Tiden er inde. Efter moden overvejelse er det nu tid til at sige blogger.com farvel.
Andreas, Ole, Lasse, Benny m.fl. har skubbet til mig, og nu fortsætter løjerne over på WordPress på eget domæne www.jarlcordua.dk Måske lidt prætentiøst, men alligevel.
- Det er nu engang altid bedst at få sit eget, som Agnes Jensen sagde i "Matador".
Tak til læserne for tiden her på Blogger.com, og på gensyn i nye og mere moderne omgivelser, der forhåbentlig også er til gavn for jer: Læserne. Det nye site har langt flere features end det gamle.
Vi slutter med manér: De sidste to dage har mere end 200 unikke brugere dagligt besøgt Jarls Blog.
Dette site bliver derfor ikke længere opdateret.
Til dem, der gerne vil følge med i mine skriverier i fremtiden, så opdater venligst bookmarks, links og den slags.
C ya!
onsdag, april 18, 2007
Hul på bøssemyten om AFR
AFR-filmens præsentation af den fiktive Anders Fogh Rasmussen har sat spot på en skjult debat, der i årevis har eksisteret i form af ren sladder.
Læs hele indlægget på Kommunikationsforum.dk
Læs hele indlægget på Kommunikationsforum.dk
tirsdag, april 17, 2007
Paris er vel en messe værd
Som meddelt i går fra bladhuset i Pilestræde, så sætter skarpretter-Lisbeth (Knudsen) sig nu i Berlingskes chefstol i stedet for Niels Lunde. Fru Knudsen meddelte til beroligelse for læserne, at hun skam var "borgerlig nok" til trods for, at hendes profil er alt andet end borgerlig.
Skiftet var læserne mildt sagt ikke begejstret for, hvis man skal tro reaktionerne på avisens website. I dag kan man læse en artikel fra Nyhedsavisens Leny Malacinskis hånd, der lader en række borgerlige/liberale kræfter kommentere på sagen:
- Det første man tænker på, når man tænker på Lisbeth Knudsen, er ikke en stærk borgerlig profil. Det er hvad du kan citere mig for, siger Ralf Pittelkow til Nyhedsavisen.
- Jeg skal ikke have noget fra Lisbeth Knudsen i min postkasse. Hun står for socialdemokratiske synspunkter, og det er noget pjat, at hun siger, hun er borgerlig. Jeg har ikke tillid til, at hun kan videreføre Berlingske Tidende, når hun ikke står for borgerlige værdier, siger Sune Wæsel, der er vokset op med Berlingske i sit barndomshjem.
- Det er en ubegribelig dumhed at ansætte Lisbeth Knudsen. Man kan sige nok så meget om, at hun er en dygtig journalistisk håndværker, men hvis læserne ikke har tillid til, at hun deler deres værdier og interesser, så vil de ikke holde avisen, siger Ole Birk Olesen, redaktør for den kommende borgerlige webavis 180 grader.
Han peger i stedet på Martin Krasnik som et oplagt chefredaktør-emne, tidligere Deadline-vært på DR2 og nu USA-korrespondent for Weekendavisen.
- Han er en af den borgerlige presses største talenter. Niels Lunde kunne ikke kæmpe avisens sag på TV, han lignede en våd hund, man kunne krølle sammen, siger den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesen om Berlingskes hidtidige chefredaktør.
Blandt journalister har chefredaktøren fået øgenavnet "Niels Nogen-Lunde".
---
Omkring Lisbeth Knudsens pludselige omvendelse til borgerligheden, så får det én til at tænke tilbage på de utallige historiske eksempler på noget lignende.
Det var vist den franske konge, Henrik af Navarra, der sagde, at "Paris er vel en messe værd". Han skiftede derpå sin protestantiske tro ud for umiddelbart lige efter i stedet at blive katolik, så han dermed kunne sætte sig på Frankrigs trone. Henriks eksempel med at "vende kåben" er blevet fulgt at utallige politikere siden. Karen Jespersen, Anders Fogh u name it. På dansk kaldes det opportunisme.
Spørgsmålet er vel i sidste ende, hvorvidt læserne tror på Lisbeth Knudsens udmeldinger om, at hun skam er borgerlig. Det lader sig aflæse, når de næste læsertal kommer, men mon ikke at hun trods alt får en chance hos flertallet af Berlingskes abonnenter, også selvom at Konservativ Ungdom, den gode Sune Wæsel m.fl. har opsagt deres abonnement? Jeg tror det. Medmindre at hun slår "Groft Sagt"-rubrikken ihjel. For så får kritikerne da virkelig noget at hænge hatten på, og så dum tror jeg ikke på, at Lisbeth Knudsen er.
Læs MF(V) Peter Christensens analyse af sagen. Han er ugens politikerblogger på berlingske.dk
Læs Jarls blog fra i tirsdags om samme emne
Skiftet var læserne mildt sagt ikke begejstret for, hvis man skal tro reaktionerne på avisens website. I dag kan man læse en artikel fra Nyhedsavisens Leny Malacinskis hånd, der lader en række borgerlige/liberale kræfter kommentere på sagen:
- Det første man tænker på, når man tænker på Lisbeth Knudsen, er ikke en stærk borgerlig profil. Det er hvad du kan citere mig for, siger Ralf Pittelkow til Nyhedsavisen.
- Jeg skal ikke have noget fra Lisbeth Knudsen i min postkasse. Hun står for socialdemokratiske synspunkter, og det er noget pjat, at hun siger, hun er borgerlig. Jeg har ikke tillid til, at hun kan videreføre Berlingske Tidende, når hun ikke står for borgerlige værdier, siger Sune Wæsel, der er vokset op med Berlingske i sit barndomshjem.
- Det er en ubegribelig dumhed at ansætte Lisbeth Knudsen. Man kan sige nok så meget om, at hun er en dygtig journalistisk håndværker, men hvis læserne ikke har tillid til, at hun deler deres værdier og interesser, så vil de ikke holde avisen, siger Ole Birk Olesen, redaktør for den kommende borgerlige webavis 180 grader.
Han peger i stedet på Martin Krasnik som et oplagt chefredaktør-emne, tidligere Deadline-vært på DR2 og nu USA-korrespondent for Weekendavisen.
- Han er en af den borgerlige presses største talenter. Niels Lunde kunne ikke kæmpe avisens sag på TV, han lignede en våd hund, man kunne krølle sammen, siger den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesen om Berlingskes hidtidige chefredaktør.
Blandt journalister har chefredaktøren fået øgenavnet "Niels Nogen-Lunde".
---
Omkring Lisbeth Knudsens pludselige omvendelse til borgerligheden, så får det én til at tænke tilbage på de utallige historiske eksempler på noget lignende.
Det var vist den franske konge, Henrik af Navarra, der sagde, at "Paris er vel en messe værd". Han skiftede derpå sin protestantiske tro ud for umiddelbart lige efter i stedet at blive katolik, så han dermed kunne sætte sig på Frankrigs trone. Henriks eksempel med at "vende kåben" er blevet fulgt at utallige politikere siden. Karen Jespersen, Anders Fogh u name it. På dansk kaldes det opportunisme.
Spørgsmålet er vel i sidste ende, hvorvidt læserne tror på Lisbeth Knudsens udmeldinger om, at hun skam er borgerlig. Det lader sig aflæse, når de næste læsertal kommer, men mon ikke at hun trods alt får en chance hos flertallet af Berlingskes abonnenter, også selvom at Konservativ Ungdom, den gode Sune Wæsel m.fl. har opsagt deres abonnement? Jeg tror det. Medmindre at hun slår "Groft Sagt"-rubrikken ihjel. For så får kritikerne da virkelig noget at hænge hatten på, og så dum tror jeg ikke på, at Lisbeth Knudsen er.
Læs MF(V) Peter Christensens analyse af sagen. Han er ugens politikerblogger på berlingske.dk
Læs Jarls blog fra i tirsdags om samme emne
Ikke lutter lagkage at være menneske
Siden politiet fik ryddet Jagtvej 69 har byen måttet stå model til de unge autonomes evindelige pressestunts med besatte skoler mig her og besatte fabrikslokaler mig der. TV2 News, der oftest ikke har andet at lave, rykker også troligt ud hver gang med et kamerahold og en ophidset praktikant som reporter, der formulerer sig helt vildt dårligt. Altså medmindre en eller anden stakkel finder sit halvautomatiske våben frem og myrder 32 mennesker på en skole i USA, der afbryder ”løjerne”, hvorefter Poul-Erik Skammelsen på skammeligste vis må bruge sit store talent på at holde snakken i gang hjemme i studiet, mens der ventes på klarhed om tragediens omfang og detaljer. Poul-Erik, helt ærligt hvordan kunne du dog gå til TV2 News og dømme dig selv til ustandselige gentagelser, tomgangssnak og værst: glemsel?
I går gik de unge hærværksmænd så i gang med at besætte endnu et hus. Denne gang var det Stevnsgade Skole på Nørrebro, som Ritt ellers tidligere stillede dem i udsigt. Det blev heldigvis ikke til noget. Skolen blev hærget af graffiti og hærværk. Præcis som det er sket så mange andre steder, hvor de autonome tidligere har demonstreret deres demokratiske sindelag og manglende respekt for andres ejendom ved at brænde folks biler, smadre ruder, ødelægge veje, brænde containere af og smadre lokaler og dyrt inventar på Christianshavns Gymnasium. Også i går passede politiet deres arbejde og fjernede 150 besættere, hvor af de 37 blev anholdt. Desværre uden at de blev hevet i dommervagten.
- Det kan undre, at de ikke passede bedre på bygningen, hvis de virkelig ønskede at blive der. Men de nåede altså både at ødelægge køkken og toilet, inden vi rykkede ind, fortæller den centrale vagtleder hos Københavns Politi til Ritzau.
Gad vide hvad der egentlig foregår inde i hovederne på dem. Det fik jeg et fingerpeg om, da jeg faldt over et læserbrev fra en vis Christine Gade i dagens udgave af Metro Xpress:
Forår i Vestre Fængsel
Så blev det forår, tænkte jeg i lørdags Og det var nok så anden gang i år, at jeg tænkte det, men det tænkte jeg.
Nå ja det giver sgu ikke rigtig mening. Det er nok en litteraturdrop-out ude fra KUA, der har kæmpet sig igennem romanen "Ulysses". Sproget - en såkaldt "indre monolog" - lyder, som var det skrevet af en James Joyce-wannabe.
Jeg stod tidligt op og spiste morgenmad, og da klokken så var hen ad 13.15, tog jeg bussen fra Amagerbro til Københavns hovedbanegård, hvorfra jeg tog bussen hen til Enghave Plads, hvorfra en masse mennesker skulle afgå klokken 14.
Det er aldrig for sent at spise morgenmad…
Vi når til Vestre Fængsel, hvor vi spiller usandsynlig høj musik til fordel for de indsatte, folk kravler op i træerne og danser og hygger i det dejlige vejr.
