Tiden er inde. Efter moden overvejelse er det nu tid til at sige blogger.com farvel.
Andreas, Ole, Lasse, Benny m.fl. har skubbet til mig, og nu fortsætter løjerne over på WordPress på eget domæne www.jarlcordua.dk Måske lidt prætentiøst, men alligevel.
- Det er nu engang altid bedst at få sit eget, som Agnes Jensen sagde i "Matador".
Tak til læserne for tiden her på Blogger.com, og på gensyn i nye og mere moderne omgivelser, der forhåbentlig også er til gavn for jer: Læserne. Det nye site har langt flere features end det gamle.
Vi slutter med manér: De sidste to dage har mere end 200 unikke brugere dagligt besøgt Jarls Blog.
Dette site bliver derfor ikke længere opdateret.
Til dem, der gerne vil følge med i mine skriverier i fremtiden, så opdater venligst bookmarks, links og den slags.
C ya!
onsdag, april 18, 2007
Hul på bøssemyten om AFR
AFR-filmens præsentation af den fiktive Anders Fogh Rasmussen har sat spot på en skjult debat, der i årevis har eksisteret i form af ren sladder.
Læs hele indlægget på Kommunikationsforum.dk
Læs hele indlægget på Kommunikationsforum.dk
tirsdag, april 17, 2007
Paris er vel en messe værd
Som meddelt i går fra bladhuset i Pilestræde, så sætter skarpretter-Lisbeth (Knudsen) sig nu i Berlingskes chefstol i stedet for Niels Lunde. Fru Knudsen meddelte til beroligelse for læserne, at hun skam var "borgerlig nok" til trods for, at hendes profil er alt andet end borgerlig.
Skiftet var læserne mildt sagt ikke begejstret for, hvis man skal tro reaktionerne på avisens website. I dag kan man læse en artikel fra Nyhedsavisens Leny Malacinskis hånd, der lader en række borgerlige/liberale kræfter kommentere på sagen:
- Det første man tænker på, når man tænker på Lisbeth Knudsen, er ikke en stærk borgerlig profil. Det er hvad du kan citere mig for, siger Ralf Pittelkow til Nyhedsavisen.
- Jeg skal ikke have noget fra Lisbeth Knudsen i min postkasse. Hun står for socialdemokratiske synspunkter, og det er noget pjat, at hun siger, hun er borgerlig. Jeg har ikke tillid til, at hun kan videreføre Berlingske Tidende, når hun ikke står for borgerlige værdier, siger Sune Wæsel, der er vokset op med Berlingske i sit barndomshjem.
- Det er en ubegribelig dumhed at ansætte Lisbeth Knudsen. Man kan sige nok så meget om, at hun er en dygtig journalistisk håndværker, men hvis læserne ikke har tillid til, at hun deler deres værdier og interesser, så vil de ikke holde avisen, siger Ole Birk Olesen, redaktør for den kommende borgerlige webavis 180 grader.
Han peger i stedet på Martin Krasnik som et oplagt chefredaktør-emne, tidligere Deadline-vært på DR2 og nu USA-korrespondent for Weekendavisen.
- Han er en af den borgerlige presses største talenter. Niels Lunde kunne ikke kæmpe avisens sag på TV, han lignede en våd hund, man kunne krølle sammen, siger den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesen om Berlingskes hidtidige chefredaktør.
Blandt journalister har chefredaktøren fået øgenavnet "Niels Nogen-Lunde".
---
Omkring Lisbeth Knudsens pludselige omvendelse til borgerligheden, så får det én til at tænke tilbage på de utallige historiske eksempler på noget lignende.
Det var vist den franske konge, Henrik af Navarra, der sagde, at "Paris er vel en messe værd". Han skiftede derpå sin protestantiske tro ud for umiddelbart lige efter i stedet at blive katolik, så han dermed kunne sætte sig på Frankrigs trone. Henriks eksempel med at "vende kåben" er blevet fulgt at utallige politikere siden. Karen Jespersen, Anders Fogh u name it. På dansk kaldes det opportunisme.
Spørgsmålet er vel i sidste ende, hvorvidt læserne tror på Lisbeth Knudsens udmeldinger om, at hun skam er borgerlig. Det lader sig aflæse, når de næste læsertal kommer, men mon ikke at hun trods alt får en chance hos flertallet af Berlingskes abonnenter, også selvom at Konservativ Ungdom, den gode Sune Wæsel m.fl. har opsagt deres abonnement? Jeg tror det. Medmindre at hun slår "Groft Sagt"-rubrikken ihjel. For så får kritikerne da virkelig noget at hænge hatten på, og så dum tror jeg ikke på, at Lisbeth Knudsen er.
Læs MF(V) Peter Christensens analyse af sagen. Han er ugens politikerblogger på berlingske.dk
Læs Jarls blog fra i tirsdags om samme emne
Skiftet var læserne mildt sagt ikke begejstret for, hvis man skal tro reaktionerne på avisens website. I dag kan man læse en artikel fra Nyhedsavisens Leny Malacinskis hånd, der lader en række borgerlige/liberale kræfter kommentere på sagen:
- Det første man tænker på, når man tænker på Lisbeth Knudsen, er ikke en stærk borgerlig profil. Det er hvad du kan citere mig for, siger Ralf Pittelkow til Nyhedsavisen.
- Jeg skal ikke have noget fra Lisbeth Knudsen i min postkasse. Hun står for socialdemokratiske synspunkter, og det er noget pjat, at hun siger, hun er borgerlig. Jeg har ikke tillid til, at hun kan videreføre Berlingske Tidende, når hun ikke står for borgerlige værdier, siger Sune Wæsel, der er vokset op med Berlingske i sit barndomshjem.
- Det er en ubegribelig dumhed at ansætte Lisbeth Knudsen. Man kan sige nok så meget om, at hun er en dygtig journalistisk håndværker, men hvis læserne ikke har tillid til, at hun deler deres værdier og interesser, så vil de ikke holde avisen, siger Ole Birk Olesen, redaktør for den kommende borgerlige webavis 180 grader.
Han peger i stedet på Martin Krasnik som et oplagt chefredaktør-emne, tidligere Deadline-vært på DR2 og nu USA-korrespondent for Weekendavisen.
- Han er en af den borgerlige presses største talenter. Niels Lunde kunne ikke kæmpe avisens sag på TV, han lignede en våd hund, man kunne krølle sammen, siger den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesen om Berlingskes hidtidige chefredaktør.
