Jarls blog

Flyttetid for Jarls Blog

2007-04-18T22:36:00.000+02:00

Tiden er inde. Efter moden overvejelse er det nu tid til at sige blogger.com farvel.

Andreas, Ole, Lasse, Benny m.fl. har skubbet til mig, og nu fortsætter løjerne over på WordPress på eget domæne www.jarlcordua.dk Måske lidt prætentiøst, men alligevel.

- Det er nu engang altid bedst at få sit eget, som Agnes Jensen sagde i "Matador".

Tak til læserne for tiden her på Blogger.com, og på gensyn i nye og mere moderne omgivelser, der forhåbentlig også er til gavn for jer: Læserne. Det nye site har langt flere features end det gamle.

Vi slutter med manér: De sidste to dage har mere end 200 unikke brugere dagligt besøgt Jarls Blog.

Dette site bliver derfor ikke længere opdateret.

Til dem, der gerne vil følge med i mine skriverier i fremtiden, så opdater venligst bookmarks, links og den slags.

C ya!

Hul på bøssemyten om AFR

2007-04-18T13:42:00.000+02:00

AFR-filmens præsentation af den fiktive Anders Fogh Rasmussen har sat spot på en skjult debat, der i årevis har eksisteret i form af ren sladder.

Læs hele indlægget på Kommunikationsforum.dk

Paris er vel en messe værd

2007-04-17T20:30:00.000+02:00

Som meddelt i går fra bladhuset i Pilestræde, så sætter skarpretter-Lisbeth (Knudsen) sig nu i Berlingskes chefstol i stedet for Niels Lunde. Fru Knudsen meddelte til beroligelse for læserne, at hun skam var "borgerlig nok" til trods for, at hendes profil er alt andet end borgerlig.

Skiftet var læserne mildt sagt ikke begejstret for, hvis man skal tro reaktionerne på avisens website. I dag kan man læse en artikel fra Nyhedsavisens Leny Malacinskis hånd, der lader en række borgerlige/liberale kræfter kommentere på sagen:

- Det første man tænker på, når man tænker på Lisbeth Knudsen, er ikke en stærk borgerlig profil. Det er hvad du kan citere mig for, siger Ralf Pittelkow til Nyhedsavisen.

- Jeg skal ikke have noget fra Lisbeth Knudsen i min postkasse. Hun står for socialdemokratiske synspunkter, og det er noget pjat, at hun siger, hun er borgerlig. Jeg har ikke tillid til, at hun kan videreføre Berlingske Tidende, når hun ikke står for borgerlige værdier, siger Sune Wæsel, der er vokset op med Berlingske i sit barndomshjem.

- Det er en ubegribelig dumhed at ansætte Lisbeth Knudsen. Man kan sige nok så meget om, at hun er en dygtig journalistisk håndværker, men hvis læserne ikke har tillid til, at hun deler deres værdier og interesser, så vil de ikke holde avisen, siger Ole Birk Olesen, redaktør for den kommende borgerlige webavis 180 grader.

Han peger i stedet på Martin Krasnik som et oplagt chefredaktør-emne, tidligere Deadline-vært på DR2 og nu USA-korrespondent for Weekendavisen.

- Han er en af den borgerlige presses største talenter. Niels Lunde kunne ikke kæmpe avisens sag på TV, han lignede en våd hund, man kunne krølle sammen, siger den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesen om Berlingskes hidtidige chefredaktør.

Blandt journalister har chefredaktøren fået øgenavnet "Niels Nogen-Lunde".

---

Omkring Lisbeth Knudsens pludselige omvendelse til borgerligheden, så får det én til at tænke tilbage på de utallige historiske eksempler på noget lignende.

Det var vist den franske konge, Henrik af Navarra, der sagde, at "Paris er vel en messe værd". Han skiftede derpå sin protestantiske tro ud for umiddelbart lige efter i stedet at blive katolik, så han dermed kunne sætte sig på Frankrigs trone. Henriks eksempel med at "vende kåben" er blevet fulgt at utallige politikere siden. Karen Jespersen, Anders Fogh u name it. På dansk kaldes det opportunisme.

Spørgsmålet er vel i sidste ende, hvorvidt læserne tror på Lisbeth Knudsens udmeldinger om, at hun skam er borgerlig. Det lader sig aflæse, når de næste læsertal kommer, men mon ikke at hun trods alt får en chance hos flertallet af Berlingskes abonnenter, også selvom at Konservativ Ungdom, den gode Sune Wæsel m.fl. har opsagt deres abonnement? Jeg tror det. Medmindre at hun slår "Groft Sagt"-rubrikken ihjel. For så får kritikerne da virkelig noget at hænge hatten på, og så dum tror jeg ikke på, at Lisbeth Knudsen er.

Læs MF(V) Peter Christensens analyse af sagen. Han er ugens politikerblogger på berlingske.dk

Læs Jarls blog fra i tirsdags om samme emne

Ikke lutter lagkage at være menneske

2007-04-17T11:45:00.000+02:00

Siden politiet fik ryddet Jagtvej 69 har byen måttet stå model til de unge autonomes evindelige pressestunts med besatte skoler mig her og besatte fabrikslokaler mig der. TV2 News, der oftest ikke har andet at lave, rykker også troligt ud hver gang med et kamerahold og en ophidset praktikant som reporter, der formulerer sig helt vildt dårligt. Altså medmindre en eller anden stakkel finder sit halvautomatiske våben frem og myrder 32 mennesker på en skole i USA, der afbryder ”løjerne”, hvorefter Poul-Erik Skammelsen på skammeligste vis må bruge sit store talent på at holde snakken i gang hjemme i studiet, mens der ventes på klarhed om tragediens omfang og detaljer. Poul-Erik, helt ærligt hvordan kunne du dog gå til TV2 News og dømme dig selv til ustandselige gentagelser, tomgangssnak og værst: glemsel?

I går gik de unge hærværksmænd så i gang med at besætte endnu et hus. Denne gang var det Stevnsgade Skole på Nørrebro, som Ritt ellers tidligere stillede dem i udsigt. Det blev heldigvis ikke til noget. Skolen blev hærget af graffiti og hærværk. Præcis som det er sket så mange andre steder, hvor de autonome tidligere har demonstreret deres demokratiske sindelag og manglende respekt for andres ejendom ved at brænde folks biler, smadre ruder, ødelægge veje, brænde containere af og smadre lokaler og dyrt inventar på Christianshavns Gymnasium. Også i går passede politiet deres arbejde og fjernede 150 besættere, hvor af de 37 blev anholdt. Desværre uden at de blev hevet i dommervagten.

- Det kan undre, at de ikke passede bedre på bygningen, hvis de virkelig ønskede at blive der. Men de nåede altså både at ødelægge køkken og toilet, inden vi rykkede ind, fortæller den centrale vagtleder hos Københavns Politi til Ritzau.

Gad vide hvad der egentlig foregår inde i hovederne på dem. Det fik jeg et fingerpeg om, da jeg faldt over et læserbrev fra en vis Christine Gade i dagens udgave af Metro Xpress:

Forår i Vestre Fængsel

Så blev det forår, tænkte jeg i lørdags Og det var nok så anden gang i år, at jeg tænkte det, men det tænkte jeg.

Nå ja det giver sgu ikke rigtig mening. Det er nok en litteraturdrop-out ude fra KUA, der har kæmpet sig igennem romanen "Ulysses". Sproget - en såkaldt "indre monolog" - lyder, som var det skrevet af en James Joyce-wannabe.

Jeg stod tidligt op og spiste morgenmad, og da klokken så var hen ad 13.15, tog jeg bussen fra Amagerbro til Københavns hovedbanegård, hvorfra jeg tog bussen hen til Enghave Plads, hvorfra en masse mennesker skulle afgå klokken 14.

Det er aldrig for sent at spise morgenmad…

Vi når til Vestre Fængsel, hvor vi spiller usandsynlig høj musik til fordel for de indsatte, folk kravler op i træerne og danser og hygger i det dejlige vejr.

Jeg gad vide, hvad hun mon ellers har spist ud over ”morgenmad”? Svampe?

Her er det så jeg tænker: Hvordan kan Ritt Bjerregaard nyde sin æbleplantage i forårsvejret, når hun (forhåbentlig) ved, at ekstremt unge mennesker ikke må opleve deres ungdom, blot fordi hun er stædig, og ikke kender til det virkelige liv, hvor det ikke er lutter lagkage at være menneske.

Ja, tag den, Ritt!

Man forstår, at det er et ualmindelige hårdt liv at være autonom, og på Jarls Blog har vi naturligvis den allerstørste sympati med de unge.

For mere munter læsning og indsigt i de autonomes alternative og kreative verdensbillede, så anbefaler jeg Malthe Månebarn Busks hjemmeside „Forenede Eder“

Det handler om penge

2007-04-16T12:06:00.000+02:00

Dagens chokmelding i medie- og politisk interesserede kredse er, at Lisbeth Knudsen overtager chefredaktørstolen på Berlingske Tidende. Det sker på baggrund af, at den hidtidige chefredaktør Niels Lunde søger nye græsgange efter, at han "ikke følte sig motiveret" til igen at stå i spidsen for nye tocifrede millionbesparelser i koncernen. Det udlægger JP som at Lunde "går i protest" mod besparelserne. I al høflighed bør man sige held og lykke til dem begge to, og tillykke til "Fru Knudsen", som nu er tilbage i den danske medieverdens A-kæde efter nogle måneders tilværelse som blogger sammen med alle os andre. Nu skal hun i gang med at fyre folk. Der skal ske besparelser på 175 millioner over to år, og netto skal der fyres ca. 250, men kun ca. 30 stillinger på selve avisen.

Det store spørgsmål bliver, hvad redaktørskiftet ellers betyder for den københavnske borgerligheds hoforgan Berlingske Tidendes udvikling og fremtid? Lisbeth Knudsen havde i 1970’erne og 1980’erne sin gang på avisen, som en i øvrigt meget respekteret og dygtig politisk journalist. Siden blev hun i starten af 1990’erne chefredaktør på A-pressens hedengange ”Det Fri – eller snarere prøveløsladte – Aktuelt”. De sidste år var Lisbeth Knudsen - som det er de fleste sikkert bekendt - nyhedsdirektør i Danmarks Radio. Der er ingen, der betvivler Lisbeth Knudsens glimrende kompetencer som erfaren journalist og leder af en stor mediekoncern, så selvfølgelig kan hun udfylde jobbet som chefredaktør. Men hvorfor skal det lige være på Berlingske Tidende?

Man kan sige meget om Niels Lunde, men hans synspunkter var indiskutabelt borgerlige, selvom han efter manges mening leflede lige lovligt meget for regeringen og holdt af at gnubbe skuldre med topministre. Lunde fulgte lidt i de samme fodspor som forgængeren Karsten Madsen lagde, selvom han trods alt ikke fandt på at sende sommerpostkort til statsministeren – som Madsen gjorde - med ordlyden, at han var ”regeringens defensor”. Lunde er trods alt mere begavet end som så. Til gengæld var Lunde ikke vild med journalister, der udstillede VK-regeringens manglende borgerlige profil. (Mit bud er, at Lunde nu bruger sin nyvundne frihed til at sætte sig ned og skrive en god politisk thriller, som han har gjort før)

Lisbeth Knudsen er ikke liberal-borgerlig af overbevisning. Det er centrum-venstre og efter alt at dømme socialdemokraterne, der står hendes hjerte nærmest. Der er ikke mange chefredaktørstole ledige i Danmark – og slet ikke på aviser med centrum-venstre synspunkter. Hvorfor er hun så blevet ansat på en borgerlig avis? Her er mit bud:

Berlingske Tidendes ejere med den britiske mediemogul David Montgomery i spidsen har stillet nogle meget høje indtjeningskrav. For at nå dem, har fokusgrupper sikkert vist, at avisen i stedet må appellere mere til det store midterfelt af aviskøbere. Det er alle de avislæsere, der stemmer på Socialdemokratiet, de radikale og såkaldte venstrefløjskonservative. For ikke at genere abonnenter med midtersynspunkter, så har man sat Lisbeth Knudsen ind som en garant, da hun netop ikke forbindes med højreorientering eller borgerlighed. Og hvor skal borgerlige københavnske avislæsere i øvrigt ellers gå hen? Jyllands-Posten har lukket deres ( i øvrigt katastrofalt ringe JP-København tillæg) og deres redaktionelle dækning ligner i øvrigt på mange måder både Berlingske Tidendes og Politikens. Det er formentligt det lukrative ”Connie Hedegaard-segment”, som man slås med Politiken om. Her findes alle de veluddannede kulturradikale med god økonomi, som både læser avis og er interessante for annoncørerne. Det handler kort sagt om penge og mindre om holdninger. Berlingskes ejere har måske lavet lidt den samme analyse som Anders Fogh Rasmussen har gjort i politik. Avisens politiske profil skal være midterorienteret, så avisen dermed kan kæmpe med Politiken om læsere med midterholdninger.

Mit bud er dog, at Lisbeth Knudsen generelt vil fastholde Berlingskes profil på store dele af det politiske stof. Det er faktisk lidt af en gratis omgang, for en Niels Lunde magtede jo ikke at give avisen nogen større borgerlig profil. (Hvis man lige undtager oasen ”Groft Sagt”).Det er i hvert fald den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesens kritik og baggrunden for, at han i løbet af denne måned søsætter sit netavisprojekt, hvor borgerlige journalister skal producere nyheder for borgerlige læsere. Med dagens skifte på Berlingskes redaktionsgang, så har Pilestræde virkelig givet deres tidligere medarbejder et godt rygstød til hans netavis 180 grader. Hvis reaktionerne på Berlingskes website er udtryk for, hvad avisens læsere mener om redaktørskiftet, så er der da nu blevet skabt fornyet interesse for Ole Birks produkt.

Erhvervsbloggen - portrætter af erhvervslivets topledere

2007-04-12T21:40:00.000+02:00

Kære læsere af Jarls Blog - tillad mig at bringe et lille reklameindslag:

"Erhvervsbloggen" er foreløbigt (og i al beskedenhed) et lille kompendium af egne artikler med portrætter af en lang række af dansk erhvervslivs absolutte topnavne. Læs om den sky Lars Kann-Rasmussen fra pengemaskinen Velux, tøjmilliardæren Troels Holch Povlsen, Bestseller, Jess Søderbergs for tiden mest sandsynlige efterfølger i chefstolen på Esplanaden Eivind Kolding A.P. Møller-Mærsk, netværkskongen Fritz Schur, Danfoss' wunderkind Niels B. Christiansen, kongen af Strandvejen, slotssamleren Stig Husted-Andersen, dansk byggeris grand old man Finn Harald Simonsen, Kjartan Langvad fra den intellektuelle ingeniørfamilie bag entreprenørkoncernen Pihl, Aalborgs store søn, erhvervsikonet, developerkongen Thorkild Kristensen, Herman Sallings efterfølger i Dansk Supermarked Gruppen Erling Jensen og naturligvis den største af dem alle: Mærsk Mc-Kinney Møller.
Alle artikler er blevet bragt i det hedengangne ugemagasin "Fokus" i perioden 2006-2007. En enkelt portrætartikel er hidtil ikke blevet bragt, nemlig et portræt af formentlig dansk erhvervslivs mest beskedne topleder, Tom Kähler fra Rockwool.

More menschkeit, Helle!

2007-04-12T09:36:00.000+02:00

I dag er der gået to år med Helle Thorning-Schmidt som leder af Socialdemokraterne. Det går op og ned i dansk politik, og det beskriver egentlig meget godt Thornings tid som S-formand, hvor det gamle arbejderparti i meningsmålingerne har været helt nede og vende med vælgeropbakning på under 20 pct. som under Muhammedkrisen og så har der været andre stunder – som i efteråret – hvor S lå pænt over sidste (katastrofale) valgresultat.

Hvordan skal man bedømme hendes indsats? Overall, så har hun bestået. Socialdemokraterne fremstår som et sjældent samlet parti, og meningsmålingerne er stabiliseret lidt over sidste valgresultat. Det er ikke voldsomt imponerende, men man må lade S-lederen, at hun er oppe mod en formidabel modstander i kraft af Anders Fogh Rasmussen, der som en anden kamæleon hurtigere end nogen anden tager farve efter, hvor ”silden står i folkehavet”. Venstres engang ideologiske profil er i dag sørgeligt reduceret til den rendyrkede populisme, om end en forfinet udgave af slagsen. Kun Danmarks engagementet i Irak gik imod folkestemningen, men selv det ”hul” i Venstres populistiske murværk er nu stoppet. Helle Thorning har stort set ikke andre muligheder end at følge Venstres dagsorden. Foreslår S et eller andet populært, så vedtager regeringen det et halvt år efter, som deres eget forslag. Fraværet af større åbenlyse samfundsmæssige problemer gør det endnu sværere for S-toppen at kritisere regeringens fejl og mangler - udover at den bruger for få penge på det offentlige. Omkring den offentlige sektors fremtid er enigheden næsten total, så selv de trofaste støtter i LO-fagbevægelsen indser nødvendigheden af at samarbejde med regeringen herom.

Og så er der de radikale... Det kan næppe klandres Helle Thorning-Schmidt, at den radikale ”ledelse” (ja, det er nu så meget sagt) med Marianne Jelved i spidsen har besluttet at melde sig ud af dansk politik med korte afstikkere til virkeligheden. S-toppen må væbne sig med tålmod indtil den dag, at de radikale vender - permanent - tilbage til SR-samarbejdet. For mig at se følger S en rigtig strategi ved at fastholde et skattestop og en stram indvandrerpolitik. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne erobre den midte tilbage, der til sin tid atter giver S adgang til regeringskontorerne. Det har selv Svend Auken indset.

Det fremhæves ofte, at ét af Helle Thornings-Schmidt helt store kort er hendes kommunikative evner. Det er sikkert rigtigt, men jeg savner i stigende grad at se en lidt mere afslappet udgave af S-lederen på TV. Senest i dag i Go' Morgen Danmark på TV2, hvor denne blogger fik et indtryk af en stresset Thorning, der blot var mødt op hos Ole Stephensen for hurtigt at få afleveret alle "budskaberne", ”få forklaret sig" og så hastigt videre. Politikere må godt have travlt, men de skal tage sig tid til vælgerne. Alt andet er underordnet det. I hvert fald, når man er oppositionsleder.

Hvorfor ikke bare være sig selv, slappe af og se ud som om, at hun nyder samtalen i "Onkel Oles sofa"? For Helle Thorning er bedre til at spille rollen som ”et rigtig menneske” end Anders Fogh. Politikken? Tjah den er de jo stort set enige om.

Tillykke med dagen, Helle!

Mordet på AFR

2007-04-11T10:13:00.000+02:00

Forleden dag så jeg traileren til den ny spillefilm ”AFR”, der handler om mordet på en dansk statsminister ved navn Anders Fogh Rasmussen. Og idéen bag hele filmen forekom mig noget bizar. Nå, jeg "trøstede" mig selv med, at jeg sikkert har medvirket til dens finansiering henover skattebilletten, men der stopper så min forargelse.

Jeg konstaterer, at også en dansk filminstruktør - nu - er kommet på den ”originale” idé - fiktivt - at tage livet af regeringschefen. Og i de seneste dage har vi set forargelsen hos Pia Kjærsgaard og en række andre politikere, fordi de har medvirket i interviews, der er blevet brugt i filmen, men hvor de udtaler sig om nogle helt andre mennesker. Fx ser man Pia Kjærsgaard tale om den myrdede hollandske politiker Pim Fortyun, hvor DF-lederen konstaterer, at den myrdede ”var bøsse”. I filmen myrdes statsministeren Fogh Rasmussen af sin mandlige elsker. Og det er netop filmens andet store kontroversielle emne: En statsminister, som kun de indviede vidste, levede et dobbeltliv som homoseksuel. Adam Holm konstaterede søndag i ”Deadline”, at der rent faktisk i årevis har cirkuleret sådanne rygter om statsministeren. Og det har han jo ret i. Ingen skal heller bilde mig ind, at filminstruktøren Morten Hartz Kaplers har fundet på bøsse-temaet i kraft af en eller anden pludselig "kunstnerisk åbenbaring".

Statsministeren kommenterede sagen i går på sit ugentlige pressemøde. Altså filmen. Ikke rygterne.

- Jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer, sagde han og troede ikke, at han kunne ”finde stunder til at se filmen”.

Fogh holdt facaden. Der var ikke en sprække at spore i tandpastasmilet. Indvendigt har han formentlig længe skummet af raseri. Det er forståeligt, men Fogh har klogeligt indset, at han reelt set er magtesløs i situationen. For går han ind i en dybere diskussion om filmen, gør han den blot mere interessant, end den formentlig er. Bøsserygterne bliver nu pakket ind i en diskussion om "film og fiktion", hvor de formentlig hører hjemme.

Muhammed-sagen viste, at den danske regering naturligvis vil gå langt for at beskytte ytringsfriheden. Måske ”AFR”-filmen skulle vises i arabiske lande til demonstration af, hvad man rent faktisk kan tillade sig at ytre sig om en dansk statsminister? I de muslimske lande var filminstruktøren og hans værk ”AFR” næppe nøjedes med kun at blive anmeldt. Af filmanmeldere.

P.s. - AFR-filmen er faktisk produceret helt uden offentlig filmstøtte, så det er jo et argument for at synes om filmen.

Proppen blev sat i flasken

2007-04-10T13:47:00.000+02:00

Så blev der endelig – om man så må sige – "sat prop i flasken" i straffesagerne mod Peter Brixtofte for mandatsvig m.v. Fire års ubetinget fængsel - sammenlagt - blev det til, og det er nok kun ”Brixen” selv, hans forsvarer og den noget formindskede, men loyale tilhængerskare, som stiller sig uforstående over for den udgang på sagen. Der resterer en ankesag, men der skal formentlig ske noget dramatisk nyt for at byrettens dom bliver ændret i landsretten til frifindelse af den tidligere Farum-borgmester.

De politiske konsekvenser er til at overse. Statsministeren fik elegant konstateret i dag på sit pressemøde at domstolene så med alvor på misbrug af et offentligt embede. Det kan ingen være uenige i. At specielt Venstre skulle have særlige aktier i sagen, afviste statsministeren med sin bemærkning om, at også andre partier og politikere tidligere havde anerkendt Farums fortræffelige resultater med at skaffe dets borgere i job og få integreret kommunens indvandrere. Altså før at der gik Château Pétrus, PBX-laks og storhedsvanvid med Farum Boldklub i det hele.

Èt kort har Venstre dog spillet af hænde. For i de næste mange år vil evt. anklager fra Venstrefolk mod socialdemokrater og andre for ”kammerateri” og deslige klinge noget hult, for alle vil i sådanne debatter uvilkårligt tænke på Brixtofte som den højprofilerede Venstreborgmester der misbrugte borgernes penge på fråds etc. Også selvom eks-bykongen ikke har været medlem af regeringspartiet siden foråret 2002.

Jeg vil gerne vedkende mig en svaghed for farverige politikere som Peter Brixtofte, men omfanget af "farverigdommen" sætter lovgivningen trods alt grænser for, og det er netop det dommene både i byretten i dag og tidligere er udtryk for.

Folkets dom er faldet for længst. Medierne finder ham utroværdig, og det politiske miljø vil ikke mere vide af ham, og økonomisk er han iflg. formiddagsbladene også mere eller mindre på spanden. Brixtofte er dermed moralsk, økonomisk og politisk ruineret. Det er en hård skæbne, som han dog ikke kan laste andre end sig selv for.

Brixtoftes gåpåmod og optimisme er legendarisk, og det får han i alle tilfælde god brug for nu.

Læs tidligere blog om forholdet mellem Brixtofte og Anders Fogh

Læs tidligere blog om Brixtoftes kuldsejlede forsøg på at blive V-næstformand

Terrorist eller frihedskæmper? Et spørgsmål om datoen

2007-04-09T11:41:00.000+02:00

”Film skal ses i biografen”, sagde Ole Michelsen hvergang og lige før at lamperne slukkedes for det fremragende og desværre hedengangne DR-filmprogram ”Bogart”. Michelsens vise ord holder stadig, og for tiden vises en række glimrende historiske og politiske film, som fortjener at blive set af et stort publikum.

Den tyske film og fortjente Oscar-vinder ”De andres liv” om STASIs overvågning af intellektuelle i DDR burde være med i en slags "filmkanon" for alle danskere født efter 1980, så de får en fornemmelse af, hvor forfærdeligt undertrykkende de kommunistiske landes regimer faktisk var. Frank Aaen og gammelkommunisterne i Enhedslisten kunne også have glæde af at se filmen, selvom jeg tvivler på, at de egentlig forstår dens dybere pointer. Dengang før murens fald i 1989 var alt - herunder individuelles almindelige borgerlige rettigheder - jo fuldstændig underlagt almenvældet i arbejderparadiserne østpå. Har du ikke set filmen, så kan det stadig nås. Fx i Grand-biografen i København.

Irske ”Vinden som ryster kornet” er en rystende film af den engelske filminstruktør Ken Loach om irernes frihedskamp og borgerkrig lige efter 1. verdenskrig. Ikke siden ”De andres liv” har en film gjort et så dybt indtryk på denne biografgænger. De irske nationalister levede i begyndelsen af det 20. århundrede i det britiske demokrati, men ønskede selvstændighed og havde bevisligt et stort flertal i den irkse befolkning bag deres krav. Briternes fremfærd overfor irerne var ufattelige grov og overgrebene var til tider ret hårdhændede. Fx. blev der gjort kort proces med lederne af påske-oprøret i 1916, der stort set alle blev henrettet. Efter frihedskampen mod de britiske paramillitære ”Black and Tans”- hjælpetropper – skildret i filmen og i den irske mytologiske selvforståelse som regulere dødspatruljer ryger de irske nationalister i totterne på hinanden. Det er tidligere skildret i en helt anden film, nemlig ”Michael Collins” med Liam Neeson i hovedrollen som den kun godt 30-årige oprørsleder, der laver "lokumsaftalen" med Winston Churchill om en ”fri stat”, men inden for det britiske statssamfund og med troskabsed til den britiske monark. Traktatmodstanderne og deres leder Eamon De Valera – i Collins-filmen spillet af den fremragende Alan Rickman – nægter at gå ind på aftalens betingelser, og så er borgerkrigen en realitet. I ”Vinden som ryster kornet” (i øvrigt en strofe fra en irsk frihedssang fra 1798) er de to grupper repræsenteret af to brødre, som dermed står på hver deres side i det ret hårde og brutale opgør mellem fløjene, der følger. Filmen er ikke et helteepos for hverken den ene eller den anden side. Selv de britiske soldater skildres i et enkelt moment som ofre for krigens gru, og deres afstumpede opførsel overfor irerne forklares antydningsvis i en enkelt scene med henvisning til ”helvedet i nord” dvs. de britiske soldaters fire år lange mareridt i skyttegravene i Flandern under 1. verdenskrig. Filmen prædiker ikke, og den har ingen oplagte helte, selvom oprørsfolkene skildres som sværmeriske og lidt naive marxister, der kæmper for den fattige mand på gaden, mens fristatsfolkene er en slags konservative opportunister. Men balancen holdes - også selvom Loach selv er socialist og mest er kendt for at have lavet socialrealistiske hverdagsdramaer.

Filmens centrale pointe er, at krig nu engang ikke er gratis, men har omkostninger for dem, som fører den. Borgerkrig er endnu mere rædselsfuld end krig. Grænsen mellem hvornår man er terrorist og frihedskæmper? Tjah. Det er nærmest et spørgsmål om datoen. Der skal nok være dem, som trækker paralleller fra filmens historiske univers til vore dages Irak, men jeg køber ikke den præmis og mener overhovedet ikke at de to situationer kan sammenlignes.

Jeg synes ”Vinden som ryster kornet” primært handler om den irske republiks blodige fødsel, og den får mine varmeste anbefalinger. Men vær beredt på, at visse af filmens scener viser barske former for vold inkl. tortur og henrettelser. Filmen kan stadig ses i biograferne "Palads" og "Vester Vov Vov" i København.

Ny borgerlig netavis på vej

2007-04-08T11:29:00.000+02:00

En ny borgerlig netavis, der lyder navnet "180 grader" er undervejs og lander midt i april. Èn af idémændene bag projektet er "OBO" bedre kendt som Ole Birk Olesen - mangeårig Christiansborg-journalist på bl.a. Berlingske Tidende. Netavisen bliver reklamefinansieret og gratis for alle at læse.

Den kommende redaktør Ole Birk Olesen og hans kompagnon Thomas Breitenbach vil nu realisere deres vision om en ren borgerlig avis skrevet af borgerlige journalister. For i følge Birk Olesen er det nemlig ikke tilfældet i dag, hvor et meget stort flertal blandt journalisterne - også på borgerlige medier - er venstreorienterede. Det mener Birk Olesen kan ses også i såkaldte borgerlige mediers - og her tænker man uvilkårligt især på Berlingske Tidendes - politiske dækning og medievalg. Journalistisk objektivitet er en illusion, mener "180 graders" redaktør.

I en kommentar torsdag i Weekendavisen fortæller Birk Olesen mere om baggrunden for, hvorfor han mener, at der er et behov for en borgerlig avis:

»Hovedvægten af danske journalister ligger til venstre for befolkningen, og det gælder alle aviser i Danmark. Det er en helt generel udfordring.«

Hvem sagde det for et par år siden? Brian Mikkelsen? Søren Krarup? Djengis Khan? Nej, det var såmænd Arne Ullum, chefredaktør på B.T. Den pæne mand.

Hvis Arne Ullum har ret – og det vil jeg senere argumentere for, at han har – så er »den borgerlige presse« en illusion i Danmark. Så har vi ingen borgerlige aviser, for man kan ikke producere en borgerlig avis uden et dominerende antal borgerlige journalister på avisen.

Pointen kan lettest illustreres med et omvendt tankeeksperiment: hvis størstedelen af Politikens journalister en dag blev skiftet ud med lutter liberalister og konservative, så ville Politiken naturligvis heller ikke være den centrum-venstre-avis, vi kender. For en avis kan ikke laves hen over hovedet på de journalister, som skriver den. Avisen er helt afhængig af de ideer, som journalisterne selvstændigt får, og de historier som journalisterne på egen hånd graver frem. Selv hvis man havde ambitioner om det, så er det ikke muligt at styre en avis fra toppen på samme måde, som man kan styre en margarinefabrik. En avis er i meget højere grad et produkt af den indsats, som ydes af individuelle medarbejdere.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad journalisterne på en avis mener om samfundets indretning. Journalister er blot mennesker, og derfor er de som alle andre begrænsede i deres udsyn af deres helt subjektive verdensanskuelser. Det kan slet ikke være anderledes, for der findes i journalistik ingen objektive kriterier for, hvilke begivenheder i Danmark og verden, man skal prioritere højt, ingen facitliste der kan fortælle, om en artikel skal vinkles til fordel for det ene eller det andet synspunkt og intet opslagsværk med værdineutral vejledning i, om ekspert Hansen eller ekspert Jensen er den bedste til at repræsentere »sagkundskabens« udlægning af en sag.

(..)

Hvorfor bringer ingen »borgerlig avis« tilbagevendende historier om, at Danmark går glip af et enormt vækstpotentiale, fordi vores offentlige sektor er for stor og vores skatter for høje? Før velfærdsstatens konsolidering havde Danmark økonomiske vækstrater på fire procent årligt, men efter velfærdsstaten er de kun på to procent, og fra 2008 til 2012 vil den økonomiske vækst i Danmark være på sølle én procent, hvilket er det laveste niveau i alle 30 OECD-medlemslande. I 1960 – før velfærdsstaten – var danskerne rigere end f.eks. canadierne, australierne, irerne og folk fra Singapore. I dag – efter velfærdsstaten – er vi fattigere. Hvis vi havde borgerlige aviser i Danmark, ville de så ikke som det mest naturlige i verden problematisere det dag ud og dag ind?

(..)

Ville borgerlige aviser, hvis de fandtes, i højere grad stemple borgerlige holdninger som ekstremistiske, end de ville gøre det med venstreorienterede holdninger? Naturligvis ikke, men for et par somre siden dokumenterede en gennemtrevling af artikeldatabasen Infomedia, at det faktisk er, hvad alle aviser i Danmark gør – også de såkaldt borgerlige.

Der skrives i de danske aviser tre gange så meget om super-, ultra-, hyper-, ærke- eller betonliberale, end der skrives om tilsvarende ekstreme socialister. Også konservative bliver oftere omtalt som ekstreme, end socialister gør, og der skrives 14 gange mere om »højreekstreme« end om »venstreekstreme«.

Ekstremisme i politiske anskuelser er ifølge journalister på både Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og B.T. et udpræget højrefløjsfænomen og er bl.a. blevet knyttet sammen med den »ærkekonservative« Lars Barfoed og den »superliberale« Søren Pind, mens en person som Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil aldrig er blev kaldt »ultrasocialist«. Det er vel pga. dygtigt politiarbejde, at det endnu ikke er lykkedes Pind og Barfoed at lukke deres venner ind på Christiansborg, så de kunne overhælde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med maling!

Summa summarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.

---
Fra Jarls Blog skal der lyde et stort held og lykke til Ole Birk Olesen og Thomas Breitenbach med netavis-projektet. Også efter min mening er der et behov for en borgerlig avis - af både navn og af gavn - i Danmark. Dermed får regeringens ministre og andre spindoktorer formentlig ikke det samme held som de har haft før med at presse redaktører i Pilestræde m.v. til at droppe historier med sager, der udstiller regeringens manglende liberale profil. For nu kan vi alle i stedet læse om det på "180 grader", og det er vi rigtig mange, der glæder os til!

Barfoeds ballon

2007-04-08T10:05:00.000+02:00

Brian Mikkelsen: "K bliver i regeringen". En avisoverskrift med et selvfølgeligt budskab, som normalt ikke giver mening, men som påskelørdag skabte lidt røre på en sikkert kedelig dag på nyhedsredaktionerne. For da havde den detroniserede familie og forbrugerminister Lars Barfoed nemlig lige inden været ude i Berlingske og lægge afstand til Dansk Folkeparti, kalde til kamp for konservative værdier og den for tiden så omtalte ”borgerlige anstændighed”. Barfoed lod læserne forstå, at han var klar til at føre denne politiske kamp, selvom K måtte gå ud af regeringen. Nu skulle profilen pudses op! At de konservative mangler profil er i øvrigt sandt, men det ændres der ikke på, så længe Bendt Bendtsen er formand. Og Barfoed måtte i øvrigt konstatere, at han stod mutters alene på slagmarken.

Barfoeds udmelding blev hurtigt forklaret med hans personlige aversioner mod DF-toppen for at have trukket tæppet væk under ham og hans ministerpost i december, og det faktum, at en del konservative har det svært med den underordnede lillebror-rolle både i forhold til V og til DF. Men Barfoeds ballon fik ikke lov at flyve længe. Brian Mikkelsen hev nemlig det politiske haglgevær frem fra gemmerne og fik skudt ballonen ned så historien ikke fik lov at rulle med grøftegravning og K-DF-ballade til følge.

Også Venstrefolk udelod med stor sikkerhed Barfoed fra deres aftenbøn i går. Irritationen over Barfoeds ”soloridt” blev da også kommenteret usædvanligt polemisk af Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen til Berlingske i dag:

- Jeg kan bare konstatere, at Lars Barfoed er kommet med en solistmelding, som ikke har opbakning i Det Konservative Folkeparti. Og at han står tilbage som politisk tonedøv.

Med denne udsøgte uforskammethed pustede Venstremanden lidt liv i den meget udbredte opfattelse på Christiansborg mht. Barfoeds begrænsede politiske evner udi politisk timing og fingerspitzgefühl.

Barfoeds muligheder for at blive genvalgt til folkeitnget ved et kommende valg er ikke alt for lyse. Han blev med nød og næppe genvalgt ved forrige valg med et relativt beskedent antal personlige stemmer og med kun en lille margin til en anden konservativ kandidat på listen. Siden har valgloven ændret kredsgrænserne, og Nordsjællands Storkreds er blevet suppleret med endnu et kendt konservativt navn, nemlig Pia Christmas-Møller. Ikke ligefrem en politisk elefant, men knapt så berygtet som Barfoed. Med andre ord: Barfoed er pisket til at markere sig i forhold til de konservative vælgere. Der er formentlig en udbredt forståelse i den konservative top for Barfoeds personlige motiver i sagen. Dampen skal lukkes ud. Men der er trods alt grænser. Vi har dog næppe set den sidste politiske ballon fra Barfoed, og K-toppens reaktion vil forblive den samme. For alt underordnes naturligvis regeringssamarbejdet med Venstre og samarbejdet med Dansk Folkeparti.

Jelved i bevægelse

2007-04-07T10:00:00.000+02:00

Politiken kan i dag fortælle, at realismen så småt er ved at indfinde sig i det jelvedske univers. Nu er den radikale leder Marianne Jelved muligvis i bevægelse. I hvert fald afviser hun ikke længere forhandlinger om et samarbejde med socialdemokraterne. Det er klogt, for ellers ville det være for let for Claus Hjort Frederiksen at fortsætte den succesfulde strategi med at påpege over for vælgerne, at der simpelthen mangler et regeringsalternativ til VK-regeringen. Det kan Hjort fortsat gøre, men i det mindste sporer man en begyndende bevægelse hos den radikale leder. Jelved har uden tvivl læst Børsen i tirsdags, hvor 64-procent af de radikale vælgere ønsker, at R genoptager samarbejdet med S. Den gamle strategi med den 3. vej , hvor Jelved pegede på sig selv som statsminister kom til at køre grotesk for længe og førte midterpartiet fra at være i nærheden af at være folketingets 3. største parti i meningsmålingerne til at være det næstmindste. Der er lang i vej endnu til et fasttømret SR-alternativ, men tillykke her fra til de radikale med at deres leder er tilbage i den virkelige verden. Dagens ganske vist forsigtige udmelding fra Jelved er det bedste, der er sket for oppositionen i meget lang tid.

Gensyn med Han-Som-Bestemmer

2007-04-05T10:15:00.000+02:00

Kan du huske HSB? Han-Som-Bestemmer dvs. den tidligere svenske socialdemokratiske statsminister Göran Persson, som i efteråret fik fyresedlen af det svenske folk, der nu endelig var træt af at blive belært af den altid bedrevidende og arrogante statsminister. Et borgerligt alternativ i ny attraktiv indpakning gjorde valget let for flertallet af de svenske vælgere. Siden hen har de borgerlige partier sat forspringet over styr – i hvert fald i meningsmålingerne.

Imidlertid har Göran Persson siden han for snart 11 år siden blev statsminister meget modigt ladet sig løbende interviewe af TV-journalisten Erik Fichtelius fra Svensk TV. Det er der kommet en ret seværdig udsendelsesrække ud af. I fire udsendelser á en time følger man statsministeren i særdeles åbenhjertige interviews, hvor Persson ureflekteret giver sine vurderinger af de forskellige ofte ganske dramatiske situationer, han undervejs står i. Ikke mindst er det særdeles underholdende at høre hans frit-fra-leveren udtalelser om sine politiske modstandere - i og uden for Socialdemokratiet! Han sparer ingenlunde på krudtet!

Jeg er og bliver aldrig Persson-fan, men letter dog gerne på hatten for, at han i sin tid havde mod til at medvirke til dette helt enestående journalistiske projekt, som nok desværre aldrig bliver gentaget. Siden udsendelserne begyndte er kritikken af Perssons udtalelser og hans blotte medvirken haglet ned over ham i en grad at det formentlig vil afholde andre statsministre fra at forsøge sig med noget lignende lige med det samme. Efter min mening er kritikken lidt urimelig. For manden har rent faktisk turdet stille sit eftermæle på spidsen for, at vi alle kan få et lille indblik i, hvordan det egentlig er oppe på toppen i politik, og hvordan verden så ud i den "perssonske" optik.

Udsendelserne er for særligt politisk interesserede – uanset farve – simpelthen et must. "Ordförande Persson" bliver uden tvivl en TV-klassiker, der fx langt overgår en anden fremragende dokumentar som Christoffer Guldbrandsens ”Lykketoft Finale”.

Lad mig varmt anbefale alle dokumentaren ”Ordförande Persson”, som kan ses på nettet via Svensk TVs hjemmeside.

Plummers selvmål

2007-04-04T14:45:00.000+02:00

I den københavnske medieverden og den politiske offentlighed står folk i kø for først at grine af og siden undre sig over Danmarks Radios generaldirektør Kenneth Plummer. Ikke på grund af endnu en budgetoverskridelse. Bevares dem bliver der ikke flere af med ham som øverste ansvarlige. Det har han lovet. Næh sagen er, at Plummer er genstand for latterliggørelse i et betydeligt omfang på grund af hans beklagelser i en privat email til Politikens chefredakTøger Seidenfaden. Heri påpeger Plummer det fortrædelige i, at DR-generaldirektøren er blevet portrætteret af Politikens (i øvrigt uforlignelige) satiretegner Roald Als som en lænkehund til kulturministeren Brian Mikkelsen. Det er med hundehus, kødben og det hele! Imidlertid er Plummer efterkommer af slaver fra de vestindiske øer, og en satiretegning med en generaldirektør portrætteret som en hund i lænker virker sårende på både ham og hans børn, påpeger Plummer.

Seidenfaden har videresendt Plummers såkaldte ”tudemail” til Roald Als. Og ved et af tilværelsens mange tilfældigheder og en journalists lykketræf er hele historien end hos Ekstra Bladet, som nu i to dage forståeligt nok har gjort sig lystige over DR-generaldirektørens ”følsomme gemyt”. Fx har Ekstra Bladet været vakse nok til at spørge sædvanlige Als-ofre: Uffe, Claus(escu) Hjort og Lykketoft, der alle stiller sig noget uforstående overfor Kenneth Plummers (over)reaktion. D´herrer er ifølge Ekstra Bladet alle nærmest ved at dø af grin over Plummers reaktion (eller vuf...), men er høflige nok til at stille op med gode ”gammelfar-råd” om nu ikke at tage sådan på vej overfor satirikeren Roald Als, som vitterlig er satiretegningens ukronede konge i dette land.

I og for sig er sagen ligegyldig. Alle har fået et godt grin over en DR-generaldirektør har afsløret sin omsorg for eget ego og nu høster velfortjent og forudsigelig spot for sin udstillede selvhøjtidelighed.

Det undrer dog mig, hvordan man kan stå i spidsen for en medievirksomhed som Danmarks Radio og åbenbart vide så lidt om, hvordan medierne fungerer. Plummer burde da kunne forudsige at Seidenfaden ikke kunne gøre meget andet end at vise Roald Als indholdet af den mail. Hvordan ellers forklare Als om DR-generaldirektørens sårede følelser? Plummers overreaktion og den manglende ironiske distance har uden tvivl medført så store latterbrøl på Politikens redaktion at mailen er landet nede hos den frække lillebror på Ekstra Bladet. Siden har alle vi andre fået lov til at more os derover. Hvad kan man lære af det?

Morale:1. Beklag dig aldrig over satiriske tegninger. Du ender med at blive gjort yderligere til grin.

Morale: 2. Send aldrig en e-mail, der ikke kan tåle at blive udbasuneret i offentligheden.

Læserne af Jarls Blog ønskes en God Påske!

