vælgere stik imod den midtsøgende kurs, som statsminister Anders Fogh Rasmussen(V) har haft stor succes med i de fem år, han har dannet regering."
Ifølge Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, giver undersøgelsen ikke grund til bekymring:
"Der er jo ikke overraskende, at et flertal af Venstre-vælgere mener, at der skal være en kant til Socialdemokraterne. Det er også afspejlet i den politik, som vi fører," siger han til Ugebrevet A4.
Gad vide hvad Troels Lund Poulsen mener med det? Det kan i hvert fald ikke være finansloven, der var kemisk renset for liberale idéer.
Nyhedsavisen skriver videre:
Ifølge lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, har statsministeren dog råd til at ignorere sine vælgeres ønsker om en mere liberal linje.
»Fogh kan tillade sig at gå meget langt i sin midtsøgende kurs. For de liberale vælgere i partiet har ikke noget reelt alternativ til Venstre. Men hvis det kommer, bliver Venstre tvunget til at tage kritikken fra sin højrefløj meget alvorligt,« siger Kasper Møller Hansen og henviser til partiet Liberalisterne, som forsøger at blive opstillet til næste Folketingsvalg.
Det Møller Hansen reelt siger er, at Anders Fogh og Claus Hjort kynisk spekulerer i, at liberale vælgere - hvis ikke Liberalisterne bliver opstillingsberettiget - ikke har andet alternativ end Venstre. Det har han ikke helt ret i. Kritiske og skuffede vælgere kan blive hjemme eller stemme blankt. Det er faktisk set før at netop sofa-effekten har afgjort valg. Claus Hjort og Anders Fogh taber for hver dag troværdighed overfor liberale vælgere, og senest i går aftes i TV-Avisen erklærede Claus Hjort - igen - at man ikke ryster på hånden. Den socialdemokratiske linje bliver videreført. Med andre ord: DSB (Dem Som Bestemmer) blæser fuldstændigt på, hvad Venstres egne vælgere faktisk mener.
søndag, november 12, 2006
Håndtasken giver Naser skylden
Håndtasken i dansk politik - Marianne Jelved og ikke mindst hendes udtalte statsministerambitioner - er i fare for at ende som karikaturer. Thi det er forbløffende så hurtigt, at de radikales enorme fremgang, der kulminerede i foråret, er forduftet henover sommeren og efteråret.
Jyllands Postens måling søndag viser en stor og flot fremgang på syv mandater for S, men de radikale går tilbage med knap 1 pct. og to mandater i forhold til folketingsvalget. I foråret var de radikale helt oppe og ringe omkring de 15 procent. Nu roder de omkring de ni. Hvordan er det sket? Det korte svar er Naser Khader og en dårlig strategi.
Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt strategien - Jelved som statsminister og de mange ultimative krav - er kørt fast. For det er den, og meningsmålingerne taler deres tydelige sprog. Spørgsmålet er blot, hvornår Jelved åbent indser realiterne og går af som partileder. I Berlingske Fredag siger hun ligeud, at hvis strategien går galt, så går hun af.
Diskussionen og spekulationerne om en efterfølger kan dermed begynde, og her står Jelved i et stort dilemma. Hun og et flertal både i den radikale gruppe og blandt græsrødderne foretrækker Margrethe Vestager. Vælgerne derimod foretrækker den populære Naser Khader.
Magtkampen mellem de to radikale fløje har været kendt længe, og Jelveds udtalelser i en kommende bog af TV2-journalisten Gunilla Roijer hælder blot lidt mere benzin på bålet. I bogen "Borgens Dronninger" lufter Jelved en meget stærk kritik af Naser Khader, fordi han i foråret havde sagt, at en VKR-regering var mere realistisk end en SR-regering. Det havde - i følge hendes selv - tvunget Jelved til at fremrykke frigørelsen fra Socialdemokratiet, som ikke var ordentlig forberedt,skriver Berlingske Fredag.
Med andre ord: Alt, hvad der siden er gået galt i Det radikale Venstre, er derfor Naser Khaders skyld. Don't blame me - blame him!
Ifølge Jelved havde hendes udtalelser til bogen været længe undervejs, men i går i et fremragende og på sin måde afslørende interview i Berlingske Tidende blev det klart for enhver, at Jelved og Khaders forhold efterhånden er mere end anstrengt. De taler end ikke med hinanden.
At partiets personstridigheder har mindsket vælgeropbakningen hos de radikale, er Margrethe Vestager helt på det rene med:
- Det bliver de (vælgerne) ligesom os meget hurtigt trætte af. Derfor har vi haft sværere ved at komme frem med vores politiske dagsorden, siger Margrethe Vestager, næstformand i den radikale folketingsgruppe i en kommentar til målingen i Jyllandsposten Søndag.
Jelveds plan må være at sidde så lang tid som muligt for at holde Naser Khader væk fra fadet. Når tiden er moden, skal Vestager overtage lederposten, men det bliver formentlig først efter næste valg. Hvad de gør med Naser Khader i mellemtiden, er et stort spørgsmål. Foreløbig har kræfter i partiet da forsøgt på at karaktermyrde ham i det små og ”inspirere” Jyllandsposten til at skrive, at han er doven osv. Det overrasker egentlig, for de radikale plejer ellers at være så pæne og holde sig for gode til den slags julelege. Det siger formentlig lidt om, hvor irriteret og bange partiets venstrefløj er for Khader.
Forpostfægtninger i Venstre
Venstre varmer op til partiets kommende landsmøde næste weekend, da partiets svar på Donald Rumsfeld - Claus Hjort Frederiksen a.k.a. "buldog'en" a.k.a "Clausescu" stod overfor Søren Pind i TVAvisen søndag aften. Det var ”Det Nye Venstre”, der mødte ”Det klassiske Venstre”, og begge parter opførte sig pænt med meget urbane udtalelser.
Virkeligheden dækker imidlertid over et reelt drama om Venstres sjæl, som vil blive udkæmpet i den kommende uge. TVAvisens indslag viste ”Det Nye Venstre” i skikkelse af Claus Hjort, der ”har justeret Venstres politik” og derfor omfavner velfærdsstaten, præcis som socialdemokratiet historisk har gjort det, hvorimod "det klassiske Venstre" var "skeptisk" mod velfærdsstaten.
Næste lørdag står slaget mellem de to retninger. Vinder Claus Hjort har Danmark – også på papiret – fået et nyt socialdemokratisk parti ved siden af de to, der eksisterer i forvejen, Socialdemokratiet classic og Dansk Folkeparti. Næste skridt i Hjorts strategi bliver formentlig en aflivning af skattestoppet – regeringens ideologiske figenblad. Men det tør Claus Hjort ikke sige på denne side af landsmødet. Det kommer først senere.
Fogh og Hjort (DSB - Dem Som Bestemmer) tror også, at sodavandsfabrikanternes gode lobbyarbejde, hvor de slipper med 30 øre mindre pr. liter eller 100 millioner kr om året, ældrecheck og andre forbedringer åbner øjnene hos vælgerne. Troels Lund gør sit arbejde og taler optimismen op:
- Der er da ingen tvivl om, at Venstre har været i modvind de seneste par måneder. Men nu har vi underskrevet en finanslovsaftale i denne uge, som effektivt punkterer de mange velfærdsmyter, som nogle partier i Folketinget er fremkommet med, siger Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen.
Vi er da nogle, der husker, hvor glad og fro Nyrup og Lykketoft var for deres mange politiske resultater, finanslove m.v., men hvor befolkningen var knapt så imponerede.
Den fejl laver regeringen ikke! Tværtimod roser Troels Lund regeringen for, hvad den IKKE foretager sig på velfærdsområdet.
Venstre - Danmarks uambitiøse parti!
Jyllands Postens måling søndag viser en stor og flot fremgang på syv mandater for S, men de radikale går tilbage med knap 1 pct. og to mandater i forhold til folketingsvalget. I foråret var de radikale helt oppe og ringe omkring de 15 procent. Nu roder de omkring de ni. Hvordan er det sket? Det korte svar er Naser Khader og en dårlig strategi.
Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt strategien - Jelved som statsminister og de mange ultimative krav - er kørt fast. For det er den, og meningsmålingerne taler deres tydelige sprog. Spørgsmålet er blot, hvornår Jelved åbent indser realiterne og går af som partileder. I Berlingske Fredag siger hun ligeud, at hvis strategien går galt, så går hun af.
Diskussionen og spekulationerne om en efterfølger kan dermed begynde, og her står Jelved i et stort dilemma. Hun og et flertal både i den radikale gruppe og blandt græsrødderne foretrækker Margrethe Vestager. Vælgerne derimod foretrækker den populære Naser Khader.
Magtkampen mellem de to radikale fløje har været kendt længe, og Jelveds udtalelser i en kommende bog af TV2-journalisten Gunilla Roijer hælder blot lidt mere benzin på bålet. I bogen "Borgens Dronninger" lufter Jelved en meget stærk kritik af Naser Khader, fordi han i foråret havde sagt, at en VKR-regering var mere realistisk end en SR-regering. Det havde - i følge hendes selv - tvunget Jelved til at fremrykke frigørelsen fra Socialdemokratiet, som ikke var ordentlig forberedt,skriver Berlingske Fredag.
Med andre ord: Alt, hvad der siden er gået galt i Det radikale Venstre, er derfor Naser Khaders skyld. Don't blame me - blame him!
Ifølge Jelved havde hendes udtalelser til bogen været længe undervejs, men i går i et fremragende og på sin måde afslørende interview i Berlingske Tidende blev det klart for enhver, at Jelved og Khaders forhold efterhånden er mere end anstrengt. De taler end ikke med hinanden.
At partiets personstridigheder har mindsket vælgeropbakningen hos de radikale, er Margrethe Vestager helt på det rene med:
- Det bliver de (vælgerne) ligesom os meget hurtigt trætte af. Derfor har vi haft sværere ved at komme frem med vores politiske dagsorden, siger Margrethe Vestager, næstformand i den radikale folketingsgruppe i en kommentar til målingen i Jyllandsposten Søndag.
Jelveds plan må være at sidde så lang tid som muligt for at holde Naser Khader væk fra fadet. Når tiden er moden, skal Vestager overtage lederposten, men det bliver formentlig først efter næste valg. Hvad de gør med Naser Khader i mellemtiden, er et stort spørgsmål. Foreløbig har kræfter i partiet da forsøgt på at karaktermyrde ham i det små og ”inspirere” Jyllandsposten til at skrive, at han er doven osv. Det overrasker egentlig, for de radikale plejer ellers at være så pæne og holde sig for gode til den slags julelege. Det siger formentlig lidt om, hvor irriteret og bange partiets venstrefløj er for Khader.
Forpostfægtninger i Venstre
Venstre varmer op til partiets kommende landsmøde næste weekend, da partiets svar på Donald Rumsfeld - Claus Hjort Frederiksen a.k.a. "buldog'en" a.k.a "Clausescu" stod overfor Søren Pind i TVAvisen søndag aften. Det var ”Det Nye Venstre”, der mødte ”Det klassiske Venstre”, og begge parter opførte sig pænt med meget urbane udtalelser.
Virkeligheden dækker imidlertid over et reelt drama om Venstres sjæl, som vil blive udkæmpet i den kommende uge. TVAvisens indslag viste ”Det Nye Venstre” i skikkelse af Claus Hjort, der ”har justeret Venstres politik” og derfor omfavner velfærdsstaten, præcis som socialdemokratiet historisk har gjort det, hvorimod "det klassiske Venstre" var "skeptisk" mod velfærdsstaten.
Næste lørdag står slaget mellem de to retninger. Vinder Claus Hjort har Danmark – også på papiret – fået et nyt socialdemokratisk parti ved siden af de to, der eksisterer i forvejen, Socialdemokratiet classic og Dansk Folkeparti. Næste skridt i Hjorts strategi bliver formentlig en aflivning af skattestoppet – regeringens ideologiske figenblad. Men det tør Claus Hjort ikke sige på denne side af landsmødet. Det kommer først senere.
Fogh og Hjort (DSB - Dem Som Bestemmer) tror også, at sodavandsfabrikanternes gode lobbyarbejde, hvor de slipper med 30 øre mindre pr. liter eller 100 millioner kr om året, ældrecheck og andre forbedringer åbner øjnene hos vælgerne. Troels Lund gør sit arbejde og taler optimismen op:
- Der er da ingen tvivl om, at Venstre har været i modvind de seneste par måneder. Men nu har vi underskrevet en finanslovsaftale i denne uge, som effektivt punkterer de mange velfærdsmyter, som nogle partier i Folketinget er fremkommet med, siger Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen.
Vi er da nogle, der husker, hvor glad og fro Nyrup og Lykketoft var for deres mange politiske resultater, finanslove m.v., men hvor befolkningen var knapt så imponerede.
Den fejl laver regeringen ikke! Tværtimod roser Troels Lund regeringen for, hvad den IKKE foretager sig på velfærdsområdet.
Venstre - Danmarks uambitiøse parti!
torsdag, november 09, 2006
Venstres Rumsfeld
Fogh bifalder Rumsfelds afgang. Måske skulle han tage ved lære af George Bush og lade sin "egen" Donald Rumsfeld beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen gå af og helt forlade regeringen. Bifaldet skal andre nok klare. I folketingsgruppen står de nærmest i kø for at slippe af med ham.
Det er, når en politik har spillet fallit, at folket kræver politikeres afgang. Det ser man i USA for tiden, hvor den netop afgående forsvarsminister Donald Rumsfeld igennem seks lange år demonstrerede enestående egenrådighed og stivnakkethed. Fx ville han ikke lytte til sine generaler og andre der prøvede at forklare ham, at hans strategi var forkert og skulle ændres.
Den danske udgave af Donald Rumsfeld er stort set ligeså stivnakket, og Claus Hjorts strategi med ”Det Nye Venstre” har spillet ideologisk fallit, sådan som Rumsfelds strategi har gjort det i Irak. Dertil kommer, at Hjort har brugt størstedelen af sin energi som folkevalgt politiker på systematisk at dræbe al gejst og nytænkning i Venstre. Det er ikke altid sket alene ved hjælp af argumenter, men også ved brug af trusler og tvang. Det er ikke en fremgangsmåde, hvor man samler sig mange venner.
Derfor bør Fogh følge Bush eksempel og snarest muligt bede Claus Hjort gå af som beskæftigelsesminister, samt at han trækker sig fra samtlige tillidsposter i gruppen. Det vil ikke ske i morgen, men det bør ske. Snart.
Tiden er løbet fra Claus Hjort. Dag for dag falder hans støtter fra i Venstres folketingsgruppe. Alle ved det og alle kan se det. Hans opbakning i gruppen er hastigt på retur - især siden Jens Rohde forlod posten som politisk ordfører, og efter regeringen – godt nok ufortjent - tabte troværdighed i velfærdsdebatten. Folketingsgruppen ved, at selveste Lars Løkke har været på vej væk. Selv næstformanden gider åbenbart ikke videreføre Claus Hjorts projekt. I hvert fald ikke uden at blive lovet posten som formand for Venstre. Gruppens medlemmer er heller ikke længere bange for Claus Hjort.Han kan trods alt ikke fyre hele banden, og han har med tiden slagtet tilstrækkeligt mange af gruppemedlemmerne til, at de bare automatisk bakker op, når han truer med udrensning af folk, som han mener er illoyale. Venstres gruppemedlemmer længes efter at dagene under "Clausescus regime" er til ende, og ordet atter kan blive frit. Derfor skal de efterhånden færre og færre Claus Hjort-støtter snart til at overveje hvorvidt de holder på den forkerte og udtjente hest.