Blandt journalister har chefredaktøren fået øgenavnet "Niels Nogen-Lunde".
---
Omkring Lisbeth Knudsens pludselige omvendelse til borgerligheden, så får det én til at tænke tilbage på de utallige historiske eksempler på noget lignende.
Det var vist den franske konge, Henrik af Navarra, der sagde, at "Paris er vel en messe værd". Han skiftede derpå sin protestantiske tro ud for umiddelbart lige efter i stedet at blive katolik, så han dermed kunne sætte sig på Frankrigs trone. Henriks eksempel med at "vende kåben" er blevet fulgt at utallige politikere siden. Karen Jespersen, Anders Fogh u name it. På dansk kaldes det opportunisme.
Spørgsmålet er vel i sidste ende, hvorvidt læserne tror på Lisbeth Knudsens udmeldinger om, at hun skam er borgerlig. Det lader sig aflæse, når de næste læsertal kommer, men mon ikke at hun trods alt får en chance hos flertallet af Berlingskes abonnenter, også selvom at Konservativ Ungdom, den gode Sune Wæsel m.fl. har opsagt deres abonnement? Jeg tror det. Medmindre at hun slår "Groft Sagt"-rubrikken ihjel. For så får kritikerne da virkelig noget at hænge hatten på, og så dum tror jeg ikke på, at Lisbeth Knudsen er.
Læs MF(V) Peter Christensens analyse af sagen. Han er ugens politikerblogger på berlingske.dk
Læs Jarls blog fra i tirsdags om samme emne
Ikke lutter lagkage at være menneske
Siden politiet fik ryddet Jagtvej 69 har byen måttet stå model til de unge autonomes evindelige pressestunts med besatte skoler mig her og besatte fabrikslokaler mig der. TV2 News, der oftest ikke har andet at lave, rykker også troligt ud hver gang med et kamerahold og en ophidset praktikant som reporter, der formulerer sig helt vildt dårligt. Altså medmindre en eller anden stakkel finder sit halvautomatiske våben frem og myrder 32 mennesker på en skole i USA, der afbryder ”løjerne”, hvorefter Poul-Erik Skammelsen på skammeligste vis må bruge sit store talent på at holde snakken i gang hjemme i studiet, mens der ventes på klarhed om tragediens omfang og detaljer. Poul-Erik, helt ærligt hvordan kunne du dog gå til TV2 News og dømme dig selv til ustandselige gentagelser, tomgangssnak og værst: glemsel?
I går gik de unge hærværksmænd så i gang med at besætte endnu et hus. Denne gang var det Stevnsgade Skole på Nørrebro, som Ritt ellers tidligere stillede dem i udsigt. Det blev heldigvis ikke til noget. Skolen blev hærget af graffiti og hærværk. Præcis som det er sket så mange andre steder, hvor de autonome tidligere har demonstreret deres demokratiske sindelag og manglende respekt for andres ejendom ved at brænde folks biler, smadre ruder, ødelægge veje, brænde containere af og smadre lokaler og dyrt inventar på Christianshavns Gymnasium. Også i går passede politiet deres arbejde og fjernede 150 besættere, hvor af de 37 blev anholdt. Desværre uden at de blev hevet i dommervagten.
- Det kan undre, at de ikke passede bedre på bygningen, hvis de virkelig ønskede at blive der. Men de nåede altså både at ødelægge køkken og toilet, inden vi rykkede ind, fortæller den centrale vagtleder hos Københavns Politi til Ritzau.
Gad vide hvad der egentlig foregår inde i hovederne på dem. Det fik jeg et fingerpeg om, da jeg faldt over et læserbrev fra en vis Christine Gade i dagens udgave af Metro Xpress:
Forår i Vestre Fængsel
Så blev det forår, tænkte jeg i lørdags Og det var nok så anden gang i år, at jeg tænkte det, men det tænkte jeg.
Nå ja det giver sgu ikke rigtig mening. Det er nok en litteraturdrop-out ude fra KUA, der har kæmpet sig igennem romanen "Ulysses". Sproget - en såkaldt "indre monolog" - lyder, som var det skrevet af en James Joyce-wannabe.
Jeg stod tidligt op og spiste morgenmad, og da klokken så var hen ad 13.15, tog jeg bussen fra Amagerbro til Københavns hovedbanegård, hvorfra jeg tog bussen hen til Enghave Plads, hvorfra en masse mennesker skulle afgå klokken 14.
Det er aldrig for sent at spise morgenmad…
Vi når til Vestre Fængsel, hvor vi spiller usandsynlig høj musik til fordel for de indsatte, folk kravler op i træerne og danser og hygger i det dejlige vejr.
Jeg gad vide, hvad hun mon ellers har spist ud over ”morgenmad”? Svampe?
Her er det så jeg tænker: Hvordan kan Ritt Bjerregaard nyde sin æbleplantage i forårsvejret, når hun (forhåbentlig) ved, at ekstremt unge mennesker ikke må opleve deres ungdom, blot fordi hun er stædig, og ikke kender til det virkelige liv, hvor det ikke er lutter lagkage at være menneske.
Ja, tag den, Ritt!
Man forstår, at det er et ualmindelige hårdt liv at være autonom, og på Jarls Blog har vi naturligvis den allerstørste sympati med de unge.
For mere munter læsning og indsigt i de autonomes alternative og kreative verdensbillede, så anbefaler jeg Malthe Månebarn Busks hjemmeside „Forenede Eder“
I går gik de unge hærværksmænd så i gang med at besætte endnu et hus. Denne gang var det Stevnsgade Skole på Nørrebro, som Ritt ellers tidligere stillede dem i udsigt. Det blev heldigvis ikke til noget. Skolen blev hærget af graffiti og hærværk. Præcis som det er sket så mange andre steder, hvor de autonome tidligere har demonstreret deres demokratiske sindelag og manglende respekt for andres ejendom ved at brænde folks biler, smadre ruder, ødelægge veje, brænde containere af og smadre lokaler og dyrt inventar på Christianshavns Gymnasium. Også i går passede politiet deres arbejde og fjernede 150 besættere, hvor af de 37 blev anholdt. Desværre uden at de blev hevet i dommervagten.
- Det kan undre, at de ikke passede bedre på bygningen, hvis de virkelig ønskede at blive der. Men de nåede altså både at ødelægge køkken og toilet, inden vi rykkede ind, fortæller den centrale vagtleder hos Københavns Politi til Ritzau.