Opgøret med regeltyranniet

2007-04-03T11:49:00.000+02:00

Hvis læserne af Jarls Blog ikke var klar over det i forvejen, så er alle vi mennesker nogle uvidende fjolser, som ikke ved hvad der er godt for os selv. Det er bl.a. derfor, at det offentlige opkræver mere end halvdelen af vores indkomst i skat, netop fordi de 179 valgte folketingsmedlemmer er så meget mere indsigtsfulde og dygtige end alle os andre med hensyn til at bruge vores penge mest fornuftigt. Det er i mange danskeres øjne selve essensen ved et demokrati som vores og et udtryk for den højeste retfærdighed. Det mener de fleste socialister, men synspunktet deles også af mange liberale, konservative og Dansk Folkepartister. Kampen mod denne udbredte, men forkerte opfattelse er dog for længst tabt. Endegyldigt da Claus Hjort og Anders Fogh Rasmussen solgte ud af deres engang liberale synpunkter, og lod Venstre kaste liberalismen over bord.

Nu kunne man håbe på, at der alligevel stadig er grænser for politik og for politikeres vilje og fantasi til at blande sig i borgernes liv. Desværre har vi set flere nylige eksempler på det og især hos konservative politikere. Justitsminister Lene Espersen brillerede lige før jul med at forbyde en harmløs fritidsaktivitet, og for nogle uger siden mente familie- og forbrugerminister Carina Christensen, at det netop var op til hende at belære os alle om, hvor mange børn vi burde få. Havde man lidt forventninger til den nye konservative minister, ja så blev de ved den lejlighed endeligt pulveriseret. Ministeren har i øvrigt hverken selv børn eller aktuelle planer om at stifte familie. Karriereplanen stod i vejen, forstod man på hendes udtalelser. Men de manglende praktiske erfaringer til trods skal da ikke afholde frk. Christensen fra at belære danske forældre om, hvad der er godt for børnene. Hendes ligegyldige indholdsløse ”holdningsministerium” er gudskelov politisk set magtesløst, men alligevel gælder det om at få det til at ”gungre på broen” for medieopmærksomhed, så alle kan se, at "ministeren laver politik". Det er det, som Bendtsen stolt kalder for "konservative markeringer", og foreløbig har det medført det imponerende resultat, at de konservatives opinionstal konsekvent ligger under cifrerne fra sidste folketingsvalg.

Den markeringsivrige Carina Christensen har således i mangel på noget politisk fornuftigt at tage sig til nu udstedt en slags "fatwa" mod forældres uorganiserede slikuddeling i børnehaverne og andre daginstitutioner i anledning af børnefødselsdage m.v. Institutionerne får derfor i 2007 en vejledning i, hvordan de dermed undgår, at de små poder får alt for meget sukker i kroppen, når lille Sophie og Lucas fylder år ned i SFO'eren. Statsmagtens indblanding sker naturligvis KUN af hensyn til børnenes sundhed, så de ikke bliver fede, hyperaktive i timerne og belaster sundhedsvæsenet med følgesygdomme osv.

Jeg forstår slet ikke, hvorfor ministeren ikke bare forbyder slik til børn! Et alternativ er, at staten helt forbyder spisning af slik i de offentliges institutioner. Og så senere udvide forbuddet til de private hjem. Eller forretningerne at sælge det? Men kunne man forestille sig den mulighed – og jeg ved, at der er tale om det rene kætteri - at daginstitutionerne selv kunne hitte ud af at formulere en politik om, hvornår der kan og må deles slik ud? Anders Fogh rejser land og rige rundt for at fedte for de offentligt ansatte, alt imens hans forbrugerminister udviser dem dyb mistillid. Det er da genialt.

”Gøre op med åndstyranner. Lade unge vælge selv. Bryde skranker, hvor vi kan – være konstruktiv rebel!”

Ja, sådan sang vi i Venstres Ungdom i 1980’erne og 1990’erne. Teksten er skrevet af Undervisningsminister Bertel Haarder og VU-formanden nogle år i slutfirserne var Lars Løkke Rasmussen.

Ærlig talt. Kunne d’herrer internt i regeringen ikke kæmpe lidt imod reguleringsliderlige politikere som f.eks. Carina Christensen? Jeg ved, at Claus Hjort og Anders Fogh er fuldstændig ligeglade med ideologien, blot så længe de sidder solidt på taburetterne. Men I to har vel ikke solgt helt ud? Eller hvad?

Løkke-Qureshi 1-0

2007-04-03T10:18:00.000+02:00

Dem der påstår, at der ikke findes humor i dansk politik, bør måske kaste sig over bunken af stillede spørgsmål til regeringens ministre og ikke mindst besvarelserne. For ind imellem er det åbenbart muligt at finde guldkorn. Her er et eksempel, hvor Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen med et "usædvanligt retorisk talent" besvarer et af de sædvanlige fjollede spørgsmål fra SFs ulidelige sundhedsordfører Kamal Qureshi:

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 3966, som medlem af Folketinget Kamal Qureshi (SF) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 30. marts 2007

Spørgsmål S 3966:

"Vil ministeren kommentere resultatet af den norske undersøgelse, som viser, at lesbiske mødre ofte tænker mere på deres børns velbefindende, end heteroseksuelle mødre gør?"

Svar:

Nej.

---

Det kan man vist kalde et klart svar!

Lars Løkke! I salute you!

Mens vi er ved humoren. Lad mig i øvrigt varmt anbefale alle at læse Kristian Madsens sylespidse satire over Peter Mogensen. Den gode Madsen får klart sagt, hvad stort set alle mener om Mogensens skriblerier ovre på Politiken.

NCC-sagens konsekvenser

2007-03-31T12:15:00.000+02:00

I denne uge blev der sat et foreløbigt punktum for NCC-sagen. Som Jarls Blog skrev allerede den 14. marts, så ville politiets og siden statsadvokatens undersøgelser af korruptionsanklagerne munde ud i det rene ingenting. I tirsdags kom statsadvokatens endelig dom: Ingen anklager bliver rejst. Den pågældende V-politiker Jesper Schou Hansens person er således renset for alle anklager om korruption.

Jeg gør mig dog ingen illusioner: For mange vil Schou Hansens navn fortsat klæbe til korruptionsanklagerne. Det danske sprog er fyldt med ordsprog som fx. ”Der er ingen røg uden en brand”. Med andre ord: Sladder, løse rygter og fantasifulde påstande er troværdige kilder, når folkedybet dømmer om folks karakterer og handlinger. Det er grusomt og ondt, men ikke desto mindre en realitet. Jesper Schou Hansen er ikke den eneste i denne verden, der er blevet udsat for det, og han bliver ikke den sidste.

Èn ting er, hvad almindelige mennesker tænker og udtaler om en sag, som de kun har perifer kendskab til. Det må man leve med i et demokrati. Noget andet er, hvad avisjournalister kan få sig selv til at skrive i deres artikler.

Tag for eksempel Nyhedsavisen, der kørte flere forsider på NCC-sagen og som hængte navngivne personer ud i stort opsatte artikler, hvor avisens journalister demonstrerede et imponerende ringe kendskab til københavnsk politik og erhvervslivet. Til gengæld var avisens lyst til mikrofonholderi og sensation nærmest ikke til at styre. Nyhedsavisens vinkel var dog i det mindste konsekvent ensrettet: V-politikerne var skurke og NCC nærmest et offer i sagen. Socialdemokraternes og NCCs åbenbare interesser i sagen fandt journalisterne på Nyhedsavisen det ikke værd at interessere sig for. Til gengæld valgte man nærmest bevidstløst og ukritisk, at kolportere NCCs synspunkter i sagen. Da NCC-sagen så omsider fandt sin afslutning, fik man flikket én lille spalte sammen, der let konstaterede sagens udfald, og som blev placeret på side 13! Nyhedsavisen har naturligvis ikke beklaget, at den fastholdt en vinkel, som altså ikke holdt og at man uretmæssigt hængte folk ud ved at offentliggøre deres navne osv. Det overrasker dog ikke denne blogger, som ret præcist forudsagde Nyhedsavisens "stilfærdige" reaktion på statsadvokatens afgørelse.

Heldigvis fandtes der medier, som hele tiden kørte en generelt sober linje, som fx Dato, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, der i langt mindre grad var til fals for NCCs spin og som også fandt plads til at afdække NCCs og Socialdemokraternes motiver i sagen.

NCCs renommé har lidt ubodelig skade i offentligheden med sagen, som flere ser som et tilsløret angreb fra en privat virksomhed på en folkevalgt kommunalpolitiker - altså nærmest som et fejlslagent anslag med selve demokratiet. Naturligvis kan NCCs ledelse i Stockholm ikke henover natten fyre NCCs danske ledelse. Det vil formentlig ske i dølgsmål over det næste års tid. Hvis man foretager en rundspørge i dansk erhvervsliv, blandt danske politikere og journalister, så er det min påstand, at den vil vise, at entreprenørkoncernens troværdighed har ramt gulvet. Det vil tage år førend, at NCC bliver taget alvorligt igen af offentligheden. Det kræver som minimum en udskiftning af de tre-fire topledere, som har været blandet ind i sagen. Desuden gætter jeg på, at spurgte NCC et dyrt konsulentbureau, hvad de skulle gøre, så ville man anbefale, at Bo Dybkær snarest bliver skiftet ud som virksomhedens kommunikationschef. For han personificerer virksomhedens skandaløse opførsel i sagen.

På rådhuset er der nemlig en udbredt og stigende mistanke til, at det i virkeligheden var entreprenørvirksomhedens kommunikationsfolk, der i februar lækkede hele historien om korruptionsanklagerne til Politiken. Ingen kan bevise det, men flasken peger i stigende grad på NCC. Man kan indvende, at det også er i socialdemokraternes interesse, at pilen nu peger mod NCC, da Ritts spinfolk hidtil har været de hovedmistænkte. Interessant er det at i hvert fald dagbladet Politiken har været ude og forsvare socialdemokraterne i sagen. Hvilken interesse skulle de have haft i lækagen?, spurgte avisen forleden. Det kan Politiken vel kun gøre, hvis de VED, at socialdemokraternes spinfolk netop ikke står bag lækagen?

Ritt Bjerregaards humør oven på sagen er p.t. på nulpunktet, og bydronningen beskrives som usædvanlig muggen. Det er der formentlig flere grunde til. Mindst én af overborgmesterens spindoktorer har været blandet ind i NCC-sagen ved at have været lidt for proaktive mht. at sværte Schou Hansens person til over for Ekstra Bladet. Ritts store løfte om 5000 billige boliger er konstant under beskydning for at være ulovligt eller på kanten af det lovlige fra både en tidligere kommunal embedsmand Mette Lis Andersen, politiske modstandere og medierne. Især Jesper Schou Hansen har været særdeles aktiv i denne sag og hans hårde beskyldninger om ulovligheder fik Ritt Bjerregaard til at bestille et skatteyderfinansieret notat hos advokatfirmaet DLA Nordic til kr. 35.000, der skulle kaste lys over om en sag mod Venstrepolitikeren for injurier, kunne vindes. Det kunne den ikke, viste notatet. Medieomtalen af notatet bidrager heller ikke til at forbedre Ritts humør.

Schou Hansen har med NCC-sagens udfald alle grunde til at fortsætte et veritabelt korstog mod Ritt, socialdemokraterne, NCC og kommunens administrerende direktør Claus Juhl, der i sin tid anmeldte sagen til politiet uden overhovedet at have talt med nogle af Venstres politikere. Med mit kendskab til Schou Hansen, så glemmer han ikke korruptionsanklagerne foreløbigt. Han mangler derfor næppe motivation for at bruge masser af tid på Ritts boligsag.

Så NCC-sagen med dens udløbere får efter alt at dømme et langt efterspil.

Ny V-kandidat kan true Hjort

2007-03-30T14:18:00.000+02:00

Regeringen er i gang med at lukke en stribe politiske huller for tiden. Formålet er naturligvis at lægge an til det kommende folketingsvalg. Meningsmålingerne er også gunstige for regeringen. Megafons måling fra i dag fredag viser, at Venstre har den højeste opbakning siden folketingsvalget februar 2005, og partiet er igen større end S, som kun ligger et halv procentpoint i forhold til valgresultatet. For en regering, der har siddet i seks år ved magten, er der tale om drømmetal, så Helle Thorning og co. må være småfrustrerede.

Selvom VK-regeringen under Anders Fogh i øjeblikket foretrækkes af et flertal af vælgerne sammenlignet med det for tiden ikke-eksisterende SR-alternativ, så er det ikke ensbetydende med, at vælgerne er ligeså pjattet med regeringens ministre. Regeringens chefideolog og indpisker Claus Hjort er eksempelvis femte-sidst på en popularitetsskala, som Søndagsavisen i denne weekend har udarbejdet på baggrund af en rundspørge hos vælgerne. Konklusionen er klar: regeringens stærke mand er ikke noget stort hit hos vælgerne. Spørgsmålet er dog, hvordan Venstres vælgere vurderer Claus Hjort.

Beskæftigelsesministeren selv ved ganske meget om værdien af en effektiv valgkampagne og vælger(u)gunst. Han stoler ikke på rene mavefornemmelser, men er ganske klar over, at han selv skal ud og levere en betydelig indsats i sin personlige valgkamp for at blive genvalgt.

Claus Hjort har gjort det ekstra svært for sig selv. Han stiller op i den nye Nordsjællands Storkreds, hvor intet mindre end tre nuværende ministre og fem V-folketingsmedlemmer stiller op. Der bliver formentlig valgt fire Venstrefolk i Nordsjællands storkreds. Sikker er formentlig kun Lars Løkke Rasmussen. I mellemgruppen af ”næsten sikre” er finansminister Thor Pedersen og Claus Hjort Frederiksen. De kan dog trues af kvinderne MF Charlotte Antonsen og den splinternye kandidat regionsrådsmedlem Sophie Løhde, der også er kommunalbestyrelsesmedlem i Rudersdal Kommune.

Som kortene umiddelbart er lagt, så bør de tre ministre være sikre på genvalg. Men deres problem er, at de appellerer til de samme venstrevælgere: Mænd over 45 år. Thor Pedersens stemmetal har været på retur i de seneste valg, og spørgsmålet er, hvordan og hvorfor hans personlige stemmetal pludselig skulle stige - vurderet på finansministerens politiske indsats og personlige profil. Charlotte Anthonsen har længe haft det kort på hånden, at hun har været eneste kvinde opstillet i området. Det er hun med Sophie Løhdes kandidatur ikke længere.

Sophie Løhde er langt fra en nybegynder i politik. Sine kun 23 år til trods, så er hun veteran i kommunalpolitik. Den politiske interesse har Sophie Løhde ikke fra fremmede, da hun er datter af den tidligere borgmester i Birkerød Karin Løhde. Selv blev hun indvalgt i Frederiksborg Amtsråd og byrådet i Birkerød, da hun var blot 18 år. Som leder af Lars Løkke Rasmussens folketingsvalgkampagne i 2005 har hun også nære forbindelser til V-næstformanden. Løhde ved alt om både omkring det med opstilling og at føre en god intern valgkampagne og blev i går valgt til Egedal-kredsens folketingskandidat ved at slå Farums tidligere Borgmester Lars Carpens i et knebent kampvalg med stemmerne 107-82.

Med Sophie Løhdes opstilling bliver der tæt kamp om mandaterne i Frederiksborg Amt og Claus Hjort og især Charlotte Anthonsen ved, at de skal kæmpe hårdere for at sikre deres genvalg. Det bliver svært mod en Sophie Løhde, der desuden har et personligt ydre, der bestemt heller ikke vil trække ned i mødet med vælgerne. Helt det samme trumfkort har beskæftigelsesministeren ikke på hænderne. Det er også interessant, at Løhdes hjemmebane Birkerød og Rudersdal, netop er Beskæftigelsesministerens opstillingskreds. Med andre ord: Løhde vil kunne tage mange personlige V-stemmer fra Claus Hjort Frederiksen. Lige netop den analyse kan man være helt sikker på, at beskæftigelsesministeren også har foretaget. Hvad modtrækket bliver, det får vi at se i valgkampen.

Læs mere om Sophie Løhdes valg i Egedal-kredsen på Garbys blog om dansk politik

VK-regeringen Anno 2012

2007-03-22T14:58:00.000+01:00

Jeg takker ydmygt for alle kommentarerne til mit liberale ”Dream Team” som desværre for en del liberale nok aldrig kommer til at se dagens lys. Derfor kan Anders Fogh, Claus Hjort og især mange liberalist-forskrækkede socialister sove trygt og roligt. I hvert fald en tid endnu.

Lad os blive lidt ved tankeeksperimenterne, og her sender jeg endnu en tanke til David Trads som med sin S-SF-R-ministerliste tog et originalt initiativ til at diskutere alternative ministerlister. Det er jo noget alle vi politiske junkies er helt pjattet med.

I morgen tager jeg og kæresten en uge til den evige stad Rom. Det bliver en pilgrimsfærd til ”Rostra”, "Forum Romanum", "Capitol" og alle de andre klassiske bedesteder i Rom for politiske nørder. Tilgiv mig derfor, for ikke den næste lille uges tid at være her på Jarls Blog og guide jer – mine trofaste læsere - sikkert frem i den politiske jungle med faste daglige analyser og kommentarer.

I mellemtiden håber jeg, at flere af jer har tid og lyst til at kommentere på en ny –og nok en anelse realistisk - ministerliste for en VK-regering anno 2012. Det er en ministerliste, der er renset for Fogh-generationens folk, så der ligger – for en gang skyld - ikke nogen frække politiske markeringer i listen.

Her er i øvrigt nogle forudsætninger:

- Der er et VK-flertal enten med DF eller RV i folketinget

- Lars Løkke Rasmussen er formand for Venstre

- Carl Holst er næstformand for Venstre

- Lene Espersen er formand for Det Konservative Folkeparti

- Venstre er fortsat noget større end de konservative

- Konservative har et større mandattal i 2012. Venstres mandattal er tilsvarende lidt mindre.

Ministerlisten for VK-regeringen anno 2012

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, formand for Venstre

Finansminister Lene Espersen (K)

Udenrigsminister Connie Hedegaard (K)

Indenrigsminister Carl Holst, Venstres næstformand

Økonomi og skatteminister Kristian Jensen (V)

Justitsminister Mads Lebech (K)

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K)

Kirke- og undervisningsminister Rikke Hvilshøj (V)

Forsvarsminister Jens Hald Madsen (V)

Transport og energiminister Søren Gade (V)

Integrationsminister Troels Lund Poulsen (V)

Fødevareminister Jacob Axel Nielsen (K)

Socialminister Inger Støjberg (V)

Beskæftigelsesminister Peter Christensen (V)

Miljøminister Gitte Seeberg (K)

Videnskabsminister Søren Pind (V)

Kultur og idrætsminister Ellen Thrane Nørby (V)

-----------------------------

Antallet af ministerier: 17 ( 2007:19)

Ministerier/kvindelige ministre: 17/6 (2007: 19/6)

Antal Venstre-ministerier / Konservative ministerier: 11/6 (2007: 12/7)

- Der er det samme antal, men relativt flere kvinder med i regeringen 2012 i forhold til 2007

- De konservative - og især partiets kvinder - er repræsenteret på tungere ministerposter i forhold til 2007

- 7 gengangere fra VK-regeringen 2007

N.B. Jeg har megen stor forståelse for at ministerlisten ikke falder i alles smag, og at mange i stedet håber på, at regeringen til den tid har en helt anden politisk farve og sammensætning. Yderligere er jeg helt opmærksom på, at mange libertarianere savner en helt central ministerpost, nemlig posten: Minister til afskaffelse af offentlig virksomhed! ;-)

Jeg beder dog om, at man denne gang tager stilling til realismen i forslaget. Er det de dygtigste folk? Kan de stå distancen? Kan vi regne med, at figurerne her til den tid stadig er med i politik? Hvordan ser magtforholdene ud internt i partierne i 2012? Sig frem og lad mig endelig høre jeres bud og kommentarer.

Man må i øvrigt hjertens gerne byde ind anonymt ;-)

DR, Drille-Nissen og Brian-Bashing

2007-03-21T13:05:00.000+01:00

Er du træt af at høre mere om Brian Mikkelsens mail og Danmarks Radio? Så skal du IKKE læse om statsradiofoniens økonomiske morads, DR's fanklub, Drille-Nissen, Mailgate og Brian-Bashing på kommunikationsfolkets faste pitstop kommunikationsforum.dk, hvor Jarls Blog også i denne uge gæsteoptræder. For the full story - "DRs Fanklub" - kun på K-forum

Tillad mig i øvrigt også at reklamere lidt for et interessant "inside og accross-the- barricades" indlæg om NCC-sagen set fra entreprenørkoncernens pressekoordinator Niels Møllers synsvinkel. Det er også på K-forum.

Lidt for smart

2007-03-21T10:06:00.000+01:00

Anders Fogh kunne ikke i går skjule sin fryd over, at have sat socialdemokraterne - for en tid - til vægs i velfærdsdebatten. Det skete, da han inviterede LO-toppen til trepartsforhandlinger om de offentlige ansattes vilkår. Og selvom Fogh ikke lige er den socialdemokratiske LO-tops kop te, så er de bare nødt til at ”spille spillet” og acceptere regeringens invitation. LO-boss Hans Jensen og Co. ved, at de dybest set kun er sat i verden for at varetage deres mange (og fortsat færre) medlemmers interesser - også dem, som altså ikke stemmer centrum-venstre, og som vel egentlig kun venter på en undskyldning for ikke at forny kontingentet. Derfor er det et smart træk af statsministeren at fremstille det som om, at det er i spændingsfeltet mellem LO og regeringen, at fremtidens velfærd sikres og den offentlig sektor bliver udviklet og fornyet. Især når socialdemokraterne åbenlyst satser på at vinde næste valg på en velfærdsdagsorden. Fogh tog første stik, men lad os nu vente og se, hvad det bliver til. Jeg har min store tvivl, hvorvidt danskerne vil belønne Fogh-regeringen for evt. velfærdsforbedringer.

Glæden over triumfen ophørte dog brat, og smilede stivnede hos Fogh, da han på pressemødet i går pludselig skulle forklare Ekstra Bladet, hvorfor staten betaler hans middage med den danske konsul i Montpellier. Dér har Fogh og fruen et sommerhus, hvor de trækker sig tilbage et par gange om året. Der er indført ”dødsstraf” for at ringe ham op fra statsministeriet, medmindre at det er absolut nødvendigt, for chefen forsøger at holde helt fri. Fornuftigt nok.

Derimod lykkedes det ikke for Fogh at give en fornuftig forklaring på, hvorfor konsulen én gang om året skal på Marienborg til middag på skatteydernes regning. Fogh bedyrede på pressemødet, at det skam drejede sig om, at konsulen havde leveret visse offentlige tjenester med at se efter Foghs sommerhus m.v. Mange sommerhusejere kan sikkert nikke genkendende til disse private arrangementer med de lokale beboere. Det er formentlig de færreste, som herefter bespiser ”sommerhusnaboen” på arbejdsgiverens regning.

Har riget ikke større problemer? Bestemt. Er skoene blevet for små? Måske lige i dette tilfælde. Middagsregningerne er overkommelige beløb for skatteyderne, men når nu riget har en regeringschef, som aldrig selv forsømmer en lejlighed til at spille hellig over for sine omgivelser, så er det vel både ret og rimeligt at påpege hans eget åbenlyse hykleri.

Ekstra Bladet skriver:

Inden Anders Fogh kom til magten i 2001, var han uhyre renfærdig. I sin grundlovstale samme år erklærede han indigneret:

"Socialdemokraterne har siddet så længe på magten, at de betragter regeringsapparatet som deres personlige ejendom. De kan ikke længere se, hvor grænsen går mellem stat og parti."

Jeg tror, at man stadig i dag kan høre frydeskrigene over Foghs fadæse rundt omkring på Christiansborg. Både i og uden for regeringskontorerne.

Det liberale "Dream Team"

2007-03-20T12:01:00.000+01:00

En S-regering er ikke ligefrem om hjørnet. Det sikrer Marianne Jelveds forbliven på posten som partileder. Claus Hjort har nu i tre måneder og med kæmpesucces rejst rundt i medierne med det særdeles effektfulde budskab om at de radikale og socialdemokraterne ikke kan blive enige om en fælles politik. Med andre ord: Der eksisterer i dag intet alternativ til VK-regeringen.

Desværre for Hjort, så siver de radikale i meningsmålingerne for tiden, så hvis jeg var V-toppen, så ville jeg snart begynde at rose regnelærerinden for et eller andet eller måske skabe en konflikt, der kan sætte lidt fut i hendes Gallup-tal igen. Jelveds forbliven som radikal partileder er, som flere har peget på, Anders Foghs livsforsikring som statsminister.

Disse realiteter i dansk politik skal dog ikke afholde alle os andre fra at drømme lidt om en alternativ regering, som fx Nyhedsavisens indsigtfulde chefredaktør David Trads har gjort med sin ministerliste for en S-RV-SF-regering.

Man skal dog ikke længere ned end til det tredje navn på Trads' liste før, at man er klar over, at der er tale om rent tankespind. For her står Marianne Jelved opført som ny økonomiminister i Helle Thornings S-RV-SF-regering. Den mulighed findes jo med Jelveds strategi og statsminister-udmeldinger ikke længere. Se hele Trads' ministerliste her.

Den nuværende regering er godt nok borgerlig-liberal af navn, men ikke specielt af gavn. Intet tyder på, at det ændrer sig. Desværre. Men David Trads’ ministerliste har inspireret mig til at sammensætte en ren liberal regering, hvor jeg har tilladt mig selv at vælge fra alle mulige og umulige hylder. Ministerlisten er - indrømmet - et komplet usandsynligt scenarie, men ikke desto mindre vil disse folk kunne gøre det mindst lige så godt (eller dårligt om man vil) som den siddende regering.

Her er listen så. Har man alternative idéer, så skriv gerne jeres inputs til en bruttoliste med liberale navne her på bloggen. Måske kan listen med Det liberale "Dream Team" tjene til inspiration (eller måske ligefrem irritation) på Christiansborg ;-)

Statsminister Kristian Jensen

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen

Finansminister Lars Løkke Rasmussen

Økonomi og skatteminister Peter Christensen

Undervisningsminister Bertel Haarder

Indenrigsminister Lars Krarup (V-Borgmester Herning)

Idræts og kulturminister Leif Mikkelsen

Sundhedsminister Troels Lund Poulsen

Socialminister Eva Kjer Hansen

Miljøminister Bjørn Lomborg

Beskæftigelsesminister Christopher Arzrouni

Transportminister Jens Løgstrup Madsen (Fhv. MF(V))

Forsvarsminister Søren Gade

Justitsminister Søren Pind

Kirkeminister Edith Thingstrup

Integrationsminister Katrine Winkel Holm

Forskningsminister Lars Seier Christensen (Saxo Bank)

Mere hyggesnak om ministerlister hos David Troels Garbys blog "Dansk Politik"

Lene E. ligner en kronprinsesse

2007-03-18T10:43:00.000+01:00

Bendt Bendtsen er formand ligeså længe, som han vil. Men af hensyn til det konservatives muligheder for at få flere vælgere burde han vige pladsen i god tid inden valget. En meningsmåling i Politiken søndag viser, at K igen går tilbage og nu ligger på 15 mandater. Dvs. et mandat under det antal, som partiet havde før den fynske politibetjent overtog ledelsen og rettede op på forholdene.

Konservativ Ungdom hyggede sig i går til deres landsråd. Pressen var tilstede for at forevige Bendtsens møde med de ungkonservative, efter at de har presset ham ud i ét af de pinligste situationer i hans formandstid. Bendtsen skruede dog professionalismen på og havde iført sig afvæbnende charme, mens han messede ordet ”mediestunt” til den talstærke journalistskare.

Mere interessant viste en afstemning hos de konservative at et pænt flertal 62 pct. blandt KU’erne fortrækker Lene Espersen som ny partileder. Resultatet svarer godt til den Gallup-måling i Berlingske i fredags foretaget blandt konservative vælgere gav Lene Espersen 54 pct og Connie Hedegaard 23 pct. Hos VKO-partiernes vælgere - hvor en potentiel K-fremgang skal hentes - er Lene E. en klar favorit. Hedegaard scorer kun hos de færre og færre radikale vælgere og især hos SF's vælgere. Det er dog næppe særligt troværdigt, at den sidstnævnte gruppe skal sikre K fremgang på det længere sigt. SFs vælgere har nok bare været høflige, når de har talt i telefon med Gallups interviewere.

Spekulationerne om Bendtsens fremtid vil fortsætte, men han bliver efter alt at dømme siddende frem til næste valg. Alligevel tyder meget på, at Lene Espersen har bragt sig i en position som kronprinsessen. Det gør hende udsat. For kritik internt og eksternt. Aviserne vil spekulere, og politikere, journalister, erhvervsfolk og embedsmænd vil tage pejling af, at det er meget sandsynligt at hun en dag vil sætte sig i stolen som K-partiformand. Denne uges snak har klart styrket Lene Espersens position. Hun vil formentlig få flere middagsinvitationer fra erhvervsledere og andre hofsnoge, som vil stå sig godt med en kommende leder.

Indsigtsfulde konservative kilder beskriver Lene Espersen som en person med ambitioner, vilje og råstyrke til at være leder. Og så er justitsministeren pragmatisk, sådan at forstå, at hun gerne deler magten og tilgodeser folk som Brian Mikkelsen mfl. Om det rækker til at skabe fremgang for de konservative. Det må tiden vise.

Hvad så med Connie Hedegaard?

Ja hun er jo stadig i spillet endnu. Miljøministeren har også ambitionerne, men nogle konservative vurderer, at det kniber med råstyrken, hvis det kommer til et hundeslagsmål om lederposten. Man peger på, at hendes flugt fra posten som politisk ordfører i 80'erne er et tydeligt bevis på, at hun kan finde på at stikke af før spillet om magten går rigtigt i gang.

Det vurderes, at Hedegaards temperament ligner Per Stig Møllers på den måde, at hun har svært ved at tåle kritik. Konservative iagttagere vurderer derfor, at det kan blive et problem, hvis hun bliver formand. For hun vil have det svært med at dele magten med andre. Nogle forestiller sig et scenarie med Hedegaard som partileder, hvor ”alt splittes i atomer”, fordi hun ikke vil tilgodese ”den anden side”. Man peger på, at hun som ”semiradikal tror, at hun har en intellektuel ophøjet ret til at regere, og at alle som mener det modsatte, skal udraderes”.

Jov. Det er som alle ved ikke en overdrivelse, at kimen til splittelse hos de konservative er klart tilstede, og at det derfor for alle parter gælder om at undgå en situation, hvor den aktiveres.

Ikke desto mindre er Lene Espersen - i dag - den absolut største favorit til at efterfølge Bendt Bendtsen.

Jarls Blog i JP-søndag

2007-03-18T09:07:00.000+01:00

I fint selskab med socialdemokratiske bloggere som Kristian Madsen og Kasper Hyllested er Jarls Blog omtalt i søndagens udgave af Jyllands-Posten:

I artiklen ”Politiske pirater” i tillægget ”Indblik” ses de tre ovennævnte som eksempler på politiske bloggere:

De skriver til politikere, journalister og andre political junkies. De analyserer, provokerer og løfter sløret for det indre liv i de politiske partier. Selvom de politiske pirater i dag skriver til en lille skare, spås de en langt større rolle i fremtidens politiske liv.

Også andre politiske blog-sites er nævnt: Uriasposten, Dansk Politik, progressivt.dk og ”Punditokraterne”.

Om Jarls Blog skriver JP bl.a.:

Jarl Cordua er navnet på en de mest aktive danske politiske blogger i øjeblikket. Nøjagtig som Kasper Hyllested har han været politisk aktiv i en årrække, og har også en fortid som medarbejder på Christiansborg. I Corduas tilfælde hos Venstre.
Hans blog hedder "Jarls blog", og selvom han fra sin platform i cyberspace leverer historier, analyser og kommentarer med udgangspunkt i alle Folketingets partier, så fylder beretningerne om livet i Venstre mest.

- Min vurdering er, at det først og fremmest er politikere, journalister og andre Christiansborg hang-arounds, der følger med. Political junkies, kan man vel kalde den slags. Folk, der som mig interesserer sig for politik, siger Jarl Cordua.

Også i Venstres top og i folketingsgruppe bliver der læst med. For med Jarl Corduas kritiske tilgang til partitoppen, hans solide kendskab til Venstre og hans gode kontakter i partiet, ligger bloggen som en lurende fare.

Læs hele artiklen i Jyllands-Posten.

Presset på Jelved vokser

2007-03-17T17:53:00.000+01:00

Forleden gik Konservativ Ungdoms afgående formand Kasper Hülsen og en enkelt K-borgmester Eva Nejstgaard ud i offentligheden og slog hårdt på tromme for, at der med tiden bør ske et skift på partilederposten i Det Konservative Folkeparti.

Skrækken i ansigterne hos de konservative folketingsmedlemmer og tillidsfolk stod straks at læse med udsigten til endnu et afsnit af komedieserien:

”Blodig magtkamp i det Konservastive Dolkeparty”.

De radikale lider øjensynligt af det samme problem som de konservative med en udbrændt leder, der er nået til vejs ende med sin strategi, men blindt nægter at vige pladsen. Måske af frygt for at tomrummet måtte udløse en efterfølgende blodig strid om lederposten. Der er dog én markant forskel på de to partiers måde at håndtere den interne kritik. Hos de konservative lukker man debatten ned, og fejer den ind under gulvtæppet. Det gør man ikke hos de radikale. Her tør partiets tillidsfolk tage debatten om den fejlslagne radikale strategi endda i fuld offentlighed i medlemsbladet "Radikal Politik".

En af Jyllands-Postens Christiansborg-journalister læser "Radikal Politik" og skrev i går fredag:

Uroen i Det Radikale Venstre lader sig ikke dæmpe af en tavs partitop og folketingsgruppe.

Flere radikale medlemmer tager bladet fra munden og kritiserer skarpt partiet for at føre en fejlslagen strategi med "Den Anden Vej" i det nyeste nummer af partiets medlemsblad Radikal Politik, der har tema om partiets strategi.

Her er to eksempler fra ”Radikal Politik”:

- Den Anden Vej er urealistisk, uforklarlig, og uinspirerende. Uanset hvor meget vi er imod den nuværende udlændingepolitik, er det ikke klogt til stadighed at profilere os herpå. Det gavner DF og V mere end os selv, og det ødelægger det for vores venner i S, skriver Henrik Juhl Madsen fra Rødovre.

- Ved at stille ultimative krav til en regeringsdannelse, som S og VKO aldrig vil acceptere, har man sat sig mageligt til rette på oppositionsbænkene for en lang periode også efter næste valg. Dermed vil den næste regering med sikkerhed blive en VKO regering under ledelse af "den farlige mand", Anders Fogh. Det har da aldrig været radikal politik, skriver Lars Vestergaard.

Andre indlæg i "Radikale Poltik" bakker - naturligvis - loyalt op om Jelved og strategien "Den anden vej".

---

Hvor må det være en lettelse for radikale vælgere at erfare, at der åbenbart eksisterer radikale tillidsfolk, der også har kunnet analysere sig frem til den indlysende konklusion, at tiden er kommet for et radikalt strategisk sporskifte.

Det logiske træk, at Jelved trækker sig for at lade en ny leder formulere en ny strategi, er der trods alt endnu ikke fremsat krav om i det radikale medlemsblad. Varer Jelveds stædighed ved i det uendelige og fastholder "Radikal Politik" en sådan liberal linje, så ender man måske med også at kunne læse formulerede krav fra radikale græsrødder om hendes afgang i det radikale medlemsblad?

Min egen analyse er, at en ny radikal leder uanset om det bliver Margrethe Vestager eller Morten Helveg Petersen må lægge en strategi, der indeholder en eller anden form for tilnærmelse til Socialdemokratiet.

Det er de socialdemokratiske spindoktorer formentlig også nået frem til, og derfor har de en interesse i, at holde debatten om Jelveds fejlslagne strategi i gang. Ifølge Jarls Blogs oplysninger er de også gerne proaktive om dette emne i forhold til pressen.

I denne weekend har ex. ”Søndagsavisen” Jelveds ”katastrofekurs” på forsiden. Hvorvidt man kan tillægge S-spinfolkene ”æren” for det er uvist, men man kan roligt konkludere, at presset på Jelved vokser og vokser.

Et spørgsmål om tid

2007-03-15T14:18:00.000+01:00

Der er noget H.C. Andersen-agtigt over situationen med Bendt Bendtsen i går. "Partiets unge blomster KU’erne" insisterede - ligesom den lille dreng i "Kejserens nye klæder" - at sige tingene som de er: Med Bendtsen som formand får K ingen fremgang.

Ræsonnementet er jo klart for alle:
Bendtsen stoppede "værtshus-slagsmålet" i sin tid og har ført K til regeringsbænkene. Han er derfor sikret en hædersplads i partiets historie som redningsmanden, der fik rettet op på partiet og fik K i regering. Men nu er tiderne altså anderledes, fordi K’s ambitioner bør være større og partiet har de personer på hånden, som kan føre partiet til ny storhed.

Pludselig blev der i går sat spotlight på mandens begrænsninger, og debatten om Bendtsen vil ikke dø. I fysik ville man tale om en ”irreversibel proces”. There is no way back!

På TV2 i går kunne man se en dybt rystet konservativ partiformand i en meget uvant defensiv situation, der tydeligvis pinte ham og hvor han nærmest klynkende overfor journalistkorpset på Christiansborg insisterede på, at der altså var tale om et ”mediestunt” fra KU’ernes” side, og at den kritiske borgmester var et ”hår i suppen”. Han forsøgte at være nonchalant, men det lykkedes slet ikke.

Der er flere hår i suppen, forstår man på Berlingske Tidende i dag, men de øvrige K- borgmestre m.v. ønsker ikke at lægge navn til kritikken. Det forhold gør så ikke de konservative ledelsesproblemer på langt sigt mindre. De bliver sådan set bare fejet ind under gulvtæppet.

”Brandslukning” kaldte Jyllands-Postens reportere rammende de konservatives manøvrer i går på Christiansborg. Begge kronprinsesserne gjorde deres bedste for at udtrykke deres harmdirrende indignation så klart og så hurtigt som muligt. Formentlig dybtfølt og i en fælles pressemeddelelse, så der blev lukket mest muligt ned for spekulationer. Det ændrer bare ikke på, at kritikerne i det konservative parti har ret i deres analyse. Det havde de går, det har de i dag og om to år medmindre, at Bendt Bendtsen indser sine helt tydelige begrænsninger og går af.

Bendtsen holder pladsen varm for to kandidater, der hver især eller sammen ville kunne gøre det betydeligt bedre end han. Det viste TV2 og Megafons meningsmåling jo også. Hvor mange partiledere på Christiansborg kan som Bendt Bendtsen kun mønstre en opbakning på kun 48 pct. som partiformand blandt sine egne vælgere? Svar: Ingen. Anders Fogh?? 90 pct. Mindst. Pia Kjærsgaard?. Tæt på 100 pct. Villy Søvndal? 80-90 pct. Selv Marianne Jelved må have højere tal, der i alle tilfælde er tættere på 100 end 50 pct.

Målingen viste i øvrigt, at hele 24 procent af de konservative vælgere foretrækker Lene Espersen som formand, mens 20 procent af de konservative vælgere ønsker Connie Hedegaard på posten. Det er da et kæmpeproblem, at over halvdelen af de konservative vælgere fravælger deres partiformand. Hvorfor TV2s journalister ikke kan læse deres egne meningsmålinger er mig uforståeligt.

K’s spindoktorer kan fjerne debatten om Bendtsens afgang fra avisforsiderne for en tid. I korridorerne og mand og mand imellem vil snakken gå, indtil Bendtsen selv indser, at hans tid er ved at rinde ud.

Nogle spørger: Hvorfor nu? Bør K ikke vente til efter et valg? Omvendt kunne man spørge, hvorfor ikke nu? I god tid før valget. Ingen – og slet ikke nu – tror på at de konservative får fremgang ved næste valg. Respekten for Bendtsen hos vælgerne har længe været lille. Nu er den der ikke engang hos mange konservative. Og den manglende respekt for Bendtsens lederskab og person er efter min vurdering, langt mere udbredt end man overhovedet forestiller sig. Respekten mindskes dag for dag.

NCC-sagen: Politiet kaster aben videre

2007-03-14T15:18:00.000+01:00

Opdateret torsdag kl 13.21

Politiet vil forelægge korruptionssagen om den mistænkte V-politiker fra Københavns Borgerrepræsentation for statsadvokaten, skriver flere medier onsdag eftermiddag.

Ifølge Jarls Blogs oplysninger, så har politiet opgivet at rejse en sag, men da NCC-sagen er så politisk inficeret har de vagtsomme og begavede mennesker hos politiet taget det kloge skridt, der gør, at de ikke bagefter risikerer at udsætte sig selv for kritik.

Sager af denne slags kan påklages til statsadvokaten, og det sker rutinemæssigt i sager i de sjældne tilfælde at de omhandler en korruptionsanklage, som i NCC-sagen. Derfor har politiet selv videresendt sagen til statsadvokat Karsten Hjort, sådan at man ikke står alene med ansvaret, når den – efter alle juridiske vurderinger - bliver lukket ned, uden at nogen bliver tiltalt.

At sagen har politiske over og undertoner står klart for enhver. Ekstra Bladet afslører i dag, at overborgmester Ritt Bjerregaard i august måned– i en helt anden sag - har bestilt et juridisk notat på skatteydernes regning (pris 35.000 kr.) hos advokatfirmaet DLA Nordic, der skulle vurdere, om der var mulighed for at rejse en sag over den pågældende V-politiker – ”Ritt-kritiker nr.1” for injurier. V-politikerne havde nemlig i skrift og i tale anklaget hende for magtfordrejning og ulovligheder i forbindelse med det meget omtalte billige boligbyggeri, hvor lejere – jfr. Ritts valgløfte - kun skal betale 5000 kr. i leje om måneden pr. lejemål. Notatet viste imidlertid, at Ritt ikke kunne vinde en sådan injuriesag.

Ritt Bjerregaard vil derfor ikke være ked af det, hvis denne politiker ikke længere får lov til at genere hendes arbejde på rådhuset. Nu får offentligheden lov at vente lidt længere tid, men det ændrer efter alt at dømme intet på udfaldet: at der ikke bliver en sag ud af al balladen.

---
Statsadvokat Karsten Hjorth oplyser, at han tidligst er færdig med at vurdere NCC-sagen engang i næste uge.

Begyndelsen til enden på Bendtsen

2007-03-14T10:31:00.000+01:00

”Endelig”, tænkte jeg, da jeg læste på Berlingskes hjemmeside, at den konservative borgmester i Allerød, Eva Nejstgaard, og KU-formanden Kasper Hülsen sagde det, som mange længe har tænkt:

At Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen slet ikke er den rette mand som leder af Det Konservative Folkeparti, hvis partiet skal have fremgang.

Berlingske skriver i dag :

For første gang i Bendt Bendtsens otte år lange karriere som formand for Det Konservative Folkeparti, siger ledende partifæller åbent, at Bendtsen ikke er den bedste til at sikre de Konservative øget opbakning fra vælgerne.

- Bendt Bendtsen har gjort det udmærket med at skabe ro i baglandet, men vi skal videre, og derfor er vi nok nødt til at tage den her diskussion,« siger Allerøds konservative borgmester, Eva Nejstgaard.