Claus Hjorts problemer er formentlig ikke gået op for Anders Fogh. Hvem skulle fortælle ham det, når han praktisk talt kun lytter til Claus Hjort?
Fogh skal inden så længe stille det nye hold, der skal holde frem mod næste valg. For Venstres skyld – og Claus Hjorts egen – bør Fogh sige tak til veteranen for indsatsen og stille et nyt ministerhold med mange nye ansigter. Partiet tørster efter nyt frisk blod og ikke mindst gejst. Det nytter ikke, at Venstre kører videre, som partiet gør nu. Det kan alle se. Finanslovsresultatet viste jo, at Venstre slet ikke har nogen visioner længere. VK-regeringens ideologiske vacuum er jo endnu mere tomt end det var under Nyrup. Man er blevet en ren administration. Det vinder ingen valg.
De nye ansigter i en ny regering skal hentes udefra, og en række veteraner bør sættes fra bestillingen. Først og fremmest bør Hovmand afgå som gruppeformand. Sæt i stedet en ny ideologisk sindet person ind på posten, der har erfaring, der reelt set har opbakning og nyder bred respekt i gruppen. Den nuværende er en omvandrende vittighed, der på ingen måde i kraft af sig selv nyder nogen særlig respekt. Dertil kommer, at Thor P., Claus Hjort, Ulla Tørnæs og Hans Christian Schmidt enten er udslidte eller ligefrem kompromitterede. De har haft deres tid. Det er nu tid til helt nye folk. Fx Carl Holst eller andre talenter helt udefra, som kan bibringe regeringen nyt blod og fornyet energi.
Det er, når en politik har spillet fallit, at folket kræver politikeres afgang. Det ser man i USA for tiden, hvor den netop afgående forsvarsminister Donald Rumsfeld igennem seks lange år demonstrerede enestående egenrådighed og stivnakkethed. Fx ville han ikke lytte til sine generaler og andre der prøvede at forklare ham, at hans strategi var forkert og skulle ændres.
Den danske udgave af Donald Rumsfeld er stort set ligeså stivnakket, og Claus Hjorts strategi med ”Det Nye Venstre” har spillet ideologisk fallit, sådan som Rumsfelds strategi har gjort det i Irak. Dertil kommer, at Hjort har brugt størstedelen af sin energi som folkevalgt politiker på systematisk at dræbe al gejst og nytænkning i Venstre. Det er ikke altid sket alene ved hjælp af argumenter, men også ved brug af trusler og tvang. Det er ikke en fremgangsmåde, hvor man samler sig mange venner.
Derfor bør Fogh følge Bush eksempel og snarest muligt bede Claus Hjort gå af som beskæftigelsesminister, samt at han trækker sig fra samtlige tillidsposter i gruppen. Det vil ikke ske i morgen, men det bør ske. Snart.
Tiden er løbet fra Claus Hjort. Dag for dag falder hans støtter fra i Venstres folketingsgruppe. Alle ved det og alle kan se det. Hans opbakning i gruppen er hastigt på retur - især siden Jens Rohde forlod posten som politisk ordfører, og efter regeringen – godt nok ufortjent - tabte troværdighed i velfærdsdebatten. Folketingsgruppen ved, at selveste Lars Løkke har været på vej væk. Selv næstformanden gider åbenbart ikke videreføre Claus Hjorts projekt. I hvert fald ikke uden at blive lovet posten som formand for Venstre. Gruppens medlemmer er heller ikke længere bange for Claus Hjort.Han kan trods alt ikke fyre hele banden, og han har med tiden slagtet tilstrækkeligt mange af gruppemedlemmerne til, at de bare automatisk bakker op, når han truer med udrensning af folk, som han mener er illoyale. Venstres gruppemedlemmer længes efter at dagene under "Clausescus regime" er til ende, og ordet atter kan blive frit. Derfor skal de efterhånden færre og færre Claus Hjort-støtter snart til at overveje hvorvidt de holder på den forkerte og udtjente hest.
Claus Hjorts problemer er formentlig ikke gået op for Anders Fogh. Hvem skulle fortælle ham det, når han praktisk talt kun lytter til Claus Hjort?
Fogh skal inden så længe stille det nye hold, der skal holde frem mod næste valg. For Venstres skyld – og Claus Hjorts egen – bør Fogh sige tak til veteranen for indsatsen og stille et nyt ministerhold med mange nye ansigter. Partiet tørster efter nyt frisk blod og ikke mindst gejst. Det nytter ikke, at Venstre kører videre, som partiet gør nu. Det kan alle se. Finanslovsresultatet viste jo, at Venstre slet ikke har nogen visioner længere. VK-regeringens ideologiske vacuum er jo endnu mere tomt end det var under Nyrup. Man er blevet en ren administration. Det vinder ingen valg.
De nye ansigter i en ny regering skal hentes udefra, og en række veteraner bør sættes fra bestillingen. Først og fremmest bør Hovmand afgå som gruppeformand. Sæt i stedet en ny ideologisk sindet person ind på posten, der har erfaring, der reelt set har opbakning og nyder bred respekt i gruppen. Den nuværende er en omvandrende vittighed, der på ingen måde i kraft af sig selv nyder nogen særlig respekt. Dertil kommer, at Thor P., Claus Hjort, Ulla Tørnæs og Hans Christian Schmidt enten er udslidte eller ligefrem kompromitterede. De har haft deres tid. Det er nu tid til helt nye folk. Fx Carl Holst eller andre talenter helt udefra, som kan bibringe regeringen nyt blod og fornyet energi.
Et narreværk
Det forlyder, at Thor Petersen igår på Venstres gruppemøde skamroste sig selv over at de offentlige udgifter nærmest er løbet løbsk. "Alle har fået noget", sagde Thor begejstret, som var han en anden Anker Jørgensen. Vi taler om en mand, der som finanspolitisk ordfører ålede Lykketoft for at lade pengene fosse ud af statskassen. At sige at Thor Petersen er en politisk vendekåbe - en ideologisk kamæleon - er en underdrivelse. Hans finanslov er en hån mod liberale kernevælgere. Så vis dog, at det er Venstre og De konservative og ikke Dansk Folkeparti, der regerer dette land!
Der er andre, der ryster på hovedet over en såkaldt borgerlig regering kan puste sig op til så lidt. Der er bla. de gode folk i CEPOS:
- Thor Pedersen sagde, inden han blev finansminister, at forskellen på en V-minister og en socialdemokratisk er, at V-ministeren kan leve op til sine egne budgetmålsætninger. Men vi må konstatere, at Thor Pedersen i sin ministertid ikke har levet op til det løfte, siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen i dag til Berlingske.
Men der er også andre borgerlige, der demonstrerer et klarsyn. Blandt dem Claes Kastholm. Læs hvad han bl.a. skriver i sin glimrende kronik i Berlingske i dag:
- Hvis man gør status for de borgerlige fem år med Finansloven som målestok, får man et nedslående resultat. Den offentlige sektor opkræver flere penge end nogensinde. Væksten i det offentlige forbrug er langt over én procent om året og overstiger regeringens egen målsætning med omkring 50 procent. Det årlige stærkt opreklamerede drama, der går under betegnelsen finanslovsforhandlingerne, handler stadig om småpenge. I forgårs blev Finansloven 2007 færdigforhandlet ved, at Dansk Folkeparti fik forhøjet ældrechecken med 1.000 kr. og fik nedsat sodavandsafgiften med 30 øre. Hvad er det for et narreværk!
Det kan ikke siges bedre.
Der er andre, der ryster på hovedet over en såkaldt borgerlig regering kan puste sig op til så lidt. Der er bla. de gode folk i CEPOS:
- Thor Pedersen sagde, inden han blev finansminister, at forskellen på en V-minister og en socialdemokratisk er, at V-ministeren kan leve op til sine egne budgetmålsætninger. Men vi må konstatere, at Thor Pedersen i sin ministertid ikke har levet op til det løfte, siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen i dag til Berlingske.
Men der er også andre borgerlige, der demonstrerer et klarsyn. Blandt dem Claes Kastholm. Læs hvad han bl.a. skriver i sin glimrende kronik i Berlingske i dag:
- Hvis man gør status for de borgerlige fem år med Finansloven som målestok, får man et nedslående resultat. Den offentlige sektor opkræver flere penge end nogensinde. Væksten i det offentlige forbrug er langt over én procent om året og overstiger regeringens egen målsætning med omkring 50 procent. Det årlige stærkt opreklamerede drama, der går under betegnelsen finanslovsforhandlingerne, handler stadig om småpenge. I forgårs blev Finansloven 2007 færdigforhandlet ved, at Dansk Folkeparti fik forhøjet ældrechecken med 1.000 kr. og fik nedsat sodavandsafgiften med 30 øre. Hvad er det for et narreværk!
Det kan ikke siges bedre.
onsdag, november 08, 2006
Et fravær af liberale mærkesager
Det var Dansk Folkepartis mærkesager, der blev tilgodeset ved dette års finanslov. Det kan derfor ikke undre, når Pia Kjærsgaard ifølge Berlingske erklærer sig for ”tindrende tilfreds”. Det har hun også al mulig grund til. For DF har fået det som de ville over hele linien. Oveni får DF æren for at syge og gamle har fået et løft. Det er formentlig de færreste danskere, som er imod netop disse forbedringer.
DF’s chefforhandler Kristian Thulesen Dahl er i realiteten blandt Christiansborgs mest magtfulde personer. ”Tulle”, som han kaldes, har endnu engang spillet kortene fornuftigt sådan, at DF fremstår som et absolut indflydelsesrigt parti med hjertet på rette sted for de svageste i samfundet. Det er DF, der sørger for at få skillingerne ud af Venstres pengepugere.
Thulesen Dahls omsorg omfatter også en anden svag gruppe i samfundet nemlig sodavandsfabrikanterne, som nu slipper med 30 øre mindre i afgift pr. liter sodavand, der ryger over disken. DF får på den måde samtidig også gjort noget ved grænsehandlen eller sagt på en anden måde: ødelagt mange indvandrerkioskers geschæft med at sælge billige polske colaer over disken. Det er en nærliggende tanke, at denne sidste fortolkning af ”grænsehandelsargumentet” ikke ligefrem falder på klippegrund hos mange DF’ere.
Der er bestemt også lavet forlig til venstre, hvor der er lavet aftaler især med de radikale, hvor der afsat massive midler af til investeringer til forskning, trafik, politi og miljø. Men dette års finanslov er efter mange avisers mening en historisk gavebod. Pengene fosser ud af statskassen, så at sige. Thor må være stolt.
Men hvor var det liberale i finansloven? Hvor var de ideologiske mærkesager? Forleden dag kom Venstres kronisk søvnige gruppeformand Svend Erik Hovmand til at indrømme til Ekstra Bladet, at skatteloftet faktisk var blevet brudt ude i nogle kommuner. Hvis det er synspunktet hos den tidligere skatteminister, hvordan skal Venstre så kunne overbevise vælgerne om at skattestoppet består? Men det er måske heller ikke meningen?
Som liberal må man dog notere, at sodavandsafgiften faktisk er et skridt i liberal retning, men hvor ellers? Hvorfor var der ikke noget guf i finansloven til Venstres kernevælgere? Er det en af Thor Petersens hemmeligheder han gemmer inde i rentekammeret? God knows.
Meget tyder ellers på, at netop liberale mærkesager for tiden er lidt på vej tilbage i Venstre, men der kommer samtidigt mange forskellige udmeldinger. Fx er flere Venstre-MF’ere i disse dage af den opfattelse, at de nu skal i gang med de liberale ideologiske projekter, som gennem lang tid har samlet støv i skufferne. Måske tillader Claus Hjort, at Venstre-MF’erne må mene noget igen - også på velfærdsområdet. Nogle forstår ikke, hvad kontrolfreaken i Prins Jørgens Gaard egentlig har gang i. Måske kom svaret i dag.
”Far”, som Fogh også kaldes, har nemlig i går ringet til journalist Thomas Larsen på Berlingske Tidende for - som så mange gange før - at fortælle ham, hvad han skal skrive i sin ”analyseklumme” onsdag. (Thomas Larsen har i en del år fx også levet af at skrive ret så kedelige bøger, som politikere har indtalt på bånd for ham. Bøgerne har rædsomme titler som fx ” Fogh – I godtvejr og storm”)
Men nu har ”Far” sagt til Thomas, at han er i gang med at lave en kvalitetsreform af den offentlige sektor. Fx er embedsmændene i gang med forberedelser, og der skal laves debatoplæg og siden tager ”far” på roadshow, hvor han vil holde ”stormøder” rundt om i landet for at få inspiration og idéer, der kan effektivisere den offentlige sektor. I klummen står:
Når det gælder den kommende kvalitetsreform, vil regeringen også skulle investere – og det er man klar til – men grundlæggende vil Fogh overbevise danskerne om, at vejen til en bedre offentlige sektor ikke kun går gennem flere penge, men nok så meget handler om at få mere kvalitet for pengene. Han vil henvise til, at i en situation med mangel på arbejdskraft kan den offentlige sektor ikke blot udvides, da det vil dræne den private sektor.
Hvis der er hold i meldingerne, at regeringen ikke bare vil øge de offentlige udgifter, men vil lægge kursen om. Så er det godt nyt, men det er formentlig ikke det, der er tilfældet. I klummen står der nemlig videre:
Fogh ved, at det bliver svært at vinde den dagsorden. Alle målinger viser, at regeringen har tabt første del af velfærdskampen, og mere sofistikerede målinger dokumenterer, at vælgerne anser Thorning for at være den stærkeste garant for velfærden. Men hvis Fogh skal vinde næste slag om velfærdspolitikken og samtidig løse en stor, reel udfordring, er han tvunget til at følge det spor, han nu har lagt.
At forbedre velfærden uden at bruge flere penge er en kæmpeopgave. Hvis det mislykkes, må Fogh bruge flere skattekroner til at finansiere det øgede offentlige forbrug - og dermed også begrænse det private forbrug.
Gad vide om skattestoppet – regeringens ideologiske figenblad - holder meget længere end sin fem års fødselsdag om to uger?
DF’s chefforhandler Kristian Thulesen Dahl er i realiteten blandt Christiansborgs mest magtfulde personer. ”Tulle”, som han kaldes, har endnu engang spillet kortene fornuftigt sådan, at DF fremstår som et absolut indflydelsesrigt parti med hjertet på rette sted for de svageste i samfundet. Det er DF, der sørger for at få skillingerne ud af Venstres pengepugere.
Thulesen Dahls omsorg omfatter også en anden svag gruppe i samfundet nemlig sodavandsfabrikanterne, som nu slipper med 30 øre mindre i afgift pr. liter sodavand, der ryger over disken. DF får på den måde samtidig også gjort noget ved grænsehandlen eller sagt på en anden måde: ødelagt mange indvandrerkioskers geschæft med at sælge billige polske colaer over disken. Det er en nærliggende tanke, at denne sidste fortolkning af ”grænsehandelsargumentet” ikke ligefrem falder på klippegrund hos mange DF’ere.