Gad vide hvad der egentlig foregår inde i hovederne på dem. Det fik jeg et fingerpeg om, da jeg faldt over et læserbrev fra en vis Christine Gade i dagens udgave af Metro Xpress:
Forår i Vestre Fængsel
Så blev det forår, tænkte jeg i lørdags Og det var nok så anden gang i år, at jeg tænkte det, men det tænkte jeg.
Nå ja det giver sgu ikke rigtig mening. Det er nok en litteraturdrop-out ude fra KUA, der har kæmpet sig igennem romanen "Ulysses". Sproget - en såkaldt "indre monolog" - lyder, som var det skrevet af en James Joyce-wannabe.
Jeg stod tidligt op og spiste morgenmad, og da klokken så var hen ad 13.15, tog jeg bussen fra Amagerbro til Københavns hovedbanegård, hvorfra jeg tog bussen hen til Enghave Plads, hvorfra en masse mennesker skulle afgå klokken 14.
Det er aldrig for sent at spise morgenmad…
Vi når til Vestre Fængsel, hvor vi spiller usandsynlig høj musik til fordel for de indsatte, folk kravler op i træerne og danser og hygger i det dejlige vejr.
Jeg gad vide, hvad hun mon ellers har spist ud over ”morgenmad”? Svampe?
Her er det så jeg tænker: Hvordan kan Ritt Bjerregaard nyde sin æbleplantage i forårsvejret, når hun (forhåbentlig) ved, at ekstremt unge mennesker ikke må opleve deres ungdom, blot fordi hun er stædig, og ikke kender til det virkelige liv, hvor det ikke er lutter lagkage at være menneske.
Ja, tag den, Ritt!
Man forstår, at det er et ualmindelige hårdt liv at være autonom, og på Jarls Blog har vi naturligvis den allerstørste sympati med de unge.
For mere munter læsning og indsigt i de autonomes alternative og kreative verdensbillede, så anbefaler jeg Malthe Månebarn Busks hjemmeside „Forenede Eder“
mandag, april 16, 2007
Det handler om penge
Dagens chokmelding i medie- og politisk interesserede kredse er, at Lisbeth Knudsen overtager chefredaktørstolen på Berlingske Tidende. Det sker på baggrund af, at den hidtidige chefredaktør Niels Lunde søger nye græsgange efter, at han "ikke følte sig motiveret" til igen at stå i spidsen for nye tocifrede millionbesparelser i koncernen. Det udlægger JP som at Lunde "går i protest" mod besparelserne. I al høflighed bør man sige held og lykke til dem begge to, og tillykke til "Fru Knudsen", som nu er tilbage i den danske medieverdens A-kæde efter nogle måneders tilværelse som blogger sammen med alle os andre. Nu skal hun i gang med at fyre folk. Der skal ske besparelser på 175 millioner over to år, og netto skal der fyres ca. 250, men kun ca. 30 stillinger på selve avisen.
Det store spørgsmål bliver, hvad redaktørskiftet ellers betyder for den københavnske borgerligheds hoforgan Berlingske Tidendes udvikling og fremtid? Lisbeth Knudsen havde i 1970’erne og 1980’erne sin gang på avisen, som en i øvrigt meget respekteret og dygtig politisk journalist. Siden blev hun i starten af 1990’erne chefredaktør på A-pressens hedengange ”Det Fri – eller snarere prøveløsladte – Aktuelt”. De sidste år var Lisbeth Knudsen - som det er de fleste sikkert bekendt - nyhedsdirektør i Danmarks Radio. Der er ingen, der betvivler Lisbeth Knudsens glimrende kompetencer som erfaren journalist og leder af en stor mediekoncern, så selvfølgelig kan hun udfylde jobbet som chefredaktør. Men hvorfor skal det lige være på Berlingske Tidende?
Man kan sige meget om Niels Lunde, men hans synspunkter var indiskutabelt borgerlige, selvom han efter manges mening leflede lige lovligt meget for regeringen og holdt af at gnubbe skuldre med topministre. Lunde fulgte lidt i de samme fodspor som forgængeren Karsten Madsen lagde, selvom han trods alt ikke fandt på at sende sommerpostkort til statsministeren – som Madsen gjorde - med ordlyden, at han var ”regeringens defensor”. Lunde er trods alt mere begavet end som så. Til gengæld var Lunde ikke vild med journalister, der udstillede VK-regeringens manglende borgerlige profil. (Mit bud er, at Lunde nu bruger sin nyvundne frihed til at sætte sig ned og skrive en god politisk thriller, som han har gjort før)
Lisbeth Knudsen er ikke liberal-borgerlig af overbevisning. Det er centrum-venstre og efter alt at dømme socialdemokraterne, der står hendes hjerte nærmest. Der er ikke mange chefredaktørstole ledige i Danmark – og slet ikke på aviser med centrum-venstre synspunkter. Hvorfor er hun så blevet ansat på en borgerlig avis? Her er mit bud:
Berlingske Tidendes ejere med den britiske mediemogul David Montgomery i spidsen har stillet nogle meget høje indtjeningskrav. For at nå dem, har fokusgrupper sikkert vist, at avisen i stedet må appellere mere til det store midterfelt af aviskøbere. Det er alle de avislæsere, der stemmer på Socialdemokratiet, de radikale og såkaldte venstrefløjskonservative. For ikke at genere abonnenter med midtersynspunkter, så har man sat Lisbeth Knudsen ind som en garant, da hun netop ikke forbindes med højreorientering eller borgerlighed. Og hvor skal borgerlige københavnske avislæsere i øvrigt ellers gå hen? Jyllands-Posten har lukket deres ( i øvrigt katastrofalt ringe JP-København tillæg) og deres redaktionelle dækning ligner i øvrigt på mange måder både Berlingske Tidendes og Politikens. Det er formentligt det lukrative ”Connie Hedegaard-segment”, som man slås med Politiken om. Her findes alle de veluddannede kulturradikale med god økonomi, som både læser avis og er interessante for annoncørerne. Det handler kort sagt om penge og mindre om holdninger. Berlingskes ejere har måske lavet lidt den samme analyse som Anders Fogh Rasmussen har gjort i politik. Avisens politiske profil skal være midterorienteret, så avisen dermed kan kæmpe med Politiken om læsere med midterholdninger.