Konservativ Ungdom holder i weekenden landsråd og vil i den forbindelse lade de delegerede stemme om, hvorvidt justitsminister Lene Espersen eller miljøminister Connie Hedegaard er den bedste afløser for Bendtsen. Ifølge KU-formand Kasper Hülsen ville begge være bedre til at skabe fremgang.

I den analyse er jeg enig, og der tror jeg nok, jeg ville pege på Lene. Men både Connie og Lene er knaldhamrende dygtige,« lyder Eva Nejstgaards kommentar til KUernes initiativ.

Eva Nejstgaard er i øvrigt ikke den eneste K-borgmester, som mener, at det er på tide med et skifte på lederposten. Det er et udbredt synspunkt hos flere af de konservative borgmestre og formentlig også hos konservative vælgere og tillidsfolk.

Hvorfor?

Bendtsen er ingen billetsælger, og han giver på ingen måde indtryk af, at være en leder båret af hverken intellekt, karisma eller retorisk vid. Bendtsen er placeret i et teknisk kompliceret erhvervsministerium, og her udstilles hans beherskede uddannelsesmæssige baggrund og faglige færdigheder, så han fremstår lidt latterlig. Havde han siddet i et mere rent holdningsministerium som fx kultur, undervisnings eller justitsministeriet havde han haft det lettere med at få respekt. Bendtsens stærke sider – det jævne, folkelige og umiddelbare – trænger nemlig i baggrunden, når manden belærer den del af befolkningen, som faktisk interesserer sig for globaliseringen for dens konsekvenser og udfordringer. Den anden del, som han faktisk kommunikerer fint med, er bedøvende ligeglade med globaliseringen.

Der er og har aldrig været nogen større respekt for Bendt Bendtsen som politisk leder. Indflydelsen ligger det også tungt med. Tydeligst når man ser på de konservative krav om skattelettelser, som ikke bliver til noget.

Alle kan se Bendtsens begrænsninger som politiker, men ingen konservative tør sige det offentligt. Før nu.

De konservative ministre har åbenbart også svært ved at få øje på Bendtsens kvaliteter som toppolitiker:

Berlingske har bl.a. spurgt kulturminister Brian Mikkelsen:

Er Bendt Bendtsen den bedste billetsælger i Det Konservative Folkeparti?

- Den bedste billetsælger er en kombination af mange ting. Det er både at være en god leder, at kunne kommunikere budskabet og at kunne stå for nogen vanskelige sager. Det er jo alt andet lige en vanskeligere position, han har som erhvervsminister at skulle sælge dankort og administrative forenklinger og alt muligt andet i forhold til at tale rene linjer på mange andre områder, siger Brian Mikkelsen.

Det er altsammen rigtigt, men man kan undre sig over, hvorfor Mikkelsen ikke bare svarer "ja" på spørgsmålet. Måske fordi, at Mikkelsen har indset det samme, som alle os andre mht Bendtsens "billetsælger-evner".

Hvor længe holder Bendtsen så?

Han kan sove roligt i hvert fald for en tid. Hverken Connie Hedegaard eller Lene Espersen har interesse i at starte et slagsmål om lederposten, mens partiet er regering. De risikerer selv hård intern kritik og modstand, hvis de pønser på det. Konservative tillidsfolk ønsker mindst af alt ballade ligesom i 1990’erne. Ydermere er det stærkt tvivlsomt, om begge de to kvinder er interesseret i at overtage ledelsen af partiet lige her og nu.

En Lene Espersen stod ikke i forreste række, da der var ballade sidst. Hvordan det end går med leder-ambitionerne har hun for øje, at der også skal være plads til hende efter et formandsvalg. Bla. derfor har hun kastet sig ud i et langt forsvar af Bendtsen til Ritzau onsdag formiddag, så hun fremstår mere katolsk end paven.

Det har hidtil heller ikke været Connie Hedegaards stil at kaste sig ud i interne slagsmål. Derfor kan man meget vel forestille sig, at den dag, hvor Bendtsen går af, har man internt handlet ledelsesposterne af. Mit bud er, at Connie Hedegaard bliver formand, mens Lene Espersen – hvis hun er ligeså loyal, som hun har været i sin ministertid – bliver tilgodeset på en eller anden måde. En ny leder har også brug for Lene Espersen.

Centralt i spillet står Brian Mikkelsen. Det er hans stemme, der bliver afgørende for, hvem af de damer, som bliver partileder.

Bendtsen og det konservative folkeparti kan gøre sig selv den tjeneste at sørge for, at der bliver skabt ro i partiet i forbindelse med et lederskifte. Fx kunne han annoncere sin afgang nu, så en ny leder kan stå i spidsen for partiet inden næste valg.

Måske skulle de konservative tage ved lære af socialdemokraterne og SF, som lod medlemmerne afgøre sagen ved en urafstemning. Det vil styrke en kommende leders mandat og skærme vedkommende for interne angreb. Forløber processen på en god måde, som man så det med formandsvalget mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen, så kan de konservative faktisk gå styrket ud af en ”formandskamp”. Det ville i givet fald være første gang i det konservative folkepartis historie, at det skete.

En tynd historie

2007-03-13T08:37:00.000+01:00

På Jarls Blog har vi ikke for vane at forsvare Venstres topledelse, men der er trods alt grænser for, hvad man kan lade passere af sludder, der bliver skrevet om Venstre uden at reagere.

Politiken lader i dag tilgå læserne følgende nonsens:

Venstre giver politisk post til sponsorer, lyder overskriften.

- Formanden for Den Liberale Erhvervsklub, Fritz Schur, som har samlet et ukendt millionbeløb ind til Venstre, er også medlem af Venstres hovedbestyrelse. Dermed har »stærke pengemænd« haft mulighed for at sidde med på første parket, når Venstres top, heriblandt statsminister Anders Fogh Rasmussen, tilrettelagde partiets politik, mener Socialdemokraternes partisekretær, Henrik Dam Kristensen.

Uha uha, tænker man. Men ved læsning af artiklen fremgår det, at Formanden for Venstres Erhvervsklub, Fritz Schur, spytter ca. 300.000 kr. i Venstres partikasse. Under én procent af Venstres budget, fremhæver Schur selv.

Her på Jarls Blog er vi rystede over Politikens lave niveau.

Påstand 1. Venstre giver politisk post til sponsorer

Sludder. Det er en gammel historie. Formanden for erhvervsklubben har i flere år siddet med ved bordet i Venstres Hovedbestyrelse. Politikens anvendelse af verbet ”giver”, der signalerer en nutidig aktiv handling, er aldeles forkert og sandhedsfordrejende. Det burde almindelige overfladisk research have afsløret.

Påstand 2. ”Stærke pengemænd har haft mulighed for at sidde med på første parket, når Venstres top, heriblandt statsminister Anders Fogh Rasmussen, tilrettelagde partiets politik”.

Schur er ÉN stærk pengemand dvs. i ental. Altså overdriver Dam Kristensen. Desuden er selve påstanden om at Hovedbestyrelsen har politisk indflydelse helt hen i vejret, og det ved partisekretær Dam Kristensen udmærket. Det er ikke Venstres Hovedbestyrelse, der tilrettelægger Venstres politik, og der foregår intet af politisk interesse i dette organ.

- Der sker intet politisk interessant på Venstres hovedbestyrelsesmøder. Det er rent organisatorisk snak. Så helt ærligt: Jeg kan ikke se problemet, siger Fritz Schur til Jyllands-Posten. Og det har han fuldstændig ret i.

Venstres politik tilrettelægges i Venstres Folketingsgruppe - i hvert fald rent formelt. I virkeligheden udvikles Venstres politik nok nærmere hos de enkelte V-ordførere i et tæt samspil ad hoc med de enkelte ministre, Claus Hjort Frederiksen og statsministeren. At påstå alt andet er komplet latterligt, udtryk for nærmest bundløs uvidenhed eller bevidst forkert "spin".

---

Jeg forstår godt Dam Kristensen og socialdemokraternes irritation over, at historien om HKs donation på 400.000 kr. til partiet stjæler overskrifterne. Èt af socialdemokraternes helt store problemer er netop fundraising. At HK har krævet modydelser i kraft af indflydelse på socialdemokraternes politiske program er derfor en kæmpe bjørnetjeneste til det parti, som fagforeningen angiveligt vil hjælpe. Socialdemokraterne kan lave alle de programmer, der pleaser HK og andre, som de vil. Det ændrer stadig ikke på, at det også i Socialdemokratiet er i folketingsgruppen og topledelsen, at politikken bliver til. Men jeg forstår godt, at HKs topledelse med John Dahl i spidsen skal have et alibi i forhold til medlemmerne for at kunne retfærdiggøre en kontant støtte til det gamle arbejderparti.

Socialdemokraterne bør dog melde ud én gang for alle over for samtlige donorer, at man altså ikke kan få indflydelse på partiets politik.

Og så skal den del af befolkningen som har sympati for fx. venstre side af det politiske spektrum indse, at de altså også selv - udover de skattefinansierede midler - skal være med til at finansiere partiernes valgkampe og drift. Der er masser af friværdier og pensionsformuer til rådighed som i dag bliver omsat i en masse pjat og pjank, rødvin, ferierejser, samtalekøkkener osv. Hvis man virkelig sympatiserer med Helle Thorning og Co., så er det altså med at sende en kæmpecheck ind imellem. Helt uden krav om modydelser.

Politiken har en baggrundsrubrik, der hedder "Magtens Korridorer" hver lørdag. Her kan man passende rette denne dags fejlagtige oplysninger til avisens læsere mht, hvordan politik i dagens Danmark bliver til.

Evt. tiltale i NCC-sag afgøres tidligst onsdag

2007-03-11T19:02:00.000+01:00

Opdateret mandag eftermiddag

Ifølge Per Larsen fra Københavns Politi, så træffer politiet tidligst onsdag eftermiddag afgørelse om, hvorvidt der rejses tiltale eller ej i sagen, hvor entreprenørkoncernen NCC har haft mistanke mod mindst én Venstre-politiker i Københavns Borgerrepræsentation for forsøg på korruption. Det skriver Berlingske.dk

Ingen af de implicerede Venstrepolitikere er dog blevet bedt om at blive i Danmark, og den Venstrepolitiker, som NCC direkte anklager for korruption, opholder sig p.t. i Zimbabwe i Afrika. Dette ses af iagttagere som et tegn på, at politiet åbenbart ikke mener, at der er tilstrækkelige beviser for, at denne politiker har foretaget sig handlinger, som kan berettige en sigtelse for korruption.

Hidtil har juridiske eksperter på baggrund af de offentliggjorte oplysninger i sagen samstemmende overfor pressen tvivlet stærkt på, at der bliver rejst sigtelse mod nogen i sagen.

For en god gennemgang af NCC-sagen og hvad den kan få af konsekvenser for de implicerede kan jeg anbefale alle at høre P1 Orienterings indslag fra i fredags.

Jelveds person står i vejen for ny SR-alliance

2007-03-09T14:34:00.000+01:00

Hvornår går Marianne Jelved af som leder af Det Radikale Venstre? For stort set alle kommentatorer på Christiansborg og omegn har det længe stået klart, at Marianne Jelveds person står i vejen for en omlægning af den radikale strategi inden næste folketingsvalg, hvor samarbejdet med socialdemokraterne på en eller anden måde ”genopfindes”. I denne uge viste en måling i Mandag Morgen, at et massivt flertal - 58 pct. - blandt de radikale vælgere anerkender, at Helle Thorning-Schmidt er oppositionens leder og statsministerkandidaten.

Ritzaus Bureau har forsøgt at lave en rundspørge til en række radikale lokalforeningsformænd – såkaldte kommuneformænd om, hvorvidt Marianne Jelved skal være leder EFTER næste folketingsvalg. Naturligvis har den radikale top forsøgt at spænde ben for initiativet ved at rundsende mails til tillidsfolkene med opfordringen om at "overveje grundigt, om de vil svare" på Ritzaus henvendelse. Alligevel deltog 27 af 87 radikale formænd i rundspørgen.

Ritzau skriver:

Heraf mener kun lidt under halvdelen , at Marianne Jelved bør være partiets politiske leder efter næste folketingsvalg. De øvrige er enten modstandere af Jelved som fremtidig leder eller svarer tvivlende på spørgsmålet.

---
Som jeg læser tallene, er der dermed en 13-14 stykker ud af 87, som indser, at Marianne Jelved (f. 1943) efter et folketingsvalg i 2008/2009 i en alder af 65-66 år næppe tager fire år mere som partiformand i opposition. Det er næppe en sensation, og jeg tipper forsigtigt på, at der er et markant flertal blandt græsrødderne, der mener til den tid, at der er et endnu større behov for fornyelse. Det er ikke et spørgsmål om at være imod Marianne Jelved som fortsat leder, men snarere et spørgsmål om at kunne regne. Det kan matematiklæreren Marianne Jelved efter alt at dømme også.

Marianne Jelveds insisternede forbliven som radikal leder stopper dog ind til videre spekulationerne om en efterfølger, og dermed udskyder partiet den imødesete kommende strid mellem storfavoritten Margrethe Vestager på den ene side, og en anden kandidat der kan samle hele partiet, og som også vil kunne få Naser Khaders støtte. Mit eget bud er Morten Helveg Petersen. Naser Khader som leder af Det Radikale Venstre har ingen gang på jorden, for han har ingen stor støtte blandt partiets græsrødder. Tværtimod.

Spekulationerne om Jelveds fremtidsplaner er interessante, fordi det er socialdemokraternes åbenlyse interessere, at Jelved går af hurtigst muligt. Dette skridt vil kunne bane vejen for en ny radikal leder – Vestager eller Morten Helveg eller en helt tredje- som under alle omstændigheder vil få flere frihedsgrader end Jelved for at reetablere SR-samarbejdet under Thornings ledelse. Det vil i øvrigt være fuldstændig i overensstemmelse med de radikale vælgeres ønsker.

Samtidig er socialdemokraterne også interesseret i, at der ikke spekuleres for meget i, at ”Khader-linjen” politisk vinder fodfæste. Khader og EP-medlem Anders Samuelsen er nemlig begge eksponenter for de radikale, der ikke afviser et samarbejde med VK-partierne.

Måske er det baggrunden for, at der for et par uger siden opstod en lidt besynderlig historie i Politiken, hvor klummeskribenten Peter Mogensen skrev om de fornyede rygter om, at Naser Khader var i gang med at danne sit eget parti. Khader mente selv at der var tale om ”spin” fra socialdemokraternes side. Omvendt kunne man indvende, at det på ingen måde er i sossernes interesse at destabilisere forholdene hos de radikale. Peter Mogensen er én af Nyrups tidligere presserådgivere, så derfor peger pilen i retning af, at der kunne være tale om et socialdemokratisk spin. Men det er rent gætteri, og personligt er jeg meget i tvivl om det. Anyway, Naser Khaders fremtidsplaner vedbliver med at være den store joker i dansk politik!

Naser Khaders egen massive afvisning af rygtet om at han gik solo var i øvrigt ret elegant og i John F. Kennedy-stil. Den afsluttende replik: ”Ich bin ein radikaler" var både morsom, ironisk og rammende og legede lidt med forestillingen om Khader som også noget selvovervurderende. Selvironi klæder jo os alle.

Bland jer udenom

2007-03-08T11:26:00.000+01:00

Vi skriver 2007, men alligevel er der for nogle politikere stadigvæk ingen grænser for politik. Nu vil borgerlige danske politikere også invadere privatsfæren, ja sågar privatlivets mere intime del. Vores sexliv.

I går forbløffede den konservative familie- og forbrugerminister Carina Christensen Danmark med sin opsang til os alle sammen om at få mindst tre børn. Da ministeren på 34 somre blev spurgt om, hvad hun selv havde bidraget med i den anledning, stod hun uforstående tilbage og gav det svar, at hun ikke har haft tid på grund af travlhed med karrieren i folketinget og hjemme på møbelfabrikken i Rugballe på Fyn.

Ministeren har ellers i de første to måneder af sin periode ikke rigtig dummet sig. Altså før nu. For siden udmeldingen i går, har danskere over det ganske land rystet på hovederne af den konservative minister og hendes forslag, der virker en kende altmodisch i sit indhold. Oven i savner det enhver troværdighed, når nu ministeren ikke selv har prioriteret moderskabet. Hykleriet svarer i format til den daværende undervisningsminister og evighedsstudent Ulla Tørnæs' opsang til landets studerende om at færdiggøre studierne i en fart.

Socialdemokraterne troede slet ikke deres eget held, da de i går i kølvandet på familieministerens opsang til danskerne kunne udsende en pressemeddelelse med en ordlyd i retning af: Bland dig udenom!
Dermed sagde socialdemokraterne egentlig bare, hvad utrolig mange danskere tænker. Blandt dem også mange liberale.

Jeg går ud fra, at Carina Christensen taler på regeringens vegne med sin udmelding. Hvad mener statsministeren om sagen?

Men ministerens forslag er dog i modstrid med Dansk Folkepartis synspunkter, for DF ønsker mindre sex i de små hjem. I hvert fald når det gælder de meget fertile unge mennesker:

Berlingske Tidende skriver:

Martin Henriksen, der er uddannelsespolitisk ordfører for DF, foreslår i dagens Berlingske Tidende blandt andet, at skolernes sexualundervisning skal lægge mere vægt på afholdenhed.

- Jeg kan ikke garantere, at ordet "seksuel afholdenhed" kommer til at indgå i vores nye partiprogram, men det er helt rigtigt, at vi ønsker mindre fokus på sexteknik og mere på de beslutninger og holdninger, der ligger omkring sex. Det er vigtigt, at vi fjerner det præstationspres, de unge er underlagt, siger Peter Skaarup (DF), der står i spidsen for at formulere partiets nye arbejdsprogram.

Ak ja. Dermed kan socialdemokraterne således for anden dag i træk tage hele stikket hjem:

- Nej til amerikanske tilstande i seksualundervisningen, siger Kirsten Brosbøl MF (S). Og hvor har hun dog evig ret.

---

Det har tidligere været fremme, at én af MF’erne fra DF engang i sine meget unge dage medvirkede i en pornofilm. Se, det kan man ikke ligefrem betegne som en prædiken om seksuel afholdenhed. Hvordan porno lige harmonerer med DFs udmelding om mindre sex og mere gymnastik står ikke lysende klart for mig. Her på Jarls Blog hænger vi ikke folk ud for deres små "ungdomssynder", men det kunne være rart at vide, hvorvidt vedkommende egentlig bakker op om sit partis forslag på dette område, og om det dermed er et udtryk for, at den pågældende politiker så i mellemtiden er blevet "klogere"? For i modsat fald vil der jo være tale om hykleri.

Begge forslag virker ikke specielt gennemtænkte på mig. Der er ellers masser af opgaver at tage fat på i Danmark, så derfor undrer det mig, og jeg gætter på - også mange andre - at politikere har tid til at udtænke den slags fjollede forslag. Hvorfor bruger Carina Christensen fx ikke sin tid på at sikre os sunde fødevarer og mindre gammelt kød frem for at spille klog på, hvor mange børn vi bør have? Jeg spørger bare!

Dansk Folkepartis ordfører vil gerne skrue tiden tilbage til 1950’erne. Det er fint, men det bliver uden mig. Ungdomsoprøret og de kulturradikale havde i hvert fald fat i én ting, og det er, at samfundet ikke skal blande sig i folks sexualliv. Jeg gætter på, at Danmarks mest glatte politiker - Anders Fogh Rasmussen – inden dagen er omme har lagt kraftigt afstand til Henriksens politiske anakronismer.

1-0 til politiet

2007-03-08T10:24:00.000+01:00

Jarls Blog er igen på gæstevisit på kommunikationsforum.dk.

I denne uge handler det om "medieslaget om ungeren". Politiet imponerede ikke kun på gadeplan. Der var også styr på den strategiske kommunikation.

Læs hele analysen her.

Karen skulle kåres

2007-03-07T09:38:00.000+01:00

I palæet ”Carlsminde” midt i Søllerøds velhaverkvarter holder Venstres Landsorganisation til. Jeg gætter på, at det er en mere end en almindelig sur morgen på Søllerødvej 30. Det regner uden for, og så kan medarbejderne læse i bl.a. Ekstra Bladet, at én af partiets ledende organisationsfolk er taget på fersk gerning i at blande sig i den demokratiske proces, forud for at Venstres Favrskov-kreds valgte Karen Jespersen som folketingskandidat. Hun skulle angiveligt ”kåres” uden modkandidater, og derfor blev en anden interesseret kandidat opfordret af Venstres Landsorganisations organisationssekretær til at trække sig.

Ritzaus Bureau skriver:

”Ifølge aviserne advarede Venstres organisationssekretær fra partikontoret i Holte, Finn-Erik Enderlein, i en mail den 24-årige Jonas Holm om, at det ikke ville fremme hans politiske karriere at stille op mod Karen Jespersen, der blev valgt som folketingskandidat på et møde torsdag aften i sidste uge. På mødet bragte et andet partimedlem Jonas Holm i forslag som kandidat. Men Jonas Holm betakkede sig, så det aldrig kom til en afstemning.”

Organisationssekretæren har i øvrigt erkendt at have sendt denne mail og formanden for den lokale kandidatbestyrelse, Palle Quistgaard, og partiforeningsformanden for Venstre i Lilleå, Geert H. de Lichtenberg, kritiserer Venstres top for deres indblanding.

---

Det er ufatteligt uklogt, at Venstres ledende organisationsfolk blander sig i den lokale opstilling, men de gør det alligevel. Det stod fx klart forud for sidste folketingsvalg i 2005, hvor Venstre i København endte med at ligge i åben krig med landsorganisationen, efter at den havde opfordret Venstres medlem af Borgerrepræsentationen, Pia Allerslev, til at trække sig som kandidat i Søndre storkreds' 3. kreds. Den kreds var nemlig reserveret til Jens Rohde. Det efterfølgende forløb med blodig borgerkrig mellem Venstres kredse i København var ingen tjent med.

Historien fra Favrskov er dog et sundhedstegn. For der findes åbenbart stadig organisationsfolk i Venstre, der til trods for, at de er glade for at have opstillet Karen Jespersen som folketingskandidat, stadig ikke vil finde sig i, at blive styret af landsorganisationen i Søllerød. Formanden for kandidatbestyrelsen, Palle Qvistgaard, er en erfaren V-organisationsmand i det østjyske. Han er på ingen måde kendt for at være i oppositionen til ledelsen. Tværtimod. Når Qvistgaard er ude i offentligheden for at kritisere Venstres organisation, så er det fordi, at han føler sig trådt endog ganske meget over tæerne.

Hvor meget Venstres top er blandet ind i sagen, kan der kun gisnes om. Fogh selv plejer at overlade den slags detaljer til Claus Hjort. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at Claus Hjort - som altid - spiller en nøglerolle i historien. For Venstres landsorganisation ledes stadig de facto af beskæftigelsesministeren, der selv var partisekretær i mange år frem til 2001.

Enderlein og Co. har formentlig fået til opgave af Claus Hjort, at sikre at Karen Jespersen blev kåret som folketingskandidat uden sure miner eller intern lokal opposition. Der skulle ikke opstå historier i pressen om, at den tidligere socialdemokratiske minister ikke var liberal nok for dele af græsrødderne, der så i i en slags protest kunne stemme på en modkandidat i en "anything-but-Karen -aktion". Den situation ville simpelthen forstyrre billedet af Venstres transformation til Det Nye Venstre dvs. et semi-socialdemokratisk parti, der deler vigtige afgørende værdier med Dansk Folkeparti og ikke mindst med Karen Jespersen.

Engang jokede vi - de lokale venstrefolk - med, at Claus Hjort var ”partiets reelle leder”. Når det kommer til de organisatoriske forhold og intrigerne, så er han på alle måder stadig det. Og han går også op i de meget små ting:

I 1990’erne var jeg organisationsmand i en lille Venstre-kreds på Christianshavn. En dag bemærkede vi, at chefpsykolog Arno Norske havde meldt sig under vort partis fane. Arno Norske – for dem, der ikke lige ved det - fik et lille kvarters berømmelse i 1987, da han som socialdemokrat stillede op til S-formandsposten. Den anden kandidat var Svend Auken, som ikke overraskende vandt med helt overvældende majoritet…

Den daværende partisekretær Claus Hjort var således skrækslagen, da han erfarede, at den mangeårige socialdemokrat Arno Norske nu havde set lyset og meldt sig ind i Venstre - Danmarks - dengang - liberale parti:

”Er I rigtig kloge? Vi risikerer, at han stiller op mod Uffe på landsmødet!” lød det fra den daværende partisekretær.

Helt så galt gik det ikke, men Arno Norske kandiderer stadig til tillidsposter i Venstre, dog fortsat uden at blive valgt til noget som helst.

"En venstrefløjsbastion er faldet!"

2007-03-05T12:12:00.000+01:00

Med ungdomshusets nedrivning taber den yderste venstrefløj en vigtig bastion. Huset har været symbol på det sene anarkistiske ungdomsoprør i sluthalvfjerdsernes København. Dengang var medierne og tidsånden med venstrefløjen og deres darlings i BZ-bevægelsen. Det er den ikke længere.

Ydermere er politiet blevet langt bedre til at tacke urolighederne og ikke mindst medierne spiller slet ikke i samme grad med på de autonome unges melodi. Det har Michael Kristiansen en glimrende analyse af i dag i Berlingske Tidendes SPIN-OFF-klumme. Kristiansen mener, at med 24timers kanalen TV2 News kan de stenkastende unge ikke i samme grad bortforklare deres egen opførsel med ”politibrutalitet”, for mediernes nære tilstedeværelse og tættere dækning af sagen gør ,at myter om politiets påståede ”vold mod de unge” ikke kan opstå, når dokumentationen mangler. Dermed har de unge autonome og med dem deres forældre, hvor flere af dem åbenbart er veteraner fra BZ-bevægelsen, som i dag er organiseret i den såkaldte ”forældre mod politibrutalitet”-forening ikke rigtig noget at have deres kritik i.

Ikke dermed sagt, at medierne ikke stadigvæk leverer mikofonholder-journalistik. Fx er der en gammel BZ’er, René Karpantschof, som hævder at være sociolog og PhD-studerende og altså en slags skatteyderfinansieret videnskabsmand. Han siger dog præcis det samme som de unge autonome: De voksne har taget deres hus, og nu må samfundet naturligvis bære konsekvensen i form af stenkast mod politiet, afbrændte biler og barrikader i gaderne. Det er altid underforstået i disse interviews, at det er altså helt ok og nærmest naturligt, at det sker. Manden er interessant for medierne, fordi han hævder at repræsentere videnskab på området, men det jeg hører, er bevidstløst ukritisk propaganda. Det er mig en gåde, at medierne stadigvæk finder hans synspunkter interessante, når de blot kan spørge de autonome selv. Det er de i øvrigt ikke længere helt så vilde med, for de risikerer bank, har flere journalister fortalt. En enkelt Nyhedsavis-journalist Rene Fredensborg tog konsekvensen af det og gik for en kort periode over på de autonomes side. Han er dog siden blevet suspenderet.

I går i TV-avisen havde man fire pro-Ungdomshus-folk til at være med i debatten. Kun to repræsenterede det kæmpestore flertal af danskere, som ikke mener, at de unges metoder og kamp er ok. Studieværten Anders Bech-Jessen var derimod fair og kritisk og fik dermed balanceret debatten en smule.

I Jersild og Spin leverede Henrik Qvortrup lørdag aften en vurdering af ungdomshus-sagen set i landspolitisk perspektiv. Essensen af analysen er, at det kun er i København, at der nogensinde har været målelig opbakning og forståelse for, hvad der hidtil er foregået i og omkring Jagtvej 69. Hvis Socialdemokratiet i København ligger under for en politisk kamp ført med brosten, så vil det skade partiets forhold til vælgerne, især på landsplan. Her taler vi formentlig om midtervælgere – ofte middelklasse, og hvor mange bor i Jylland. Havde Ritt Bjerregaard givet sig i sin tid i forhold til de unge autonomes krav, ville det have været en katastrofe for Thorning. Helle Thorning-Schmidt giver sig heller ikke en tøddel. Der var ikke et gran sympati at spore, da S-lederen forleden bad politiet rydde S-hovedkvarteret for de autonome, der midlertidigt havde besat det. Et klart signal til alle midtervælgerne om, hvor Thornings sympati ligger, nemlig hos borgerne på Nørrebro og politiet.

Ritt Bjerregaard har hidtil holdt en mulighed for dialog åben med de unge, men de har åbenbart organiseret sig på en måde, så de ikke kan træffe beslutninger og/eller indgå kompromiser. Det er enten Ungdomshuset på Jagtvej eller intet. Nu ligger de unge autonome så, som de har redt. Ritt har vist forhandlingsvilje. Det er i øvrigt spørgsmålet, hvorvidt Ritt Bjerregaard mister politisk opbakning hos vælgerne på sin håndtering af sagen. De unge autonome og deres politiske kamp har i realiteten kun opbakning hos Enhedslistens og SFs politikere plus den sædvanlige række venstrefløjskoryfæer som Erik Clausen m.v. Hvis Ritt Bjerregaard omvendt lader sig trække rundt med de unge, der tidligere huserede på Jagtvej 69, så vil det kunne fortolkes af V-kulturborgmester Martin Geertsen og andre hardlinere som et knæfald for volden. Så dum er Ritt Bjerregaard ikke. Derfor er jeg enig med Politikens Peter Mogensen i hans vurdering af, at Ritt Bjerregaard nu spiller spillet på en måde, hvor hun selv sætter dagsordenen og har en chance for at vinde et forhandlingsspil om et nyt hus. De unges overtagelse af et nyt hus, vil dermed ske på helt andre betingelser end før.

Gad vide i øvrigt, hvilken bydel der mon vil have de unge som naboer? Beboerne i det ulykkelige område omkring skolen i Stevnsgade kan i hvert fald droppe det med at tegne forsikringer på biler osv., og lejlighederne falder sikkert også i pris.

Der er nu gået 25 år siden, at de unge fik brugsretten til Jagtvej 69. Nu er det slut. Medierne er ikke længere med på vognen, og den politiske situation i Danmark og tiden er ikke længere sådan, at folk automatisk synes, at det er indlysende rigtigt at bruge vold som politisk våben for at få et ungdomshus.

For venstrefløjen må denne dag, hvor Jagtvej 69 rives ned være en sort dag, der tydeligt viser, hvor lidt indflydelse de har i dansk og åbenbart også på nogle afgørende områder i københavnsk politik.

Det er næsten symbolsk, at Enhedslistens bedste kort MF og mediedarling Pernille Rosenkranz-Theil på denne dag annoncerer at hun dropper politik for en periode.

Madsen kan endnu

2007-03-01T21:49:00.000+01:00

Jarls Blog har i grunden megen sympati for intentionerne bag dannelsen af det ny liberale parti ”Liberalisterne”. Der er faktisk brug for sådan et projekt, når Venstre fuldstændig sælger ud af værdierne. Derfor har jeg og mange andre været spændt siden i fredags, hvor Liberalisternes pressechef proklamerede til Weekendavisen, at nu havde man fundet MANDEN, der skulle føre partiet til Christiansborg i øvrigt med pæn finansiering fra Saxo Bank.

- Vi kan simpelthen ikke give dig navnet endnu. Jeg kan bare sige, at der er tale om en landskendt Venstre-mand, som virkelig er dygtig. Du vil blive positivt overrasket,« sagde pressechefen med overbevisning i stemmen til Weekendavisen og fortsatte:

- Vores kandidat vil vise, at vi spiller på den lange bane i Folketinget. Vi har fået en bedre mand, end vi overhovedet havde turdet håbe på.

Artiklens forfatter Anna Libak begyndte at spekulere, hvem der mon var tale om. Søren Pind, Samuel Rachlin, Peter Kurrild-Klitgaard og Asger Aamund blev nævnt. Lutter glimrende navne, som dog alle mere eller mindre blev afvist hen ad vejen.

Liberalisternes formand Torben Mark Pedersen slog siden fast at partiet var klar med en frontfigur, der var ”slagfærdig, erfaren, pressevant og landskendt”.

Hatten af for Liberalisterne. De må virkelig have fået fat i én af de helt store drenge. Og det havde de sådan set også på sin vis.

Torsdag aften kan Politiken foromtale en artikel fredag i Weekendavisen. Her står, at Liberalisternes "landskendte" topnavn, der viser, at de spiller på den "lange bane" er ingen ringere end Karsten Madsen bedre kendt som Dobbelt-Madsen.

Karsten Hvem? tænker mon læsere af Jarls Blog. Til trods for at Berlingskes tidligere redaktør skulle være ”landskendt”, så kræver han nok alligevel en præsentation.

Karsten Madsen er en mangeårig politisk journalist og redaktør. For en fem-seks års siden måske den mest magtfulde mand i dansk dagspresse med et kæmpenetværk til toppolitikere i samtlige partier. Mange års fedteri for Anders Fogh Rasmussen gjorde ham til medlem af DRs bestyrelse. Det gik ikke så godt, for at sige det mildt. Forinden var han hældt ud af Berlingskes bestyrelse blandt andet efter en række pinlige historier omtalt i konkurrerende aviser m.v. om hans såkaldte ”flaske-klirrende diplomati”, som han angiveligt skulle udføre på bladhusets vegne med lidt for store repræsentationsregninger mv. Så i stedet blev Madsen politiker! Bevæbnet med seler, krøllet jakke og krummer i overskægget rejste han forsamlingshusene tynde med sit i øvrigt spændende og interessante foredrag med hans ubestrideligt enorme viden om og indsigt i dansk politik. Madsens interesse for politik var vakt i ungdomsårene, hvor han var aktiv DSUer. Så arbejdede han i den socialdemokratiske Nyhedstjeneste, SNT, på Christiansborg, men blev hældt ud efter intrigerne i Socialdemokratiet i de år. Herefter indledte han sin aviskarriere på BT, hvor han i 1987 afslørede, at Anker Jørgensen blev tvunget væk fra magten i Socialdemokratiet. Så gik der en del år, hvor han var medlem af den konservative redaktørforening, men fik så sidst i 1990'erne et medlemskort til Venstre af Niels Anker Kofoed. Det var også nødvendigt for at blive chefredaktør på først Fyens Amts Avis og siden hen Jyske-Vestkysten. På Berlingske sluttede festen så i 2003, hvor han dog efter sigende fik tre års løn for at gå som chefredaktør.

Karsten Madsens politiker-ambitioner delte Venstres vælgere imidlertid ikke. Han opstillede forgæves til Folketinget i 2005 og EU-Parlamentet i 2004 i øvrigt efter en jætte-indsats fra Madsens side. Selv mener Madsen, at stort set hele verden har skylden for det, fordi den var imod ham. Andre mener, at det kunne skyldes, at der måske kunne arbejdes en del mere med Madsens personlige fremtoning, der tilsyneladende aldrig rigtig har interesseret ham for alvor. Bl.a. dette forhold gjorde ham til et af Ekstra Bladets satiriske side 2s absolutte yndlingsofre. Som nævnt har Madsen en (for)mørk(et) side af sin personlighed, hvor han ser verdensomspændende konspirationer arbejde imod sin person. Nu ved alle os, der har været lidt med i politik, at paranoia er en erhvervsskade, der uvilkårligt følger med. Efter 25 år på Christiansborg og omegn må man konstatere, at Madsen lider af den i ekstrem grad.

Madsens shoppen rundt blandt partierne, og hans fantastiske evne til at afsløre hemmeligheder, som (siden forhenværende) venner har fortalt ham i muntert lag, har dog givet ham et velfortjent ry som dobbeltspiller med det medfølgende flertydige tilnavn ”Dobbelt-Madsen”. Lige i øjeblikket er det Venstre, som er efter ham. For 10 år siden var det de konservative. Undertiden har det været de radikale, og for 20 år siden var det socialdemokraterne. Der er kun én, der er helt uskyldig, og det er – naturligvis - Madsen selv.

Men nu er Madsen tilbage i dansk toppolitik! Troede Liberalisterne. For Madsen har allerede trukket sig:

- I mails og på møder havde Karsten Madsen givet udtryk for, at han bestemt var fristet til at kaste sig ind i projektet. Jeg var overbevist om, at det nærmest var en formsag, da vi skulle holde et endeligt møde i tirsdags. Det var jo også derfor, vi turde melde så bombastisk ud i pressen. Jeg blev virkelig overrasket, da han pludselig sagde nej, siger Torben Mark Pedersen til Weekendavisen.

Politiken skriver:

Ifølge Torben Mark Pedersen begrundede Karsten Madsen sin nej i sidste øjeblik med henvisning til personlige forhold, og at han var bange for, at Venstre ville forsøge at køre en smædekampagne mod ham i pressen.

Karsten Madsen benægter over for Weekendavisen, at han overhovedet har været i forhandlinger med Liberalisterne.

- Jeg har bare holdt en rødvinssmagning og et politisk foredrag for dem. Jeg er totalt færdig med politik, siger han.

Nu har Madsen – efter en lang pause - fået sit navn i avisen igen, og hans særlige udgave af forfængelighed har sikkert fået det bedre med det. Liberalisterne derimod er dog blevet gjort til grin ved således at have demonstreret den amatørisme, som mange havde dem mistænkt for.

For det første er Karsten Madsen på ingen måde, det Liberalisterne lovede vælgerne i fredags. Han er hverken landskendt eller noget på den lange bane. Mindst af alt er han hardcore-liberalist. Det eneste Madsen er, er opportunist.

For det andet, så er det næsten politisk børnelærdom på Christiansborg, at man altså ikke kan tage Karsten Madsens ord for gode varer. Det kan to generationer af toppolitikere på Christiansborg tale med om. Det er jo lige præcis derfor, at mandens netværk eroderede på blot få år. Han udpinte det.

Men Madsen fik da lige vist, at han stadig kunne tage fusen på nogen. Flot, Madsen!

Håndværkeren og tudefjæset

2007-02-28T22:50:00.000+01:00

Debatten om den ”Den Hemmelige krig” har længe hængt folk ud af halsen, og det er de færreste, der kan overskue indholdet. De få, der stadig magter at have positive holdninger til filmen, lyder mere og mere skingre i deres forsvar af filmens ophavsmand Christoffer Guldbrandsen og de påstande, som filmen fremsætter om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan for mere end fem år siden og især af regeringens efterfølgende håndtering af sagen.

Filmen blev vist for to måneder siden, hvor en noget overstadig statsretsekspert bedømte filmens dokumentation til at være tilstrækkelig til, at han umiddelbart mente, at en rigsret var en mulig udgang på historien. Det var der ikke så mange andre, der kunne se til trods for oppositionen lod det regne med spørgsmål til regeringen. Folkeopinionen generelt, aviserne m.v. synes ikke, at regeringens svar var særlig fyldestgørende, men til gengæld var der hverken "rygende pistoler" eller specielt troværdige vidneudsagn, der kunne bakke filmens hårde anklager op. ”Der er nul”, sagde statsministeren og fik et eller andet sted ret. Filmen blev et spørgsmål om DRs troværdighed. Efter min mening en debat, som i øvrigt hverken DR eller statsministeren kom specielt godt ud af. DR fordi de forsvarede ”Den Hemmelige Krig” udi i det groteske. Statsministeren, fordi han for én gang skyld ikke offentligt kunne styre sin skadefryd over DRs åbenlyse troværdighedsproblemer.

Guldbrandsen er blevet udsat for ”spin” fra regeringens side, lyder det også gerne bl.a. fra Guldbrandsens forsvarere, der gerne fremstiller situationen a la David mod Goliath eller Nixon vs. Woodward & Bernstein. Guldbrandsen er altså den lille terrier-journalist mod staten, systemet og ikke mindst regeringen i form af forsvarsminister Søren Gade og chefen Anders Fogh Rasmussen.

Men nu fortæller både forsvarsministerens pressechef Jacob Winther til journalisternes fagblad ”Jounalistens” seneste nummer 3/2007, hvordan han forberedte sin pressestrategi. Han afkodede hurtigt journalisternes ”vinkel” eller ”motiver” - om man vil – bl.a. ved at optage filmholdets interview med forsvarets egne folk og forsvarsministeren.

"Journalisten" skriver:

Da det blev Søren Gades tur til at give interview den 7. december 2005 – præcis et år inden filmen fik premiere – havde Christoffer Guldbrandsen sendt omkring 15 spørgsmål på forhånd. Men han blottede afgørende dele af sin vinkel ved at blive ved med at stille ministeren de samme to-tre spørgsmål om tilfangetagelse og udlevering af afghanske fanger til de amerikanske tropper i Afghanistan.

- Efter det havde jeg en rimelig god idé om, hvad de var interesseret i,« forklarer Jacob Winther til "Journalisten"

Winther lægger ikke skjul på at filmen var ”enhver spindoktors mareridt”, og han vidste fra ”dag 1 af at denne film ikke blev god for os”.

Den glimrende artikel redegør på fortrinlig vis for et klassisk stykke kommunikationsarbejde, hvor der er blevet samlet informationer ude i marken, og som så er blevet hentet ind. Så er der blevet analyseret frem og tilbage og siden er der lagt en strategi for, hvordan man effektivt i pressen og politisk imødegår de postulater, som regeringens spindoktorer ved, vil komme. De demonstrerer håndværksmæssig kunnen, og det er et fandens flot stykke håndværk, hvis jeg må være så fri. Winther kan - hvis han ikke dummer sig i fremtiden - gå ud i det private og tage et ordentlig honorar efter at have vist sit værd.

Journalisten har skam også talt med Guldbrandsen og hans makker Nils Giversen for at høre deres side af sagen: Her lyder det bla.:

Statsministerens spindoktor a.k.a."Ulven"- Michael Ulveman , som i øvrigt skulle være Guldbrandsens private ven, får mere eller mindre skyld for at have misbrugt oplysninger han har fået, da de to arbejdede sammen bl.a. om forarbejdet til filmprojektet ”Den Hemmelige Krig”. Ulveman skulle endda - før han blev Foghs presserådgiver - have fået udleveret to mapper med researchmateriale til filmen (!)

- Jeg har ikke belæg for at sige, at han har misbrugt sit kendskab til sagen. Men jeg har fortalt om vores interviews med de centrale amerikanske kilder Chris Hogan og Ed Hermann«,siger Christoffer Guldbrandsen til fagbladet.

"Journalisten" skriver videre:

Efter filmens premiere for et inviteret publikum i Grand i København den 4. december 2006 fortsatte overraskelserne.

- Da jeg kommer ud fra biografen, står jeg ved siden af Naser Khader, og hans telefon siger pling-pling. Han tager telefonen og viser mig en sms skrevet af Michael Ulveman, hvor der står noget i retning af: »Flot musik, gode billeder. Synd, der ikke er noget, der klæber til statsministeren. PS: Danske specialstyrker har aldrig flag på.«

De slukørede DR-dokumentarfolk må senere hive lommetørklæderne frem:

- De har brugt alle tricksene fra spindoktorbogen mod os – også mange, som de ikke burde bruge, siger Niels Giversen til "Journalisten".

Ja, det er synd, og Jarls Blog føler bestemt megen medlidenhed med DR-dokumentaristerne.