Jeg gad vide, hvad hun mon ellers har spist ud over ”morgenmad”? Svampe?
Her er det så jeg tænker: Hvordan kan Ritt Bjerregaard nyde sin æbleplantage i forårsvejret, når hun (forhåbentlig) ved, at ekstremt unge mennesker ikke må opleve deres ungdom, blot fordi hun er stædig, og ikke kender til det virkelige liv, hvor det ikke er lutter lagkage at være menneske.
Ja, tag den, Ritt!
Man forstår, at det er et ualmindelige hårdt liv at være autonom, og på Jarls Blog har vi naturligvis den allerstørste sympati med de unge.
For mere munter læsning og indsigt i de autonomes alternative og kreative verdensbillede, så anbefaler jeg Malthe Månebarn Busks hjemmeside „Forenede Eder“
I går gik de unge hærværksmænd så i gang med at besætte endnu et hus. Denne gang var det Stevnsgade Skole på Nørrebro, som Ritt ellers tidligere stillede dem i udsigt. Det blev heldigvis ikke til noget. Skolen blev hærget af graffiti og hærværk. Præcis som det er sket så mange andre steder, hvor de autonome tidligere har demonstreret deres demokratiske sindelag og manglende respekt for andres ejendom ved at brænde folks biler, smadre ruder, ødelægge veje, brænde containere af og smadre lokaler og dyrt inventar på Christianshavns Gymnasium. Også i går passede politiet deres arbejde og fjernede 150 besættere, hvor af de 37 blev anholdt. Desværre uden at de blev hevet i dommervagten.
- Det kan undre, at de ikke passede bedre på bygningen, hvis de virkelig ønskede at blive der. Men de nåede altså både at ødelægge køkken og toilet, inden vi rykkede ind, fortæller den centrale vagtleder hos Københavns Politi til Ritzau.
Gad vide hvad der egentlig foregår inde i hovederne på dem. Det fik jeg et fingerpeg om, da jeg faldt over et læserbrev fra en vis Christine Gade i dagens udgave af Metro Xpress:
Forår i Vestre Fængsel
Så blev det forår, tænkte jeg i lørdags Og det var nok så anden gang i år, at jeg tænkte det, men det tænkte jeg.
Nå ja det giver sgu ikke rigtig mening. Det er nok en litteraturdrop-out ude fra KUA, der har kæmpet sig igennem romanen "Ulysses". Sproget - en såkaldt "indre monolog" - lyder, som var det skrevet af en James Joyce-wannabe.
Jeg stod tidligt op og spiste morgenmad, og da klokken så var hen ad 13.15, tog jeg bussen fra Amagerbro til Københavns hovedbanegård, hvorfra jeg tog bussen hen til Enghave Plads, hvorfra en masse mennesker skulle afgå klokken 14.
Det er aldrig for sent at spise morgenmad…
Vi når til Vestre Fængsel, hvor vi spiller usandsynlig høj musik til fordel for de indsatte, folk kravler op i træerne og danser og hygger i det dejlige vejr.
Jeg gad vide, hvad hun mon ellers har spist ud over ”morgenmad”? Svampe?
Her er det så jeg tænker: Hvordan kan Ritt Bjerregaard nyde sin æbleplantage i forårsvejret, når hun (forhåbentlig) ved, at ekstremt unge mennesker ikke må opleve deres ungdom, blot fordi hun er stædig, og ikke kender til det virkelige liv, hvor det ikke er lutter lagkage at være menneske.
Ja, tag den, Ritt!
Man forstår, at det er et ualmindelige hårdt liv at være autonom, og på Jarls Blog har vi naturligvis den allerstørste sympati med de unge.
For mere munter læsning og indsigt i de autonomes alternative og kreative verdensbillede, så anbefaler jeg Malthe Månebarn Busks hjemmeside „Forenede Eder“
mandag, april 16, 2007
Det handler om penge
Dagens chokmelding i medie- og politisk interesserede kredse er, at Lisbeth Knudsen overtager chefredaktørstolen på Berlingske Tidende. Det sker på baggrund af, at den hidtidige chefredaktør Niels Lunde søger nye græsgange efter, at han "ikke følte sig motiveret" til igen at stå i spidsen for nye tocifrede millionbesparelser i koncernen. Det udlægger JP som at Lunde "går i protest" mod besparelserne. I al høflighed bør man sige held og lykke til dem begge to, og tillykke til "Fru Knudsen", som nu er tilbage i den danske medieverdens A-kæde efter nogle måneders tilværelse som blogger sammen med alle os andre. Nu skal hun i gang med at fyre folk. Der skal ske besparelser på 175 millioner over to år, og netto skal der fyres ca. 250, men kun ca. 30 stillinger på selve avisen.
Det store spørgsmål bliver, hvad redaktørskiftet ellers betyder for den københavnske borgerligheds hoforgan Berlingske Tidendes udvikling og fremtid? Lisbeth Knudsen havde i 1970’erne og 1980’erne sin gang på avisen, som en i øvrigt meget respekteret og dygtig politisk journalist. Siden blev hun i starten af 1990’erne chefredaktør på A-pressens hedengange ”Det Fri – eller snarere prøveløsladte – Aktuelt”. De sidste år var Lisbeth Knudsen - som det er de fleste sikkert bekendt - nyhedsdirektør i Danmarks Radio. Der er ingen, der betvivler Lisbeth Knudsens glimrende kompetencer som erfaren journalist og leder af en stor mediekoncern, så selvfølgelig kan hun udfylde jobbet som chefredaktør. Men hvorfor skal det lige være på Berlingske Tidende?
Man kan sige meget om Niels Lunde, men hans synspunkter var indiskutabelt borgerlige, selvom han efter manges mening leflede lige lovligt meget for regeringen og holdt af at gnubbe skuldre med topministre. Lunde fulgte lidt i de samme fodspor som forgængeren Karsten Madsen lagde, selvom han trods alt ikke fandt på at sende sommerpostkort til statsministeren – som Madsen gjorde - med ordlyden, at han var ”regeringens defensor”. Lunde er trods alt mere begavet end som så. Til gengæld var Lunde ikke vild med journalister, der udstillede VK-regeringens manglende borgerlige profil. (Mit bud er, at Lunde nu bruger sin nyvundne frihed til at sætte sig ned og skrive en god politisk thriller, som han har gjort før)
Lisbeth Knudsen er ikke liberal-borgerlig af overbevisning. Det er centrum-venstre og efter alt at dømme socialdemokraterne, der står hendes hjerte nærmest. Der er ikke mange chefredaktørstole ledige i Danmark – og slet ikke på aviser med centrum-venstre synspunkter. Hvorfor er hun så blevet ansat på en borgerlig avis? Her er mit bud:
Berlingske Tidendes ejere med den britiske mediemogul David Montgomery i spidsen har stillet nogle meget høje indtjeningskrav. For at nå dem, har fokusgrupper sikkert vist, at avisen i stedet må appellere mere til det store midterfelt af aviskøbere. Det er alle de avislæsere, der stemmer på Socialdemokratiet, de radikale og såkaldte venstrefløjskonservative. For ikke at genere abonnenter med midtersynspunkter, så har man sat Lisbeth Knudsen ind som en garant, da hun netop ikke forbindes med højreorientering eller borgerlighed. Og hvor skal borgerlige københavnske avislæsere i øvrigt ellers gå hen? Jyllands-Posten har lukket deres ( i øvrigt katastrofalt ringe JP-København tillæg) og deres redaktionelle dækning ligner i øvrigt på mange måder både Berlingske Tidendes og Politikens. Det er formentligt det lukrative ”Connie Hedegaard-segment”, som man slås med Politiken om. Her findes alle de veluddannede kulturradikale med god økonomi, som både læser avis og er interessante for annoncørerne. Det handler kort sagt om penge og mindre om holdninger. Berlingskes ejere har måske lavet lidt den samme analyse som Anders Fogh Rasmussen har gjort i politik. Avisens politiske profil skal være midterorienteret, så avisen dermed kan kæmpe med Politiken om læsere med midterholdninger.
Mit bud er dog, at Lisbeth Knudsen generelt vil fastholde Berlingskes profil på store dele af det politiske stof. Det er faktisk lidt af en gratis omgang, for en Niels Lunde magtede jo ikke at give avisen nogen større borgerlig profil. (Hvis man lige undtager oasen ”Groft Sagt”).Det er i hvert fald den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesens kritik og baggrunden for, at han i løbet af denne måned søsætter sit netavisprojekt, hvor borgerlige journalister skal producere nyheder for borgerlige læsere. Med dagens skifte på Berlingskes redaktionsgang, så har Pilestræde virkelig givet deres tidligere medarbejder et godt rygstød til hans netavis 180 grader. Hvis reaktionerne på Berlingskes website er udtryk for, hvad avisens læsere mener om redaktørskiftet, så er der da nu blevet skabt fornyet interesse for Ole Birks produkt.
Det store spørgsmål bliver, hvad redaktørskiftet ellers betyder for den københavnske borgerligheds hoforgan Berlingske Tidendes udvikling og fremtid? Lisbeth Knudsen havde i 1970’erne og 1980’erne sin gang på avisen, som en i øvrigt meget respekteret og dygtig politisk journalist. Siden blev hun i starten af 1990’erne chefredaktør på A-pressens hedengange ”Det Fri – eller snarere prøveløsladte – Aktuelt”. De sidste år var Lisbeth Knudsen - som det er de fleste sikkert bekendt - nyhedsdirektør i Danmarks Radio. Der er ingen, der betvivler Lisbeth Knudsens glimrende kompetencer som erfaren journalist og leder af en stor mediekoncern, så selvfølgelig kan hun udfylde jobbet som chefredaktør. Men hvorfor skal det lige være på Berlingske Tidende?