Mit bud er dog, at Lisbeth Knudsen generelt vil fastholde Berlingskes profil på store dele af det politiske stof. Det er faktisk lidt af en gratis omgang, for en Niels Lunde magtede jo ikke at give avisen nogen større borgerlig profil. (Hvis man lige undtager oasen ”Groft Sagt”).Det er i hvert fald den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesens kritik og baggrunden for, at han i løbet af denne måned søsætter sit netavisprojekt, hvor borgerlige journalister skal producere nyheder for borgerlige læsere. Med dagens skifte på Berlingskes redaktionsgang, så har Pilestræde virkelig givet deres tidligere medarbejder et godt rygstød til hans netavis 180 grader. Hvis reaktionerne på Berlingskes website er udtryk for, hvad avisens læsere mener om redaktørskiftet, så er der da nu blevet skabt fornyet interesse for Ole Birks produkt.
Det store spørgsmål bliver, hvad redaktørskiftet ellers betyder for den københavnske borgerligheds hoforgan Berlingske Tidendes udvikling og fremtid? Lisbeth Knudsen havde i 1970’erne og 1980’erne sin gang på avisen, som en i øvrigt meget respekteret og dygtig politisk journalist. Siden blev hun i starten af 1990’erne chefredaktør på A-pressens hedengange ”Det Fri – eller snarere prøveløsladte – Aktuelt”. De sidste år var Lisbeth Knudsen - som det er de fleste sikkert bekendt - nyhedsdirektør i Danmarks Radio. Der er ingen, der betvivler Lisbeth Knudsens glimrende kompetencer som erfaren journalist og leder af en stor mediekoncern, så selvfølgelig kan hun udfylde jobbet som chefredaktør. Men hvorfor skal det lige være på Berlingske Tidende?
Man kan sige meget om Niels Lunde, men hans synspunkter var indiskutabelt borgerlige, selvom han efter manges mening leflede lige lovligt meget for regeringen og holdt af at gnubbe skuldre med topministre. Lunde fulgte lidt i de samme fodspor som forgængeren Karsten Madsen lagde, selvom han trods alt ikke fandt på at sende sommerpostkort til statsministeren – som Madsen gjorde - med ordlyden, at han var ”regeringens defensor”. Lunde er trods alt mere begavet end som så. Til gengæld var Lunde ikke vild med journalister, der udstillede VK-regeringens manglende borgerlige profil. (Mit bud er, at Lunde nu bruger sin nyvundne frihed til at sætte sig ned og skrive en god politisk thriller, som han har gjort før)
Lisbeth Knudsen er ikke liberal-borgerlig af overbevisning. Det er centrum-venstre og efter alt at dømme socialdemokraterne, der står hendes hjerte nærmest. Der er ikke mange chefredaktørstole ledige i Danmark – og slet ikke på aviser med centrum-venstre synspunkter. Hvorfor er hun så blevet ansat på en borgerlig avis? Her er mit bud:
Berlingske Tidendes ejere med den britiske mediemogul David Montgomery i spidsen har stillet nogle meget høje indtjeningskrav. For at nå dem, har fokusgrupper sikkert vist, at avisen i stedet må appellere mere til det store midterfelt af aviskøbere. Det er alle de avislæsere, der stemmer på Socialdemokratiet, de radikale og såkaldte venstrefløjskonservative. For ikke at genere abonnenter med midtersynspunkter, så har man sat Lisbeth Knudsen ind som en garant, da hun netop ikke forbindes med højreorientering eller borgerlighed. Og hvor skal borgerlige københavnske avislæsere i øvrigt ellers gå hen? Jyllands-Posten har lukket deres ( i øvrigt katastrofalt ringe JP-København tillæg) og deres redaktionelle dækning ligner i øvrigt på mange måder både Berlingske Tidendes og Politikens. Det er formentligt det lukrative ”Connie Hedegaard-segment”, som man slås med Politiken om. Her findes alle de veluddannede kulturradikale med god økonomi, som både læser avis og er interessante for annoncørerne. Det handler kort sagt om penge og mindre om holdninger. Berlingskes ejere har måske lavet lidt den samme analyse som Anders Fogh Rasmussen har gjort i politik. Avisens politiske profil skal være midterorienteret, så avisen dermed kan kæmpe med Politiken om læsere med midterholdninger.
Mit bud er dog, at Lisbeth Knudsen generelt vil fastholde Berlingskes profil på store dele af det politiske stof. Det er faktisk lidt af en gratis omgang, for en Niels Lunde magtede jo ikke at give avisen nogen større borgerlig profil. (Hvis man lige undtager oasen ”Groft Sagt”).Det er i hvert fald den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesens kritik og baggrunden for, at han i løbet af denne måned søsætter sit netavisprojekt, hvor borgerlige journalister skal producere nyheder for borgerlige læsere. Med dagens skifte på Berlingskes redaktionsgang, så har Pilestræde virkelig givet deres tidligere medarbejder et godt rygstød til hans netavis 180 grader. Hvis reaktionerne på Berlingskes website er udtryk for, hvad avisens læsere mener om redaktørskiftet, så er der da nu blevet skabt fornyet interesse for Ole Birks produkt.
torsdag, april 12, 2007
Erhvervsbloggen - portrætter af erhvervslivets topledere
Kære læsere af Jarls Blog - tillad mig at bringe et lille reklameindslag:
"Erhvervsbloggen" er foreløbigt (og i al beskedenhed) et lille kompendium af egne artikler med portrætter af en lang række af dansk erhvervslivs absolutte topnavne. Læs om den sky Lars Kann-Rasmussen fra pengemaskinen Velux, tøjmilliardæren Troels Holch Povlsen, Bestseller, Jess Søderbergs for tiden mest sandsynlige efterfølger i chefstolen på Esplanaden Eivind Kolding A.P. Møller-Mærsk, netværkskongen Fritz Schur, Danfoss' wunderkind Niels B. Christiansen, kongen af Strandvejen, slotssamleren Stig Husted-Andersen, dansk byggeris grand old man Finn Harald Simonsen, Kjartan Langvad fra den intellektuelle ingeniørfamilie bag entreprenørkoncernen Pihl, Aalborgs store søn, erhvervsikonet, developerkongen Thorkild Kristensen, Herman Sallings efterfølger i Dansk Supermarked Gruppen Erling Jensen og naturligvis den største af dem alle: Mærsk Mc-Kinney Møller.
Alle artikler er blevet bragt i det hedengangne ugemagasin "Fokus" i perioden 2006-2007. En enkelt portrætartikel er hidtil ikke blevet bragt, nemlig et portræt af formentlig dansk erhvervslivs mest beskedne topleder, Tom Kähler fra Rockwool.