Engang kunne Guldbrandsen vinkle sine historier, som han ville, uden risiko for at andre efterfølgende kunne gøre så meget ved den én gang fastlagte vinkel. Fx viste han Mogens Lykketofts ”Danse Macabre” i ”Lykketoft finale”. Det var den i øvrigt fremragende film, hvor Guldbrandsen lod S-rådgiveren Morten Boje fremstille som komplet idiot, men samtidig lod sin private ven - bagsidepsykopaten på Ekstra Bladet – manden, der lever af at skrive gennemførte ondskabsfuldheder om folk – fremstå som ”uopdaget spin-stjerne”, der pludselig rådgiver Lykketoft både om budskaber og pressestrategi. Dvs. det hele blev lidt farceagtigt med et budskab om, at nærmest enhver idiot fra gaden kan rådgive en toppolitiker.

Denne gang fik Guldbrandsen altså ikke lov til at løbe om hjørnerne med spinfolkene. De forberedte sig godt og grundigt, og de tørrede ham noget så eftertrykkeligt. Det står han så nu og tuder over. Ja sådan er livet så meningsløst og ondt engang imellem.

NCC-sagen: Jarls Blog på K-forum

2007-02-28T11:52:00.000+01:00

Jarls Blog gæsteoptræder i dag på det såkaldte "K-forum", der er et meget brugt website for kommunikationsfolk. Emnet er naturligvis NCC-sagen.

Læs hele indlægget her

Tal om svigt af værdikamp

2007-02-26T14:37:00.000+01:00

Venstres ideologiske agterlanterne Claus Hjort Frederiksen, som ifølge ham selv - deler afgørende værdier med Dansk Folkeparti, kæmper nu for, at den borgerligt-liberale tænketank CEPOS bliver medlem af den højeste økonomiske sagkundskab i Danmark - Det Økonomiske Råd. Forslaget møder dog hård modstand i regeringen hos erhvervsminister Bendt Bendtsen (K).
Berlingske fremstiller det som et "usædvanligt" "offentligt skænderi" mellem to medlemmer af regeringen:

På en avisforside og i flere personlige breve til den konservative partiformand, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har han talt varmt for, at Cepos dermed kunne agere modvægt til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der i dag sidder med i Det Økonomiske Råd. Men i et nyt lovforslag holder Bendt Bendtsen alligevel Cepos ude af Det Økonomiske Råd - til frustration for Claus Hjort Frederiksen.

Bendt Bendtsen afviser dog, at han holder Cepos ude af det gode selskab for at provokere Claus Hjort og Venstre. Nej, Cepos er ikke kommet med, fordi medlemsantallet i Det Økonomiske Råd er blevet reduceret fra 29 til 26 medlemmer.

Claus Hjort som formentlig har plantet hele historien har sågår fået én af sine skødehunde til at bjæffe lidt af den konservative leder:

»Jeg undrer mig over, at en konservativ økonomiminister ikke benytter lejligheden til at give Arbejderbevægelsens Erhvervsråd et modspil. Det er fuldstændig ubegribeligt, at han ikke tager Cepos med. Bendt Bendtsen svigter den borgerlige liberale værdikamp i Danmark,« siger videnskabsordfører Torsten Schack Pedersen (V), der agter at forfølge sagen.

---

Yeah right. Venstrefolkenes hykleri er ikke til at holde ud. Bendt Bendtsen har gjort mere for at fremme borgerlige liberale værdier herunder skattelettelser end de to herrer, som i stedet for at lede landet og slås for liberale værdier bruger mere tid på at få Det Ny Venstre til at ligne Socialdemokratiet mest muligt. Foruden i øvrigt at drive klapjagt og hetzkampagner i offentligheden og internt marginalisere alle frihedstænkende Venstrefolk.

Cepos i DØR er isoleret set en god idé, men sagen handler ikke om tænketanken. Ideén med "Cepos i DØR" udnyttes af Claus Hjort til at profilere sig over for Bendtsen. Det sker i et let gennemskueligt forsøg fra venstremandens side på at fremstå som særligt optaget af liberale idéer.

Nu er det længe siden, at Claus Hjort var optaget af frihedstanker eller at nogen i ædruelig tilstand med kendskab til Venstres politik OG uden at grine har påstået, at beskæftigelsesministeren er liberal i klassisk forstand.

Det er dog andre, som flittigt har pyntet sig med liberalismens gevandter for at blive valgt til det høje ting. Fx burde en Torsten Schack Pedersen skamme sig over sin belæring af Bendtsen. Han, som sidste gang gik til valg med store annoncer i Jyllandsposten med krav om skattesænkninger. "Max. 50 pct. i skat" hed det dengang.

Siden er Schack faldet til patten hos Claus Hjort, hvor den tæmmede tandløse løve eftersnakker beskæftigelseministeren, hvor han kan komme af sted med det i et ynkeligt forsøg på, at der engang skal falde lidt tungere ordførerskaber af. (Rolig nu Torsten, du bliver aldrig minister!)

Jarls blog vil gerne hjælpe med et nyt valgslogan for Torsten Schack, for han kan få svært ved at blive valgt næste gang: Stem på Torsten Schack, så bliver det ved snak!

En alt for alvorlig sag til spin

2007-02-25T14:03:00.000+01:00

Ekstra Bladet i dag fortæller en historie om forholdene i Ritt Bjerregaards København, og det er ikke flatterende læsning.

Ekstra Bladet skriver:

Men allerede kort tid efter, at den tidligere EU-kommissær fejede ind på rådhuset med 60.000 stemmer, begyndte man at murre i krogene. Med SF og R som marionetter og en lille kreds af ivrige, unge, dybt loyale og håndplukkede medarbejdere stod Ritt for topstyring, lukkethed og fordrejning af sandheder, lyder det fra utallige kilder. Mange af kilderne vil være anonyme. De tør ikke andet.

Derimod er karakteristikken af Ritts ’rædselsregime’ enslydende – fra højre til venstre i det politiske landskab. Selv Ritts partifæller er så småt begyndt at lufte utilfredsheden.

Igen og igen lyder det, at overborgmesteren er den første til at stille sig frem i rampelyset og tage æren for andres arbejde, når ting lykkes. Og hvis lokummet brænder, sender hun aben videre til fag-borgmestrene.

Èt er at politiske modstandere beskylder hende for at stjæle æren for politiske forlig og tørre problemerne af på andre. Det er set før hos så mange andre borgmestre. Det er straks sværere for by-dronningen at ignorere den mere konkrete kritik, hvor medarbejdere decideret dumper Rådhusets ledelse i de interne evalueringer.

Ekstra Bladet skriver:

”Kun ti procent erklærer i dag, at de er meget tilfredse med deres arbejde. Til sammenligning dækkede den kategori halvdelen af medarbejderne under den tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) i 2004.

Økonomiforvaltningen har i forvejen været præget af store udskiftninger på grund af ændringer i organisationen. Og den tendens vil fortsætte, fortæller undersøgelsen. Kun 65 procent af medarbejderne regner med, at de er ansat i forvaltningen ved udgangen af året. Et tal, der var oppe på 81 procent for bare to år siden. Mere end hver tredje medarbejder kunne ikke finde på at anbefale et job i økonomiforvaltningen til andre. Under Kramer var det kun hver 12. medarbejder, der havde den holdning.”

Nu er det ikke kun Ritt Bjerregaard, der bør bære ansvaret for det. Den adm. direktør Claus Juhl må et eller andet sted også have et ansvar for, hvordan at forholdene i kommunen øjensynligt på rekordtid har udviklet sig. Han har ikke ligefrem toppet i medarbejderevalueringer, de steder, hvor han tidligere har haft chefansvar.

NCC-sagen eksploderede, da Politiken lørdag for mere end to uger siden bragte historien om korruptionsmistankerne på forsiden. Dengang var Ritt Bjerregaard og andre topsocialdemokrater meget hurtige til at fortælle omverdenen, at de absolut intet havde haft at gøre med, at sagen på uforklarlig vis var vandret fra Rådhuset over Rådhuspladsen til Politikens Hus. Venstres anklager samme dag om, at der var tale om decideret lækage, og at sagen bundede i spin fra Ritt Bjerregaards kontor, blev således blankt afvist:

- Det her har overhovedet ikke noget med spin eller ikke spin at gøre. Det er en sag om mulig kriminalitet, der er overgået til politet, og den er alt for alvorlig til at køre plat politisk argumentation på." udtalte Ritt Bjerregaard dengang til Politiken.

- Jeg synes, at det er helt absurd at komme med disse beskyldninger", sagde gruppeformand for Socialdemokraterne, Jesper Christensen til TV2 Nyhederne.

Ekstra Bladet i dag underbygger dog, at Venstre måske har ret i deres anklager om spin:

Mens han (den mistænkte V-politiker) endnu efterforskes af politiet – og altså ikke er dømt for noget som helst – beretter Ritts unge pressemedarbejdere ihærdigt over for journalister, at V-politikeren to gange tidligere er efterforsket af politiet. Begge gange i sager om læk fra rådhuset i personalespørgsmål. Begge gange henlagde politiet sagerne.

Hvis Ekstra Bladets oplysninger er korrekte, så kan ikke engang Ritt benægte, at det, som hendes embedsmænd har haft gang i, er ”spin”. Hverken mere eller mindre. Ekstra Bladets oplysninger om embedsmændenes aktive rolle går jeg stærkt ud fra, at avisen er i stand til at dokumentere. For avisens oplysninger danner desuden grundlag for, at Venstre kan rette hårde anklager mod kommunale embedsmænd i Ritts kontor for at blande sig med oplysninger til pressen om politiske modstandere. Og tilmed i en meget alvorlig sag, som ifølge Ritt selv ”ikke har noget med spin eller ikke-spin at gøre”, og som er "alt for alvorlig til at køre politisk plat" på.

Ikke desto mindre glæder Ritt Bjerregaard sig sikkert over, at Ekstra Bladets trykkeri ikke har fået så mange aviser ud i dag og dermed fået kolporteret al den dårlige omtale af hende og hendes forvaltning. Men der er også en anden sag, der sætter mediedagsordenen i dag, og som hun yderligere kan varme sig ved:

Politiken - som for 14 dage siden – måske - leverede Ritt "varen" - kan i dag glæde sig over at deres journalister har gravet en anden god og letfattelig historie op af jorden, som TV2 News og flere andre medier har taget fat på.

Politiken har fundet ud af – hvad der længe har været kendt - at økonomien i Københavns kommunes børne-og ungeafdeling sejler. Nu mangler der en halv milliard kr. En for længst fyret og komplet uduelig Enhedsliste-borgmester har haft hovedansvaret, og nu prøver ”man” i stedet at placere hele ansvaret på den forrige valgperiodes økonomiudvalg, hvor alle Ritts politiske modstandere – både til højre og til venstre har siddet med ved bordet. Kun Klaus Bondam og Ritt selv går fri. Det forrige økonomiudvalg kan så passende få skylden for den halve milliard kr. Se det er virkelig et genialt spin.

Den der er ren

2007-02-24T13:00:00.000+01:00

”Loven om altings sammenblanding” er en klassiker inden for disciplinen krisestyring. I meget korte træk går den ud på, at personer, organisationer eller virksomheder som er endt i pressens kritiske søgelys, og som derfor har mistet troværdighed hurtigt tillægges alle mulige og umulige motiver og handlinger i efterfølgende spekulationer. ”Forbrydelserne” eller personerne har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men i pressens og folkeopinionens bevidsthed smider man det det hele ned i én stor kasse, hvor der står ”problematisk ” uden på. År efter er realiteterne og sagens fakta ligegyldige. Kun sagen og personens navn huskes, og man er således brændemærket.

Loven om altings sammenblandling følger en enkel, men ret barsk Erasmus Montanus-logik: En V-politiker er mistænkt i en korruptionssag. Politikerens arbejdsgiver – et firma - er nævnt i denne sag. En seks år gammel sag viser - måske - "uetiske" metoder. Ergo er firmaets forretningsmetoder konsekvent uetiske.

Den pågældende politiker er ansat i det "uetiske" firma og er "angiveligt" "tiltænkt" en rolle i et seks år gammelt muligvis uetisk, men ikke ulovligt forhold. Ergo er politikeren uetisk, hvilket fint passer med, hvad han mistænkes for.

Alle politikere – nuværende og forhenværende – der er ansat i dette firma er korrupte og/eller uetiske.

PR og lobby-firmaer med tidligere politikere er ”korrupte” eller uetiske.

Folk, der har kendt eller indåndet den samme luft som den mistænkte, men endnu ikke sigtede politiker, er korrupte eller uetiske.

Måske er det en stor rådden konspiration? Måske eksisterer der et hemmeligt netværk, hvor de gør hinanden tjenester og ser igennem fingre med hinandens julenumre?

Måske er det et politisk bestemt råddenskab bestemt af partibogens farve? Politikeren kommer fra et bestemt parti ergo er alle politikere fra dette parti korrupte.

Politikeren er borgerlig. Brixtofte er borgerlig. Måske er alle de borgerlige politikere korrupte?

Fortsæt selv.

Det pågældende firma er skandaliseret og de få kunder, der formentlig er tilbage har måske stillet samarbejdet på stand-by. Jeg ved det ikke – jeg spekulerer.

Synes jeg, at det er i orden, at politikere får penge for at fremme kommercielle interesser under dække af at bidrage til en politisk diskussion? Under ingen omstændigheder. Er det kriminelt? Nej Dumt? Fuldkommen idiotisk! Bliver det opdaget -og skal det undersøges? Helt bestemt!

Men hvad er egentlig sagens hidtidige fakta? Den pågældende V-medlem er endnu ikke sigtet i sagen. Ikke desto mindre er hans chancer for at arbejde i kommunikationsbranchen lig nul. I hvert fald for en meget lang periode.

NCC-sagen kører nu videre i 8-14 dage endnu. Uden tvivl gennemlever de implicerede og deres familier et veritabelt mareridt, som kun få forestiller sig. Man skal have prøvet det, for at have en anelse om, hvordan det er at sidde i den offentlige gabestok med følgesvenden magtesløshed, fordømmelse og /eller tvivlrådighed hos omgivelserne og ikke mindst skammen hos en selv over at have placeret sig selv og andre i en sådan situation.

Dette er ikke et forsvar for folk, der måske har begået noget kriminelt. Det er en henstilling om, at pressen og borgerne lader tvivlen råde om, hvorvidt ex. den meget omtalte V-politiker i virkeligheden er skyld i alt det, som man beskylder ham for. Mange mener at vedkommende har opført sig tåbeligt. Måske, det er trods alt endnu ikke forbudt. Men er der nogen, der endnu har set et klokkeklart bevis på at anklagerne holder vand?

For dem, der har glemt det, så lyder en anden af kommunikationsbranchens kloge sætninger: Der findes kun virksomheder eller personer, som har gennemgået en krise og dem, som vil gennemleve en krise.

Dem der dømmer folk, skal huske at se på sig selv: Er jeg ren? Hvis ja, så synes jeg alligevel, at de skal undlade at kaste sten, for det kunne være, at de retfærdige selv en dag gerne ville nyde godt af en berettiget tvivl med hensyn til, at en sag vitterlig står, som den er beskrevet i pressen.

I følelsernes vold

2007-02-23T12:15:00.000+01:00

Jarls Blog hører ikke til statsministerens største fans, men Anders Fogh Rasmussen har gjort to ting i denne uge, som styrker ham. At Danmark nu stikker halen mellem benene, og rykker tropperne hjem fra Irak, mens tid er, er alle enige om, er en klog indenrigspolitisk disposition. Det var den eneste sag, hvor regeringens politik var i direkte modstrid med vælgerflertallet. Det andet geniale træk handlede om Foghs fremtoning. Den har man åbenbart også arbejdet meget mere med i Prins Jørgens Gaard.

I går så man statsministeren ude på følelsernes overdrev. Han krammede Pia Kjærsgaard i fuld offentlighed. Det er ikke hver dag, at Fogh krammer politikere i fuld offentlighed. Man kan ikke udelukke, at krammeriet var oprigtigt ment, men jeg har min tvivl.

Jeg husker tydeligt, hvor forbløffet Fogh så ud, da Peter Brixtofte krammede ham og gav tilløb til kindkys på et hovedbestyrelsesmøde i Venstre i december 1999. Fogh var i det sekund virkelig på udebane. Han blev stiv som en pind og fik hænderne på Farum-borgmesterens skuldre, så situationen ikke udviklede sig yderligere. Vi andre tilstedeværende troede ikke vores egne øjne. Vi oplevede måske århundredes største hykleri i dansk politik.

Anledningen til denne pludselige hjertelighed mellem de to venstrepolitikere var en ret humoristisk fødselsdagstale til den daværende Farum-borgmester, der for en gang skyld var mødt op til mødet. Naturligvis bevæbnet til tænderne med kasser af rødvin til mødedeltagerne. Vin til møderne var ganske usædvanligt, for normalt afvikles møderne med kaffe og hvide vand. Til nød med en avec. Brixtofte fejrede sig selv i fire dage, hvilket Fogh også bemærkede i sin raffinerede let ironiske tale. Festlighederne var heller ikke gået helt sporløst henover Farum-borgmesterens ansigtskulør, og i mødets pause påtog Carl Holst sig til alles lettelse den opgave at sidde nede i Snapstinget og bælle rødvin resten af aftenen med den stadigt tørstige fødselar. Efter at have set Brixtoftes let gennemskuelige forsøg på at fedte for chefen, var kvalmekvoten overtrukket hos alle deltagerne, der alle kendte til Brixtoftes konsekvente bagtalelser af Fogh igennem 10 år. Nu havde Fogh ryddet bordet, da han vandt sidste del af magtkampen halvandet år forinden, da landsmødedeltagerne vragede Brixtofte som næstformand. Brixtofte levede på Foghs nåde, så længe det varede. Det vidste alle de tilstedeværende V-organisationsfolk og politikere, og det var, hvad alle havde i baghovedet, da de måtte opleve dette optrin, der gav mindelser til antikkens Rom med den oprørske men besejrede republikanske senator, der bøjer sig for triumfatoren og imperatoren Cæsar.

Føleri ligger ikke naturligt for Fogh, men i anledningen af Pia Kjærsgaards runde fødselsdag overvandt kontrolfreaken sig selv og kom ud af rollen som ”Die Mensch-maschine”.

Jeg gad vide, om han har øvet sig? Tager man de kyniske briller på, må man sige, at ”krammeriet” i går politisk set var et glimrende træk. Optrinet bringer Fogh i kontakt med de vælgergrupper, som han og Venstre har sværest ved at holde på: Kvinderne og "svingvælgerne". Denne blogger køber ikke Foghs forsøg på at give den som ”følelsesmenneske”. Han er et politisk dyr, der gør det nødvendige, og så er han en fremragende skuespiller. ”Foghs krammer” var politisk teater, men det var godt politisk teater!

Manden mere end bolden

2007-02-22T10:49:00.000+01:00

(Opdateret kl. 14.30)

NCC-sagen rummer mange elementer. Der er selve spørgsmålet om påstået korruption eller bestikkelse. Så er der en sideløbende diskussion om, hvorvidt en politiker kan ernære sig som lobbyist. Endelig er der en diskussion om det etiske i, at politikere samler penge ind til deres valgkamp mod at markedsføre private firmaers politiske dagsordener.

Det er faktisk imponerende, hvad aviserne får gravet frem af detaljer om sagen, men det er det langtfra, når det skal sættes sammen i lødig journalistik. De allerfleste danske medier evner dette, men ikke alle.

Berlingske Tidende er et eksempel på en dækning af NCC-sagen, der er kammet over i noget, der minder om kampagnejournalistik. Hvor de andre medier har haft stort set de samme folk til at dække hele sagen, har denne avis haft fem-seks forskellige journalister, som stort set har haft en konsekvent negativ vinkel på de implicerede menneskers ageren i sagen.

Holdningen i Pilestræde er åbenbart: NCC eller Venstrefolk. De skal bare have tæsk!

I mandags var der et grotesk eksempel i Berlingske Tidende på en fuldstændig urimelig stramning af deres historie:

Overskrift: Pind udråbes som bagmand i korruptionssag

Uha uha. Bagmand? Det lyder sandelig slemt.

Så læser man så videre i artiklen i tante Berlingske, og hvad står der min tro så:

Folketingsmedlem Søren Pind (V) var angiveligt »bagland« for den københavnske venstremand, der sættes i forbindelse med korruption på Københavns Rådhus. Det fremgår af byggefirmaet NCCs redegørelse om sagen.

Bagland blev til bagmand.

Har der været fest på redaktionen eller hvad? Tror I, at Berlingskes journalist reagerer og får rettet den åbenlyse fejl på avisens nyhedsite, når man gør ham opmærksom på det? Selvfølgelig ikke. Henvendelsen blev totalt ignoreret.

Måske tænker journalisten: Hvad pokker, det er jo bare en politiker?

Fairness spiller ingen rolle. Det er både underlødigt og uanstændigt.

I dag torsdag skriver Berlingske så, at der er ”Ny mystik om udskældt Venstre-politiker”

Avisen skriver:

”Den korruptionsanmeldte Venstre-politiker på Københavns Rådhus spillede angiveligt en central rolle i en prekær sag om planlagte pengestrømme fra et medicinalfirma til et unavngivent medlem af Københavns Borgerrepræsentation (BR).

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger var V-politikeren, der til daglig arbejder i PR-firmaet Waterfront, tiltænkt en rolle som mellemmand ved direkte eller indirekte via en patientforening at kanalisere penge fra medicinalfirmaet til BR-medlemmet. Som modydelse skulle BR-medlemmet gå aktivt ind i debatten om demenspatienter. Det pågældende medicinalfirma var kunde hos Waterfront og producerer bl.a. medicin, der kan hjælpe demenspatienter.

---

Sagens fakta er, at dette skulle være foregået i 2001 altså for seks år siden. Den pågældende politiker sagde ifølge Berlingske nejtak til tilbuddet. Men hvad er der i den sag, der reelt linker den mistænkte politiker til ”Demensgate”? Intet. Berlingske har ”angiveligt” og ”tiltænkt”. Det er kun antydninger og intet andet. Efter min bedste vurdering ren kampagnejournalistik. Alt hvad der bare smager af urent trav skal linkes til den mistænkte politiker, så er det en historie Berlingske trykker. Sig mig engang. Har I ingen anstændighed?

Berlingske Tidendes dækning af sagen var pinligt ringe i begyndelsen. De første dage skrev avisen af efter dagbladet Politikens kritiske, men gennemgående lødige dækning. Selv alle fejlene gentog man i Pilestræde.

”Hvis man skal læse, hvad der stod i Politiken om sagen i går, så læs Berlingske i dag”, var vi nogle, der jokede de første dage af NCC-sagen.

Nogle påstår, at Ekstra Bladet er et underlødigt formiddagsblad. Det passer simpelthen ikke. I denne sag vinder Berlingske prisen, hvor man benhårdt går efter manden – snarere end bolden.

På ét punkt skal Berlingske have en uendelig stor ros. De har i modsætning til stort set alle øvrige medier endnu ikke offentliggjort den mistænkte V-politikers navn.

Og så oprigtig tak til Berlingske for reklamen for Jarls Blog! Min ringhed står opført på en liste offentliggjort i dag på www.business.dk sammen med en mængde andre tidligere politikere og såkaldte "hang-a-rounds", som i mangel på bedre er gået ind i PR-branchen eller som beskæftiger sig med kommunikation. Nogle af dem er faktisk dygtige mennesker.

Det er dog påfaldende, at kun ét ret stort navn mangler på listen, men her hjælper Jarls Blog gerne Berlingskes journalister:

Niels Lunde. Tidligere folketingskandidat for Venstre bla. i 1990. Tidl. Medlem af Den Danske Forening. Cand.scient.pol. Senere Dansk Arbejdsgiverforening, og nu i en årrække chefredaktør for Berlingske Tidende.

Der er jo tale om en netudgave, så listen kan sagtens opdateres!

Hvem pressede hvem?

2007-02-21T10:52:00.000+01:00

Nu viser det sig, at NCC har haft flere jern i ilden for at forhindre, at virksomheden stod tilbage med ”aben” - i form af et tocifret milliontab –i forbindelse med det planlagte byggeri ved Teglholmen.

I meget korte træk handler tvisten om, at MAN Diesels virksomhed på Teglholmen støjer, hvilket i sidste ende forhindrer NCC i at bygge på nabogrunden. MAN er ikke interesseret i et boligbyggeri, der vil forhindre dem i at teste støjende dieselmotorer mv.

I dag kan Berlingske - med virksomheden MAN Diesel som kilde - afsløre at NCC i 11. time forsøgte at presse naboen industrivirksomheden MAN Diesel, til at trække deres klage over NCC-byggeriet tilbage. Denne opfordring blev fremsat på et møde mellem NCC og MAN Diesel den 11. december 2006,

Ifølge MAN Diesels adm. direktør, Peter Sunn Pedersen, skete det med udsagn om, at Københavns Kommune under alle omstændigheder stod på NCCs side i den spegede byggesag.

- Vi har været udsat for et kraftigt pres fra NCC, og det virker i det hele taget som om, at NCC er parat til at gøre hvad som helst for at få byggeriet igennem. Få dage inden, Naturklagenævnet skulle afsige kendelse i sagen, kom NCC og sagde, at vi lige så godt kunne trække vores klage tilbage, fordi vi stensikkert ville tabe sagen. Jeg oplevede klart NCCs optræden som et forsøg på at presse os på plads, siger Peter Sunn Pedersen til Berlingske

NNCs kommunikationsdirektør Bo Dybkær afviser at der skulle være tale om pression:

”På de møder, vi har haft med MAN Diesel, har vi forsøgt at hjælpe dem med at løse støjproblemet, så de dermed kunne trække deres klage tilbage. Selvfølgelig har det været i vores interesse, at klagen blev trukket tilbage - det synes jeg, at vi er i vores gode ret til at give udtryk for.”

---

Det er jo en ærlig sag, at virksomheder har forskellige interesser i en sag som denne. Problemet for NCC er bare, at rækken af folk, som ikke synes, at NCC optræder særligt elegant i sagen, vokser hastigt. Når journalister vender stenene, så myldrer det jo åbenbart frem med folk, som har noget dårligt at sige om NCCs ageren i sagsforløbet.

Jeg kan ligesom mange andre ikke gennemskue NCCs motiver for at handle så ”rockeragtigt”, som de har gjort i denne sag. At en erfaren kommunikationsmand som Bo Dybkær ikke - for længst - har sagt fra overfor sin ledelse er mig en endnu større gåde.

NCC har spillet hårdt igennem hele sagen. Når man spiller hårdt, så risikerer man at slå sig. Medierne har det også med at kaste sig over folk, der ”lever ved sværdet”. I mandags satte NCC alt på højkant og gik direkte efter Jesper Schou Hansens strube med deres anklager, som ingen ind til videre kan bekræfte endsige bevise.

Hvis ikke V-politikeren bliver sigtet, så må det vel få nogle konsekvenser for millionkoncernen NCC og de implicerede medarbejdere?

Det kan da ikke ignoreres at en så stor byggekoncern, der rejser så hårde og hidtil udokumenterede anklager overfor en folkevalgt, bare slipper med at sige: Sorry, men vi ”opfattede”, og vi ”følte”, at sagen stod anderledes. Det holdt ikke engang til byretten, så undskyld. Lad os nu bare glemme det!

Retssikkerheden gælder vel også for de folkevalgte, der tjener latterlige 120.000 kr. om året for at bruge al deres fritid på kommunalpolitik.

BLOG - Byggesagen var afgjort

Opdateret Kl. 15.57)

NCCs kostbare byggeplaner på Teglholmen blev allerede aflivet 30. januar. Det bestemte nøglepolitikere og embedsmænd på et møde samme dag. Det skriver Ekstra Bladet i dag med socialdemokraten Winnie Larsen-Jensen som kilde. Socialdemokraten Anne Vang meddelte NCC beslutningen samme dag. Alligevel påstår entreprenørkoncernen i sin redegørelse i går, at den mistænkte Venstrepolitiker efterfølgende bad om bestikkelse.

Anklagerne kommer til trods for, at den pågældende politiker – hvis anklagerne giver mening - skulle kunne vride armen om på fire socialdemokrater og to radikale stemmer herunder Klaus Bondam for at få dem til at ændre deres beslutning. Med andre ord: V-politikeren var ifølge Winnie Larsen-Jensen aldrig afgørende. Hvad skulle hans motiv for afpresning af NCC i så fald være?

En del medier stillede i går op og holdt mikrofonen, mens NCCs kommunikationsdirektør Bo Dybkær på ny, men nu mere direkte anklagede V-politikeren Jesper Schou Hansen for bestikkelse. For få stillede kritiske spørgsmål. I dag kunne de samme medier passende stille Bo Dybkær spørgsmålet: Hvordan NCC kan anklage en politiker, når de i forvejen godt vidste, at sagen var tabt og intet pengebeløb eller tjeneste kunne ændre på, at NCC ikke kan bygge på Teglholmen?

Det er efterhånden meget svært at se, hvad NCCs strategi i sagen er. Panik og desperation beskriver situationen bedst.

---

Ifølge Politiken så har et bookingfirma "Bettson" fastlagt odds for sagens udfald. Man kan således frem til torsdag spille på følgende spørgsmål:

Bliver Venstrepolitikeren Jesper Schou Hansen sigtet, når politiets efterforskning afsluttes i denne uge?

Odds for et ja er 2,55 og for et nej er odds 1,38. Så det er nu, at man skal til lommerne. Jarls Blog vurderer det som en god forretning med rimelig lav risiko at spille på et nej. (Men kom nu ikke tilbage og klag i modsat fald!)

NCCs sidste kort

2007-02-19T07:25:00.000+01:00

(Opdateret mandag kl. 19.44)

NCC fastholder i en redegørelse til medarbejderne, at en navngiven venstrepolitiker har forsøgt at presse penge af entreprenørkoncernen.

NCC skriver i redegørelsen i følge Jyllands Posten:

”NCC fik af Jesper Schou Hansen den opfattelse, at han i Københavns Borgerrepræsentation ville stemme for en ny lokalplan, hvis NCC brugte kommunikationsfirmaet Waterfront hvor Jesper Schou Hansen er ansat og samtidig gennem foreningen Københavns Fremtid betalte penge til Venstres valgkamp i København.”

Videre skriver NCC i redegørelsen:

”Vi oplevede desuden, at Jesper Schou Hansen lod det hænge i luften, at andre virksomheder måske har succes med at opnå politisk tilslutning gennem lignende handlinger”.

NCC erkender, at de "har lært af sagen":

”Men vi har nok lært noget af denne sag allerede. Vi har måske været for naive i kontakten med politikere, for vores folk mødes stort set kun med embedsmænd fra kommunerne. I fremtiden vil vi være meget mere direkte, hvis vi udsættes for noget lignende. Vi vil ikke leve med løse hentydninger, men gå lige til benet og spørge ind til, hvad meningen er,« siger NCCs kommunikationsdirektør Bo Dybkær til avisen.

--

Med redegørelsen spillede NCC – som tidligere forudset af Jarls Blog – sit sidste kort i sagen.

Det er forståeligt, at NCC har brug for at forklare sig overfor de undrende medarbejdere, der formentlig med vantro i vinterferien har oplevet deres ledelse gå planken ud med, hvad der indtil videre mest ligner stærkt injurierende beskyldninger. Beviserne har i hvert fald hidtil ikke imponeret hverken juridiske eksperter eller størstedelen af journalistkorpset. NCC-ledelsens hidtil seneste træk minder i det hele taget om terrænbordsmanøvrer i førerbunken i de sidste dage inden Berlins fald.

Bo Dybkær og Co’s selverkendelse om, at man har været ”naive” kommer noget sent, og det må da være tvivlsomt om han og resten af NCCs inkompetente ledelse i det hele taget får lov til nogensinde igen at forhandle med politikere eller embedsmænd. Forsigtigt tipper jeg på en løbende, men tidlig pensionering til hele ledelsesholdet.

NCCs redegørelse kan måske bruges af venstrepolitikerens advokat som yderligere dokumentation til den sag om bagvaskelse, som han – måske - ender med at føre mod entreprenørkoncernen. I hvert fald siger han her til aften til TV2 Lorry, at han agter at føre en sådan sag mod NCC, hvis politiet ikke rejser tiltale imod ham.
NCC derimod imødeser en sådan sag med "sindsro", siger Bo Dybkær.

Tal om sammenblanding af interesser

2007-02-18T09:57:00.000+01:00

Der er ingen tvivl om, at NCC-sagen bliver en klassiker som case i PR og lobby branchen. Hvordan undgår man som erhvervsvirksomhed at udsætte sig for korruptionsmistanke? Hvordan skal virksomheder og politikere reagere og navnlig ikke reagere? Hvornår er det, at et firma hyrer nye PR-folk ind til at rådgive sig om en tabt sag, fordi ens egen kommunikationsafdeling selv er blevet fedtet for meget ind i sagen, så de har mistet overblikket? Og endelig: Kan man arbejde som lobbyist og politiker på samme tid?

I min bog kan man ikke arbejde som lobbyist i sager, hvor man som politiker er sat til at varetage almenvældets interesser. Det er nu ikke det samme som, at man ikke kan være politiker og lobbyist på samme tid. Men politikeren/lobbyisten har ansvaret for, at alle er klar over, hvornår man har diverse kasketter på. I sager, hvor der er modstridende interesser skal man lade dem passere til andre ordførere. Det tilsiger almindelig sund fornuft.

I går i det udmærkede program ”Jersild og Spin” på DR2 anførte Lotte Hansen – såkaldt Spin-ekspert - og som får penge for at flashe kommunikationsbureauet Advices navn på den reklamefri TV-kanal, at den pågældende Venstrepolitiker havde arbejdet som lobbyist for nogle dækfirmaer samtidig med, at han havde været – hold nu fast – trafikordfører i Københavns Borgerrepræsentationen.

Ærligt talt, så synes jeg, at Lotte Hansen , som hun i øvrigt har for vane, kom med et fortænkt eksempel, som oven i købet er banalt og baseret på grundlæggende manglende indsigt i mandens arbejde - begge steder. Dækfirmaerne ønsker avisomtale af deres produkter og at brande deres navne. Det må derfor være uhyre marginalt, hvad dækfirmaer mister ved, at biltrafikken bliver begrænset, og at der bliver nedlagt parkeringspladser i byen. Hvis man absolut skal være ligeså jomfrunalsk som Lotte Hansen, så vil jeg da påpege det betænkelige i, at hun med sine betragtninger er med til at ødelægge det konkurrerende firmas relation til sine kunder. Læsere af Jarls Blog kan selv konstatere, at det er en bevidst strategi fra Advice at miskreditere en række kommunikationsfirmaer i branchen. Hidtil har det været lidt i dølgsmål og ved særlige lejligheder, men forleden blev Advice-chefen afsløret i at bruge sit eget netværk på K-forum til sin systematiske nedrakning af konkurrerende PR-bureauer. I går kunne man konstatere, at den smart markedsførte Frøken Spin følger chefens parole, når hun er på tv. Jeg synes, det er både skam- og smagløst, og tvivler i øvrigt på, at det er effektivt. For den slags "julenumre" bliver jo opdaget. Respekt giver det i alle tilfælde slet ikke.

Den pågældende sag, hvor Lotte Hansen - og nu i dag også Politikens leder – anlægger som præmis for deres vurdering af sagen, at multinationale dækfirmaer skulle have særlige interesser i Københavns trafikpolitik er så proportionsløs, at det skriger til himlen.

For mere end 10 år siden var jeg assistent for et V-folketingsmedlem, som i modsætning til hovedparten af de store teleselskaber var interesseret i at skrue en telelovgivning sammen, der var fri og som gav små selskaber adgang til det gryende mobilmarked. Det var milliarder af kr., som den sag handlede om, og Danmark endte – efter mange forhandlinger – at få en fri telelovgivning. Undervejs blev det pågældende folketingsmedlem ringet op af en person, som præsenterede sig som det konservative medlem af EU-parlamentet, Christian Rovsing, som bad om at få et møde om sagen. V-politikeren imødeså med interesse mødet med den teknik-interesserede politiker, som for 30-40 år siden var TV-star og gæstekommentator ved amerikanernes månelandinger. På mødet gik det imidlertid op for V-politikeren, at Rovsing ærinde var et ganske andet. Han kom for at tale det svenske teleselskabs TELIAs sag. Med andre ord: politikeren var ikke politiker, men lobbyist. Der var intet formelt i vejen med det, men Rovsing spillede ikke med åbne kort fra start af, og det mente vi var lige en kende for smart. Telia og Rovsing opnåede derved det stik modsatte af deres intention, da ordførerens tillid til dem, selvsagt var forduftet.

Ingen bukser af det spin

2007-02-16T10:25:00.000+01:00

Krudtrøgen er efterhånden ved at lægge sig efter den værste spin-krig i København siden sidste kommunalvalg. Det er så småt tid til at gøre regnskabet over ”døde og sårede” op.

Den "hovedmistænkte" Venstre-politiker er afhørt uden på noget tidspunkt at være sigtet i sagen. Politiet må nødvendigvis bruge den fornødne tid til at vurdere alle ender og kanter i sagen, men de foreløbige juridiske vurderinger går på, at der ikke bliver rejst sigtelse mod nogen.

Medierne har i de sidste dage endevendt Søren Pinds valgkampagnefinansiering. Folk med en lille smule kendskab til valgkampagner ved, at det er sædvanlig praksis i USA, at kandidater selv samler penge ind. Det har de forskellige donorer sagtens kunnet finde ud af – indtil nu. Alle bidragydere til Søren Pinds valgkasse har naturligvis vidst, at der ikke fulgte nogle politiske modydelser med. NCC derimod fik – ifølge Søren Pind - blandet tingene sammen og gjorde efterfølgende en stor sag ud af det. Hvor smart det var, ja det vil snart vise sig. NCC har længe blødt økonomisk, nu er det også troværdigheden, der siver. Jeg havde solgt mine aktier i det firma, hvis jeg havde nogle.

Venstres pæne pengemand Fritz Schur er i dag i Berlingske ude at belære alle om, hvordan man bør opføre sig i pengeindsamlingsregi. Manden med et af de største og tungeste netværk overhovedet i Danmark har øjensynligt længe følt en stigende irritation over konkurrencen fra Pind og andre, som har fundet på at ”hente vand ved de samme kilder”, som han. Mange er stadigvæk forbløffede over, hvor hurtigt og nemt Jens Rohde fik midler til sin valgkampagne ved folketingsvalget i februar 2005. Spekulationer har derfor længe gået på, at det netop var Claus Hjort og Anders Foghs gode ven, Frits Schur, som på en eller anden måde medvirkede til at finansiere Rohdes valgkamp, som efter mit skøn kostede mellem 1,5-2 millioner kr. Men det er spekulationer. Der er ingen, der ved det.

Ritt Bjerregaard må glæde sig over, at den (formodentlig snart tidligere) mistænkte politiker er tilpas vingeskudt, at hans politiske karriere ligger i ruiner. Han har længe været mere end en torn i øjet på hende og Teknik og Miljøborgmesteren Klaus Bondam med kritiske spørgsmål og benhård oppositionspolitik. Flere aviser med den efterhånden organisationsmæssigt dagligt decimerede ”Nyhedsavisen” i spidsen har – efter min mening - ladet sig groft misbruge til at kolportere NCC’s kommunikationschefen Bo Dybkærs spin. Om lidt vasker avisens redaktionschef Simon Andersen rutinemæssigt sine hænder mht, at folks navne med urette er hængt ud, mens han lakonisk meddeler, at det hele er politikernes egen skyld.

Det bliver i øvrigt spændende at følge, i hvor høj grad Ritt Bjerregaard, andre socialdemokrater, spindoktorer og/eller embedsmænd på den ene eller den anden måde har bidraget til den moderne københavnske udgave af Dreyfuss-affæren.

Der findes et fint reklamebureau, der hedder Advice, der ejes og drives af en gammel socialist, der i 1980’erne sad og redigerede et SF-agtigt blad, der gik under navnet ”Politisk Revy”. Denne mand skiftede på et eller andet tidspunkt ”afghanerpelsen” ud med jakkesættet og gik ind i kommunikationsbranchen. Til trods for at han ingen særlig erfaring har om valgkampagner eller politisk kommunikation eller spin, så har han ladet sig udråbe til en eller anden ekspert, som aviserne kan ringe og spørge om valgkampagner, og hvad folk gjorde rigtigt og forkert osv. Han har nu oprettet et i øvrigt genialt og lækkert netværk med 1000 kommunikationsfolk, hvor folk kan blogge m.v.

Advice-manden kan af en eller anden grund ikke lide ungdomspolitikere, der var aktive i 1990’erne. Det var et ”betændt miljø”, hævder han, og bruger sit netværk til at kolportere sin faste overbevisning om, at især Søren Pind skulle have optrådt arrogant og lidt i stil med mafiaen, og at der var en særlig kultur omkring Pind og hans folk, som var "betændt". NCC-sagen er sidste kvist på den stamme, vurderede han i forgårs. Normalt en adfærd, man vil kategorisere som decideret spin om end en lidt klodset og uelegant udgave af det, forstås.

Til trods for, at han ejer det pågældende netværk, generer han sig heller ikke for at rakke ned på konkurrerende konsulentfirmaer og fortælle gamle sladderhistorier om folk, som han måske - måske ikke - har hørt i sin VL-gruppe. Det er sandelig ”stil” over ham, men måske bliver den samme mand nødt til at æde sine ord i sig igen. Måske han skulle tilbyde Bo Dybkær fra NCC et job? Eller Kramers gamle spindoktor Carsten Mai? De socialdemokratiske spindoktorer var jo sådan nogle pæne mennesker forstår jeg, sammenlignet med Venstres "betændte" folk.

P.S. Jeg har aldrig været ansat af Pind som spindoktor, men udelukkende arbejdet ulønnet under kommunal og folketingsvalgkampagner og deltog i øvrigt slet ikke i KV05. Lotte Hansen – det er hende, der taler - ind imellem, at Henrik Qvortrup siger noget begavet i Jersild og Spin, arbejder hos ADVICE. Hun har tidligere hævdet i netop ”Jersild og Spin", at jeg skulle modtage penge for mit arbejde som spindoktor for Søren Pind og Martin Geertsen. Det er, som så meget andet hun siger, helt forkert.

Læs i øvrigt Advice-mandens svar.

Tænk på et tal

2007-02-14T16:23:00.000+01:00

Ekstra Bladet skriver i dag, at det faktisk var enreprenørkoncernen NCC som forsøgte at købe dvs. bestikke Søren Pind. Den tidl. borgmester i København skulle angiveligt som modydelse påvirke en anden Venstrepolitikers Jesper Schou Hansen beslutning i den for NCC vigtige byggesag på Teglholmen. Schou Hansen har tidligere i pressen været hængt ud som ”hovedmistænkt” i sagen, og er Venstres repræsentant i det relevante Teknik og Miljøudvalg, som åbenbart har for vane at træffe beslutninger imod NCCs interesser.

Ekstra Bladet skriver i dag onsdag:

- at NCC var villig til at betale mindst 8000 kroner, men muligvis et langt højere beløb, hvis Søren Pind ellers 'bed på'. Men Søren Pind betakkede sig og afbrød i stedet al videre kontakt med NCC.
Søren Pind ønsker hverken at af- eller bekræfte Ekstra Bladets oplysninger. NCC har hidtil påstået, at valgkamp-bidrag til politikere var imod firmaets etiske regler

Ikke overraskende har NCC en anden opfattelse af den samme historie. Nyhedsavisen skriver i dag,

Flere kilder oplyser til avisen, at NCC har beskyldt Søren Pind og Jesper Schou Hansen (V), medlem af Københavns Borgerrepræsentation, for at forsøge at presse virksomheden til at bidrage økonomisk til Pinds valgkampagner. NCC oplevede angiveligt, at Venstre kun ville lægge de helt afgørende stemmer til NCC’s planer om at bygge 204 lejligheder i Sydhavnen, hvis virksomheden gav det økonomiske bidrag

Lad os dvæle ved de økonomiske interesser, der er på spil i sagen.