Man kan sige meget om Niels Lunde, men hans synspunkter var indiskutabelt borgerlige, selvom han efter manges mening leflede lige lovligt meget for regeringen og holdt af at gnubbe skuldre med topministre. Lunde fulgte lidt i de samme fodspor som forgængeren Karsten Madsen lagde, selvom han trods alt ikke fandt på at sende sommerpostkort til statsministeren – som Madsen gjorde - med ordlyden, at han var ”regeringens defensor”. Lunde er trods alt mere begavet end som så. Til gengæld var Lunde ikke vild med journalister, der udstillede VK-regeringens manglende borgerlige profil. (Mit bud er, at Lunde nu bruger sin nyvundne frihed til at sætte sig ned og skrive en god politisk thriller, som han har gjort før)
Lisbeth Knudsen er ikke liberal-borgerlig af overbevisning. Det er centrum-venstre og efter alt at dømme socialdemokraterne, der står hendes hjerte nærmest. Der er ikke mange chefredaktørstole ledige i Danmark – og slet ikke på aviser med centrum-venstre synspunkter. Hvorfor er hun så blevet ansat på en borgerlig avis? Her er mit bud:
Berlingske Tidendes ejere med den britiske mediemogul David Montgomery i spidsen har stillet nogle meget høje indtjeningskrav. For at nå dem, har fokusgrupper sikkert vist, at avisen i stedet må appellere mere til det store midterfelt af aviskøbere. Det er alle de avislæsere, der stemmer på Socialdemokratiet, de radikale og såkaldte venstrefløjskonservative. For ikke at genere abonnenter med midtersynspunkter, så har man sat Lisbeth Knudsen ind som en garant, da hun netop ikke forbindes med højreorientering eller borgerlighed. Og hvor skal borgerlige københavnske avislæsere i øvrigt ellers gå hen? Jyllands-Posten har lukket deres ( i øvrigt katastrofalt ringe JP-København tillæg) og deres redaktionelle dækning ligner i øvrigt på mange måder både Berlingske Tidendes og Politikens. Det er formentligt det lukrative ”Connie Hedegaard-segment”, som man slås med Politiken om. Her findes alle de veluddannede kulturradikale med god økonomi, som både læser avis og er interessante for annoncørerne. Det handler kort sagt om penge og mindre om holdninger. Berlingskes ejere har måske lavet lidt den samme analyse som Anders Fogh Rasmussen har gjort i politik. Avisens politiske profil skal være midterorienteret, så avisen dermed kan kæmpe med Politiken om læsere med midterholdninger.
Mit bud er dog, at Lisbeth Knudsen generelt vil fastholde Berlingskes profil på store dele af det politiske stof. Det er faktisk lidt af en gratis omgang, for en Niels Lunde magtede jo ikke at give avisen nogen større borgerlig profil. (Hvis man lige undtager oasen ”Groft Sagt”).Det er i hvert fald den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesens kritik og baggrunden for, at han i løbet af denne måned søsætter sit netavisprojekt, hvor borgerlige journalister skal producere nyheder for borgerlige læsere. Med dagens skifte på Berlingskes redaktionsgang, så har Pilestræde virkelig givet deres tidligere medarbejder et godt rygstød til hans netavis 180 grader. Hvis reaktionerne på Berlingskes website er udtryk for, hvad avisens læsere mener om redaktørskiftet, så er der da nu blevet skabt fornyet interesse for Ole Birks produkt.
torsdag, april 12, 2007
Erhvervsbloggen - portrætter af erhvervslivets topledere
Kære læsere af Jarls Blog - tillad mig at bringe et lille reklameindslag:
"Erhvervsbloggen" er foreløbigt (og i al beskedenhed) et lille kompendium af egne artikler med portrætter af en lang række af dansk erhvervslivs absolutte topnavne. Læs om den sky Lars Kann-Rasmussen fra pengemaskinen Velux, tøjmilliardæren Troels Holch Povlsen, Bestseller, Jess Søderbergs for tiden mest sandsynlige efterfølger i chefstolen på Esplanaden Eivind Kolding A.P. Møller-Mærsk, netværkskongen Fritz Schur, Danfoss' wunderkind Niels B. Christiansen, kongen af Strandvejen, slotssamleren Stig Husted-Andersen, dansk byggeris grand old man Finn Harald Simonsen, Kjartan Langvad fra den intellektuelle ingeniørfamilie bag entreprenørkoncernen Pihl, Aalborgs store søn, erhvervsikonet, developerkongen Thorkild Kristensen, Herman Sallings efterfølger i Dansk Supermarked Gruppen Erling Jensen og naturligvis den største af dem alle: Mærsk Mc-Kinney Møller.
Alle artikler er blevet bragt i det hedengangne ugemagasin "Fokus" i perioden 2006-2007. En enkelt portrætartikel er hidtil ikke blevet bragt, nemlig et portræt af formentlig dansk erhvervslivs mest beskedne topleder, Tom Kähler fra Rockwool.
"Erhvervsbloggen" er foreløbigt (og i al beskedenhed) et lille kompendium af egne artikler med portrætter af en lang række af dansk erhvervslivs absolutte topnavne. Læs om den sky Lars Kann-Rasmussen fra pengemaskinen Velux, tøjmilliardæren Troels Holch Povlsen, Bestseller, Jess Søderbergs for tiden mest sandsynlige efterfølger i chefstolen på Esplanaden Eivind Kolding A.P. Møller-Mærsk, netværkskongen Fritz Schur, Danfoss' wunderkind Niels B. Christiansen, kongen af Strandvejen, slotssamleren Stig Husted-Andersen, dansk byggeris grand old man Finn Harald Simonsen, Kjartan Langvad fra den intellektuelle ingeniørfamilie bag entreprenørkoncernen Pihl, Aalborgs store søn, erhvervsikonet, developerkongen Thorkild Kristensen, Herman Sallings efterfølger i Dansk Supermarked Gruppen Erling Jensen og naturligvis den største af dem alle: Mærsk Mc-Kinney Møller.
Alle artikler er blevet bragt i det hedengangne ugemagasin "Fokus" i perioden 2006-2007. En enkelt portrætartikel er hidtil ikke blevet bragt, nemlig et portræt af formentlig dansk erhvervslivs mest beskedne topleder, Tom Kähler fra Rockwool.
More menschkeit, Helle!
I dag er der gået to år med Helle Thorning-Schmidt som leder af Socialdemokraterne. Det går op og ned i dansk politik, og det beskriver egentlig meget godt Thornings tid som S-formand, hvor det gamle arbejderparti i meningsmålingerne har været helt nede og vende med vælgeropbakning på under 20 pct. som under Muhammedkrisen og så har der været andre stunder – som i efteråret – hvor S lå pænt over sidste (katastrofale) valgresultat.
Hvordan skal man bedømme hendes indsats? Overall, så har hun bestået. Socialdemokraterne fremstår som et sjældent samlet parti, og meningsmålingerne er stabiliseret lidt over sidste valgresultat. Det er ikke voldsomt imponerende, men man må lade S-lederen, at hun er oppe mod en formidabel modstander i kraft af Anders Fogh Rasmussen, der som en anden kamæleon hurtigere end nogen anden tager farve efter, hvor ”silden står i folkehavet”. Venstres engang ideologiske profil er i dag sørgeligt reduceret til den rendyrkede populisme, om end en forfinet udgave af slagsen. Kun Danmarks engagementet i Irak gik imod folkestemningen, men selv det ”hul” i Venstres populistiske murværk er nu stoppet. Helle Thorning har stort set ikke andre muligheder end at følge Venstres dagsorden. Foreslår S et eller andet populært, så vedtager regeringen det et halvt år efter, som deres eget forslag. Fraværet af større åbenlyse samfundsmæssige problemer gør det endnu sværere for S-toppen at kritisere regeringens fejl og mangler - udover at den bruger for få penge på det offentlige. Omkring den offentlige sektors fremtid er enigheden næsten total, så selv de trofaste støtter i LO-fagbevægelsen indser nødvendigheden af at samarbejde med regeringen herom.
Og så er der de radikale... Det kan næppe klandres Helle Thorning-Schmidt, at den radikale ”ledelse” (ja, det er nu så meget sagt) med Marianne Jelved i spidsen har besluttet at melde sig ud af dansk politik med korte afstikkere til virkeligheden. S-toppen må væbne sig med tålmod indtil den dag, at de radikale vender - permanent - tilbage til SR-samarbejdet. For mig at se følger S en rigtig strategi ved at fastholde et skattestop og en stram indvandrerpolitik. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne erobre den midte tilbage, der til sin tid atter giver S adgang til regeringskontorerne. Det har selv Svend Auken indset.
Det fremhæves ofte, at ét af Helle Thornings-Schmidt helt store kort er hendes kommunikative evner. Det er sikkert rigtigt, men jeg savner i stigende grad at se en lidt mere afslappet udgave af S-lederen på TV. Senest i dag i Go' Morgen Danmark på TV2, hvor denne blogger fik et indtryk af en stresset Thorning, der blot var mødt op hos Ole Stephensen for hurtigt at få afleveret alle "budskaberne", ”få forklaret sig" og så hastigt videre. Politikere må godt have travlt, men de skal tage sig tid til vælgerne. Alt andet er underordnet det. I hvert fald, når man er oppositionsleder.
Hvorfor ikke bare være sig selv, slappe af og se ud som om, at hun nyder samtalen i "Onkel Oles sofa"? For Helle Thorning er bedre til at spille rollen som ”et rigtig menneske” end Anders Fogh. Politikken? Tjah den er de jo stort set enige om.
Tillykke med dagen, Helle!
Hvordan skal man bedømme hendes indsats? Overall, så har hun bestået. Socialdemokraterne fremstår som et sjældent samlet parti, og meningsmålingerne er stabiliseret lidt over sidste valgresultat. Det er ikke voldsomt imponerende, men man må lade S-lederen, at hun er oppe mod en formidabel modstander i kraft af Anders Fogh Rasmussen, der som en anden kamæleon hurtigere end nogen anden tager farve efter, hvor ”silden står i folkehavet”. Venstres engang ideologiske profil er i dag sørgeligt reduceret til den rendyrkede populisme, om end en forfinet udgave af slagsen. Kun Danmarks engagementet i Irak gik imod folkestemningen, men selv det ”hul” i Venstres populistiske murværk er nu stoppet. Helle Thorning har stort set ikke andre muligheder end at følge Venstres dagsorden. Foreslår S et eller andet populært, så vedtager regeringen det et halvt år efter, som deres eget forslag. Fraværet af større åbenlyse samfundsmæssige problemer gør det endnu sværere for S-toppen at kritisere regeringens fejl og mangler - udover at den bruger for få penge på det offentlige. Omkring den offentlige sektors fremtid er enigheden næsten total, så selv de trofaste støtter i LO-fagbevægelsen indser nødvendigheden af at samarbejde med regeringen herom.
Og så er der de radikale... Det kan næppe klandres Helle Thorning-Schmidt, at den radikale ”ledelse” (ja, det er nu så meget sagt) med Marianne Jelved i spidsen har besluttet at melde sig ud af dansk politik med korte afstikkere til virkeligheden. S-toppen må væbne sig med tålmod indtil den dag, at de radikale vender - permanent - tilbage til SR-samarbejdet. For mig at se følger S en rigtig strategi ved at fastholde et skattestop og en stram indvandrerpolitik. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne erobre den midte tilbage, der til sin tid atter giver S adgang til regeringskontorerne. Det har selv Svend Auken indset.
Det fremhæves ofte, at ét af Helle Thornings-Schmidt helt store kort er hendes kommunikative evner. Det er sikkert rigtigt, men jeg savner i stigende grad at se en lidt mere afslappet udgave af S-lederen på TV. Senest i dag i Go' Morgen Danmark på TV2, hvor denne blogger fik et indtryk af en stresset Thorning, der blot var mødt op hos Ole Stephensen for hurtigt at få afleveret alle "budskaberne", ”få forklaret sig" og så hastigt videre. Politikere må godt have travlt, men de skal tage sig tid til vælgerne. Alt andet er underordnet det. I hvert fald, når man er oppositionsleder.