"Erhvervsbloggen" er foreløbigt (og i al beskedenhed) et lille kompendium af egne artikler med portrætter af en lang række af dansk erhvervslivs absolutte topnavne. Læs om den sky Lars Kann-Rasmussen fra pengemaskinen Velux, tøjmilliardæren Troels Holch Povlsen, Bestseller, Jess Søderbergs for tiden mest sandsynlige efterfølger i chefstolen på Esplanaden Eivind Kolding A.P. Møller-Mærsk, netværkskongen Fritz Schur, Danfoss' wunderkind Niels B. Christiansen, kongen af Strandvejen, slotssamleren Stig Husted-Andersen, dansk byggeris grand old man Finn Harald Simonsen, Kjartan Langvad fra den intellektuelle ingeniørfamilie bag entreprenørkoncernen Pihl, Aalborgs store søn, erhvervsikonet, developerkongen Thorkild Kristensen, Herman Sallings efterfølger i Dansk Supermarked Gruppen Erling Jensen og naturligvis den største af dem alle: Mærsk Mc-Kinney Møller.
Alle artikler er blevet bragt i det hedengangne ugemagasin "Fokus" i perioden 2006-2007. En enkelt portrætartikel er hidtil ikke blevet bragt, nemlig et portræt af formentlig dansk erhvervslivs mest beskedne topleder, Tom Kähler fra Rockwool.
More menschkeit, Helle!
I dag er der gået to år med Helle Thorning-Schmidt som leder af Socialdemokraterne. Det går op og ned i dansk politik, og det beskriver egentlig meget godt Thornings tid som S-formand, hvor det gamle arbejderparti i meningsmålingerne har været helt nede og vende med vælgeropbakning på under 20 pct. som under Muhammedkrisen og så har der været andre stunder – som i efteråret – hvor S lå pænt over sidste (katastrofale) valgresultat.
Hvordan skal man bedømme hendes indsats? Overall, så har hun bestået. Socialdemokraterne fremstår som et sjældent samlet parti, og meningsmålingerne er stabiliseret lidt over sidste valgresultat. Det er ikke voldsomt imponerende, men man må lade S-lederen, at hun er oppe mod en formidabel modstander i kraft af Anders Fogh Rasmussen, der som en anden kamæleon hurtigere end nogen anden tager farve efter, hvor ”silden står i folkehavet”. Venstres engang ideologiske profil er i dag sørgeligt reduceret til den rendyrkede populisme, om end en forfinet udgave af slagsen. Kun Danmarks engagementet i Irak gik imod folkestemningen, men selv det ”hul” i Venstres populistiske murværk er nu stoppet. Helle Thorning har stort set ikke andre muligheder end at følge Venstres dagsorden. Foreslår S et eller andet populært, så vedtager regeringen det et halvt år efter, som deres eget forslag. Fraværet af større åbenlyse samfundsmæssige problemer gør det endnu sværere for S-toppen at kritisere regeringens fejl og mangler - udover at den bruger for få penge på det offentlige. Omkring den offentlige sektors fremtid er enigheden næsten total, så selv de trofaste støtter i LO-fagbevægelsen indser nødvendigheden af at samarbejde med regeringen herom.
Og så er der de radikale... Det kan næppe klandres Helle Thorning-Schmidt, at den radikale ”ledelse” (ja, det er nu så meget sagt) med Marianne Jelved i spidsen har besluttet at melde sig ud af dansk politik med korte afstikkere til virkeligheden. S-toppen må væbne sig med tålmod indtil den dag, at de radikale vender - permanent - tilbage til SR-samarbejdet. For mig at se følger S en rigtig strategi ved at fastholde et skattestop og en stram indvandrerpolitik. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne erobre den midte tilbage, der til sin tid atter giver S adgang til regeringskontorerne. Det har selv Svend Auken indset.
Det fremhæves ofte, at ét af Helle Thornings-Schmidt helt store kort er hendes kommunikative evner. Det er sikkert rigtigt, men jeg savner i stigende grad at se en lidt mere afslappet udgave af S-lederen på TV. Senest i dag i Go' Morgen Danmark på TV2, hvor denne blogger fik et indtryk af en stresset Thorning, der blot var mødt op hos Ole Stephensen for hurtigt at få afleveret alle "budskaberne", ”få forklaret sig" og så hastigt videre. Politikere må godt have travlt, men de skal tage sig tid til vælgerne. Alt andet er underordnet det. I hvert fald, når man er oppositionsleder.
Hvorfor ikke bare være sig selv, slappe af og se ud som om, at hun nyder samtalen i "Onkel Oles sofa"? For Helle Thorning er bedre til at spille rollen som ”et rigtig menneske” end Anders Fogh. Politikken? Tjah den er de jo stort set enige om.
Tillykke med dagen, Helle!
Hvordan skal man bedømme hendes indsats? Overall, så har hun bestået. Socialdemokraterne fremstår som et sjældent samlet parti, og meningsmålingerne er stabiliseret lidt over sidste valgresultat. Det er ikke voldsomt imponerende, men man må lade S-lederen, at hun er oppe mod en formidabel modstander i kraft af Anders Fogh Rasmussen, der som en anden kamæleon hurtigere end nogen anden tager farve efter, hvor ”silden står i folkehavet”. Venstres engang ideologiske profil er i dag sørgeligt reduceret til den rendyrkede populisme, om end en forfinet udgave af slagsen. Kun Danmarks engagementet i Irak gik imod folkestemningen, men selv det ”hul” i Venstres populistiske murværk er nu stoppet. Helle Thorning har stort set ikke andre muligheder end at følge Venstres dagsorden. Foreslår S et eller andet populært, så vedtager regeringen det et halvt år efter, som deres eget forslag. Fraværet af større åbenlyse samfundsmæssige problemer gør det endnu sværere for S-toppen at kritisere regeringens fejl og mangler - udover at den bruger for få penge på det offentlige. Omkring den offentlige sektors fremtid er enigheden næsten total, så selv de trofaste støtter i LO-fagbevægelsen indser nødvendigheden af at samarbejde med regeringen herom.