Der er bestemt også lavet forlig til venstre, hvor der er lavet aftaler især med de radikale, hvor der afsat massive midler af til investeringer til forskning, trafik, politi og miljø. Men dette års finanslov er efter mange avisers mening en historisk gavebod. Pengene fosser ud af statskassen, så at sige. Thor må være stolt.
Men hvor var det liberale i finansloven? Hvor var de ideologiske mærkesager? Forleden dag kom Venstres kronisk søvnige gruppeformand Svend Erik Hovmand til at indrømme til Ekstra Bladet, at skatteloftet faktisk var blevet brudt ude i nogle kommuner. Hvis det er synspunktet hos den tidligere skatteminister, hvordan skal Venstre så kunne overbevise vælgerne om at skattestoppet består? Men det er måske heller ikke meningen?
Som liberal må man dog notere, at sodavandsafgiften faktisk er et skridt i liberal retning, men hvor ellers? Hvorfor var der ikke noget guf i finansloven til Venstres kernevælgere? Er det en af Thor Petersens hemmeligheder han gemmer inde i rentekammeret? God knows.
Meget tyder ellers på, at netop liberale mærkesager for tiden er lidt på vej tilbage i Venstre, men der kommer samtidigt mange forskellige udmeldinger. Fx er flere Venstre-MF’ere i disse dage af den opfattelse, at de nu skal i gang med de liberale ideologiske projekter, som gennem lang tid har samlet støv i skufferne. Måske tillader Claus Hjort, at Venstre-MF’erne må mene noget igen - også på velfærdsområdet. Nogle forstår ikke, hvad kontrolfreaken i Prins Jørgens Gaard egentlig har gang i. Måske kom svaret i dag.
”Far”, som Fogh også kaldes, har nemlig i går ringet til journalist Thomas Larsen på Berlingske Tidende for - som så mange gange før - at fortælle ham, hvad han skal skrive i sin ”analyseklumme” onsdag. (Thomas Larsen har i en del år fx også levet af at skrive ret så kedelige bøger, som politikere har indtalt på bånd for ham. Bøgerne har rædsomme titler som fx ” Fogh – I godtvejr og storm”)
Men nu har ”Far” sagt til Thomas, at han er i gang med at lave en kvalitetsreform af den offentlige sektor. Fx er embedsmændene i gang med forberedelser, og der skal laves debatoplæg og siden tager ”far” på roadshow, hvor han vil holde ”stormøder” rundt om i landet for at få inspiration og idéer, der kan effektivisere den offentlige sektor. I klummen står:
Når det gælder den kommende kvalitetsreform, vil regeringen også skulle investere – og det er man klar til – men grundlæggende vil Fogh overbevise danskerne om, at vejen til en bedre offentlige sektor ikke kun går gennem flere penge, men nok så meget handler om at få mere kvalitet for pengene. Han vil henvise til, at i en situation med mangel på arbejdskraft kan den offentlige sektor ikke blot udvides, da det vil dræne den private sektor.
Hvis der er hold i meldingerne, at regeringen ikke bare vil øge de offentlige udgifter, men vil lægge kursen om. Så er det godt nyt, men det er formentlig ikke det, der er tilfældet. I klummen står der nemlig videre:
Fogh ved, at det bliver svært at vinde den dagsorden. Alle målinger viser, at regeringen har tabt første del af velfærdskampen, og mere sofistikerede målinger dokumenterer, at vælgerne anser Thorning for at være den stærkeste garant for velfærden. Men hvis Fogh skal vinde næste slag om velfærdspolitikken og samtidig løse en stor, reel udfordring, er han tvunget til at følge det spor, han nu har lagt.
At forbedre velfærden uden at bruge flere penge er en kæmpeopgave. Hvis det mislykkes, må Fogh bruge flere skattekroner til at finansiere det øgede offentlige forbrug - og dermed også begrænse det private forbrug.
Gad vide om skattestoppet – regeringens ideologiske figenblad - holder meget længere end sin fem års fødselsdag om to uger?
Karaktermordforsøget på Sass
I en ny biografi ”Svend” om Svend Auken skrevet af BT-journalisterne Andreas Karker og Michael Børsting, er der - som det er kutyme for at skabe opmærksomhed om udgivelser - blevet lækket ”lækkerier” fra bogen til pressen. Biografien bringer ny fokus på Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsens rolle i den uendelige historie om fløjenes magtkampe i Socialdemokratiet. Nu beskyldes Sass for at have bedrevet dobbeltspil i forbindelsen med Nyrups fald. I går skrev JyllandsPosten om sagen:
”Ifølge bogen var Henrik Sass Larsen den første, som opfordrede Mogens Lykketoft til at stille op som formand for Socialdemokratiet. Det skete i foråret 2002 i forbindelse med, at Poul Nyrup Rasmussen i en kuldsejlet fornyelsesplan forsøgte at få placeret Sass Larsen som politisk ordfører i partiet.
- »For at gøre skaden endnu værre spiller Henrik Sass Larsen dobbeltspil over for Nyrup. Den mand, som Nyrup kæmper for at få med i ledelsen, flirter voldsomt med Lykketoft få måneder, før Nyrup fremlægger planerne om sit nye hold,« står der i bogen, som henviser til, at Sass Larsen under en folketingsdebat henvender sig til Mogens Lykketoft: »Det er da vist på tide, at han går af,« siger Henrik Sass Larsen ifølge bogen med direkte adresse til Poul Nyrup Rasmussen.
Henrik Sass benægter – ikke overraskende – at have sagt som beskrevet. Udsagnet kunne strengt taget være en analyse mere end et decideret ønske eller en direkte opfordring. Historien er efter min vurdering tynd, men det er egentlig ikke min pointe.
Henrik Sass Larsen har som politisk ordfører redet på bølgen af fremgang for S i de sidste mange ugers meningsmålinger. En fortjent fremgang skabt af få fejl, sikker strategi, et efter alt at dømme dygtigt lederskab og ikke mindst Foghs vanskeligheder i velfærdsdebatten samt befolkningens dalende opbakning til danske tropper i Irak.
Sass er god til at levere kommentarer, der går til kanten, men endnu ikke over den. Udtalelserne skal reflektere glæde over fremgang og kritik af Fogh, dog uden at hovere. Det har han hidtil klaret helt godt. Men det er naturligvis ikke alle socialdemokrater, der kan se genialiteten hos Sass. Han er og bliver en fløjkriger og har været det altid. Det ligger lige for hos nogle af hans mange modstandere at pille noget af glansen af ham. Der er ro i Socialdemokratiet lige nu, men sårene fra de mange fløjkampe er på ingen måde helet. Socialdemokrater står i en meget lang kø for at slagte ham, den dag han løber ind i problemer. Derfor har en type som Sass meget store problemer med at nå helt til tops i sit parti. Han er en spreder mere end en samler. Omvendt har Sass ved at binde sig til Helle T. store chancer for at nå langt i dansk politik. Denne blogger tror på, at det med tiden vil lykkes for ham med eller uden karaktermordforsøgene undervejs.
”Ifølge bogen var Henrik Sass Larsen den første, som opfordrede Mogens Lykketoft til at stille op som formand for Socialdemokratiet. Det skete i foråret 2002 i forbindelse med, at Poul Nyrup Rasmussen i en kuldsejlet fornyelsesplan forsøgte at få placeret Sass Larsen som politisk ordfører i partiet.
- »For at gøre skaden endnu værre spiller Henrik Sass Larsen dobbeltspil over for Nyrup. Den mand, som Nyrup kæmper for at få med i ledelsen, flirter voldsomt med Lykketoft få måneder, før Nyrup fremlægger planerne om sit nye hold,« står der i bogen, som henviser til, at Sass Larsen under en folketingsdebat henvender sig til Mogens Lykketoft: »Det er da vist på tide, at han går af,« siger Henrik Sass Larsen ifølge bogen med direkte adresse til Poul Nyrup Rasmussen.
Henrik Sass benægter – ikke overraskende – at have sagt som beskrevet. Udsagnet kunne strengt taget være en analyse mere end et decideret ønske eller en direkte opfordring. Historien er efter min vurdering tynd, men det er egentlig ikke min pointe.
Henrik Sass Larsen har som politisk ordfører redet på bølgen af fremgang for S i de sidste mange ugers meningsmålinger. En fortjent fremgang skabt af få fejl, sikker strategi, et efter alt at dømme dygtigt lederskab og ikke mindst Foghs vanskeligheder i velfærdsdebatten samt befolkningens dalende opbakning til danske tropper i Irak.
Sass er god til at levere kommentarer, der går til kanten, men endnu ikke over den. Udtalelserne skal reflektere glæde over fremgang og kritik af Fogh, dog uden at hovere. Det har han hidtil klaret helt godt. Men det er naturligvis ikke alle socialdemokrater, der kan se genialiteten hos Sass. Han er og bliver en fløjkriger og har været det altid. Det ligger lige for hos nogle af hans mange modstandere at pille noget af glansen af ham. Der er ro i Socialdemokratiet lige nu, men sårene fra de mange fløjkampe er på ingen måde helet. Socialdemokrater står i en meget lang kø for at slagte ham, den dag han løber ind i problemer. Derfor har en type som Sass meget store problemer med at nå helt til tops i sit parti. Han er en spreder mere end en samler. Omvendt har Sass ved at binde sig til Helle T. store chancer for at nå langt i dansk politik. Denne blogger tror på, at det med tiden vil lykkes for ham med eller uden karaktermordforsøgene undervejs.
mandag, november 06, 2006
Bulldoggen møder Macchiavelli
En del blev sikkert overraskede, da Venstre mandag fremlagde sit nye trafikpolitiske udspil,der er forbløffende liberalt i sit indhold. Partiet vil endda privatisere vejnettet.
På TV2 Nyhedernes hjemmeside står bl.a.:
"Det offentlige skal intet have at gøre med den daglige drift og vedligeholdelse af infrastruktur, men blot stå for den overordnede styring og planlægning. Det er en af hovedessenserne i et nyt trafikpolitisk oplæg fra Venstre".
Det er yderligere overraskende, at dette ideologiske oplæg, har fået lov til at gå igennem censuren hos Claus Hjort. Er der tale om et politisk tøbrud i Venstres topledelses stålsatte insisteren på at komme til at ligne Socialdemokratiet? Man tør næppe tænke tanken.
Oplægget giver anledning til en behersket optimisme hos de af os, der endnu betaler kontingent til Venstre - engang kendt som "Danmarks liberale parti". Oplægget, der mandag blev præsenteret af partiets nye trafikordfører MF (V) Erling Bonnesen tyder derfor på, at der åbenbart findes andre i V-gruppen end de tre kendte V-folketingsmedlemmer, som tidligere har forfægtet liberale standpunkter, Peter Christensen, Søren Pind og Leif Mikkelsen.
Trekløveret, kalder vi her på bloggen for The Usual Suspects, fordi de konstant mistænkes af Claus Hjort a.k.a. Foghs Bulldog for at gå og lave ballade (Læs: De siger. hvad de mener og vedkender sig partiets liberale arv og ideologi). Alle ved, at hvis trekløveret så meget som rokker med ørerne, bliver de slagtet af Bulldoggen og strippet for deres ordførerskaber m.v.:
Det er naturligvis tilsigtet fra Claus Hjorts side, at alene truslen om konsekvent hård behandling af de tre skal virke afskrækkende på andre venstrefolk, der måtte nære samme rebelske tanker. En dag på Christiansborg kom ”Clausescu” da også til at forklare sig:
”Ser du, vi gør jo bare ligesom i Kina i sin tid. Hvis der var ballade i en landsby, ja så tog sikkerhedspolitiet derind. De sparkede dørene op og tog en to-tre stykker af ballademagerne med. Så kørte man fangerne ud i ørkenen, hvor de blev nakkeskudt. Og ved du hvad? Efter det, så var der altså ro!”
Ved denne lejlighed, blev der så sandelig ikke sparet på dramatikken hos beskæftigelsesministeren, men han vidste selvfølgelig heller ikke dengang, at citatet endte på denne blog...
Det er en kendt sag, at Claus Hjorts udtalte macciavellianske tilbøjeligheder i øvrigt, på mange måder har ødelagt stemningen og ikke mindst arbejdsglæden i Venstres folketingsgruppe. Kritiske indlæg, der ikke hylder chefens - Anders Foghs - meritter, er for eksempel ikke velset. Utvivlsom vil Kim Jong-Il bifalde sådan en politisk proces, men det klæder ikke et demokratisk parti. Heller ikke et parti i regering.
Erling Bonnesens med fleres liberale trafikpolitiske oplæg er måske en enlig svale. Men på Jarls Blog vil vi godt kvittere for initiativet og det udviste politiske mod og nytænkning, det efter alt at dømme er udtryk for.
Lige om hjørnet venter en finanslovsaftale. Det bliver spændende at se, hvor meget liberalisme, man finder i det.
På TV2 Nyhedernes hjemmeside står bl.a.:
"Det offentlige skal intet have at gøre med den daglige drift og vedligeholdelse af infrastruktur, men blot stå for den overordnede styring og planlægning. Det er en af hovedessenserne i et nyt trafikpolitisk oplæg fra Venstre".
Det er yderligere overraskende, at dette ideologiske oplæg, har fået lov til at gå igennem censuren hos Claus Hjort. Er der tale om et politisk tøbrud i Venstres topledelses stålsatte insisteren på at komme til at ligne Socialdemokratiet? Man tør næppe tænke tanken.
Oplægget giver anledning til en behersket optimisme hos de af os, der endnu betaler kontingent til Venstre - engang kendt som "Danmarks liberale parti". Oplægget, der mandag blev præsenteret af partiets nye trafikordfører MF (V) Erling Bonnesen tyder derfor på, at der åbenbart findes andre i V-gruppen end de tre kendte V-folketingsmedlemmer, som tidligere har forfægtet liberale standpunkter, Peter Christensen, Søren Pind og Leif Mikkelsen.
Trekløveret, kalder vi her på bloggen for The Usual Suspects, fordi de konstant mistænkes af Claus Hjort a.k.a. Foghs Bulldog for at gå og lave ballade (Læs: De siger. hvad de mener og vedkender sig partiets liberale arv og ideologi). Alle ved, at hvis trekløveret så meget som rokker med ørerne, bliver de slagtet af Bulldoggen og strippet for deres ordførerskaber m.v.:
Det er naturligvis tilsigtet fra Claus Hjorts side, at alene truslen om konsekvent hård behandling af de tre skal virke afskrækkende på andre venstrefolk, der måtte nære samme rebelske tanker. En dag på Christiansborg kom ”Clausescu” da også til at forklare sig:
”Ser du, vi gør jo bare ligesom i Kina i sin tid. Hvis der var ballade i en landsby, ja så tog sikkerhedspolitiet derind. De sparkede dørene op og tog en to-tre stykker af ballademagerne med. Så kørte man fangerne ud i ørkenen, hvor de blev nakkeskudt. Og ved du hvad? Efter det, så var der altså ro!”