8000 kr. til Søren Pinds valgfond. Det er det beløb, som Søren Pind og den anden Venstrepolitiker – ifølge NCC kilders læk til Nyhedsavisen – skulle have afkrævet NCC for pludselig at ændre deres holdning til Teglholmsprojeket. Et projekt, hvor entreprenørkoncernen står til at tabe et tocifret millionbeløb. 8000 kr. er bestemt mange penge. Bare ikke til at føre valgkamp for. Dette beløb rækker ikke engang til en lille bitte valgannonce i ”Dato”. Men det er så den pris Søren Pind – ifølge Nyhedsavisen og andre indsigtsfulde medier – er villig til at lade sig bestikke med, og risikere hele sin politiske karriere, anseelse m.v. for. Må man have lov til at spørge: Hvad er proportionerne i denne sag? Hvem er det egentlig, som reelt set har et økonomisk motiv i denne sag?

---

Aviserne skriver dagligt om sagen, mens hovedpersonerne tier. I hvert fald offentligt. Medierne må dog få deres historier og kilder og dokumenter et eller andet sted fra. Og der må derfor være to hovedkilder i historien. Den ene kilde er NCC som lægger e-mails mv. frem, som de har modtaget fra den ”hovedmistænkte” venstrepolitiker dvs. Schou Hansen Den anden kilde må være Venstres folk i København, som ligeledes er leveringsdygtig e-mails og breve m.v. fra NCC. Dertil kommer al spinnet og fortolkninger fra parterne osv. undervejs. Andre muligheder eksisterer, men de er nok mest teoretiske.

I dag konkluderer Politiken i en analyse, at sagen kan ende med også at få konsekvenser for socialdemokraterne. Avisen kan jo ikke så godt skrive det, som jeg er overbevist om, at det er Ritts folk enten socialdemokraterne eller embedsmændene, der oprindeligt lækkede hele historien til Politiken i sidste uge, og at den klæber til bydronningen. Alligevel når Politikens analyse frem ad andre veje til noget nær den samme konklusion: At NCCs troværdighed har det svært, og at socialdemokraterne i sidste ende kan stå med en dårlig sag, fordi de tog NCCs påstande om Venstre for gode varer.

Hvis Ekstra Bladets nye oplysninger er korrekte, så kan man sige, at NCC’s troværdighed nærmest falder time for time, og at pendulet – for tiden – svinger i retning af Venstrefolkene.

Det er mig i øvrigt en gåde, hvordan entreprenørkoncernens øverste ledelse oppe i Stockholm kan lade deres folk her i København drive denne sag så vidt. Det er ren spekulation fra min side, men kan man forestille sig, at NCC’s folk i Danmark er så desperate for ikke at miste penge ude på Teglholms projektet, at de har grebet efter, hvad der – måske – viser sig at være et halmstrå? Dvs. at anklage Venstres politikere for forsøg på korruption, og dermed skabe en mulighed for overfor deres chefer at (bort)forklare NCCs elendige økonomiske resultater og kuldsejlede byggeprojekter, fordi den strandede på politisk modstand. Dvs. korrupte politikere i København?

Hvis det forholder sig sådan, bør en koncernledelse så ikke snart gribe ind overfor NCC’s kommunikationschef Bo Dybkær og den øvrige topledelse, som åbenbart fører en efterhånden tabt spinkrig mod Søren Pind og andre folkevalgte Venstre-politikere, og i stedet lade politiet gøre deres arbejde færdige i ro og fred?

Lækkede Ritt til Politiken?

2007-02-12T19:10:00.000+01:00

Hvordan skal man forholde sig, hvis man får mistanke om korruption? Det er egentlig kernen i det drama, der udspiller sig p.t. i København.

Entreprenørkoncernen NCC mener i hvert fald, at de modtog ”underlige signaler”, efter at de henvendte sig til én eller flere politikere i Københavns Borgerrepræsentation, fordi NCC ville påvirke en politisk beslutning angående et byggeprojekt ude på Teglholmen.

Efter NCC’s udsagn var der ”ingen rygende pistol”, men alligevel valgte NCC-ledelsen at gå videre med sagen, fordi en ubehagelig mistanke hos dem var vakt. Det er vel en reaktion, som man et eller andet sted kan forvente af enhver anstændig borger i dette land.

Entreprenørkoncernen forklarer, at de ikke gik direkte til politiet, fordi de ikke havde klokkeklare beviser. Alligevel må man formode, at NCCs mistanke bygger på et eller andet konkret. Entreprenørerne valgte i stedet at gå til socialdemokraternes politiske ordfører Anne Vang. Hun er sammen med 54 andre politikere medlem af borgerrepræsentationen, men hvorfor NCC fandt det logisk at henvende sig til en socialdemokratisk politiker, når én af de angiveligt implicerede, er en venstremand, står ikke lysende klart for mig. Dét skylder de offentligheden en fornuftig forklaring på.

Anne Vang lader fornuftigvis sagen gå videre til Claus Juhl, der er adm. direktør i Københavns Kommune. Ham må vi lige have præsenteret:

Ritt Bjerregaards højre hånd, Claus Juhl, er en tidl. embedsmand fra finansministeriet, som på imponerende rekordtid har præsteret at få skabt betydelig modvilje mod sin person. Fx er en stor del af medarbejderne i økonomiforvaltningen flygtet derfra, og de tiloversblevne dumper deres chef i de interne evalueringer. Juhl skulle også have spillet en lidet glorværdig rolle, da Teknik og Miljøborgmesteren Klaus Bondams daværende administrationschef Mette Lis Andersen skred fra stillingen, fordi hun ville ikke medvirke til at bøje reglerne, så Ritt Bjerregaard kunne få sine billige boliger. Claus Juhl fører sig altså gerne frem i forhold til ledelsen i andre afdelinger, som var han en departementschef i Statsministeriet. Det er dog ikke alle, der finder sig i mandens brutale føren sig frem. Det er faktisk sket ved mindst én lejlighed, at en politisk chef har bedt Juhl forføje sig tilbage til sin egen "hule", efter at han forsøgt at underlægge de andre afdelinger sin vilje. Det er derfor i særklasse utroligt, at Claus Juhl har bidraget til sådan en nærmest entydigt negativ stemning omkring sin person og sit arbejde. Især når man tænker på, at manden kun har siddet i chefstolen i 11 måneder.

Nå tilbage til sagen:
Claus Juhl anmelder – efter samråd med Ritt Bjerregaard – sagen til politiet. Dermed deler begge ansvaret. Ritt Bjerregaard lader åbenbart embedsmanden træffe beslutningen om at anmelde sagen til politiet. Hofsnog Juhl har rutineret dækket sin ryg ved at have truffet beslutningen efter at have orienteret chefen. Endnu er Venstre ikke orienteret om sagen, men det sker onsdag, da Ritt Bjerregaard orienterer Venstres borgmester Martin Geertsen.

Nu kunne politiet i fred og ro undersøge sagen, afhøre de implicerede osv. Men det sker ikke, og snakken og rygterne går selvom sagen endnu endnu ikke er kommet til offentlighedens kendskab. Det sker dog fredag, hvor Ritzau, TV2News med Politiken lørdag som kilde udbasunerer historien. Det er Politiken, der har hele historien og NCCs kommunikationsdirektør Bo Dybkær stiller beredvilligt op til alle medier for at orienteret om NCCs korruptionsmistanke.

Hvem har så lækket historien til Politiken? Venstre? Næppe. Politiet? Utænkeligt. NCC? Ikke hvis de har en kompetent og ansvarlig ledelse, derfor heller ikke sandsynligt, må man da tro. Hvem er der så tilbage, der kender tilstrækkeligt til detaljerne? Svar: Ritt Bjerregaard og socialdemokraterne og kommunens administration. Da de sidsnævnte næppe foretager sig noget uden Ritts medvirken, så er det nærmest usandsynligt at den socialdemokratiske ledelse på Rådhuset ikke har en finger med i spillet, da Politiken kan bringe historien på forsiden lørdag.

Lørdag kan Venstres top gå til modangreb. Gruppeformand Pia Allerslev rykker i felten og affyrer "bredsider" mod S-toppen for spin, mudderkastning og ubegrundet tilsværtning af Venstrefolk. S-toppen sender gruppeformanden Jesper Christensen i byen, der afviser angrebet. Medierne går i selvsving.

Det kommer frem at særligt én person – en Venstre-politiker - skulle være særligt mistænkt. Til trods for, at manden ikke er afhørt, så viser BT og Ekstra Bladet så meget ”respekt” for princippet om, at man er uskyldig, indtil at det modsatte er bevist, så de nævner hans navn i deres omtale af sagen søndag. Mandag følger gratisavisen 24 Timer trop og gør det samme. Det sker til trods for, at offentligheden intet ved om detaljerne, og at NCC for længst har indrømmet, at de ingen konkrete beviser har, ligesåvel som ingen andre heller ikke har fremlagt beviser i sagen. Alligevel har sagen ét konkret resultat:

Den mistænkte Venstremands navn er blevet trukket gennem sølet, uden at han har haft lejlighed til at forsvare sig. Manden er kendt for at være en særdeles hård kritiker af Ritt og Klaus Bondam, så det vil være et politisk resultat i sig selv for socialdemokraterne, at blive af med ham.

Man kan ikke kritisere Ritt Bjerregaard for at overgive sagen til politiet. Det ER politiets opgave at efterforske sagen, hvilket NCC selv skulle kunne have regnet ud fra starten. Men man kan kritisere Ritt Bjerregaard og Co. for – hvad jeg mener, er højst sandsynligt - at have lækket hele historien til Politiken.

Sagen kan udvikle sig i to retninger:

1. Mistanken om korruption viser sig mod min forventning at være velbegrundet – og en sigtelse bliver rejst. Retssystemet tager over.

2. Mistanken er ubegrundet. Til trods for, at det pågældende BR-medlem er pure frikendt har Venstres politiske ledelse og den pågældendes anseelse formodentlig taget skade i et eller andet omfang af sagens omtale i offentligheden. Beskyldningerne flagrer i luften.

I begge tilfælde kan Ritt Bjerregaard trække på skulderen og fortsætte som ingenting. Venstre kan puste sig op, men bydronningen har et kæmpeflertal, og mon ikke det snart bliver business-as-usual? Svinestreger eller ej. Game-set-and-match-Ritt

Politik er i sandhed en ”smuk” branche.

P.S. Til orientering deltog jeg ikke i sidste kommunalvalgkamp dvs. i 2005. Jeg har dog tidligere deltaget i Venstres kampagner ved kommunalvalgene 01, 97 og 93.
Jeg kender flere af Venstres politikere.

Ved vejs ende for ”Brixen”

2007-02-09T10:23:00.000+01:00

I midthalvfemserne som ung medlemssekretær "boede" jeg i "landsbyen Christiansborg" på Slotsholmen. Det var en spændende tid, hvor man også på mit ganske lave niveau kom til at leve sig ind i miljøet og den daglige politiske virak deri. Der var naturligvis de reelle vedvarende politiske konfrontationer mellem oppositionen dvs. især Venstre og de Konservative og SR-regeringen. Indimellem var det dog Venstre mod de Konservative, og sidst i årtiet Konservative mod Konservative!

Oveni alt det, udspillede der sig en mærkeligt usynlig magtkamp mellem to tronprætendenter i Venstre, næstformanden Anders Fogh Rasmussen og bykongen/erhvervsordføreren Peter Brixtofte. Få i folketingsgruppen eller blandt de ansatte var dog i tvivl om, at Fogh ville vinde det slag, den dag, hvor Uffe Ellemann-Jensen måtte gå af som formand. Ingen var heller i tvivl om, hvem Uffe ønskede som efterfølger. Faktisk var der kun en håndfuld, som kunne tænkes at være på Brixtoftes hold. Ikke fordi de synes, at Brixtofte var fantastisk, men fordi deres begejstring for Fogh af den ene eller den anden grund var behersket. ”Brixtofte-tilhængerne” eller snarere et netværk omkring Brixtofte talte - måske maksimalt 15-20 procent – af folketingsgruppen. Dele af netværket hang ud på værtshuset "Parnas" i Den Indre By med den glade Farum-borgmester i spidsen. Netværket bestod af Ivar Hansen, Sv.Aage Jensby, Marian Fischer Boel m.fl. og var primært - efter min vurdering - af social karakter, men man har nok også været fælles om kritikken af Fogh.

Brixtofte gjorde ind imellem underlige ting i sine maniske bestræbelser på at vedligeholde sit i øvrigt store netværk i partiet. Da han blev 50, holdt han naturligvis åbent hus hjemme i Farum. (Her glimrede Foghs tilhængerne ved deres ret demonstrative fravær) Midt i privaten stod hans nye kæreste en smuk stewardesse, som han havde truffet på en flyrejse kun få uger i forvejen. Fru Brixtofte var dermed blevet udskiftet. For de mere konservativt anlagte V-tillidsfolk især i Jylland, så sømmede den facon sig ikke rigtigt. Specielt ikke da han tog stewardessen med til Venstres Landsmøde. Gårdmandsfruerne i partiet troede ikke rigtigt deres egne øjne, da de så parret spankulere rundt. Selvom han droppede forholdet et par måneder efter, og Fru Brixtofte kom tilbage, ja så var skaden ligesom sket. Holdningen hos mange var, at Brixtofte åbenbart traf impulsive og forkerte valg i privatlivet. Det var ikke sådan en person, der efter deres mening, skulle stå i spidsen for landets største borgerlige oppositionsparti.

Brixtofte var ydermere en sjælden gæst på Christiansborg. Han var ofte ”clearet”, hvilket vil sige, at han var fraværende under afstemningerne i salen, formentlig fordi han skulle passe jobbet som borgmester i Farum. Der var dog et udvalgsmøde midt i ugen, som han kom til, og hvor han var med til gruppemødet. Naser Khader er en ren arbejdshest ved siden af Brixtoftes indsats i tinget dengang. Brixtoftes arbejdsiver i folketinget stod dermed i diametral modsætning til Fogh, som knoklede løs som politisk ordfører under Uffe. Det var dengang, hvor den nuværende statsminister ikke kunne være liberal nok og skrev en ideologisk bog. Hvad gjorde Brixtofte? Han skrev en bog, der godt nok var liberal, men lå en kende til venstre for, hvad Venstre stod for i disse år. Bogens tone var meget velfærdsorienteret og handlede især om Farums lyksaligheder og erfaringer. Internt blev Brixtofte stemplet som ”halvrød”. I dag ville hans synspunkter være langt til højre for Venstres nuværende kurs.

Det var ikke kun i ideologiske forskelle og markeringer, at den usynlige ”fløjkamp” viste sig. Der blev dengang talt og skrevet om en såkaldt ”hviskekampagne” mod Fogh. Venstres ledelse var ikke i tvivl om, hvem bagmanden var. Man talte om, at Uffe decideret beordrede Brixtofte til at stoppe rygtesmederiet og intrigerne mod Fogh. I hvert fald forargede det mange i Venstre, da de fik at vide, at Brixtofte skulle være ”bagmanden” til korridorsladderen om Fogh. Det er få, der betvivler, at Foghs og Brixtoftes fjendskab har bund heri.

Brixtofte var altid en glad mand. Der blev hilst og smilet til alle - høj som lav - som han nu mødte på sin vej. Charmen forsvandt dog lynsnart, hvis man stillede for kritiske spørgsmål, som jeg engang kom til at gøre under et V-medlemsmøde på Nørrebro. Brixtofte var synligt beruset, men var ellers veloplagt og svarede på spørgsmålene, dog ikke uden at vise sin synlige irritation over kritikken. Farums borgmester havde også sin chauffør med til mødet. Chaufføren agerede klakør: ”Er han ikke fantastisk? Vil I her i København ikke låne ham et halvt år?” messede den kommunaltfinansierede rygklapper og chauffør på bagerste række. Jeg troede et øjeblik, at jeg var med i skjult kamera. Jeg fik da en klar fornemmelse af, at miljøet omkring Brixtofte var degeneret og på en eller anden måde usundt - også for ham selv.

Det var tydeligt for alle, der færdedes på Borgen i de år, at Brixtofte havde et alkoholproblem. Det var ikke noget med, at han dinglede rundt osv. Alting var bare på en eller anden måde "overgearet" omkring hans person, og så så man ham konstant i situationer, hvor spiritus og vin fulgte efter i hans kølvand, og det kunne ind imellem også ses på ansigtskuløren. Venstrefolk bemærkede det, men tålte det. Spiritusproblemerne var for mange endnu en grund til at fravælge Brixtofte, hvis der en dag skulle komme et opgør mellem Fogh og Farum-borgmesteren.

Da ”opgøret” mellem Fogh og Brixtofte endelig kom ved Uffes afgang i marts 1998 indså Brixtofte, at formandsposten ikke var inde for rækkevidde. I stedet gik han efter næstformandsposten. Dengang var jeg organisations-tillidsmand i Venstre i København, og derfor en lille smule interessant at tale med for Brixtofte. Jeg var jo en stemme på landsmødet. Så en dag på Christiansborg passede han mig op, hvor han spurgte ligeud: ”Hvem stemmer du på?”. Jeg sagde, så som det var, at jeg ville kaste mit lod til fordel for Lars Løkke Rasmussen. ”Ham bliver det ikke. Det bliver enten mig eller Eva” (Kjer Hansen), konstaterede Farum-borgmesteren selvsikkert. Han anede åbenbart intet om, at kampagnen imod ham var i gang. Argumenterne overfor tillidsfolkene var iøjnefaldende klare: ”Fogh ville ikke acceptere Brixtofte som næstformand”, og spiritusproblemerne fik også tillidsfolkene til at overveje mere end to gange, om det nu var så "fremragende" en idé at lade Venstres absolutte stjerner - Brixtofte og Fogh - udgøre et slags politisk ”dreamteam”. Efter Farum-skandalen lyder idéen vanvittig, men dengang i 1998 var dette set-up - for mange, måske et flertal blandt tillidsfolkene i Venstres – den absolut foretrukne ledelseskoalition. Sådan gik det ikke. Carl Holst satte sig i spidsen for en pro-Løkke kampagne – med Claus Hjorts og Anders Foghs – absolutte velsignelse. Det gav pote. Løkke vandt i 2. afstemning over Eva Kjer Hansen. Brixtofte blev sorteret fra allerede i første runde.

Nu er Brixtofte sorteret fra af retten. Med to års ubetinget fængsel i landsretten er en bemærkelsesværdig, men broget politisk karriere nu slut.

Brixtofte skal efter min mening dog også huskes for de mange liberale reformer, som han fik gennemført i Farum kommune. Meget få kommunalpolitikere har inspireret Danmarks kommuner som han. Fx på integrationsområdet m.v. og med hensyn til at få kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse, og så havde Farum et skattestop før alle andre. Der er mange gode ting at huske Peter Brixtofte for. Og så en hel del dårlige, naturligvis, som retten nu har taget stilling til.

Fogh håner kernevælgerne

2007-02-06T11:06:00.000+01:00

”Pengene fosser ud af statskassen”, messede Anders Fogh i 1990’erne, da han var næstformand i partiet Venstre og i opposition. I dag som leder af en regering og statsminister praler han omvendt skamløst over, at endnu flere penge – sammenlignet med dengang – nu vælter ud af statskassen. Dermed håner han alle de V-kernevælgere, som stadigvæk mener, at pengene ligger bedst i borgernes lommer, og at der er grænser for den offentlige sektors størrelse.

Berlingske skriver i dag:

”Anders Fogh Rasmussens regering har siden 2002 ladet det offentlige forbrug vokse dobbelt så meget som planlagt. Havde regeringen i stedet fulgt planen, så kunne man have sænket den højeste marginalskat fra 63 til 49 procent.”

Et notat fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos viser, at fra 2002 til 2007 var det den borgerlige regerings plan, at det offentlige forbrug skulle vokse med 17 milliarder kroner, men reelt set er det vokset med 35 milliarder kroner. Dvs. dobbelt så meget som planlagt.

Berlingske konkluderer:

Dermed har regeringen med sin udgiftspolitik spist af det økonomiske råderum, som kunne have været brugt på at lette skatten på arbejde. Skattelettelser er ellers en målsætning for regeringen, står der i regeringsgrundlaget, som er aftalt mellem Venstre og de Konservative.

- Råderummet til lavere skat er blevet 18 mia. kr. mindre på grund af regeringens overforbrug. Hvis man havde brugt de 18 mia. kr. på at reducere den øverste marginalskat, så ville den ryge fra 63 til 49 procent,« siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos.

Ak, hvilke skønne spildte muligheder.

At Venstre for længst officielt har opgivet at styre væksten i de offentlige udgifter er gået op for de fleste, men i den samme Berlingske-artikel, ser heller ikke de konservative nogle muligheder for en mindre offentlig sektor.

- Det viser, at det kan være vanskeligt at styre økonomien i amter og kommuner, og at det er vanskeligt at ramme de vækstmål, som vi sætter os, siger finansordfører Christian Wedell-Neergaard (K).

Men på den anden side, mener Christian Wedell-Neergaard, at det er urealistisk med en lavere vækst i det offentlige forbrug.

---

Realiteterne er, at også de konservative har kastet håndklædet i ringen. Den ideologiske kamp mod velfærdsstaten er tabt for borgerligt-liberale. For godt og vel 10 år siden var der to partier i folketinget, som var kritisk over for velfærdsstaten: Det ene parti var Venstre og det andet var Fremskridtspartiet. I dag er velfærdskritiske synspunkter totalt fraværende i folketinget. Resultatet er, at Venstre og De konservative kappes med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet/venstrefløjen om velfærdsoverbud. Det kan gå i gode tider som nu, men forholdene har det med at ændre sig. Derfor er det historisk set en katastrofe at en borgerlig-liberal regering – præcis som under den rystende svage VKR-regering i 1968-71 – løber fra sin principper, og fortsætter tidligere S-regeringers bevidstløse udbygning af velfærdsstaten. Jarls Blog imødeser derfor med gru diverse fremtidige camouflerede skattestigninger, der skal fylde hullerne efter den nuværende regerings overforbrug. Fogh har fredet os indtil videre, så katastrofen indtræffer vel først under en ny kommende VK-regering efter næste valg. En anden mulighed er, at Fogh og Hjort overlader det til Lars Løkke Rasmussen at rydde op efter sig.

"Nu dages det Karen, det lysner i Øst(jylland)"

2007-02-05T17:26:00.000+01:00

Karen Jespersen erklærede forleden åbent og ærligt på TV2: ”Jeg er ikke liberalist”. Må man have lov at spørge, hvad hun så vil i Venstre – Danmarks liberale parti? Hvorfor insisterer partiet på at kalde sig Danmarks liberale parti, hvis det ikke længere netop er et parti for liberale eller liberalister? Hvorfor vil Venstres stærke mand Claus Hjort Frederiksen forhindre - med sine mange tidligere indvendinger - andre i at opstille til folketinget under navnet ”Liberalisterne” når disse mennesker frit, åbent og uden nogen som helst betænkeligheder nu vedkender sig at være, netop liberalister?< For de fleste er det en gåde, medmindre det selvfølgelig bare handler om, at Venstre bevidst spekulerer i at undgå at miste vælgere til det ny parti.

Indtil for ganske nylig har Venstretoppen med deres protester/indvendinger effektivt "saboteret" Liberalisternes muligheder for at samle underskrifter ind for at kunne blive opstillingsberettiget. Halvandet år tog det samlet set at behandle sagen. Først ét år i indenrigsministeriet hos Lars Løkke Rasmussen. Da så Liberalisterne brokkede sig, røg sagen over til Lene Espersen i Justitsministeriet, der "kun" brugte et halvt år til at overveje sagen. Ingen kan endnu forklare, hvorfor det tog så lang tid. Havde den samme sagsbehandling fundet sted i udlandet, havde samtlige folketingspolitikere uden tvivl råbt op om magtfordrejning og derpå gået i fakkeltog til Rådhuspladsen m.v., men vi er pæne mennesker her i landet. Tamilsag til trods, så kan vi ikke i levende live forestille os, at regeringsembedsmænd ligger under for nogen form for politisk pression ved bevidst at sylte sager som denne. Derfor sker der nok heller ikke meget mere i denne sag, hvor partinavnet Liberalisterne – Frihed og Velstand i øvrigt også - og pinligt langt om længe – er godkendt. Forestillingen frem til finanlen var i hvert fald uskøn, og skyggen falder på Venstre-toppen.

Nu skal de gode folk i Liberalisterne måske i stedet koncentrere sig om at få lidt bedre styr på kommunikationen. Foreløbig er det lykkes for dem at fremstå som et parti for forkælede veluddannede fornærede mænd omkring de fyrre uden nogen som helst form for appel til kvinderne. Forsigtigt tror jeg på, at Liberalisterne har et potentiale, men der skal bedre styr på udmeldingerne – ellers giver de Claus Hjort alt for let spil mht at underspille partiets muligheder over for "regeringsskribenter" som Thomas Larsen på Berlingske mfl. For der er et behov for et egentligt liberalistisk parti til højre for Venstre og de konservative. Ellers kan Fogh lade sin flanke til højre stå helt udækket, mens han og Claus Hjort ”pakker Helle Thorning-Schmidt ind i vat” ved at brænde endnu flere offentlige midler af på velfærdsgoder til befolkningen, med inspiration i socialdemokraternes tænkelige og utænkelige velfærdskatalog. Jeg vil i øvrigt sent glemme tirsdag i sidste uge, hvor den liberal-borgerlige statminister Anders Fogh Rasmussen skamløst stod og pralede af, at de offentlige udgifter aldrig havde været større (!) Tænk at man skulle opleve det fra en mand, som for 15 år siden talte om ”velfærdsnarkomani”.

Dengang hørte jeg til dem, der mente, at Fogh overdrev velfærdsstatens skyggesider i bogen fra "Socialstat til Minimalstat"?. Måske var det bare et "spin" eller en nyttig rekvisit i en kynisk selviscenesættelse af sig selv som "ideolog" med henblik på at få intern opbakning til at blive Venstres leder efter Uffe? Nej, det kan det næppe være, for hans kone - førstedamen - sagde i et stort interview i Søndagsavisen, at hun hadede spin. Jeg mener, hun kan da ikke sådan gå og hade, hvad hendes egen mand går og laver, vel?

Er der da nogen ende på Venstres ryk mod venstre? ”Nu dages det brødre, det lysner i øst(jylland)” Måske er det efterhånden heller ikke helt utænkeligt, at Claus Hjort går og fløjter denne gamle socialdemokratiske melodi. For først stjal han og Fogh socialdemokraternes politik. Siden løb de med en af partiets toneangivende politikere, så hvorfor nu holde sig tilbage med at tilrane sig Socialdemokraternes håndfaste kulturklenodier såsom den røde rose? Hvorfor ikke lade Venstres landsmøde indlede med en sang af arbejderdigteren Oskar Hansen?

Khaders dårlige dømmekraft

2007-02-03T12:42:00.000+01:00

Naser Khaders politiske stjerne er dalende. Og det er – efter min mening - ikke kun alle andres skyld.

Forleden skrev Fredericia Dagblad (læs historien her via Bloggen ”Dansk Politik”, hvordan Naser Khader sendte en regning på 16.000 kr. for sin deltagelse i Vejle Kommunes såkaldte Auschwitz dag. Han havde holdt et oplæg ved arrangementet og krævede nu et honorar.

Viceborgmester i Vejle, Kristian Thulesen Dahl (DF) (ja det er den samme, som altså også har tid til at sidde i folketinget):

- Jeg synes, det er en skændsel, at et folketingsmedlem, der hæver en halv million kroner om året i gage, tager sig betalt for at stille op til et sådant arrangement. Pengene kommer fra Undervisningsministeriet - så på den måde har det offentlige faktisk betalt Naser Khader to gange.

Heller ikke folketingskollega Karen Klint (S), valgt i Vejle, har forståelse for krav af den størrelsesorden:

- Som udgangspunkt bør man ikke tage honorar for at stille op som politiker. Det er med til at ødelægge det for os andre, når folk opfatter politikere som griske, siger Karen Klint.

De to politikeres argumenter er indlysende rigtige. Oven i så taler vi om et arrangement, der handler om at huske historiens største forbrydelse mod menneskeheden og ære de 1,2 millioner jøder, polakker, romaer, russere m.fl., der blev myrdet i den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau i nutidens Polen.

Læs nu Naser Khaders forkølede forklaring til Fredericia Dagblad:

- Men jeg optrådte jo ikke som den radikale politiker Naser Khader. Jeg var der som personen Naser Khader. (Som om der er forskel....min kommentar - Jarls Blog)

- Jeg var jo foredragsholder, før jeg blev politiker. Det er også mit job. Jeg brugte en hel dag på arrangementet i Vejle og ændrede min flybillet hjem fra Paris for at få det til at gå op. Og det er jo min fritid, jeg bruger til formålet. Det er tid, som jeg ellers kunne have tilbragt med min familie, siger Naser Khader.

Auschwitz-dagen i Vejle startede klokken 11.00. Naser Khader kom klokken cirka 11.45. Han holdt et indlæg på cirka 25 minutter, og efter et indlæg fra kultursociologen Jacques Blum, svarede han på spørgsmål i cirka et kvarter. Arrangementet var slut omkring klokken 13.15.

Naser Khader har en omfattende foredragsvirksomhed. Af hans hjemmeside fremgår, at han ikke skal have honorar for politiske debatmøder, mens der kræves honorar for en række andre foredrag.

Khader mener ikke, at det var et politisk møde, og derfor er honoraret i orden:

- Jeg nævnte ikke mit parti med et ord i mit indlæg, siger Naser Khader.

Han henviser samtidig til oplysningen på hjemmesiden om, at en del af honoraret går til en særlig fond, der står i Naser Khaders fars navn. Som der står på hjemmesiden:

»Dele af overskuddet fra min foredragsvirksomhed går til min fars mindefond, som jeg har oprettet til fordel for hans landsby i Palæstina«.

--
Tænk, at Naser Khader kan være bekendt at optræde så grådigt. Og hvor er hans bortforklaringer dog forfærdeligt ynkværdige og pinlige!

Medierne har det med at bygge folk op. Når de så står og stråler en tid, og selv begynder at tro på myten om dem selv. Ja, så bliver det ofte farligt for dem selv. Pludselig ser de sig selv, som moralsk ophøjet alle andre. Det at opføre sig ordentligt, ja det gælder ikke for dem. Det er noget andre skal. Undskyld, Hvem med sine sansers fulde brug, hæver en rigelig løn på en halv million fra Folketinget og får samtlige transportudgifter godtgjort, vil være bekendt at nedlade sig til at kræve et honorar på 16.000 kr. for et offentligt arrangement som at mindes Holocaustofrene? Sender Khader også en faktura, hvis han optræder for Kræftens bekæmpelse, Red Barnet, UNICEF, Læger uden grænser? Ærligt talt. Hvad bilder han sig egentlig ind?

Opstår eller eksisterer der andre episoder af samme skuffe, så er myten om Naser Khaders ufejlbarlighed i fare. Hans selvgladhed er legendarisk, og hans beherskede glæde for tørt lovgivningsarbejde er heller ikke ukendt, men det tilgiver man ham, fordi Khader er en omgængelig, venlig og rar mand. Og så er han den bedst kendte integrererede demokratiske indvandrer med synspunkter som harmonerer fint med danskernes. Men det er omvendt ikke en blancocheck til at opføre sig dårligt. Dømmekraften imponerer i hvert fald ikke mig.

Måske skal Khader overveje at lægge stilen om før de landsdækkende medier begynder at slå negative toner an, hvergang Khaders navn bliver nævnt. Tit kommer de samme medier, der først byggede myterne op, nemlig og hjælper de engang så ærede politikere med at blive pillet ned fra piedestalen igen. Rækken med eksempler er nærmest uendelig. Ritt Bjerregaard var for halvandet år siden genial og fremstod som Københavns frelser. I dag fremstår bydronningen nærmest som en magtsyg heks, der skyder skylden for egne problemer på alle andre.

Dette er på ingen måde Naser Khaders politiske nekrolog. Jeg opfatter episoden i Vejle som et advarselsblink, som han og hans omgivelser bør tage alvorligt. Lige pludselig forstår man mange radikales dybe betænkeligheder ved udsigten til at have en mand som Khader i spidsen for Det radikale Venstre.

Karen J til Favrskov, Østjylland

2007-01-31T22:55:00.000+01:00

Opdateret kl. 10.35

TV2-Nyhederne oplyste onsdag aften, at Karen Jespersen torsdag bliver opstillet for Venstre i den ØSTJYSKE Favrskov-kreds. Det er en ganske pæn stor kreds. Det bliver offentliggjort torsdag på et pressemøde kl. 12.

Berlingske kan fortælle torsdag, at østjyderne har arbejdet siden jul på at få den tidligere VS'er opstillet. Både Løkke, Claus Hjort og Haarder er ude og skamrose og prale af regeringspartiets erobring. I store træk lykkes det at få medierne til at æde idéen med Karin Jespersen som ny på regeringsholdet. Vi er meget pragmatiske i Danmark. Hvis Frank Aaan fik en liberal åbenbaring i morgen og kunne trække ni mandater - ja så var han uden tvivl mere end velkommen hos Venstre i Nordjylland.

A' sæjer wælbekomme! (på østjysk)

Jyllandsposten skriver torsdag:

"... Venstre (har) længe været på udkig efter en markant, kvindelig profil med gennemslagskraft i den nye østjyske storkreds med over en halv million attraktive vælgere. Her skal Karen Jespersen kæmpe mod gamle partifæller og ministerkolleger som Svend Auken i Århus og Henrik Dam Kristensen i Horsens.

Socialdemokratiets partisekretær og folketingskandidat, Henrik Dam Kristensen, har svært ved at se Karen Jespersen som Venstrekvinde:

- Det vil jeg se, før jeg tror det. Jeg har kendt Karen i mange år også privat og jeg synes, hun er en varm kone og en god kollega. Jeg har haft mange samtaler med Karen, og liberal er hun ikke, siger Henrik Dam Kristensen.

I dag torsdag fremstår Dam som groggy på TV2 News. Tænk engang. Man har kæmpet på barrikaderne og stået skulder ved skulder i mere end 20 år, og så løber kammeraten over til "de blå". Man forstår, at S-partisekretæren er rystet. Tjah. "Politik er dejligt", som Ninn-Hansen sagde.

---

Som socialdemokrat har Henrik Dam blik for sagen. Omvendt kan man sige, at hverken Fogh eller Claus Hjort er liberale, så på den måde, gør det næppe nogen forskel at Karen Jespersen stiller op for Venstre.

---

Anders Krab TV2 siger til TV2 NEWS, at Karen J. selv har valgt Århus-området at stille op i. Oprindeligt var hun ellers ikke meget for at stille op imod Svend Auken. Auken-Jespersen bliver den helt store duel i Østjyske Storkreds. Det bliver "kampen i kampen". Et rigtigt drama. Den gamle campaigner Svend Auken vil uden tvivl elske den situation.

Karen til Jylland

2007-01-31T17:20:00.000+01:00

Spekulationerne om Karen Jespersens fremtid i Venstre - Danmarks såkaldt liberale Parti - engang kendt som ”Bondevennerne” - kører på højtryk. Intet er formentlig afgjort, men indtil videre melder den ledige Guldborgssund-kreds – Svend Erik Hovmands tidligere domæne - hus forbi. ”Hun passer ikke lige til Falster”, siger kredsformanden. Tjah. Det kan der nok være noget om.

Hva’ mæ’ Kjøwenhavn, så? Karen Jespersen vil kunne gøre livet surt for Marion Pedersen, Ulrik Kragh og Rikke Hvilshøj. Søren Pind bør kunne være sikker på én af de fire pladser i Københavns Storkreds, der omfatter Københavns, Frederiksbergs, Tårnbys og Dragørs kommuner.

Næh. Meldingerne på vandrørne går mere i retning af Jylland. Venstre har ingen kvindelige stemmeslugere af betydning i den befolkningsmæssigt tunge Østjyllands storkreds. Det vil være oplagt at opstille hende dér. Men også Nordjylland er en mulighed. Berlingske Tidende skriver, at Karen Jespersen er i spil til at overtage folketingets formand Christian Mejdahls - Indre Missions alibi for at stemme på Venstre - plads. Tænk, en gammel VS'er i stedet for den dybt kristne nordvestjyde.
Men der står jo også skrevet, at der er større glæde i himmerig ved én omvendt synder frem for 100 retfærdige!

Der er enighed på aviserne og i Christiansborg-miljøet om, at Karen Jespersen tager sig betalt med en ministerpost. De fleste peger på socialministerposten. Henrik Qvortrup siger det klarest ved i dag i Berlingske at stille det frække retoriske spørgsmål: Hvem tror I, at danskerne helst vil have på den post: Karen Jespersen eller Eva Kjer Hansen? Sover Dolly Parton på maven? Svaret giver i begge tilfælde sig selv.

Imod kunne dog tale, at Karen Jespersen nu satser sit på mange måder glimrende eftermæle. Hvorfor sætte det over styr? Hvorfor ikke kaste sig over et nyt ressort? Integrationsområdet fx. Rikke Hvilshøj topper ikke ligefrem popularitetsmålingerne, og integration er jo netop et område, hvor Karen Jespersen (og hendes mand) mener, at de har noget at bidrage med. Så hvorfor ikke give dem ansvaret for integrationen, når de nu er så meget klogere end alle andre?

Og så bringer Jarls Blog en lille velment advarsel til Anders Fogh og hans tro væbner – rotweileren, blodhunden, bulldoggen Claus Hjort Frederiksen. Friheden må gælde for Loke såvel som Thor. Derfor: Hvis Karen Jespersen undervejs pipper op om alt muligt, der på en eller anden måde er i modstrid med regeringstoppens fastlagte strategi og politik, så må alle forvente, at hun bliver slagtet ligeså nidkært som alle de øvrige – nuværende – venstrefolk er blevet det. Er Fogh og Hjort parat til det eller får hun specialbehandling?
For som socialdemokraten Kristian Madsen påpegede på sin blog: Karen Jespersen opererer – i modsætning til Fogh - ikke med drejebøger. Med andre ord. Hvor længe vil de evt. hvedebrødsdage mellem Venstre-toppen og Karen Jespersen vare? Hvis jeg var Christiansborgjournalist, så ville jeg slikke mig om munden blot ved tanken om de trakasserier mellem Karen J og Fogh/Hjort, der kan eller vil komme.

Hvad er din pris, Karen?

2007-01-30T17:03:00.000+01:00

Opdateret 31.1.07 kl 08.23
Karen Jespersen bliver folketingskandidat for Venstre i en sikker kreds i Jylland, skriver Ekstra Bladet onsdag. Statsministeren sagde tirsdag på sit pressemøde, at hun er velkommen i partiet. Lige siden Jespersen meldte sig ud af Socialdemokratiet, har spekulationerne ellers især gået på, hvornår hun ville melde sig ind i Dansk Folkeparti, da netop dette parti har kombineret socialdemokratiske velfærdsholdninger med en stram kurs overfor udlændinge. Grundholdninger, der er som skabt for Karen Jespersen.

Hvorfor vil Karen Jespersen, der er fyldt 60, i folketinget igen? Hvad får hun ud af det? Var det ikke bedre at være klummeskribent og selvudråbt orakel om dansk udlændingepolitik? Hvad bliver hendes pris for Venstremedlemskabet? Integrationsministerposten? Det forhandles der stadig, mener Ekstra Bladet, som desuden kan fortælle, at det er Lars Løkke Rasmussen, der har formidlet kontakten mellem partiets top og den fhv. socialdemokrat, nu snart liberale politiker...

Jeg forstår statsministerens motiver. Med Karen Jespersen i ryggen bliver det endnu nemmere at vinde næste folketingsvalg. Den tidligere socialdemokratiske socialminister har appel langt ind i Socialdemokratiet og vil også kunne holde på de vælgere, der sidste gang stemte på Venstre og Dansk Folkeparti. I følge Ritzau sagde Fogh tirsdag på sit pressemøde:

”Karen Jespersen er bestemt velkommen. Hun har givet udtryk for nogle overvejelser, som jeg selv har stået for i flere år. Blandt andet den vægt, hun lægger på sammenhængskraften i samfundet. Så jeg ser klart nogle parallelle holdninger. Men jeg synes, at hun skal have lov til at foretage sine overvejelser selv.”

På dansk: Han er enig med hende i, at der eksisterer en islamisk trussel mod Danmark og vores værdier. Talen om ”sammenhængskraften” handler om, at etniske danskere i stigende grad ikke vil finde sig i at betale til en velfærdsstat, hvis ikke de samtidig ser, at der bliver stillet krav til de især de muslimske danskere.

Også jeg er tilhænger af en stram udlændingelov, og at alt skal gøres for at få integreret indvandrere m.v. Men som liberal er jeg også kritisk overfor velfærdsstaten. Jeg ønsker mindre stat og mere privat og frem for alt: lavere skatter. Ingen af delene er blomster, der nogensinde har vokset i Karen Jespersens have. Hun har siden sine tidligste år i VS - og siden i Socialdemokratiet - haft det ideologiske udgangspunkt, at staten skal løse alle problemer, og at politikerne altid kan plukke ”de rige” for at skaffe midlerne.

Nu mener Anders Fogh Rasmussen , at han og Karen Jespersen har noget til fælles. Det har de utvivlsomt. Men hvorfor skal han tage Danmarks liberale parti som gidsel for at fremme holdninger, der aldrig har været Venstres? Man kan kalde Foghs frierier til Karen Jespersen for pragmatiske. Eller kyniske. Hvad bliver dog det næste, som han og Claus Hjort sælger ud af for at få en periode mere som statsminister? Ja, deres bedstemødre lever næppe længere, så det er så ikke en mulighed.

Men de ku' jo lige inden læse, hvad socialdemokraten Kristian Madsen skriver om sagen. De har jo erfaringer med Madam Jespersen.

Helle on the trail

2007-01-29T16:58:00.000+01:00

Hvad laver Helle Thorning-Schmidt, mens ”Kaj Holger” a.k.a Anders Fogh Rasmussen styrer Danmark? Hun er ude og møde vælgere. She’s on the campaigntrail, som de siger overthere. BT har i dag en reportage, der fint viser, hvordan S-lederen bruger sin tid. Som gammel kampagnerotte, må jeg løfte på hatten og vise min respekt til Thorning og hendes kampagnehold. De gør det helt rette. Helle T møder vælgere på gymnasier, arbejdspladser m.v. Hun ses i situationer, hvor S’s leder tager kegler på sin sympatiske fremtoning. Det er mennesket Helle T, der vinder sjæle for Socialdemokraterne og fremstår i vinder-situationer plus at hun selv får daglige succesoplevelser. Venlighed, smil og glade ansigter giver selvtillid, og det er et uundværligt brændstof for enhver sand campaigner. Og campaigning, det er lige, hvad Thorning gør nu. Møder vælgerne, hvor DE er. Lytter til DEM. Hører om DERES problemer. Derved fremstiller socialdemokraterne også et billede af en Thorning, der møder folk. Får trykket deres hænder så at sige – ”press the flesh” – som det hedder på kampagneamerikansk – mens Fogh sidder på sit kontor inde i Prins Jørgens Gård langt væk fra almindelige menneskers problemer og virkelighed… Det er nu næppe en fælde, som Fogh går i på langt sigt.