Hvorfor ikke bare være sig selv, slappe af og se ud som om, at hun nyder samtalen i "Onkel Oles sofa"? For Helle Thorning er bedre til at spille rollen som ”et rigtig menneske” end Anders Fogh. Politikken? Tjah den er de jo stort set enige om.
Tillykke med dagen, Helle!
onsdag, april 11, 2007
Mordet på AFR
Forleden dag så jeg traileren til den ny spillefilm ”AFR”, der handler om mordet på en dansk statsminister ved navn Anders Fogh Rasmussen. Og idéen bag hele filmen forekom mig noget bizar. Nå, jeg "trøstede" mig selv med, at jeg sikkert har medvirket til dens finansiering henover skattebilletten, men der stopper så min forargelse.
Jeg konstaterer, at også en dansk filminstruktør - nu - er kommet på den ”originale” idé - fiktivt - at tage livet af regeringschefen. Og i de seneste dage har vi set forargelsen hos Pia Kjærsgaard og en række andre politikere, fordi de har medvirket i interviews, der er blevet brugt i filmen, men hvor de udtaler sig om nogle helt andre mennesker. Fx ser man Pia Kjærsgaard tale om den myrdede hollandske politiker Pim Fortyun, hvor DF-lederen konstaterer, at den myrdede ”var bøsse”. I filmen myrdes statsministeren Fogh Rasmussen af sin mandlige elsker. Og det er netop filmens andet store kontroversielle emne: En statsminister, som kun de indviede vidste, levede et dobbeltliv som homoseksuel. Adam Holm konstaterede søndag i ”Deadline”, at der rent faktisk i årevis har cirkuleret sådanne rygter om statsministeren. Og det har han jo ret i. Ingen skal heller bilde mig ind, at filminstruktøren Morten Hartz Kaplers har fundet på bøsse-temaet i kraft af en eller anden pludselig "kunstnerisk åbenbaring".
Statsministeren kommenterede sagen i går på sit ugentlige pressemøde. Altså filmen. Ikke rygterne.
- Jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer, sagde han og troede ikke, at han kunne ”finde stunder til at se filmen”.
Fogh holdt facaden. Der var ikke en sprække at spore i tandpastasmilet. Indvendigt har han formentlig længe skummet af raseri. Det er forståeligt, men Fogh har klogeligt indset, at han reelt set er magtesløs i situationen. For går han ind i en dybere diskussion om filmen, gør han den blot mere interessant, end den formentlig er. Bøsserygterne bliver nu pakket ind i en diskussion om "film og fiktion", hvor de formentlig hører hjemme.
Muhammed-sagen viste, at den danske regering naturligvis vil gå langt for at beskytte ytringsfriheden. Måske ”AFR”-filmen skulle vises i arabiske lande til demonstration af, hvad man rent faktisk kan tillade sig at ytre sig om en dansk statsminister? I de muslimske lande var filminstruktøren og hans værk ”AFR” næppe nøjedes med kun at blive anmeldt. Af filmanmeldere.
P.s. - AFR-filmen er faktisk produceret helt uden offentlig filmstøtte, så det er jo et argument for at synes om filmen.
Jeg konstaterer, at også en dansk filminstruktør - nu - er kommet på den ”originale” idé - fiktivt - at tage livet af regeringschefen. Og i de seneste dage har vi set forargelsen hos Pia Kjærsgaard og en række andre politikere, fordi de har medvirket i interviews, der er blevet brugt i filmen, men hvor de udtaler sig om nogle helt andre mennesker. Fx ser man Pia Kjærsgaard tale om den myrdede hollandske politiker Pim Fortyun, hvor DF-lederen konstaterer, at den myrdede ”var bøsse”. I filmen myrdes statsministeren Fogh Rasmussen af sin mandlige elsker. Og det er netop filmens andet store kontroversielle emne: En statsminister, som kun de indviede vidste, levede et dobbeltliv som homoseksuel. Adam Holm konstaterede søndag i ”Deadline”, at der rent faktisk i årevis har cirkuleret sådanne rygter om statsministeren. Og det har han jo ret i. Ingen skal heller bilde mig ind, at filminstruktøren Morten Hartz Kaplers har fundet på bøsse-temaet i kraft af en eller anden pludselig "kunstnerisk åbenbaring".
Statsministeren kommenterede sagen i går på sit ugentlige pressemøde. Altså filmen. Ikke rygterne.
- Jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer, sagde han og troede ikke, at han kunne ”finde stunder til at se filmen”.
Fogh holdt facaden. Der var ikke en sprække at spore i tandpastasmilet. Indvendigt har han formentlig længe skummet af raseri. Det er forståeligt, men Fogh har klogeligt indset, at han reelt set er magtesløs i situationen. For går han ind i en dybere diskussion om filmen, gør han den blot mere interessant, end den formentlig er. Bøsserygterne bliver nu pakket ind i en diskussion om "film og fiktion", hvor de formentlig hører hjemme.
Muhammed-sagen viste, at den danske regering naturligvis vil gå langt for at beskytte ytringsfriheden. Måske ”AFR”-filmen skulle vises i arabiske lande til demonstration af, hvad man rent faktisk kan tillade sig at ytre sig om en dansk statsminister? I de muslimske lande var filminstruktøren og hans værk ”AFR” næppe nøjedes med kun at blive anmeldt. Af filmanmeldere.
P.s. - AFR-filmen er faktisk produceret helt uden offentlig filmstøtte, så det er jo et argument for at synes om filmen.
tirsdag, april 10, 2007
Proppen blev sat i flasken
Så blev der endelig – om man så må sige – "sat prop i flasken" i straffesagerne mod Peter Brixtofte for mandatsvig m.v. Fire års ubetinget fængsel - sammenlagt - blev det til, og det er nok kun ”Brixen” selv, hans forsvarer og den noget formindskede, men loyale tilhængerskare, som stiller sig uforstående over for den udgang på sagen. Der resterer en ankesag, men der skal formentlig ske noget dramatisk nyt for at byrettens dom bliver ændret i landsretten til frifindelse af den tidligere Farum-borgmester.
De politiske konsekvenser er til at overse. Statsministeren fik elegant konstateret i dag på sit pressemøde at domstolene så med alvor på misbrug af et offentligt embede. Det kan ingen være uenige i. At specielt Venstre skulle have særlige aktier i sagen, afviste statsministeren med sin bemærkning om, at også andre partier og politikere tidligere havde anerkendt Farums fortræffelige resultater med at skaffe dets borgere i job og få integreret kommunens indvandrere. Altså før at der gik Château Pétrus, PBX-laks og storhedsvanvid med Farum Boldklub i det hele.
Èt kort har Venstre dog spillet af hænde. For i de næste mange år vil evt. anklager fra Venstrefolk mod socialdemokrater og andre for ”kammerateri” og deslige klinge noget hult, for alle vil i sådanne debatter uvilkårligt tænke på Brixtofte som den højprofilerede Venstreborgmester der misbrugte borgernes penge på fråds etc. Også selvom eks-bykongen ikke har været medlem af regeringspartiet siden foråret 2002.
Jeg vil gerne vedkende mig en svaghed for farverige politikere som Peter Brixtofte, men omfanget af "farverigdommen" sætter lovgivningen trods alt grænser for, og det er netop det dommene både i byretten i dag og tidligere er udtryk for.
Folkets dom er faldet for længst. Medierne finder ham utroværdig, og det politiske miljø vil ikke mere vide af ham, og økonomisk er han iflg. formiddagsbladene også mere eller mindre på spanden. Brixtofte er dermed moralsk, økonomisk og politisk ruineret. Det er en hård skæbne, som han dog ikke kan laste andre end sig selv for.
Brixtoftes gåpåmod og optimisme er legendarisk, og det får han i alle tilfælde god brug for nu.
Læs tidligere blog om forholdet mellem Brixtofte og Anders Fogh
Læs tidligere blog om Brixtoftes kuldsejlede forsøg på at blive V-næstformand
De politiske konsekvenser er til at overse. Statsministeren fik elegant konstateret i dag på sit pressemøde at domstolene så med alvor på misbrug af et offentligt embede. Det kan ingen være uenige i. At specielt Venstre skulle have særlige aktier i sagen, afviste statsministeren med sin bemærkning om, at også andre partier og politikere tidligere havde anerkendt Farums fortræffelige resultater med at skaffe dets borgere i job og få integreret kommunens indvandrere. Altså før at der gik Château Pétrus, PBX-laks og storhedsvanvid med Farum Boldklub i det hele.
Èt kort har Venstre dog spillet af hænde. For i de næste mange år vil evt. anklager fra Venstrefolk mod socialdemokrater og andre for ”kammerateri” og deslige klinge noget hult, for alle vil i sådanne debatter uvilkårligt tænke på Brixtofte som den højprofilerede Venstreborgmester der misbrugte borgernes penge på fråds etc. Også selvom eks-bykongen ikke har været medlem af regeringspartiet siden foråret 2002.
Jeg vil gerne vedkende mig en svaghed for farverige politikere som Peter Brixtofte, men omfanget af "farverigdommen" sætter lovgivningen trods alt grænser for, og det er netop det dommene både i byretten i dag og tidligere er udtryk for.
Folkets dom er faldet for længst. Medierne finder ham utroværdig, og det politiske miljø vil ikke mere vide af ham, og økonomisk er han iflg. formiddagsbladene også mere eller mindre på spanden. Brixtofte er dermed moralsk, økonomisk og politisk ruineret. Det er en hård skæbne, som han dog ikke kan laste andre end sig selv for.
Brixtoftes gåpåmod og optimisme er legendarisk, og det får han i alle tilfælde god brug for nu.
Læs tidligere blog om forholdet mellem Brixtofte og Anders Fogh
Læs tidligere blog om Brixtoftes kuldsejlede forsøg på at blive V-næstformand
mandag, april 09, 2007
Terrorist eller frihedskæmper? Et spørgsmål om datoen
”Film skal ses i biografen”, sagde Ole Michelsen hvergang og lige før at lamperne slukkedes for det fremragende og desværre hedengangne DR-filmprogram ”Bogart”. Michelsens vise ord holder stadig, og for tiden vises en række glimrende historiske og politiske film, som fortjener at blive set af et stort publikum.
Den tyske film og fortjente Oscar-vinder ”De andres liv” om STASIs overvågning af intellektuelle i DDR burde være med i en slags "filmkanon" for alle danskere født efter 1980, så de får en fornemmelse af, hvor forfærdeligt undertrykkende de kommunistiske landes regimer faktisk var. Frank Aaen og gammelkommunisterne i Enhedslisten kunne også have glæde af at se filmen, selvom jeg tvivler på, at de egentlig forstår dens dybere pointer. Dengang før murens fald i 1989 var alt - herunder individuelles almindelige borgerlige rettigheder - jo fuldstændig underlagt almenvældet i arbejderparadiserne østpå. Har du ikke set filmen, så kan det stadig nås. Fx i Grand-biografen i København.