Ved denne lejlighed, blev der så sandelig ikke sparet på dramatikken hos beskæftigelsesministeren, men han vidste selvfølgelig heller ikke dengang, at citatet endte på denne blog...
Det er en kendt sag, at Claus Hjorts udtalte macciavellianske tilbøjeligheder i øvrigt, på mange måder har ødelagt stemningen og ikke mindst arbejdsglæden i Venstres folketingsgruppe. Kritiske indlæg, der ikke hylder chefens - Anders Foghs - meritter, er for eksempel ikke velset. Utvivlsom vil Kim Jong-Il bifalde sådan en politisk proces, men det klæder ikke et demokratisk parti. Heller ikke et parti i regering.
Erling Bonnesens med fleres liberale trafikpolitiske oplæg er måske en enlig svale. Men på Jarls Blog vil vi godt kvittere for initiativet og det udviste politiske mod og nytænkning, det efter alt at dømme er udtryk for.
Lige om hjørnet venter en finanslovsaftale. Det bliver spændende at se, hvor meget liberalisme, man finder i det.
søndag, november 05, 2006
Foghs aftenbøn
Da Anders Fogh lørdag aften lagde sig til at sove, havde han lige været inde og tjekke søndagens udgave af Jyllandsposten.
Jarls Blog havde en mikrofon placeret i soveværelset og var derfor med ved denne ene lejlighed:
”Kære Vor Herre,
Nu går jeg til ro og før jeg lukker øjnene vil jeg takke dig for Abu Laban.
I Abu Labans verden var det netop fordi, at Venstre i 2004 gav den hollandske liberale politiker og islamkritiker Ayaan Hirsi Ali partiets frihedspris, at der så siden blev skabt en antimuslimsk stemning i Danmark. Du spørger hvordan det lige hænger sammen? Det er heller ikke helt klart for mig, men omdrejningspunktet i sagen er såkaldte ”blodpenge”, det er et begreb man opererer meget med i Mellemøsten. Nå, men Ali lavede sammen med den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh filmen ”Submission”, der – mildt sagt - kritiserede kvindesynet i islam. Van Gogh blev så siden myrdet af en fanatisk islamist. I en ny bog, siger Laban at prisen til Ali var en historisk fejl: ”Det bragte Theo van Goghs blod til Danmark og krævede, at det muslimske samfund dér betalte blodpenge for ham, og mener - ifølge Jyllands Posten - at Venstre dermed skabte grobund for en antimuslimsk stemning, som ledte til offentliggørelsen af Muhammedtegningerne. Det kan godt være Thøger Seidenfaden giver Laban ret i den sag, men hvor er jeg dog lykkelig over at blive kritiseret af Laban. Jeg kan næsten ikke vente med at se meningsmålingerne i næste uge.
Takket være Laban behøver jeg så ikke være så bekymret for Helle T, som hele tiden gør det bedre og bedre. Desværre. De siger ude i byen, at hun nede hos Peter Sterup i PrimeTime Kommunikation bliver medietrænet hele tiden, men hun kan efterhånden også noget med politisk strategi. Fx siger hun søndag til Politiken, at vi skal finde et nationalt kompromis om Irak. Befolkningen er bekymret over udviklingen dernede og vil have tropperne hjem. Men jeg kan sgu da ikke bare svigte George og Tony. Og hvad er alternativet? Mon ikke Villy og Enhedslisten falder over mig alligevel, hvis det hele ramler sammen nede i Irak, den dag vi er ude af landet og oliepriserne ryger gennem stratosfæren? Nå skidt. Befolkningen foretrækker mig som leder, hvis landet skal stå endnu en Muhammedkrise igennem. Det har Troels Lund Poulsen ( Tak for ham!) også lært at sige, når han kommenterer ”bedste leder”-målinger. Helle T. kan bare vente sig til valget. Danskerne mener helt sikkert, at hun er for grøn og mangler robusthed, hvis en krise skulle opstå igen. Vi skal i hvert fald nok sørge for at minde vælgerne om det!
Og nu til dem jeg rutinemæssigt takker og beder for:
Jeg takker dig for min egen bulldog Claus Hjort og for hans altid loyale og aldrig svigtende støtte, måske lige undtaget, da han absolut skulle fortælle pressen, at Det Nye Venstre deler værdier med Dansk Folkeparti. Han er for mig, hvad Berija var for Stalin. Han står og falder med mig, og ”Clausescu” svigter aldrig, når det gælder nidkær forfølgelse og afstraffelse af mine interne kritikere.
Men jeg beder dig også Vor Herre om støtte til at retlede de efterhånden mange frafaldne i mit eget parti, der ikke længere tror, at jeg har min liberale overbevisning i behold. Hjælp dem med at søge, for så skal de finde den sandhed, at der politisk i Danmark intet andet alternativ er til socialdemokratisme end netop socialdemokratisme plus lidt flere kanoner.
Tak for Anne Mette. Hun er godt nok anti-spin, men når Anne Mette kvajer sig, så stiller hun op og forklarer sig i pressen – selvfølgelig efter at vi har haft nogle til at pudse hendes budskaber af. Vi så jo med den der førstedame-bog, hvor galt det kan gå, når Anne Mette netop er anti-spin. Hykleriet er jo kolossalt mht. spin i Danmark. Alle bruger det, men ingen tør indrømme det. Det er lidt ligesom Jens Rohde, der ifølge ham selv heller ikke vil indrømme, at han læser Ugens Rapport hos frisøren.
Tak for denne uge Vor Herre. Vi forhandler jo stadig ovre i finansministeriet, men ellers er tiden gået med røvkedelige og ligegyldige møder i Oldnordisk Råd samt rækken af de sædvanlige åndsvage mediesager, men takket være Abu Laban, så endte det da godt."
En tanke til journalist Kjeld Hybel, Politiken Søndag for en fremragende analyse om forholdene i det radikale Venstre, der gav kreativ inspiration til denne dags blog.
Jarls Blog havde en mikrofon placeret i soveværelset og var derfor med ved denne ene lejlighed:
”Kære Vor Herre,
Nu går jeg til ro og før jeg lukker øjnene vil jeg takke dig for Abu Laban.
I Abu Labans verden var det netop fordi, at Venstre i 2004 gav den hollandske liberale politiker og islamkritiker Ayaan Hirsi Ali partiets frihedspris, at der så siden blev skabt en antimuslimsk stemning i Danmark. Du spørger hvordan det lige hænger sammen? Det er heller ikke helt klart for mig, men omdrejningspunktet i sagen er såkaldte ”blodpenge”, det er et begreb man opererer meget med i Mellemøsten. Nå, men Ali lavede sammen med den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh filmen ”Submission”, der – mildt sagt - kritiserede kvindesynet i islam. Van Gogh blev så siden myrdet af en fanatisk islamist. I en ny bog, siger Laban at prisen til Ali var en historisk fejl: ”Det bragte Theo van Goghs blod til Danmark og krævede, at det muslimske samfund dér betalte blodpenge for ham, og mener - ifølge Jyllands Posten - at Venstre dermed skabte grobund for en antimuslimsk stemning, som ledte til offentliggørelsen af Muhammedtegningerne. Det kan godt være Thøger Seidenfaden giver Laban ret i den sag, men hvor er jeg dog lykkelig over at blive kritiseret af Laban. Jeg kan næsten ikke vente med at se meningsmålingerne i næste uge.
Takket være Laban behøver jeg så ikke være så bekymret for Helle T, som hele tiden gør det bedre og bedre. Desværre. De siger ude i byen, at hun nede hos Peter Sterup i PrimeTime Kommunikation bliver medietrænet hele tiden, men hun kan efterhånden også noget med politisk strategi. Fx siger hun søndag til Politiken, at vi skal finde et nationalt kompromis om Irak. Befolkningen er bekymret over udviklingen dernede og vil have tropperne hjem. Men jeg kan sgu da ikke bare svigte George og Tony. Og hvad er alternativet? Mon ikke Villy og Enhedslisten falder over mig alligevel, hvis det hele ramler sammen nede i Irak, den dag vi er ude af landet og oliepriserne ryger gennem stratosfæren? Nå skidt. Befolkningen foretrækker mig som leder, hvis landet skal stå endnu en Muhammedkrise igennem. Det har Troels Lund Poulsen ( Tak for ham!) også lært at sige, når han kommenterer ”bedste leder”-målinger. Helle T. kan bare vente sig til valget. Danskerne mener helt sikkert, at hun er for grøn og mangler robusthed, hvis en krise skulle opstå igen. Vi skal i hvert fald nok sørge for at minde vælgerne om det!
Og nu til dem jeg rutinemæssigt takker og beder for:
Jeg takker dig for min egen bulldog Claus Hjort og for hans altid loyale og aldrig svigtende støtte, måske lige undtaget, da han absolut skulle fortælle pressen, at Det Nye Venstre deler værdier med Dansk Folkeparti. Han er for mig, hvad Berija var for Stalin. Han står og falder med mig, og ”Clausescu” svigter aldrig, når det gælder nidkær forfølgelse og afstraffelse af mine interne kritikere.
Men jeg beder dig også Vor Herre om støtte til at retlede de efterhånden mange frafaldne i mit eget parti, der ikke længere tror, at jeg har min liberale overbevisning i behold. Hjælp dem med at søge, for så skal de finde den sandhed, at der politisk i Danmark intet andet alternativ er til socialdemokratisme end netop socialdemokratisme plus lidt flere kanoner.
Tak for Anne Mette. Hun er godt nok anti-spin, men når Anne Mette kvajer sig, så stiller hun op og forklarer sig i pressen – selvfølgelig efter at vi har haft nogle til at pudse hendes budskaber af. Vi så jo med den der førstedame-bog, hvor galt det kan gå, når Anne Mette netop er anti-spin. Hykleriet er jo kolossalt mht. spin i Danmark. Alle bruger det, men ingen tør indrømme det. Det er lidt ligesom Jens Rohde, der ifølge ham selv heller ikke vil indrømme, at han læser Ugens Rapport hos frisøren.
Tak for denne uge Vor Herre. Vi forhandler jo stadig ovre i finansministeriet, men ellers er tiden gået med røvkedelige og ligegyldige møder i Oldnordisk Råd samt rækken af de sædvanlige åndsvage mediesager, men takket være Abu Laban, så endte det da godt."
En tanke til journalist Kjeld Hybel, Politiken Søndag for en fremragende analyse om forholdene i det radikale Venstre, der gav kreativ inspiration til denne dags blog.
fredag, november 03, 2006
Løkken er en spindoktor
Efter at Indenrigs og Sundhedsministerens tidligere spindoktor Ulla Østergaard gik over til TV2’s nye 24-timers nyhedskanal har Lars Løkke – ifølge Ekstra Bladet i går – været på jagt efter en ny spinfidus. Løkke/”Spindulla” var igennem regeringens fem første år kendt - i hvert fald blandt nogle journalister - som det sureste, men absolut også mest selskabelige minister/spindoktor-makkerpar på Christiansborg.
Ekstra Bladet gav det indtryk, at Løkke havde været rundt på gangene for at faldbyde den ledige plads til adskillige journalister. Man kommer uvilkårligt til at tænke på den gamle joke fra de konservatives borgerkrigs tid, hvor tjansen som partiets informationschef blev passet af en vikar fra pressetjenesten. Spurgte man - som jeg, der bare var alment interesseret studentermedhjælper – sig for, om hvem det kanske blev, mødte man straks det ætsende sarkastiske modspørgsmål: Er du ikke også blevet spurgt? Partiets ydmygelse var total.
Så galt går det nok ikke for Løkke. A-kæden blandt journalisterne på Borgen har dog takket nej, og det kan der være mange grunde til. Tankevækkende er det dog, at jobbet hos "Venstres Coming Man" ikke kan tiltrække de bedste hoveder af journaliststanden. Men sporene skræmmer måske? Måske vurderer journalisterne – ligesom mange andre – at Fogh-regeringen har haft sin bedste tid.
Speaking about the devil….
Statsministerens tidligere spindoktor Michael Kristiansens exit sidste efterår var - i hvert fald i begyndelsen - fejende flot. Et stort vellønnet job stod og ventede ovre hos Danske Bank. Nu skulle A.P. Møllers foretrukne bank opruste på spinsiden.
”So ein ding müssen wir auch haben” – lyder det gamle ordsprog, og det var formentlig baggrunden for, at Nordea så for syv måneder siden ansatte finansminister Thor Petersens tidligere spindoktor Carsten Mai, som bankens pendant til Dr. Kristiansen. Forinden havde Mai lige været inde og vende hos PA-firmaet Burson-Marsteller, der for tiden mest er kendt for deres ikke specielt professionelle håndtering af en sag omkring en anden kunde og Forbrugerrådet. Men Mais tid i Nordea er nu – allerede - omme, forlyder det.
I ”miljøet” er der to versioner af Mais exit. 1. Han har fået sparket af Nordea-direktøren Peter Schütze. 2. Han har efter under et års tjeneste såmænd selv sagt op for at søge nye udfordringer i det lukrative erhvervsliv. Jarls Blog hælder til den forklaring, at han er blevet fyret. Det giver ingen mening, at han skulle sige sit fede og efter sigende ganske vellønnede job op i Nordea - en bank der i øvrigt sætter en ære i IKKE at ville forhandle priser med deres kunder.
Nu forlyder det imidlertid, at Mai er blevet ansat hos selveste Svend Gunbak – en kommunikationsrådgiver, hvis tjenester som statsministeren, Bendtsen, skibsrederen og mange andre igennem tiden har gjort brug af. Gunbak samarbejder også med Michael Kristiansen, der ved siden af halvtidsjobbet i Danske Bank har sin egen konsulentbiks. Så nu er regeringens tidligere spin-topfolk samlet under ”Onkel Svends” hat.
Held og lykke med det!
Ekstra Bladet gav det indtryk, at Løkke havde været rundt på gangene for at faldbyde den ledige plads til adskillige journalister. Man kommer uvilkårligt til at tænke på den gamle joke fra de konservatives borgerkrigs tid, hvor tjansen som partiets informationschef blev passet af en vikar fra pressetjenesten. Spurgte man - som jeg, der bare var alment interesseret studentermedhjælper – sig for, om hvem det kanske blev, mødte man straks det ætsende sarkastiske modspørgsmål: Er du ikke også blevet spurgt? Partiets ydmygelse var total.
Så galt går det nok ikke for Løkke. A-kæden blandt journalisterne på Borgen har dog takket nej, og det kan der være mange grunde til. Tankevækkende er det dog, at jobbet hos "Venstres Coming Man" ikke kan tiltrække de bedste hoveder af journaliststanden. Men sporene skræmmer måske? Måske vurderer journalisterne – ligesom mange andre – at Fogh-regeringen har haft sin bedste tid.
Speaking about the devil….
Statsministerens tidligere spindoktor Michael Kristiansens exit sidste efterår var - i hvert fald i begyndelsen - fejende flot. Et stort vellønnet job stod og ventede ovre hos Danske Bank. Nu skulle A.P. Møllers foretrukne bank opruste på spinsiden.