Og så er der de radikale... Det kan næppe klandres Helle Thorning-Schmidt, at den radikale ”ledelse” (ja, det er nu så meget sagt) med Marianne Jelved i spidsen har besluttet at melde sig ud af dansk politik med korte afstikkere til virkeligheden. S-toppen må væbne sig med tålmod indtil den dag, at de radikale vender - permanent - tilbage til SR-samarbejdet. For mig at se følger S en rigtig strategi ved at fastholde et skattestop og en stram indvandrerpolitik. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne erobre den midte tilbage, der til sin tid atter giver S adgang til regeringskontorerne. Det har selv Svend Auken indset.
Det fremhæves ofte, at ét af Helle Thornings-Schmidt helt store kort er hendes kommunikative evner. Det er sikkert rigtigt, men jeg savner i stigende grad at se en lidt mere afslappet udgave af S-lederen på TV. Senest i dag i Go' Morgen Danmark på TV2, hvor denne blogger fik et indtryk af en stresset Thorning, der blot var mødt op hos Ole Stephensen for hurtigt at få afleveret alle "budskaberne", ”få forklaret sig" og så hastigt videre. Politikere må godt have travlt, men de skal tage sig tid til vælgerne. Alt andet er underordnet det. I hvert fald, når man er oppositionsleder.
Hvorfor ikke bare være sig selv, slappe af og se ud som om, at hun nyder samtalen i "Onkel Oles sofa"? For Helle Thorning er bedre til at spille rollen som ”et rigtig menneske” end Anders Fogh. Politikken? Tjah den er de jo stort set enige om.
Tillykke med dagen, Helle!
onsdag, april 11, 2007
Mordet på AFR
Forleden dag så jeg traileren til den ny spillefilm ”AFR”, der handler om mordet på en dansk statsminister ved navn Anders Fogh Rasmussen. Og idéen bag hele filmen forekom mig noget bizar. Nå, jeg "trøstede" mig selv med, at jeg sikkert har medvirket til dens finansiering henover skattebilletten, men der stopper så min forargelse.
Jeg konstaterer, at også en dansk filminstruktør - nu - er kommet på den ”originale” idé - fiktivt - at tage livet af regeringschefen. Og i de seneste dage har vi set forargelsen hos Pia Kjærsgaard og en række andre politikere, fordi de har medvirket i interviews, der er blevet brugt i filmen, men hvor de udtaler sig om nogle helt andre mennesker. Fx ser man Pia Kjærsgaard tale om den myrdede hollandske politiker Pim Fortyun, hvor DF-lederen konstaterer, at den myrdede ”var bøsse”. I filmen myrdes statsministeren Fogh Rasmussen af sin mandlige elsker. Og det er netop filmens andet store kontroversielle emne: En statsminister, som kun de indviede vidste, levede et dobbeltliv som homoseksuel. Adam Holm konstaterede søndag i ”Deadline”, at der rent faktisk i årevis har cirkuleret sådanne rygter om statsministeren. Og det har han jo ret i. Ingen skal heller bilde mig ind, at filminstruktøren Morten Hartz Kaplers har fundet på bøsse-temaet i kraft af en eller anden pludselig "kunstnerisk åbenbaring".
Statsministeren kommenterede sagen i går på sit ugentlige pressemøde. Altså filmen. Ikke rygterne.
- Jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer, sagde han og troede ikke, at han kunne ”finde stunder til at se filmen”.
Fogh holdt facaden. Der var ikke en sprække at spore i tandpastasmilet. Indvendigt har han formentlig længe skummet af raseri. Det er forståeligt, men Fogh har klogeligt indset, at han reelt set er magtesløs i situationen. For går han ind i en dybere diskussion om filmen, gør han den blot mere interessant, end den formentlig er. Bøsserygterne bliver nu pakket ind i en diskussion om "film og fiktion", hvor de formentlig hører hjemme.
Muhammed-sagen viste, at den danske regering naturligvis vil gå langt for at beskytte ytringsfriheden. Måske ”AFR”-filmen skulle vises i arabiske lande til demonstration af, hvad man rent faktisk kan tillade sig at ytre sig om en dansk statsminister? I de muslimske lande var filminstruktøren og hans værk ”AFR” næppe nøjedes med kun at blive anmeldt. Af filmanmeldere.
P.s. - AFR-filmen er faktisk produceret helt uden offentlig filmstøtte, så det er jo et argument for at synes om filmen.
Jeg konstaterer, at også en dansk filminstruktør - nu - er kommet på den ”originale” idé - fiktivt - at tage livet af regeringschefen. Og i de seneste dage har vi set forargelsen hos Pia Kjærsgaard og en række andre politikere, fordi de har medvirket i interviews, der er blevet brugt i filmen, men hvor de udtaler sig om nogle helt andre mennesker. Fx ser man Pia Kjærsgaard tale om den myrdede hollandske politiker Pim Fortyun, hvor DF-lederen konstaterer, at den myrdede ”var bøsse”. I filmen myrdes statsministeren Fogh Rasmussen af sin mandlige elsker. Og det er netop filmens andet store kontroversielle emne: En statsminister, som kun de indviede vidste, levede et dobbeltliv som homoseksuel. Adam Holm konstaterede søndag i ”Deadline”, at der rent faktisk i årevis har cirkuleret sådanne rygter om statsministeren. Og det har han jo ret i. Ingen skal heller bilde mig ind, at filminstruktøren Morten Hartz Kaplers har fundet på bøsse-temaet i kraft af en eller anden pludselig "kunstnerisk åbenbaring".
Statsministeren kommenterede sagen i går på sit ugentlige pressemøde. Altså filmen. Ikke rygterne.
- Jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer, sagde han og troede ikke, at han kunne ”finde stunder til at se filmen”.
Fogh holdt facaden. Der var ikke en sprække at spore i tandpastasmilet. Indvendigt har han formentlig længe skummet af raseri. Det er forståeligt, men Fogh har klogeligt indset, at han reelt set er magtesløs i situationen. For går han ind i en dybere diskussion om filmen, gør han den blot mere interessant, end den formentlig er. Bøsserygterne bliver nu pakket ind i en diskussion om "film og fiktion", hvor de formentlig hører hjemme.
Muhammed-sagen viste, at den danske regering naturligvis vil gå langt for at beskytte ytringsfriheden. Måske ”AFR”-filmen skulle vises i arabiske lande til demonstration af, hvad man rent faktisk kan tillade sig at ytre sig om en dansk statsminister? I de muslimske lande var filminstruktøren og hans værk ”AFR” næppe nøjedes med kun at blive anmeldt. Af filmanmeldere.