Irske ”Vinden som ryster kornet” er en rystende film af den engelske filminstruktør Ken Loach om irernes frihedskamp og borgerkrig lige efter 1. verdenskrig. Ikke siden ”De andres liv” har en film gjort et så dybt indtryk på denne biografgænger. De irske nationalister levede i begyndelsen af det 20. århundrede i det britiske demokrati, men ønskede selvstændighed og havde bevisligt et stort flertal i den irkse befolkning bag deres krav. Briternes fremfærd overfor irerne var ufattelige grov og overgrebene var til tider ret hårdhændede. Fx. blev der gjort kort proces med lederne af påske-oprøret i 1916, der stort set alle blev henrettet. Efter frihedskampen mod de britiske paramillitære ”Black and Tans”- hjælpetropper – skildret i filmen og i den irske mytologiske selvforståelse som regulere dødspatruljer ryger de irske nationalister i totterne på hinanden. Det er tidligere skildret i en helt anden film, nemlig ”Michael Collins” med Liam Neeson i hovedrollen som den kun godt 30-årige oprørsleder, der laver "lokumsaftalen" med Winston Churchill om en ”fri stat”, men inden for det britiske statssamfund og med troskabsed til den britiske monark. Traktatmodstanderne og deres leder Eamon De Valera – i Collins-filmen spillet af den fremragende Alan Rickman – nægter at gå ind på aftalens betingelser, og så er borgerkrigen en realitet. I ”Vinden som ryster kornet” (i øvrigt en strofe fra en irsk frihedssang fra 1798) er de to grupper repræsenteret af to brødre, som dermed står på hver deres side i det ret hårde og brutale opgør mellem fløjene, der følger. Filmen er ikke et helteepos for hverken den ene eller den anden side. Selv de britiske soldater skildres i et enkelt moment som ofre for krigens gru, og deres afstumpede opførsel overfor irerne forklares antydningsvis i en enkelt scene med henvisning til ”helvedet i nord” dvs. de britiske soldaters fire år lange mareridt i skyttegravene i Flandern under 1. verdenskrig. Filmen prædiker ikke, og den har ingen oplagte helte, selvom oprørsfolkene skildres som sværmeriske og lidt naive marxister, der kæmper for den fattige mand på gaden, mens fristatsfolkene er en slags konservative opportunister. Men balancen holdes - også selvom Loach selv er socialist og mest er kendt for at have lavet socialrealistiske hverdagsdramaer.
Filmens centrale pointe er, at krig nu engang ikke er gratis, men har omkostninger for dem, som fører den. Borgerkrig er endnu mere rædselsfuld end krig. Grænsen mellem hvornår man er terrorist og frihedskæmper? Tjah. Det er nærmest et spørgsmål om datoen. Der skal nok være dem, som trækker paralleller fra filmens historiske univers til vore dages Irak, men jeg køber ikke den præmis og mener overhovedet ikke at de to situationer kan sammenlignes.
Jeg synes ”Vinden som ryster kornet” primært handler om den irske republiks blodige fødsel, og den får mine varmeste anbefalinger. Men vær beredt på, at visse af filmens scener viser barske former for vold inkl. tortur og henrettelser. Filmen kan stadig ses i biograferne "Palads" og "Vester Vov Vov" i København.
Den tyske film og fortjente Oscar-vinder ”De andres liv” om STASIs overvågning af intellektuelle i DDR burde være med i en slags "filmkanon" for alle danskere født efter 1980, så de får en fornemmelse af, hvor forfærdeligt undertrykkende de kommunistiske landes regimer faktisk var. Frank Aaen og gammelkommunisterne i Enhedslisten kunne også have glæde af at se filmen, selvom jeg tvivler på, at de egentlig forstår dens dybere pointer. Dengang før murens fald i 1989 var alt - herunder individuelles almindelige borgerlige rettigheder - jo fuldstændig underlagt almenvældet i arbejderparadiserne østpå. Har du ikke set filmen, så kan det stadig nås. Fx i Grand-biografen i København.
Irske ”Vinden som ryster kornet” er en rystende film af den engelske filminstruktør Ken Loach om irernes frihedskamp og borgerkrig lige efter 1. verdenskrig. Ikke siden ”De andres liv” har en film gjort et så dybt indtryk på denne biografgænger. De irske nationalister levede i begyndelsen af det 20. århundrede i det britiske demokrati, men ønskede selvstændighed og havde bevisligt et stort flertal i den irkse befolkning bag deres krav. Briternes fremfærd overfor irerne var ufattelige grov og overgrebene var til tider ret hårdhændede. Fx. blev der gjort kort proces med lederne af påske-oprøret i 1916, der stort set alle blev henrettet. Efter frihedskampen mod de britiske paramillitære ”Black and Tans”- hjælpetropper – skildret i filmen og i den irske mytologiske selvforståelse som regulere dødspatruljer ryger de irske nationalister i totterne på hinanden. Det er tidligere skildret i en helt anden film, nemlig ”Michael Collins” med Liam Neeson i hovedrollen som den kun godt 30-årige oprørsleder, der laver "lokumsaftalen" med Winston Churchill om en ”fri stat”, men inden for det britiske statssamfund og med troskabsed til den britiske monark. Traktatmodstanderne og deres leder Eamon De Valera – i Collins-filmen spillet af den fremragende Alan Rickman – nægter at gå ind på aftalens betingelser, og så er borgerkrigen en realitet. I ”Vinden som ryster kornet” (i øvrigt en strofe fra en irsk frihedssang fra 1798) er de to grupper repræsenteret af to brødre, som dermed står på hver deres side i det ret hårde og brutale opgør mellem fløjene, der følger. Filmen er ikke et helteepos for hverken den ene eller den anden side. Selv de britiske soldater skildres i et enkelt moment som ofre for krigens gru, og deres afstumpede opførsel overfor irerne forklares antydningsvis i en enkelt scene med henvisning til ”helvedet i nord” dvs. de britiske soldaters fire år lange mareridt i skyttegravene i Flandern under 1. verdenskrig. Filmen prædiker ikke, og den har ingen oplagte helte, selvom oprørsfolkene skildres som sværmeriske og lidt naive marxister, der kæmper for den fattige mand på gaden, mens fristatsfolkene er en slags konservative opportunister. Men balancen holdes - også selvom Loach selv er socialist og mest er kendt for at have lavet socialrealistiske hverdagsdramaer.
Filmens centrale pointe er, at krig nu engang ikke er gratis, men har omkostninger for dem, som fører den. Borgerkrig er endnu mere rædselsfuld end krig. Grænsen mellem hvornår man er terrorist og frihedskæmper? Tjah. Det er nærmest et spørgsmål om datoen. Der skal nok være dem, som trækker paralleller fra filmens historiske univers til vore dages Irak, men jeg køber ikke den præmis og mener overhovedet ikke at de to situationer kan sammenlignes.
Jeg synes ”Vinden som ryster kornet” primært handler om den irske republiks blodige fødsel, og den får mine varmeste anbefalinger. Men vær beredt på, at visse af filmens scener viser barske former for vold inkl. tortur og henrettelser. Filmen kan stadig ses i biograferne "Palads" og "Vester Vov Vov" i København.
søndag, april 08, 2007
Ny borgerlig netavis på vej
En ny borgerlig netavis, der lyder navnet "180 grader" er undervejs og lander midt i april. Èn af idémændene bag projektet er "OBO" bedre kendt som Ole Birk Olesen - mangeårig Christiansborg-journalist på bl.a. Berlingske Tidende. Netavisen bliver reklamefinansieret og gratis for alle at læse.
Den kommende redaktør Ole Birk Olesen og hans kompagnon Thomas Breitenbach vil nu realisere deres vision om en ren borgerlig avis skrevet af borgerlige journalister. For i følge Birk Olesen er det nemlig ikke tilfældet i dag, hvor et meget stort flertal blandt journalisterne - også på borgerlige medier - er venstreorienterede. Det mener Birk Olesen kan ses også i såkaldte borgerlige mediers - og her tænker man uvilkårligt især på Berlingske Tidendes - politiske dækning og medievalg. Journalistisk objektivitet er en illusion, mener "180 graders" redaktør.
I en kommentar torsdag i Weekendavisen fortæller Birk Olesen mere om baggrunden for, hvorfor han mener, at der er et behov for en borgerlig avis:
»Hovedvægten af danske journalister ligger til venstre for befolkningen, og det gælder alle aviser i Danmark. Det er en helt generel udfordring.«
Hvem sagde det for et par år siden? Brian Mikkelsen? Søren Krarup? Djengis Khan? Nej, det var såmænd Arne Ullum, chefredaktør på B.T. Den pæne mand.
Hvis Arne Ullum har ret – og det vil jeg senere argumentere for, at han har – så er »den borgerlige presse« en illusion i Danmark. Så har vi ingen borgerlige aviser, for man kan ikke producere en borgerlig avis uden et dominerende antal borgerlige journalister på avisen.
Pointen kan lettest illustreres med et omvendt tankeeksperiment: hvis størstedelen af Politikens journalister en dag blev skiftet ud med lutter liberalister og konservative, så ville Politiken naturligvis heller ikke være den centrum-venstre-avis, vi kender. For en avis kan ikke laves hen over hovedet på de journalister, som skriver den. Avisen er helt afhængig af de ideer, som journalisterne selvstændigt får, og de historier som journalisterne på egen hånd graver frem. Selv hvis man havde ambitioner om det, så er det ikke muligt at styre en avis fra toppen på samme måde, som man kan styre en margarinefabrik. En avis er i meget højere grad et produkt af den indsats, som ydes af individuelle medarbejdere.
Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad journalisterne på en avis mener om samfundets indretning. Journalister er blot mennesker, og derfor er de som alle andre begrænsede i deres udsyn af deres helt subjektive verdensanskuelser. Det kan slet ikke være anderledes, for der findes i journalistik ingen objektive kriterier for, hvilke begivenheder i Danmark og verden, man skal prioritere højt, ingen facitliste der kan fortælle, om en artikel skal vinkles til fordel for det ene eller det andet synspunkt og intet opslagsværk med værdineutral vejledning i, om ekspert Hansen eller ekspert Jensen er den bedste til at repræsentere »sagkundskabens« udlægning af en sag.
(..)
Hvorfor bringer ingen »borgerlig avis« tilbagevendende historier om, at Danmark går glip af et enormt vækstpotentiale, fordi vores offentlige sektor er for stor og vores skatter for høje? Før velfærdsstatens konsolidering havde Danmark økonomiske vækstrater på fire procent årligt, men efter velfærdsstaten er de kun på to procent, og fra 2008 til 2012 vil den økonomiske vækst i Danmark være på sølle én procent, hvilket er det laveste niveau i alle 30 OECD-medlemslande. I 1960 – før velfærdsstaten – var danskerne rigere end f.eks. canadierne, australierne, irerne og folk fra Singapore. I dag – efter velfærdsstaten – er vi fattigere. Hvis vi havde borgerlige aviser i Danmark, ville de så ikke som det mest naturlige i verden problematisere det dag ud og dag ind?