”So ein ding müssen wir auch haben” – lyder det gamle ordsprog, og det var formentlig baggrunden for, at Nordea så for syv måneder siden ansatte finansminister Thor Petersens tidligere spindoktor Carsten Mai, som bankens pendant til Dr. Kristiansen. Forinden havde Mai lige været inde og vende hos PA-firmaet Burson-Marsteller, der for tiden mest er kendt for deres ikke specielt professionelle håndtering af en sag omkring en anden kunde og Forbrugerrådet. Men Mais tid i Nordea er nu – allerede - omme, forlyder det.
I ”miljøet” er der to versioner af Mais exit. 1. Han har fået sparket af Nordea-direktøren Peter Schütze. 2. Han har efter under et års tjeneste såmænd selv sagt op for at søge nye udfordringer i det lukrative erhvervsliv. Jarls Blog hælder til den forklaring, at han er blevet fyret. Det giver ingen mening, at han skulle sige sit fede og efter sigende ganske vellønnede job op i Nordea - en bank der i øvrigt sætter en ære i IKKE at ville forhandle priser med deres kunder.
Nu forlyder det imidlertid, at Mai er blevet ansat hos selveste Svend Gunbak – en kommunikationsrådgiver, hvis tjenester som statsministeren, Bendtsen, skibsrederen og mange andre igennem tiden har gjort brug af. Gunbak samarbejder også med Michael Kristiansen, der ved siden af halvtidsjobbet i Danske Bank har sin egen konsulentbiks. Så nu er regeringens tidligere spin-topfolk samlet under ”Onkel Svends” hat.
Held og lykke med det!
torsdag, november 02, 2006
Ondt i røven
Nedslidningen af Naser Khader er i gang, og politiske kolleger er tilsyneladende ved at være træt af den radikale komets image som politisk wunderkind. Han er doven, siger de.
”Politik er dejligt” sagde Erik Ninn-Hansen, da han mødte journalisterne efter at et konservativt gruppemøde reelt set havde fyret ham som Folketingets Formand.
I dansk politik findes en lovmæssighed der minder meget om tyngdeloven. Hvad der kommer op må også falde ned igen. Den radikale Naser Khader blev i går (igen) udråbt som politisk wunderkind, da en meningsmåling viste, at han alene kunne trække CD ind i folketinget med 20 mandater. Ekstra Bladet kunne allerede i går citere unavngivne partifæller, der ønsker Naser god tur og held og lykke over i CD. Mon ikke, at det er Vestager-støtter, der arbejder?
I dag i Jyllands Posten er det de to politiske rugbrødsarbejdere, hvis brede popularitet er til at overse, Jytte Andersen MF (S) og Preben Rudiengaard MF (V) som mere eller mindre får sagt om den sympatiske og charmerende Naser Khader, at han er doven og overfladisk når det kommer til at sætte sig ind i sager, der ligger udover integrationsspørgsmål. De to politikere siger egentlig bare, hvad der længe har været indtrykket hos mange med deres daglige gang på Christiansborg. Jyllandspostens artikel får stillet spørgsmålet, om Naser Khader på grund af sin dovenskab er uegnet som radikal partileder.
Om sin beherskede begejstring for tungt lovgivningsarbejde har Naser Khader tidligere forklaret, at han var ”idépolitiker” og derfor ikke – ligesom de øvrige 178 medlemmer af folketinget - behøver at sætte sig ind i al mulig indviklet teknisk lovgivning. Problemet er bare, at det er hvad dansk politik, når det kommer til stykket, egentlig handler om. Naser Khaders kvaliteter som debattør m.v. har ingen anfægtet.
Jyllands-Postens kilder mener også, at Naser Khader efter fem år på Borgen, mangler at have lavet et egentligt politisk forlig. Khader svarer imidlertid kækt igen og demonstrerer samtidig sans for kreativt brug af et af de fagreste danske sprogblomster:
- Jeg vil hævde, at jeg har lavet flere forlig og beslutningsforslag end Helle Thorning-Schmidt har. Dem, der siger andet, er historieløse og har ondt i røven.
Marianne Jelved siger i dag til Berlingske, at de radikale skal have et reklamebureau til at hjælpe sig med at vurdere, om man bruger Naser nok i profileringen af partiet.
Naser selv er ikke i tvivl. Han vil frem i forreste række sammen med Jelved. Men dér trækker ”håndtasken” grænsen. Til Berlingske siger hun:
- Jamen, hele folketingsgruppen skal gå hånd i hånd. Projektet kan ikke nøjes med at blive solgt af en eller to. Det er en større opgave, og derfor indgår Naser Khaders bemærkninger i jeres avis i den samlede plan. Klart, at Naser skal være med, men det skal vi andre altså også. Nu tager vi nogle drøftelser, hvor også Nasers bidrag indgår.
Jelved er skræmt fra vid og sans over Naser Khaders krav om mere indflydelse, men forsøger nu at vinde lidt tid. Med den kampagne mod Khader, der åbenbart nu er gået i gang, dukker andre sider af Naser Khader frem fra overfladen, der kan dæmpe folkekravet om ”Naser for president”. Det sidste er ikke skrevet om magtkampene i Det Radikale Venstre.
På Jarls Blog er vi ikke historieløse, og vi kan derfor - efter at have betragtet magtkampene hos de radikale - stilfærdigt konkludere, at Ninn havde ret: Politik er dejligt...
”Politik er dejligt” sagde Erik Ninn-Hansen, da han mødte journalisterne efter at et konservativt gruppemøde reelt set havde fyret ham som Folketingets Formand.
I dansk politik findes en lovmæssighed der minder meget om tyngdeloven. Hvad der kommer op må også falde ned igen. Den radikale Naser Khader blev i går (igen) udråbt som politisk wunderkind, da en meningsmåling viste, at han alene kunne trække CD ind i folketinget med 20 mandater. Ekstra Bladet kunne allerede i går citere unavngivne partifæller, der ønsker Naser god tur og held og lykke over i CD. Mon ikke, at det er Vestager-støtter, der arbejder?
I dag i Jyllands Posten er det de to politiske rugbrødsarbejdere, hvis brede popularitet er til at overse, Jytte Andersen MF (S) og Preben Rudiengaard MF (V) som mere eller mindre får sagt om den sympatiske og charmerende Naser Khader, at han er doven og overfladisk når det kommer til at sætte sig ind i sager, der ligger udover integrationsspørgsmål. De to politikere siger egentlig bare, hvad der længe har været indtrykket hos mange med deres daglige gang på Christiansborg. Jyllandspostens artikel får stillet spørgsmålet, om Naser Khader på grund af sin dovenskab er uegnet som radikal partileder.
Om sin beherskede begejstring for tungt lovgivningsarbejde har Naser Khader tidligere forklaret, at han var ”idépolitiker” og derfor ikke – ligesom de øvrige 178 medlemmer af folketinget - behøver at sætte sig ind i al mulig indviklet teknisk lovgivning. Problemet er bare, at det er hvad dansk politik, når det kommer til stykket, egentlig handler om. Naser Khaders kvaliteter som debattør m.v. har ingen anfægtet.
Jyllands-Postens kilder mener også, at Naser Khader efter fem år på Borgen, mangler at have lavet et egentligt politisk forlig. Khader svarer imidlertid kækt igen og demonstrerer samtidig sans for kreativt brug af et af de fagreste danske sprogblomster:
- Jeg vil hævde, at jeg har lavet flere forlig og beslutningsforslag end Helle Thorning-Schmidt har. Dem, der siger andet, er historieløse og har ondt i røven.
Marianne Jelved siger i dag til Berlingske, at de radikale skal have et reklamebureau til at hjælpe sig med at vurdere, om man bruger Naser nok i profileringen af partiet.
Naser selv er ikke i tvivl. Han vil frem i forreste række sammen med Jelved. Men dér trækker ”håndtasken” grænsen. Til Berlingske siger hun:
- Jamen, hele folketingsgruppen skal gå hånd i hånd. Projektet kan ikke nøjes med at blive solgt af en eller to. Det er en større opgave, og derfor indgår Naser Khaders bemærkninger i jeres avis i den samlede plan. Klart, at Naser skal være med, men det skal vi andre altså også. Nu tager vi nogle drøftelser, hvor også Nasers bidrag indgår.
Jelved er skræmt fra vid og sans over Naser Khaders krav om mere indflydelse, men forsøger nu at vinde lidt tid. Med den kampagne mod Khader, der åbenbart nu er gået i gang, dukker andre sider af Naser Khader frem fra overfladen, der kan dæmpe folkekravet om ”Naser for president”. Det sidste er ikke skrevet om magtkampene i Det Radikale Venstre.
På Jarls Blog er vi ikke historieløse, og vi kan derfor - efter at have betragtet magtkampene hos de radikale - stilfærdigt konkludere, at Ninn havde ret: Politik er dejligt...
onsdag, november 01, 2006
Løkken er at være finansminister
Fem ud af seks finansår har finansministeren Thor P. ikke kunnet leve op til sin egen budgetmålsætning. Det kommer heller ikke til at ske i 2007, skriver Børsen:
”Finansminister Thor Pedersen (V) erkender nu for første gang, at regeringen heller ikke i 2007 vil kunne overholde sine egne vækstmålsætninger for det offentlige forbrug. Med de nye aftaler om at give kommunerne flere penge vil væksten næste år nå over 1,0 pct., som regeringen ellers har
sat som loft for den offentlige forbrugsvækst.”
Pengene fosser ud af statskassen, og det synes regeringen egentlig er helt fint. For så kan de ikke skydes i skoen at de vil spare på de offentlige udgifter og det er jo en fordel overfor midtervælgerne påpeger Rasmus Jönsson til Børsen:
- Jo mere der bliver råbt op om, at regeringen er uansvarlig, jo gladere bliver de. Så kan den få sendt det signal, at den ikke er nærig, og at den gerne vil have velfærd. Jo flere, der klager over, at den er uansvarlig økonomisk, jo bedre,« siger Rasmus Jönsson, ekstern lektor i politisk kommunikation ved RUC.
Han peger på, at Anders Fogh og Thor Pedersen lige nu ser stort på, at det traditionelt er en klassisk dyd for borgerlige regeringer at holde en meget stram linje i finanspolitikken.
»Fogh-regeringen koncentrerer sig om at »nurse« en særlig gruppe vælgere, nemlig velfærdselskende midtervælgere,« siger Rasmus Jönsson.
Det har han desværre ret i. Statens overskud er ”eksploderet” og har aldrig været større. Det kan man læse på Børsens hjemmeside her til formiddag. Det er jo dejligt, så kan vi sikkert snart købe hele verden. Er det en helt urimelig tanke, at en borgerlig-liberal finansminister overvejer, hvordan han kan sende pengene tilbage til de borgere, som har arbejdet og betalt skat for at skaffe dette store overskud?
Det er nok meget at forlange, og super-opportunisten Thor P. som aldrig har haft et selvstændigt synspunkt, følger blot linjen, som Fogh og Hjort har lagt. Thor P sagde i 1990’erne som V’s finansordfører i opposition det stik modsatte af, hvad han mener i dag. Dengang var der ikke grænser for, hvor meget S-regeringen skaltede og valtede med borgernes penge, og de lå iøvrigt også bedst i borgernes egne lommer.
Når man som Thor P kun har ramt rigtig én ud af seks mulige, så har man ligesom haft sin chance. Finanspolitik er jo ikke en lottokupon. Hvis der – mod forventning – stadig var et lille gram liberalt ideologisk indhold i Anders Fogh smed han Thor P på porten, og satte en ny mand ind som finansminister. Fx Lars Løkke som han jo har lovet skal efterfølge ham selv som formand. Måske vil det lykkes bedre for Løkke at holde budgetmålene? Løkke har også brug for at prøve nye udfordringer. Han har jo allerede én gang været på vej væk fra dansk politik. Og alle virksomhedsledere ved jo, at nøglemedarbejderne hele tiden skal stimuleres med nye udfordringer.
Så Jarls Blogs forsigtige bud på en ny finansminister inden så længe er Lars Løkke Rasmussen.
Khaders krav
Der er, når der ikke sker en skid i dansk politik som nu, hvor der holdes (old-)Nordisk Råd på Christiansborg, at de såkaldte IKKE-historier virkelig får ben at gå på i pressen.
I går vågnede Danmark op til historien om, at Naser Khader kunne få serveret CD’s formandspost på et sølvfad, og samtidig viste en af CD til lejligheden foretaget måling, at 11,2 procent af vælgerne ville stemme på partiet, hvis Khader stod i spidsen for CD. Rigtigt interessant blev det, at tallene i teorien også viste, at VKO-flertallet var væk. I bund og grund et flot mediestunt.
Naser Khader svarede rutinemæssigt nej, nej og atter nej på alle spørgsmål, der forbandt ham og CD. Men de mange vælgeres tillidserklæring kan jo godt bruges til at skaffe sig selv endnu mere indflydelse hos de radikale, hvis vælgeropbakning er på retur i meningsmålingerne.
I dag kan Berlingske så fortælle, at Khader mener, at han og Jelved skal køre parløb i fremtiden. På dansk betyder det, at han kræver yderligere indflydelse på den radikale politiske linje og insisterer på at være med til at tegne partiets profil i offentligheden. I forvejen sidder han med i ledelsen.
Den af Jelved udråbte kronprinsesse Margrethe Vestager har ingen kommentarer til sagen. Det tror jeg er klogt. Med Khaders udmelding har hun aldrig været mere presset, siden Khader sagde til hende direkte på et gruppemøde tidligere på året, at han aldrig ville acceptere hende som formand.
Det er ikke for meget at sige, at med dagens melding er de radikale rykket et skridt nærmere en borgerkrig. Spørgsmålet er dog, om ikke Naser Khader allerede har vundet slaget. Har Jelved andre muligheder end at give Naser Khader indrømmelser? Det er svært at se andet. Situationen minder lidt om en anden tid, hvor stormagter kunne kræve indrømmelser af små nabostater.
Anne Mettes ytringsfrihed
Statsministerfruen taler ud i dag i Berlingske. Det er selvfølgelig BT’s historie fra i lørdags om ægteparret Fogh, som skal lukkes ned. Det gør Anne Mette Fogh egentlig ganske effektivt. Helt ned på petitesseplanet: Hun har ingen mobiltelefon, så derfor kan Anders ikke sende hende små søde SMS’er. Billedet af, at der er tale om to voksne mennesker med respekt for hinanden er reetableret, så vi kipper med flaget for presserådgiveren ”Ulven” i Statsministeriet og hvem der ellers har været ind over sagen.
Kun ét sted er der problemer. Anne Mette hævder i Berlingskes artikel, at hun ikke bad sin mand om at læse interviewet til bogen igennem, før det blev trykt og siger:
- Nej, vi har nemlig også ytringsfrihed hjemme hos os. Han kunne ikke drømme om at diktere, hvad jeg skulle sige og ikke sige i en bog. Jeg ved ikke, hvad folk de tænker. Han ville nærmest have det skidt med, hvis han havde tænkt sådan eller kommenteret det.
Og videre:
- Men nu er vi altså to selvstændige personer, og vi regner med, at vi hver især kan tænke. Det er noget med at have tillid til hinanden, og jeg har aldrig følt mig kontrolleret i nogen ting. Hvis jeg selv har været i tvivl, har jeg lukket min mund op og spurgt. Jeg ved ikke, hvad det er for en mærkelig forestilling, folk har om vores liv. At Anders skulle sidde derhjemme og kontrollere alt. Hvem tror de, jeg er, hallo!.