P.s. - AFR-filmen er faktisk produceret helt uden offentlig filmstøtte, så det er jo et argument for at synes om filmen.
tirsdag, april 10, 2007
Proppen blev sat i flasken
Så blev der endelig – om man så må sige – "sat prop i flasken" i straffesagerne mod Peter Brixtofte for mandatsvig m.v. Fire års ubetinget fængsel - sammenlagt - blev det til, og det er nok kun ”Brixen” selv, hans forsvarer og den noget formindskede, men loyale tilhængerskare, som stiller sig uforstående over for den udgang på sagen. Der resterer en ankesag, men der skal formentlig ske noget dramatisk nyt for at byrettens dom bliver ændret i landsretten til frifindelse af den tidligere Farum-borgmester.
De politiske konsekvenser er til at overse. Statsministeren fik elegant konstateret i dag på sit pressemøde at domstolene så med alvor på misbrug af et offentligt embede. Det kan ingen være uenige i. At specielt Venstre skulle have særlige aktier i sagen, afviste statsministeren med sin bemærkning om, at også andre partier og politikere tidligere havde anerkendt Farums fortræffelige resultater med at skaffe dets borgere i job og få integreret kommunens indvandrere. Altså før at der gik Château Pétrus, PBX-laks og storhedsvanvid med Farum Boldklub i det hele.
Èt kort har Venstre dog spillet af hænde. For i de næste mange år vil evt. anklager fra Venstrefolk mod socialdemokrater og andre for ”kammerateri” og deslige klinge noget hult, for alle vil i sådanne debatter uvilkårligt tænke på Brixtofte som den højprofilerede Venstreborgmester der misbrugte borgernes penge på fråds etc. Også selvom eks-bykongen ikke har været medlem af regeringspartiet siden foråret 2002.
Jeg vil gerne vedkende mig en svaghed for farverige politikere som Peter Brixtofte, men omfanget af "farverigdommen" sætter lovgivningen trods alt grænser for, og det er netop det dommene både i byretten i dag og tidligere er udtryk for.
Folkets dom er faldet for længst. Medierne finder ham utroværdig, og det politiske miljø vil ikke mere vide af ham, og økonomisk er han iflg. formiddagsbladene også mere eller mindre på spanden. Brixtofte er dermed moralsk, økonomisk og politisk ruineret. Det er en hård skæbne, som han dog ikke kan laste andre end sig selv for.
Brixtoftes gåpåmod og optimisme er legendarisk, og det får han i alle tilfælde god brug for nu.
Læs tidligere blog om forholdet mellem Brixtofte og Anders Fogh
Læs tidligere blog om Brixtoftes kuldsejlede forsøg på at blive V-næstformand
De politiske konsekvenser er til at overse. Statsministeren fik elegant konstateret i dag på sit pressemøde at domstolene så med alvor på misbrug af et offentligt embede. Det kan ingen være uenige i. At specielt Venstre skulle have særlige aktier i sagen, afviste statsministeren med sin bemærkning om, at også andre partier og politikere tidligere havde anerkendt Farums fortræffelige resultater med at skaffe dets borgere i job og få integreret kommunens indvandrere. Altså før at der gik Château Pétrus, PBX-laks og storhedsvanvid med Farum Boldklub i det hele.
Èt kort har Venstre dog spillet af hænde. For i de næste mange år vil evt. anklager fra Venstrefolk mod socialdemokrater og andre for ”kammerateri” og deslige klinge noget hult, for alle vil i sådanne debatter uvilkårligt tænke på Brixtofte som den højprofilerede Venstreborgmester der misbrugte borgernes penge på fråds etc. Også selvom eks-bykongen ikke har været medlem af regeringspartiet siden foråret 2002.
Jeg vil gerne vedkende mig en svaghed for farverige politikere som Peter Brixtofte, men omfanget af "farverigdommen" sætter lovgivningen trods alt grænser for, og det er netop det dommene både i byretten i dag og tidligere er udtryk for.
Folkets dom er faldet for længst. Medierne finder ham utroværdig, og det politiske miljø vil ikke mere vide af ham, og økonomisk er han iflg. formiddagsbladene også mere eller mindre på spanden. Brixtofte er dermed moralsk, økonomisk og politisk ruineret. Det er en hård skæbne, som han dog ikke kan laste andre end sig selv for.
Brixtoftes gåpåmod og optimisme er legendarisk, og det får han i alle tilfælde god brug for nu.
Læs tidligere blog om forholdet mellem Brixtofte og Anders Fogh
Læs tidligere blog om Brixtoftes kuldsejlede forsøg på at blive V-næstformand
mandag, april 09, 2007
Terrorist eller frihedskæmper? Et spørgsmål om datoen
”Film skal ses i biografen”, sagde Ole Michelsen hvergang og lige før at lamperne slukkedes for det fremragende og desværre hedengangne DR-filmprogram ”Bogart”. Michelsens vise ord holder stadig, og for tiden vises en række glimrende historiske og politiske film, som fortjener at blive set af et stort publikum.
Den tyske film og fortjente Oscar-vinder ”De andres liv” om STASIs overvågning af intellektuelle i DDR burde være med i en slags "filmkanon" for alle danskere født efter 1980, så de får en fornemmelse af, hvor forfærdeligt undertrykkende de kommunistiske landes regimer faktisk var. Frank Aaen og gammelkommunisterne i Enhedslisten kunne også have glæde af at se filmen, selvom jeg tvivler på, at de egentlig forstår dens dybere pointer. Dengang før murens fald i 1989 var alt - herunder individuelles almindelige borgerlige rettigheder - jo fuldstændig underlagt almenvældet i arbejderparadiserne østpå. Har du ikke set filmen, så kan det stadig nås. Fx i Grand-biografen i København.