Undervejs rundt for at "møde folket" samler S-lederen råstyrke og erfaring sammen, til når det rigtig går løs i valgkampen. Hvis Thorning i stedet havde muret sig inde på Christiansborg, ville hun være blevet fedtet ind i al det daglige fnidder-fnadder, der foregår der. De daglige politiske markeringer har hun jo ordførerne til at ordne, og telefonen er opfundet, hvis et eller andet kræver hendes tilstedeværelse på Slotsholmen.

Man må komplimentere spindoktor Lars Kaspersen og resten af S-strategerne for at udnytte Helle Ts fordele maksimalt og for at skjule manglerne bedst muligt.

Henrik Qvortrup har igen i dag i Berlingske en rigtig analyse af Helle Thornings svagheder. Han og mange har ret i, at Fogh stadigvæk er storfavorit til at vinde næste valg. Men en anden vigtig pointe, som Qvortrup også understreger i klummen "Spin-off" er, at Helle Thorning er gået fra at være én, man regnede med, snart selv kastede håndklædet i ringen til en trussel, som Fogh selv tager alvorligt:

Selv Anders Fogh har tænkt tanken og vurderet den som realistisk. Ellers havde han næppe skruet sig så højt op retorisk, da han for et par uger siden erklærede det omsonst at mødes med en Helle Thorning uden tilhørende politik.
Ideen var selvfølgelig at sætte Socialdemokraterne under pres og bringe sig selv tilbage i offensiven. Men udførelsen var næppe så heldig. For mon de kvindelige vælgere, som Fogh så gerne vil appellere til, brød sig om den far-agtige, oppe-fra-og-ned-agtige form? Uanset hvad: Statsministeren fik afsløret sig selv som én, der nu for alvor frygter Thorning.
Hvad han så nok også gør. Han er klar over, at såvel Thornings køn som hendes uerfarenhed paradoksalt vil låse ham. Forstået på den måde, at han simpelthen vil kunne tillade sig mindre i de afgørende dueller. Problemet for Fogh er, at vælgerne nemt vil opfatte ham som upassende patroniserende i forhold til Thorning – også selv om han blot udkæmper en reel, politisk fight. Under valgkampen vil Fogh ikke kunne udnytte sin politiske styrke for fuld skrue, og retorisk vil Thorning faktisk kunne tillade sig en hel del mere end ham.

Før folk kaster op over, at jeg kanoniserer Helle Thorning-Schmidt her på bloggen, så lad mig lige endnu engang slå fast, at jeg ikke deler hendes politiske udgangspunkt. Alle dem af os, der stadig tør kalde sig liberale bør dog være glade for, at en socialdemokratisk leder for første gang i nyere tid har taget skattestoppet til sig. Det gør, at vi ikke har så meget at miste på valgdagen, ved at vælge sofaen frem for Anders Fogh, som har kastet vrag på liberalismen og nu åbenbart bare vil fylde taburetten ud længst mulig sammen med Claus Hjort.

Søndag med ”Forbrydelsen”

2007-01-28T14:36:00.000+01:00

Jeg elsker at sætte mig til rette søndag aften og se DR’s nye TV-krimiserie ”Forbrydelsen”. Sofie Gråbøl lægger endnu en dimension til sit store skuespiltalent som den eftertænksomme og intuitive opklarer. For ”political junkies”, ligesom jeg selv, er det ekstra spændende at dele af scenariet udspiller sig under en københavnsk kommunalvalgkamp. Især når man, som jeg har deltaget aktivt i et par stykker af slagsen i Søren Pinds valgkampagner i ’97 og ’01. I det første afsnit fornemmede jeg dog et par unøjagtigheder i beskrivelsen af det politiske miljø på rådhuset. Fx at der blev spillet klassisk musik under et fundraisingarrangement. Det er heller ikke specielt lige på kornet, at den ene overborgmesterkandidat Bremer (Jens Kramer Mikkelsen?) beder et andet partis kandidat om at lade være med at stille op, men vente fire år (?). Sådan fungerer det jo ikke. Et parti kan jo ikke undgå at stille med en spidskandidat. Så her demonstrerer seriens forfattere simpelthen manglende viden om politik.

Til gengæld har forfatterne kommet meget tæt på virkeligheden ved at beskrive, hvor hårdt og brutalt det politiske miljø kan være. I dag i Politiken fortæller Søren Pind frejdigt om, hvad han blev udsat for af en spindoktor. På Pinds hjemmeside kan man læse hele historien. Her er et uddrag:

”Jeg har haft Søren Sveistrup og Co.(Tv-seriens forfattere) på besøg. Og fortalte dem blandt andet om den værste skarnsstreg, jeg var udsat for i min tid som borgmester:

Kramers daværende spindoktor Carsten Mai-Jørgensen henvendte sig i sin tid både til Jyllands-Posten og Berlingske Tidende med en historie om, at jeg benyttede mig af prostituerede. Det kunne være slemt nok. Men hvad værre var: Jeg havde, påstod spindoktoren, brugt mit kommunale (guld)kreditkort til at betale for ydelserne...

Stor opstandelse. Jeg blev ringet op af Berlingske, der spurgte om det kunne have sin rigtighed, hvilket jeg naturligvis kunne afvise. Det var imidlertid ikke nok for Jyllands-Posten. Avisen bad om aktindsigt i samtlige mine bilag. Hvor det værste man fandt, var 3 cohiba-cigarer. Det var nu også temmelig dumt, men her mange år senere kan jeg smile ad det...

Avisen gik lige i spindoktorens fælde. Han vidste jo udmærket, der ikke var noget at komme efter. Men kunne han få en avis til at kigge bilagene igennem, kunne de jo - efter at have brugt tid og kræfter på det - ikke så godt lade være med at skrive en historie om fråds og misbrug.

Efter svære overvejelser lod Jyllands-Posten på chefredaktørens beslutning historien ligge. Men selvfølgeligt følte jeg mig ilde til mode”.

Det bliver spændende at se, hvad forfatterne bag "Forbrydelsen" får ud af forlægget fra den virkelige verden.

Den nævnte Carsten Mai kom senere over til finansminister Thor Pedersen, hvor han var spindoktor frem til sidste folketingsvalg. I dag er han kommunikationsrådgiver i det private erhvervsliv.

Berlusconisering

2007-01-25T13:51:00.000+01:00

Må man som statsminister tage til genmæle overfor et tv-program, der kritiserer den førte politik? Må en politiker kritisere et medie, når den forsvarer samme tv-program, hvor der efterfølgende kan stilles betydelige spørgsmålstegn ved kildernes troværdighed eller værdien af deres udsagn? Ja selvfølgelig må enhver politiker det. Ytringsfriheden gælder os alle. Derfor er det fuldstændig latterligt, at oppositionen råber op om ”berlusconisering”, når Anders Fogh kritiserer Danmarks Radio og særligt TV-programmet ”Den Hemmelige Krig” af Christoffer Guldbrandsen. Hvad forestiller oppositionen og såkaldte medieeksperter sig? At regeringen skulle undlade at forsvare sig? Det er jo absurd. Heldigvis har vi et pressenævn, der kan tage sig af den slags sager.

”Berlusconisering” er efter min mening et venstrefløjsudtryk opfundet til lejligheden. Hvis man kan tale om ”berlusconisering” i Danmark – defineret som en tendens, hvor medierne mere eller mindre kontrolleres af den ene politiske fløj - så viste fænomenet sig klarest i de elektroniske medier i monopoltiden i 1970’erne og 1980’erne. Da havde Danmarks Radio en tydelig politisk slagside med overvejende venstreorienterede journalister som medarbejdere, og derfor tog samfundsdebatten altid sit udgangspunkt i anti-amerikanisme, velfærdsstatens lyksaligheder og at stærk regulering og/eller brandbeskatning af borgerne var løsningen på alle større samfundsproblemer.

Ikke desto mindre hører jeg til dem, som synes, at især den borgerlige presse er alt for venlig ved Anders Fogh. Foghs bedrag overfor borgerlige kernevælgere er efter min mening meget underprioriteret i dækningen. Kun takket være CEPOS, dagbladet Børsen og enkelte journalister på Berlingske Tidende bliver Fogh ind imellem revet i næsen for hans stedmoderlige behandling af Venstres oprindelige politiske platform: At gøre noget ved de borgerlige mærkesager som lavere skat, mindre bureaukrati og sikre den personlige frihed. Det politiske program som Fogh har forladt, fordi han hellere vil gennemføre socialdemokraternes politik.

Thorning skal søge konfrontation med Fogh

2007-01-24T16:35:00.001+01:00

Helle Thorning-Schmidt har en klar interesse i at skabe konfrontationer med Anders Fogh Rasmussen. For uanset om statsministeren kommenterer eller undlader at kommentere Thornings kritik af ham, så aktiverer TV-billeder med hans reaktion negative følelser hos kvinder. Det skubber dem over den politiske midte og i armene på socialdemokraterne eller de radikale.

Når statsministeren afviser at møde Helle Thorning-Schmidt i duel og nedladende siger, at S-lederen ”ikke har noget projekt”, så er det – naturligvis ubevidst - nærmest hele kvindekønnet, han nedgør. Fogh fremstår som ”manden”, der irettesætter og belærer ”kvinden”, Helle Thorning. Især må det provokere, når kvinden, der belæres er veluddannet og intelligent med en moderne og sympatisk fremtoning.

Situationer som denne får kvinder til at fravælge Fogh, og det bliver et problem for ham, hvis valgkampen bliver lige så tæt som ved folketingsvalgene 2001 og 2005.

Nu kunne man(d) indvende, at det mest er ”emanciperede venstreorienterede kvinder i Hovedstaden”, der går mest op i disse ting. De kvinder er alligevel helt ude for Foghs' rækkevidde og i øvrigt stemte de heller ikke på Venstre ved de sidste to valg. Min tese er, at Foghs kommunikation over for Helle Thorning-Schmidt ikke desto mindre også påvirker en anden og for ham langt mere interessant vælgergruppe, nemlig hele midtergruppen af kvinder, som til daglig er ligeglade med politik, men som alligevel har en selvopfattelse, der minder om gruppen af ”emanciperede mv.”. Flertallet af midtergruppen stemte faktisk på VKO ved de seneste valg, og det er netop den vælgergruppe, som ifølge alle undersøgelser afgjorde de to seneste valg.

I slutspurten af 2001-valget bad Venstre partiets medlemmer at sende nogle postkort til usikre vælgere i familie og vennekredsen. Et af postkortene havde en glimrende tegning af Erik Werner, der viste Poul Nyrup klappe en gruppe ældre mennesker på hovedet. Teksten lød: Træt af at blive talt ned til? Så i Venstre er man klar over, at det sjældent kan betale sig for statsministre at optræde for belærende. Måske var det en idé for socialdemokraterne at lave en lignende tegning med Fogh, der står og belærer en kvinde om, hvordan det hele hænger sammen?

Fogh minder mange mennesker om Krønikens ”Kaj Holger”, der høster anerkendelse som en dygtig forretningsmand og evne til at drive fjernsynsvirksomheden "Bella", mens de bløde – menneskelige egenskaber ikke er tydelige. To gange har Foghs modstandere været mandlige teknokrattyper, der begge var gode til tal og det politiske håndværk. I begge tilfælde vandt Venstres leder, fordi han til sidst hos vælgerne fremstod, som den ”mest driftssikre”, og den præmis gælder stadig. Helle Thorning må gerne overtage ”Bella”, men kun hvis S-lederen overbeviser alle om, at hun kan gøre det mindst ligeså godt som ”Kaj Holger”. Det bliver Foghs opgave at påpege, at det kan Thorning ikke, men det får han svært ved uden at falde i fælden, som ”bedrevidende mand”.

VK-dræberteamet klar

2007-01-23T14:16:00.000+01:00

S-ordførerholdet, ”der skal vælte Fogh” er blevet sat. Det blev et kompromis mellem fløjene, og som altid var der vindere og tabere.

Bjarne Laustsen får comeback som ny boligordfører. Laustsen var den første ordfører efter FV 2005, der blev ”halshugget”. Som arbejdsmarkedsordfører demonstrerede han offentligt, at han ikke helt havde fattet, at Helle T faktisk havde besejret Frank Jensen ved formandsvalget 40 dage tidligere. Den nordjyske maskinarbejder korreksede offentligt sin formand på efterlønsspørgsmålet, men nu har Laustsen vist i en periode, at han har kunnet vare sin mund. Laustsen tilhører beton-fløjen (a.k.a. Auken-fløjen) hos Socialdemokraterne.

Den erfarne Anne Marie Meldgaard som i sin tid noget så eftertrykkeligt smækkede med døren, da hun gik som integrationsordfører, er tilbage. Ligesom Laustsen bliver hun dermed også belønnet for at vise god disciplin, være loyal osv. Meldgaard hører til på S’s flytninge-strammerfløj.

Lone Møller var ifølge presseforlydender sur over at blive væltet som sundhedsordfører. Det er der ikke noget at sige til, selvom vælgerne næppe vil savne sandpapirstemmen. Hun blev tilbudt kommunal-området, men det politisk mest interessante er ligesom overstået med gennemførelsen af kommunalreformen. Så nu kan hun sidde og surmule i gruppen. Det plejer ikke at gå stille af. Kommunalområdet bliver overtaget af veteranen og skatteelskeren Ole Stavad – manden, der sørgede for, at S ikke fik indflydelse på kommunalreformen. Stavad genopstiller i øvrigt ikke.

På sundhedsområdet bliver Møller erstattet af Jens Peter Vernersen. Hans arbejdsfacon er at skyde på alt, hvad der bevæger sig. Vernersen er en rigtig loyal partisoldat, der uden tøven bider regeringens ministre i haserne, kræver deres afgang eller hiver dem i samråd. Ind imellem med god grund. Med Vernersen på denne post signalerer man et ønske om mere konfrontation med regeringen, hvor Møller stod for en linje, der var mere præget af dialog og ønske om konkret indflydelse. Begge ting har sin charme. På denne side af et valg og med en presset sundhedsminister virker det derfor som et klogt træk af Helle T, at indsætte en rottweiler som Vernersen på sundhedsordførerposten.

Morten Bødskov er en type, der kan lidt af hvert. Intellektuelt, taktisk og strategisk er han i den øverste klasse af alle de nævnte ordførere. Det er helt sikkert et fornuftigt træk at forfremme ham til finansordfører. Thomas Larsen på Berlingske mener, at han sammen med Thornings inderkreds – Sass Larsen og Lykketoft – skal udgøre S’s "angrebsteam" på velfærdsområdet, der skal matche Finansminister Thor Pedersen og Skatteminister Kristian Jensen. Det lyder rigtigt, derfor kunne det godt være noget, som socialdemokraternes spindoktor har hvisket Larsen i øret.

Retsordførerposten går til Karen Hækkerup, som har gjort det godt som forbrugerordfører, hvor hun bidrog pænt til at få Lars Barfoed til at bide i græsset. Nu er det justitsminister Lene Espersens skalp, som det gælder. Det bliver formentlig end noget sværere opgave. Espersen laver nemlig ikke så mange fejl som Barfoed, og så har hun fem års rutine på retsområdet. Hækkerup skal - til trods for medlemsskab af retsudvalget - først nu til at begynde.

Valgforberedelser op i gear

2007-01-22T21:07:00.000+01:00

Nyhedsavisen skriver på deres hjemmeside i aften, hvad flere politiske iagtagere har fornemmet i de sidste dag: Partierne gør klar til den forestående valgkamp ved at holde strategimøder. Det islandsk-ejede dagblad mener at vide, at der holdes hemmelige møder mellem regeringen og Dansk Folkeparti, hvor "valgkamp" står på dagsorden.

Ikke overraskende vurderer Nyhedsavisen, at valgkamptemaerne bliver skat, velfærd samt udlændinge og miljø/klima. Sidst men ikke mindst bliver lederskab også et tema.

Til Nyhedsavisen siger Michael Kristiansen, som er Anders Fogh Rasmussens forhenværende spindoktor og blandt V's valgstrateger ved FV2001 og FV2005:

"Der er ingen tvivl om, at velfærd bliver et stort tema. Men den økonomiske situation på valgtidspunktet er afgørende for, hvordan temaet bliver behandlet. Jeg tror, at oppositionen vil forsøge at sætte alt inden for den nære velfærd på dagsorden. De vil finde hvert et nedslidt klasseværelse og sige, at det er Foghs skyld, at det ser sådan ud".

Professor i statskundskab på Københavns Universitet, Hans Jørgen Nielsen ser de seneste ugers satsning fra regeringen på en ny miljø- og energipolitik som et defensivt træk, der skal dække regeringens svage punkter af.

»Det største problem for Fogh er, at han er igennem drejebogen. Hvad skal han nu? Hvad er hans nye projekt? Derfor tror jeg for eksempel, at statsministerens forberedelser til næste valg kan være en løsning på problemet for de afviste asylansøgeres børn,«

---

Kristiansen og Hans Jørgen Nielsen har begge fat i noget meget væsentligt. Regeringen er i gang med (endnu engang) at identificere, hvor deres flanker er. Helle T's angreb skal "pakkes ind vat", som Kristiansen udtrykte det, da S-lederne ved de sidste to valg blev gjort tandløse. Det skete simpelthen ved, at VK-regeringen stjal Socialdemokraternes politik ved lige inden valget at vedtage oppositionspartiets forslag .

Hvis jeg var Helle T, så ville jeg holde krudtet meget tørt, og simpelthen lade være med at blotte mig ved at stille velfærds-forslag.

Nervekrigen frem mod valget er godt igang, men presset hviler på regeringen. Det er dem der i favoritrollen, det er dem, der skal genvælges. Taber Fogh er det formentlig slut med en hel generation af VK-politikere.

Går S frem uden at få flertal, er det alt andet lige en sejr for Helle T. Den viden bør kunne skabe ro i socialdemokratiet til i ro og mag at få planlagt en god valgkampagne.

Nyt blod til Rottweilerklubben

2007-01-22T15:35:00.000+01:00

Update 22.1.07 Kl.18.55.

Det fyger lige nu med rygter om en foranstående offensiv ordførerrokade i socialdemokratiet, der måske finder sted sidst på ugen. Det sker formentlig fordi, at Pia Gjellerup forleden indså at hendes fremtid i politik lå bag hende, og at der måske også var andet i livet end Christiansborg. Gjellerups exit åbner dermed op for ordførerkabalen i det store oppositionsparti. Det sidste halve år har været blandt de mest rolige i Socialdemokraternes nyere historie. Det virker overbevisende, når socialdemokraterne marcherer i flok. Man har hverken set brokkerier fra S-gruppemedlemmer i pressen eller optræk til snigløb af formanden. Den interne disciplin i S-gruppen afspejler sig også i opmuntrende meningsmålinger. Men nu er det altså tid til at skifte ud på de pladser, hvor S kunne være bedre kørende. Altinget.dk/politik.tv2.dk har kigget på nogle af de ordførernavne, der er i spil:

”Her nævnes Sophie Hæstorp som ny sundhedsordfører, når hun får comeback som afløser for Pia Gjellerup, der stopper til februar. Den nuværende, Lone Møller, kritiseres for at have været for passiv i kræftsagen.”

Sophie Hæstorp Andersen er en ung socialdemokrat, der gør sig godt på TV, og hvor det faglige også skulle være i orden. Lone Møller virker ”way over the hill” på mig. Den monotone irriterende stemme, hvis særlige skratten formentlig holdes ved lige med, hvad der lyder som mindst en pakke smøger dagligt. Det faglige og engagementet er sikkert ok, men jeg tror næppe at socialdemokratiske græsrødder, går i demonstrationstog for fortsat at skulle høre på Lone Møller udtale sig på vegne af Socialdemokratiet om sundhedspolitik. Måske er hun også fedtet for meget ind i forlig med Lars Løkke. Måske skønner man, at der er drukket lidt for mange bajere og røget lidt for mange smøger i muntert samvær med sundhedsministeren til, at Lone Møller så kan være en "rottweiler" efter den charmerende minister, og få ham til at bløde politisk? I hvert fald mener nogle, at hun har været ”for passiv i kræftsagen”.

Videre skriver altinget.dk:

”Samme kritik (for passiv) går mod trafikordfører Poul Andersen, der har været syg, og som sagtens kunne have været hårdere ved transport- og energiminister Flemming Hansen (K). Et muligt bud som ny trafikordfører er Magnus Heunicke, der imidlertid også nævnes som ny kommunalordfører.
Til den post kandiderer en anden ung socialdemokrat, Karen Hækkerup, imidlertid også.”

---

Karen Hækkerup har flere gange demonstreret, at hun har den politiske ”rottweiler” i sig ved at bide sig fast i sagerne, spørge ind til problemerne og tvinge ministre i defensiven. Det er folk som Hækkerup, som socialdemokratiet i opposition skal opmuntre og forfremme. Folk, der har et ”killerinstinkt” og som lever op til den rolle enhver opposition har i et demokrati, som kritisk og kontrollerende.

Samlet set er det derfor klogt af Helle Thornings-Schmidt at forfremme yngre folk med lidt erfaring ved på denne måde at give dem hele tiden tungere og mere udfordrende opgaver. Det er simpelthen god politisk ledelse. Befolkningen er oveni heller ikke træt af de nye ansigter. Eneste minus er Mogens Lykketoft, som er et meget slidt ansigt i dansk politik. Hvis jeg var Helle T, så ville jeg ikke lade Mogens Lykketoft tegne socialdemokraternes udenrigspolitik frem mod valget. Man har en god sag med Irak og andre – mindre dogmatiske og belastede – S-politikere kan sagtens spille dette kort. Lykketofts person jager bare midtervælgerne i armene på Fogh.

Nyt om sagen på politiken.dk

"Til stor irritation for S-ledelsen har den tidligere minister og gruppeformand (Pia Gjellerup) sendt en række anbefalinger til flere medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe om, hvordan både hendes egne og andre ordførerskaber bør fordeles, erfarer Politiken.dk.

Blandt andet foreslår Pia Gjellerup sin afløser i Folketinget, Sophie Hæstorp Andersen, som sundhedsordfører i stedet for Lone Møller.

Og den nuværende ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl som ny politisk-økonomisk ordfører i stedet for Gjellerup selv."

---

Ja, det skulle lige mangle, at Gjellerup sådan kunne diktere sit politiske testamente. Thorning er til alt held sikkert så klog, at hun siger pænt tak til Gjellerup for de gode råd, og gør som det fuldstændig passer ind i Socialdemokraternes egen og hendes egen strategi.

Læs også David Troels Garbys analyse om samme på bloggen "Dansk Politik"

Anne-Mette på finansloven

2007-01-21T11:53:00.000+01:00

Der er ved at blive skabt flertal for, at statsministerfruen skal have dækket nogle af sine udgifter, når hun repræsenterer vort land. Det er kun rimeligt. Når man tænker på, hvad riget ellers bruger af penge på uduelige folkevalgte, så gør Anne-Mette Rasmussen da i det mindste gavn ved bl.a. at tage med på udlandsrejser som statsministerens naturlige påhæng. Og den opgave løser hun ikke så ringe.

Men, men, men.

Kommer Anne-Mette på finansloven, så giver regeringen automatisk medier og folkevalgte lov til at gå parret efter i sømmene. Bruger de pengene på den rigtige måde og som tiltænkt osv. Fogh er ikke kendt for at være en, der smider om sig unyttigt med skattekroner på tant og fjas.

Alligevel vil formiddagspressen og ugebladene nu få det ekstraargument for at rode i parrets privatliv m.v. Og skulle der – mod forventning - være ”noget at komme efter”, så kan Qvortrup & Co forsvare sig udelukkende ved at henvise til at Anne-Mette Rasmussen står på finansloven. "Folket" har en kontant interesse i at få at vide, hvad deres penge bliver brugt til. Med andre ord: Den til enhver tid siddende statsminister har fået indskrænket sin privatlivssfære yderligere.

Men den risiko/chance må man gå ud fra, at de nøje har overvejet i Statsministeriet.

Sekten vs. blåskjorterne

2007-01-19T15:50:00.000+01:00

Naser Khaders politiske aktier er faldende. Det er tilsyneladende en kendsgerning, som i ugens løn blev fastslået af flere medier. Hans netværk af muslimske demokrater rykker ligesom ikke længere. Its yesterdays papers telling yesterdays news, som det hedder sangen. De radikale i København har også været efter den tidligere mediedarling: Naser. Khader. Forleden demonstrerede radikale partimedlemmer imod Khaders linje, der dybest set består i, at han ikke på forhånd vil udelukke et samarbejde med V og K. Helt udsædvanligt blev der på de københavnske radikales opstillingsmøde begæret skriftligt afstemning om et siddende folketingsmedlems kandidatur, hvorved en fjerdedel – 39 - af de 163 fremmødte stemte imod Khaders opstillimg. Undervejs havde Khader også måttet høste hård kritik fra flere medlemmer.

I dag i Weekendavisen præsenterer journalisterne Arne Hardis og Hans Mortensen et par dybereliggende årsager til den interne radikale magtkamp.

”På Det Radikale Venstres højrefløj frygter man, at partiet i dølgsmål og lige så stille er ved at forvandle sig til et helt nyt parti; et moralistisk, venstreorienteret parti, som i stadig højere grad tiltrækker vælgere og medlemmer, for hvem forestillingen om samarbejde med Venstre og De Konservative er en vederstyggelighed. Det var denne frygt, der i denne uge fik den tidligere formand for De Radikale i Hovedstaden, Anders Thomsen, til at bryde tavsheden og anklage Marianne Jelved for at skifte karakter fra parti til sekt.

I et vredt indlæg, som offentliggøres i partiorganet Radikal Politik i næste uge, skriver Thomsen under overskriften »Sure opstød«, at begivenhederne ved denne måneds opstillingsmøde for De Radikale i hovedstaden »minder mere om en sekt end et politisk parti: En fejlfri leder, der ikke må kritiseres, en foragt for de ikke-troende, der betragtes som dårligere mennesker, og en afvisning af enhver mulighed for dialog og kompromis med ikke-troende. Er det virkelig det parti, jeg meldte mig ind i for mere end 10 år siden?”

Thomsen og ligesindede har det ikke nemt for tiden:

Anders Thomsen tilhører den mere og mere marginaliserede fløj i partiet, som Jelved-sympatisørerne kalder »Blåskjorterne«. Han er i dag medlem af den radikale hovedbestyrelse, og han frygter, at hans parti er ved at forandre sig så grundlæggende, at den gamle rolle som midterparti smuldrer; et parti er jo ikke kun sin historie – det er også sin medlemsskare.

Blåskjorterne! "De Sekteriske" har øjensynligt hentet inspiration fra de italienske fascisters sortskjorter, da de skulle navngive partiets højrefløj. De hygger sig rigtig hos de radikale!

Resten af Hardis og Mortensen glimrende artikel peger på den tendens: at de mange nye radikale vælgere er mere venstreorienterede end tidligere.

Blandt de fremførte "vidner" er Frederiksbergs mangeårige radikale kommunalbestyrelsesmedlem Pernille Høxbroe:

”De seneste tre-fire år er det blevet et andet parti end det, jeg meldte mig ind i i 1980. Der er ikke mange liberale mennesker tilbage i Det Radikale Venstre. Vi er blevet et socialistisk parti for velbjærgede, der af en eller anden grund ikke synes, de kan være medlem af SF eller Enhedslisten, men finder det mere politisk korrekt at være hos Det Radikale Venstre. Det er en stor forandring af det parti, der for ganske få år siden var medlem af forskellige borgerlige regeringer. Tidligere var det en radikal dyd at søge størst mulig indflydelse. Nu er vi blevet det mest isolerede parti i dansk politik. Ledelsen har et stort ansvar for, at det er blevet sådan. Den retorik, den har ført, har medvirket til at ændre partiet.

---

De radikales interne kamp om partiets sjæl bliver spændende at følge. Jarls blog tillader sig at sætte sin lid til at partiets liberale kræfter i sidste ende får overtaget, for dem har jeg en svaghed for.

Naser Khader bliver snart populær igen. Det sker ligeså snart den næste politiske krise – stor eller lille – der involverer Islam på en eller anden måde.

Marianne Jelved eksisterer i en anden verden end alle os andre. Langt inde i det radikale bagland sidder der dog fornuftige klartskuende folk, der forlængst har indset, at den radikales leders tid for længst er forbi.

Thomsens leder i det radikale blad er et skridt på vejen mod ”borgerkrigen” i partiet. Indtil videre holder nøglepersonerne sig fra at udtale sig.

Fortsat dårlige meningsmålinger vil forhåbentlig fremme Jelveds exit. Den dag, hvor det sker, da kommer magtkampen mellem Morten Helveg og Margrethe Vestager om partilederposten. Det bliver heller ikke kedeligt!

N.B. Hør P1-debat mandag 22.1.07, 12.30 hvor Anders Thomsen tørner sammen med Marianne Jelved om, hvorvidt at de radikale er ved at blive en sekt.

Venstres snorketræ stopper

2007-01-18T20:50:00.000+01:00

Venstres gruppeformand Svend Erik Hovmand melder nu, at han ikke genopstiller. Jubel og frydeskrig må fylde luften over det ganske land. Venstres kronisk søvnige gruppeformand på 61 vintre får over sine læber til Lolland Falster Folketidende:

- Jeg føler mig for ung til at stoppe og for gammel til at fortsætte.

Yeah right…

Næh, sandheden er nok nærmere, at Hovmand kan risikere ikke at blive genvalgt ved næste valg. Hovmand kæmpede under forhandlingerne om valgkredsenes størrelse længe, men forgæves med næb og klør, for at holde sin egen valgkreds ude af den kæmpestore Sjællandskreds med Bertel Haarder, Statsministeren osv. Hovmands personlige stemmetal ville nemlig dermed blive alvorligt udfordret. De store navne vil støvsuge storkredsen for personlige stemmer og dermed bliver det rent lotteri, hvorvidt Hovmand ville blive valgt. V-toppen måtte dog skære igennem for at få vedtaget valgkreds-reformen efter, at det blev åbenbaret for alle, at Hovmand havde trukket forhandlingerne i langdrag.

Med de nye stærkt forringede odds for genvalg har Hovmand uden tvivl taget den beslutning at spare sig selv for ydmygelsen og i stedet stoppe på toppen som gruppeformand.

Hovmand har af uransagelige grunde været valgt uafbrudt til folketinget siden det herrens år 1975. Tre gange er Venstres top kommet til at udnævne ham som minister for henholdsvis ressortene bolig, energi og skat. Endelig blev han gruppeformand efter valget i 2005. Det er dog ikke en post, hvor han ligefrem har brilleret. Hovmand har for vane at rode rundt i dagsordenerne og konkluderer ofte forkert på gruppemøderne, hvilket selvsagt er en pine for V's MF'ere.

Ikke desto mindre: En imponerende karriere alt taget i betragtning.

Snu rad har Hovmand altid været, det må man lade ham. Nu kan han så hygge sig med ministerpensionen og slipper for at nå toget fra Ringsted station tidligt om morgenen.

Sov godt, Hovmand!

Kaj Holger vender tilbage

2007-01-18T09:27:00.000+01:00

"Helle Thorning-Schmidt har ikke noget projekt", siger Anders Fogh og bruger det som undskyldning for ikke, at ville mødes med socialdemokraternes leder.

"Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus", siger et ordsprog, og det kan man vel som liberal-borgerlig vælger indvende mod statsministerens spydigheder.

Helle Thorning har da et projekt. Et særdeles klart projekt med stærk potentiel vælgerappel. Det er at bruge flere penge på offentlig velfærd i form af overbud plus skattestop plus stram indvandrerpolitik. Og så er der hendes trumf: Tropperne hjem fra Irak nu.

Anders Fogh har utrolig mange gode kort på hånden, og jeg tror stadig på, at han vil vinde det næste valg om end det formentlig bliver mere snævert end sidst. Det viser stort set alle meningsmålinger. Men han skal ikke forsøge på at overspille kortene.

Fogh har fået en hel del øgenavne med tiden. Èt af dem, der i øvrigt irriterer ham voldsomt, er ”Kaj Holger”. Et øgenavn, der naturligvis er taget fra den kantede, gammelfar-agtige, selvgode og arrogante figur fra TV-serien ”Krøniken”. Når Fogh udtaler sig nedladende om Helle T og hendes manglende projekt, så virker det på nogle mennesker, som når Kaj Holger ryster på hovedet over sønnen Erik og hans håbløse nymodens projekter. Hån er bestemt underholdende, men det er sjældent effektivt, hvis det handler om at skabe sympati om sig selv og sit projekt.

Helle T har i den sidste tid gjort meget lidt forkert. Kortene holdes tæt til kroppen, og man lader sig ikke provokere af hverken Claus Hjort og Anders Fogh. Det er klogt. Der er for mig ingen tvivl om, at S’s snævre ledelse har lagt en teflon-strategi, hvor man blot gentager sine egne budskaber uanset, hvad der kommer af provokationer fra regerings-toppen. Det virker disciplineret og professionelt, og det må et eller andet sted frustrere Venstres ledelse

Valgkamp pr. stedfortræder

2007-01-17T09:34:00.000+01:00

Det er efter min mening et rigtigt smart træk, at få statsministerfruen involveret i Darfur-indsamlingen. Alle kan være enige om, at det, der sker i området, er dybt tragisk, og alle kan være enige om, at der sker for lidt for at hjælpe folk i området. Derfor er det sympatisk at se Anne-Mette Rasmussen i den sammenhæng, og endda som protektor. Se i øvrigt. www.vihuskerdarfur.dk

Hvis man er uforskammet, så kan man indvende, at initiativet muligvis er et hattedame-arrangement, hvor "kynikerne i Venstre" forsøger at udnytte statsministerfruens menneskelige omsorg, sådan at hendes mand – ”Die Mensch-maschine von Prinz Jürgens Hof” bliver forbundet med andet end ”hard politics” som økonomi, krig, ”der er intet at komme efter” osv. Initiativtager til Darfur-indsamlingen er i øvrigt MF(V) Inger Støjberg, som således får sat lidt ind på plus-kontoen hos "far" til næste gang, der skal skiftes ud i regeringen.

Jeg er overbevist om, at statsministerfruen er et omsorgsfuldt og godt menneske. Og jeg køber forestillingen om, at hendes engagement i Darfur-sagen og evt. andre efterfølgende værdige sager er oprigtigt og velment. Men helt uegennyttigt kan man vist ikke sige, at det er.

En af mine gamle innovative chefer udi i kampagnekunsten foreslog engang et ”wundermiddel”, der skulle virke, når en politiker under en valgkamp for alvor har gjort i nælderne. Kandidaten skal straks ringe til fx Røde Kors og melde sig som indsamler. Bagefter skal han eller hun naturligvis huske og ringe til pressen, så indsatsen bliver foreviget og når ud til vælgerne. Det er selvfølgelig kynisk spekulation i folks følelser: "Når man er indsamler for Røde Kors, så kan man ikke være så slem, som aviserne skriver." Imidlertid fik vi aldrig lejlighed til at afprøve idéen. Man kan også indvende, at pressen i dag er konstant motivforskende (præcis som jeg), og derfor er sådan et offensivt træk måske lidt for gennemskueligt.

Da jeg for år tilbage var på ”campaign”-kursus i USA, lærte jeg lidt basisviden for politiske kandidater. Essentielt er, at tiden op til valget, kun skal bruges på to ting, formuleret i sætningen ”shake hands and dial for dollars”. Eller på dansk: Sørg for at møde vælgere og få fundraiset nogle kampagne-kroner.

Det Anne Mette reelt set er i gang med - udover at være goodwill-ambassadør for sin mand - er også at møde mennesker og pressen på vegne af den travle statsminister og vigtigst: Venstres formand. Det er valgkamp pr. stedfortræder. Faktisk synes jeg, at det er et rigtigt brug af både hendes person og hendes ressourcer. Dén mulighed, ser jeg umiddelbart ikke, at Helle Thorning har. Hendes mand, Stephen er til trods for, at han er ud af en yderst politisk familie – "The Kinnocks” næppe en, der har tid/lyst til at hjælpe konen på samme vis. Men jeg kan tage fejl.

Man vil økonomisere med Anne Mettes indsats, men hun kan meget vel blive den førstedame nogensinde i dansk politik, der bliver brugt offensivt i en kommende valgkamp. Måske ikke helt som i USA, hvor kandidaternes fruer (M/K) holder taler og åbner udstillinger, men lidt derhen ad.

Jacob Jensen tager en skidtspand for friheden

2007-01-16T10:07:00.000+01:00

I politik bør man ikke være sart. Det skal Venstres erhvervsordfører Jacob Jensen heller ikke være, når han åbner Berlingske Business i dag.

I går fortalte Jarls Blog om De Samvirkende Købmand og deres direktør John Wagners utrættelige kamp mod fremskridtet og moderniseringen i dansk detailhandel(Læs: afskaffelse af den oldnordiske lukkelov). Wagner er en hård hund og skyer få midler for at nå sine politiske mål, men han kender grænsen for, hvordan man kan opføre sig i det offentlige rum. Wagner kan styre sig, men det er der andre i detailhandlen, der ikke kan:

I dag i Berlingske Business anklager Coop Danmark og Håndværksrådet Venstres erhvervsordfører Jacob Jensen for ensidigt at favorisere Dansk Supermarked (Bilka og Føtex), der er ejet af A.P. Møller - Mærsk. Jacob Jensen er ved siden af folketingsjobbet deltidsansat som kontorchef i A.P. Møller - Mærsk. Det sker, efter at Jacob Jensen i går i Berlingske Business ville afskaffe lukkeloven.

Det får direktør Mogens Werge fra Coop Danmark til at sige:

- Det er et politisk problem og i høj grad også et moralsk problem.

Og videre:

- Når Jacob Jensen selv rejser en debat, hvor han har et synspunkt, som kun er én aktørs (Dansk Supermarked) synspunkt, så ser det ikke godt ud. Han er vel ikke sat i Folketinget for at varetage Dansk Supermarkeds eller Mærsks interesser, vel? Eller er han?, siger Mogens Werge.

Berlingske skriver:

Han (Mogens Werge) vil ikke direkte kalde Venstres erhvervsordfører for inhabil, da han ikke mener, at der er noget juridisk at komme efter. Men han sætter spørgsmålstegn ved det moralske i, at Jacob Jensen, der blev valgt ind i Folketinget i 2005, har beholdt sit job som kontorchef i Mærsk en dag om ugen. I Mærsk er Jacob Jensen netop skiftet fra at have med omkostningskontrol at gøre, til nu at beskæftige sig med intern kommunikation i rederiet.

- Det ser jo ud som om, at man (Mærsk) betaler en deltidsstilling for dermed at have en repræsentant i Folketinget. Spørgsmålet er, om Venstres synes, det er klædeligt, siger Mogens Werge og tilføjer, at den afgørelse naturligvis er op til Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen.

- Jeg ved ikke, om det tilkommer mig at give statsministeren gode råd. Men for mig ser det meget mærkværdigt ud, at en mand, som har et deltidsjob i en virksomhed, går ud og rejser en debat, som alene har til formål at fremme den her virksomheds interesser. Jeg synes, at man (Venstres partiledelse, red) bør overveje, om de har den rigtige til at repræsentere dem som erhvervsordfører, siger Mogens Werge.

Werges synspunkter er så rabiate, at selv John Wagner fremstår moderat:

- Det, at Jacob Jensen er ansat i A.P. Møller, skal ikke forhindre ham i at have de holdninger, som han har. Der er jo ikke tale om en ny holdning fra Venstre. Men jeg forstår måske ikke, at han har valgt at markere sit liberale sindelag på netop det område. På grund af sin ansættelse dér, åbner han jo en angrebsflanke, siger John Wagner, der lige så meget imod en afskaffelse af lukkeloven som Coop og Håndværksrådet.

---

Jeg forstår da godt Mogens Werges frustration, men det berettiger ham ikke til nærmest at anklage Jacob Jensen for bevidst – og dermed hinsides enhver form for saglighed - at fremme A.P. Møllers interesser. At fremsætte den slags anklager i pressen er decideret uklogt. Wagner (af alle mennesker) har jo fat i en vigtig pointe, at der ikke er tale om en ny holdning i Venstre.

Werge overspiller fuldstændig sine kort, når han mere eller mindre opfordrer statsministeren til at fyre sin erhvervsordfører. Det kan man da kalde et forsøg fra erhvervslivet på at blande sig i den politiske proces på en måde, som man mest ser i bananstater og tidligere sovjet-republikker.

Jacob Jensen må i dag stille op til, at der bliver hældt en skidtspand ud over ham. Det gør, at han i mine øjne fortjener at blive hædret her på Jarls Blog. Vi vælger trods alt at tro på, at hans modstand mod lukkeloven har bund i en reel liberal overbevisning om, at lukkelove hører fortiden til.

Berlinmuren intakt på Svanemøllevej

2007-01-15T19:57:00.000+01:00

Der findes et monument over tidligere tiders naive politikeres rigide behov for at regulere samfundets mest banale økonomiske transaktioner mellem forbrugere og forretninger. I gamle dage lignede Danmark - efter kl 17.30. - DDR. Berlinmuren er godt nok forlængst faldet, men lukkeloven den består!

Men det skal være slut om to år, siger Venstres ordfører Jacob Jensen, som chokerer alle ved at fremsætte dette liberale forslag. Nu skal det være – hold fast – tilladt for forretningerne at holde åben hver søndag. Yes, hver søndag!

Berlingske skriver:

<- Danskerne skal have lov til at købe ind præcis på det tidspunkt, de har lyst. Det mener Venstres erhvervsordfører Jacob Jensen, der er klar til at tage et endeligt opgør med lukkeloven, når den efter planen skal genforhandles i 2009.

- Jeg skal ikke gå rundt på Christiansborg og bestemme, hvornår folk skal handle. Og dermed heller ikke hvornår butikkerne skal holde åbent, siger Jacob Jensen. Hos de Konservative vil partiets erhvervsordfører Per Ørum Jørgensen slet ikke tage stilling til om lukkeloven skal bevares eller afskaffes. Og det synes han bestemt heller ikke, at Venstres ordfører burde gøre. (?)

- Det er mangel på respekt for den lovgivning, vi laver i Folketinget. Jeg er meget skuffet over det. Nu ved jeg godt, at Jacob Jensen er ny erhvervsordfører, men det er skuffende. Og det må du citere mig for, siger Per Ørum Jørgensen, der begrunder sin skuffelse med, at den politiske aftale om lukkeloven løber frem til 2009, mens der året forinden skal laves en analyse af, hvordan lovændringen virkede.

---

Denne blogger er nu mest chokeret over, at Per Ørum "jeg er meget skuffet" Jørgensen kan få sig selv til at sige sådan noget vrøvl. Men mon ikke manden bare har gjort sin pligt ved at stå vagt om den lukkelov, som lobbyisterne fra De Samvirkende Købmænd evig og altid render De Konservative på dørene med?