Ja, hallo Anne Mette! Det er muligt, at Anders ikke kontrollerer alt derhjemme, men det gør han ellers som statsminister. Det antager groteske dimensioner indimellem. Fx når han blander sig i, hvem hans ministre må omgås privat. Men det er da godt at vide, at Anne Mette kan mene, hvad hun vil. Det er et ret stort privilegium. Hun skulle prøve at være medlem af Venstres folketingsgruppe, hvor ytringsfriheden i dag er teoretisk, og hvor kun ros af statsministeren er velkommen. Men det er måske noget, hun selv kender til?
”Finansminister Thor Pedersen (V) erkender nu for første gang, at regeringen heller ikke i 2007 vil kunne overholde sine egne vækstmålsætninger for det offentlige forbrug. Med de nye aftaler om at give kommunerne flere penge vil væksten næste år nå over 1,0 pct., som regeringen ellers har
sat som loft for den offentlige forbrugsvækst.”
Pengene fosser ud af statskassen, og det synes regeringen egentlig er helt fint. For så kan de ikke skydes i skoen at de vil spare på de offentlige udgifter og det er jo en fordel overfor midtervælgerne påpeger Rasmus Jönsson til Børsen:
- Jo mere der bliver råbt op om, at regeringen er uansvarlig, jo gladere bliver de. Så kan den få sendt det signal, at den ikke er nærig, og at den gerne vil have velfærd. Jo flere, der klager over, at den er uansvarlig økonomisk, jo bedre,« siger Rasmus Jönsson, ekstern lektor i politisk kommunikation ved RUC.
Han peger på, at Anders Fogh og Thor Pedersen lige nu ser stort på, at det traditionelt er en klassisk dyd for borgerlige regeringer at holde en meget stram linje i finanspolitikken.
»Fogh-regeringen koncentrerer sig om at »nurse« en særlig gruppe vælgere, nemlig velfærdselskende midtervælgere,« siger Rasmus Jönsson.
Det har han desværre ret i. Statens overskud er ”eksploderet” og har aldrig været større. Det kan man læse på Børsens hjemmeside her til formiddag. Det er jo dejligt, så kan vi sikkert snart købe hele verden. Er det en helt urimelig tanke, at en borgerlig-liberal finansminister overvejer, hvordan han kan sende pengene tilbage til de borgere, som har arbejdet og betalt skat for at skaffe dette store overskud?
Det er nok meget at forlange, og super-opportunisten Thor P. som aldrig har haft et selvstændigt synspunkt, følger blot linjen, som Fogh og Hjort har lagt. Thor P sagde i 1990’erne som V’s finansordfører i opposition det stik modsatte af, hvad han mener i dag. Dengang var der ikke grænser for, hvor meget S-regeringen skaltede og valtede med borgernes penge, og de lå iøvrigt også bedst i borgernes egne lommer.
Når man som Thor P kun har ramt rigtig én ud af seks mulige, så har man ligesom haft sin chance. Finanspolitik er jo ikke en lottokupon. Hvis der – mod forventning – stadig var et lille gram liberalt ideologisk indhold i Anders Fogh smed han Thor P på porten, og satte en ny mand ind som finansminister. Fx Lars Løkke som han jo har lovet skal efterfølge ham selv som formand. Måske vil det lykkes bedre for Løkke at holde budgetmålene? Løkke har også brug for at prøve nye udfordringer. Han har jo allerede én gang været på vej væk fra dansk politik. Og alle virksomhedsledere ved jo, at nøglemedarbejderne hele tiden skal stimuleres med nye udfordringer.
Så Jarls Blogs forsigtige bud på en ny finansminister inden så længe er Lars Løkke Rasmussen.
Khaders krav
Der er, når der ikke sker en skid i dansk politik som nu, hvor der holdes (old-)Nordisk Råd på Christiansborg, at de såkaldte IKKE-historier virkelig får ben at gå på i pressen.
I går vågnede Danmark op til historien om, at Naser Khader kunne få serveret CD’s formandspost på et sølvfad, og samtidig viste en af CD til lejligheden foretaget måling, at 11,2 procent af vælgerne ville stemme på partiet, hvis Khader stod i spidsen for CD. Rigtigt interessant blev det, at tallene i teorien også viste, at VKO-flertallet var væk. I bund og grund et flot mediestunt.
Naser Khader svarede rutinemæssigt nej, nej og atter nej på alle spørgsmål, der forbandt ham og CD. Men de mange vælgeres tillidserklæring kan jo godt bruges til at skaffe sig selv endnu mere indflydelse hos de radikale, hvis vælgeropbakning er på retur i meningsmålingerne.
I dag kan Berlingske så fortælle, at Khader mener, at han og Jelved skal køre parløb i fremtiden. På dansk betyder det, at han kræver yderligere indflydelse på den radikale politiske linje og insisterer på at være med til at tegne partiets profil i offentligheden. I forvejen sidder han med i ledelsen.
Den af Jelved udråbte kronprinsesse Margrethe Vestager har ingen kommentarer til sagen. Det tror jeg er klogt. Med Khaders udmelding har hun aldrig været mere presset, siden Khader sagde til hende direkte på et gruppemøde tidligere på året, at han aldrig ville acceptere hende som formand.
Det er ikke for meget at sige, at med dagens melding er de radikale rykket et skridt nærmere en borgerkrig. Spørgsmålet er dog, om ikke Naser Khader allerede har vundet slaget. Har Jelved andre muligheder end at give Naser Khader indrømmelser? Det er svært at se andet. Situationen minder lidt om en anden tid, hvor stormagter kunne kræve indrømmelser af små nabostater.
Anne Mettes ytringsfrihed
Statsministerfruen taler ud i dag i Berlingske. Det er selvfølgelig BT’s historie fra i lørdags om ægteparret Fogh, som skal lukkes ned. Det gør Anne Mette Fogh egentlig ganske effektivt. Helt ned på petitesseplanet: Hun har ingen mobiltelefon, så derfor kan Anders ikke sende hende små søde SMS’er. Billedet af, at der er tale om to voksne mennesker med respekt for hinanden er reetableret, så vi kipper med flaget for presserådgiveren ”Ulven” i Statsministeriet og hvem der ellers har været ind over sagen.
Kun ét sted er der problemer. Anne Mette hævder i Berlingskes artikel, at hun ikke bad sin mand om at læse interviewet til bogen igennem, før det blev trykt og siger:
- Nej, vi har nemlig også ytringsfrihed hjemme hos os. Han kunne ikke drømme om at diktere, hvad jeg skulle sige og ikke sige i en bog. Jeg ved ikke, hvad folk de tænker. Han ville nærmest have det skidt med, hvis han havde tænkt sådan eller kommenteret det.
Og videre:
- Men nu er vi altså to selvstændige personer, og vi regner med, at vi hver især kan tænke. Det er noget med at have tillid til hinanden, og jeg har aldrig følt mig kontrolleret i nogen ting. Hvis jeg selv har været i tvivl, har jeg lukket min mund op og spurgt. Jeg ved ikke, hvad det er for en mærkelig forestilling, folk har om vores liv. At Anders skulle sidde derhjemme og kontrollere alt. Hvem tror de, jeg er, hallo!.
Ja, hallo Anne Mette! Det er muligt, at Anders ikke kontrollerer alt derhjemme, men det gør han ellers som statsminister. Det antager groteske dimensioner indimellem. Fx når han blander sig i, hvem hans ministre må omgås privat. Men det er da godt at vide, at Anne Mette kan mene, hvad hun vil. Det er et ret stort privilegium. Hun skulle prøve at være medlem af Venstres folketingsgruppe, hvor ytringsfriheden i dag er teoretisk, og hvor kun ros af statsministeren er velkommen. Men det er måske noget, hun selv kender til?
tirsdag, oktober 31, 2006
Jagten på urostifterne i Venstre
Politisk magt rummer mange forskellige facetter af livet. Positive og negative. Blandt de negative er, at det ind imellem kræver, at ledelsen ”slår hårdt ned på urostiftere!”, som Bjørn Watt Boolsen siger i rollen som rektoren på Metropolitanskolen i filmen ”Det forsømte forår”. Næste tirsdag kl. 11.30 er der gruppemøde i Venstre, og dermed tid til at få delt skideballerne ud til de åbenmundede, men navnløse kritikere af DSB (Dem Som Bestemmer) - "Fogh og Hjort".
Venstres ”bulldog”, som Claus Hjort åbenbart bliver kaldt i V-gruppen, spekulerer formentlig over, hvem blandt medlemmerne der ”pisser i hjørnerne” som det kom frem i Ekstra Bladet i søndags. Lad os prøve at give spekulationerne frit løb. For de bliver jo mellem os, kære læsere af denne blog! ;-)
”The Usual Suspects” er folk som Søren Pind, Peter Christensen og Leif Mikkelsen. Men kun lidt i Ekstra Bladets citater tyder på, at det kan være dem. De ved formentlig, at de får skylden for balladen uanset beviser m.v. Problemet for "Clausescu" er, at kæde dem sammen med et dybere motiv. De tre musketerer har været temmelig disciplinerede i deres udtalelser over længere tid, og er klar over at deres "brokkekvote" forlængst er overtrukket. Men det er sikkert ikke argumenter, der bider på Claus Hjort, som husker ganske længe, hvor andre glemmer.
Hvem har gavn af balladen? Hvis man tør tænke lidt kreativt, kættersk og diabolsk, så måske Lars Løkke Rasmussen og Carl Holst. Lars Løkke har fået offentliggjort, at Fogh har lovet ham V-formandsposten, når han selv går af. Det kan han kun være tilfreds med. Nu ved alle i gruppen, hvem der kommer til at bestemme efter exit Fogh/Hjort. Hans politiske aktier stiger markant ved den nyhed og styrker hans magtposition betydeligt - også i det daglige. Carl Holst er – ind til videre – eneste næstformandskandidat og vil komme til fadet som næstformand ved et formandsskifte. Carl Holst er det jyske Venstres ukronede konge – og vil sammen med Løkke udgøre en stærk koalition imod den eneste sandsynlige modkandidat til én af dem, nemlig Kristian Jensen.
Løkke er ikke en del af inderkredsen i regeringen. Det er han efter alt at dømme særdeles utilfreds med. Alligevel er det ham DSB – Dem Som Bestemmer – sender i byen med alle mulige og umulige synspunkter. Senest omkring udkastet til principprogrammet, der rykker partiet yderligere til venstre i retning af socialdemokratiet. Løkke har dog signaleret til Fogh, at der faktisk findes et vellønnet alternativ i erhvervslivet end at være daglig skydeskive for Fogh/Hjorts politik.
Det er imidlertid ganske påfaldende, at kritikken af Anders Fogh og hans bulldog optræder i Ekstra Bladet på samme tidspunkt som afsløringen af Foghs løfte til Løkke. For det er formentlig kun Fogh og Løkke, der har kendt til den aftale? Fogh frikender jeg for at have lækket historien, men det kunne i stedet være Løkke selv eller én fra Løkkes inderkreds, der står bag lækagen. Måske endda Carl Holst? Vi ved det ikke.
En tommelfingerregel siger, at intet er tilfældigt i politik. Derfor har jeg meget svært ved at tro på, at Carl Holst ikke kendte til Løkkes lokumsaftale med statsministeren, før at han for et par uger siden meldte sig som næstformandskandidat i "Der Nordschleswiger". Det bliver spændende at se, om Carl Holst går på talerstolen på Venstres landsmøde for at pudse sin profil af.
En god gammel nyhed: Uffe er stadig liberal
Jeg hørte forleden dag, at Uffe Ellemann-Jensen havde været gæst hos Clement, hvis enerverende og ganske hyppige krukkede udbrud i øvrigt stærkt har afkølet min interesse for hans nye talkshow.
Heraf fremgik det klart og tydeligt, at Venstres tidligere og blandt græsrødderne uden sammenligning mest elskede formand nogensinde - Uffe - stadig går ind for lavere skat og en mindre offentlig sektor. Havde han siddet i Venstres folketingsgruppe ville Uffe formentlig – ligesom andre der mener noget, der afviger to millimeter fra DSB’s linje - have stået til spanking hos Claus Hjort. Sloganet "Du må gerne være uenig" stod der ved indgangen til Venstre, da jeg i sin tid meldte mig ind. På vej henimod udgangen ser jeg, at det gamle skilt forlængst er blevet pillet ned.
Venstres ”bulldog”, som Claus Hjort åbenbart bliver kaldt i V-gruppen, spekulerer formentlig over, hvem blandt medlemmerne der ”pisser i hjørnerne” som det kom frem i Ekstra Bladet i søndags. Lad os prøve at give spekulationerne frit løb. For de bliver jo mellem os, kære læsere af denne blog! ;-)
”The Usual Suspects” er folk som Søren Pind, Peter Christensen og Leif Mikkelsen. Men kun lidt i Ekstra Bladets citater tyder på, at det kan være dem. De ved formentlig, at de får skylden for balladen uanset beviser m.v. Problemet for "Clausescu" er, at kæde dem sammen med et dybere motiv. De tre musketerer har været temmelig disciplinerede i deres udtalelser over længere tid, og er klar over at deres "brokkekvote" forlængst er overtrukket. Men det er sikkert ikke argumenter, der bider på Claus Hjort, som husker ganske længe, hvor andre glemmer.
Hvem har gavn af balladen? Hvis man tør tænke lidt kreativt, kættersk og diabolsk, så måske Lars Løkke Rasmussen og Carl Holst. Lars Løkke har fået offentliggjort, at Fogh har lovet ham V-formandsposten, når han selv går af. Det kan han kun være tilfreds med. Nu ved alle i gruppen, hvem der kommer til at bestemme efter exit Fogh/Hjort. Hans politiske aktier stiger markant ved den nyhed og styrker hans magtposition betydeligt - også i det daglige. Carl Holst er – ind til videre – eneste næstformandskandidat og vil komme til fadet som næstformand ved et formandsskifte. Carl Holst er det jyske Venstres ukronede konge – og vil sammen med Løkke udgøre en stærk koalition imod den eneste sandsynlige modkandidat til én af dem, nemlig Kristian Jensen.
Løkke er ikke en del af inderkredsen i regeringen. Det er han efter alt at dømme særdeles utilfreds med. Alligevel er det ham DSB – Dem Som Bestemmer – sender i byen med alle mulige og umulige synspunkter. Senest omkring udkastet til principprogrammet, der rykker partiet yderligere til venstre i retning af socialdemokratiet. Løkke har dog signaleret til Fogh, at der faktisk findes et vellønnet alternativ i erhvervslivet end at være daglig skydeskive for Fogh/Hjorts politik.
Det er imidlertid ganske påfaldende, at kritikken af Anders Fogh og hans bulldog optræder i Ekstra Bladet på samme tidspunkt som afsløringen af Foghs løfte til Løkke. For det er formentlig kun Fogh og Løkke, der har kendt til den aftale? Fogh frikender jeg for at have lækket historien, men det kunne i stedet være Løkke selv eller én fra Løkkes inderkreds, der står bag lækagen. Måske endda Carl Holst? Vi ved det ikke.