(..)
Ville borgerlige aviser, hvis de fandtes, i højere grad stemple borgerlige holdninger som ekstremistiske, end de ville gøre det med venstreorienterede holdninger? Naturligvis ikke, men for et par somre siden dokumenterede en gennemtrevling af artikeldatabasen Infomedia, at det faktisk er, hvad alle aviser i Danmark gør – også de såkaldt borgerlige.
Der skrives i de danske aviser tre gange så meget om super-, ultra-, hyper-, ærke- eller betonliberale, end der skrives om tilsvarende ekstreme socialister. Også konservative bliver oftere omtalt som ekstreme, end socialister gør, og der skrives 14 gange mere om »højreekstreme« end om »venstreekstreme«.
Ekstremisme i politiske anskuelser er ifølge journalister på både Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og B.T. et udpræget højrefløjsfænomen og er bl.a. blevet knyttet sammen med den »ærkekonservative« Lars Barfoed og den »superliberale« Søren Pind, mens en person som Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil aldrig er blev kaldt »ultrasocialist«. Det er vel pga. dygtigt politiarbejde, at det endnu ikke er lykkedes Pind og Barfoed at lukke deres venner ind på Christiansborg, så de kunne overhælde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med maling!
Summa summarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.
---
Fra Jarls Blog skal der lyde et stort held og lykke til Ole Birk Olesen og Thomas Breitenbach med netavis-projektet. Også efter min mening er der et behov for en borgerlig avis - af både navn og af gavn - i Danmark. Dermed får regeringens ministre og andre spindoktorer formentlig ikke det samme held som de har haft før med at presse redaktører i Pilestræde m.v. til at droppe historier med sager, der udstiller regeringens manglende liberale profil. For nu kan vi alle i stedet læse om det på "180 grader", og det er vi rigtig mange, der glæder os til!
Den kommende redaktør Ole Birk Olesen og hans kompagnon Thomas Breitenbach vil nu realisere deres vision om en ren borgerlig avis skrevet af borgerlige journalister. For i følge Birk Olesen er det nemlig ikke tilfældet i dag, hvor et meget stort flertal blandt journalisterne - også på borgerlige medier - er venstreorienterede. Det mener Birk Olesen kan ses også i såkaldte borgerlige mediers - og her tænker man uvilkårligt især på Berlingske Tidendes - politiske dækning og medievalg. Journalistisk objektivitet er en illusion, mener "180 graders" redaktør.
I en kommentar torsdag i Weekendavisen fortæller Birk Olesen mere om baggrunden for, hvorfor han mener, at der er et behov for en borgerlig avis:
»Hovedvægten af danske journalister ligger til venstre for befolkningen, og det gælder alle aviser i Danmark. Det er en helt generel udfordring.«
Hvem sagde det for et par år siden? Brian Mikkelsen? Søren Krarup? Djengis Khan? Nej, det var såmænd Arne Ullum, chefredaktør på B.T. Den pæne mand.
Hvis Arne Ullum har ret – og det vil jeg senere argumentere for, at han har – så er »den borgerlige presse« en illusion i Danmark. Så har vi ingen borgerlige aviser, for man kan ikke producere en borgerlig avis uden et dominerende antal borgerlige journalister på avisen.
Pointen kan lettest illustreres med et omvendt tankeeksperiment: hvis størstedelen af Politikens journalister en dag blev skiftet ud med lutter liberalister og konservative, så ville Politiken naturligvis heller ikke være den centrum-venstre-avis, vi kender. For en avis kan ikke laves hen over hovedet på de journalister, som skriver den. Avisen er helt afhængig af de ideer, som journalisterne selvstændigt får, og de historier som journalisterne på egen hånd graver frem. Selv hvis man havde ambitioner om det, så er det ikke muligt at styre en avis fra toppen på samme måde, som man kan styre en margarinefabrik. En avis er i meget højere grad et produkt af den indsats, som ydes af individuelle medarbejdere.
Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad journalisterne på en avis mener om samfundets indretning. Journalister er blot mennesker, og derfor er de som alle andre begrænsede i deres udsyn af deres helt subjektive verdensanskuelser. Det kan slet ikke være anderledes, for der findes i journalistik ingen objektive kriterier for, hvilke begivenheder i Danmark og verden, man skal prioritere højt, ingen facitliste der kan fortælle, om en artikel skal vinkles til fordel for det ene eller det andet synspunkt og intet opslagsværk med værdineutral vejledning i, om ekspert Hansen eller ekspert Jensen er den bedste til at repræsentere »sagkundskabens« udlægning af en sag.
(..)
Hvorfor bringer ingen »borgerlig avis« tilbagevendende historier om, at Danmark går glip af et enormt vækstpotentiale, fordi vores offentlige sektor er for stor og vores skatter for høje? Før velfærdsstatens konsolidering havde Danmark økonomiske vækstrater på fire procent årligt, men efter velfærdsstaten er de kun på to procent, og fra 2008 til 2012 vil den økonomiske vækst i Danmark være på sølle én procent, hvilket er det laveste niveau i alle 30 OECD-medlemslande. I 1960 – før velfærdsstaten – var danskerne rigere end f.eks. canadierne, australierne, irerne og folk fra Singapore. I dag – efter velfærdsstaten – er vi fattigere. Hvis vi havde borgerlige aviser i Danmark, ville de så ikke som det mest naturlige i verden problematisere det dag ud og dag ind?
(..)
Ville borgerlige aviser, hvis de fandtes, i højere grad stemple borgerlige holdninger som ekstremistiske, end de ville gøre det med venstreorienterede holdninger? Naturligvis ikke, men for et par somre siden dokumenterede en gennemtrevling af artikeldatabasen Infomedia, at det faktisk er, hvad alle aviser i Danmark gør – også de såkaldt borgerlige.
Der skrives i de danske aviser tre gange så meget om super-, ultra-, hyper-, ærke- eller betonliberale, end der skrives om tilsvarende ekstreme socialister. Også konservative bliver oftere omtalt som ekstreme, end socialister gør, og der skrives 14 gange mere om »højreekstreme« end om »venstreekstreme«.
Ekstremisme i politiske anskuelser er ifølge journalister på både Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og B.T. et udpræget højrefløjsfænomen og er bl.a. blevet knyttet sammen med den »ærkekonservative« Lars Barfoed og den »superliberale« Søren Pind, mens en person som Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil aldrig er blev kaldt »ultrasocialist«. Det er vel pga. dygtigt politiarbejde, at det endnu ikke er lykkedes Pind og Barfoed at lukke deres venner ind på Christiansborg, så de kunne overhælde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med maling!
Summa summarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.
---
Fra Jarls Blog skal der lyde et stort held og lykke til Ole Birk Olesen og Thomas Breitenbach med netavis-projektet. Også efter min mening er der et behov for en borgerlig avis - af både navn og af gavn - i Danmark. Dermed får regeringens ministre og andre spindoktorer formentlig ikke det samme held som de har haft før med at presse redaktører i Pilestræde m.v. til at droppe historier med sager, der udstiller regeringens manglende liberale profil. For nu kan vi alle i stedet læse om det på "180 grader", og det er vi rigtig mange, der glæder os til!
Barfoeds ballon
Brian Mikkelsen: "K bliver i regeringen". En avisoverskrift med et selvfølgeligt budskab, som normalt ikke giver mening, men som påskelørdag skabte lidt røre på en sikkert kedelig dag på nyhedsredaktionerne. For da havde den detroniserede familie og forbrugerminister Lars Barfoed nemlig lige inden været ude i Berlingske og lægge afstand til Dansk Folkeparti, kalde til kamp for konservative værdier og den for tiden så omtalte ”borgerlige anstændighed”. Barfoed lod læserne forstå, at han var klar til at føre denne politiske kamp, selvom K måtte gå ud af regeringen. Nu skulle profilen pudses op! At de konservative mangler profil er i øvrigt sandt, men det ændres der ikke på, så længe Bendt Bendtsen er formand. Og Barfoed måtte i øvrigt konstatere, at han stod mutters alene på slagmarken.
Barfoeds udmelding blev hurtigt forklaret med hans personlige aversioner mod DF-toppen for at have trukket tæppet væk under ham og hans ministerpost i december, og det faktum, at en del konservative har det svært med den underordnede lillebror-rolle både i forhold til V og til DF. Men Barfoeds ballon fik ikke lov at flyve længe. Brian Mikkelsen hev nemlig det politiske haglgevær frem fra gemmerne og fik skudt ballonen ned så historien ikke fik lov at rulle med grøftegravning og K-DF-ballade til følge.
Også Venstrefolk udelod med stor sikkerhed Barfoed fra deres aftenbøn i går. Irritationen over Barfoeds ”soloridt” blev da også kommenteret usædvanligt polemisk af Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen til Berlingske i dag:
- Jeg kan bare konstatere, at Lars Barfoed er kommet med en solistmelding, som ikke har opbakning i Det Konservative Folkeparti. Og at han står tilbage som politisk tonedøv.
Med denne udsøgte uforskammethed pustede Venstremanden lidt liv i den meget udbredte opfattelse på Christiansborg mht. Barfoeds begrænsede politiske evner udi politisk timing og fingerspitzgefühl.
Barfoeds muligheder for at blive genvalgt til folkeitnget ved et kommende valg er ikke alt for lyse. Han blev med nød og næppe genvalgt ved forrige valg med et relativt beskedent antal personlige stemmer og med kun en lille margin til en anden konservativ kandidat på listen. Siden har valgloven ændret kredsgrænserne, og Nordsjællands Storkreds er blevet suppleret med endnu et kendt konservativt navn, nemlig Pia Christmas-Møller. Ikke ligefrem en politisk elefant, men knapt så berygtet som Barfoed. Med andre ord: Barfoed er pisket til at markere sig i forhold til de konservative vælgere. Der er formentlig en udbredt forståelse i den konservative top for Barfoeds personlige motiver i sagen. Dampen skal lukkes ud. Men der er trods alt grænser. Vi har dog næppe set den sidste politiske ballon fra Barfoed, og K-toppens reaktion vil forblive den samme. For alt underordnes naturligvis regeringssamarbejdet med Venstre og samarbejdet med Dansk Folkeparti.
Barfoeds udmelding blev hurtigt forklaret med hans personlige aversioner mod DF-toppen for at have trukket tæppet væk under ham og hans ministerpost i december, og det faktum, at en del konservative har det svært med den underordnede lillebror-rolle både i forhold til V og til DF. Men Barfoeds ballon fik ikke lov at flyve længe. Brian Mikkelsen hev nemlig det politiske haglgevær frem fra gemmerne og fik skudt ballonen ned så historien ikke fik lov at rulle med grøftegravning og K-DF-ballade til følge.