De seneste 15 år er lukkelovens engang så ulideligt snerrende bånd gudskelov blevet løsnet. I dag må vi købe bajere i kiosken, præcis når og hvor vi vil, og ikke, hvornår De Samvirkende Købmænd og deres emsige adm. direktør John Wagner vil. (Fat det, Wagner!)

Berlingskes artikel omhandler kun selve nyheden i den genoplivede lukkelovs-sag. Baggrunden har de desværre enten ikke fået fat i – eller ikke vurderet som relevant.

Lad mig derfor skære sagens egentlige realiteter ud i pap for læserne af Jarls Blog: Wagner er tidligere generalsekretær for De konservative og har aldrig været en ven af liberale tanker. I firserne under Schlüter fik han effektivt bortjaget alle selvstændigt tænkende mennesker ud af partiet. Da han så endelig gik af, var stort set alle de bedst begavede ungkonservative flygtet over i Venstre – hvor de (midlertidigt viste det sig) fik bevilget ”politisk asyl”.

Siden fik Wagner et velbetalt job og fin titel, der på fortrinligt vis passede som fod i hose til hans reaktionære holdninger. Oven i fulgte endda et fint kontor i et kæmpepalæ i ambassadekvarteret på Svanemøllevej i Hellerup. Nu handlede det om at forhale fremskridtet og den moderne udvikling i detailhandlen mest muligt. Dette job har han passet aldeles glimrende ved at fastholde og ikke mindst udnytte sine gode kontakter hos de Konservative. Efter min mening har han rigeligt fortjent sin sikkert høje gage. De 1300 købmænd har al grund til at være godt tilfredse med deres særdeles effektive lobbyist.

Løkke lancerer sig selv som velfærdsminister

2007-01-14T17:40:00.000+01:00

Ekstra Bladet har snakket med en række ministre, folketingsmedlemmer og ikke mindst spindoktorer, og det er der søndag kommet en stort opsat artikel ud af med to budskaber:

- En regeringsrokade skulle være på vej efter sommerferien.

- Lars Løkke vil være ny velfærdsminister

Der er et halvt år til sommerferien, og meget kan ske i dansk politik på den tid. Derfor er Ekstra Bladets artikel i dag om en kommende regeringsrokade ikke andet end en sædvanlig Christiansborg-snak, og efter min vurdering kan man roligt regne med at hverken Fogh eller Hjort har bidraget dertil. (Måske Hjorts spindoktor – hun er den af spindoktorerne, der render med mest sladder og er leveringsdygtig i alskens historier til især Ekstra Bladet for at gøre sig selv interessant). Hverken Fogh eller Hjort selv kan have nogen som helst interesse i at snakke med Ekstra Bladet om en mulig rokade om et halvt år.

I artiklen luftes ideer til udskiftninger på ministerbænkene. Der er ingen overraskelser: Ulla Tørnæs, Flemming Hansen, Hans Chr. Schmidt og Eva Kjer Hansen er i fare for at ryge ud. Ny kandidat på udskiftningslisten er Helge Sander, hvis politiske egenskaber ingen med bare et normalt intellekt kan lade sig imponere af.

”Nye folk” på indskiftningslisten er V-folk som miljøordføreren Eyvind Vesselboe og den tidligere Århus-borgmester Louise Gade. I min optik bestemt habile folk, men slet ingen folkeforførere, der hverken kan tilføre regeringen speciel politisk tyngde endsige popularitet. Hos de konservative peger kilderne på den landadelige miljøordfører Chr. Wedel-Neergaard og den nyslåede skatteordfører Jacob Axel Nielsen. Der siges mange pæne ting om de to, men igen tvivler jeg på, at deres appel rækker meget ud over de lokale konservative vælgerforeninger.

At dele af artiklen baserer sig på konservative drømmerier om en snarlig glorværdig fremtid ses ved det udtalte håb, at Frederiksbergs borgmester Mads Lebech skulle optræde på en ny ministerliste. Lebech, der er næstformand i det konservative folkeparti, er formentlig den absolut bedst begavede – både politisk og taktisk - i hele partiet. Intellektuelt er forskellen på Bendt Bendtsen og Lebech som David og Goliath i fysisk størrelse. Ingen tvivl om, at Lebech ville være et kæmpeaktiv som leder af de Konservative, men ikke nu. Han skal gøre arbejdet færdigt på Frederiksberg, og det betyder også at han skal finde en afløser FØR han begiver sig ind i landspolitik. Måske kunne han blive kompromis-kandidaten frem for de to kvindelige kandidater Lene Espersen og Connie Hedegaard. Jarls blog spår Lebech en kæmpefremtid som landspolitiker, hvis han altså selv vil.

Lars Løkke har ikke medvirket i Ekstra Bladets artikel, skriver avisen. Det er dog svært at tro på. Hvem andre end Løkke kan være kilden til idéen om en velfærdsminister? Efter at han ifølge Ekstra Bladets kilder har ”fuldført sin mission” som indenrigsminister med kommunalreformen og er ”sluppet nogenlunde helskindet gennem kræftskandalen” står han på spring som ny "superminister" ved at have forberedt sig omhyggeligt ved allerede i forbindelse med kommunalreformen at have etableret "et nyt velfærdssekretariat" i sit ministerium. Det er vist sådan verden ser ud fra Lars Løkkes synspunkt, men det er da pænt af Ekstra Bladet sådan at gengive hans verdensbillede for alle os andre.

Kræftsagen er på ingen måde slut. Omtalen af sagerne fortsætter jo, selvom Løkke ikke personligt er blevet hæftet op på den i samme omfang som i starten. Hvem siger, at det fortsætter? Løkke fik nogle måneder til at rette op på forholdene, og ændrer de sig ikke i mærkbar positiv retning, så har Fogh og hele regeringen et problem. Kræft er noget alle kan forholde sig til. Det er langt mere vigtigt end så mange andre noget mere abstrakte politiske problemstillinger. Det ved Løkke også godt.

På ét punkt er der dog en klar nyhed: Løkkes ide´med at blive ny superminister - som han nu vælger at lancere i Ekstra Bladet – er et forsøg på at bringe i spil, at han snarligt får en langt mere central rolle i regeringen. Husk på, at indenrigsministeren ikke sidder med i regeringens inderkreds og mest centrale udvalg. Som velfærdsminister vil han sidde for bordenden, når samfundsingeniørerne er i værkstedet. Det vil give ham en helt unik position og magt, og man kan roligt regne med, at det også handler om at holde Kristian Jensen væk fra indflydelse i regeringen. Løkke tager rivaliseringen med skatteministeren dybt alvorligt, og som evt. velfærdsminister har Løkke også mulighed for at profilere evt. liberale holdninger i en regering, hvor socialdemokratiske velfærdsholdninger for tiden er totaldominerende.

Gid den reelt set mest liberale af Løkke og Jensen en dag vil vinde!

Sædskat - brud på skattestoppet?

2007-01-12T16:38:00.000+01:00

Danske sæddonorer skal betale skat af de penge, de tjener ved at levere sæd. Det skriver Nyhedsavisen på deres hjemmeside i dag.

Det er indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i et brev til Folketingets sundhedsudvalg oplyser, at sædbanken Cryos skal indberette honorarer til sæddonorer.

Sædbanken har ellers tidligere advaret mod et skattekrav, fordi den frygter, at en registrering vil skræmme donorerne væk. Men Lars Løkke Rasmussen skriver i brevet, at kravet om anonymitet i lov om kunstig befrugtning ikke gælder i forhold til skattemyndighederne.

Nu har jeg ikke - hverken på den ene eller den anden måde - personligt haft gavn af den manglende skat på sæd. Det jeg undrer mig over er, at Lars Løkke - en liberal sundhedsminister - fastholder skat på sæddonation. Det er jo næppe de store midler, der nu tilflyder i statskassen, men til gengæld mindsker man donorers incitament til at levere et par anonyme klatter til menneskeslægtens bevarelse. Det er næsten så uliberalt, som det kan være. Skattesystemet frem for mennesket!

Dermed kan vi gøre regnskabet op for, hvem i Venstres kronprinsedyst, der i dag har vist sig som den mest liberale: Lars Løkke har reelt brudt regeringens skattestop, mens Kristian Jensen har talt for skattelettelser.

Thorning skal slides op

2007-01-12T13:12:00.000+01:00

Venstre er gået i offensiven, og man ser nu tydeligt den taktik, som regeringspartiet vil bruge for at slide S-dronningen Helle Thorning- Schmidt op inden et valg.

Claus Hjort er som ofte før både general og bannerfører på denne opgave. Hjort spiller som sædvanlig rollen som provokatør og propagandist, mens Foghs opgave er, at fylde rollen ud som landsfader og statsmand.

For det første skal Thorning udstilles som en jubelamatør i forhold til ”far”, "statsmanden" Anders Fogh Rasmussen.

For det andet skal Thornings evt. flertal med RV, SF og Enhedslisten udstilles som en broget samling, der enten er fuldkommen uregerlig eller er en enig flok, der vil åbne op for flygtningestrømmen, brandbeskatte boligejerne og åbne sluserne for de offentlige udgifter. Det sidste beskrives tit som ”Anker Jørgensen- politik” - et af Claus Hjorts yndlingsudtryk, der sikkert er meget virkningsfuldt hos de vælgere, der endnu kan huske landets i nyere tid mest inkompetente regeringschef.

Claus Hjort oplistede forleden i et åbent brev i den Berlingske Avis samtlige uenigheder mellem S og resten af hendes parlamentariske flertal. Siden har han rejst rundt i medierne med præcis det samme effektfulde budskab: VKO har en klar politik, man ved hvad man får. Hvilken politik som S-SF-RV-Ø kommer til at føre, er der ingen, der ved. Men selvfølgelig bruger Hjort det ældste trick, nemlig skræmmebilledet. Før alle går til i forargelse, så lad mig minde om, at netop skræmmebilledet i mange år var S’s store våben i valgkampen med VK. Hvem husker ikke de smagfulde DSU-plakater med teksten: VKZ - lugten af gas… Jeg nævner dette, just for the record!

Snakken på Christiansborg p.t. går i retning af, at Socialdemokraterne ikke viser noget politisk. De har ingen forslag, som man kan holde dem op på, deres topfolk glider af i diskussioner om skattestop m.v.

Min vurdering er, at pendulet igen så småt er ved at svinge til ugunst for Thorning og Co, og den opfattelse hjælper regeringens spindoktorer utvivlsomt med til at fastholde hos mange Christiansborg-journalister.

Før jul havde alle historien om Helle Ts succes, nu kommer historierne om, at hun enten ikke duer, tør eller vil diskutere politik. De første artikler er dukket op i aviserne, hvor S og S-lederen netop bliver kritiseret for ikke at vise noget politisk.

”Det ville være rart med et lille pip en gang imellem, og at hun stillede sig op på Folketingets talerstol og fortalte, hvad Socialdemokratiet vil, så folketingsmedlemmerne kunne komme til at stille spørgsmål til hende. Det er vel ikke for meget forlangt, at den, der gerne vil være statsminister, også tør tage debatten," sagde Claus Hjort Frederiksen i går til Jyllands-Posten.
Her vil vi dog ligesom politik.tv2.dk lige bemærke, at Fogh Rasmussen i året før han selv blev statsminister var en sjælden gæst på talerstolen. Formentlig af de samme grunde som forklarer Thornings fravær.

I dag følger Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen op i Politiken med denne udsøgte perfiditet:

"Det kunne være dejligt, at høre, hvad hun mener. Alene af den grund, at hun ikke har siddet i Folketinget længere end siden 2005".

Alt andet lige er det dog en kendsgerning, at regeringen – til trods for en lang stribe dårlige sager, elendig stemning mellem regeringspartierne og K-DF forhold på smeltepunktet - stadig har et lille flertal i målingerne. Derfor må Helle T - nu eller senere - på banen med forslag om, hvad man vil efter et valg. Jeg ville dog vente med det, hvis jeg var hende.

Alt sammen er i øvrigt et tegn på, at valget rykker nærmere. Nu ser vi fx de klassiske diskussioner om statsministeren ikke tør/vil møde udfordreren. Det er de første tydelige tegn på, at de to store partier kører deres ledere i stilling til en valgkamp, der senest kommer om to år.

Et andet tegn på, at valget er om hjørnet er Venstres forskellige skattemeldinger. Især skatteminister Kristian Jensen gør sig bemærket ved i dag i Børsen igen at tale for skattelettelser.

"Jeg mener, at vi skal gå til valg på præcis det samme denne her gang, som vi gjorde i 2001 og 2005, nemlig et løfte om et skattestop og en målsætning om, at hvis der findes råderum, så sænker vi skatten på arbejde," siger Kristian Jensen i dag til Børsen.

Det kan jo være, at der skal findes en ny V-leder efter en tabt valgkamp, og så vil det være jo smart forinden at have sikret sig en profil hos de liberale kræfter, der stadig findes i Venstre. Måske vil en ny leder skabe sig en platform med en dagsorden om liberal ideologisk genrejsning af Venstre? Faktum er, at Lars Løkke Rasmussens ”kræftsager” har gjort kronprinsedysten endnu mere spændende end nogensinde før.

Igen husker man Richard M. Nixons råd om kandidatens kyniske og opportunistiske strategi:

"When you want your partys nomination - go right like hell! But if you want to get elected as president, you have to go center like hell!"

"Won't get fooled again"

2007-01-11T10:04:00.000+01:00

Opdateret 12.1.07 (Se link nederst)

Bloggeren Andreas har venligt udfordret mig på sin blog Biasedblog, hvor han bl.a. skriver:

"Men for pokker, Jarl. Man kan ønske sig meget af Fogh, og det er en kendt sag, at borgelige, særligt liberale, ikke har været fuldt tilfredse med Fogh. Fogh har udviklet sig til noget, der ligger endda overordentligt langt fra hans ideologiske ungdom. Det er ærgerligt, men vi må huske på, at alternativet er markant værre.
Alternativet er nemlig en Socialdemokratisk ledet regering. En regering som måske kan ende med at have SF som deltager, og der er ikke tvivl om, hvad en sådan regering vil betyde. Den vil betyde øget offentligt forbrug, den vil betyde øget indvandring og den vil betyde øget omfordeling, altså højere skat."

En liberal blogger Morten Sørensen har også blandet sig i debatten med en række rigtige gode argumenter for, at Fogh-regeringens liberale resultater er til at overse.

-Nyrup sænkede topskatten. Umuligt at forestille sig under Fogh.
-Nyrup skar i dagpengeperioden, hvilket den borgerlige regering høster gevinsterne af nu. Svært at forestille sig, at Fogh ville gøre det samme.
-Lykketoft udliciterede og privatiserede som aldrig før. Det er gået fuldstændig i stå under Anders Fogh.
-Skatten stiger. Ja du læste rigtig. I 2001 var der skattefrihedsdag 5. august, i 2005 var der skattefrihedsdag 10. august Tallet for 2006 kendes ikke endnu.
Danmarks Statistik har også peget på, at skatten stiger:
-Men værst af alt. Under Nyrup regeringen pegede alle vælgerundersøgelser på, at befolkningens holdning rykkede mod højre, og nu peger alle vælgerundersøgelser på, at befolkningens holdning rykker til venstre.

Det er gode argumenter, som jeg sagtens kan tilslutte mig,

Derudover mener jeg, at Anders Fogh og Claus Hjort har ødelagt Venstre som parti. Det er især gået ud over debatkulturen, at topledelsen bevidst har drevet rovdrift på anderledes tænkende i folketingsgruppen. Ingen tør jo sige noget, længere.

Jeg ønsker mig ikke nødvendigvis en anden regering, men hellere nogle andre lederskikkelser som har større forståelse for partiets arv og miljø. Jeg kender Claus Hjort, og han har sgu aldrig gået ind for fri debat. Dengang han holdt med dem i partiet, som vi kunne kalde for de “liberale kræfter,” var han jo en ligeså hård hund efter dem, som mente noget andet som fx Kresten Phillipsen. Hjort er en ren Rumsfeld: enten er du med eller også er du imod os.

Fogh har jo også vendt alt det, han engang mente, ryggen. Jeg har aldrig abonneret på forestillingen om minimalstaten. Nu har Fogh så overhalet mig venstre om, og fortæller os, at man skal smide Uffes Venstre på porten og ligne socialdemokraterne mest muligt. Strategisk er det måske meget fornuftigt lige her og nu, men min pointe er at vælgerne gennemskuer det, og jeg tror at Fogh er ved at blive gennemskuet.

I den forbindelse varmer man sig ved goe gamle Abe Lincolns ord om, at:

"Du kan snyde alle mennesker en gang og nogle mennesker hver gang. Men du kan ikke snyde alle mennesker hver gang."

Og Fogh og Hjort kan ikke snyde mig mere.
Jeg håber derfor, at Fogh gør som sit store strategiske forbillede Tony Blair, og derfor går af før tid, og overlader stolen til en ny Venstreleder. Det kunne være Lars Løkke Rasmussen, men det kunne også være Kristian Jensen. Det ville også sende Claus Hjort og resten af hans hof ud i kulden. Dén dag ser jeg frem til!

Men selvfølgelig spekulerer Hjort og Fogh i, at liberale ikke tør blive hjemme på sofaen på valgdagen, fordi alternativet er værre. Men forskellen er da til at overse, for S garanterer både skattestop og 24 års-reglen, siger de i hvertfald.

Omvendt vil jeg ikke være med til at give Fogh/Hjort fire år til. Hvorfor skulle jeg tage medansvar for det? Store dele af regeringen oser jo nærmest af, at de har tænkt sig at sidde for evigt. Lene Espersen er det seneste eksempel i rækken af ministre, som har sovet i timen ved ikke at have sørget for at opdatere politiets udstyr.

Andreas' skriver bl.a.:

“En regering som måske kan ende med at have SF som deltager, og der er ikke tvivl om, hvad en sådan regering vil betyde. Den vil betyde øget offentligt forbrug, den vil betyde øget indvandring og den vil betyde øget omfordeling, altså højere skat.”

Det er jo som at høre Claus Hjort i aftes på TV2 News. Det er jo den Venstre-propaganda, der kører frem til næste valg. Skræmmekampagne hedder det på nudansk. Jeg stemmer ikke på Helle T. Det bliver formentlig enten en V eller K-kandidat, der tør være liberal. Eller også bliver det en blank stemmeseddel.

Liberalisternes projekt har jeg megen sympati for, men jeg ser det ikke svæve. Og så nægter jeg bare at se på, at Claus Hjort og Fogh stjæler mit gamle parti fra mig! Meldte jeg mig ud af Venstre i morgen, ville det da sikkert glæde dem. Så ville de da være fri for mig, og den triumf skal de da ikke have lov at få!

P.s. Mht overskriften "Won't get fooled again" så er det for dem, der ikke lige ved det, et klassisk rocknummer fra 1971 af den berømte britiske gruppe The Who, skrevet af bandets guitarist Pete Townshend. En af linjerne lyder sådan: Meet the new boss, same as the old boss, og når jeg hører den, så kommer jeg altid til at tænke på Anders Fogh.

Update: 12.1.07: Læs Andreas seneste svar på mit indlæg

Foghs hykleri udstilles

2007-01-10T11:05:00.000+01:00

For tiden markerer de konservative med svingende held egne standpunkter i forhold til regeringspartneren Venstre. Den detroniserede forbrugerminister Barfoed, der i Politiken i går kaldte sig selv for "politisk tonedøv", imens han samtidigt erklærede, at han var "stolt af det", har gjort sig bemærket med et forslag, der vil skære i dagpengene. I sin kommentar forsøgte Claus Hjort ikke at se alt for livstræt ud, da han rituelt messede, at det forslag ”ikke var og ikke bliver regeringens politik”.

Havde Barfoed været MF for Venstre havde han sikkert fået frataget sit ordførerskab. Men det er han jo ikke, og det er tydeligt for enhver at Barfoed har noget, han skal bevise. Vi skal alle inden længe vide, at det bestemt var en fejl, at han blev fyret som minister, og så vil Barfoed markere konservativ politik og forskel til Dansk Folkeparti. Barfoed skal sikkert også vise noget ekstraordinært for ikke at ryge ud af Folketinget næste gang. Han fik immervæk ikke store personlige stemmetal ved sidste folketingsvalg.

Barfoeds offensive strategi er sikkert meget populær internt hos K, men i forhold til regeringssamarbejdet med DF ses den som direkte undergravende, så hvad stiller Fogh og Claus Hjort op? Jo, de har ifølge Berlingske i dag krævet mere kæft, trit og retning i regeringen, og dermed også af regeringspartneren de Konservative.

Det har fået Berlingskes Ole Birk Olsen til at gå i arkiverne og finde Venstres solomarkeringer frem fra dengang, hvor de Konservative var storebror i VK-samarbejdet, og statsministeren hed Schlüter. Sidstnævnte er i øvrigt på sine gamle dage sprunget ud som genfødt liberal-borgerlig. Fra glemslens tåger har Ole Birk hentet to tidligere konservative ministre frem og bedt dem kommentere V-toppens krav om at K indstiller solomarkeringerne:

- Den daværende skatteminister (Anders Fogh Rasmussen red.) havde den grundlæggende opfattelse, at man kunne være i regering og opposition samtidig. Og det er jo ham, der er statsminister i dag. Jeg synes bestemt ikke, at Venstre holdt sig tilbage i sin tid, og derfor kan det ikke nytte noget, at hver eneste gang, der kommer en solomelding fra de Konservative i dag, så bryder Tredje Verdenskrig ud, siger tidligere kirkeminister Torben Rechendorff fra de Konservative.

Tidligere finansminister Palle Simonsen husker også 80ernes unge skatteminister.

- Dengang kunne Venstre godt finde på at gå ud – efter der var indgået forlig – og sige, at hvis man selv kunne bestemme, så skulle det have været helt anderledes. Så er det ret strengt, at man i dag ikke under de Konservative at markere selvstændige holdninger, siger Palle Simonsen.

Ole Birk Olesen: Synes du, at de Konservatives selvstændige markeringer i dag kan måle sig i omfang med det, som Venstre gjorde dengang?

- Nej, det kan de slet ikke.

Herefter spørger Berlingske Tidende statsministeren om Venstre havde for vane at lufte sine egne og mere vidtgående holdninger umiddelbart efter, at man havde deltaget i forlig:

- Jamen, det tør jeg da ikke udelukke, at man kan finde eksempler på. Men i et frit folkestyre er det jo også frit for ethvert folketingsmedlem at have sine synspunkter, sagde Fogh Rasmussen

Ole Birk Olesen: Så et regeringsparti kan altså godt fortælle om partiets synspunkter, selvom de ikke står i regeringsgrundlaget?

- Altså, jeg synes, at der skal være den fleksibilitet, at man i ny og næ kan komme med sine private synspunkter. Men jeg vil gerne gentage, at jeg ærligt talt synes, at medlemmer af regeringspartierne bruger deres kræfter bedst på at markedsføre, hvad regeringens politik er og så i øvrigt går i clinch med oppositionen, siger Anders Fogh Rasmussen.

Man kunne sidde på månen og stadig fornemme irritationen hos statsministeren over spørgsmålet. Man har vel et standpunkt, til man har et nyt. Statsministeren, der ellers render rundt og fortæller, hvor fast han står på sin principper, er igen taget i at hykle. Der var engang, hvor Fogh ville i pressen og føre sig frem som liberal politiker. Da han så var blevet minister, så fortsatte han sit ideologiske felttog. Det skal han egentlig ikke høste kritik for hos mig. Men da han så selv kom til at sidde på flæsket, og så andre markerer sig - oveni købet med nogle af de samme synspunkter som han selv førte sig frem med i sin tid - ja så bliver "kontrolfreaken fra Prins Jørgens gård" fornærmet.

Hykleriet bliver i øvrigt ubærligt, når Fogh siger, at det i et folkestyre er frit for ethvert folketingsmedlem at have sine synspunkter. ”I fred” burde han have tilføjet. Hvis en V-MF’er ytrer dem, så mister vedkommende jo sit ordførerskab eller bliver stoppet i Claus Hjorts ”køleskab”, hvor man kan overvintre de næste mange år. Eksemplerne er vist overflødige.

Men hykl du bare i fred, Fogh. Snart er dagen gået, og så er der heldigvis én dag mindre med dig som statsminister!

Klynk!

2007-01-08T20:35:00.000+01:00

Medier svigter politikere. Det er overskriften i en artikel på et af de normalt mere læsværdige sites om dansk politik "TV2 Politik".

Her fortæller to ligegyldige bagsædepolitikere fra Venstre og Socialdemokratiet den forudsigelige historie om, at de aldrig kommer i avisen. Tro det eller ej, men nyhedsmedierne har svigtet Anne Mette Winther Christensen MF (V) og Lene Hansen MF (S) til fordel for Fogh, Hjort, Bendtsen, Jelved, Thorning, Løkke osv. Jeg er lamslået over at erfare denne opsigtsvækkede topnyhed, som Mandag Morgen - formentlig i mangel på andet at tage sig til - har brugt tid på at dokumentere ved at tælle op hvilke MF'ere der er blevet citeret og hvor.

Tænk hvis medierne ikke beskæftigede sig med magthaverne i dette land, fordi de havde travlt med at sludre med nulliteter i "grebningen"? Det havde da været journalistisk set en epokegørende nyhed!

Formentlig veluddannede journalister, der har gået på højskole i Århus eller endda på universitetet har fået penge for at skrive denne artikel.

OK. Alvorligt talt: Tænk at TV2 nedlader sig selv til at placere sådan en artikel som en "tophistorie". Det er jo helt til grin. Som licensbetaler er jeg decideret forarget over kvaliteten.

Forbrugere kan jo sammenligne med et andet produkt, man kan få hos en blogger som David Troels Garby på Dansk Politik, som uden en eneste licenskrone hver dag leverer et glimrende nyhedssite på amatørbasis formidlet med stor indsigt samt viden om og levende interesse for dansk politik.

TV2 helt ærligt, tag jer dog sammen!

(Stadig) For ringe, Lene!

2007-01-08T11:14:00.000+01:00

Opdateret mandag aften 23.06 se herunder

Landet har på femte år en borgerlig regering og en konservativ justitsminister med et solidt flertal med Dansk Folkeparti. Man skulle derfor tro, at politiet har alle moderne ressourcer mht. IT, mobiltelefoner, digitalkameraer osv. Men næh nej. Politiet sidder stadig med gamle ”hakkeapparater”, når de skriver navnet på et billede af en anholdt. Billedet?. Det tager politiet med gamle kameraer med filmruller osv. Digital kamera, tænker du? Get-out-of-here! Der er mere: Fingeraftryk. Det foregår med blæk og papir, og ikke med scanner som man ellers gør i Sverige. I Danmark kigger betjentene i Kraks kort for at finde vej – i Sverige bruger ”snutarna” GPS, man fristes til at sige – naturligvis. Radioerne man bruger i Danmark skratter – og for længst udgået af produktion…
Alle eksempler stammer fra Nyhedsavisen, der dermed leverer dagens mest interessante politiske historie med et sjældent set reelt indhold. (Det er en avis, man ikke betaler en krone for at holde…)

Vi er nogle stykker, der ikke er vilde med, at det offentlige sløser med skatteborgernes penge. Der er dog lige ét område, hvor politikerne for min skyld gerne må være lidt rundhåndede og sørge for, at politiet har state-of-the-art-udstyr a la det, man så i TV-serien ”Ørnen”. Det er faktisk en mindre skandale, at justitsminister Lene Espersen bruger mere tid på at genere lovlydige borgere ved at forbyde dem at udøve deres fritidsaktiviteter frem for at bruge kræfter på at sørge for, at politiet er up to date med deres udstyr. Thor Petersen er den anden skyldige i miséren. Når statskassen bugner af penge, så vi iflg. Thor P selv ender med at kunne købe hele verden” og IKKE at give skattelettelser, så har vi – efter min mening - også råd til at digitalisere politiet.

Lene Espersen erkender dog også selv i Nyhedsavisen, at de konservative mfl. har været for optaget af at sende flere betjente på gaden, og derfor har ”glemt” investeringer i ny teknologi. Hun skal roses for denne erkendelse og for ikke – ligesom statsministeren plejer at gøre – at bagatellisere problemet og feje det ind under gulvtæppet.

Her på bloggen noterer vi os, at Morten Bødskov (S) også har indset situationens alvor: ”Udstyret er selvfølgelig ikke godt nok, som det er nu, og derfor skal vi have udskiftet teknologien hurtigst muligt.” Flertallet for at gøre noget ved sagen her og nu er desuden rigeligt sikret med positivt klart tilsagn fra Peter Skaarup (DF).

Bortforklaringer er politikere – hele rækken rundt – eksperter i at levere. Det der står tilbage er, at en regering, der kalder sig selv borgerlig-liberal med en konservativ justitsminister, der har siddet i 5 - FEM - år har ”glemt” at sørge for at modernisere politiet. Det er simpelthen ikke godt nok. Der er ingen, der får mig til at tro på, at det er noget, som nogen har ”glemt”. Forklaringen er utvivlsomt, at regeringen - der siger, at den er en lov-og orden-regering - og især finansministeren har syltet sagerne og ikke har villet bevilge pengene. Justits-Lene har enten ikke evnet at trænge igennem eller ønsket at prioriteret sagen. Dermed er ministeren enten fraværende, svag og/eller uduelig. Måske har hun bare siddet for længe?

Update Kl. 23.06

Nyhedsavisen skriver mandag aften:

Over de seneste syv år har politiet fået over en halv milliard kroner til nyt it-udstyr. Alligevel fungerer systemerne elendigt. Vi havde en vanvittig strategi, erkender Rigspolitiet. Læs resten her.

For mig at se, viser skandalen sig nu at være endnu større end først antaget. Politikere og embedsmænd har åbenbart i fællesskab smidt skattepenge ud af vinduet, spenderet på værdiløst udstyr. Ok. Lene er ikke alene. Hvem har ansvaret for at have klattet 596 millioner kr. væk? Befolkningen forventer, at der findes nogle ansvarlige. Det politiske ansvar ligger under alle omstændigheder hos Lene Espersen. Hvis nu oppositionen og DF var lidt kvikke, så forlangte de nu en redegørelse om sagen.

Og så vil jeg da lige sige undskyld til Thor P., fordi jeg kritiserede ham for, at være for nærig med at lade tilflyde skattekronerne til politiets udstyr. Sagen og miséren ligger dermed alene i justitsministeriets ressort. Gør noget, Lene!

Statsministerfrue-satsning gør Fogh sårbar

2007-01-06T17:37:00.000+01:00

Statsminister Anders Fogh Rasmussens kone, Anne-Mette, bliver nu kørt yderligere i stilling som førstedame. Hun kan nemlig hjælpe ham med at generobre de kvindelige vælgere, han mister til Helle Thorning-Schmidt, mener eksperter ifølge Fyens og Nordjyske Stiftstidende:

- Det er overhovedet ikke tilfældigt, at hun pludselig optræder meget i medierne. Tværtimod bliver hun i øjeblikket kørt i stilling som førstedame, siger Henrik Qvortrup, som mener, at det er et smart træk. For ifølge Qvortrup bunder Foghs problem med de kvindelige vælgere i, at han virker maskinel og efterhånden har fået påhæftet et ry om, at han kun har fokus på økonomi, militær og krig og desuden mangler forståelse for, at andre har anderledes prioriteter end han selv har.

Der er ikke meget at føje til Qvortrups rigtige analyse, men statsministeren skal passe på, han ikke overspiller førstedamekortet.

Det åbner nemlig op for, at pressen går statsministerfruen efter i kortene på en helt anden måde end tidligere. Hidtil gik BT med en stort opsat artikel i efteråret tættest på, hvor avisen beskrev ægteparret Fogh Rasmussen som værende "fremmede" for hinanden m.v. Den slags privatliv-snagen inviteres der yderligere til, hvis Fogh sender konen på banen fx som en anden Jaqueline Kennedy i et bevidst forsøg på at udnytte hendes person i politisk øjemed. Dette træk vil nemlig i nogles øjne legitimere pressens dyneløften, hvis Anne-Mette Rasmussens ses som et aktiv, der reelt sikrer manden fire år til i statsministerstolen.

Efter min vurdering vil pressen dække Fogh og fruens gøren og laden på en hidtil uset nådesløs måde, og hvis der rent faktisk en dag er ”noget at komme efter”, så skal Anne-Mette Rasmussen ikke længere regne med særbehandling. Denne risiko må man forvente, at statsministeren har vurderet, før han sender fruen i felten for dermed på en eller anden måde at skærpe Foghs profil hos den feminine del af vælgerkorpset.

Sidst statsministerfruen var på forsiden af aviserne, blev hun stærkt kritiseret for at lade sig fotografere med en falsk Louis Vuitton-taske. Det er ulovligt at købe kopivarer, og det burde statsministerfruen vel egentlig have opdaget, da hun i sin tid købte tasken. Politisk er det pinligt, fordi statsministeren sjældent går af vejen for at optræde moraliserende og belærende. Oven i denne sag kom den stille latterliggørelse af Anne-Mette Rasmussen, for meget kan man sige om Helle Thorning og hendes berømte Gucci-taske, men den var i det mindste ægte!

Anne-Mette Rasmussen er ifølge Fogh ”anti-spin”. Det er sikkert rigtigt, men jeg er dog ikke sikker på, at satsningen med at bruge hende i valgkampen er fornuftig. Der er simpelthen for mange risici forbundet med det, og det undrer mig at "kontrolfreaken Fogh", som altid spiller på det sikre, rent faktisk tør udsætte sin kone og sig selv for det. Det gør han formentlig kun, hvis hun bliver ekstremt forberedt og styret af spindoktorer og medierådgivere.

Anne Mette Rasmussen har før ytret sig politisk om flygtningebørns vilkår i asylcentre i en bog om førstedamer, der udkom for et par måneder siden, og det gav anledning til en del mislyde i pressen. Senere undskyldte hun sig med, at hendes udtalelser var fem måneder gamle, og at der siden var sket en masse for at rette op på forholdene på asylcentrene. Ingen tvivl hersker i mit sind, at statsministerens kones holdninger dengang kom fra hjertet samtidig med, at rådgiverne i statsministeriet snorksov i timen. Derfor spår jeg, at en ekstra skatteyderbetalt pressemedarbejder i statsministeriet får lov at være støttepædagog for Anne-Mette Rasmussen. Dermed risikerer man, at det charmerende ved statsministerfruen - hendes umiddelbarhed og især spontanitet - går fløjten. Når vælgerne og medierne gennemskuer det, hvad er der så tilbage? Det bliver spændende at følge.

Èn ting er i hvert fald sikkert: Anne-Mette skal gøre sig klar til at læse flere avisartikler med stærkt kritiske overskrifter og et indhold af ubehagelige snagen og alskens rygtedannelse om parrets privatliv. Jeg gad vide, om det virkelig er det værd? Se og Hørs redaktør Henrik Qvortrup ved da om nogen, hvad han taler om. Berømt/berygtet i det politiske miljø er jo netop en Se og Hør-artikel fra et par år siden om Foghs ”hemmelige ven”. Mon Qvortrup i øvrigt kan undgå at lægge spalteplads til mere ”hyggesladder” om sin gamle chef i sit ugeblad? Sikkert ikke. Dermed bliver det formentlig sværere for ham at spille rollen som meget brugt, indsigtsfuld og dygtig kommentator for de ”fine” morgenaviser.

Velfærd forudsætter skattelettelser

2007-01-03T21:12:00.000+01:00

Alle der følger et minimum med i dansk politik, og som ikke er hardcore socialdemokrater, må indrømme, at det gamle arbejderparti har kørt på politisk frihjul længe. Hvornår har Helle Thorning fremlagt visioner for, hvad der skal ske med velfærdssamfundet, andet end at partiet vil bruge flere penge på velfærd frem for de skattelettelser, som S påstår, at regeringen er ved at spare sammen til? (Gid det var så vel..)

Man skulle derfor tro, at Thornings spindoktor for mere end et halvt år siden havde fået lov at læse Gallups meningsmåling om samme emne, der blev offentliggjort i dagens udgave af Berlingske Tidende. For ifølge Gallup foretrækker selv konservative vælgere mere kvalitet i velfærdsydelserne/bedre offentlig service end skattelettelser.

På spørgsmålet om, hvad kommunalreformens milliongevinster skal bruges til, svarer blot 22 procent af K-vælgerne skattelettelser, mens 53 procent foretrækker bedre offentlig service, skriver Berlingske.

Tallet for hele befolkningen er 60 procent for bedre offentlig service, mens 13 procent foretrækker skattelettelser.

Hvis disse tal er udtryk for befolkningens egentlige præferencer, har Thorning jo sådan set dermed fået opbakning til sin velfærdsdagsorden. De konservative, CEPOS, DI, liberale bloggere som undertegnede m.fl. kan derfor godt pakke sammen, for vælgerne har nu tilsyneladende valgt bedre offentlig service eller "velfærd a la Thorning".

Egentlig burde tallene være højere. For befolkningen er jo længe blevet foregøglet, at den offentlige sektor er nedslidt og udsultet af den borgerlige regering, til trods for at tallene viser, at der aldrig har været så mange offentlige ansatte som nu, og at der er udbredt tilfredshed med den offentlige service. Takket være Thor Pedersens udtalelser har mange vælgere fået det indtryk, at vi endda ender med snart at kunne købe hele verden, og så er der vel råd til både det ene – mere velfærd - og det andet, nemlig skattelettelser?

Hvad nu hvis man i stigende grad gav vælgerne valget mellem selv at købe serviceydelser hos private mod at slippe billigere i skat frem for i dag, hvor alle får den samme vare fra det offentlige? Ville befolkningen så stadig fravælge skattelettelserne i det samme omfang? Næppe.

I øvrigt har spørgsmålet ofte slagside. Ved at svare "bedre velfærd" fortæller respondenterne den fremmede spørger i den anden ende af telefonen, at man er et solidarisk og socialt bevidst menneske med et stort hjerte. Svarer respondenten derimod "skattelettelser" er han eller hun derimod en grisk pengefikseret egocentrisk kyniker, der kun har tanke og omsorg for sig selv. Det er i øvrigt gratis at svare "bedre offentlig service" i uforpligtende meningsmålinger. I stemmeboksen kan tingene se anderledes ud. Der spiller andre parametre - gudskelov - også ind.

I øvrigt har flere målinger vist, at marginalskatten på 63 procent har betydning for vores arbejdsudbud. I sidste ende er det faktisk mere interessant for vores langsigtede muligheder for at opretholde en høj velfærd/bedre offentlig service. Men det er jo alt for kompliceret at dressere end eller anden studerende til at spørge respondenterne om i et eller andet telefoninterview.

Vil du helst have højere velfærd/bedre offentlig service OG fortsat verdens højeste skatter i dag - ELLER - vil du have lavere skatter, samme velfærd og offentlig service som nu, men plus hvad du så selv kan købe for din skattelettelser og højere velfærd i fremtiden? Forsigtigt spår jeg et flertal for en sådan borgerlig dagsorden.

Måske går disse sammenhænge også en dag op for den såkaldte borgerlig-liberale avis Berlingske Tidende. Jeg troede ellers ikke, at avisen lod sig føre med på den galej. Redaktionen i Pilestræde burde i stedet overlade det til kollegerne på Rådhuspladsen at være propagandaorgan for socialdemokraterne og venstrefløjen.

Hvem tør i øvrigt love at kommunalreformen i sidste ende faktisk vil generere milliongevinster? Historien har vist, at man skal være endog være meget forsigtigt med at spå om, hvordan den offentlige økonomi udvikler sig. Men som sædvanlig er politikerne i gang med at sælge skindet, før end bjørnen er skudt.

Ikke et ord om skat

2007-01-01T20:03:00.000+01:00

Statsministeren har igen talt til befolkningen, hvor en stor del af heraf plejer de alkoholbombede baghoveder efter nytårsaftens udskejelser.

Ikke overraskende var Muhammedtegningerne i fokus. Statsministeren mente pludselig, at alle her i Danmark havde stået vagt om vores værdier, da landet kom under pres fra den muslimske verdens korrupte regeringer og fra fanatiske dele af de muslimske landes befolkninger med bund i hysteri, misforståelser og decideret løgnepropaganda fra danske imamer. Venstrefløjen, Arla og Politiken var i hvert fald ikke blandt dem. På TV2 News spekulerer Hans Engell og Michael Kristiansen i, at det er trick Fogh anvender for ligesom at samle nationen. Det billede Fogh tegnede, havde intet med virkeligheden at gøre.

Fogh sagde mellem linjerne, at Danmark er ude af Irak, så snart lejligheden byder sig. Dernæst pralede han af Danmarks gode økonomiske konjunkturer med lav arbejdsløshed osv.

Statsministeren talte om velfærdsreform og bedre offentlig service. Der var opsang til forældrene om at bruge mere tid på deres børn, sørge for at de laver lektier og møder udhvilede i skolen. (Fogh ved sikkert, hvad han taler om, som tidligere weekendfar til tre børn…)

Statsministerens borgerlige ord eller ”gardinpræken”, hvor der blev stillet krav til borgerne om at bruge tid på børnene, løbe stærkere i det daglige osv. hænger så ikke sammen med, at de samme borgere fortsat brandbeskattes af deres arbejdsindkomster. Det er de færreste, der tror på, at bedre offentlig service bliver gratis for skatteborgerne. Samtidig med belærte statsministeren overenskomstparterne om at holde igen. Dér er altså heller ikke noget at hente for denne del af arbejdsstyrken. Det ser derfor ud til, at vi igen i år kan skyde en hvid pil efter skattelettelserne. De skal nemlig finansiere statsministerens valgkamp og kommende charmeoffensiv overfor de offentlige ansatte – hvor mange af dem i øvrigt er kvinder. Præcis de to målgrupper, hvor statsministeren har tabt opbakning de sidste halve år.

Finansministeren har tidligere sagt, at man ikke skal tale om skat. Det gjorde statsministeren heller ikke. Ikke desto mindre er der stadig en forventning hos regeringens loyale vælgerkorps om, at regeringen får nedbragt skattetrykket – især af de sidst tjente kroner.

2006 huskes for Muhammedtegningerne

2006-12-30T17:35:00.000+01:00

Berlingske har spurgt sine læsere, hvad de husker bedst fra 2006. Med Saddams henrettelse i morges, så er det fristende at pege netop på denne begivenhed, men jeg mener at debatten og uroen omkring Muhammed-tegningerne gør, at 2006 bliver et skelsættende år i Danmarks historie. Hidtil i dette århundrede formentlig kun overgået af terrorbombningerne 11. september 2001.

I år gik det nemlig for alvor op for danskerne, at vi ikke bare er en stamme isoleret fra omverdenen. Hvad danske politikere og øvrige meningsdannere siger i det offentlige rum i en dansk kontekst eller ej risikerer at blive breaking news på en arabiske tv-kanal som fx Al-Jazeera. At danske ambassader blev brændt og hærget, og at nogle mennesker rent faktisk blev dræbt, som følge af tegningerne, har gjort indtryk på alle - uanset ståsted i sagen. Personligt synes jeg, det var beskæmmende at se, hvor hurtigt at mange - da det gjorde ondt på tegnebog m.v - var villige til at sælge ud af vores værdier. Det rystede mig. Den dag i dag går jeg en stor bue uden om Arlas produkter i supermarkedets køledisk. Jens Rohde sagde det klarest: Min ytringsfrihed er ikke til salg for to liter mælk.