Irske ”Vinden som ryster kornet” er en rystende film af den engelske filminstruktør Ken Loach om irernes frihedskamp og borgerkrig lige efter 1. verdenskrig. Ikke siden ”De andres liv” har en film gjort et så dybt indtryk på denne biografgænger. De irske nationalister levede i begyndelsen af det 20. århundrede i det britiske demokrati, men ønskede selvstændighed og havde bevisligt et stort flertal i den irkse befolkning bag deres krav. Briternes fremfærd overfor irerne var ufattelige grov og overgrebene var til tider ret hårdhændede. Fx. blev der gjort kort proces med lederne af påske-oprøret i 1916, der stort set alle blev henrettet. Efter frihedskampen mod de britiske paramillitære ”Black and Tans”- hjælpetropper – skildret i filmen og i den irske mytologiske selvforståelse som regulere dødspatruljer ryger de irske nationalister i totterne på hinanden. Det er tidligere skildret i en helt anden film, nemlig ”Michael Collins” med Liam Neeson i hovedrollen som den kun godt 30-årige oprørsleder, der laver "lokumsaftalen" med Winston Churchill om en ”fri stat”, men inden for det britiske statssamfund og med troskabsed til den britiske monark. Traktatmodstanderne og deres leder Eamon De Valera – i Collins-filmen spillet af den fremragende Alan Rickman – nægter at gå ind på aftalens betingelser, og så er borgerkrigen en realitet. I ”Vinden som ryster kornet” (i øvrigt en strofe fra en irsk frihedssang fra 1798) er de to grupper repræsenteret af to brødre, som dermed står på hver deres side i det ret hårde og brutale opgør mellem fløjene, der følger. Filmen er ikke et helteepos for hverken den ene eller den anden side. Selv de britiske soldater skildres i et enkelt moment som ofre for krigens gru, og deres afstumpede opførsel overfor irerne forklares antydningsvis i en enkelt scene med henvisning til ”helvedet i nord” dvs. de britiske soldaters fire år lange mareridt i skyttegravene i Flandern under 1. verdenskrig. Filmen prædiker ikke, og den har ingen oplagte helte, selvom oprørsfolkene skildres som sværmeriske og lidt naive marxister, der kæmper for den fattige mand på gaden, mens fristatsfolkene er en slags konservative opportunister. Men balancen holdes - også selvom Loach selv er socialist og mest er kendt for at have lavet socialrealistiske hverdagsdramaer.
Filmens centrale pointe er, at krig nu engang ikke er gratis, men har omkostninger for dem, som fører den. Borgerkrig er endnu mere rædselsfuld end krig. Grænsen mellem hvornår man er terrorist og frihedskæmper? Tjah. Det er nærmest et spørgsmål om datoen. Der skal nok være dem, som trækker paralleller fra filmens historiske univers til vore dages Irak, men jeg køber ikke den præmis og mener overhovedet ikke at de to situationer kan sammenlignes.
Jeg synes ”Vinden som ryster kornet” primært handler om den irske republiks blodige fødsel, og den får mine varmeste anbefalinger. Men vær beredt på, at visse af filmens scener viser barske former for vold inkl. tortur og henrettelser. Filmen kan stadig ses i biograferne "Palads" og "Vester Vov Vov" i København.
Den tyske film og fortjente Oscar-vinder ”De andres liv” om STASIs overvågning af intellektuelle i DDR burde være med i en slags "filmkanon" for alle danskere født efter 1980, så de får en fornemmelse af, hvor forfærdeligt undertrykkende de kommunistiske landes regimer faktisk var. Frank Aaen og gammelkommunisterne i Enhedslisten kunne også have glæde af at se filmen, selvom jeg tvivler på, at de egentlig forstår dens dybere pointer. Dengang før murens fald i 1989 var alt - herunder individuelles almindelige borgerlige rettigheder - jo fuldstændig underlagt almenvældet i arbejderparadiserne østpå. Har du ikke set filmen, så kan det stadig nås. Fx i Grand-biografen i København.
Irske ”Vinden som ryster kornet” er en rystende film af den engelske filminstruktør Ken Loach om irernes frihedskamp og borgerkrig lige efter 1. verdenskrig. Ikke siden ”De andres liv” har en film gjort et så dybt indtryk på denne biografgænger. De irske nationalister levede i begyndelsen af det 20. århundrede i det britiske demokrati, men ønskede selvstændighed og havde bevisligt et stort flertal i den irkse befolkning bag deres krav. Briternes fremfærd overfor irerne var ufattelige grov og overgrebene var til tider ret hårdhændede. Fx. blev der gjort kort proces med lederne af påske-oprøret i 1916, der stort set alle blev henrettet. Efter frihedskampen mod de britiske paramillitære ”Black and Tans”- hjælpetropper – skildret i filmen og i den irske mytologiske selvforståelse som regulere dødspatruljer ryger de irske nationalister i totterne på hinanden. Det er tidligere skildret i en helt anden film, nemlig ”Michael Collins” med Liam Neeson i hovedrollen som den kun godt 30-årige oprørsleder, der laver "lokumsaftalen" med Winston Churchill om en ”fri stat”, men inden for det britiske statssamfund og med troskabsed til den britiske monark. Traktatmodstanderne og deres leder Eamon De Valera – i Collins-filmen spillet af den fremragende Alan Rickman – nægter at gå ind på aftalens betingelser, og så er borgerkrigen en realitet. I ”Vinden som ryster kornet” (i øvrigt en strofe fra en irsk frihedssang fra 1798) er de to grupper repræsenteret af to brødre, som dermed står på hver deres side i det ret hårde og brutale opgør mellem fløjene, der følger. Filmen er ikke et helteepos for hverken den ene eller den anden side. Selv de britiske soldater skildres i et enkelt moment som ofre for krigens gru, og deres afstumpede opførsel overfor irerne forklares antydningsvis i en enkelt scene med henvisning til ”helvedet i nord” dvs. de britiske soldaters fire år lange mareridt i skyttegravene i Flandern under 1. verdenskrig. Filmen prædiker ikke, og den har ingen oplagte helte, selvom oprørsfolkene skildres som sværmeriske og lidt naive marxister, der kæmper for den fattige mand på gaden, mens fristatsfolkene er en slags konservative opportunister. Men balancen holdes - også selvom Loach selv er socialist og mest er kendt for at have lavet socialrealistiske hverdagsdramaer.
Filmens centrale pointe er, at krig nu engang ikke er gratis, men har omkostninger for dem, som fører den. Borgerkrig er endnu mere rædselsfuld end krig. Grænsen mellem hvornår man er terrorist og frihedskæmper? Tjah. Det er nærmest et spørgsmål om datoen. Der skal nok være dem, som trækker paralleller fra filmens historiske univers til vore dages Irak, men jeg køber ikke den præmis og mener overhovedet ikke at de to situationer kan sammenlignes.
Jeg synes ”Vinden som ryster kornet” primært handler om den irske republiks blodige fødsel, og den får mine varmeste anbefalinger. Men vær beredt på, at visse af filmens scener viser barske former for vold inkl. tortur og henrettelser. Filmen kan stadig ses i biograferne "Palads" og "Vester Vov Vov" i København.
Abonner på:
Opslag (Atom)