En tommelfingerregel siger, at intet er tilfældigt i politik. Derfor har jeg meget svært ved at tro på, at Carl Holst ikke kendte til Løkkes lokumsaftale med statsministeren, før at han for et par uger siden meldte sig som næstformandskandidat i "Der Nordschleswiger". Det bliver spændende at se, om Carl Holst går på talerstolen på Venstres landsmøde for at pudse sin profil af.
En god gammel nyhed: Uffe er stadig liberal
Jeg hørte forleden dag, at Uffe Ellemann-Jensen havde været gæst hos Clement, hvis enerverende og ganske hyppige krukkede udbrud i øvrigt stærkt har afkølet min interesse for hans nye talkshow.
Heraf fremgik det klart og tydeligt, at Venstres tidligere og blandt græsrødderne uden sammenligning mest elskede formand nogensinde - Uffe - stadig går ind for lavere skat og en mindre offentlig sektor. Havde han siddet i Venstres folketingsgruppe ville Uffe formentlig – ligesom andre der mener noget, der afviger to millimeter fra DSB’s linje - have stået til spanking hos Claus Hjort. Sloganet "Du må gerne være uenig" stod der ved indgangen til Venstre, da jeg i sin tid meldte mig ind. På vej henimod udgangen ser jeg, at det gamle skilt forlængst er blevet pillet ned.
søndag, oktober 29, 2006
Fogh ser sammensværgelser overalt
Trods tyranni, tvang og trusler lever liberalismen i Venstres folketingsgruppe. I hvert fald hvis man skal tro Ekstra Bladet, der i dag søndag har taget temperaturen på stemningen i Venstres gruppeværelse 2-080.
Den er ifølge adskillige kilder langt under frysepunktet, og ansvaret for det placerer V-gruppemedlemmer m.fl. entydigt hos partiets leder den ”paranoide” statsminister Fogh og hans ”bulldog” Claus Hjort Frederiksen – det stærke makkerpar, som trofaste læsere af denne blog også kender under betegnelsen ”DSB” – Dem Som Bestemmer.
Lad os dvæle lidt ved, hvad en stribe unavngivne V-MF’ere lader sig citere for i Ekstra Bladets artikel med overskriften ”Foghs Paranoia”, der levende beskriver gruppemedlemmernes åbenlyse frustration over landets regeringschefs facon og opførsel:
- Man kan nærmest sige, Anders Fogh er blevet paranoid. Han ser spøgelser og sammensværgelser der, hvor intet foregår, siger en kilde med et nært kendskab til Fogh ifølge Ekstra Bladet.
- Han er blevet paranoid og bange for sin egen skygge – i virkeligheden er han blevet bange for det liberale projekt, siger et gruppemedlem.
Ekstra Bladet skriver, at V-gruppen oplever Fogh som defensiv, og at han opfatter dele af sin gruppe som illoyal:
- Det handler ikke om illoyalitet, men om en naturlig lyst til at diskutere liberal politik. Vi er her sgu ikke for vore blå øjnes skyld – eller for at agere stemmekvæg for en socialdemokratisk politik, siger en V-politiker.
De åbenmundede MF’ere ved, at de lever livet farligt:
- Jeg vil vædde med, at han sætter ”bulldoggen” (Claus Hjort red.) i gang med at undersøge, hvem der har sagt, det her.
Ja. Ingen tvivl om, at klapjagten nu er gået ind på de formastelige V-gruppemedlemmer. Hvis det går, som det plejer, kan "The Usual Suspects" i V-gruppen allerede se frem til skideballe på førstkommende gruppemøde tirsdag.
Ikke desto mindre er denne blogger glad for at konstatere, at der åbenbart i Venstres folketingsgruppe findes mennesker, der længe klart har gennemskuet, hvad Anders Fogh og Claus Hjort er i færd med, og som er træt af DSB's meningstyranni. Engang sagde man, at "der var højt til loftet i Venstre". Det er ved at være længe siden. Men der findes åbenbart mennesker, der nægter at finde sig i, at kontrolfreaken i Prins Jørgens Gård og hans nidkære blodhund ”Clausescu” i Beskæftigelsesministeriet tager livtag om selve partiets sjæl og grundsynspunkter for at kunne blive siddende på taburetterne.
Også respekten for Fogh er gået fløjten. Selv langt ind i regeringen. Fogh har for vane at "stjæle gode sager” fra fagministre, som han siden selv kan profilere sig på. Derfor skynder de selv at lække de gode historier til pressen, før end at statsministeren får fingrene i dem. Som et regeringsmedlem knastørt bemærker:
- Man lærer af bitter erfaring.
Foghs rådgivere får endnu engang skylden for regeringschefens fejltagelser. ”Flere” af Ekstra Bladets kilder peger på, Fogh er blevet egenrådig. Han spørger i hvert fald ikke konen til råds, og skal man tro BT fra i går, er statsministerens ægteskab nærmest en kulisse, hvor herren og fruen lever hvert deres liv. Man kan i hvert fald konstatere, at Foghs privatliv nu også er blevet invaderet af pressen - og endda af den "pæne" små-borgerlige såkaldte "familieavis" BT! Mit gæt er, at Anne Mette Fogh Rasmussen ikke længere bliver trukket frem i rampelyset for at give Fogh et mere ”menneskeligt ansigt” med appel til kvinder og de bløde værdier. Det kort er endegyldigt spillet af hånde.
Rådgiverne – departementschef Karsten Dybvad og ”Ulven” – spindoktor Michael Ulvemann skulle i følge Ekstra Bladets kilder være ”bange” for at spille djævelens advokat. Meget tyder på, at der er en regulær kampagne blandt visse Venstrefolk i kredsen omkring Lars Løkke imod Ulvemann. ”Det er synd for Ulven”, sagde en indsigtfuld bekendt her forleden dag om kritikken af Ulvemann.
"Ulven" leverede dog en toppræstation, da han ganske behændigt fik demonteret bomben med statsministerfruens pludselige, men krystalklare kritik af forholdene for børnene i danske flygtningelejre. "Sagen" endte med at pressen lod sig stille tilfreds med den forklaring, at Fru Rasmussens citater havde været fem måneder undervejs, og dengang var givet til en bog om "statsministerfruer", der udkommer i disse dage. Følgelig var udtalelserne/vurderingerne nu forældede, fordi regeringen i mellemtiden havde afsat midler til området. God forklaring og smukt spindoktor-arbejde! Ulven kunne derfor denne dag godt være sin løn bekendt.
Hvis Løkke vejrer morgenluft mht at afløse Fogh inden for en overskuelig fremtid (se herunder), så kunne det jo være, at Ulven skulle finde sig en ny – og mere lukrativ -hule at krybe i. Især hvis det ikke lykkes for statsministeren at finde sin sædvanlige gode dagsform.
Katastrofen er dog endnu ikke om hjørnet, for i dagens Berlingske er der stadig VKO-flertal. Det er så også det eneste Venstres politiske ordfører Troels Lund Povlsen rigtigt har udtalt sig om. Jeg - med andre - mindes bestemt, at Jens Rohde var mere udfarende i det daglige. Men der sker jo også meget internt i Venstre i disse dage, og ”Trolde” har altid været god til at holde på den rigtige hest. Så hvorfor skabe sig fjender ved at gå ud og skælde gruppemedlemmerne ud? Men måske hjælper Claus Hjort ham igang med det, hvis ikke uroen hører op.
Lokumsaftalen
Fogh har lovet Løkke posten som formand for Venstre, når han engang går af, fortæller Ekstra Bladet. Avisen mener at vide, at Lars Løkke i foråret overvejede sin fremtid i dansk politik, fordi han havde fået et tilbud på tre millioner kr. om året fra erhvervslivet. Imidlertid, erfarer Ekstra Bladet, gav Fogh Løkke et løfte om at få V-formandposten, når han selv går af.
Hvis det er korrekt, så er Kristian Jensens muligheder om at efterfølge Fogh nu blevet kraftigt forringet. Kampen står derfor om den ledige næstformandspost efter Løkke, og den har Carl Holst allerede i sidste uge lagt billet ind på. Det er en nærliggende tanke, at Carl Holst har kendt til Løkkes og Foghs aftale, før han gik i pressen med sin ”jobansøgning”.
Hvis jeg var Kristian Jensen ville jeg udbede mig en forklaring hos statsministeren næste gang han er til te i Prins Jørgens Gaard.
Kendte Jens Rohde i øvrigt til statsministerens lokumsaftale med Løkke, før han tog sin beslutning om at forlade dansk politik?
Kan statsministeren love sin næstformand, at han kan efterfølge ham som V-formand? Ja selvfølgelig. Den formelle kåring på et landsmøde er bare en formalitet. For medlemmerne er i bogstaveligste forstand stemmekvæg, der stort set gør, hvad de får besked på. I modsat fald skal de ikke regne med at blive til noget i partiet. Værst er det, hvis et gruppemedlem ”kommer i Claus Hjorts sorte bog”. Så er det helt slut. Og det er ingen jo interesseret i.
Den er ifølge adskillige kilder langt under frysepunktet, og ansvaret for det placerer V-gruppemedlemmer m.fl. entydigt hos partiets leder den ”paranoide” statsminister Fogh og hans ”bulldog” Claus Hjort Frederiksen – det stærke makkerpar, som trofaste læsere af denne blog også kender under betegnelsen ”DSB” – Dem Som Bestemmer.
Lad os dvæle lidt ved, hvad en stribe unavngivne V-MF’ere lader sig citere for i Ekstra Bladets artikel med overskriften ”Foghs Paranoia”, der levende beskriver gruppemedlemmernes åbenlyse frustration over landets regeringschefs facon og opførsel:
- Man kan nærmest sige, Anders Fogh er blevet paranoid. Han ser spøgelser og sammensværgelser der, hvor intet foregår, siger en kilde med et nært kendskab til Fogh ifølge Ekstra Bladet.
- Han er blevet paranoid og bange for sin egen skygge – i virkeligheden er han blevet bange for det liberale projekt, siger et gruppemedlem.
Ekstra Bladet skriver, at V-gruppen oplever Fogh som defensiv, og at han opfatter dele af sin gruppe som illoyal:
- Det handler ikke om illoyalitet, men om en naturlig lyst til at diskutere liberal politik. Vi er her sgu ikke for vore blå øjnes skyld – eller for at agere stemmekvæg for en socialdemokratisk politik, siger en V-politiker.
De åbenmundede MF’ere ved, at de lever livet farligt:
- Jeg vil vædde med, at han sætter ”bulldoggen” (Claus Hjort red.) i gang med at undersøge, hvem der har sagt, det her.
Ja. Ingen tvivl om, at klapjagten nu er gået ind på de formastelige V-gruppemedlemmer. Hvis det går, som det plejer, kan "The Usual Suspects" i V-gruppen allerede se frem til skideballe på førstkommende gruppemøde tirsdag.
Ikke desto mindre er denne blogger glad for at konstatere, at der åbenbart i Venstres folketingsgruppe findes mennesker, der længe klart har gennemskuet, hvad Anders Fogh og Claus Hjort er i færd med, og som er træt af DSB's meningstyranni. Engang sagde man, at "der var højt til loftet i Venstre". Det er ved at være længe siden. Men der findes åbenbart mennesker, der nægter at finde sig i, at kontrolfreaken i Prins Jørgens Gård og hans nidkære blodhund ”Clausescu” i Beskæftigelsesministeriet tager livtag om selve partiets sjæl og grundsynspunkter for at kunne blive siddende på taburetterne.
Også respekten for Fogh er gået fløjten. Selv langt ind i regeringen. Fogh har for vane at "stjæle gode sager” fra fagministre, som han siden selv kan profilere sig på. Derfor skynder de selv at lække de gode historier til pressen, før end at statsministeren får fingrene i dem. Som et regeringsmedlem knastørt bemærker:
- Man lærer af bitter erfaring.
Foghs rådgivere får endnu engang skylden for regeringschefens fejltagelser. ”Flere” af Ekstra Bladets kilder peger på, Fogh er blevet egenrådig. Han spørger i hvert fald ikke konen til råds, og skal man tro BT fra i går, er statsministerens ægteskab nærmest en kulisse, hvor herren og fruen lever hvert deres liv. Man kan i hvert fald konstatere, at Foghs privatliv nu også er blevet invaderet af pressen - og endda af den "pæne" små-borgerlige såkaldte "familieavis" BT! Mit gæt er, at Anne Mette Fogh Rasmussen ikke længere bliver trukket frem i rampelyset for at give Fogh et mere ”menneskeligt ansigt” med appel til kvinder og de bløde værdier. Det kort er endegyldigt spillet af hånde.
Rådgiverne – departementschef Karsten Dybvad og ”Ulven” – spindoktor Michael Ulvemann skulle i følge Ekstra Bladets kilder være ”bange” for at spille djævelens advokat. Meget tyder på, at der er en regulær kampagne blandt visse Venstrefolk i kredsen omkring Lars Løkke imod Ulvemann. ”Det er synd for Ulven”, sagde en indsigtfuld bekendt her forleden dag om kritikken af Ulvemann.
"Ulven" leverede dog en toppræstation, da han ganske behændigt fik demonteret bomben med statsministerfruens pludselige, men krystalklare kritik af forholdene for børnene i danske flygtningelejre. "Sagen" endte med at pressen lod sig stille tilfreds med den forklaring, at Fru Rasmussens citater havde været fem måneder undervejs, og dengang var givet til en bog om "statsministerfruer", der udkommer i disse dage. Følgelig var udtalelserne/vurderingerne nu forældede, fordi regeringen i mellemtiden havde afsat midler til området. God forklaring og smukt spindoktor-arbejde! Ulven kunne derfor denne dag godt være sin løn bekendt.
Hvis Løkke vejrer morgenluft mht at afløse Fogh inden for en overskuelig fremtid (se herunder), så kunne det jo være, at Ulven skulle finde sig en ny – og mere lukrativ -hule at krybe i. Især hvis det ikke lykkes for statsministeren at finde sin sædvanlige gode dagsform.
Katastrofen er dog endnu ikke om hjørnet, for i dagens Berlingske er der stadig VKO-flertal. Det er så også det eneste Venstres politiske ordfører Troels Lund Povlsen rigtigt har udtalt sig om. Jeg - med andre - mindes bestemt, at Jens Rohde var mere udfarende i det daglige. Men der sker jo også meget internt i Venstre i disse dage, og ”Trolde” har altid været god til at holde på den rigtige hest. Så hvorfor skabe sig fjender ved at gå ud og skælde gruppemedlemmerne ud? Men måske hjælper Claus Hjort ham igang med det, hvis ikke uroen hører op.
Lokumsaftalen
Fogh har lovet Løkke posten som formand for Venstre, når han engang går af, fortæller Ekstra Bladet. Avisen mener at vide, at Lars Løkke i foråret overvejede sin fremtid i dansk politik, fordi han havde fået et tilbud på tre millioner kr. om året fra erhvervslivet. Imidlertid, erfarer Ekstra Bladet, gav Fogh Løkke et løfte om at få V-formandposten, når han selv går af.
Hvis det er korrekt, så er Kristian Jensens muligheder om at efterfølge Fogh nu blevet kraftigt forringet. Kampen står derfor om den ledige næstformandspost efter Løkke, og den har Carl Holst allerede i sidste uge lagt billet ind på. Det er en nærliggende tanke, at Carl Holst har kendt til Løkkes og Foghs aftale, før han gik i pressen med sin ”jobansøgning”.