Også Venstrefolk udelod med stor sikkerhed Barfoed fra deres aftenbøn i går. Irritationen over Barfoeds ”soloridt” blev da også kommenteret usædvanligt polemisk af Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen til Berlingske i dag:
- Jeg kan bare konstatere, at Lars Barfoed er kommet med en solistmelding, som ikke har opbakning i Det Konservative Folkeparti. Og at han står tilbage som politisk tonedøv.
Med denne udsøgte uforskammethed pustede Venstremanden lidt liv i den meget udbredte opfattelse på Christiansborg mht. Barfoeds begrænsede politiske evner udi politisk timing og fingerspitzgefühl.
Barfoeds muligheder for at blive genvalgt til folkeitnget ved et kommende valg er ikke alt for lyse. Han blev med nød og næppe genvalgt ved forrige valg med et relativt beskedent antal personlige stemmer og med kun en lille margin til en anden konservativ kandidat på listen. Siden har valgloven ændret kredsgrænserne, og Nordsjællands Storkreds er blevet suppleret med endnu et kendt konservativt navn, nemlig Pia Christmas-Møller. Ikke ligefrem en politisk elefant, men knapt så berygtet som Barfoed. Med andre ord: Barfoed er pisket til at markere sig i forhold til de konservative vælgere. Der er formentlig en udbredt forståelse i den konservative top for Barfoeds personlige motiver i sagen. Dampen skal lukkes ud. Men der er trods alt grænser. Vi har dog næppe set den sidste politiske ballon fra Barfoed, og K-toppens reaktion vil forblive den samme. For alt underordnes naturligvis regeringssamarbejdet med Venstre og samarbejdet med Dansk Folkeparti.
lørdag, april 07, 2007
Jelved i bevægelse
Politiken kan i dag fortælle, at realismen så småt er ved at indfinde sig i det jelvedske univers. Nu er den radikale leder Marianne Jelved muligvis i bevægelse. I hvert fald afviser hun ikke længere forhandlinger om et samarbejde med socialdemokraterne. Det er klogt, for ellers ville det være for let for Claus Hjort Frederiksen at fortsætte den succesfulde strategi med at påpege over for vælgerne, at der simpelthen mangler et regeringsalternativ til VK-regeringen. Det kan Hjort fortsat gøre, men i det mindste sporer man en begyndende bevægelse hos den radikale leder. Jelved har uden tvivl læst Børsen i tirsdags, hvor 64-procent af de radikale vælgere ønsker, at R genoptager samarbejdet med S. Den gamle strategi med den 3. vej , hvor Jelved pegede på sig selv som statsminister kom til at køre grotesk for længe og førte midterpartiet fra at være i nærheden af at være folketingets 3. største parti i meningsmålingerne til at være det næstmindste. Der er lang i vej endnu til et fasttømret SR-alternativ, men tillykke her fra til de radikale med at deres leder er tilbage i den virkelige verden. Dagens ganske vist forsigtige udmelding fra Jelved er det bedste, der er sket for oppositionen i meget lang tid.
torsdag, april 05, 2007
Gensyn med Han-Som-Bestemmer
Kan du huske HSB? Han-Som-Bestemmer dvs. den tidligere svenske socialdemokratiske statsminister Göran Persson, som i efteråret fik fyresedlen af det svenske folk, der nu endelig var træt af at blive belært af den altid bedrevidende og arrogante statsminister. Et borgerligt alternativ i ny attraktiv indpakning gjorde valget let for flertallet af de svenske vælgere. Siden hen har de borgerlige partier sat forspringet over styr – i hvert fald i meningsmålingerne.
Imidlertid har Göran Persson siden han for snart 11 år siden blev statsminister meget modigt ladet sig løbende interviewe af TV-journalisten Erik Fichtelius fra Svensk TV. Det er der kommet en ret seværdig udsendelsesrække ud af. I fire udsendelser á en time følger man statsministeren i særdeles åbenhjertige interviews, hvor Persson ureflekteret giver sine vurderinger af de forskellige ofte ganske dramatiske situationer, han undervejs står i. Ikke mindst er det særdeles underholdende at høre hans frit-fra-leveren udtalelser om sine politiske modstandere - i og uden for Socialdemokratiet! Han sparer ingenlunde på krudtet!
Jeg er og bliver aldrig Persson-fan, men letter dog gerne på hatten for, at han i sin tid havde mod til at medvirke til dette helt enestående journalistiske projekt, som nok desværre aldrig bliver gentaget. Siden udsendelserne begyndte er kritikken af Perssons udtalelser og hans blotte medvirken haglet ned over ham i en grad at det formentlig vil afholde andre statsministre fra at forsøge sig med noget lignende lige med det samme. Efter min mening er kritikken lidt urimelig. For manden har rent faktisk turdet stille sit eftermæle på spidsen for, at vi alle kan få et lille indblik i, hvordan det egentlig er oppe på toppen i politik, og hvordan verden så ud i den "perssonske" optik.
Udsendelserne er for særligt politisk interesserede – uanset farve – simpelthen et must. "Ordförande Persson" bliver uden tvivl en TV-klassiker, der fx langt overgår en anden fremragende dokumentar som Christoffer Guldbrandsens ”Lykketoft Finale”.
Lad mig varmt anbefale alle dokumentaren ”Ordförande Persson”, som kan ses på nettet via Svensk TVs hjemmeside.
Imidlertid har Göran Persson siden han for snart 11 år siden blev statsminister meget modigt ladet sig løbende interviewe af TV-journalisten Erik Fichtelius fra Svensk TV. Det er der kommet en ret seværdig udsendelsesrække ud af. I fire udsendelser á en time følger man statsministeren i særdeles åbenhjertige interviews, hvor Persson ureflekteret giver sine vurderinger af de forskellige ofte ganske dramatiske situationer, han undervejs står i. Ikke mindst er det særdeles underholdende at høre hans frit-fra-leveren udtalelser om sine politiske modstandere - i og uden for Socialdemokratiet! Han sparer ingenlunde på krudtet!
Jeg er og bliver aldrig Persson-fan, men letter dog gerne på hatten for, at han i sin tid havde mod til at medvirke til dette helt enestående journalistiske projekt, som nok desværre aldrig bliver gentaget. Siden udsendelserne begyndte er kritikken af Perssons udtalelser og hans blotte medvirken haglet ned over ham i en grad at det formentlig vil afholde andre statsministre fra at forsøge sig med noget lignende lige med det samme. Efter min mening er kritikken lidt urimelig. For manden har rent faktisk turdet stille sit eftermæle på spidsen for, at vi alle kan få et lille indblik i, hvordan det egentlig er oppe på toppen i politik, og hvordan verden så ud i den "perssonske" optik.
Udsendelserne er for særligt politisk interesserede – uanset farve – simpelthen et must. "Ordförande Persson" bliver uden tvivl en TV-klassiker, der fx langt overgår en anden fremragende dokumentar som Christoffer Guldbrandsens ”Lykketoft Finale”.
Lad mig varmt anbefale alle dokumentaren ”Ordförande Persson”, som kan ses på nettet via Svensk TVs hjemmeside.
onsdag, april 04, 2007
Plummers selvmål
I den københavnske medieverden og den politiske offentlighed står folk i kø for først at grine af og siden undre sig over Danmarks Radios generaldirektør Kenneth Plummer. Ikke på grund af endnu en budgetoverskridelse. Bevares dem bliver der ikke flere af med ham som øverste ansvarlige. Det har han lovet. Næh sagen er, at Plummer er genstand for latterliggørelse i et betydeligt omfang på grund af hans beklagelser i en privat email til Politikens chefredakTøger Seidenfaden. Heri påpeger Plummer det fortrædelige i, at DR-generaldirektøren er blevet portrætteret af Politikens (i øvrigt uforlignelige) satiretegner Roald Als som en lænkehund til kulturministeren Brian Mikkelsen. Det er med hundehus, kødben og det hele! Imidlertid er Plummer efterkommer af slaver fra de vestindiske øer, og en satiretegning med en generaldirektør portrætteret som en hund i lænker virker sårende på både ham og hans børn, påpeger Plummer.
Seidenfaden har videresendt Plummers såkaldte ”tudemail” til Roald Als. Og ved et af tilværelsens mange tilfældigheder og en journalists lykketræf er hele historien end hos Ekstra Bladet, som nu i to dage forståeligt nok har gjort sig lystige over DR-generaldirektørens ”følsomme gemyt”. Fx har Ekstra Bladet været vakse nok til at spørge sædvanlige Als-ofre: Uffe, Claus(escu) Hjort og Lykketoft, der alle stiller sig noget uforstående overfor Kenneth Plummers (over)reaktion. D´herrer er ifølge Ekstra Bladet alle nærmest ved at dø af grin over Plummers reaktion (eller vuf...), men er høflige nok til at stille op med gode ”gammelfar-råd” om nu ikke at tage sådan på vej overfor satirikeren Roald Als, som vitterlig er satiretegningens ukronede konge i dette land.
I og for sig er sagen ligegyldig. Alle har fået et godt grin over en DR-generaldirektør har afsløret sin omsorg for eget ego og nu høster velfortjent og forudsigelig spot for sin udstillede selvhøjtidelighed.
Det undrer dog mig, hvordan man kan stå i spidsen for en medievirksomhed som Danmarks Radio og åbenbart vide så lidt om, hvordan medierne fungerer. Plummer burde da kunne forudsige at Seidenfaden ikke kunne gøre meget andet end at vise Roald Als indholdet af den mail. Hvordan ellers forklare Als om DR-generaldirektørens sårede følelser? Plummers overreaktion og den manglende ironiske distance har uden tvivl medført så store latterbrøl på Politikens redaktion at mailen er landet nede hos den frække lillebror på Ekstra Bladet. Siden har alle vi andre fået lov til at more os derover. Hvad kan man lære af det?
Morale:1. Beklag dig aldrig over satiriske tegninger. Du ender med at blive gjort yderligere til grin.
Morale: 2. Send aldrig en e-mail, der ikke kan tåle at blive udbasuneret i offentligheden.
Læserne af Jarls Blog ønskes en God Påske!
Seidenfaden har videresendt Plummers såkaldte ”tudemail” til Roald Als. Og ved et af tilværelsens mange tilfældigheder og en journalists lykketræf er hele historien end hos Ekstra Bladet, som nu i to dage forståeligt nok har gjort sig lystige over DR-generaldirektørens ”følsomme gemyt”. Fx har Ekstra Bladet været vakse nok til at spørge sædvanlige Als-ofre: Uffe, Claus(escu) Hjort og Lykketoft, der alle stiller sig noget uforstående overfor Kenneth Plummers (over)reaktion. D´herrer er ifølge Ekstra Bladet alle nærmest ved at dø af grin over Plummers reaktion (eller vuf...), men er høflige nok til at stille op med gode ”gammelfar-råd” om nu ikke at tage sådan på vej overfor satirikeren Roald Als, som vitterlig er satiretegningens ukronede konge i dette land.