Men Arla var langtfra de eneste. Stribevis af politikere og meningsdannere stod i kø for at lukke munden på folk og fordømme budbringerne: Tegnerne og Jyllandsposten. Heldigvis stod mange også vagt om ytringsfriheden, blandt dem Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Endelig bør man sende en tanke til medarbejderne i Udenrigsministeriet og udenrigsminister Per Stig Møller. Takket været deres indsats, blev det trods alt ikke værre, end det blev.

Omkring Saddams henrettelse, så synes jeg faktisk, at man bør fæste sig ved, at det faktisk var muligt at gennemføre en retssag. Så må vi leve med, at irakerne selv vælger at bruge dødsstraf. Det gjorde Danmark jo i et pænt omfang efter befrielsen, da landssvigere helt frem til 1950 blev henrettet ved skydning. Jeg hører ikke til dem, der beklager Saddams henrettelse. Også jeg er imod dødsstraf, men det får íkke mig til at gå i fakkeltog til Christiansborg, hykle ligesom alle politikerne eller ligefrem græde over en massemorder som Saddam Hussein. Verden er alt andet lige blevet et bedre sted uden ham.

Espersens ideologiske falliterklæring

2006-12-22T10:01:00.000+01:00

Nogle gange rystes man i sin grundvold over, hvad borgerlige politikere med magt kan finde på. I den Berlingske avis i dag faldt mit øje på en historie med den absolut rammende overskrift ”big sister” som den gode Peter Kurrild-Klitgaard beretter om i den altid læsværdige klumme Groft Sagt:

.. (en) skydesport, man kalder »International Practical Shooting, skal være forbudt. Sporten består i, at skytten skal igennem en række forskellige baner så hurtigt som muligt og undervejs overkomme forskellige forhindringer for at kunne ramme målskiverne så præcist som muligt.
Justitsministeriet har bedt Dansk Skytte Union om at fjerne sportsgrenen fra programmet, og nu kommer der også et lovforslag.
Det er endnu ikke lykkedes at påvise, at skydningen skader nogen som helst. Ikke skytterne. Ikke ikke-skytterne. Ikke omgivelserne. Ikke kvinder, børn, gamle, etniske minoriteter, nogle sjældne plettede tudsearter eller frustrerede, piercede overklassebørn på Nørrebro. Der har ingen uheld været inden for sporten i mere end 30 år – hvilket vel ikke engang kan siges om lyn-skak.
Sågar Justitsministeriets egen sikkerhedsekspert siger, at skydningen er harmløs, og hvis en sådan siger det, så er den nok god nok.
Så hvad er argumentet? Jo – og hold nu fast, for nu bliver det teknisk – skydningen er »moralsk nedbrydende«. Den skræmmende tanke er nær: Hvis en borgerlig justitsminister ikke vil holde sig tilbage fra at forbyde noget, som ikke skader nogen, hvis bare nogen kan kalde det »moralsk nedbrydende«, er der så noget som helst, hun ikke vil forbyde?

Den umiddelbare forklaring kan være, at det var et forslag, der røg ind på justitisminister Lene Espersens bord i dagene efter hun havde kørt en cyklist ned. Hun har vel været rystet over den ubehagelige oplevelse og derfor ladet embedsmændenes forslag passere. Forslaget – hvis det er korrekt beskrevet - er latterligt, men for liberale og andre frihedsorienterede mennesker er det endog decideret oprørende, hvis ministeren mener det alvorligt. Faktisk repræsenterer det en ideologisk falliterklæring hos justitsministeren.

Hvilken virkelighed lever Espersen og hendes embedsmænd i? Halvanden generation har spillet de populære PC-skydespil som fx DOOM. Mener ministeren og hendes embedsmænd virkelig, at disse aktiviteter, der jo går ud på det samme, som det de vil forbyde, er moralsk nedbrydende? Hvad så med polterabend-hittet paintball? Er denne aktivitet ikke mindst ligeså nedbrydende for menneskers moral, selvom der kun er mailing i kuglerne? Hvad med også at forbyde salg af krigslegetøj, nu hun er i gang? Hvorfor skal lille Hans have lov at terrorisere sine omgivelser med evindelige maskingeværskratten i juledagene, fordi hans onde onkel forærede ham et maskingevær? Børn er jo påvirkelige sjæle. Det er en ren glidebane. Embedsmænd med den slags idéer burde omgående have et kursus i respekten for borgernes almene frihedsrettigheder.

I øvrigt skal hun have fat i sin kollega forsvarsminister Søren Gade. For den beskrevne aktivitet hun vil forbyde hos borgerne, har i mange år været en disciplin for forsvarets (Statens) rekrutter. Vi, der gennem årene som rekrutter har gennemført sådan en militær forhindringsbane, har åbenbart taget skade moralsk set. (Skydebanen var skidesjov i øvrigt)

Det bliver efterhånden sværere og sværere at få øje på det frihedsorienterede i regeringens politik. Skat må man ikke tale om, og det offentlige rum skal overvåges mest muligt. Nu blander regeringen sig i borgernes harmløse fritidsaktiviteter. Forslaget er endnu en grund til, at liberale bliver hjemme på næste valgdag, thi regeringen bekymrer sig åbenbart ikke over, at den rent faktisk kan blive skiftet ud.

N.B. Jeg og mange andre frihedsorienterede vælgere har en berettiget forventning om, at en perlerække af MF'ere i Det konservative Folkeparti og Venstre nægter at stemme for Lene Espersens latterlige lovforslag.

P.s. Ovennævnte sag om International Practical Shooting blev første gang omtalt på det glimrende libertarianske website liberator. Læs mere om sagens baggrund og udvikling her.

Regeringen slap af med en skattekritiker

2006-12-19T21:46:00.000+01:00

Det var ventet, at de konservative benyttede ministerskiftet til at rykke rundt på brikkerne (læs ordførerposterne). Det kom næppe heller som et chok, at partiets hidtidige skatteordfører, Charlotte Dyremose, i dag fik ”nye udfordringer” som uddannelsesordfører.

Det er nemt at skyde Charlotte Dyremose ned. Rigmandsdatteren, der kræver skattelettelser for de rigeste, mens hun står og strigler sin dyre ridehest i primetime, bekræfter alle folkelige fordomme om, hvad de konservative er for et parti – og for hvem. Det behøver man ikke en genudsendelse af MATADOR for at kunne regne ud.

Nu skal det ikke lyde som om, at det hele er pressens skyld. De konservatives skatteordfører har haft det svært med den politiske situationsfornemmelse, og ovenstående eksempel er ikke enestående. Fx skulle vi også absolut høre om hendes hårde barndom hos de fattige forældre (faderen TDC-Henning var dengang direktør i Novo, siden blev han som bekendt mangemillionær…) Selvfølgelig er rige mennesker, der forsøger at gøre sig i politik, jaget vildt af pressen. Der er faktisk mindre plads til at begå fejl i forhold til hos os andre fattigrøve.

Nu er Charlotte Dyremose jo ikke den eneste konservative, der har dummet sig på TV. Jeg husker en Bendt Bendtsen kommentere EU i ført poloshirt og golf-outfit live fra golfbanen… I samme indslag så man Kristian Thulesen Dahl kommentere samme EU-emne, men denne gang var Dannebrog i top med en landsbykirke i baggrunden…. Forskellen siger noget om de to partiers evne til at kommunikere med vælgerne.

Når alt det er sagt, så er der faktisk også grund til at rose Charlotte Dyremose. Utrætteligt forfægtede hun år efter år det liberale synspunkt, at det faktisk er en borgerlig regerings opgave at gennemføre skattelettelser på arbejdsindkomst. Utallige beregninger har vist, at man netop ved at fjerne marginalskatten får den største effekt på arbejdsudbuddet. Jarls Blog vil godt give Charlotte et flot ni-tal (på den gamle skala...) målt alene på det politiske arbejde i en tid, hvor Anders Fogh Rasmussen og stort set resten af Venstre har solgt ud af regeringens oprindelige skattepolitik. En flot karakter skal hun have for at have holdt fanen høj og vedholdende og med gode politiske argumenter at have insisteret på skattelettelser.

Der er dog meget at arbejde med, hvis man alene ser på Dyremoses evne til at sælge varen i TV, men målt på arbejdsiver og på forsvar af borgerlige vælgeres berettigede forventninger og krav om snarlige skattelettelser, så vil Jarls Blog godt kvittere for en god indsats!

God vind, Charlotte!

Thor P's mandat truet

2006-12-18T13:01:00.000+01:00

Finansminister Thor Pedersens mandat er truet.
På baggrund af en analyse fra Altinget.dk vurderer valgforsker Søren Risbjerg Thomsen, at Venstres yderste fjerde mandat i Nordsjælland er så usikkert og forsvinder, hvis blot Venstre går ét mandat mere tilbage på landsplan i forhold til meningsmålingerne p.t.

De nuværende valgte i området, ud over Thor Pedersen, er indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres EU-ordfører Charlotte Antonsen. Derudover opstiller Venstre beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
Der er ingen tvivl om, at Thor Pedersens folketingssæde er truet, så fremt at meningsmålingerne forbliver så dårlige, som de er nu, men også bliver en anelse værre.

Thor Pedersen har aldrig været en populær skikkelse i Venstre. Han er også blevet belastet af en række sager. Senest har hans udtalelser om, at statskassen er så fuld, at man ender med at kunne købe hele verdenen, bragt regeringen i defensiven. I regeringen og på Christiansborg står folk ikke ligefrem i kø for at græde over, at Thor P. måske ikke bliver genvalgt. Nogle vil endda juble.

Charlotte Antonsen er umiddelbart det svageste kort på Venstres liste. Til gengæld har hun ikke alle mulige sager hæftet på sig. Vigtigst er dog, at den i øvrigt ret flittige Charlotte Antonsen indtil videre er den eneste kvinde på listen, og det er i en tid, hvor de kvindelige værdier åbenbart er en mangelvare i Venstre. Charlotte Antonsen er et godt bud som den første kandidat i den ny Fredensborg-kreds.

Til gengæld har Thor Pedersen masser af penge og gå-på-mod. Han er ikke for fin til at stå på S-togsperronen tidligt om morgenen og snakke med vælgerne under en valgkamp. Hvis han brænder nogle af sine mange sparepenge af på en avisannoncekampagne, der vel at mærke er lavet af et ordentligt reklamebureau (ikke Venstres nuværende), så kan det bestemt også hjælpe på hans genvalgsmuligheder.
På pluskontoen er også, at Thor Pedersen opstiller i Nordsjællands vælgermæssigt største valgkreds, Hillerødkredsen. Det kan også betyde noget, for Venstre er meget stalinistisk anlagt mht. plakatopsætning inden for kredsgrænser osv. Det sørger emsige organisationsfolk for, at der bliver brugt en hel del tid på.

Claus Hjort Frederiksen er naturligvis blevet flyttet til Rudersdalkredsen, hvor der bor rigtig mange Venstrevælgere,for at det skal sikre ham et klart genvalg. Partiets landorganisation har åbenbart været bekymret for at den generelt upopulære beskæftigelsesminister ikke kunne vælges i Københavns storkreds. Rudersdalkredsen er dog den mindste rent vælgermæssigt i Nordsjællands Storkreds. At Venstres pittbull-terrier ”Clausescu” pludelig skulle være mere spiselig for nordsjællandske venstrevælgere kan jeg ikke lige se, men under alle omstændigheder er Rudersdal-kredsen en rigtig god Venstre-kreds. Formentlig vil landsorganisationen derudover vride hænderne om på nogle private donorer, så Claus Hjorts personlige valgkampagne også får et økonomisk rygstød. Landsorganisationen er nemlig afskåret fra at give tilskud direkte til enkeltkandidater. Det vil så gå ud over Charlotte Antonsen, men det har de sikkert for inden fået talt ud om sammen...

Lars Løkke Rasmussen bør være sikker på genvalg, såfremt han får håndteret kræftsagen. Gør han ikke det, kan Venstres næstformand også være truet i Nordsjælland, men så er han til den tid formentlig hverken minister eller næstformand. Lars Løkke er et godt bud som den første folketingskandidat i den nye Frederiksund-kreds.

Når "pacifister" hærger

2006-12-17T20:51:00.000+01:00

Nørrebro ligner en krigszone. Beboerne er rystet over endnu engang at være taget som gidsler i en politisk kamp for et ungdomshus, som en højesteretskendelse har afgjort at andre ejer end dem, der hærgede Nørrebro i går sammen med deres udenlandske sympatisører. En bred politisk front afviser gårdsdagens vold og forhandlinger om et ungdomshus beliggende på Jagtvej 69. En rydning vil blive gennemført på et eller andet tidspunkt formentlig efter nytår.

Igennem lang tid har især mange venstreorienterede, men også ubegribeligt tolerante mennesker omkring midten haft sympati for det alternative ungdomsmiljø. Mange af dem bor på Nørrebro. I går fik de lov til at mærke de autonomes tolerance over for demokratiske beslutninger og respekten for den almindelige ejendomsret. Venstreorienterede anerkender ikke ejendomsretten, men mange af dem er pacifister. Danmark skal fx ud af Irak og Afghanistan og i øvrigt lade verden sejle sin egen sø, mens vi spiser økologiske gulerødder herhjemme. I går kunne pacifisterne se, hvordan andre ”pacifister” hærgede deres bydel. Satte ild til deres biler. Smadrede deres forretninger. Stjal fra de ødelagte forretninger. Gjorde deres bydel til et ganske utrygt sted at være for dem selv, for deres medborgere og deres børn, for deres ældre medborgere og for deres kæledyr. Det var jo ikke ligefrem nytårsaften!

TV2 News viste endnu engang sin berettigelse. I går var det fjerde gang, at kanalen havde ”Breaking News”. Det var lidt for breaking for de, der kom til skade under urolighederne. En politibetjent fik en brosten i hovedet og kom derved alvorligt til skade. En autonom fik sprængt fire af sine fingre af. Det er tragisk for dem begge, men min sympati er størst hos politimanden. Han havde ikke et valg, men gjorde blot sit arbejde den dag.

Nu om lidt letter røgskyen, og så vender københavnerne tilbage til hverdagen. De venstreorienterede laver støttesange for de unge i ungdomshuset. Enhedslisten fortsætter sin agitation for ungdomshuset imod de politikere, ”der ikke vil lytte til de unge” (læs: Bryder grundloven for de unges skyld). Foreløbig er det planloven, som skal bøjes, så den passer i de unges kram. Det har alle ansvarlige politikere afvist. Desværre tror jeg, at mange nørrebroere igen vil bakke på om Jagtvej 69, og at vi derfor ikke ser de sidste demonstrationer.

Det ender måske først den dag, hvor der sker den tragiske hændelse, at en politimand bliver dræbt i tjenesten for at opretholde ro og orden. Den dag vil man se en nation samlet imod den vold, der udspiller sig på Nørrebro. Man forestiller sig domkirken fyldt med uniformer og flag, hvor regering og kongehus er tilstede. Live-TV, andægtig stemning og flammetaler. Den dag bliver folkets bæger fyldt, og politikerne får endelig mod til at handle. Den dag bliver urolighedernes arnested fjernet. Og det vil ikke hjælpe, at Anisette og andre synger lange bange sange til støtte for ballademagerne på Jagtvej 69.

Mit håb er, at politikerne nu bruger denne anledning, hvor myndighederne og politiet har bred sympati i befolkningen til at fjerne de unge fra huset og genskabe roen på Nørrebro.

P.S. TV 2 Lorrys dækning i går var en skandale. Det var ren mikrofonholderjournalistisk, hvor man lod en eller anden fra Enhedslisten under dække af at være ”forsker” skælde politikerne ud uden at kritisere de ballademagere, der faktisk smed rundt med brosten i området. Man foregøglede seerne at det var sagskundskaben, der talte. Det er bare ikke ok!

Efterlysning: Konservativt lederskab

2006-12-15T12:38:00.000+01:00

Fynske Carina Christensen er imod min forventning blevet udnævnt til ny konservativ familie- og forbrugerminister. Politisk har hun ikke vist noget særligt før, og forventninger om de store udmeldinger er der heller ikke. Det er så konservativt, som det kan blive i ordets bogstaveligste forstand. Mit indtryk er, at hun er en politiker i letvægterklassen, men alle nye ministre skal have en chance for at vise, hvad de duer til, og det skal møbelfabrikanten også have.

Jeg forstår ikke ret meget af Bendt Bendtsens ageren i disse dage. Lederskab er ikke lige det ord, man kommer på straks. Først fejlvurderer han totalt DF’s reaktion ovenpå rigsrevisionens rapport. Dernæst lader han Barfoed på et live pressemøde svine DF - regeringens støtteparti gennem fem år til med et ret hårdt sprogbrug. Selv taler Bendtsen sagen yderligere op ved at kalde DFs manglende støtte til Barfoed ”en krigserklæring”. Kjærsgaard og de øvrige DF'ere svarer tilbage om end noget mere elegant. I dag rykkede de konservative amtsformænd så ud og skælder DF ud, sådan at problemerne eskalerer. To nye målinger viser at befolkningens tillid til regeringen styrtdykker. Altsammen resultatet af Bendtsens manglende lederskab.
For en fyldigere afdækning af Bendtsens manglende håndtering af forløbet op til Barfoeds fyring, så kan jeg anbefale Weekendavisens artikel om sagen.

Nu udnævnes en ny familie og forbrugerminister for at ”lukke sagen ned”. Nu skal medierne interessere sig for andet end ordkrigen mellem K og DF. Det er et klogt træk, der formentlig er udtænkt af Anders Fogh Rasmussen. Herefter gælder det for den konservative leder at lukke balladen ned med DF. Alt andet vil være direkte tåbeligt.

Der er ingen, der beskriver Carina Christensen som en af de politisk skarpeste hjerner i Det konservative Folkeparti. Men der er jo heller ikke så meget at leve op til, når hendes partiformand er Bendt Bendtsen. Hvis ikke han havde støttepædagoger i sit parti, i sit ministerium og i regeringen, ville han jo ikke kunne lede meget andet end en nærpolitistation i provinsen.

"Dirt-digging" er jo en journalistisk disciplin, og Berlingske Tidende har haft en lagervare liggende klar til brug, for det tilfælde at Carina Christensen skulle blive minister. Selvom møbelfabrikanten er blevet frikendt i Sø og handelsretten for at plagiere en konkurrents møbler, så er sagen blev anket og kører nu i Højesteret. Jarls Blog skal afholde sig fra at dømme den ny minister ud fra en verserende retssag. Det overlader vi til Christiansborg-politikerne:
- Der er ingen tvivl om, at det er problematisk at have sådan en sag kørende sideløbende med at være minister. Og det er ikke mindre problematisk, når hun er forbrugerminister«, siger Jens Peter Vernersen (S) til Ritzau

Jyllandsposten m.fl. har også fundet en "sag" på den ny minister. Der har været problemer med arbejdsmiljøet på hendes møbelfabrik, så hun har fået en "gul smiley", der bedst kan sammenlignes med et gult kort i fodbold. Gad vide om hun har betalt licens? Velkommen på toppen! Det overrasker efterhånden ikke mig, at Bendtsen ikke har tjekket Carina Christensen inden udnævnelsen...Men nu har hun da trukket sig som direktør for sin egen virksomhed.

DF trækker tæppet væk under Barfoed

2006-12-13T20:19:00.000+01:00

Lars Barfoed trækker sig som familie- og forbrugerminister. Det skete på et pressemøde i de konservatives gruppeværelse onsdag aften.

Det skete efter, at DF ikke længere kunne støtte Lars Barfoed som Familie og Forbrugerminister bl.a. på baggrund af rigsrevisionens kritik af ministeren.

- Vi kan ikke bakke op om Lars Barfoed, sagde partileder Pia Kjærsgaard umiddelbart efter DF's gruppemøde onsdag aften ifølge Berlingske.

"De (DF) stak halen mellem benene", sagde en lettere ophidset Barfoed på pressemødet. Efterfølgende kaldte den afgående minister DF's ageren i hele sagen "for hyklerisk" fordi alle initiativer for at få fødevarekontrollen til at fungere var sket sammen med DF, mens han indædt forsvarede sin indsats som minister. Barfoed truede indirekte DF, ved at fremhæve at DF "ikke kunne få noget igennem det her folketing uden konservative stemmer". Han beskrev DF's handling som en "krigserklæring" overfor Det konservative Folkeparti, og DF som et "populistisk parti der løb efter flokken".

"Det er et angreb på det konservative folkeparti og den borgerlige regering", sagde en rasende K's leder Bendt Bendtsen til Tv2 News.

"DF har drevet klapjagt på en konservativ minister", sagde Bendtsen videre.

Til TV2 har vicestatsministeren tidligere kaldt DF's beslutning "useriøs" og "usaglig".

"Der er gået et skår af samarbejdet mellem DF og regeringen", sagde Bendtsen til DR1.

Retorikken mellem DF og K er herefter optrappet betydeligt. Barfoed tog på en pæn måde bladet for munden og sagde - for engang skyld - hvad mange konservative mener.

DF's Peter Skaarup maner på alle tv-kanalerne til besindighed og udtaler #forståelse for at der er en vis bitterhed". "Vi skal nok få et godt samarbejde igen, så alt kommer til at køre på en fornuftig måde igen", siger DFs ordfører til Tv2 News.

Også Pia Kjærsgaard glatter ud efter de konservatives udfald. "God jul og kom nu frisk og veludhvilet tilbage. Vi skal have det til at fortsætte", sagde hun, der i øvrigt mente, at Barfoed selv burde have truffet beslutningen om at gå selv.

Uanset, hvad. Der er VIRKELIG en masse skår, der skal klinkes før samarbejdet mellem VK-regeringen og DF kan fungere på samme måde som før.

Statsministeren havde valget mellem enten at fyre Lars Barfoed som minister eller udskrive et folketingsvalg. Indtil videre har Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen og senest Bendt Bendtsen afvist et folketingsvalg, så alt tyder på, at regeringen fortsætter, men altså uden Barfoed. Jeg spår, at få vil savne ham.

Det får sagen af konsekvenser:

- Dramaet med de konservative topfolks udtalelser her til aften har uden tvivl revet op i de gamle sår mellem de Konservative og DF. Tilliden mellem partierne er væk. Fogh bliver nødt til at få styr på troppernme snarest, før end at sagen eskalerer, og truer regeringen på langt sigt. Foreløbig er DFs retorik ret neddæmpet.

- Regeringen som sådan, og Fogh især, har nu fået en ordentig skramme. Måske er dette begyndelsen til enden for VK-regeringen.

- DF har demonstreret, hvor stærkt og magtfuldt partiet er i dansk politik.

- Lars Barfoeds politiske karriere er formentlig slut.

Det er lidt rystende at høre TV2News bud på en efterfølger på posten som familie og forbrugerminister. Carina Christensen tror ingen konservative selv på. Hun er i den absolutte politiske letvægterliga. Pia Christmas-Møller er heller ikke én, man sætter ind på denne minister/uriaspost, og der er heller ikke brug for unge "nybegyndere" som Jakob Axel Nielsen.

Der er i stedet brug for en ildslukker, der lukker denne sag ned her og nu, og som befolkningen har tillid til. I selve regeringen kan jeg kun komme i tanke om én mand, der med sikkerhed kan løse opgaven, og det er Bertel Haarder.

Bendt Bendtsen siger, at ministerposten bliver fyldt ud med en konservativ. Det vil dog først ske om et par dage på grund af ministermøder i EU.

Statsministeren har via Ritzau beklaget Barfoeds afgang, som han respekterer. Tjah. Barfoed får da pæne og - gratis - ord med på vegne fra Fogh, der kan ånde lettet op over, at den tidl. Familie- og forbrugerminister selv traf beslutningen. Så slap Fogh for at skulle vride armen om på Bendtsen og selv blive fedtet ind i sagen.

DF og Fogh vandt den interne nervekrig, mens K trak det korteste strå.

Intet tyder på, at DF ikke har været klare i mælet, med hensyn til hvad de mente om sagen. Hvorfor har Fogh ikke selv bedt Barfoed om at trække sig forinden? Det eneste årsag jeg kan komme på, er at Bendtsen og Barfoed har "læst" sagen helt forkert - og derfor efterfølgende fuldstændigt har undervurderet DF's udmeldinger og vilje til at trække i faldlemmen under Barfoed.
Hvis det forholder sig sådan - og det kan man ikke vide med sikkerhed - så må de konservative selv tage anvaret for at Barfoeds afgang blev så uskøn, som den blev.

Nervekrig mellem V, K og O

2006-12-13T10:41:00.000+01:00

Alt tyder på, at Lars Barfoed overlever som minister denne gang. Det er der flere grunde til. Kritikken af forbrugerministeren i Rigsrevisionens rapport er - bedømt på Barfoeds afslappede reaktion, Foghs udtalelser på sit pressemøde og Thulesen Dahls forsigtige reaktion i går - åbenbart ikke så hård som det, andre "informanter" tidligere har lækket til pressen.

Afgørende for Barfoeds fremtid bliver, hvorvidt Dansk Folkeparti skønner, at sagen kan berettige, at partiet trækker tæppet væk under forbrugerministeren, og dermed samtidig belaster det i øvrigt gode forhold til regeringen generelt og forværrer det kronisk dårlige forhold til de konservative.

Der er reelt tale om en nervekrig mellem Fogh, Bendtsen og Kristian Thulesen Dahl. Muligvis har Bendtsen forinden meddelt Fogh, at han som konservativ leder på baggrund af sagen, ikke vil acceptere Barfoeds afgang. Fogh kan oveni foreholde Thulesen Dahl, at regeringschefen kan gøre det til et kabinetsspørgsmål, hvis DF vender tommelfingeren nedad. Det er dog næppe sandsynligt, for Fogh plejer ikke at chance.

Der er i øvrigt heller ingen, der er interesseret i et valg lige nu. Hverken regeringen, DF eller oppositionen. Øvelsen går derfor ud på, at DF skal have håndfaste garantier for, at der sker noget i den førhen udsultede fødevarekontrol. Fogh signalerede tydeligt på sit pressemøde tirsdag, at han gerne vil tilføre området flere penge. Det kan tilfredsstille DFs ikke specielt store blodtørst. I hvert fald her og nu.

Fogh har gennem hele sin regeringsperiode klart signaleret, at han under ingen omstændigheder bøjer sig for ministerstorme eller for pressens kritik. Han har set hvordan Schlüter og Nyrup fyrede ministre, der kom ind i politisk stormvejr. Hvis ministre skal gå af, skal de helst gå selv, som Henriette Kjær og Svend Aage Jensby gjorde det. Denne ”jobsikkerhed” gør, at ministrene ved, at chefen er bag dem, så længe de altså selv kan holde presset ud. Det er med til at skabe holdånd, respekt og loyalitet om chefen og hans politiske projekt.

Intet heller tyder på, at Barfoed har tænkt sig at bøje sig for presset. Denne blogger har aldrig været imponeret af Lars Barfoed, men hans selvsikre og stærke optræden på TV2 i går fortjener respekt. Uvilkårligt tænker man på Erik Ninn-Hansens ord om, at man aldrig er rigtig politiker, før man ser sig selv hængt ud på forsiden af Ekstra Bladet tre gange - uden at ens puls stiger!

Fogh og Bendtsen bør dog tænke sig grundigt om, hvad de gør på det lange sigt, for der er ingen tvivl om, at vælgerne ønsker Barfoed væk som forbrugerminister. Derfor bør regeringchefen eller Barfoed selv sige farvel og tak ved næste regeringsrokade. Alt andet vil være en hån mod vælgerne og belaste regeringen. En anelse hos DF om, at Barfoed bliver fjernet ved en senere lejlighed, ville formentlig kunne tilfredsstille partiet, men det er næppe sandsynligt, at man kan lave en sådan korridoraftale. Det ville sive, og så er man lige vidt. Det gælder derfor om for Fogh, at slippe af med Barfoed ved en anden anledning med noget mindre fokus.

Presset ligger på R

2006-12-12T09:19:00.000+01:00

Der er mange måder at få indflydelse på. Når andre politiske partier annekterer ens politik, så er det en stor sejr – i hvert fald på kort sigt. Blandt skattestoppets modstandere kan man kun tælle Enhedslisten og de radikale. Resten af partierne er enten for skattestoppet eller accepterer skattestoppet. For skatteskeptiske vælgere, som denne blogger, er det derfor en god nyhed, at SF’s formand Villy Søvndal nu accepterer skattestoppet. Ikke fordi, at det er en blomst, der er groet i hans have, men fordi han ligesom S har indset, at skattestoppet og 24-årsreglen er nødvendigt, hvis befolkningen skal overtales til et regeringsskifte. Det er en meget stærk formand, der kan gøre det. Man kan nærmest tale om en ”omvendt Fogh”.

Da Holger K. var formand for SF, var Søvndal den, der truttede rent i trompeten med de socialistiske synspunkter. Den sociale massegrav var lige rundt om hjørnet, og Søvndals stemme dirrede af social indignation, hver gang han skulle kommentere ”nedskæringer” på det sociale område. Da Holger K. smed tøjlerne, var Søvndal klart venstrefløjens kandidat og vandt komfortabelt formandskampen over ”højrefløjens” kandidat Pia Olsen.

Villy Søvndals ry på Christiansborg er i øvrigt godt. Manden er respekteret for sine ubestridelige retoriske evner, men han er også bredt afholdt for sin charme, lune og selvironi. Men han er også stærk, når han kan dreje SF til at acceptere en højreorienteret dagsorden. Da han selv repræsenterer venstrefløjen i partiet, så er det svært at se, hvor kritikken skal komme fra? Det er lidt som da højrehøgen og kommunistbekæmperen Richard M. Nixon tog til Kina for at møde formand Mao. Ham kunne ingen beskylde for at være rød. Det samme med Søvndal, bare med modsat fortegn. Det er kun den venstreorienterede Søvndal, der kan få SF til at acceptere 24-årsreglen og skattestoppet. Siden hen er SF blevet nævnt som seriøs partner i en S-SF-R-regering. En måling i Politiken i Søndags viste at 61 procent af SF’s vælgere foretrak denne koalitiion. Den sidste tredjedel foretrak S-SF-koalitionen. Søvndal har altså også sine vælgere bag sig. Det er en formidabel præstation!

Marianne Jelved fortsætter kursen med at male sig op i hjørnet den ene dag, hvorefter hun den næste rækker ud til et samarbejde med S. Bare ikke om politikken. Eller også bliver hun snigløbet af Naser Khader, der afviste at deltage i et samarbejde med SF. Det ville føre til, at Danmark gik fallit, mente han. På et eller andet tidspunkt må de radikale tage et opgør med Naser Khader, der afklarer hans fremtid i partiet. Denne blogger vurderer, at det trækker op til en ”Erhard Jakobsen-situation” med et nyt liberalt parti, med Naser Khader som formand. Det vil i sig selv gavne Foghs chancer for at fortsætte.

Ansvaret for, at det ikke vil ske, ligger på Marianne Jelved og Co. Helle T og Villy Søvndal har leveret deres del. Det er nu de radikales ansvar, at oppositionen står samlet før et valg, så ”alliancen til venstre” fremstår som et reelt alternativ til Fogh. Ellers bliver det simpelthen for let for Fogh.

Foghs nye hold

2006-12-09T14:18:00.000+01:00

Konservativ snik-snak i krogene har fået gratisdagbladet "dato" til at kigge lidt i krystalkuglen og sætte navne på et nyt ministerhold. Den øvelse har man også gjort sig på den glimrende blog Dansk Politik, og her på Jarls blog vil vi også gerne være med i legen, selvom at det jo kun er Fogh, Bendtsen og Claus Hjort, der har indflydelse på ministerlistens sammensætning.

En ministerkabale går ud på at sætte et hold af driftssikre, flittige og loyale folk med udviklet evne til at kommunikere med vælgerne. Kvinder er i øvrigt at foretrække. (Så Jens Rohde havde ret)

Der er efter min vurdering tre hovedkriterier der skal opfyldes for, at politikere kan blive ministre:

1. De skal være politisk egnede, og derfor evne at lede et ministerium politisk. Det er bestemt at foretrække, at en minister har lidt ideologisk eller måske en professionel baggrund, der gør, at han eller hun kan ”fylde ministerstolen ud”. Det er ment i overført betydning for dem, der skulle være i tvivl.

2. De skal være loyale. Det siger sig selv, at illoyalitet mod chefen og hans hjælper Claus Hjort er diskvalificerende, men man skal også være loyal overfor regeringsprojektet dvs. at kommende ministre accepterer Venstres politiske position som et midtsøgende halvsocialdemokratisk parti og at alle udmeldinger underordnes regeringens velfærdsprojekt.

3. De skal være ”driftsikre”. Det kræver af ministre, at de især har evne til at håndtere politiske sager og allervigtigst: Ikke skabe dem selv. Politisk situationsfornemmelse, evne til at indgå politiske forlig og gode kommunikationsevner er også altafgørende.

Dømt ude
Det nuværende regeringshold har en række åbenlyse svagheder, og pressen har dømt følgende ude: Ulla Tørnæs, Flemming Hansen, Eva Kjer Hansen og Rikke Hvilshøj.

Ulla Tørnæs er sat på en post, hvor hun ikke har formået at fylde ministerposten ud politisk. Det er nu heller ikke verdens letteste opgave, men når hun har forsøgt, er hendes situationsfornemmelse svigtet. Det så man med idéen med at blande ”kendte mennesker” sammen med ulandshjælp. Et håbløst projekt - politisk og rent kommunikationsmæssigt. Det bliver et farvel til Tørnæs efter fem år på ministerbænkene.

Veteranen Flemming Hansen er efter min mening politisk set "slidt ned" på trafikministerposten. Det er jo ikke kun hans skyld, at togene ikke går til tiden. Det er faktisk flot at sidde på en trafikministerpost i hele fem år. Det er længe siden, det sidst er sket. Flemming Hansen er for meget konservativ gammelmand, så en udskiftning med alt andet, vil virke som en tiltrængt fornyelse af regeringsholdet. Men denne blogger synes faktisk ikke, at han har gjort det så dårligt på en utrolig svær ministerpost.

Eva Kjer Hansen forsøgte at fylde sit ministerium ud politisk. Desværre var det med en anden politik end den Claus Hjort mente hun skulle fylde den ud med. Fra day one har det være op ad bakke. Fordi Fogh er i underskud af kvinder, kunne hun måske blive en ny bistandsminister i stedet for Tørnæs.

Fordi der er mangel på kvinder, er det ikke utænkeligt, at Rikke Hvilshøj får en chance til, men det bliver i et andet ministerium. Det er imidlertid få iagttagere, der har ladet sig imponere af den i øvrigt myreflittige og loyale integrationsminister med mange personlige gode egenskaber. Desværre hjælper det meget lidt, når man som Hvilshøj er sat til administrere menneskeskæbner. Det kunne hverken Anders Fogh eller Bertel Haarder holde til. Men det var heller ikke i Haarders tid, at man på samme måde så konsekvenser af regeringens politik. Og så er dagbladet Politiken jo også blevet mere flink til at sætte fokus på dem flygtningelovgivningen rammer.

I farezonen:
Hans Chr. Schmidt har i mange år ført an i Foghs interne heppekor, men den slagfærdige og ind imellem ganske lune sønderjyde er ikke populær ret mange andre steder end i Sønderjylland. Som fødevareminister er han faktisk usynlig, hvad han sikkert er glad for, fordi alle ”lortesagerne” ligger over hos Barfoed. Schmidt kunne blive en ny formand for V-folketingsgruppen. Han er bundloyal, relativ kvik i hovedet og har 12 års parlamentarisk erfaring. Og så er han noget mere respekteret internt i partiet end Venstres nuværende søvnige og uduelige gruppeformand Hovmand, som egentlig burde gøre alle en tjeneste og nyde den ufortjente ministerpension hjemme på Ringsted-egnen.

Lars Barfoed. Man behøver bare at sige ”fødevareskandale”, så ved alle, hvad man taler om. Det er i øvrigt bunduretfærdigt, at han får skylden for al balladen, men sådan er politik så utaknemmeligt. Barfoed tilhører typen af velfriserede overambitøse her-kommer-jeg-og-kan-det-hele-konservative fra erhvervslivet, men når man ser Barfoed på TV i dag, så ser han noget vingeskudt ud. Glansen er i den grad gået af Skt. Gertrud siden han selvsikkert lod sig udnævne til ny minister. Barfoed kunne formentligt have fortsat sin karriere som adm. direktør i Finansrådet - uden - al den ballade hvor efter samtlige danskere nærmest er enige om at opfatte ham som en kæmpeidiot. Barfoed valgte formentlig politik, fordi han sikkert mente, at han kunne gøre en forskel. Det er modigt, når folk vælger det svære frem for det lette. Det skal man prøve at huske, når Barfoeds politiske karriere efter alt at dømme er slut efter næste valg. Ved sidste valg blev han valgt i folketinget med meget få personlige stemmer. Der er vist ingen, der alvorligt tror på, at resultatet bliver bedre næste gang.

De sikre
De populære og stensikre kort er Søren Gade, Bertel Haarder, Connie Hedegaard, Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Kristian Jensen.

De relativt sikre er Lars Løkke Rasmussen, Thor Petersen, Brian Mikkelsen, Claus Hjort Frederiksen, Per Stig Møller og Helge Sander.

Jeg vurderer, at Lars Løkke bliver udskiftet enten som sundhedsminister eller indenrigsminister. Fogh ville kunne bede ham ”koncentrere sig om sundhed” for at rette op på problemerne med kræftbehandlingen”. Og nu har Løkke også fået kommunalreformen igennem, "nu kræver det nye kræfter". Måske ville en Rikke Hvilshøj være den rigtige som ny indenrigsminister. Hun har i hvert fald kommunal erfaring. Uanset hvad, vil en udskiftning af Løkke blive udlagt som en degradering. Det er ikke sikkert, at han vil finde sig i det. Alle taler om kronprinse-striden mellem ham og Kristian Jensen, og mange ser den udspille sig i det daglige. Løkke og Fogh har ikke desto mindre brug for hinanden for, at regeringsprojektet med velfærdsreformen kan føres videre. En løsning er, at lade Løkke blive gruppeformand, men det vil Løkke formentlig kun acceptere, hvis der følger nogle lukrative økonomiske "ben" med som fx. statsrevisor eller en bestyrelsespost i Nationalbanken suppleret med et tilskud fra partiet Venstre, sådan at Løkkes gage samlet set ikke bliver i mindre i forhold til, hvad en minister får i løn.

Begrænset talentmasse
Anders Fogh skal erstatte de upopulære/uheldige/uduelige ministre. Problemet er, at han efterhånden er løbet tør for brugbare ministeremner. I folketingsgrupperne er den politiske talentmasse begrænset, og andre bliver opfattet som illoyale, og kan derfor ikke være med på regeringsholdet. Inger Støjberg er dog et godt bud selvom hun i sin tid fik ekskluderet statsministerens søn ud af den lokale VU-forening i Viborg. Selvom at det er mange år siden, har Fogh ikke glemt det. Tina Nedergaard kan blive belønnet for at være meget loyal mod Fogh, men hende er der andre stærke kræfter i regeringen, der nærer direkte aversioner imod.

Situationen kan få Fogh til at lede efter egnede emner uden for folketingsgrupperne. DA-direktør Henrik Bach Mortensen er et bud, måske som ny beskæftigelsesminister i stedet for Claus Hjort, som flere og flere nævner som gruppeformand. Henrik Bach Mortensen er yderst vellidt i organisationsverdenen og alle steder i Venstre.

Opdateret søndag kl. 18

En lille pind til ligkisten

2006-12-08T11:47:00.000+01:00

Det er urimeligt at sammenligne Christoffer Guldbrandsen med en venstreorienteret propagandist som Michael Moore. Det står klart for mig, efter at have set dokumentarfilmen ” Den hemmelige Krig” i går på DR2. Filmen rejser en række spørgsmål, hvorvidt danske soldater i 2002 udleverede tilfangetagne afghanere til amerikansk tortur/mishandling eller ej, og den er langt bedre end sit rygte.

Som flere kommentatorer har været inde på, mangler Guldbrandsens film at præsentere det fældende bevis, der får ministre til at gå af m.v. Til gengæld bidrager regeringen og især forsvarets egne folk til den opfattelse, at der er foregået et eller andet, der ikke tåler dagens lys. Embedsmænd, der pludselig ændrer forklaring midt under et interview, vidner der får mundkurv på, og dokumenter der bliver væk, fremmer ikke ligefrem det indtryk, at alt har været fremme i lyset. Jeg sad i hvert fald tilbage med en mavefornemmelse af, at regeringen har en dårlig sag, men har været god til at lukke af og gemme ”beviser” bort. Men ligesom Guldbrandsen har jeg intet at have det i. Ingen af de indicier, der har været fremme, holder. Hverken i folketingssalen eller i rigsretten for den sags skyld.

Men hvad siger vælgerne? Formentlig opfatter de sagen som ret kompliceret, og langt de fleste danskere er efter min vurdering ”stået af” for længe siden. Guldbrandsens film kommer ikke til at forstyrre julefrokosterne og gaveindkøbene. Til gengæld har oppositionen – som var så langt de mest overbevisende under DR2-debatten i går – en god sag med hensyn til spørgsmålet om en uvildig undersøgelse. Hvis regeringen ikke har noget at skjule kan de jo bare sige ja til det. Det vil regeringen naturligvis ikke. Ikke nødvendigvis fordi, at de har noget at skjule, men fordi det vil trække sagen i langdrag og fortsat ville kunne bruges af oppositionen til at slide regeringen op med spørgsmål, debatter osv. Problemet for regeringen er, at den overfor vælgerne har svært ved at argumentere overbevisende for et ”nej tak”.

Oppositionen har i øvrigt også selv et forklaringsproblem i forhold til et af filmens anklagepunkter, hvor oppositionen beskylder regeringen for at have fortiet oplysninger om regeringens holdning til, hvordan USA behandlede krigsfanger.

Berlingske skriver i dag, at Folketinget ikke kunne være i tvivl om, hvordan regeringens holdning til den amerikanske politik var. Avisen henviser til Folketingets egne referater af to folketingsdebatter, som fandt sted i januar 2002.

”I de to folketingsdebatter, der var udløst af spørgsmål fra henholdsvis den radikale Martin Østergaard og SFs Holger K. Nielsen, kommer det frem, at USA ikke agter at give tilbageholdte status som krigsfanger, men alene vil behandle dem "efter Genèvekonventionernes principper".

Samtidig oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K), hvad den danske regerings holdning er - nemlig, at regeringen accepterer den amerikanske beslutning om kun at behandle fangerne efter Genève-konventionernes principper.”

Det er derfor lidt sent nu for oppositionen at påstå, at man er uvidende om regeringens holdning til den amerikanske politik. Enten er Berlingskes journalister dygtige, eller også er regeringens spinfolk åbenbart vågnet op.

Summa Summarum! Der er intet regeringsflertal for, at der skal ske mere fx i form af en uvildig undersøgelse. Debatten fortsætter dog blandt oppositionsavisen Politikens læsere, men politisk set er denne sag død, medmindre der mod forventning dukker nye oplysninger op.

Alligevel vil nogle af de såkaldte usikre vælgere efter min vurdering fravælge regeringen ved næste valg. Det er de usikre vælgere, der afgør folketingsvalg. Nu er det op til oppositionen at sørge for, at vælgerne ikke glemmer denne sag. Regeringen derimod skal sørge for, at danskerne får noget andet at snakke om.