Hvis jeg var Kristian Jensen ville jeg udbede mig en forklaring hos statsministeren næste gang han er til te i Prins Jørgens Gaard.
Kendte Jens Rohde i øvrigt til statsministerens lokumsaftale med Løkke, før han tog sin beslutning om at forlade dansk politik?
Kan statsministeren love sin næstformand, at han kan efterfølge ham som V-formand? Ja selvfølgelig. Den formelle kåring på et landsmøde er bare en formalitet. For medlemmerne er i bogstaveligste forstand stemmekvæg, der stort set gør, hvad de får besked på. I modsat fald skal de ikke regne med at blive til noget i partiet. Værst er det, hvis et gruppemedlem ”kommer i Claus Hjorts sorte bog”. Så er det helt slut. Og det er ingen jo interesseret i.
fredag, oktober 27, 2006
Sådan ”scandi-liberalisme”, ik?
Venstres udkast til nyt princip program blev offentliggjort fredag. I den anledning havde Radioavisens Jens Ringberg talt med Venstres næstformand Lars Løkke Rasmussen, der blev bragt i P1 Morgen samme dag.
Løkke bekræfter torsdagens P1 Orienterings indslag. Venstre vil i endnu højere grad ligne socialdemokratiet end de gør i dag. Løkke forsøger at ryste et nyt begreb ud af ærmet ”Scandi-liberalisme”. (Spar fakturaen til bureauet, Løkke – de må sgu komme op med noget mere mundret)
Det korte af det lange af det dødfødte begreb er at Venstre vedkender sig velfærdssamfundet eller den skandinaviske, nordiske eller socialdemokratiske velfærdsmodel. Det er der sådan set intet nyt i. Det har Venstre gjort i mere end 40 år. Nu praler Det Nye Venstre bare af det i sin iver for at tækkes de socialdemokratiske svingvælgere, som Venstre har vundet over midten ved de to sidste valg.
Det er i øvrigt morsomt at høre Venstres (og Det Nye Venstres) næstformand tale om personlig frihed og den enkeltes frie valg. Det er en mand, der ikke selv må bestemme for Anders Fogh, hvem han går i svømmehallen med.
Løkke taler om at Venstre skal være ”et stort bredt moderne liberalt folkeparti”. Præcis samme formulering som Fogh brugte, da han stod på scenen på Færgen Sjælland efter valgsejren i 2001. Så det er heller ikke noget nyt.
Løkke taler videre om ”Velfærdssamfundet som en trampolin,”, som borgerne kan bruge til at komme fremad, når der er behov for det. Han slår fast at ”Velfærdsordningerne og dagpengene ikke skal forringes. Venstres hovedsponsor Dansk Industri er til grin. Netop denne organisation har som mærkesag, at der skal skæres hårdt i dagpengene. Måske sparer de checken næste gang? For hos Det Nye Venstre er der intet at komme efter.
Løkke gør op med tankegangen om at begrænse den offentlige sektor. Tværtimod går Det Nye Venstre ind for at udvide den offentlige sektor frem for at skære den ned.
Løkke siger:
- Det bliver for stereotypt at hver gang vi skal lave en finanslov, så skal vi kigge ud af vinduerne og se hvor meget er den private sektor vokset, for at se om der også er plads til at den offentlige sektor også kan vokse.
Løkke efterlod også denne lytter med den forståelse at skattelettelser for det Nye Venstre er teoretisk. Der er efter alt at dømme intet at komme efter.
Det er jo et klart valg. Men hvori forskellen til socialdemokraternes velfærdspolitik består, kan jeg ikke se. Men det er formentlig også hele idéen med at køre den ideologiske profil på lossepladsen – måske endda historiens losseplads.
Hør Lars Løkke i P1 Morgen
Læs oplæg til Venstres principprogram
Løkke bekræfter torsdagens P1 Orienterings indslag. Venstre vil i endnu højere grad ligne socialdemokratiet end de gør i dag. Løkke forsøger at ryste et nyt begreb ud af ærmet ”Scandi-liberalisme”. (Spar fakturaen til bureauet, Løkke – de må sgu komme op med noget mere mundret)
Det korte af det lange af det dødfødte begreb er at Venstre vedkender sig velfærdssamfundet eller den skandinaviske, nordiske eller socialdemokratiske velfærdsmodel. Det er der sådan set intet nyt i. Det har Venstre gjort i mere end 40 år. Nu praler Det Nye Venstre bare af det i sin iver for at tækkes de socialdemokratiske svingvælgere, som Venstre har vundet over midten ved de to sidste valg.
Det er i øvrigt morsomt at høre Venstres (og Det Nye Venstres) næstformand tale om personlig frihed og den enkeltes frie valg. Det er en mand, der ikke selv må bestemme for Anders Fogh, hvem han går i svømmehallen med.
Løkke taler om at Venstre skal være ”et stort bredt moderne liberalt folkeparti”. Præcis samme formulering som Fogh brugte, da han stod på scenen på Færgen Sjælland efter valgsejren i 2001. Så det er heller ikke noget nyt.
Løkke taler videre om ”Velfærdssamfundet som en trampolin,”, som borgerne kan bruge til at komme fremad, når der er behov for det. Han slår fast at ”Velfærdsordningerne og dagpengene ikke skal forringes. Venstres hovedsponsor Dansk Industri er til grin. Netop denne organisation har som mærkesag, at der skal skæres hårdt i dagpengene. Måske sparer de checken næste gang? For hos Det Nye Venstre er der intet at komme efter.
Løkke gør op med tankegangen om at begrænse den offentlige sektor. Tværtimod går Det Nye Venstre ind for at udvide den offentlige sektor frem for at skære den ned.
Løkke siger:
- Det bliver for stereotypt at hver gang vi skal lave en finanslov, så skal vi kigge ud af vinduerne og se hvor meget er den private sektor vokset, for at se om der også er plads til at den offentlige sektor også kan vokse.
Løkke efterlod også denne lytter med den forståelse at skattelettelser for det Nye Venstre er teoretisk. Der er efter alt at dømme intet at komme efter.
Det er jo et klart valg. Men hvori forskellen til socialdemokraternes velfærdspolitik består, kan jeg ikke se. Men det er formentlig også hele idéen med at køre den ideologiske profil på lossepladsen – måske endda historiens losseplads.
torsdag, oktober 26, 2006
Uffes Venstre på vej til slagtebænken
DSB - ” Dem Som Bestemmer” - Claus Hjort og Anders Fogh - har taget næste skridt i den langsomme, men sikre likvidation af det ”Venstre" man endnu kalder "Danmark Liberale Parti". Herefter skal ”landets nye velfærdsparti” (Læs: ”landets nye socialdemokrati”) - og helt efter planen - opstå.
Udkastet med forslagene til Venstres principprogram ” fremtid i frihed og fællesskab" , som skal behandles på partiets landsmøde i næste måned, er - formentlig af ingen andre end Venstre-toppen selv - blevet ”lækket” til DR P1 Orienterings Pieter Raunwe, der nu kan orientere de interesserede radio-lyttere.
I følge Raunwe lægger forslaget op til ”en meget mere midtsøgende linje” og ”væk er alle fy-ordene”. Der er tale om forslag, der skal dæmme op for oppositionens kritik af Venstre som et parti, der vil afvikle velfærdsstaten.
Centralt står, at Venstre nu opgiver at reducere den offentlige sektor. Skattesænkningerne skal ske gennem effektiviseringer af den offentlige sektor og kravet om privatiseringer er ligeledes opgivet. Det er ikke så underligt set i lyset af, hvad regeringen har opnået på området efter fem år ved magten.
I realiteten skal principprogrammet bringes i overensstemmelse med Venstres øjeblikkelige politiske linje og udmeldinger. Det sidste partiprogram blev vedtaget i 1995 i Uffe Ellemann-Jensens formandstid.
”Der er tale om et markant skridt ind mod midten.”, lyder Raunwes dom.
Venstres medlemmer har reelt intet valg end at stemme for Venstre-toppens forslag. Alt andet vil være end desavourering af partiets ledelse, hvilket efter min vurdering er utænkeligt. Ifølge Raunwes vurdering af forslagene har redaktionsudvalget, der ledes af partiets næstformand Lars Løkke, forsøgt ikke at provokere partiets liberale kræfter. Om den vurdering holder vand, bliver spændende at følge. Forslaget til nyt principprogram bliver ”offentliggjort” om et par dage.
Hør P1 Orienterings indslag om de af Claus Hjort og Anders Foghs sanktionerede forslag til principprogram her
Udkastet med forslagene til Venstres principprogram ” fremtid i frihed og fællesskab" , som skal behandles på partiets landsmøde i næste måned, er - formentlig af ingen andre end Venstre-toppen selv - blevet ”lækket” til DR P1 Orienterings Pieter Raunwe, der nu kan orientere de interesserede radio-lyttere.
I følge Raunwe lægger forslaget op til ”en meget mere midtsøgende linje” og ”væk er alle fy-ordene”. Der er tale om forslag, der skal dæmme op for oppositionens kritik af Venstre som et parti, der vil afvikle velfærdsstaten.
Centralt står, at Venstre nu opgiver at reducere den offentlige sektor. Skattesænkningerne skal ske gennem effektiviseringer af den offentlige sektor og kravet om privatiseringer er ligeledes opgivet. Det er ikke så underligt set i lyset af, hvad regeringen har opnået på området efter fem år ved magten.
I realiteten skal principprogrammet bringes i overensstemmelse med Venstres øjeblikkelige politiske linje og udmeldinger. Det sidste partiprogram blev vedtaget i 1995 i Uffe Ellemann-Jensens formandstid.
”Der er tale om et markant skridt ind mod midten.”, lyder Raunwes dom.
Venstres medlemmer har reelt intet valg end at stemme for Venstre-toppens forslag. Alt andet vil være end desavourering af partiets ledelse, hvilket efter min vurdering er utænkeligt. Ifølge Raunwes vurdering af forslagene har redaktionsudvalget, der ledes af partiets næstformand Lars Løkke, forsøgt ikke at provokere partiets liberale kræfter. Om den vurdering holder vand, bliver spændende at følge. Forslaget til nyt principprogram bliver ”offentliggjort” om et par dage.
Foghs facade krakelerede
Der blev igår skrevet endnu et kapitel i den spændende krimiserie "Mordet på Danmarks liberale parti".
Dagbladet Børsen leverer i dag et dramatisk interview med statsministeren.
Under overskriften ”Jeg har ikke skiftet holdning” forsøger Anders Fogh forgæves at skabe sammenhæng i Venstre-toppens efterhånden ganske mange og meget forskellige holdninger til, hvor meget den offentlige sektor bør fylde i samfundsøkonomien.
Først fastslår Fogh, at regeringens linje ligger fast og at det offentlige forbrug kun må vokse med maksimalt én procent om året. Da Børsen påpeger, at det kræver at den private sektor vokser med to procent om året, såfremt at den offentlige sektor skal fylde mindre af samfundsøkonomien hopper kæden af for Fogh. For ledende økonomer og formentlig Fogh selv ved, at den private vækst i den størrelsesorden ikke er specielt sandsynlig:
Børsen: - Sidste år sagde du, at det offentlige skulle udgøre en mindre del af den samlede økonomi. Nu siger du, at den kommer til at udgøre en uændret del?
Fogh: - Nej. Det er en helt forkert fremstilling. Regeringens politik – og det kan ikke være overraskende – er lagt fuldstændigt fast. Vi følger den økonomiske plan, der giver mulighed for 1 pct. årlig vækst i det offentlige forbrug.
Børsen: - Men det vil så betyde en uændret størrelse på den offentlige sektor?
Fogh: - Nej. Det afhænger fuldstændig af, hvor meget den private sektor den vokser. Det er faktisk regeringens politik, at vi gerne vil have den private sektor til at vokse ganske meget. Men hvad den private sektor vokser, det er der ikke nogen, der kan sige noget om.(..)
Børsen: - Er der nogen grund til at tro, at den private vækst lige pludselig skulle være højere, end den generelt har været de sidste mange år?
Fogh: - Det er der ikke nogen politiker, der kan vide noget om.
Foreholdt disse udsagn forsøger en tydeligt presset herefter Fogh at smyge sig udenom de ubehagelige spørgsmål, og kontrolfreaken i Prins Jørgens Gård ender med at miste kontrollen, hvilket klart generer ham og derfor får den sidst i interviewet på alle tangenter af Foghs følelsesregister.
Journalist Nikolaj Sommer gør sin stand ære, og til trods for Foghs åbenlyse irritation fastholder han stålsat sine klare spørgsmål.
Fogh kunne spare sig, Børsen valgte nemlig at ”skrive båndet ud”.
Dagbladet Børsen leverer i dag et dramatisk interview med statsministeren.
Under overskriften ”Jeg har ikke skiftet holdning” forsøger Anders Fogh forgæves at skabe sammenhæng i Venstre-toppens efterhånden ganske mange og meget forskellige holdninger til, hvor meget den offentlige sektor bør fylde i samfundsøkonomien.
Først fastslår Fogh, at regeringens linje ligger fast og at det offentlige forbrug kun må vokse med maksimalt én procent om året. Da Børsen påpeger, at det kræver at den private sektor vokser med to procent om året, såfremt at den offentlige sektor skal fylde mindre af samfundsøkonomien hopper kæden af for Fogh. For ledende økonomer og formentlig Fogh selv ved, at den private vækst i den størrelsesorden ikke er specielt sandsynlig:
Børsen: - Sidste år sagde du, at det offentlige skulle udgøre en mindre del af den samlede økonomi. Nu siger du, at den kommer til at udgøre en uændret del?
Fogh: - Nej. Det er en helt forkert fremstilling. Regeringens politik – og det kan ikke være overraskende – er lagt fuldstændigt fast. Vi følger den økonomiske plan, der giver mulighed for 1 pct. årlig vækst i det offentlige forbrug.
Børsen: - Men det vil så betyde en uændret størrelse på den offentlige sektor?
Fogh: - Nej. Det afhænger fuldstændig af, hvor meget den private sektor den vokser. Det er faktisk regeringens politik, at vi gerne vil have den private sektor til at vokse ganske meget. Men hvad den private sektor vokser, det er der ikke nogen, der kan sige noget om.(..)
Børsen: - Er der nogen grund til at tro, at den private vækst lige pludselig skulle være højere, end den generelt har været de sidste mange år?
Fogh: - Det er der ikke nogen politiker, der kan vide noget om.
Foreholdt disse udsagn forsøger en tydeligt presset herefter Fogh at smyge sig udenom de ubehagelige spørgsmål, og kontrolfreaken i Prins Jørgens Gård ender med at miste kontrollen, hvilket klart generer ham og derfor får den sidst i interviewet på alle tangenter af Foghs følelsesregister.
Journalist Nikolaj Sommer gør sin stand ære, og til trods for Foghs åbenlyse irritation fastholder han stålsat sine klare spørgsmål.
Fogh kunne spare sig, Børsen valgte nemlig at ”skrive båndet ud”.
Abonner på:
Opslag (Atom)