I og for sig er sagen ligegyldig. Alle har fået et godt grin over en DR-generaldirektør har afsløret sin omsorg for eget ego og nu høster velfortjent og forudsigelig spot for sin udstillede selvhøjtidelighed.
Det undrer dog mig, hvordan man kan stå i spidsen for en medievirksomhed som Danmarks Radio og åbenbart vide så lidt om, hvordan medierne fungerer. Plummer burde da kunne forudsige at Seidenfaden ikke kunne gøre meget andet end at vise Roald Als indholdet af den mail. Hvordan ellers forklare Als om DR-generaldirektørens sårede følelser? Plummers overreaktion og den manglende ironiske distance har uden tvivl medført så store latterbrøl på Politikens redaktion at mailen er landet nede hos den frække lillebror på Ekstra Bladet. Siden har alle vi andre fået lov til at more os derover. Hvad kan man lære af det?
Morale:1. Beklag dig aldrig over satiriske tegninger. Du ender med at blive gjort yderligere til grin.
Morale: 2. Send aldrig en e-mail, der ikke kan tåle at blive udbasuneret i offentligheden.
Læserne af Jarls Blog ønskes en God Påske!
tirsdag, april 03, 2007
Opgøret med regeltyranniet
Hvis læserne af Jarls Blog ikke var klar over det i forvejen, så er alle vi mennesker nogle uvidende fjolser, som ikke ved hvad der er godt for os selv. Det er bl.a. derfor, at det offentlige opkræver mere end halvdelen af vores indkomst i skat, netop fordi de 179 valgte folketingsmedlemmer er så meget mere indsigtsfulde og dygtige end alle os andre med hensyn til at bruge vores penge mest fornuftigt. Det er i mange danskeres øjne selve essensen ved et demokrati som vores og et udtryk for den højeste retfærdighed. Det mener de fleste socialister, men synspunktet deles også af mange liberale, konservative og Dansk Folkepartister. Kampen mod denne udbredte, men forkerte opfattelse er dog for længst tabt. Endegyldigt da Claus Hjort og Anders Fogh Rasmussen solgte ud af deres engang liberale synpunkter, og lod Venstre kaste liberalismen over bord.
Nu kunne man håbe på, at der alligevel stadig er grænser for politik og for politikeres vilje og fantasi til at blande sig i borgernes liv. Desværre har vi set flere nylige eksempler på det og især hos konservative politikere. Justitsminister Lene Espersen brillerede lige før jul med at forbyde en harmløs fritidsaktivitet, og for nogle uger siden mente familie- og forbrugerminister Carina Christensen, at det netop var op til hende at belære os alle om, hvor mange børn vi burde få. Havde man lidt forventninger til den nye konservative minister, ja så blev de ved den lejlighed endeligt pulveriseret. Ministeren har i øvrigt hverken selv børn eller aktuelle planer om at stifte familie. Karriereplanen stod i vejen, forstod man på hendes udtalelser. Men de manglende praktiske erfaringer til trods skal da ikke afholde frk. Christensen fra at belære danske forældre om, hvad der er godt for børnene. Hendes ligegyldige indholdsløse ”holdningsministerium” er gudskelov politisk set magtesløst, men alligevel gælder det om at få det til at ”gungre på broen” for medieopmærksomhed, så alle kan se, at "ministeren laver politik". Det er det, som Bendtsen stolt kalder for "konservative markeringer", og foreløbig har det medført det imponerende resultat, at de konservatives opinionstal konsekvent ligger under cifrerne fra sidste folketingsvalg.
Den markeringsivrige Carina Christensen har således i mangel på noget politisk fornuftigt at tage sig til nu udstedt en slags "fatwa" mod forældres uorganiserede slikuddeling i børnehaverne og andre daginstitutioner i anledning af børnefødselsdage m.v. Institutionerne får derfor i 2007 en vejledning i, hvordan de dermed undgår, at de små poder får alt for meget sukker i kroppen, når lille Sophie og Lucas fylder år ned i SFO'eren. Statsmagtens indblanding sker naturligvis KUN af hensyn til børnenes sundhed, så de ikke bliver fede, hyperaktive i timerne og belaster sundhedsvæsenet med følgesygdomme osv.
Jeg forstår slet ikke, hvorfor ministeren ikke bare forbyder slik til børn! Et alternativ er, at staten helt forbyder spisning af slik i de offentliges institutioner. Og så senere udvide forbuddet til de private hjem. Eller forretningerne at sælge det? Men kunne man forestille sig den mulighed – og jeg ved, at der er tale om det rene kætteri - at daginstitutionerne selv kunne hitte ud af at formulere en politik om, hvornår der kan og må deles slik ud? Anders Fogh rejser land og rige rundt for at fedte for de offentligt ansatte, alt imens hans forbrugerminister udviser dem dyb mistillid. Det er da genialt.
”Gøre op med åndstyranner. Lade unge vælge selv. Bryde skranker, hvor vi kan – være konstruktiv rebel!”
Ja, sådan sang vi i Venstres Ungdom i 1980’erne og 1990’erne. Teksten er skrevet af Undervisningsminister Bertel Haarder og VU-formanden nogle år i slutfirserne var Lars Løkke Rasmussen.
Ærlig talt. Kunne d’herrer internt i regeringen ikke kæmpe lidt imod reguleringsliderlige politikere som f.eks. Carina Christensen? Jeg ved, at Claus Hjort og Anders Fogh er fuldstændig ligeglade med ideologien, blot så længe de sidder solidt på taburetterne. Men I to har vel ikke solgt helt ud? Eller hvad?
Nu kunne man håbe på, at der alligevel stadig er grænser for politik og for politikeres vilje og fantasi til at blande sig i borgernes liv. Desværre har vi set flere nylige eksempler på det og især hos konservative politikere. Justitsminister Lene Espersen brillerede lige før jul med at forbyde en harmløs fritidsaktivitet, og for nogle uger siden mente familie- og forbrugerminister Carina Christensen, at det netop var op til hende at belære os alle om, hvor mange børn vi burde få. Havde man lidt forventninger til den nye konservative minister, ja så blev de ved den lejlighed endeligt pulveriseret. Ministeren har i øvrigt hverken selv børn eller aktuelle planer om at stifte familie. Karriereplanen stod i vejen, forstod man på hendes udtalelser. Men de manglende praktiske erfaringer til trods skal da ikke afholde frk. Christensen fra at belære danske forældre om, hvad der er godt for børnene. Hendes ligegyldige indholdsløse ”holdningsministerium” er gudskelov politisk set magtesløst, men alligevel gælder det om at få det til at ”gungre på broen” for medieopmærksomhed, så alle kan se, at "ministeren laver politik". Det er det, som Bendtsen stolt kalder for "konservative markeringer", og foreløbig har det medført det imponerende resultat, at de konservatives opinionstal konsekvent ligger under cifrerne fra sidste folketingsvalg.
Den markeringsivrige Carina Christensen har således i mangel på noget politisk fornuftigt at tage sig til nu udstedt en slags "fatwa" mod forældres uorganiserede slikuddeling i børnehaverne og andre daginstitutioner i anledning af børnefødselsdage m.v. Institutionerne får derfor i 2007 en vejledning i, hvordan de dermed undgår, at de små poder får alt for meget sukker i kroppen, når lille Sophie og Lucas fylder år ned i SFO'eren. Statsmagtens indblanding sker naturligvis KUN af hensyn til børnenes sundhed, så de ikke bliver fede, hyperaktive i timerne og belaster sundhedsvæsenet med følgesygdomme osv.
Jeg forstår slet ikke, hvorfor ministeren ikke bare forbyder slik til børn! Et alternativ er, at staten helt forbyder spisning af slik i de offentliges institutioner. Og så senere udvide forbuddet til de private hjem. Eller forretningerne at sælge det? Men kunne man forestille sig den mulighed – og jeg ved, at der er tale om det rene kætteri - at daginstitutionerne selv kunne hitte ud af at formulere en politik om, hvornår der kan og må deles slik ud? Anders Fogh rejser land og rige rundt for at fedte for de offentligt ansatte, alt imens hans forbrugerminister udviser dem dyb mistillid. Det er da genialt.
”Gøre op med åndstyranner. Lade unge vælge selv. Bryde skranker, hvor vi kan – være konstruktiv rebel!”
Ja, sådan sang vi i Venstres Ungdom i 1980’erne og 1990’erne. Teksten er skrevet af Undervisningsminister Bertel Haarder og VU-formanden nogle år i slutfirserne var Lars Løkke Rasmussen.
Ærlig talt. Kunne d’herrer internt i regeringen ikke kæmpe lidt imod reguleringsliderlige politikere som f.eks. Carina Christensen? Jeg ved, at Claus Hjort og Anders Fogh er fuldstændig ligeglade med ideologien, blot så længe de sidder solidt på taburetterne. Men I to har vel ikke solgt helt ud? Eller hvad?
Løkke-Qureshi 1-0
Dem der påstår, at der ikke findes humor i dansk politik, bør måske kaste sig over bunken af stillede spørgsmål til regeringens ministre og ikke mindst besvarelserne. For ind imellem er det åbenbart muligt at finde guldkorn. Her er et eksempel, hvor Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen med et "usædvanligt retorisk talent" besvarer et af de sædvanlige fjollede spørgsmål fra SFs ulidelige sundhedsordfører Kamal Qureshi:
Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 3966, som medlem af Folketinget Kamal Qureshi (SF) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 30. marts 2007
Spørgsmål S 3966:
"Vil ministeren kommentere resultatet af den norske undersøgelse, som viser, at lesbiske mødre ofte tænker mere på deres børns velbefindende, end heteroseksuelle mødre gør?"
Svar:
Nej.
---
Det kan man vist kalde et klart svar!
Lars Løkke! I salute you!
Mens vi er ved humoren. Lad mig i øvrigt varmt anbefale alle at læse Kristian Madsens sylespidse satire over Peter Mogensen. Den gode Madsen får klart sagt, hvad stort set alle mener om Mogensens skriblerier ovre på Politiken.
Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 3966, som medlem af Folketinget Kamal Qureshi (SF) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 30. marts 2007
Spørgsmål S 3966:
"Vil ministeren kommentere resultatet af den norske undersøgelse, som viser, at lesbiske mødre ofte tænker mere på deres børns velbefindende, end heteroseksuelle mødre gør?"
Svar:
Nej.
---
Det kan man vist kalde et klart svar!
Lars Løkke! I salute you!
Mens vi er ved humoren. Lad mig i øvrigt varmt anbefale alle at læse Kristian Madsens sylespidse satire over Peter Mogensen. Den gode Madsen får klart sagt, hvad stort set alle mener om Mogensens skriblerier ovre på Politiken.
Abonner på:
Opslag (Atom)
